Høj karse

Solsikkerne har ladet vente på sig i år. Faktisk var vi ved helt at opgive dem. Men de seneste dages varme har nu alligevel fået gang i denne kæmpeblomst, som er en fryd for øjet i enhver have.
Nu skal det altså også med, at det åbenbart er en meget velvoksen art af solsikkerne, vi har fået fat i. For i hvert fald er planterne næsten dobbelt så høje, som dem vi havde sidste sommer.
Over tre meter i højden for højestes vedkommende. Så selv om det ikke ligefrem er et kæmpedrivhus, vi har, synes det alligevel næsten mikroskopisk sammenlignet med solsikkerne.
De store planter får mig til at tænke på 70'erne, hvor det var moderne at tale om bred ymer og knæhøj karse - og selv om solsikker ikke lige er karse, så er de her i hvert fald karse af den mest knæhøje slags, når jeg selv skal sige det - ganske ubeskedent.
Solsikkerne står i et hjørne af haven, hvor jeg de sidste par år har haft porrer. Men det skal være slut nu, for dels er jorden netop her vist ikke den allerbedste, dels er der ikke så meget sol. Jeg har plantet en række asparges i den temmelig sandede jord, som er det rene kræs for netop asparges - og om et par år skulle det så gerne give friske asparges. Desuden er det planen, at jeg vil have en røgeovn på stedet. Den skal have røg fra den udepejs, som jeg er ved at bygge i det allerbagerste hjørne af haven - og som lige kan skimtes i baggrunden af billedet.
Pejsen og røgeovnen vender jeg tilbage til, når der kommer rigtig gang i byggeriet - nu skal solsikkerne først blomstre af, og vi skal have samlet frøene til vinterens fugle. For selv om solsikerne nu står i fuldt flor, så er der kun kort tid til, at vi kan begynde at forvente nattefrost - og hvis det går ligesom sidste år er der kun halvanden måned til den første sne. Så bered Jer - vinteren er nær.

Luksus-rødbedesuppe

Rødbedesuppe eller borsch(t) er almuemad i Østeuropa og Rusland. Det er fattigmands-spise i store dele af den verden - ofte lavet af de ringeste, halvrådne og gærede rødbeder, som ligger i kulen efter en lang vinter. Borsch kan laves i et utal af varianter, som ofte kan tilfredsstille selv den mest rettroende vegetar. Her er imidlertid en luksus-rødbedesuppe, som jeg laver den - og det er hverken almuemad eller vegetarsuppe, skulle jeg hilse at sige.
Man tager et passende stykke kød - aktuelt var det en kalvesteg på et kilo købt som dagens tilbud i Brugsen i Løgstør. Put kødet i en gryde, dæk det med vand og bring det i kog. Skum vandet, når det koger, tilsæt en suppevisk, nogle kviste timian, et par løg, en håndfuld peberkorn og lidt salt og lad det koge, til kødet er så mørt, at det kan tygges med øjevipperne. Det tager gerne et par timer.
I mellemtiden kan man så skrælle fire rødbeder - de tre skæres i tern og den fjerde rives og gemmes til sidst. Desuden fire kartofler, fire små porrer, fire gulerødder også i tern samt et halvt, snittet rødkål.
Et halvt kilo bacon i tern puttes i en gryde og brunes. Herefter tilsættes alle grøntsagerne bortset fra den revne rødbede, og det svitses i fedtet fra baconen. Herefter tilsættes suppen fra kødet samt en dåse tomatpure, og det hele får lov at simre en lille halv times tid. Så smager man til med salt, peber og æblecidereddike eller lignende og til allersidst tager man den revne rødbede og knuger saften ud af den, tilsætter saften, så farven får et ekstra pift, og luksus-rødbedesuppen er klar til at servere. Kødet skæres i skiver, der gives groft rugbrød og lidt sennep til. Retten bliver en fryd for øjet, hvis man pynter med en klat creme fraiche på toppen af suppen, men det er fråds, og det bruger vi naturligvis ikke her i huset.
Velbekomme.

