Fra Limfjordens bredder...

Rettidig omhu

2012-02-10T08:37:00.002+01:00

Rettidig omhu er et godt og sundt princip, som på et lille århundrede har drevet Mærsk-koncernen frem til at være en af verdens største virksomheder. Og der skal ikke herske tvivl om, at vi også her på Øland går ind for rettidig omhu.
Derfor er det med stor beskæmmelse, at jeg må indrømme, at den altså lige svigtede i år.
Normalt skal regnvandstønderne jo tømmes for vand inden vinteren, men eftersom vinteren helt frem til midten af januar jo var af en noget teoretisk karakter, har jeg altså ikke fået tømt tønderne.
Det straffes nu. Et par enkelte frostgrader havde ikke gjort så meget, men to uger med hård frost er altså et problem. For nu er regnvandstønderne dybtfrosne - og vandet er ikke til at få ud.
Indtil videre er der imidlertid ikke noget, der tyder på frostsprængninger. Heldigvis vælger isen jo den letteste vej ud af tønden - og i det aktuelle tilfælde er det altså sket ved simpelthen at lette låget på tønderne.
Det ser egentlig meget sjovt ud - og nu håber jeg så bare, at tappehanerne holder til trykket. For det er nu nok hanerne, som er kædens svage led. Det spørgsmål vil blive besvaret, når vi en gang igen får plusgrader af betydning. Isterningen er så stor, at det i hvert fald ikke kan gøre det med de par plusgrader, som meteorologerne lover på søndag.

Rigtige spejdere

2012-02-06T22:31:00.010+01:00

Jyllandsposten kunne mandag berette om en frisk gruppe sønderjyske blå spejdere, som havde tilbragt weekenden i det fri - og oven i købet havde badet i en å.
Det glæder mig oprigtigt at se, at der stadig er rigtige spejdere til - og ikke mindst spejderledere, som tør ansvar og gå imod strømmen og tidens tendens til at pakke børn ind i vat.
For en sådan weekend i en halv snes graders frost eller mere er for det første en stor oplevelse - og for det andet med til at modne børnene, så de ikke bliver pylrede og forkælede. Børnene oplever, at der er noget, de kan - og de får selvtillid og kræfter til at tage et ansvar. Det er også dejligt at se, at unge mennesker kan være sammen uden at se fjernsyn eller spille computerspil. Kort sagt glæder det mig, at spejderne stadig kan gøre drenge til mænd - uanset at nogle af dem er piger.
Til gengæld forbløffer det mig, at der på avisens hjemmeside kører en debat om det ansvarlige i at lade børn overnatte udendørs i frostvejr. En enkelt læser er endog gået så vidt som at melde spejderlederen til myndighederne. En anden læser stiller spørgsmål ved, om spejderlederen har den fornødne medicinske viden til at udsætte børn for frostvejr. Det gør mig voldsomt ophidset, for det viser blot, hvor degeneret mange velfærdsdanskere efterhånden er blevet. Selvfølgelig kan børn tåle frost - og kun ved at fryse i trygge omgivelser lærer de at have respekt for frosten. Så i stedet for at anklage lederne burde man helt klart indstille dem til en medalje.
Jeg har hele mit liv med stor fornøjelse overnattet i det fri. Som regel er det ganske hyggeligt - og med en god sovepose er det i hvert fald ikke noget problem.
Desværre har jeg ikke rigtig nogen billeder af det - men jeg har da fundet et billede fra 1971, hvor 1. Farsø Trop var på weekend-tur til Grønnerup i februar. Formålet med turen var at bygge broer som led i forbedelserne til årets store landspatruljeturnering i Det Danske Spejderkors. Jeg husker weekenden som ganske råkold, men så var man jo nødt til at arbejde for at holde varmen - så hvad er egentlig problemet?
På billedet ses Egern-patruljen med en færdig bro over en af Grønnerups grøfter. Den stod der i mange år efter, husker jeg. Fra venstre er det Eigil Rasmussen, Jan Aggerholm, Peter Sejr, Hans Eriksen og Anders Christian Eriksen.
Forresten er det en fornøjelse at se, hvordan patruljen optræder i nogenlunde korrekt uniform. Det kunne de sønderjyske spejdere fra Jyllandsposten lære lidt af.

Hva' hulen er meningen?

