Kantareltid

Så er årets første kantareller i hus takket være Elin, der jo kender egnen her som sin egen bukselomme.
Det fejrede vi lørdag aften med et stykke rigtig luksussmørrebrød med kantarelstuvning - et helt måltid i sig selv og rigtig herremad efter undertegnedes beskedne opfattelse.
Denne fantastiske svamp er i særklasse: sprød, gylden og velsmagende ud over alle grænser.
Sådan gør du: Rist en håndfuld kantareller ganske hårdt i lidt smør, tilsæt en deciliter fløde og en deciliter tør hvidvin og reducer til en tykflydende sauce og så lige et drys hvid peber på. Mere enkelt kan det næsten ikke laves. Serveres på en skive franskbrød. Og så kan man jo for al lirens skyld gøre, som jeg her har gjort: pynte med generøse mængder frisk pluksalat og nogle friske blåbær.
Det er uden for diskussion, at søndag eftermiddag skal tilbringes i skoven på jagt efter flere kantareller - selv om vejret er noget tvivlsomt. Nu er svampesæsonen i gang - og så kan man jo passende dvæle lidt ved Poetens (Poul Sørensens) gode gamle husråd fra digtsamlingen Barske Børnerim (1952):

Plukker i Skoven du ukjendte Svampe
saa laad først Lillebror smage derpaa.
Dersom han dør under Skrigen og Krampe,
saa bør du selv lade Svampene staa.

Og hvis ingenting sker med den Lille?
- Tja, saa gik den Portion Svampe til Spilde!

Ha' det
Jesper

Hvalbøffer og sælskinke

Fredag aften havde Dina inviteret den grønlandske forening og naboerne til grønlandsk aften.
Jeg fornærmer næppe nogen ved at sige, at fremmødet var beskedent sådan rent kvantitativt, men til gengæld af høj kvalitet. Det blev en rigtig hyggelig aften, og klokken var da halvfire, inden vi kom i seng.
Aftenens kulinariske tema var nogle af de råvarer, som vi kender fra det traditionelle grønlandske køkken kombineret med alt godt fra vores lille nordnorske have.
Så garnituren bestod af pillede, nye kartofler, almindelig kartoffelsalat samt hjemmedyrket salat med egne tomater. Hertil serverede Dina sælskinke, der er et traditionelt produkt fra Tromsø og skalrejer. Desuden grillede jeg hvalbøffer og på grund af mine sarte smagsløg også lidt pølser og grisekød. Til dessert bød Dina på rabarberkage med makroner og flødeskum. Endelig kunne vi byde på friskplukkede, uendeligt søde, nordnorske jordbær som chips til de efterfølgende sjusser.
Egentlig var aftenen tænkt som en grillaften, men de seneste dage har en kold klam tåge hvilet over den straumsbuktaske idyl, så vi fortrak til de indendørs gemakker. Men iført stor uldtrøje kunne jeg så stå udenfor og tilberede grillkødet, mens tøserne sad inde i varmen og hyggede sig. Og det var jo en passende undskyldning for at nippe lidt til flasken med Dr. Nielsen. Men det er jo heller ik' så ring'.

