Dengang jeg var lille

Barndomsminder

Lørdag kaldte jobbet mig til Skørping det meste af dagen. Det skal man ikke have ondt af, for jeg er kommet i Rold Skov, siden jeg var lille ulveunge i Det Danske Spejderkorps, så jeg holder af stedet.

Så da dagens arrangement på KulturStationen - den tidligere kro - i Skørping var slut, kørte jeg lidt rundt på egnen til blandt andet Store Økssø og Kovadsbækken. Vejret var noget koldt og blæsende, så det blev ikke til lange gåture, men jeg forlod dog den varme plads i bilen op til flere gange.

Jeg kom i tanke om, at det i år er 60 år siden, at jeg var på min første spejdertur til Jamborettepladsen nær Store Økssø til en divisionsturnering Kristi Himmelfartsdag 1966.

Det var dengang, alle spejdere i Det Danske Spejderkorps fra Randers og nordefter var organiseret i Nørrejyske Division. Så det var en kæmpeforsamling, der var stillet op på Jamborettepladsen til den afsluttende parade, hvor skovrider Jens Hvass skridtede fronten i stram uniform med marskalstav under armen.

Det var mit første møde med Jens Hvass, som var en af grundlæggerne af Det Danske Spejderkorps. Det vil jeg altid huske. Senere blev Nørrejyske Division delt i fem mindre divisioner - blandt andet Jens Hvass Division, som dækkede Himmerland.

I 1973 blev det Det Danske Spejderkorps og Det Danske Pigespejderkorps lagt sammen. Så kunne man naturligvis ikke i ligeberettigelsens hellige navn have en division, der var opkaldt efter en mand, så navnet blev ændret til Rold Skov Division - og det hedder den fortsat.

Det var min tanke, at jeg ville have købt en isvaffel i pavillonen ved Store Økssø, men skiltet uden for reklamerede med "Cafe Latte To Go" - og jeg handler principielt ikke hos restauratører, der formulerer sig så ubehjælpsomt på dansk.

Jeg noterede mig også, at banelegemet gennem Rold Skov var blevet moderniseret med ny ballast, signaler og køreledninger, selv om der slet ikke kører elektriske tog på strækningen. Jeg undrede mig over, at selv om der postes milliarder i jernbanerne, er den danske jernbanedrift tilsyneladende sværere at styre end seksualdriften.

Anledningen til turen var et grønlandsk kulturarrangement på KulturStationen. Det er altid en fornøjelse at være i grønlandsk selskab, så jeg arbejder gerne en lørdag. Jeg mødte blandt andet trommedanseren Navarana Kavigak Sørensen, der viste og forklarede trommedansens hemmeligheder.

Hun stammer fra Qaanaaq, men bor i dag i Hvalpsund nær Farsø. 

- Det er der ikke den store forskel på. Der bor omkring 600 mennesker begge steder, men danskerne er så generte, forklarede Navarana med et stort grin. 

Nu springer bøgen

Forårsfornemmelser

Da Jammerbugt kommune for nylig ryddede grunden mellem Brovst Apotek og Kai Berntsen's Knaldhårde Hvidevarer, lod man et gammelt bøgetræ blive stående.

Det var en klog beslutning, for torsdag morgen kvitterede den gamle bøg for livet ved at springe ud med de spædeste lysegrønne bøgeblade og et varsel om lunere og lysere tider.

På sådan en forårsdag kan det være svært at bevare pessimismen, selv om der er krig i verden og tårnhøje energipriser. Ulykkerne blegner ganske enkelt, når alting grønnes.

Også i skovene er bøgetræerne på vej, blandt andet i Ølandskoven, der for en god dels vedkommende består af smukke, høje og gamle bøgetræer. Om få dage lukker de deres grønne kroner og får os til at glemme, at det en gang var vinter.

Inden lyset forsvinder i skovbunden, har anemonerne travlt med at blomstre. Frøene skal sættes til de nye generationer, mens tid er.