I de voksnes rækker

Fredag, lørdag og søndag er blevet brugt til lang, lang, uendelig lang biltur til Sønderjylland og Fyn.
Anledningen var min søsters 50-års fødselsdag - ja, du læste rigtigt. Så er hun også trådt ind i de voksnes rækker.
Fødselsdagen blev fejret lørdag med en bedre middag for familie og venner midt i det fynske efterår. Det skete på Nyboe Kro i en fynsk landsbyidyl, som hedder Freltofte - sådan rigtig med små krogede veje, bindingsværkshuse og stokroser, som de kun har det på Fyn.
Der er unægtelig en betydelig forskel på Fyn og Nordjylland. Alene det at køre på de små bugtede veje er jo lidt af en prøvelse, når man som jeg er vant til de lange lige stræk på de nordjyske stepper.Men som altid er det dybt fascinerende at se træer, som står lige op og ned. Heroppe er vi jo vant til, at alle træerne hælder mod øst på grund af vestenvinden.
Lillesøster havde en god dag - og da hun jo er til både fest og farver blev det til også til en rigtig efterfest til langt ud på natten i huset i Palleshave.
På billedet ser vi Birgitte ved siden af far. I baggrunden fætter Niels.
Herfra kipper vi med flaget og ønsker lillesøster fortsat held og lykke i livet.

Jesper

Fra en svunden tid

Da jeg i begyndelsen af tresserne var en bette knejt på Vestervang i Farsø, var der ikke noget, som hed børnehaver - for det var ikke nødvendigt.
Vi unger klarede os selv - men der var nu alligevel altid en voksen et eller andet sted, som holdt et vågen øje med os. Måske ikke lige forældrene, men så en nabo eller lignende - for dengang kom folk hinanden ved og klynkede ikke over manglende velfærd.
Det var en hel fantastisk opvækst i livets skole, hvor vi lige fra vi kunne gå, lærte, at der var noget, der hed arbejdspladser, og at det var naturligt at arbejde for livets ophold.
For mit eget vedkommende gik jeg for eksempel over til smeden på den anden side af gaden og så, hvordan man ved hårdt arbejde forarbejdede jern til noget, der ofte var de rene kunstværker. Der var nemlig ikke noget arbejdstilsyn, som kunne fortælle os, at den slags var en farlig arbejdsplads, nej uha - men med smedens hjælp lærte vi at passe på, når der skete noget farligt. Det var tusinde gange bedre end vore dages rundkredspædagogik.
Forleden mødte jeg smedens søn, Vagn. Han fortalte, at han faktisk havde et billede af mig - og det er det, som pryder denne historie. Jeg har aldrig set det før, men det er da sjovt at se, hvordan man tog sig ud som fem-årig, nonchelant lænende sig op ad sin første bette cykel, mens jeg med store øjne ser Vagn knokle. På det tidspunkt har Vagn vel været omkring de 18 år og var i mine øjne allerede en oldgammel mand. Så slemt var det nu ikke, men også Vagn havde tydeligvis lært, at der skal tages fat, når man skal klare sig her i livet. En gammel bildør løfter han så let som ingenting.
Billedet er et fantastisk tidsbillede.
Ikke alene fordi det viser, at man faktisk godt kan have en god opvækst uden pædagoger - men også fordi det viser en række af de landbrugsmaskiner, som var helt normale dengang. Prøv for eksempel at se selvbinderen i baggrunden. Sådan en hører jo hjemme på et museum i dag, men blev dengang brugt af alle de landmænd, som ikke høstede med le... Glemte jeg forresten at fortælle, at mælken dengang hver morgen blev leveret direkte til døren af en mælkemand, som kørte en hestetrukket mælkevogn?
Tak til Vagn for det flotte billede.

Og så var der dans bagefter...

Mandag aften var jeg - som så mange gange før - ude at fortælle lidt om Grønland.
Denne gang var det Ældresagen i Pandrup, som havde inviteret til Grønlandsaften. Det blev en lidt speciel oplevelse. For ud over undertegnede havde man også inviteret den populære, lokale musiker Peter Grønlænder.
Peter og jeg havde i forvejen aftalt, at jeg ændrede lidt i mit foredrag og undervejs fortalte lidt om kunstneren Hans Lynge og rockgruppen Sume, der begge har sat sig uudslettelige spor i den grønlandske musiktradition. Fortællingerne var selvfølgelig afsæt til, at Peter spillede lidt, så nu kender Ældresags-folkene i Pandrup både den grønlandske forårssang Nuilersup Qilaap og 70'er-protestsangen Qalloorimmi Ilinnersiorata.
Efter foredraget skulle de muntre Ældresags-forkæmpere i Pandrup have sig en svingom og Peter Grønlænder bød blandt andet på populær folkelig grønlandsk dansemusik. Det blev helt sikkert en foredragsaften, som var lidt anderledes, end jeg er vant til - men jeg synes da, at det var en rigtig god ide, som jeg gerne gentager.
Nu ville jeg jo godt have bragt lidt lyd fra denne spændende aften, men det kan ikke lade sig gøre. Til gengæld har jeg fundet Sume og Qalloorimmi Ilinnersiorata på YouTube.

