Duften af grillbar

Friture

Selv om det kan gå heftigt til, når Øland Sildelaug holder møde, hører det alligevel til sjældenhederne, at det ligefrem er nødvendigt at skifte tøj og gå i bad, når laugsbrødrene returnerer til Hjemmets Arne, som hustruerne mærkværdigvis kaldes.

Men det var altså tilfældet fredag aften, hvor der var gang i ønskebrønden - frituregryden.

Aftenens hovedret var den engelske nationalspise fishn' chips. Oversat til almindelig dansk: Friteret indbagt filet af kuller med pommes frites og tartarsovs.

På danske grillbarer med catering-mad tager man det vist ikke så alvorligt med fisken - og man kan støde på mange fiskevarianter inde under den dej, der omslutter det hele. Men sildelauget er jo et laug for fiske-connoisseurs, så vi lavede det rigtigt helt fra bunden af.

Det skal være med kuller - på engelsk Haddock - for netop kuller er så faste i kødet, at de kan tåle turen i ønskebrønden. Øldejen, som omgiver kullerfileten, var selvfølgelig hjemmelavet, for øldej må man ikke sjuske med.

Pommesfriterne var naturligvis også hjemmelavet - men tilberedt i ovnen. Det fungerer nemlig godt og sviner heller ikke så voldsomt. Det hele blev fulgt af sauce tartare, der egentlig bare er et udenlandsk svar på remoulade. Lidt mere syrlig, så for at tilfredsstille de danske ganers hang til den sødlige remoulade var det også på bordet - i en færdigkøbt udgave fra Graasten.

Forretten bestod af sild, selvfølgelig. Den lakserøgede variant fra Rema. Den er lidt salt - og fortjener lidt æg som følgesvend, så silden var garneret med hjemmelavet æggestand og serveret med frisk rugbrød fra bageren i Halvrimmen.

Den anretning er prøvet før i sildelauget - og rutinen kom os til gode. Der var ikke en finger at sætte på serveringen.

Til gengæld var desserten aldrig prøvet før - men aktuel til den kommende halloween. Den bestod af hokkaido-sorbet. Opskriften havde skriverkarlen fået op under neglene på Rønnes Hotel - og det fungerede perfekt i dessertmesterens hænder.

Hokkaido-sorbeten blev serveret på en bund af amarena-kirsebær og var pyntet med lidt flødeskum (38 %) og lidt citronmelisse fra skriverkarlens have.

Traditionen tro skulle der også testes spiritus. I giftblanderens fravær havde oldermanden medbragt en flaske slipovice fra Balkan. Det blev serveret som blindsmagning - og der var mange bud, for de fleste genkendte smagen, men kunne ikke pege præcist på, hvad det var. Slipovice er blommebrændevin - og det bør vi vel også kunne lave her på Øland en gang ved en passende lejlighed.

Aften gik lidt ud over tiden. For vi var godt beskæftiget med maden, som absolut ikke var fastfood. Men duften i tøjet antydede noget andet - så det var med at komme hjem og i bad, da først Øland-sangens toner havde lydt ud i sensommernatten.

Spejdere i designertøj

Nye uniformer

Foto: Privat

Det var en flok stolte spejdere i Nuuk, der i år deltog i nationaldagsoptoget i deres spritnye uniformer – også selv om kun var med nød og næppe, at det lykkedes at få åbnet containeren aftenen før, så uniformerne var klar til udlevering om morgenen på nationaldagen.

Det fortæller gruppeleder Simon Borgert Olesen fra Nuummi Spejderit.

De nye uniformer, der skal bruges af alle spejdere i Grønland, er blevet udviklet i et tæt samarbejde med designeren Bibi Chemnitz.

- Det er første gang, at jeg laver spejderuniformer, men jeg sagde selvfølgelig ja, da spejderne henvendte sig. Det har været en spændende opgave for os, og det er da også med stolthed, at vi har sat præg på en ny generation grønlandske spejdere, fortæller Bibi Chemnitz.

Mange detaljer

Der ligger mange tanker bag den nye spejderuniform.