2012-02-05T23:53:00.009+01:00

Nordjyske Stiftstidendes boligsektion havde søndag en besynderlig artikel om herreværelser eller som det hedder: "Mandehulen" og "Mandehørm og frirum".
Artiklen er et skoleeksempel på moderne skrivebords-journalistik med udtalelser fra en kønsrolleekspert, en kvindelig indendørsarkitekt med speciale i mandehuler (!) og så et par eksempler fra filmstjernernes verden. Det ville ærlig talt have klædt artiklen, hvis man i stedet havde besøgt et par almindelige mennesker.
Især den kvindelige indretningsarkitekt pisser mig af. Hun er i den grad bundet op på et traditionelt kønsrollemønster, hvor det er kvinden, som står for hjemmets indretning og siger blandt andet: - Hvis manden får lov til at have et frirum, foreslår jeg, at der er plads til en flydersofa og et stort TV.
Altså, helt ærligt: Får lov... Hvis manden er så stort et skvat, at han skal spørge om lov til den slags ting, så har han ikke fortjent at få sit eget rum. Og hvem siger egentlig, at manden vil bruge sit rum til at se TV i? Som om kvinder ikke gør i den slags ting i en tid, hvor damehåndbold og ubegavede talkshows dominerer mediebilledet.
Her i huset har vi det på en lidt anden måde. Vi har en lille hjemmebiograf indrettet med et par store og klodsede reclinere, som godtnok ikke lige er artitekttegnede, men som er perfekte til at glo på fjernsyn i - og det er bestemt ikke en mandehule, men en del af den ene af vore stuer, som bliver brugt til den slags aktiviteter. Og kan vi ikke blive enige om, hvilket program der skal ses, har vi forresten også fjernsyn og surround i soveværelset, så den tandløse underholdning kan indtages i al magelighed.
Forresten er det mig inderligt imod at overlade indretningen af herreværelset til en indretningsarkitekt. Så er det ligesom, at hele ideen går fløjten. For rigtige mænd er altså ikke så stilfulde - og de følger deres egne indskydelser og ikke ideer fra dum arkitekt, som ikke har et hak forstand på, hvordan man indretter sig mageligt. For arkitekter er i virkeligheden en af denne verdens største plager - et højtuddannet akademisk folkefærd, som mener at have patent på alt, hvad der er smukt i denne verden. Resultatet bliver uvægerligt, at der kommer noget dyrt, ubrugeligt æstetik ud af det.
I artiklen foreslås det også som et "must", at mandehulen indrettes med et gammelt køleskab til bajere. Hvorfor køleskabet lige skal være gammelt, står hen i det uvisse.
I det hele taget er det som om, at artiklens kvindelige forfatter og indretningsarkitekten er enig om, at bare manden har adgang til spiritus og vin i rimelige mængder, så vil han blive glad for sin hule. Blandt andet foreslås det, at hulen kan indrettes med en klokke, som kan bruges, når man vil give en omgang.
Her i huset mener vi nu, at den slags hører hjemme i baren - og ikke på herreværelset. Forresten synes vi også, at en stor klokke er temmelig usmagelig - og har derfor skiftet den ud med en "ØL-and" af gummi. Hvis der er en gæst i huset, som absolut skal trykke på anden, så den piber, ja, så koster det altså den berømte omgang.
Jeg har forresten tidligere her på bloggen skrevet om herreværelset. Artiklen kan ses her.

Panorama

2012-02-05T23:28:00.005+01:00

Jeg sad søndag og legede lidt med PhotoMerge, som er en applikation til PhotoShop, og som bruges til at smelte flere billeder sammen til panoramaer.
Det er nemt og enkelt - og kræver egentlig bare lidt maskinkraft og lidt tid, for programmet laver hele arbejdet. Jeg er imidlertid ikke så vild med panorama-billeder - for i virkeligheden er det jo ikke virkeligheden, som de viser, men en konstrueret virkelighed. En konstrueret virkelighed der dog er ganske virkningsfuld, når man for eksempel vil vise det storslåede landskab med de uendelige flader af hævet havbund her på egnen.
Problemet ligger i, at det menneskelige synsfelt i virkeligheden er temmelig begrænset - stort set begrænset til det gængse 3:2 billedformat, som langt de fleste fotos her på bloggen også gengives i. Det problem har blandt andet ejendomsmæglerne løst ved hjælp af de såkaldte 3D-fotos, hvor man kan panorere rundt i et hus eller en lejlighed.
Sådan en løsning kunne faktisk være en flot gimmick til min hjemmeside. Jeg går ud fra, at det laves ved hjælp af en eller anden Flash-teknik, men ved desværre ikke lige hvordan. Så derfor: Hvis der er nogen af bloggens læsere, der ved, hvordan jeg kommer i gang med en sådan løsning - uden at det koster en bondegård - vil jeg blive taknemmelig for at høre nærmere.
På forhånd tak.

Ikke ligefrem varmt...

2012-02-04T20:23:00.004+01:00

Lørdag morgen bød på vinterens foreløbige kulderekord her på Øland.
-16,3 stod termometret på, netop som solen stod op kl. 8.15. Men allerede nogle minutter senere, hvor jeg havde fundet kameraet frem, var temperaturen steget til -15,7. Den fortsatte endnu et par grader og lå dagen igennem lige under de ti frostgrader.
Det er en herlig arktisk kulde - meget tør og absolut til en dag udendørs. Netop den slags kulde giver mindelser om de glade dage i Sapmi, Finnmarka, i det nordlige Norge. For med vinden fra øst er det kontinentalkulde, som vi kun sjældent oplevede på den grønlandske vestkyst i Nuuk. Bevares, det kunne sandelig også blive så koldt der - men det var en mere fugtig og gennemtrængende kulde, som i knap så høj grad indbød til udendørs aktiviteter.
Dagen gik blandt andet med siesta foran grillen på terrassen - og så selvfølgelig lidt fotografering. Nu er der nok nogle af læserne, som undrer sig over, at jeg gider blive ved med at fotografere de samme, helt almindelige småfugle i haven - skovspurve, musvitter, solsorte, blåmejser og så videre - men jeg kan ikke lade være. Drømmen om det perfekte, ultimative fuglebillede driver mig.
Men det blev nu ikke lige i dag, at det kom i kassen. Musvitten vendte bogstavelig talt røven til mig - og den knapt udfarvede, unge solsort lettede fra foderbrættet i samme sekund, som jeg fik stillet skarpt. Men pyt - vejret var jo fint. Søndag er dagen tiltaget med to timer og to minutter siden vintersolhverv- og i den kommende uge går det stærkt med en daglig tilvækst på mellem fire og fem minutter. Snart er de lyse timer over os.