Dagen ord XLIV

Den konservative partiformand, Lars Barfoed, har i weekenden opfordret Pia Kjærsgaard til at stikke piben ind - altså at dæmpe sig lidt. Men hvad er det egentlig for en pibe, som Barfoed taler om - og hvor er det lige, at Kjærsgaard skal stikke piben ind?
Piben i udtrykket er den samme pibe, som vi danser efter i en anden talemåde - et fløjtelignende musikinstrument, som var brugt af middelalderens omrejsende musikanter. "Stik piben ind" er en kort form af "stik piben i ranselen", altså simpelthen en opfordring til musikeren om at stoppe spilleriet, for nu har vi altså hørt tilstrækkeligt. Og det er jo lige nøjagtig det, som udtrykket dækker over den dag i dag. Pia Kjærsgaard skal altså i følge Barfoed dæmpe sig lidt - eller kort og godt tie stille.
Forresten får Kjærsgaard nok svært ved at finde en pibe - efter at Dansk Folkepartis ellers evigt piberygende Jesper Langballe gik ud af Folketinget ved valget forleden.

Jesper

Rødbeder

Så er vi også kommet i gang med rødbedehøsten - og det indebærer blandt andet en heftig duft af eddike i køkkenet.
Modsat de politiske rødbeder er havens rødbeder fra naturens side søde - og derfor skal de syltes i eddike efter kogningen, så de kan blive til den slags kulinarisk tilbehør, der går under fællesbetegnelsen "surt". Dina har kombineret et par opskrifter og lavet en ganske velsmagende sukkerfri lage, men som altid, når eddike koges, giver det altså en ret voldsom duft.
Det lever vi med, for når først rødbederne har trukket et par uger, er de den perfekte følgesvend til stort set alle retter i det danske køkken - ikke mindst højdepunktet i dansk smørrebrødskunst, den klassiske og enkle leverpostejmad. Den kan jeg overleve på - og folk, som står mig nær, vil vide, at jeg har et intenst og inderligt kærlighedsforhold til leverpostej. I øjeblikket er favoritten Stryhns baconpostej, der i følge firmaets oplysninger er prydet af bacon fra bornholmske svin. Jeg er sådan set ret ligeglad med, hvor grisen kommer fra - bare det smager godt!
Rødbeder er forresten en taknemmelig rodfrugt, som er nem at dyrke - og selv om menuen søndag aften står på borsch, russisk rødbedesuppe, tror jeg såmænd nok, at vi kan undvære nogle af vore mange rødbeder, så hvis der er er nogle af bloggens læsere, der har lyst til at hente et par kilo rødbeder, finder vi nok ud af det.

Jesper

De første resultater

Nu er det jo ikke bare sten, som kommer op af jorden, sådan som jeg ellers kunne fortælle i forrige artikel.
Netop nu i disse dage ser vi tydeligt resultatet af de seneste par års arbejde med haven.
Sidste år fik jeg nogle hindbærbuske foræret af Carina nede i Lundby Krat. De giver nu de allerførste bær - og det ser virkelig flot ud. Bærrene er dejligt store, søde og velsmagende. Men det allerbedste er næsten, at det er en sen sort, så hindbærrene er dejligt fri for de orm og larver, der ellers kan være lidt af en prøvelse i hindbær.
I år bliver det ikke til så forfærdeligt mange bær, men buskene skyder godt - og jeg vil tippe på noget, der ligner en fordobling til næste år - og hvis den udvikling holder, bliver det fantastisk i løbet af et par år.
Også æbletræerne, som vi plantede som noget af det allerførste i 2009, giver frugt i år. I øjeblikket snupper vi et par æbler hver dag fra dette træ, som er af sorten rød ananas. Det er et dejligt frisk og syrligt æble, som vi godt kan lide. Faktisk giver træet lidt for mange æbler i år i forhold til træets alder og spinkle grene, så det har været nødvendigt at udstyre træet med krykker.
Om et par uger kommer så Ingrid Marie-æblerne. Også dette træ bærer fint, men dog ikke så flot som den røde ananas.
I 2009 plantede vi også et par pæretræer. De er endnu ikke blevet så store, at de bærer frugt, men der var blomster i det ene af dem, så mon ikke der også bliver pærer til næste år?