- Den mørke marineblå farve var jo givet, så det var nemt nok. Vi har valgt et robust stof, som kan klare en del tæsk, men det er også ok, at anorakken får lidt patina af hårdt brug, siger Bibi Chemnitz.

- Vi tog udgangspunkt i vores jagtanorak fra vores eget brand, som vi har lavet i mange år. Den er gennemtestet, og den er god til den grønlandske natur.

- Vi ønskede dog at lave nogle detaljer mere traditionelle, så vi ændrede lommerne foran på anorakken, så den har et traditionelt look. Men vi tilføjede lommerne mere funktion, så hver forlomme i virkeligheden er to lommer i en, hvor den ene kunne lukkes med velcro. Det giver spejderne plads til lommekniv, reb eller andet, som man har brug for ude i naturen.

Det er tanken, at spejderne selv skal vedligeholde uniformen som led i uddannelsen.

- Velcro-lukningerne kan nemt udskiftes, hvis de bliver slidt. Det forestiller vi os, at spejderne selv kan gøre med nål og tråd – og dermed opbygge lidt håndgerningskundskaber, fortæller Bibi Chemnitz.

- Vi tilføjede spejdernes korpsmærke på venstre bryst og det grønlandske flag på den ene skulder - så der ikke er tvivl om, hvor spejderne kommer fra. Men ellers er det spejderne selv, der selv skal sy duelighedstegn og andre mærker på.

Personlig signatur

Bibi Chemnitz har også sat sin personlige signatur på uniformen.

- Vi har bibeholdt vores kendte cirkel design på ryggen, dog er det lidt mere neddæmpet i sit look, da anorakken er holdt i marineblå og derfor er de to halvcirkler mere subtile - men de er der, fortæller designeren.

Behovet for de nye grønlandske spejderuniformer opstod, da Nuummit Spejderit blev dannet for fem år siden. På det tidspunkt var alt spejderarbejde i Grønland gået i stå, og Grønlands Spejderkorps var lukket.

- Så vi startede på en frisk, fortæller Simon Borgert Olesen.

- Tilbage i tiden brugte de grønlandske spejdere hjemmesyede anorakker som uniform, men i en periode i halvfemserne delte korpset uniform med spejderne i Sydslesvig. Den uniform havde imidlertid en dårlig pasform og var heller ikke egnet til vores klima, hvor man typisk bærer en trøje under uniformen, forklarer Simon Borgert Olesen.

- Vi eksperimenterede på et tidspunkt med at batikfarve hvide grønlandske anorakker, men det var ikke godt, for de kunne ikke tåle at blive vasket. Så spurgte vi SpejderSport-butikkerne i Danmark, om de kunne hjælpe, men her skulle vi producere mindst 500 uniformer – og det ville blive alt for dyrt.

- Så kom vi på at spørge Bibi Chemnitz – og hun vidste lige, hvordan den opgave skulle gribes an. Så nu har vi vores egen uniform – og det er vi stolte af.

Vigtigt med aktivitet

Bibi Chemnitz tøvede heller ikke med at sige ja til opgaven.

- Det er altid en stor oplevelse at designe noget unikt for andre. Vi mener, at det er utroligt vigtigt, at unge mennesker dyrker en eller anden fritidsaktivitet. Det udvikler dem og giver dem forskellige "skills", som man kan bruge senere i livet. Der er alt for mange børn, som er for inaktive, siger Bibi Chemnitz.

Der er i første omgang produceret 130 uniformer. Spejderne betaler 350 kroner for en uniform. De penge går ind på en projektkonto, som kan bruges, næste gang der skal produceres uniformer. Hele projektet har kostet i alt godt 100.000 kroner, som er finansieret med støtte fra Polar Seafood, Helene og Svend Junges Fond samt Sct. Georgs Gilderne i Danmark.

Simon Borgert Olesen oplyser, at der er cirka 60 spejdere i Nuuk, 15 i Ilulissat og 10 i Sisimiut.

Artiklen blev bragt første gang i Sermitsiaq 2025/36 den 12. september. Den er efterfølgende også bragt i Nuuk Ugeavis.

Klik op.

Gode ben

Sæson for edderkopper

Jeg forstår mig ikke på sport, så jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men jeg har hørt, at cykeltosser gerne barberer benene, fordi hår på benene øger luftmodstanden.

