Luksusproblem
Jeg har et luksusproblem. Årets kartoffelavl har været ganske overvældende - og det kniber med at få spist alle kartoflerne i min lille husholdning.Så jeg deler gerne ud til naboer og venner. Men jeg har fortsat kartofler. Mine kartofler er af sorten solist, der er en meget tidlig type, der i år har leveret omkring 20 kartofler pr plante - og det er altså mere, end jeg kan spise.Solist koger nemt ud - specielt her sent på sæsonen. Så de kan bruges til kartoffelmos nu, hvor de ikke er så sjove længere.Så lørdag aften lavede jeg brændende kærlighed. En enkel mormorret, som alle kan finde ud af. Kartoffelmos med smørstegte løg og bacon ovenpå. Det gider jeg slet ikke fortælle, hvordan man laver. For kan man ikke selv finde ud af det, er man alligel fortabt og hjælpeløs i invaliderende grad. Det har Darwin i sin tid beskrevet ret udførligt.Oven i købet var jeg så heldig, at jeg havde et stykke hjemmerøget bacon fra Slagter-Palle i Fjerritslev liggende. Det smagte dæl'me godt. Så er du alligevel ude at køre, så stik ind til Lars hos Slagter-Palle. For det hedder han. Palle var navnet på grundlæggeren i tidernes morgen.søndag den 24. august 2025
fredag den 22. august 2025
Naturen bestemmer
Kom ikke her...
Naturen bestemmer. Det måtte en bilist sande torsdag aften, da han kørte over dæmningen mellem Gjøl og Øland. For midt på den smalle vej havde en svanefamilie, far, mor og en svælling, lagt sig godt tilrette i aftensolen.Svaner er store fugle på en halv snes kilo, der nemt kan lave endog store buler og ridser i en flot ny el-bil, så bilisten måtte pænt vente, til det behagede hr. Svane at flytte sig.Det går nok endda. Vejen mellem Gjøl by og Østerby på Øland er syv kilometer lang. Hvis man kører uden om dæmningen, er vejen 21 kilometer. Så er der faktisk god tid til vente på svanerne.Dæmningen skiller den salte Limfjord fra den ferske fjordarm Ulvedybet, som er et fuglereservat. Men det er nu ikke fordi, at der er så mange fugle i øjeblikket. Det er - udover svaner - mest de små vadefugle, men der er så småt ved at komme gæs nordfra. Der skal nok komme liv igen om et par uger, når ænderne begynder sommerfældningen.Her er et par bonusbilleder. Først en tinksmed, der piler rundt efter føde i det lave vand. Jeg har en svaghed for fotos, hvor fuglene spejles i den blanke vandoverflade. Næste billede er en rødben. Det kan man ikke se, for den står i vand til livet. Sidst en flok grågæs, der får en morfar i aftensolen.I øvrigt havde jeg besøg af et pindsvin på gårdspladsen her til morgen, før solen stod op. Det blev jeg glad for. Det er længe siden, at jeg har set pindsvin på parcellen. Men de er der - lorterne på græsplænen taler deres tydelige sprog.onsdag den 20. august 2025
Svensk kirkegang
Slow-tv
![]() |
Screendump LKAB |
lørdag den 16. august 2025
Putin og mig..