Livskraft

2012-02-04T09:49:00.003+01:00

"Er der vilje, er der vej", skrev straffefangen og udbryderkongen Carl August Lorentzen på væggen, da han i 1949 brød ud af Horsens Tugthus.
Ordene kunne også være overskriften på denne lille historie, der viser lidt om livets vilje til at spire - selv om alle odds er imod.
I går fandt vi dette halve rødkål, som vi havde glemt efter juletravlheden. Det er et fint, lille rødkålshoved, som egentlig skulle have været syltet - men det nåede vi altså ikke.
I mellemtiden har det ligget i mørke i en kold, men frostfri flamingo-kasse - og sandelig om ikke underet er sket. Rødkålen er begyndt at spire midt i al mørket og kulden. Hvor der er vilje, er der også en vej. Og naturen har viljen til at overleve - uanset næsten hvad man byder den.
I disse dage med sibirisk vinterkulde dør op imod 90 procent af småfuglebestanden - men det gør ingenting, for små fugle får mange unger, og næste vinter er de klar til at blive ofret på vinterens alter. Den enkelte betyder så lidt, det er artens overlevelse, der er det vigtigste.
Et andet eksempel finder vi her i Nordjylland, hvor bøgen er på nordgrænsen for sin overlevelse. Derfor må den tage alle tricks i brug, og det giver sig blandt andet udslag i, at nordjyske bøgetræer ofte skyder fra stødet, når de er fældet. Det sker aldrig længere nede i landet, hvor forholdene er bedre for en bøg - og den kan derfor sikre sin overlevelse blot ved at kaste en årlig ladning bog på jorden.
Men selv om det er naturens gang, fodrer vi alligevel fuglene her i vinterkulden. Lidt sentimental må man dog have lov til at være - og så er jeg stadig imponeret over rødkålens vilje til at overleve. En ganske flot plante er det jo forresten også.

Gåsegang

2012-02-03T06:21:00.005+01:00

For et par dage siden kunne jeg fortælle om de lukulliske lækkerier, som vi forrige fredag satte til livs i Øland Sildelaug - blandt andet lækre, fyldte gåsebryster.
Det har imidlertid ikke skræmt gæssene, som i øjeblikket holder til på Øland i tusindtal. Vi hører dem natten igennem, når de holder nattesæde nede ved Ulvedybet. Der bliver diskuteret ivrigt - og det kan høres i hele kvarteret, for det går bestemt ikke stille af sig.
I løbet af morgenen letter så nattens fugle i flokke på tusinder og atter tusinder gæs. Ofte flyver de - stadigt ivrigt diskuterende - mod dagens fouragering på de mange frodige marker i omegnen.
Da jeg forleden kørte mellem Attrup og Haverslev stødte jeg på en - selv efter lokale forhold - enorm gåseflok, som gik på en mark lige ved siden af vejen. Jeg stoppede for at tage et billede, men allerede inden jeg havde gjort kameraet klart, var de første fugle i luften. For nok gør de rent lydmæssigt meget ud af sig, gæssene - men derfra og så til at stille sig op til en fotosession er der alligevel et stykke vej, så gæssene gik i luften.
Da en gås nemt kan veje både fire og fem kilo, er det altså adskillige tons velsmagende fuglekød, vi ser på billederne her. Fuglene kan imidlertid ånde lettet op. For med februars komme er jagten forbi - i denne omgang. De næste måneder bliver der fred og ro, mens afkommet planlægges og opfostres. Ikke nødvendigvis på Øland, for mange af gæssene er vintergæster, som tilbringer sommeren i det nordlige skandinavien og på Svalbard.
Nu er gæs jo en broget flok - og det er ikke altid så let at bestemme arterne i farten. Men mit gæt er, at de fleste af gæssene i luften på billederne er enten grågås eller kortnæbbet gås. På jorden er der en del canadagæs.
De seneste dages klare og stille frostvejr byder jo også på flotte solopgange og -nedgange. Det sidste foto er taget onsdag aften ved halvsekstiden nede ved Ulvedybet.

Istapperi?

2012-02-02T07:28:00.008+01:00

Det chilenske politi efterforsker i øjeblikket et tilfælde af tyveri af is fra Jorge Montt-gletcheren i Patagonien, meddeler den norske avis VG.
Politiet stoppede for nogle dage siden i nærheden af gletcheren en lastbil, der var lastet med fem tons is, som skønnes at kunne indbringe 35.000 kroner på det sorte(!) marked. Chaufføren er sigtet for tyveri fra et kultur-mindesmærke. Jorge Montt gletcheren ligger i forbindelse med en ismasse, der er verdens tredjestørste.
Heldigvis er man ikke så karrig med isen i Grønland - og på billedet ser man bloggeren på den grønlandske indlandsis nær Kapisillit i bunden af Nuup Kangerlua med en whiskysjus - selvfølgelig behørigt forsynet med is samlet direkte op fra verdens næststørste isterning.
I tiden i Grønland var det ganske almindeligt at bruge gletcheris i sjusserne. Ofte lå der et strandet isfjeld på stranden ved Nuuk - og her kunne man så hente den mest lækre og knitrende is til aftenens night-cap. Gletcheris er noget helt særligt, da det er fyldt med små luftbobler, som brister med en særlig knitren, når isen smelter i drinken.

P.s.: Min gode ven, Kokholm oppe i Nuuk, har været så venlig at forsyne mig med et foto af den aktuelle issituation på strandene ved Nuuk. Som det ses, er der masser af fri is - lige til at putte i sjusserne, uden risiko for sigtelser for tyveri.