Jesper

Undergrunds-virksomhed

Læg mærke til stendyngen i baggrunden!
Jeg har en dejlig stor have. Desværre har de tidligere ejere af parcellen haft en dyb modvilje mod at køre byggeaffald og nedbrydningsmateriale til genbrugspladsen. Derfor er specielt den bagerste del af haven fyldt med alskens murbrokker i jorden.
Jeg løste problemet midlertidigt ved at bygge "det fremskudte dige", hvor jeg på en del af arealet kørte 35 kubikmeter muld på. Men indimellem, når ånden kommer over mig, griber jeg spaden og renser et stykke af jorden. Som regel et par kvadratmeter på en times tid eller to.
Det er hårdt arbejde, men såmænd også ganske givtigt.
I år har jeg hevet en lille snes ubrugte herregårdsten op af jorden samt mursten nok til, at jeg nu kan begynde at bygge min havepejs. Men det meste af affaldet er nu ganske ubrugeligt. Det er nedbrydningsmateriale, gamle fliser og klinker og så videre. Og det er ganske betydelige mængder af den slags, som jeg hiver op af jorden.
Bunken på billederne er det, jeg gravede op af jorden på en time onsdag eftermiddag.

Jesper

Valgflæsk II

Jeg forsøgte virkelig - ved Gud, jeg forsøgte. Men efter få minutter slukkede jeg for den afsluttende debat på TV2-Nord inden folketingsvalget.
Det stod lynende hurtigt klart, at skellet mellem almindelige mennesker og politikerne bare bliver større og større. Det er som om, politikerne befinder sig på en øde ø, hvor man ikke kan råbe dem op. Sjældent har jeg hørt så meget vrøvl på få minutter.
Påstand 1: Nordjylland har brug for højtuddannet arbejdskraft
- Sludder og vrøvl. Nordjylland har brug for folk, som gider arbejde - ikke eksamensbeviser.
Påstand 2: Folk vil ikke flytte til Nordjylland, når der ikke er ordentlige daginstitutioner og kulturtilbud.
- Sludder og vrøvl. Folk flytter derhen, hvor skatten er lavest. Og hvad skal vi forresten med højtuddannede mennesker, som ikke en gang kan finde ud af at passe deres børn selv. Det tyder ikke ligefrem på stor begavelse. Dengang jeg var barn, var der ingen børnehaver - og det er jeg glad for. Nordjylland er bedst tjent med folk, som kan klare sig selv og ikke er afhængig af skatteyderbetalt, offentlig service.
Påstand 3: Der er brug for flere støtteordninger til iværksættere.
- Sludder og vrøvl. Iværksættere har ikke brug for støtte. De har brug for at være i fred for offentlige sagsbehandlere, skattevæsen og forstå-sig-påere, der alle skal gøre tingene mere komplicerede end de er.
Påstand 4: Nordjyske virksomheder skal satse på miljø, økologi og kvalitet.
- Sludder og vrøvl. Nordjyske virksomheder skal satse på at tjene penge. Her er miljø og kvalitet en mulighed, men næppe løsningen for alle. Al den begejstring for økologi er bare et modefænomen. Al forretning handler om at levere det, som markedet ønsker til den rigtige pris. Sværere er det ikke.
Påstand 5: Folk flytter fra landsdelen, hvis Vattenfall placerer et CO2-lager her.
- Sludder og vrøvl. Personligt er jeg da fuldstændig ligeglad, og for min skyld må de pumpe undergrunden fuld af CO2 her på Nørremarksvej. Bare Vattenfall betaler og overholder sikkerhedsbestemmelserne.
Hele debatten var i de få minutter, jeg orkede at se, præget af en flok politikere, der alle fra højre til venstre var overbevist om, at det hjælper, hvis det offentlige gør noget. Det er det, som er så håbløst - for det, som de fleste af os stille håber på, er, at det offentlige ikke gør noget som helst - og bare lader os være i fred.
Hvis så endda det bare hjalp at lade være med at stemme... Men det får vi nok heller ikke fred af.

