Dagens dont
Det er nu tredive år siden, at jeg rejste til Grønland på en enkeltbillet. Onsdag tog jeg afsted igen, men denne gang med returbillet. Endda til samme dag. Det har jeg aldrig prøvet før, men nogen skal jo lave det hårde arbejde...Op klokken tre, i bad og smøre madpakke til bilturen. Klokken fire afsted til Billund. Så med fly til Kangerlussuaq og ni kvarters ophold i Grønland. Retur til Billund, hvor jeg landede 20.23 og hjem til Øland med ankomst lige før midnat.Det var en fin tur. Godt flyvevejr og supervejr i Kangerlussuaq med solskin og femten graders frost, hvilket ikke er særlig koldt på de kanter. Luften er tør, så jeg fik ikke en gang brug for de handsker, som ellers var i rygsækken - sammen med kamera og pc, for det var jo arbejde.Anledningen var en ny flyrute mellem Billund og Kangerlussuaq, som åbnede onsdag. Jeg var inviteret med på jomfrurejsen af Air Greenland, der satser på en ugentlig afgang hver onsdag fra det midtjyske.Initiativet er blevet godt modtaget af mange i grønlændere i Aarhus, Odense og Trekantområdet, som ser frem til at undgå den trælse og fordyrende omvej via København - og der skal såmænd nok være mange turister, der også vil benytte sig af tilbuddet.Her fra Nordjylland er det fortsat nemmere at flyve via Kastrup efter min vurdering - og der er også mange flere afgange end den ene ugentlige afgang. Vi nordjyder kan så håbe, at det går så godt for den nye rute, at Air Greenland igen får mod på at lande i Aalborg, som det skete nogle få gange om sommeren i perioden 2014-16.Jeg lavede et par billeder før afgangen, for der var både kaffe, kage og taler i den festlige anledning. Lufthavnsdirektør Jan Hessellund i Billund var selvfølgelig meget stolt og ringede med skibsklokken til afgang. Jeg skrev artiklen til Sermitsiaqs bagside under flyveturen op og sendte det til avisen, da jeg ankom til Kangerlussuaq - umiddelbart før ugens deadline.Så blev der tid til en halv time i solen foran cafeteriet inden sikkerhedskontrol og taxfree, hvor jeg også provianterede den lækreste rensdyrspegepølse fra Kamik i Nuuk. Så lige en smøg på altanen over gaten, hvor der er et formidabelt udsyn over området. Det er smukt - og noget jeg helt bestemt vil savne, når flyene i en nær fremtid går direkte til Nuuk.Fremtiden er usikker for Kangerlussuaq. Militæret vil fortsat være her, men den civile lufthavn og turistindustriens fremtid i området er usikker. Det problem bruger vi meget spalteplads på i avisen.Men en fin dag var det. Sådan med en smuttur til Grønland. Men alderen begynder at trykke. Jeg var godt brugt, da jeg kom hjem 20 timer efter afgang fra Øland. Det er vist godt, at det ikke er alle dage på kontoret, som er så lange...torsdag den 30. marts 2023
tirsdag den 21. marts 2023
Forårsfornemmelser og pludselig død
Årets og livets gang
Der er tydeligvis alvorligt forår i luften. Fredag ankom de første stære til haven. Desværre i mørkningen, så ingen fotos.Stæren er en munter fugl, som er sjov at lytte til. Endnu har de ikke slået sig ned for alvor, men nu er de her - og det er et sikkert forårstegn. Men skulle man være i tvivl, er det bare at kigge på termometret. Det er lunt og i weekenden også vindstille.Desværre var det også tåget, så lørdagens fugletur var med begrænset udbytte. Det blev kun til fotos af en flok kortnæbbet gås og en hare, men jeg så da både storspover, sølvhejrer, fiskehejrer, krik-, pibe- og gråænder og også en stor flok bramgæs.Det blev også til en påmindelse om livets skøbelighed. Lørdag eftermiddag efter frokost lå der pludselig en død bogfinke midt på gårdspladsen. Hvorfor den lige var død der, aner jeg ikke, men død var den i hvert fald - uden synlige skader.Den var drattet om næsten lige ved siden af en død salamander. Det er sandsynligvis en, som lod sig lokke frem før sneen og frosten i forrige uge. Da først frosten kom, var den prisgivet. For salamandre er vekselvarme - og når først det fryser, kan de ikke bevæge sig synderligt. Så den lå altså og var død af kulde tæt ved krukkerne, langt fra jord og et livgivende skjul.Sådan er livet også. Det eneste, vi er sikre på her i livet, er, at vi skal dø.onsdag den 15. marts 2023
Dagens ord XCII
Fællespisning
Klik på billedet og se lige underrubrikken i screendumpen. Så skete det endelig. Slåfejlen vi alle har ventet på. Sikken fest vi nu skal ha'...Det er alle skribenters skræk at glemme et s i fællesspisning, så der kommer til at stå fælles-pisning. Alligevel sker det af og til - og i dag skete det så i underrubrikken til en artikel på Ligeher.nu om en fællesspisning i Brovst.Det er sådan en fejl, vi alle prøver at undgå. Så vi tjekker og tjekker en gang til, når vi er i nærheden af det ord. Når det så endelig går galt, ser vi også fejlen med det samme. Splinten i din broders øje og så videre...Jeg indrømmer gerne, at det er ikke særlig pænt at hænge en god kollega ud på den måde. Og man skal jo ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Men undskyld mig. Jeg kan bare ikke lade være...