Ha' det
Jesper

Odderen er løs

Jeg har tidligere her på siden berettet om den odderfamilie, som holder til i den lille elv, der danner skellet ind til naboen mod nord. Men det har knebet lidt med dokumentationen, der mest har bestået i uskarpe billeder og spor i sneen.
Men nu er det helt sikkert. Vi spottede en odder i fjorden her i aften lidt over otte. Jeg greb kameraet og tog et par billeder af det svømmende kreatur, selv om jeg sådan set har masser af dem i forvejen. Men heldet var med mig. Jeg var på vej ned mod fjorden i en retning nord for bådehuset. Og odderen var på vej mod en position på strandbredden syd for bådehuset. På den måde kunne jeg snige mig uset ned til stranden og der forevige odderen midt i sit måltid, der består af en eller anden slags fladfisk - temmelig stor i øvrigt. Hvem ved, måske en rødspætte eller en pighvar?
Det blev til et par temmelig flotte billeder, som jeg hermed deler med alverden. Og så bekræfter det i øvrigt en fornemmelse, jeg længe har haft om, at det må være muligt at fange fladfisk lige ud for huset. Normalt er det torsk og sej, vi fanger, men nu hvor det er bevist, skal jeg prøve med nogle andre teknikker. Måske det kommer så vidt, at jeg vil til at sætte bundgarn - selv om man vistnok både skal have licens og betale fisketrygdafgift for den slags, her i det betonkommunistiske velfærdsnorge.
Under alle omstændigheder; takket være billederne er humøret højt i aften.

Ha' det
Jesper

To runde fødselsdage i Brovst

For ti år siden var jeg til en stor fest i Nuuk, hvor vi fejrede en dobbelt 30 års dag og - skulle det vise sig - et bryllup. Det var hos Jette og Lars, og som det ses på billedet har de formeret sig dygtigt med to søde tøser, Camilla og Line samt et par tæppepissere.
De bor nu i Brovst og i lørdags havde de så inviteret til dobbelt 40 års dag. Egentlig skulle det have været en havefest, men på grund af ustadigt august-vejr var festen forlagt til Arentsminde cafeteria. Og det var jo en helt enestående chance til at se det cafeteria, som man har kørt forbi så mange gange.
Det blev selvfølgelig et brag af en fest - i ualmindelig godt vejr. Og det var en god anledning til at snakke Grønland. Ikke mindst fordi en af deltagerne - Jens - har jeg ikke set i en del år. Jens Olesen er en glad dreng - ligesom mig - og vi er helt sikker på, at SAS-personalet stadig kan huske dengang, vi drak en Boeing 767 tør for Baileys mellem Grønland og Danmark. En god times flyvning fra København kom stevardesserne hen til os med fem små flasker Baileys og meddelte, at vi ligeså godt kunne få dem, for det var de sidste, de havde ombord. Det var dengang man stadig kunne tage forsvarligt fra - så vidt jeg husker var det i 97 eller 98. Det var i øvrigt første gang, Jens rejste ned til Danmark. For mit vedkommende er det ind til videre blevet til 55 ture - men det er en helt anden snak.
Tak til Lars og Jette for en god fest.

Ha' det
Jesper

Beachparty med rensdyrsteg

I den forløbne uge har jeg været til møde i Luleå i Arktisk Råds arbejdsgruppe for katastrofeberedskab. Et givende møde med mange spændende mennesker med en operationel indstilling til tilværelsen.
Onsdag aften skulle vi til den officielle diner, som altid hører med til den slags møder. Det blev et rigtigt beachparty i den lyse nordsvenske sensommerhimmel. På ægte nordskandinavisk vis startede man med vorspiel - f.eks. i saunaen og hottoppen. De mest seje var også ude at bade i den 15 grader varme Østersø. Enkelte af os nøjedes med at sidde på verandaen og nyde et par øl - men jeg havde paparazzi-gearet med, så jeg kunne tjekke stemningen i hottoppen. Det ser ud som om, at de har det sjovt, mens de bliver kogt som en flok suppehøns.
Selve spisningen foregik i en stor lavvu - en samisk tipee, hvor der blev stegt rensdyr på et bål i midten. Her var højt til loftet og plads til masser af sjov og ballade samt de nødvendige taler.
Rensdyrsteg er altid godt, men når man er inuit, så er det allerbedste, hvis man kan få knoglerne og spise marven.
En af deltagerne fra den canadiske delegation havde været på Systembolaget og der købt en kasse med fem liter Carlsberg. Hvad han lige overså i farten var, at det var en fustage til et fadølsanlæg, han havde købt. Men med hjælp fra den canadiske Coast Guard og en boremaskine kom der alligevel hul på kokusnødden. Få brøkdeles sekund efter at billedet var taget, stod der en voldsom stråle ud af fustagen.
Og så var der ellers øl til alle. I mangel af glas måtte man tage den frisk fra fad...
Torsdag middag kunne mødet så slutte med det obligatorisk gruppebillede. Taget i betragtning at der ikke er blevet sovet så meget den foregående nat ser de da egentlig meget friske ud.
Jeg er nu i Danmark og på vej til Brovst, hvor vi skal til fest i weekenden. Så må vi se om der kommer nogle billeder ud af det... God weekend.