Erindringer
Det er lige gået op for mig, at jeg også har været på Elmendorf Air Force Base - så Putin er ikke den eneste. Jeg kom faktisk først...I forbindelse med et møde i Anchorage i organisationen Winter Cities i 2004 var der indlagt et besøg på basen, hvor vi fik en kort orientering om bemanding, opgaver mm. Det husker jeg intet om, men jeg erindrer, at det var et militærorkester fra basen, der spillede ved konferencens indledning - blandt andet Stars and Stribes Forever - selvfølgelig, for der blev ikke sparet på den amerikanske nationalstolthed ved den lejlighed.Efter militærorkestret kom en lille pige på måske seks år i lyserød strutskørt på scenen og sang America The Beauteful, så ikke et øje var tørt hos de lokale. Jeg selv var pinligt berørt - jeg synes simpelthen, at de amerikanske værter gik over stregen og mener fortsat den dag i dag, at vi var vidne til børnemisbrug af værste karat. Men amerikanerne mente bare, at det var sødt.Jeg var rejseleder og praktisk gris på turen til Anchorage for økonomiudvalget i Nuup Kommunea, som var stærkt utilfreds med åbningsceremonien af en helt anden årsag. Arrangørerne havde simpelthen glemt det grønlandske flag på den flagsmykkede scene i konference-salen - og det faldt i min lod at gøre opmærksom på miseren over for arrangements-komiteen. De undskyldte godt røde i ørerne - og resten af konferencen vajede Erfalasorput både foran hotellet og på scenen.Det var i øvrigt en god tur, selv om jeg havde svært ved at holde masken på grund af min beskidte fantasi - for formanden for handelsstandsforeningen i Anchorage, en nydelig herreekviperingshandler, hed - og det hed han virkelig - Dick Stallone.Der var indlagt en del udflugter under konferencen. Blandt andet var vi ude på et skisportssted i fjeldene nord for Anchorage, hvor der var udsigt til Denali, Nordamerikas højeste bjerg på godt seks kilometer. Trump mener i øvrigt, at det skal hedde Mount McKinley, for Denali er de oprindelige folks navn for bjerget.
Jeg har temmelig sikket fotos fra turen et eller andet sted - men kan ikke lige finde dem, så jeg nøjes med et wikipedia-foto af Elmendorf.
Jeg har temmelig sikket fotos fra turen et eller andet sted - men kan ikke lige finde dem, så jeg nøjes med et wikipedia-foto af Elmendorf.
tirsdag den 12. august 2025
En mudderklire...
Midt i vadestedet
De seneste dage har jeg brugt en del tid med kameraet nede ved Ulvedybet.Det er nu ikke fordi, der er så mange fugle i øjeblikket. Vi er midt i vadestedet mellem sommer og efterår, så det er mest vadefuglene, der dominerer netop nu - og vadefugle er bestemt ikke min spidskompetence.Men jeg har købt nyt kamera. Jeg skal lige lære det at kende rigtigt, før jeg begynder at bruge det for alvor også i arbejdssammenhæng - for jeg er jo ikke meget for forandringer. Men på trods af det, tror jeg, at det er et stort skridt fremad.Det er mit første spejlløse systemkamera - og samtidig smækfyldt med nymodens funktioner, som jeg med tiden sikkert får stor glæde af. Men al begyndelse er som bekendt svær.Jeg er specielt begejstret for autofokus-funktionen. Det er sådan noget med kunstig intelligens, som gør, at det automatisk stiller skarpt på øjnene. Det er vigtigt - og fordi kameraet selv leder efter øjne, stiller det også automatisk skarpt på fuglene, i hvert fald så længe, der er ikke er for mange af dem i søgeren.Det er også ret smart, at kameraet kan indstilles til at tage billeder et halvt sekund før, jeg trykker på knappen. Jeg er jo ikke så hurtig, som jeg har været - selv om det at fotografere ligger i rygmarven som en refleks, så det har jeg store forventninger til.Det er som sagt vadefuglene, jeg har haft kik på - mudderklire, tinksmede, storspove og vibe. Billederne er klikbare.torsdag den 7. august 2025
I kampens hede
Fodbold
"Det er nu alligevel sært, at sådan noget er spil." Sådan sang Skousen og Ingemann om fodbold på det legendariske album "Herfra hvor vi står" i 1971 - og det dækker ganske præcist min opfattelse af sporten.Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Jeg synes, det er kedeligt, uinteressant og et helt igennem mærkeligt koncept.Men jeg anerkender, at det har en bred folkelig interesse, så tirsdag aften overværede jeg for første gang i mit voksne liv en hel fodboldskamp - i embeds medfør, forstås.Det var på Skovsgård Stadion, Iver Park, hvor Jyllandsserieholdet Skovsgård spillede mod førstedivisionsholdet fra Hobro. Det var en stor lokal begivenhed med over 1.000 tilskuere i en lille by med 800 indbyggere, så jeg var selvfølgelig på pletten for at rapportere til Ligeher.nu.Da jeg ikke forstår mig på fodbold, brugte jeg det meste af kampen på at snakke med folk - og så holdt jeg øje med publikum. Det kom der et par sjove fotos ud af, som jeg er ganske godt tilfreds med - og som jeg derfor lige deler her på bloggen.Men jeg synes altså, at det er en sær sportsgren. I det hele taget synes jeg, at sport er sært. Jeg forstår ikke meningen med at konkurrere år efter år for at blive den bedste. Det minder mig om Sisyphos, der i det græske dødsrige trillede en sten op ad et bjerg - og hver gang stenen nåede toppen, trillede den ned igen. Det er mit liv altså for kort til.Kampen markerede starten til årets byfest i Skovsgård. Så der var bal og bajere efter kampen. Det giver mening - selv om jeg nu aldrig har haft brug for en særlig anledning til at falde i druk.