Dagens ord XLIX

2012-02-01T21:30:00.006+01:00

Dagens ord er pangram - og jeg må dybt beskæmmet indrømme, at jeg ikke erindrer nogen sinde at have hørt dette ord før. Det undrer mig meget, da jeg jo i en del år har arbejdet i reklamebranchen og dermed den grafiske industri.
Et pangram er en sætning, som indeholder alle alfabetets bogstaver. Udover at være en sjov ordleg bruges pangrammet til blandt andet at demonstrere skrifttyper. Jeg stødte på ordet på min søsters blog. Hun er en ivrig kalligraf - og bruger derfor pangrammerne til at træne denne fine skrivekunst.
Hun bruger sætningen "Værktøjsmager Willy Carlsen fandt den åbne quiz på Hotel Rex for nem". Men det kan sagtens gøres kortere. I Guinness danske rekordbog findes det perfekte danske pangram på 29 bogstaver kreeret af Kenneth Rosenkilde i 2000: "Høj bly gom vandt fræk sexquiz på wc". En ganske pikant ordleg må man sige...
Pangrammet er i familie med andre bogstavlege som for eksempel palindromet, der er en sætning, som staves ens forfra og bagfra. Mit yndlingseksempel er: "Gid da den dame så de sørens asner øse dåsemad ned ad dig". Et andet palindrom er "En af dem der red med fane". Dette palindrom blev benyttet af båndoptagerens opfinder, Valdemar Poulsen, til at teste, om sætningen ville give mening, hvis den blev afspillet baglæns. Så enkel er virkeligheden dog ikke, men det var altså også i tiden omkring forrige århundredeskifte, at den danske opfinder skabte det senere så nyttige apparat.
En anden ordleg er anagrammet, hvor det gælder om at konstruere et nyt ord ud fra et kendt ords bogstaver. Med bogstaverne fra "Jesper Hansen" kan man sjovt nok skabe ordet "snapsehjerne" - uden at jeg dog mener, at man skal lægge for meget i det.
Når jeg aldrig før er stødt på ordet pangram, kan forklaringen være, at de grafikere, som jeg gennem tiderne har arbejdet med, har benyttet "Lorem ipsum"-mumleteksten. Det er en latinsk tekst, som man sætter ind i layouts for at vise, hvordan typograferingen vil tage sig ud, selv om den endelige tekst ikke er færdig.
Den latinske tekst er oprindelig skrevet af Cicero, og kan i dag hentes på nettet i metervis, hvis man skal lave et udkast på et layout. I mine unge dage købte man Lorem ipsum-teksten i de mest almindelige skriftsnit på Letraset-ark, som blev gnubbet på udkastet ligesom de gammeldags overførsels-bogstaver fra samme firma.

Den store slæderejse

2012-01-30T23:37:00.002+01:00

Igen mandag eftermiddag var der liv på kælkebakken i Farsø.
Det er godt at se, at der er børn og forældre, der lader hånt om SFO'erne og andre forkromede pædagog-tilbud uden for skoletid og i stedet tager en tur ned ad bakken på slæden med en god chance for en tur på skadestuen - den eneste offentlige institution, som alle raske piger og drenge bør besøge jævnligt.
For det er her på kælkebakken, at fremtidens Sirius-folk og fremtidens polarforskere fødes. Unge, der mærker farten og den iskolde vind, som prikker i de røde kinder. Som pludselig synes, at noget af det mest spændende er Knud Rasmussens og Peter Freuchens mere eller mindre sande historier fra egne, hvor sne og kulde dominerer. Fantasifulde hjerner som ej vil afvise, at alt, hvad Jørn Riel skriver, er den pureste sandhed. Modige børnehjerter som pludselig forstår, at ude i sneen er du din egen. Her er du nødt til at stole på egne kræfter. I sneen tændes frihedens glød til en brand, der aldrig må slukkes.
Jo - sne er en god ting.

Snemanden og katten

2012-01-29T21:28:00.004+01:00

Så fik vi endelig sne - mere end to måneder senere end sidste vinter.
Træls, siger nogle. Omsider, siger andre. Jeg holder nok mest med de sidste, for der skal altså sne til, for at det er rigtig vinter.
Jeg har været i Farsø i dag - og fandt denne snemand med sin kat på Grøbølle sådan cirka midt på eftermiddagen.
Men allerede fra morgenstunden var der liv på kælkebakken ved kirken - og det var sjovt at se, hvordan livet i den lille by på den måde er uforanderligt, selv om det snart er 50 år siden, at jeg selv kælkede på den selvsamme bakke. Internet, computerspil, børne-MGM er forskellen, men glæden ved den nyfaldne sne er dog den samme. Hurra for det - for det viser, at verden trods alt ikke er helt af lave, selv om meget ellers tyder på det.

Shell i flammer...

2012-01-28T13:46:00.006+01:00

Jeg beklager det dybt - men den her ligger altså lige til højrebenet, som man siger...
Forleden var der en eller andet tumbet neanderthal-type, som blev sur over at være taget i et forsøg på at stikke af fra regningen på Shell-tanken i Løgstør. Han blev faktisk så sur, at han om natten vendte tilbage og stak ild til tanken. Det er så ubeskriveligt dumt, at middelalder-straffe som 14 dages gabestok på torvet i Løgstør og et lavement eller to ligger ligefor.
Men jeg kan altså ikke gøre for det - begivenheden har altså også sat gang i den indre jukebox. Og det er naturligvis Kasper Windings gamle klassiker "Sjæl i flammer", som det handler om.
Melodien blev i sin tid skrevet til TV-serien "En gang strømer" i 1987 - og er nok en af de mest markante kendinger, som er lavet i dansk TV. Og når den så handler om "Shell i flammer", så er det en passende lejlighed til et lille genhør:

Stegte saltsild

2012-01-28T12:36:00.004+01:00

Så har der atter været møde i Øland Sildelaug - og som sædvanlig skal bloggens læsere da ikke snydes for et par billeder af den udsøgte menu.
Vi lagde ud med stegte saltsild. Sildefileterne lægges i en pose med salt i tre timer, skylles og vendes i rugmel. Steges på pande i et par minutter og serveres på smurt, groft rugbrød. Der pyntes med bløde løg og hakkede rødbeder - og så gives der sennep til. Jeg prøvede mig lidt frem - og fandt ud af, at en blanding af sød, bornholmsk sennep og så en almindelig Arffmann giver den bedste smag. Og med den bedste smag, så mener jeg det faktisk. Sådan en mad er tæt på himmelske højder.
Dagens hovedret var fyldte gåsebryster med brun sovs og kartofler. Ganske traditionelt, men piftet op med en særdeles utraditionel pæresalat med valnødder og parmesan. Et ganske smukt og velsmagende alternativ til den kedelige og trælse waldorfsalat.
Desserten var godt med mandesnak og så selvfølgelig Ølandsangen.