Ha' det

Jesper

Surströmning og smuglerjagt

Jeg er i Luleå i øjeblikket til et møde i EPPR - Arktisk Råds arbejdsgruppe for forebyggelse og bekæmpelse af katastrofer - lige fra skibsforlis til atomuheld.
Vært er den svenske Kystbevakningen, som har sammensat et alsidigt program, hvor vi både får lov til at prøve noget af deres isenkram og samtidig får smagt på interessante sider af det svenske køkken. Min internetforbindelse er ikke så god, så historien kommer i form af billedtekster.



















Tirsdag var der premiere på årets surströmning, som er gæret sild. I modsætning til den almindelige danske antagelse er det ikke uspiseligt, men smagen er da unægtelig lidt særpræget - sådan ala ammoniak eller lignende. Men garneret med nye kartofler og rødløg bliver den dæmpet lidt.















Til surströmningen serveredes der lättøl, hvilket gav míg anledning til at konstatere, at jeg snart ikke vidste, hvad der smagte værst - selvfølgelig med et smil på læben! Man skal jo ikke fornærme værterne.

















Så er vi klar til at tage på smuglerjagt i Østersøen.

















Kystvagtens hurtigste speedbåde går 55 knob. Så hurtigt sejlede vi ikke, men vi var da over 44 knob - se det indsatte billede. Det svarer til 80 km/t, og det er hurtigt på søen.

Det blev sandelig også til en tur i en hoovercraft. Det har jeg aldrig prøvet før, men det var ganske behageligt, og slet ikke så støjende som jeg havde forventet. Fart cirka 35 knob tværs over et skær - uden at mærke det. Fantastisk.














Udsigten over Østersø-skærgården fra hotellet, Bemærk, hvordan kystvagt-kaptajnen skødesløst har smidt sin hoovercraft foran kroen.

Mere følger
Ha' det

Jesper

Du gamle måne

I Ludvig Brandstrups gamle schlager om den gamle måne lyder refrainnets to første linjer: "Du gamle måne, der var ingen, der så det..."
Men sådan som vejret har artet sig de seneste dage kunne man fristes til en lille omskrivning: "Du gamle måne, der var ingen, der så dig..."
Netop i går aftes her kort før midnat var der ellers måneformørkelse. Den havde vi ingen jordisk chance for at se. Kilometertykke, tunge, våde regnskyer tog al udsigten, selv om jeg i modsætning til jeg'et i den gamle sang var ganske ædru og klar ved kameraet for at få et billede af en rødbederød delvis formørket måne.
Men dengang ej, som Tordenskjold sagde. Til gengæld kan jeg vise månen i en næsten fuld pragt, sådan som den stråler over Straumsfjorden her søndag aften.

Godnat og sov godt
Jesper

Dogfight

Det har altid været ungdommens privilegium at lave rav i gaden. Det så vi tydeligt lørdag eftermiddag, hvor denne knapt udvoksede svartbag lige skulle prøve at udfordre kvarterets sølvmåger.
Det kom der en drabelig dogfight ud af. En masse skrål og skrig, men også en imponerende flyveopvisning, som klart demonstrerede, at den unge svartbag har fulgt godt med i både teoritimerne og den praktiske undervisning.
Den slap ærefuldt fra sin provokation og var aldrig rigtig i knibe. Ikke bare i kraft af sin suveræne størrelse vil denne unge fyr helt sikkert blive en rigtig ballademager, som vi kommer til at høre meget mere til her i kvarteret.
Weekenden er ved at være ovre. Her søndag aften har vi fået lidt sol, men ellers har det ikke rigtig været noget, der er værd at skrive om. I morgen går turen til Luleå - og på fredag fortsætter jeg til Danmark, hvor vi lørdag skal fejre Jette og Lars 40 års fødselsdage i Brovst.