Også dyrene har travlt. Fuglene synger fra tidlig morgen til sen aften, mens dagene bliver længere og længere.

Foråret er en dejlig tid.

Røde øjne og morgenhår

Fuglepunk

Når jeg ser en toppet skallesluger, kommer jeg altid til at tænke på tømmermænd. For den stakkels fugl er fra naturens side udstyret med røde øjne og strithår.

Jeg har selv været der. Så jeg føler med den.

Jeg mødte den toppede skallesluger torsdag kort før spisetid. Efter en lang dag på kontoret kørte jeg ned til dæmningen. Der var næsten ingen fugle, for vi er midt i rugetiden. Men tæt på vejen svømmede altså en toppet skallesluger - en han, der i sommerdragten er både særpræget og spraglet.

Toppet skallesluger er en ret almindelig fugl i Danmark, hvor den både yngler og kommer på træk. Den hedder skallesluger, fordi den spiser fisk - skaller blandt andet - og navnet har altså ikke noget med skaldyr at gøre.

Det er også en gammel kending fra dengang, vi boede i Straumsbukta ved Tromsø. Her var der masser af dem i vandet lige neden for huset. Den hedder siland på norsk.

En ordentlig gynter med fjer på

Skeænder og skestorke

Jeg har altid været fascineret af skeænder og skestorke. De er udstyret med et gigantisk næb, som det er svært at holde øjnene fra.

Næbbet er det, som i gammeldags slang benævnes en gynter - som man siger, om en person, der har en stor næse. Det er i følge ODS afledt af güntje, der er en gammel betegnelse for en kande med tud.

Det store næb er praktisk, når fuglene søger føde - plankton, dafnier og lignende, som sies ud af vandet med næbbet. Typisk ses skestorke stå foroverbøjet med næbbet i vand, mens de manisk svinger hovedet fra side til side.

Men hvis vi lige ser bort fra næbbet, er både skestork og skeand flotte fugle. Jeg jagtede dem i sidste uge og fik et par gode fotos af skeænderne. Det blev også til et enkelt foto af en flok skestorke i Ulvedybet, som normalt altid ankommer her på egnen først i april omkring min fødselsdag for at yngle.

De fleste opfatter skestorke som hvide, men ser man godt efter, er yngledragten faktisk meget farvestrålende med en gulorange hals. Farven forsvinder i løbet af sommeren - og så må vi vente endnu et år, før vi kan se det flotte syn.

Også skeanden - hannen - er flot i yngledragten. En overset skønhed vil jeg sige - for det er altså næbbet, der tager opmærksomheden.

Nederst har vi en fasankok. De ses overalt i øjeblikket, men de er også flotte i yngleperioden, hvor de skal gøre indtryk på hunnerne. Efter ynglesæsonen falmer de noget, men den tid, den sorg. (Billederne er klikbare).

Sikke en fest, vi har haft

Fødselsdag og housewarming

Af hjertet tak for alle de mange hilsener, som jeg modtog til min 68-års fødselsdag. De blev alle læst og varmede mit gamle hjerte.

Dagen blev fejret lørdag, hvor jeg havde samlet min fætter og min kusine samt et par gode venner til et festligt lag med god mad og gode vine. Det var en kombineret fødselsdag og housewarming for min renoverede stue.

Madlavning er jo en af mine helt store hobbyer, så jeg gik i gang lørdag morgen ved firetiden. Først dækkede jeg bord - og så gik jeg ombord i kokkeriet.

Jeg havde sammensat en menu med retter fra bagkataloget og holdt mig til de sikre retter, hvor jeg kan opskrifterne i hovedet. Når der er budt gæster, er tiden ikke til eksperimenter, selv om det ellers kan være meget sjovt.

Så jeg lagde ud med smørkogte grønne asparges, sauce mousseline og varmrøget laks. Det er årstidens mad - og virker, bare man lige husker, at de grønne asparges endelig ikke skal have mere end 30 sekunder i blandingen af halvt smør, halvt vand.