mandag den 6. marts 2023
Årets første haveprojekt
Nyt asparges-bed
Så er jeg blevet færdig med årets første haveprojekt - et nyt højbed til mine asparges.Vejret har jo været fint den seneste tid - og det har kriblet i fingrene med at komme i jorden i takt med at vintergækker, erantis og krokus myldrer op af jorden.Så for to uger siden gik turen til tømmerhandlen, hvor jeg indkøbte materialer til et højbed efter en model, jeg selv havde udtænkt. Så byggeriet tog lidt tid, for nok kunne jeg se højbedet oppe i hovedet, men jeg havde ikke helt gennemtænkt, hvordan det rent praktisk skulle udføres.Så det fik jeg så et par dage til at gå med. Det er ret typisk for min måde at arbejde på. Ikke altid gennemtænkt. Men hvo intet vover, intet vinder. Jeg synes da selv, at det ser fint ud.Søndagen forløb med høj sol, selv om der er varslet snestorm i den kommende uge. Så var det bare med at få fyldt jord i og flyttet aspargesene. De står nu i den ene halvdel i en blanding af afrettersand og kompost. Meget bedre kan asparges næppe få det. Og lidt senere på sæsonen er det så planen, at plante yderligere ti planter, som om et par år forhåbentlig er store nok til at give en anstændig høst.Jeg ved for resten slet ikke, om det kan lade sig gøre at flytte gamle asparges-planter. Litteraturen siger ikke meget om det, men nu forsøger jeg altså. Det hastede lidt og blev årets første haveprojekt, fordi jeg har en ide om, at det nok er bedst at flytte de gamle planter, inden væksten går i gang.Så nu glæder jeg til snestormene er ovre - og når jeg forhåbentlig skal i gang med aspargeshøsten en gang i april.fredag den 3. marts 2023
Verdens sejeste Alfred
Isbjørnene kan bare komme an
75-årige Alfred Olsen, der bor i Hals, blev landskendt, da DR for nylig sendte dokumentarserien om Sirius-patruljen.Alfred Olsen var i sin tid den første grønlænder, som blev medlem af den legendariske militær-enhed på kun 12 mand og 80 slædehunde. Sirius håndhæver Kongeriget Danmarks suverænitet i den 972.000 km2 store nordøstgrønlandske nationalpark – det svarer til Frankrig og Spanien tilsammen – og det var ved at koste ham livet i 1971.TV-seerne gøs, da han fortalte om en ulykke i januar 1971, hvor han sammen med tre kammerater mistede telt og udstyr i en forrygende snestorm. De overlevede kun ved at lægge sig oven på hinanden i snestormen, der varede to døgn – og det endte med, at to af mændene måtte evakueres til Rigshospitalet, mens Alfred og kammeraten Henrik måtte bruge to måneder med skånetjeneste som radiotelegrafister, inden de kunne komme af sted på forårsrejsen med slæden og de tretten hunde.Den tur bød på en vred isbjørn. Det vender vi tilbage til, men hvordan gik det til, at Alfred Olsen blev den første grønlænder i Sirius? Det er ikke værnepligt i Grønland, så det er kun ganske få grønlændere, der får en militær karriere.- Min far, Wilhelm Olsen, var en af de første grønlandske politimænd og arbejdede en del år i Sisimiut. Her voksede jeg op – og fik allerede som lille barn mit første hundespand på fem hunde, fortæller Alfred Olsen.- Interessen for hundene og hundeslædekørslen har aldrig forladt mig, men jeg måtte naturligvis opgive det, da vi kort efter min konfirmation i 1961 flyttede til Hundested, fordi min far var blevet ansat i kriminalpolitiet i Frederikssund. Resten af min skoletid foregik derfor i Hundested, hvorefter jeg kom i lære som maskinarbejder på Hundested Motorfabrik.- Jeg blev udlært i 1967 – og fordi jeg boede i Danmark, skulle jeg selvfølgelig som andre unge danske mænd på session. Jeg blev rekrut i flyvevåbnet på Flyvestation Skrydstrup i 1968 – og det var her, jeg første gang mødte en Sirius-mand, som jeg ellers kun havde hørt om i radioen. Det var min delingsfører, som selv havde været i Sirius, og han opfordrede mig til at søge ind.- Det var imidlertid et optagelseskrav, at jeg havde en befalingsmandsuddannelse, så jeg kom på sergentskolen på Flyvestation Værløse. I 1969 søgte jeg ind til Sirius, kom gennem det første nåleøje og kom på forskole sammen med syv andre – vel vidende at der kun var brug for seks mand.- Forskolen begyndte i januar 1970 - den første halvanden måned i Norge, hvor vi trænede skiløb og vinterkrig sammen med tropper fra de andre Nato-lande – og herefter på Holmen i København, hvor vi blev undervist i kort, kompas, flykending, førstehjælp på et højt plan, for vi skulle både kunne give indsprøjtninger, sy sår sammen og reparere tandskader med tandlæge-cement. Mere skydetræning og så motorlære. Men det med motorer kunne jeg jo i forvejen fra Hundested Motorfabrik.- Den sidste opgave inden den endelige udvælgelse gik ud på at pakke næste års proviant til Sirius. For hvis der var noget, der kom til at mangle, så var det vores egen fejl.Foto: Privat |
Foto: Privat |