Ha' det
Jesper

Martha

Erik Ballings maritime komedie Martha er en af de film, som jeg aldrig bliver træt af at se. Så da lørdagen er gået med regn og blæst, tog jeg den lige en gang til.
I filmen møder vi Ballings sædvanlige stab af det, som i pressemeddelelserne og filmenes salgsmateriale omtales som folkekære skuespillere. Ove Sprogøe, Poul Bundgaard, Morten Grundvald, Paul Hagen og ikke mindst stjernen over dem alle - tidernes vel nok største danske filmskuespiller, Karl Stegger - for en gangs skyld i en egentlig hovedrolle som kaptajn Peter Nielsen. Af hensyn til de leksigale skal jeg lige nævne, at Karl Stegger er noteret for medvirken i 158 film. Nærmeste konkurrent er Ove Spogøe med sølle 157 film.
Her i Norge ser vi filmen med stor fornøjelse, fordi den er en hyldest til dansk afslappethed og ikke mindst det danske store kolde bord, og fordi filmen samtidig med stor virtousitet spidder norsk hykleri, selvglæde og skryteri.
Martha er indspillet i 1967 og er den dag i dag interessant, fordi mange af karaktererne føres videre i Ballings senere produktion. Poul Bundgaard i rollen som 2. maskinmester Alf spiller nøjagtig den samme karakter som Kjeld i Olsenbanden-filmene. Ove Sprogøe lægger også grunden til de senere roller som den intelligente gentlemanstyv uden snavs på fingrene, som vi ser i både Huset på Christianshavn og naturligvis Olsenbanden.
Et lille kuriosum er en scene, hvor blandt andet Poul Bundgaard synger Stuckenbergs "To som elsker hinanden". Netop denne sang optrådte han også med i sin allersidste spillefilm Olsenbandens sidste stik fra 1998. Den var ganske vist ikke instrueret af Balling, men han havde som bekendt en stor finger med i manuskriptet.
Martha har i øvrigt opnået status som en rigtig kultfilm i både Danmark og Sverige - og sælger stadig godt på videomarkedet. I den danske marine er filmen simpelthen et "must see", og jeg har da i Grønland mødt adskillige marinesoldater, som kan filmens replikker udenad. Så mange gange har jeg endnu ikke set Martha, men Dina mener nu, at jeg er godt på vej. Dagens gensyn var så vidt jeg husker tredje gang i år.

Ha' det
Jesper

Pluksalat

Først sent på sommeren - i slutningen af juni - blev jeg opmærksom på, at man kan dyrke salat i Nordnorge.
Men jeg fik da sået noget, og ved hjælp af drivbænken har det nu nået en størrelse, så det også kan bruges til andet end en smagsprøve. Vi vælter os jo i nye kartofler, og de seneste dage har vi faktisk fået kogt flere, end vi kan spise.
Så salatpremieren blev denne skål kartoffelsalat - ikke den sædvanlige med mayonnaise, men en rigtig grøn sommersalat. Opskriften er enkel. Nye kolde kartofler i tern, et finthakket rødløg og så selvfølgelig masser af frisk pluksalat - altsammen vendt i en almindelig olie-eddikedressing.
Behøver jeg at sige, at det smagte pragtfuldt? Salaten er simpelthen så sprød, saftig og frisk, at vi teoretisk set godt kunne have sprunget hvidvinen over. Men nu var det jo fredag, så salaten og kyllingen fik følgeskab af en nyhed fra Vinmonopolet - en herlig tør traminer fra Moldavien. Så har man også prøvet det. Velbekomme.