Jesper

Veteraner

Jeg havde tirsdag aften lejlighed til at besøge veteran-hjemmet i Aalborg, hvor en af initiativtagerne, bestyrelses-medlem Franz Strehle, fortalte om baggrunden for hjemmet og dets arbejde blandt de efterhånden 26.000 veteraner fra dansk tjeneste i udlandet siden 1947.
Franz Strehle kunne blandt andet fortælle, at der som oftest går syv til otte år efter tjenesten, inden at behovet for at besøge veteran-hjemmet opstår. Han havde ikke en decideret forklaring på dette fænomen, men fortalte, at veteranhjemmet i Aalborg, der er et af tre danske veteranhjem, især får besøg af veteraner fra Balkan-konflikten.
Franz Strehles fortælling var også en beretning om, hvordan en flok engagerede frivillige mange gange bedre end de offentlige systemer kan løse sociale og psykiske problemer. - Her har vi jo ingen skranker, så vi kan meget bedre finde en løsning, fortalte han.
Veteranernes problemer er ofte af social karakter. De har svært ved at være sammen med andre - og ind i mellem kan de opføre sig lidt mærkeligt, så de for eksempel bliver smidt ud af konen eller deres lejlighed. Her står veteranhjemmet parat med en seng og et værelse for natten - og dagen efter løser man problemet. - Ofte skal der kun et par telefonsamtaler til, fortalte Strehle.
Veteranhjemmet i Aalborg bor til leje - pudsigt nok i en gammel tysk forlægning fra anden verdenskrig - som er ejet af Aalborg kommune.
- Vi har brugt timer på at diskutere bygningen med kommunens embedsmænd og arkitekter. Hvor ville jeg ønske, at kommunen havde sendt en arbejdsmand eller to i stedet. Det havde vi ærlig talt mere brug for, sukkede Strehle.

Jesper

Valgflæsk

Jeg kan forstå, at der blandt visse politikere er en ide om, at den danske økonomi kan reddes, hvis vi alle arbejder 12 minutter mere om dagen.
Det viser bare, hvor lidt føling politikerne har med almindelige mennesker. Det kan ikke betale sig at arbejde i dagens Danmark - så hvorfor pokker skal vi så arbejde 12 minutter mere? Og det er vel næppe efterlønnerne, der skal arbejde mere? Sludder og vrøvl som så meget andet i denne valgkamp, som blot viser en civilisation i forfald - akkurat som det skete i det gamle Rom i sin tid.
Det, politikerne i virkeligheden mener, er, at du og jeg skal arbejde 12 minutter mere, for det gælder næppe politikerne, der som bekendt ikke ved, hvad ærligt arbejde er. Må jeg foreslå, at politikerne begynder at arbejde for deres fede honorarer og pensioner - bare 12 minutter hver dag. Der er masser af plads til dem i hjemmeplejen.

Jesper

Dagens ord XLIII

Da jeg forleden i en sen nattetime stod i en bar ved to-tiden om natten, meddelte tjeneren - en yngre studerende af hunkøn - at vi havde fem minutter til at drikke ud, fordi baren skulle lukkes ned.
Jeg syntes da, at det var synd, at hun sådan mistede sin arbejdsplads, men det viste sig, at hun bare mente, at baren skulle lukke. Jeg ved ikke rigtig, hvor dette "ned" kommer fra, men det er et godt eksempel på den stribe af løsrevne og overflødige præpositioner, der som små kræftsvulster sniger sig ind i det danske sprog. Man lukker "ned", man starter "op", der spørges "ind", og der skal kommenteres "på".
Det er irriterende at høre på - og skyldes vel den stadige devaluering af de gode danske ord. At lukke ned er et begreb, som hidtil er blevet brugt ved langvarige og besværlige lukningsprocesser, for eksempel i forbindelse med atomkraftværker, hvor en lukning kan tage adskillige år - og den stakkels håbefulde unge studine vel sagtens har tænkt, at det ikke er fint nok bare sådan at lukke baren ved lukketid.
Det minder lidt om fugle, der puster sig op for at virke større. Men det bliver det nu ikke bedre af.