Hvis det er rigtigt, har edderkopper næppe nogen chance for at give cykelsportsfolket baghjul. Prøv at klikke billedet op og bemærk den voldsomme benbehåring. Man skulle ellers tro, at et væsen med otte ben kunne give den gas på en racercykel, hvor det som bekendt handler mere om gode ben end intellektuel formåen.

Det er sæson for edderkopper. Da jeg sent tirsdag aften kom hjem fra en foredragstur til Hjørring, mødte jeg denne fætter på badeværelset. Det blev lige til et hurtigt doku-foto, inden den tog sine otte ben på nakken og gemte sig under vasketøjskurven.

Der er masser af edderkopper netop nu - både inde og ude. Jeg døjer meget med de invasive mejer-edderkopper, som er svære at fange og formerer sig flittigt, men denne her var en rigtig dansk stor husedderkop med et benspænd på cirka 10 cm.

Stor husedderkop er Danmarks største edderkop, men er helt uskadelig for mennesker, selv om den ser skrækindjagende ud for araknofobikere.

Dagens bonusfotos tog jeg i weekenden på foderpladsen. Her kan man virkelig tale om at skyde spurve med kanoner. Billederne er taget med 400 mm brændvidde på knap fire meters afstand - og det er tæt på grænsen af det mulige med en mikroskopisk dybdeskarphed.

Kendere vil bemærke, at det er gråspurve. Den lille grossenollik er ellers gået meget tilbage i forhold til skovspurvene, der er i voldsomt overtal i danske haver. Men jeg har fortsat mange gråspurve - og det er jeg da en smule stolt af.

363 mænd – og en enkelt kvinde

Jubilæumsbog

Sirius-fup Asbjørn Bruun og hundehvalp Julius. Billede fra bogen.

En ny bog om Slædepatruljen Sirius kommer næppe nogensinde med på en slæderejse i Nordøstgrønland. Dertil er den for tyk og stor – og kan næppe håndteres i en sovepose, mens fimbulvinteren raser uden for teltet.

Bogen vejer 1,6 kilo og er på 352 sider i formatet 28cm x 22cm – altså lige knap A4.

Det siger jeg ikke for at være negativ - tværtimod.

Jeg konstaterer blot, at der er tale om en rigtig ”coffee table bog”. Stor i omfang og grundighed og rigt illustreret med store, flotte billeder af både den vilde natur og den lille slædepatrulje. Stramt redigeret med tekst i små stykker, så man ikke behøver læse hele bogen på en gang.

Bogens titel er ”Sirius – 75 år med slædehunde, kammeratskab og arktiske eventyr”. Det antyder meget præcist, at der er tale om en jubilæumsbog i anledning af, at den legendariske slædepatrulje mandag den 18. august kunne fejre, at det var præcist 75 år siden, at slædepatruljen blev grundlagt på Ella Ø.

Spændende læsning

Det er spændende læsning. Redaktør Simon Flening, journalist på TV2 og tidligere Sirius-mand årgang 16, har blandt de i dag i alt 363 Sirius-fupper samlet 32 personlige beretninger fra tiden i Sirius. Ikke nødvendigvis de mest dramatiske, men episodiske nedslag, som har brændt sig fast i bevidstheden som et dejligt minde om 26 måneders militærtjeneste i Nordøstgrønland.

De er dejlige beretninger om hunde, isbjørne og mænd – samt en enkelt kvinde, som man kun kan blive i godt humør af at læse.Beretningerne spænder fra nu afdøde Bent Zwerius’ erindringsglimt fra 1958 til blandt andet en beretning om livet i det isolerede Nordøstgrønland, mens corona-epidemien hærgede i resten af verden.

Bogen byder også på et udførligt overblik over den del af historien, som førte til oprettelsen af Slædepatruljen Sirius. Afsnittet er skrevet af Peter Schmidt Mikkelsen fra 77-holdet, der er en dreven forfatter. Han udgav tilbage i 1986 sin personlige beretning, Tusinde dag med Sirius, og siden er det blevet til et helt hundespand af bøger om både Nordøstgrønland og Sirius.