Ha' det
Jesper

Den ultimative feriedrøm

For de fleste mennesker står et krydstogt - gerne under sydlige himmelstrøg - som den ultimative, men også uopnåelige drøm om en luksusferie. For andre er et krydstogt i Middelhavet eller Caribien så trivielt, at der skal nye boller på suppen.
Derfor vælger mange ældre velhavende amerikanere og tyskere et krydstogt i Arktis som deres once-in-a-lifetime oplevelse. Den norske vestkyst har i mange år været et populært krydstogtmål, men også fjernere steder som Svalbard og Grønland oplever i disse år en eksponentiel vækst i krydstogtsturismen.
Med vores lille hus ned til Straumsfjorden syd for Tromsø ser vi dagligt disse mastodonter af sejlende luksushoteller komme forbi. Vi forstår udmærket, hvorfor turisterne er så vilde efter at opleve området - se blot på billedet. Men samtidig tænker jeg ofte på, hvad de sejlende turister snakker om, når de passerer vores ydmyge bolig. Jeg forestiller mig replikker som denne fremsat med skinger amerikansk kvinderøst: "Oh, look at all those hardworking natives in their small cottages. And look at those beauteful gardens. I wonder what they are doing here in the wintertime..."
Ja, de skulle bare lige vide. He-he.

Ha-ha' det
Jesper

Limfjordens vande

Der er sagt og skrevet meget om Limfjorden. Bedst kendt er nok den nordjyske nationalsang - "Blæsten går frisk over Limfjordens vande" og Hans Kirks fantastiske roman "Fiskerne". Også digtere som Skjoldborg, Jeppe Aakjær, Steen Steensen Blicher, Thøger Larsen, Johannes V og Thit Jensen har beskæftiget sig med Limfjorden. Min gamle bekendte Jan Skriver skriver på sin hjemmeside om sit forhold til Limfjorden: "Men naturskriverens hjerte banker heftigst for Limfjorden, der er musen over alle."
Det fascinerende ved Limfjorden er, at den er både natur og kultur. Det giver ikke mening at kigge på fjorden som et naturreservat alene. De første mennesker i landet bosatte sig ved Ertebølle for at udnytte fjordens ressourcer. Byer som Nibe, Løgstør og Thisted ville næppe være købstæder, hvis ikke det var for Limfjordens skyld. Vejlerne og Ulvedybet er kun blevet til store fuglereservater takket være menneskenes trang til at møblere om i naturen. Overalt ved Limfjorden ser man denne blanding af skøn, skøn natur i sampagt med menneskelig aktivitet.
Jeg var i Danmark i weekenden og tog disse to Limfjordsbilleder ved Nibe og Nørresundby. Vi ser tydeligt, hvordan kulturen i form af broanlæg spiller sammen med fjorden og danner billeder, der præcist kommunikerer, at det her er Limfjorden.
Men det skal også med, at denne tætte sammenknytning af kultur og natur i virkeligheden er den største trussel mod Limfjorden. For fjorden finder sig ikke i alt, hvad menneskene finder på. Fiskeriet er ikke, hvad det har været. Iltsvind og bundvendinger truer stadig med at forandre denne perle til en stinkende kloak. Heldigvis er der de seneste år opstået en bedre forståelse af samspillet, og det ser ud til, at Limfjorden - den durkdrevne skurk - alligevel har trukket det længste strå.
Jeg har været på de fleste af Limfjordens øer - Venø, Fur, Mors, Egholm og perlen over dem alle - Livø. På spejderture har jeg siddet ved bålet og kogt friske muslinger på strandbredden. Ved lejrbålet om aftenen set solen gå ned over Thisted. Læst Anders And på verdens smukkeste latrin - Pisselhøv Toiletstation - kunstfærdigt bygget på et af Livøs højeste punkter, så man altid havde en god udsigt, mens naturen gik sin gang.
Jeg har også - og det er en ganske traumatisk oplevelse - lært at svømme i Limfjorden. Det var vistnok obligatorisk i folkeskolen - og det begyndte i slutningen af april, så det var koldt - tænderskærende koldt. Men det værste var næsten det primitive omklædningsrum, der drev af iskoldt saltvand på Ertebølle Bjerg og i dag rummer en udstilling om Ertebøllekulturen. Hvor var vi dog misundelige på børnene i Løgstør kommune, der havde en svømmehal i Ranum. Eller børnene i Aars, der i det mindste havde et friluftsbad. Men vi fik lært at svømme - og det påskønner jeg i dag.
Men det er måske derfor, at jeg hverken tænker på Erik Berthelsen eller de andre Limfjordsdigtere, når jeg ser Limfjorden. Mine tanker går altid til Tove Ditlevsens "Barndommens gade".