Dyden går amok

2012-01-26T22:56:00.006+01:00

Danmarks bedste TV-kanal TV2-Charlie har i denne uge budt på en kavalkade af mindre kendte - og ikke mindst mindre anerkendte - danske film.
Torsdag aften stod den på lystspillet "Dyden går amok" efter Knud Poulsens bagatel af en skæmte-roman af samme navn. Jeg har gennem tiderne læst bogen adskillige gange med stor fornøjelse, men må også bryde sammen og tilstå, at jeg aldrig har set filmen - før torsdag aften.
Det er en skam, for det er et herligt lystspil - fest og højt humør hele vejen igennem. Mandehørm og bajere på bordet, da et københavnsk jagtselskab tager ophold på kroen i det lille vestjyske fiskerleje Hu.
Filmen følger bogen temmelig slavisk og lægger ud med historien om "Det Bette Komfur", spillet af Arthur Jensen i den for ham usædvanlige rolle som et rigtigt mandfolk, der imponerer konen med en ganske ualmindelig voldsom vandladning. Og så er linjen ellers lagt. Det er faktisk sjovt, og filmen holder vand den dag i dag efter næsten 50 år, omend de erotiske scener, der i sin tid var et væsentligt salgsargument, med vore dages briller må anses for at være ganske uskyldige.
Dyden går amok er indspillet i fiskerlejet Stenbjerg ved Thisted. I en birolle som fiskerlejets præst ses en ung Gabriel Axel. Han vendte senere tilbage til Stenbjerg, da han instruerede Oscar-vinderen Babettes Gæstebud, der jo også foregår i den karske og barske vestkyst-natur.
Traileren til Dyden går amok kan ses nedenfor - og den giver et ganske godt indtryk af løjerne. Hvis man vil vide mere, findes der på Thisted Biblioteks hjemmeside en god artikel om filmen - og ikke mindst dens forankring i lokalsamfundet, der jo også har lagt kulisse til en anden dansk klassiker - Olsenbanden i Jylland.

Subjekt(ivt)

2012-01-25T23:52:00.003+01:00

Melodi Grand Prix. Should've known better. Hvem? Sku' ha' vidst bedre. Hvem? Ordblind? Sku' ha' gået til Louis Nielsen.
Ungdommeligt letsind. SMS-sprog. Sætninger uden grundled. Uansvarligt. Dumt. Forfladigende.

P.s. Unge piger med underbid og store hager. Nyt kvindeideal?

P.p.s. Danmarks Radio. Talentkonkurrencer. Public service?

Foto: DR

Stilhed

2012-01-23T14:35:00.004+01:00

Der er intet i verden så stille som sne, hedder det i den gamle talemåde - men mindre kan da også gøre det. For eksempel en dag som i dag, hvor vejret har budt på næsten klart vejr, frost og bogstavelig talt vindstille.
Så selv om jeg egentlig havde en aftale med skrivemaskinen hele dagen, blev det alligevel til en lille tur med kameraet ned til fjorden ved middagstide - for det er jo en sand lise og god inspiration, når fjorden sådan ligger blikstille og spejlblank hen.
En god del af tiden gik nu med at jage en musvåge. Desværre var den næsten umulig at komme på skudhold af i det åbne landskab, så det blev kun til en stribe billeder af en flygtende musvåge - og den slags er jo ikke den helt store sensation.

Jeg er alligevel så tilfreds med billederne, at jeg bringer dem her. For det er vidnesbyrd om en god tur til Limfjorden på en dag, hvor lysforholdene stadig er vinterlige og fuglene mest er noget, man hører på afstand - og for billede nummer tos vedkommende også et vidnesbyrd om, hvor stor og flot en fugl, vores mest almindelige rovfugl, musvågen, er.

Kongen af Danmark

2012-01-22T21:57:00.010+01:00

Historien om Kongen af Aalborg vakte betydelig opsigt i Dovregubbens departement for etymologi, som satte sig for at finde ud af, hvorfor vi kalder røde bolcher med lakridssmag for Kongen af Danmark.
Det er en sjov lille trivia-oplysning - og udtrykket er betydeligt ældre, end jeg umiddelbart troede.
For der er faktisk blevet lavet Kongen af Danmark-bolcher i landet lige siden Christian den femtes tid - og han var konge fra 1670 til 1699.
På den tid brugte man anisolie som medicin mod ondt i halsen. Kongen var imidlertid ikke særlig vild efter denne behandling, da hans kongelige smagsløg fandt, at smagen var for stærk. Livlægen fandt derfor på at røre anisolie ind i varm sukkermasse og tilsætte et par dråber rødbedesaft - og vips - så var Kongen af Danmark-bolcher opfundet.
De klassiske Kongen af Danmark-bolcher produceres af Evers og markedsføres af mærkevarespecialisten Leaf Danmark. Her i huset spiser vi også Kongen af Danmark i en sukkerfri udgave, der produceres af Fribol i Fjerritslev. Virksomheden er specialiseret i diabetiker-produkter. Det er en tradition, at Dina får et bæger Kongen af Danmark-bolcher, når vi handler på mejeriet i Aabybro, hvor vi blandt andet køber is og ost. I det hele taget byder mejeriet på et hav af lækkerier - og kan stærkt anbefales.
Min mor fortalte mig i dag, at i hendes barndom var det en tradition, at købmanden i Tirstrup til min mormors store fortrydelse forærede børnene en pose Kongen af Danmark-bolcher, når familien vistnok en gang om ugen betalte købmands-regningen.