Jesper

Køkkenchefens luksusstjerneskud

Et af de helt store hits på det lokale "takeaway"-marked - det som vi normalt omtaler som mad ud af huset her på egnen - er Køkkenchefens Luksusstjerneskud fra Klausen Fisk og Skaldyr.
Dette stjerneskud er meget mere end et stjerneskud; det er en bragende meteor, som lander tungt på spisebordet. Stjerneskuddet fra Klausen i Hune er ganske enkelt enormt - både i størrelse og smag. Det er overdådigt og byder blandt andet på en righoldig garniture, der udover den traditionelle ting som aparges, rejer, Limfjordskaviar og laks, også består af krebs og lakserogn. Det oplever man i hvert fald ikke på den billigudgave af retten, som hver fredag er på tilbud i Brugsen i Brovst.
Man skal være mere end almindelig sulten for at gnave sig igennem Køkkenchefens Luksusstjerneskud - og på en dårlig dag rækker det snildt til to personer.
Efter at Nordjyske Stiftstidende for et par uger siden omtalte fænomenet, er det blevet noget, som man taler om - her i Jammerbugt kommune - og i weekenderne er der om aftenen en tæt trafik på de lokale veje af folk, som lige skal til Hune og hente et stjerneskud eller to til en hyggeaften med et glas kølig hvidvin efter en dag i den friske nordjyske blæst.
Søndag aften var fruen i humør til et par grønlandske specialiteter af den slags, som jeg gerne lader hende beholde for sig selv. Det blev så anledningen til, at det kæmpemæssige stjerneskud fra Hune også holdt sit indtog her i huset - og jeg tror godt, at jeg kan sige, at det næppe var sidste gang, at jeg kører til Hune efter aftensmad.
Jeg har egentlig altid undret mig lidt over, hvorfor stjerneskud er blevet en succes på de danske spiseborde - men når det er fra Klausen i Hune, er successen i hvert fald hjemme.

Jesper

Humør i valgkampen

Valgkampen til det kommende Folketing har sandt for dyden ikke budt på megen humor indtil videre.
Det er der sikkert mange og dybt seriøse forklaringer på - selv har jeg da også et par stykker, men dem holder jeg nu for mig selv, så jeg ikke bidrager til at ødelægge det gode humør.
Til gengæld vil jeg ikke lægge skjul på, at jeg fik mig et godt grin, da der mandag på Facebook dukkede en alternativ version af Socialdemokraternes valgprogram - og den skal bloggens læsere da ikke snydes for:

- Milionærer skal betale ekstraskat (bare ikke Helles mand)
- Børn skal gå i folkeskole (bare ikke Helles børn)
- Danskere har ét personfradrag pr. person (dog ikke Helle, hun har 2)
- Folk skal betale for at køre ind og ud af KBH (dog ikke Helle, hun bor 50 meter inden for ringen)
- Man skal cykle og køre bus i KBH (dog ikke Helle, der tager bil hver dag fra Østerbro til Borgen)
- Man skal betale dansk moms (dog ikke Helle, der flexleaser på tysk moms hos Fleggaard.

For egen regning vil jeg godt tilføje: "Man skal betale mere for at flyve (dog ikke Helle, for hun får sine flybilletter betalt af Folketinget)"
For der skal ikke herske tvivl om, at jeg finder, at Socialdemokraternes og SF's planer om en flyafgift er en hel urimelig belastning af Nordjylland, som jeg simpelthen betragter som en skat på udkantsdanmark.
Billedet, som hverken er særlig godt, særlig skarpt eller særlig humoristisk, fandt jeg i arkivet. Det er taget under optællingen af stemmer ved det grønlandske landstingsvalg i 2002, hvor vi i Nuuk måtte gennem flere omtællinger for at få stemmerne til at passe. På billedet ses udover undertegnede kommunalbestyrelsesmedlem og senere landstingsmedlem Esmar Bergstrøm samt skatteinspektør Franklin Høegh-Olsen, der i mange år var afstemningsleder i Nuuk.

Jesper

Guttetur

Weekenden er er blevet tilbragt sammen med nogle af de voksne spejderdrenge fra Aalborg på en herlig guttetur, hvor konerne dog var inviteret med til at følge og bære.
Målet for ekspeditionen var Rønnes Hotel i Slettestrand, der er berømt viden omkring i det nordjyske for dets festlige, folkelige og fornøjelige weekendophold med kagebord lørdag eftermiddag og en bugnende fiskebuffet og efterfølgende dans om aftenen.
Vi indledte turen lørdag lige over middag med en lille uformel generalforsamling på parkeringspladsen ved Lerup Kirke. Gamle spejdere drikker jo gerne Gammel Dansk og lignende livseleksirer i det fri. Og da vi således havde fået stemmebåndene og de gamle led smurt, stod den på en frisk vandretur gennem Fosdalen, som er noget af mest betagende stykke natur her i det Han Herredske.
Fosdalen er sammen med den nærliggende Langdalen smeltevandskløfter i den 60 meter høje kystskrænt Lien, som for 5000 år siden udgjorde Han Herreds kant mod Vesterhavet. Siden har landet hævet sig og givet plads til et stort fladt forland med blandt andet Slettestrand, men det er en hel anden historie. Under alle omstændigheder er turen gennem Fosdalen en betagende oplevelse.
Det er et fugtigt miljø, og der er godt med pløre. På grund af kløftens høje skrænter kommer der ikke meget lys ned i bunden af fosdalen, så vegetationen er frodig og temmelig unik, fortrinsvis bregner og lignende. Alt i alt er turen - i hvert fald her i sensommeren, hvor vi også var påvirket af en trykkende varm og fugtig tordenluft - noget af det nærmeste, man kan komme en jungletur her i landet.
Således beriget med lidt frisk natur i næserne var vi beredte til senere på eftermiddagen at gå ombord i Rønnes kæmpemæssige kagebord efterfulgt af endnu en generalforsamling på stranden med Vesterhavets bølger som en dejlig baggrund.
Turen sluttede søndag formiddag efter morgenbordet. Hjemme ventede divanen, for det var ærlig talt ikke blevet til så mange timers søvn om natten. Det er jo svært at sove, når det tordner og lyner udenfor!