Jeg er din barndoms gade
jeg er dit væsens rod.
Jeg er den bankende rytme
i alt hvad du længes mod.

Jeg er din mors grå hænder
og din fars bekymrede sind,
jeg er de tidligste drømmes
lette, tågede spind.

Jeg gav dig min store alvor
en dag du var vildt forladt
jeg dryssed' lidt vemod i sindet
en drivende regnvejrsnat.

Jeg slog dig engang til jorden
for at gøre dit hjerte hårdt,
men jeg rejste dig varligt op igen
og tørrede tårerne bort.

Det er mig der har lært dig at hade
jeg lærte dig hårdhed og spot.
Jeg gav dig de stærkeste våben
du skal vide at bruge dem godt.

Jeg gav dig de vagtsomme øjne
på dem skal du kendes igen,
og møder du en med det samme blik
skal du vide han er din ven

Fløj du så vidt over lande
voksede du fra din ven?
- Jeg er din barndoms gade
jeg kender dig altid igen.

Ha' det
Jesper

Hej hejre

Jeg tager til Farsø om et par timer, men jeg syntes da lige, at jeg ville tage en runde i haven, før jeg kører i lufthavnen.
Vejret i dag er gråt, men stille. Alt åndede fred og idyl, da mågerne pludselig begyndte at skræppe. Det skyldes en gammel hejre, der lige syntes, at den ville slå et slag ned forbi min have.
Mågerne mente sådan set at have vundet hævd på stedet og larmede voldsomt. Fiskehejren lod sig dog ikke så meget som mærke med det. Den lod som ingenting - tog et par slag med vingerne og satte næbbet ned mod Hella - de lokale fiskehejrers foretrukne fiskested. Imponerende ser det ud, når denne store grå fugl adstadigt og med værdighed glider gennem luften.
Det er fredag eftermiddag, så alle ønskes en god helg.

Ha' det
Jesper

Dagens ord VII

Jeg ved ikke rigtig, om jeg skal le eller græde. Dagens ord er nemlig snapsehjerne. Det er et såkaldt anagram over Jesper Hansen.
Det kommer fra en af Norsk Polarinstitutts informationsmedarbejdere. Hun har den sikkert udmærkede, men sælsomme hobby, at hun leger med anagrammer - altså hun sidder og bytter om på bogstaverne i et kendt ord for at få nye betydninger.
For nogen tid siden - guderne må vide hvorfor - fik hun den ide at pusle med bogstaverne i mit smukke navn. Og resultatet blev altså det lidet flatterende snapsehjerne. Hvad må man da ikke lægge navn og godt rygte til? Jeg mener - skal jeg være beæret, fordi der er en yngre kvinde, der tænker på mig i en sen nattetime? Eller skal jeg blive fornærmet, fordi resultatet af hendes tænkeri antyder, at jeg har en af spiritus forårsaget dysfunktionel tankevirksomhed?
Jeg vælger uden tøven den første løsning.