Kongen af Aalborg

2012-01-21T08:11:00.006+01:00

Kongen af Aalborg er ikke Henning G. Jensen, hvad mange ellers mener. Det er derimod navnet på den officielle danske Melodi Grand Prix-drink.
Det er Aalborghallen, der står for udnævnelsen. Det nordjyske kulturcenter skal være vært for den angiveligt store musikalske begivenhed, og det er planen, at Kongen af Aalborg skal serveres som velkomstdrink til deltagerne.
Jeg tjekkede den lige i fredagsbaren - og jeg kan da afsløre, at den, som navnet antyder, smager umiskendeligt af Kongen af Danmark-bolcher. Da jeg er vild med lakrids, er det sikkert heller ikke nogen hemmelighed, at drinken så ganske absolut faldt i min smag.
Opskriften lyder sådan; to cl Rød Aalborg, to cl pernod, halvanden cl grenadine og tolv cl sprite. Der pyntes med en skive lime på glassets kant. Da vi her i huset efter gammel grønlandsk tradition bruger Faxe Kondi i stedet for Sprite, blev det kondien, som vandt - og selv om det ikke er nævnt i opskiften, blev det altså også til et par isterninger.
Som nævnt smeger drinken af Kongen af Danmark-bolcher - og det er da ganske interessant med en drink, hvor Rød Aalborg indgår. Det ser man ikke så tit. For sjovs skyld prøvede jeg at lave drinken uden Rød Aalborg, men den holder ikke. Så smager det alt for meget "bare" af pernod. Skal man have den rigtige bolche-smag, skal der altså brændevin i.
Med Kongen af Aalborg i glasset er der dækket op til en forhåbentlig festlig Melodi Grand Prix-aften i Aalborg. Selv regner jeg nu ikke med at se det. Programmet sendes jo efter min sengetid.

Det lysner

2012-01-17T23:11:00.006+01:00

Dagen er nu tiltaget med 47 minutter siden vintersolhverv, så vi går stille og roligt mod lysere tider. Dagen tiltager i øjeblikket med tre til fire minutter i døgnet, og det er så meget, at det kan mærkes fra dag til dag.
Så smukt så det ud ved Aggersund-broen, da solen tirsdag stod op på en frostklar og vindstille januardag.

Blomkålsgratin

2012-01-16T00:53:00.004+01:00

Blomkålsgratin er sådan en lækker ret, som egentlig heller ikke er så svær at lave - hvis bare man holder hovedet koldt og giver sig god tid. For fast-food er det bestemt ikke.
Blomkålsgratinen er en del af min mødrene arv. Vi fik det ofte derhjemme i min barndom - og det er da forresten også en glimrende ret til rester. Her i huset er der nu kun sjældent rester, så normalt laver jeg det med lidt skinkekød i tern af den billigste slags til pizza. Det er ikke så væsentligt, og det kan da også sagtens laves med kyllingekød eller fisk.
Jeg gør det på den her måde. Først deler jeg et blomkål i mindre buketter, som jeg blancherer i lidt, meget lidt vand (2 dl). Hvis man har lidt suppe til overs, kan man med fordel også bruge det.
Herefter deler jeg fem æg. Hviderne piskes hårdt op, så de bliver stive - og æggeblommerne sættes til side et øjeblik.
Så smelter man en god klat smør i en gryde og rører et par teskeer maizena godt ud i det smeltede smør. Så tilsætter jeg kogevandet fra blomkålen og en sjat mælk, så der kommer en tyk sovs ud af det. Smag til med salt og peber. Tag gryden af blusset og rør æggeblommerne i sovsen, som nu ikke må koge, da den ellers skiller. Herefter vender jeg forsigtigt de stive æggehvider i sovsen og hælder halvdelen i et smurt ildfast fad. Heri lægger jeg kødet og blomkålen lagvist - og har da også med succes, hvis jeg kun har haft et lille blomkål, suppleret med lidt rosenkål eller ærter og gulerødder, blancherede forstås.
Resten af sovsen hældes over. Det hele drysses med rasp og lidt salt og peber. Så kommer fadet i en 175 grader varm ovn. Det hæver lidt, så husk, at fadet ikke må være fyldt helt op - og at det ikke må stå på den øverste rille.
Efter cirka en times bagetid er gratinen færdig. Det er en temmelig mager ret, så hvis man er til det, kan man eventuelt garnere det med en klat smør, ligesom et drys persille heller aldrig har skadet.
Velbekomme.