Jesper

Af lave

Verden er af lave, siger man - og måske er der noget om snakken.
I hvert fald er der i år gået temmelig meget kludder i naturens gang i haven. I dag fandt jeg denne flotte anemone i haven - og det er da ellers det, man normalt kalder en forårsbebuder. Ganske vist er det staude-anemonerne, som er lidt senere - men når de blomstrer i september, er der ganske meget kludder i systemerne.
Anemonerne er i øvrigt ikke de eneste, som ikke rigtig kan finde ud af det. For en måneds tid siden blomstrede rhodondendronerne i haven. For anden gang - for de blomstrede ellers flot i maj, som er det tidspunkt, hvor ordentlige, anstændige rhodondendroner blomstrer. Når de blomstrer i august, så er det altså noget rhod(ondendron).

Jesper

Fantastiske Land Cruiser

Man møder den i junglen i Amazonas, i krigszonerne i Afghanistans bjerge, i Afrikas malaria-befængte sumpe eller i de arktiske isørkener. Det er blandt andre FN's og Læger uden grænsers foretrukne bil.
Det er naturligvis Toyota Land Cruiser, vi taler om. Den legendariske firehjulstrækker og en af verdens ægte offroadere fylder i disse dage 60 år.
Historien om Land Cruiseren går tilbage til begyndelsen af 50'erne, hvor Toyota udviklede modellen på baggrund af en ladvogn, man i forvejen havde i produktlinjen. Målet var at skabe et alternativ til den amerikanske Jeep - en GP, Generel Purpose, som skulle kunne komme frem overalt. Operationen lykkedes over al forventning - og overalt i verden møder man nu Land Cruiseren alle steder, hvor liv og helbred kan afhænge af en bil, der starter hver gang og kan komme frem overalt. Flere end fem millioner eksemplarer er der efterhånden produceret.
Jeg har været så heldig at have haft to af slagsen.
I Sisimiut gjorde jeg gaderne usikre med en model HJ60, og i perioden 2001-2007 havde jeg en HJ61 i Nuuk. De svigtede aldrig. I Sisimiut oplevede vi flere gange perioder med mere end 30 graders frost, men den startede altid.
Specielt HJ61'eren var en bil i særklasse. Den var simpelthen fuldstændig overdimensioneret med en 4,2 liters turbodiesel - accelleration som Porche på trods af en totalvægt på to tons og en lastbillyd, som kunne gøre mig helt forskrækket, når jeg kom tilbage fra ferier i Danmark og lige havde vænnet mig til lydløse personbiler. Den var selvfølgelig med håndgas, manuelt firehjulstræk og spærredifferentiale, så de første par år sad jeg faktisk godt og grundigt fast i sneen et par gange - indtil jeg fik lært at bruge spærredifferentialet rigtigt. Da jeg først fik det ind under huden, var jeg faktisk i stand til under de rigtige omstændigheder at få den til at krabbe nærmest sidelæns op af et hul.
Land Cruiser er simpelthen uden sammenligning verdens bedste firehjulstrækker - men desværre også en ganske bekostelig bil med de vanvittigt høje danske bilpriser. På hvide plader begynder priserne i dag på godt 850.000 kroner - så på trods af at jeg bor på landet, kører jeg i dag en ganske almindelig Opel Astra. En billigere firehjulstrækker kan slet ikke komme på tale - for har man først kørt i verdens bedste af slagsen, så er alt andet uinteressant.
Desværre har jeg ikke så mange fotos af bilerne, men HJ61'eren er der da et par stykker af. De to reklamebilleder fra Toyota viser en HJ60 og en af de første model BJ fra 1951.