mandag den 4. august 2025
Dagen derpå
Vesterhavsrock
Weekenden er gået med arbejde. Jeg har dækket den årlige Vesterhavsrock for Ligeher.nu. Vesterhavsrock er sådan en todages blanding af musikfestival og byfest i Fjerritslev - og et stort hit på de kanter.For mig er det rent arbejde. Jeg ville aldrig bruge penge på den slags, for jeg forstår mig ikke på moderne musik - og jeg mener, at musik er et meget stort ord at bruge om de optrædendes udfoldelser på scenen. Hvis de så endda ville nøjes med at spille, men der er en tendens i tiden til, at musikere skal holde alenlange foredrag mellem numrene. Det er uudholdeligt og foragt for det publikum, som betaler dyr entre for at høre musik.Specielt slem var en ung pige, som kalder sig Mumle. Selviscenesættelsen og selvoptagetheden var ganske uudholdelig. Men teenagetøserne labbede almindelighederne i sig - og det skulle ikke undre mig, om der er et par stykker, som får de ligegyldige tekster tatoveret på ryggen lige over det røvgevir, som unge piger i dag får i konfirmationsgave.Fik jeg fortalt, at jeg synes, at tatoveringer er grimme?En undtagelse fra elendighederne var entertaineren Martin Kanstrup fra Thy, der blandt andet slog fast, at hestepiger er ligesom kattedamer - bare med et større budget. En anden undtagelse var det svenske danseband Rifforama, der underholdt i et fjernt voksenhjørne på festivalpladsen. De kunne deres kram - de sang rent, og de spillede rigtig musik uden snak.Men det er ligegyldigt, hvad jeg mener. Jeg er ikke anmelder - og så tilhører jeg den generation, der synes, at journalister skal holde sig fra at have en mening.På trods af musikken synes jeg, at det har været en dejlig opgave og en god weekend. Selv om jeg har tendenser til sociofobi, elsker jeg at snakke med mennesker - og det er der rig lejlighed til ved sådan en gigantisk drukfest. Og så har jeg hjemmebanefordel - for jeg kender de fleste, så jeg fik også et par gode artikelideer til det lokaljournalistiske lager, foruden de ti artikler, jeg skrev i weekenden.Lørdag eftermiddag var jeg ved at være godt brugt. Så jeg skulle lige holde en pause for at overholde køre-hviletidsreglerne. Jeg fandt et stille hjørne i VIP-loungen med en kop kaffe og lidt alenetid.Freden fik dog en ende, da kommunalpolitikeren Helle Bak Andreasen kom forbi og ville tage et foto af mig - vel at mærke med mit kamera og ikke bare en telefon. Så efter lidt instruktion tog hun nedenstående foto, som ikke er så ringe endda. Men jeg ser virkelig brugt ud. Bemærk, hvordan skjorten hænger og sidder skævt på den ellers forfængelige mand, der altid stryger sine skjorter.En ny uge truer. Denne gang med fodbold i Skovsgård på programmet. Det interesserer mig heller ikke. Men også det er en god anledning til at snakke med folk, så det går nok endda.![]() |
Foto: Helle Bak Andreasen |