Ha' det
Jesper

Så er der jordbær

Efter tre dage med sol er der endelig så småt kommet gang i jordbærrene. Det er vel helt overflødigt at sige, at de smager himmelsk.
Egentlig er det mod alle odds, at vi i det hele taget har jordbær - her 700 km nord for polarcirklen. Men med en hjælpende lun hånd fra Golfstrømmen, så går det alligevel. Endda med stor succes. For den langsomme vækst i det kølige og relativt fugtige klima gør, at bærrene bliver ekstra søde og ekstra faste i konsistensen - og på alle måder overgår de sydlandske jordbær, som man nutildags kan købe året rundt.
På billedet ser du dagens høst, men det skal med, at Leif-Inge tidligere på dagen plukkede lige så mange. Men hvis ellers solen holder, kommer det til at gå stærkt i de kommende dage. Planterne bugner af grønne bær, og der kommer stadig nye blomster til.
Der er flere meninger om, hvordan jordbær skal spises. Mange vil have dem med fløde og sukker - men de nordnorske jordbær skal efter min mening spises, som de er: Naturel.
Når vi begynder af få mange bær, så er en god dessert jordbærkompot med makroner og flødeskum. Og jeg håber også, at der i år kan blive til et lille eksperiment med jordbærlikør!
For de fleste er jordbær ensbetydende med sommer, sol, glæde, varme og måske en ungdommelig sommerflirt, så det kan ikke undre, at netop den lyse digter, Jens August Schade, har skrevet et digt om jordbær:

Den hemmelige mystiske stemning
ved at mærke et jordbær i munden
kan slet ikke købes for penge.
Man véd ikke, hvad der er grunden,
men et jordbær kan gøre,
at sjælen gløder helt ned til bunden.
Så lykkelig er jeg for dette jordbær,
jeg fik til morgen,
at himmelrummet har sagt
de smukkeste ting, jeg har smagt.

Ha' det
Jesper

I honningens klæ'r

Humlebien skulle angiveligt ikke kunne flyve. Den gør det alligevel, fordi den ikke ved det, siges det.
Hvis det er rigtigt, så har vi i hvert fald haven fuld af uvidende humlebier. De sværmer om de blomstrende syrener som - undskyld sammenligningen - fluer om en kokasse.
Det er allesammen soldater, der kun har en eneste opgave, og det er at samle nektar - blomsterstøv - til dronningens æg og larver, så hendes gener kan gå videre til de kommende generationer. De er i dronningens klæ'r. Når de tungtlastede flyver hjem til boet, har de blomsterstøv i en tyk, tyk krans om benene. Man siger, at de har bukser på. Man kunne fristes til stilfærdigt at brumme, at de er i honningens klæ'r - for vi ved jo alle, at blomsterstøvet hos bien forvandles til den skønneste, skønne honning.
I Danmark er der mange, der har biavl som en hyggelig hobby - som et sødt bijob, men jeg må erkende, at jeg ikke har set bistader i omegnen af Straumsbukta. Men på torvet i Tromsø sælger de hjemmelavet norsk honning til 100 kroner glasset, så der er i hvert fald enkelte, der har set det som en mulighed for en god og næsten økologisk biindtægt.
Og det summer sig, som de sagde i den forlængst hedengangne Sparekasse Bikuben. Der er bare den brod ved historien, at ligesom humlebien begyndte den at flyve og kaldte sig en bank. Men da den opdagede, at den ikke kunne flyve alligevel, var det for sent - og den findes ikke mere. Lad os håbe, at humlebierne aldrig opdager sandheden om deres flyveegenskaber.