Karlekammerkoret

Lørdagens Øland-messe var en stor dag, hvor alle gjorde deres bedste for at vise, at der er liv i udkants-Danmark.
Blandt andet bød Øland Karlekammerkor på en flot optræden med nogle af landets og ølandets skønne sange - til lejligheden og for en gangs skyld med opbakning fra Øland-banden og på trompet Andreas Skovfoged.
Jeg var blevet bedt om at tage et par billeder af de muntre mænd fra Karlekammerkoret - og det gjorde jeg naturligvis med glæde. Og når jeg nu selv ubeskedent skal sige det, synes jeg faktisk også, at der er kommet en stribe flotte fotos ud af det.
Øland Karlekammerkor blev stiftet i 2008 i forbindelse med åbningen af Oxholm Mølle, som var blevet genopbygget efter en brand. Koret har 22 medlemmer, alle voksne og glade mænd, som gerne tager ud og synger ved festlige lejligheder. Det er også blevet til et par TV-optrædender. Senest i en DR2-udsendelse om herregården Kokkedal. Korets repertoire er fortrinsvis sange fra den danske sangskat.
Karlekammerkorets dirigent og musikalske leder er Jørgen Henrik Nielsen, som til daglig er musiklærer på Klim Friskole. Peter Thuesen fra koret understreger, at det ikke er nødvendigt at kunne noder for at være med - bare man er glad for at synge. Thuesen kalder koret for et godt selskab af voksne mænd, der er seriøse på et jordnært plan.
Ølandsangen og Øland Karlekammerkor kan høres her.

Øland-messen

Folk på Øland er ikke bange for at bestille noget, og mange har da også noget på hjerte.
Det fremgik tydeligt, da Netværk Øland lørdag var vært ved den årlige Øland-messe. Her havde øboerne mulighed for at vise produkterne af deres foretagsomhed. Dels i form af en række småvirksomheder, dels i form af forskellige foreninger, hobbies eller en kunstnerisk åre.
Vi var selvfølgelig også med. Dina med eksempler på grønlandsk kunst og husflid og undertegnede med en udstilling af fuglefotos og fotos fra Øland, som jeg også sælger som postkort. Naturligvis benyttede jeg også lejligheden til at slå et slag for foredragsvirksomheden.
Vi var også med til at sørge for, at de besøgende kunne få sig en lille en til ganen og en bid brød i kraft af vores medlemsskab af henholdsvis Øland Sildelaug og Madmøerne - og der var ikke ingen tvivl om, at netop det faldt i god jord hos øboerne.
Det var godt vejr på messedagen - og det var både godt og skidt. For det betød blandt andet, at en del af øboerne naturligt nok havde travlt i markerne og derfor ikke tid til at besøge messen - for høsten er jo en travl tid herude på landet. Det piver jeg ikke over - det er trods alt vigtigere at bjærge kornet end at høre om undertegnedes luksusproblemer med at fotografere en pipfugl.
Messen foregik i det nye Øland Medborgerhus - den tidligere skole, og åbningceremonien var derfor naturligt nok lagt i hænderne på tidligere skoleinspektør Hans Rask, der kunne fortælle om skolens mangeårige historie, som der altså blev sat punktum for i år.
Som altid sluttede vi med Ølandsangen, og det i en ganske pompøs udgave med støtte fra både Ølandsbanden - det lokale orkester - og ikke mindst Øland Karlekammerkor. Store som små sang med - og vi kunne derefter gå hver til sit i sikker forvisning om, at det havde været en god dag på Øland.

Jesper

I rosens navn

I haven har vi roser - og så har vi roser.
Denne kryptiske melding dækker over, at vi har en del roser, som er sådan rigtige kulturroser, der bliver dyrket, gødet, klippet og beskåret efter alle kunstens regler.
Og så har vi rundt omkring nogle mere vilde roser - eller rettere rudimentære rester af et sandt rose-vildnis, som haven var, før vi overtog den.
Lige netop nu er der faktisk ikke så meget gang i kulturroserne - men til gengæld dukkede denne smukke rosa rose op mellem en masse efeu forleden. Og den er da så smuk, at jeg gerne vil sende den til alle bloggens læsere.
For på trods af dens nærmest vilde tilværelse er netop denne blomst så smuk og perfekt, at den er et oplagt motiv for fotoglad blogger.
Så lad os sige det med blomster - i rosens navn.

Jesper