Så stod den på marineret langtidsstegt kalvecuvette. Den slår aldrig fejl. Tre til fire timer ved 70 grader til en kernetemperatur på 57 grader. Det kan tygges med øjebrynene. Hertil en vaskeægte sauce lavet på en fond af urter fra bunden af køleskabet, et stykke bacon, marinaden og stegesaften fra bradepanden. Reduceret til næsten ingenting og vendt i en roux og tilsat en dl fløde. Det virker - hver gang.

Til kødet serverede jeg ostegratinerede rodfrugter. Det er også en klassiker i mit køkken. En time i ovnen, mens man spiser forretten.

Desserten var den velkendte hokkaido-sorbet, som jeg nu har haft på menuen i et par år. Denne gang serveret på en bund af blomme i madeira - en rest fra 2024, da jeg ikke lavede blomme i madeira sidste sommer, hvor de blå blommer ikke rigtig levede op til kravene.

Både velkomstboblerne og hvidvinen til forretten var klassikere her i huset. Giersbergers crémant d'Alsace og Mâcon Azè.

Rødvinen var fra øverste hylde - eller faktisk nederste hylde. Jeg er bagud med vinkælderen, fordi jeg så dårligt tåler alkohol, efter at jeg har fået diabetes. Så den første flaske blev en oldgammel Faustino 1 fra 2005 (flaske no. 104116), som blev fulgt af samme type fra 2008 - og herefter lidt løssluppen druk med blandt andet en Bourgogne pinot noir fra 2016.

Da vennerne var gået, sluttede min kusine og jeg som altid af med lidt gin og tonic...

Mr. Showbiz

Johnny Reimar

Så har Johnny Reimar sunget den sidste sang og produceret den sidste plade.

Det er ikke uden grund, at han havde tilnavnet Mr. Showbiz. Johnny Reimars betydning for den danske musikscene har været enorm. Utallige er de kunstnere, han som producer og pladeselskabsdirektør har været med til at bringe frem i lyset. Uden Reimar ville kendte danske musiknavne som Ache, Gnags, Savage Rose, Olsen-brødrene, Lollipops og mange flere tresser- og halvfjerserkoryfæer næppe være blevet til det, de er kendt for i dag.

Mr. Showbiz er også titlen på Reimars erindringer, som blev udgivet i 2000. Den bog har jeg selvfølgelig i biblioteket. Oven i købet med dedikation fra Johnny Reimar.

Dedikationen stammer fra den eneste gang, jeg har snakket med ham. Det var i Nuuk selvfølgelig. Omkring 2005, hvor han sammen med Cliffters optrådte på Hotel Godthåb. Som altid, når der var kunstnere fra Danmark, var der også noget reception, hvor jeg var inviteret - og så selvfølgelig koncert - og også en efterfest, hvor Johnny Reimar, der tilsyneladende var under skarp bevogtning af fruen, Anni, dog ikke deltog så længe.

Jeg husker selve koncerten som en stor oplevelse med svingende glad tresser-guitar-pop fremført med de karakteristiske synkroniserede guitarsving. Reimar og Cliffters leverede simpelthen varen.

Og det er det, jeg især godt kan lide ved Johnny Reimar. Han havde en sund købmandsmæssig indstilling til kunst. Kunst skal ikke genere kunderne, men glæde og fornøje. Kort sagt en festlig mand i hvis selskab, man befandt sig godt. Han var nem at snakke med og fortalte gerne om sit liv og mange oplevelser - og havde det ikke været for fruens vagtsomme blik, kunne det nemt være blevet til en meget lang nat.

Nu er han så ikke mere her på jorden. Måske var det et varsel, at jeg lørdag formiddag, mens jeg lavede mad til dagens gæstebud, hørte en cd med Cliffters - og som altid skruede helt op til Foot Tapper, der i Cliffters-udgaven er bedre end Hank Marvins og the Shadows original fra 1963.

Johnny Reimar havde i øvrigt en gigantisk produktion bag sig. I erindringsbogen fra 2000 fylder discografien 24 sider!