Ha' det
Jesper

Den toppede and

Den toppede høne er en af de mest kendte danske folkedanse-melodier, men vidste du, at den toppede skallesluger i virkeligheden er en and?
I hvert fald i Norge, hvor den hedder siland. Den store skallesluger hedder i øvrigt laksand. I norske fuglebøger omtales de som fiskespisende ænder. Og i lighed med skarv og andre fiskespisere tilsvarende lagt for had af fiskerierhvervet.
Det er nok forklaringen på, at den toppede skallesluger er temmelig sky og svær at komme ind på. Vi har i øjeblikket en flok liggende hver morgen i mundingen på elven, men bare jeg går rundt om huset, stikker de til havs. I dag sneg jeg mig ned mod stranden i ly af ribsbuskene, men lige så snart jeg stak hovedet op, svømmede de væk. Men jeg nåede da at få en stribe billeder.
Den toppede skallesluger fælder i øjeblikket og kan ikke flyve. Det er forklaringen på, at vi har så mange af dem netop nu.
Jeg er tidligere her på bloggen kommet for skade at kalde en toppet skallesluger for en toppet lappedykker. Jeg håber hermed at have gjort skaden god igen.

Ha' det
Jesper

En saftig dag

Det har småregnet og småblæst hele dagen og i det hele taget været en rigtig nasset dag at være ude i. Jeg havde ellers haft skumle planer om at tage ud og fiske - og så måske lige gå en tur op i skoven for at tjekke om ikke snart, det er kantarel-tid.
Sådan skulle det ikke gå. Så i stedet har den stået på huslige sysler. Jeg havde købt et par bakker billige, småmugne ferskner. Dem forvandlede jeg til en af mine specialiteter - ferskenmarmelade. Det er sådan en delikatesse, der virkelig giver points hos Dina, så hvad gør man ikke?
Sidenhen tømte jeg fryseren for ribs fra sidste år - der er forhåbentlig snart nye ribs. Først lavede jeg en liter sukkerfri saft, som jeg allerede juleaften havde lovet min mor, som bruger det i rødkål. Og da jeg var i gang kunne jeg lige så godt fortsætte med at omsætte resten af de røde ribs til mere saft - dog med sukker i denne gang. Resultatet blev så godt, at Dina syntes, at det fortjente et billede og omtale på bloggen, så det være hermed gjort.
I skrivende stund - og nu jeg har grejet fremme - er jeg ved at forvandle en pose hvide ribs til gele. Det bliver altså det rene guf, tør jeg godt love.

Ha' det
Jesper

Solformørkelse

Dagens store samtaleemne på Norsk Polarinstitutt var selvfølgelig solformørkelsen, som ville blive synlig over store dele af Arktis. Selvfølgelig var vi ikke i tvivl om, at kolleger andre steder i verden ville få en stor oplevelse, men spørgsmålet var, hvordan en 75 procents solformørkelse ville blive i Tromsø? Ville vi overhovedet kunne se, at der var solformørkelse, alt den stund, at der faktisk var overskyet i Tromsø på selve dagen.
Ved elleve-tiden blev himlen lidt mørkere, som om en regnbyge var på vej. Jeg sad på kontoret, og fik øje på et lille hul i skyerne nede ved Ramsfjorden. Nu er der ikke langt fra tanke til handling, så jeg greb kameraet og kørte som død og helvede derned -der er vel en femten kilometers vej. I mellemtiden var det blevet endnu mørkere, og jeg var sådan set på nippet til at opgive, da jeg så mørke regnskyer over Fagernes. Jeg vendte derfor om og tog den gamle hovedvej hjemad, og pludseliv tæt ved Olavsvern kom hullet i skyerne. Til en køreskoleelevs og flere havearbejdende menneskers forbløffelse kastede jeg bilen ind til siden med hylende hjul og begyndte at fotografere direkte op i himlen. Jeg nåede det lige nøjagtig, som formørkelsen kulminerede - og fem minutter senere lukkede skyerne sig fuldstændig!
Hvor heldig kan man være?

Ha' det
Jesper