Kvan

2012-01-14T22:39:00.005+01:00

Kvanen er noget af det mest urnordiske, vi har.
Allerede i vikingetiden blev den dyrket og brugt i madlavning - både på grund af sin smag og sit store indhold af C-vitamin. Både frisk og syltet kvan var således et effektivt middel mod skørbug på vikingernes lange rejser.
Kvanen findes i Grønland, hvor især børn holder af at spise stilkene - lidt ligesom rabarber.
Smagen er dog anderledes end rabarber. Stærkt krydret, aromatisk og særegen. Det gør kvanen velegnet også til kryddersnaps - hvad den også bliver brugt til i Grønland, ligesom kvan er en væsentlig ingrediens i gin og med til at give dette produkt sin særegne duft af barbersprit.
Jeg må indrømme, at selv om jeg bestemt ikke har noget imod gin, så er jeg ikke så vild med smagen af kvan - og der skulle derfor gå mange år, før jeg begyndte at eksperimentere med brændevin krydret med kvan. Da vi i 2008 boede i Straumsbukta uden for Trømsø, havde vi imidlertid kvan i haven - og det var altså for stor en fristelse, så der røg et par kvanstilke i en flaske vodka. Dette skal ske tidligt på året, da den mister smagen efter blomstringen.
Efter tre dage var væsken blevet fin lysegrøn - og kvanen blev taget fra og skulle således i teorien være klar til at drikke. Kvansmagen var imidlertid ganske overvældende - og da jeg som sagt ikke er så vild efter den, blev det kun til et par glas.
Flasken røg derfor ned i gemmerne - og det var først for ganske nylig, at jeg åbnede den igen. Der var sket et lille under. Farven var skiftet fra den lysegrønne til en dyb brun - nærmest mahogni. De tre års lagring havde fået alle kvanens gode egenskaber til at gå op i en højere enhed med spritten - og jeg vil uden at blive rød i hovedet påstå, at min kvansnaps giver smagsoplevelser hen i retning af en fin cognac. Så nu er kvanen pludselig blevet et hit her i huset - men da jeg ikke har meget af den kun i små afmålte doser ved passende lejligheder. Og da min kvan-brændevin er af norsk oprindelse, synes jeg da også, at jeg kan tillade mig at bruge glassene fra den norske linie-akvavit til formålet. Polarcirklen er jo også en slags linie.
Da historien således endte lykkeligt, overvejer jeg i disse dage seriøst om vi ikke skal til at have en kvan i haven. Den trives nemlig også glimrende i Danmark - blandt andet på strandengen ned ved Øland-Gjøl-dæmningen.
Kvan kan ved et hurtigt øjekast godt minde om bjørneklo, hvilket kan få grimme følger - men et sikkert kendetegn er blomsten, der er skærmformet hos bjørnekloen, mens den hos kvan er kugleformet.
Forresten er kvan et af de få ord fra nordbo-perioden, som har fundet ind i det grønlandske sprog. På grønlandsk hedder kvan kuannerit. På latin hedder kvan angelica archangelica, hvilket jeg finder er et ganske smukt navn med klare mindelser om himmelsk fryd - og det kan kvanen altså byde på, hvis bare man gemmer den tre år, inden man begynder at drikke den.

Fra arkivet: Stærke kvinder

2012-01-14T02:46:00.006+01:00

Gennem mine mange år i Nuuk arbejdede jeg som kommunens informationschef tæt sammen med den daværende borgmester, nu afdøde Agnethe Davidsen.
Af samme grund var Agnethe Davidsen ofte i søgeren for mit kamera - og jeg har en del billeder af hende. Ofte på talerstolen, men også fra en række mere eller mindre officielle begivenheder, hvor pressen ikke altid havde adgang, men der alligevel skulle tages et billede som minde.
Jeg har for lang tid siden lovet Agnethes datter, Heidi, at hun måtte få en kopi af nogle af billederne, men det er ikke rigtig blevet til noget, før hun fredag aften prikkede til min dårlige samvittighed på Facebook.
Så her iler jeg med to fotos fra 2002. På det øverste foto er Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, på besøg på borgmesterkontoret - og jeg fik dette fantastiske billede af et par storsmilende stærke kvinder. Bemærk venligst begge kvinders mellemrum mellem fortænderne - man skulle næsten tro, at de var i familie...
Det andet billede er fra et møde i Nuuk-Torshavn-Reykjavik-fonden på Færøerne i 2002. Borgmestrene fra de tre nordatlantiske hovedstæder er fotograferet foran kirkeruinen i Kirkebø. Jeg kan desværre ikke huske navnene på borgmesteren fra Reykjavik og Torshavn, men der er ingen tvivl om, at Torshavn-borgmesteren her står mellem to stærke kvinder.
Jeg husker forresten endnu begivenheden som var det i går. Vi var til middag på kongsgården - og bagefter stod den færø-dans. Jeg kom hjem med to sorte tånegle - men det var nu ikke de stærke kvinders skyld...

Galanterier

2012-01-13T22:14:00.007+01:00

Det er jo lidt af en underlig vinter i år - for det er faktisk slet ikke vinter, rent vejrmæssigt.
Det ser vi tydeligt i haven, hvor mange af de første forårsbebudere faktisk står med bristefærdige knopper. Netop i dag opdagede jeg, at vintergækkerne i løbet af den seneste uge er begyndt at dukke op af jorden. Og vintergækken - galanthus navalis, heraf overskriften - har travlt, så knopperne kommer næsten samtidig med spirerne.
Men vintergækkerne er nu ikke alene på markedet. Henne under lærketræet ved siden af drivhuset stikker en hyacinth sine store svulmende blomsterknopper op. Den er faktisk lige så langt i væksten som de hyacinther, som vi har inde i stuen. Den her er nu en enlig svale, for havens øvrige hyacinther er først nu forsigtigt begyndt at stikke de første grønne spirer op af jorden.
Allerede før jul stak de første krokus spirerne frem - og også her er der nu begyndt at dukke knopper op. Det er sikkert alt for tidligt - og meteorologerne lover da også frost i weekenden, men ellers skulle temperaturerne de næste par uger holde sig på plussiden - og så bliver det nok svært at holde de små forårsblomster i jorden. Men lidt frost og sne tager de næppe heller skade af - selv om det er lidt for tidligt efter min personlige smag. Jeg savner ærlig talt en rask lille snestorm.
Vi skal selvfølgelig også have med, at julerosen står i fuldt flor. Det er der såmænd ikke noget mærkeligt i, for det er jo netop en julerose. Men dens nære slægtning påskeklokken er også godt på vej med store knopper, så mon ikke vi også kommer til at se den inden for en overskuelig fremtid?