Peter Schmidt Mikkelsens slædemakker fra Sirius, Claus ”Tavse” Birkbøll, har bidraget til jubilæumsbogen med leksikale oplysninger og har blandt andet skrevet er afsnit om slædepatruljens våben gennem tiderne.”Med sin unikke viden om Sirius, og alt hvad der er foregået i Nordøstgrønland de sidste 75 år plus det løse, har Tavse leveret flere historiske nedslagspunkter til denne bog end nogen anden fup”, konstaterer Simon Flening i forordet.

Fremtiden for Sirius

Oprindeligt var Slædepatruljen Sirius en del af søværnet, men er i dag en del af Specialoperationskommandoen sammen med Jægerkorpset og Frømandskorpset. Det er imidlertid Arktisk Kommando i Nuuk, der har den operationelle ledelse af slædepatruljen. Det har fået chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Søren Andersen, til at kikke i krystalkuglen og spå om fremtiden for Sirius – ikke mindst i lyset af nuværende internationale situation.

Generalmajoren slår fast, at Slædepatruljen Sirius er kommet for at blive, men at fremtiden byder på højere grad af samarbejde med forsvarets øvrige enheder. Både som følge af ændrede militære doktriner, men i lige så som en følge af den teknologisk udvikling, hvor nye såkaldt kapaciteter som droner og satellitovervågning indgår i forsvarets opgaveløsning i Arktis.

Søren Andersen konkluderer, at der fortsat er mange opgaver, der skal løses i Nordøstgrønland – og at der er en stor arv, der skal løftes.

Slædepatruljen Sirius er en eliteenhed i forsvaret – og den fornemme jubilæumsbog er en fuldt fortjent elitebog.

Sirius – 75 år med slædehunde, kammeratskab og arktiske eventyr Redaktion: Simon Flening. Gads forlag.

Artiklen er bragt første gang i Sermitsiaq 26. august 2025.

Sirius på livstid

Jubilæum

Foto: Privat

- Sirius ændrede vores liv for altid.

Sådan lyder det samstemmende fra fem tidligere Sirius-mænd, der søndag aften var samlet til den grønlandske Sirius-mand Alfred Olsens 78-års fødselsdag som en lille forfest til mandagens officielle fejring på Flyvestation Aalborg af, at det er 75 år siden, at den legendariske slædepatrulje blev født.

Fra venstre Lars Grunnet, Gert Bonde Iversen,
 Alfred Olsen, Per Ølholm og Asbjørn Bruun. 

Det blev til en aften med masser af historier, men også til en aften, hvor de tidligere ”fupper”, som det kaldes, reflekterede over, hvad de godt to års ophold i kulde, mørke og isolation havde betydet for deres tilværelse.

- Det er ingen overdrivelse, når man siger, at en Sirius-mand kan alt – undtagen at føde børn. Men det kan han så hurtigt lære, siger Gert Bonde Iversen, som kom til Nordøstgrønland og Daneborg i 1971.

Det er hele pakken

- Det ved arbejdsgiverne godt, så det er nemt at finde arbejde, når der står Sirius på CV’et, forklarer Gert Bonde Iversen.

- Sirius slipper dig aldrig. Det er meget mere end blot et arbejde og et eventyr. Man kommer hjem med en uendelig kærlighed til den grønlandske natur, hundene og Grønland i det hele taget. Man søger to års spænding – og får så hele pakken med resten af livet.

Per Ølholm, der kom til Nordøstgrønland i 70 sammen med Alfred Olsen, er enig.

- Da jeg kom hjem, fik jeg et job som håndværker på Kolding Sygehus med en maskinarbejderbaggrund – men det var Sirius, der gjorde udslaget. Det blev til i alt 37 år i sygehusvæsnet, hvor det også blev mig, der en gang blev sendt til Saudi-Arabien i et år, da der skulle bygges et nyt hospital dernede. Den tillid havde chefen nok aldrig vist mig, hvis ikke jeg havde været i Sirius.

Ingen nemme løsninger

- Det afgørende er, at man kan stole på en Sirius-mand, siger Alfred Olsen.

- Det er hele forudsætningen for, at man kan overleve i Nordøstgrønland. Arbejdet skal gøres hver dag. Man er aldrig færdig, men tager fat på den næste opgave uden at brokke sig – for man skal også altid være et skridt foran, så man er forberedt, hvis planerne ændrer sig på grund af vejret og naturens luner.

- Der er ingen nemme løsninger, når man er på rejse med hundene. Hundene skal fodres og teltet skal op – uanset hver træt du er, og hvilken rang du har. I naturen betyder kors, bånd og stjerne intet, siger Alfred Olsen, der også lægger vægt på den grundlæggende militære uddannelse.

- Disciplin og selvbeherskelse er jo egenskaber, som alle arbejdsgivere sætter pris på, mener den grønlandske Siriusmand, der efter tjenesten kom hjem til Sisimiut og arbejdede i entreprenørbranchen, inden han var med til at opbygge Grønlands første kommunale tekniske forvaltning – og i øvrigt også blev kommunalbestyrelsesmedlem plus masser af andre tillidsposter.

- For det er tilliden, der gør den lille forskel, siger Alfred Olsen.

Født eventyrer

Lars Grunnet havde aldrig tænkt på at søge ind til Sirius, da han så et opslag om slædepatruljen på Stevnsfortet, hvor han var værnepligtig i 1970.

- Det lød spændende. Jeg er født i Sydafrika og havde som sømand været i Vietnam under krigen – og jeg har nok arvet min fars eventyrlyst og rastløshed, så hvorfor ikke også Nordøstgrønland, siger Lars Grunnet, der i dag er medlem af Eventyrernes Klub og kan se tilbage på en lang karriere inden for politiet.

- Det er en del af min natur at søge til eliteenhederne, hvor de bedste folk er. I politiet endte jeg hurtigt i Uro-patruljen, hvor jeg især beskæftigede mig med narko i de mest betændre miljøer i København og kom herefter til Rejseholdet i en del år, hvor jeg var med til at opklare nogle af Danmarks mest grusomme drabssager.

- Grønland havde ikke sluppet sit tag i mig, så det blev også til otte år i Grønlands Politi, hvor jeg arbejdede i Upernavik, Uummannaq, Sisimiut og Nuuk.

- Endelig blev det til fire år i Ukraine, hvor jeg var forbindelsesofficer for de nordiske politikorps.

- Det kostede mig sjovt nok en finger, der blev bidt over af en bidsk hund. Efter mit ophold i Sirius var jeg nok lidt overmodig og bildte mig ind, at jeg kunne styre alle hunde, griner Lars Grunnet.

Nissebanden

Foto: Asbjørn Bruun

Selskabets yngste deltager er Asbjørn Bruun, der kom til Daneborg i 2007.

- Jeg er meget målbevidst, og allerede som syv-årig besluttede jeg, at jeg ville til Sirius, da jeg så Nissebanden i Grønland og lille Inuk med sin hundeslæde på de store vidder. Jeg var solgt på stedet.

- Siden jeg kom hjem fra Sirius, har jeg brugt alt det, jeg har lært og dyrker ekstremsport på højt plan. Blandt andet er jeg den første dansker, som har løbet på ski ad det 1.500 kilometer lange Idatarod-slædespor i Alaska.

- Også min kæreste har jeg mødt takket være Sirius. Hun er forsker på Oslos Universitet og hedder Ann Christin. Jeg mødte hende den sidste sommer, jeg var på Daneborg, hvor hun var en del af et norsk forskerteam. Vi har holdt sammen lige siden, selv om vi bor hver for sig.

- Så det er ikke løgn, når de gamle Sirius-folk siger, at Sirius aldrig slipper sit tag i dig. Sirius er en livstidsdom, lyder det med et smil fra Asbjørn, der i disse dage er i gang med træningen til et supermaraton på den danske ø Mors. Der skal løbes 100 miles – 160,9 kilometer på en dag.

- Selvfølgelig kan jeg det. For en Sirius-mand holder, hvad han lover, lyder det fra Asbjørn Bruun.

Artiklen er bragt første gang i printudgaven af Sermitsiaq den 22. august 2025.