Pas nu på den økse, Eugene

2012-01-11T16:20:00.004+01:00

Man skal selvfølgelig passe på. når man arbejder med en økse. Sådan en er skarp og kan lave store huller på en uforsigtig sjæl, men det udelukker nu ikke, at man også kan passe godt på sin økse.
I disse dage kløver jeg brænde. Det er noget forholdsvis frisk fyrretræ fyldt med knaster og grene, og det kan næsten ikke undgås, at økseskaftet får sig nogle skrammer.
Det synes jeg naturligvis er synd for min tre kilos kløveøkse - Storebror - og så er det forresten med til at gøre øksen farlig at arbejde med, for sæt nu at skaftet brækker...
Heldigvis er manden jo gammel spejder og ved, at der er råd for den slags. Så i dag har jeg lagt en takling på skaftets øverste 10 centimeter. Taklingen skal tage de værste skrammer og beskytte skaftet.
Nu er sådan en takling jo et stykke helt elementært tovværksarbejde, men det var nu ikke helt uden problemer. For i dag er det næsten ikke til at skaffe ordentligt tovværk i naturfiber til en pris, der er til at betale, så det endte med, at jeg brugte et fire millimeters nylonreb. Nylonreb er noget, Fanden har skabt i vrede. Bevares, det er næsten uforgængeligt, men det er altså noget skrammel at arbejde med. Problemet i den her sammenhæng er, at nylon er meget glat - og det er økseskaftet også. Så det var temmelig svært at få taklingen til at ligge lige og stramt - og samtidig se ordentlig ud. Jeg er lidt spændt på, hvor længe den bliver ved med at se ordentlig ud. Går det helt galt, kan jeg blive nødt til fæstne den med en gang Araldit - eller endnu værre, oh rædsel, skifte taklingen ud med gaffa-tape. Det holder garanteret, men ser rædselsfuldt ud!
Overskriften er lånt fra Pink Floyds gamle hit, Careful with that axe Eugene, der vistnok også handler om, hvordan det kan gå, hvis man ikke passer på.

Sumpmejsen

2012-01-10T23:54:00.003+01:00

Det er ikke blevet til meget fuglekiggeri denne vinter - dels fordi det har været et møgvejr, og dels fordi det simpelthen ikke har været vintervejr. Det giver fuglene masse af fødemuligheder, så trængslen på foderpladserne har ikke været så voldsom.
Men tirsdagen bød på fint, stille vejr - og det afslørede et sandt fugleleben i havens buske. Også foderpladsen var pludselig tiltrækkende set fra fotografens side - og det blev da til en stribe fotos. Mest af alt af de gamle kendinge fra ethvert foderbræt; bogfinke, skovspurv, musvit, dompap og blåmejse.
Men det skal nu også med, at jeg gennem nogen tid har lagt mærke til, at sumpmejserne har interesseret sig for foderbrættet. De er typisk samlere og kommer kun på foderpladsen for at hente føden, som de så gemmer i barksprækker og lignende. Derfor går det også stærkt, når de kommer, og det er med at være hurtig på aftrækkeren.
Som det ses øverst, lykkedes det i dag at få en sumpmejse i kassen, da den et kort øjeblik stoppede op i arbejdet.
Sumpmejsen, der i gamle dage blev kaldt gråmejse, er en forholdsvis almindelig fugl i danske haver, men man skal som sagt være hurtig for at se den meget lille og sky fugl. Den ligner i øvrigt fyrremejsen til forveksling, men da fyrremejsen kun findes i Sønderjylland, tør jeg med stor sikkerhed bestemme kammeraten på billedet som sumpmejse.
Udover fuglene på brættet noterede jeg en stor flok på cirka 30 grønsiskener i elletræerne ovre ved gadekæret. Det er vinterens første grønsiskener i bogen, men går det som sidste vinter skal vi nok få meget mere at se til dem, når de i begyndelsen af april samler kræfter til turen til sommerkvarteret i de baltiske stater og Rusland.

Barentsburg

2012-01-09T12:41:00.006+01:00

Barentsburg er en lille russisk koloni på Svalbard. Selv om øgruppen traktatmæssigt er demilitariseret, tjente byen som et vigtigt strategisk støttepunkt for Sovjetunionen under den kolde krig med sin beliggenhed midt i polarhavet.
Efter murens fald gik Barentsburg en lidt tvivlsom fremtid i møde - og da jeg besøgte byen i 2001, var det et sted præget af pessimisme og forfald. Men også et stykke Rusland tæt på Norge - og som beboerne konstaterede al usikkerhed til trods: - Vi har det jo nok bedre end derhjemme.
For med sin beliggenhed kun et par timers sejlads eller en lille times snescooterkørsel om vinteren 40 km fra den norske Longyearbyen, havde indbyggerne masser af vestlige forbrugsgoder inden for rækkevidde. Det var en søndag, jeg besøgte Barentsburg - og på denne officielle fridag var mange af byens arbejdere klædt i det fineste vestlige dress - Armani-habitter og Puma-sko.
Men ellers var besøget ganske spændende - for det var altså et stykke sovjet derude i polarhavet. På gaden var der stadig Lenin-skulpturer og damer klædt i lange frakker som i Dr. Zivago - og i den lokale bar flød vodkaen i stride strømme, mens Babushka-dukkerne stod sørgmodigt ved siden af fjernsynet, der selvfølgelig viste CNN.
Efter murens fald skete der et voldsomt fald i indbyggertallet, og der var derfor en del tomme, men i sit arkitektoniske udtryk særdeles sovjettiske boligblokke i Barentsburg. Det var lidt sjovt at se, hvordan mågerne var rykket ind her - for med lidt god vilje kan disse murstenskolosser sagtens bruges som et fuglefjeld.
Der er i dag cirka 500 indbyggere i Barentsburg, der er opkaldt efter den hollandske opdagelsesrejsende Willem Barenz, der i 1800-tallet lavede de første optegnelser over Barentshavet - den del af Atlanterhavet, som ligger mellem Svalbard og Rusland.
Den officielle grund til den russiske tilstedeværelse på Svalbard er kulminen i Barentsburg. Den leverer kul af en finhed, som langt overgår russisk kul - og derfor bliver det meste af kullet eksporteret til vesten, blandt andet de kulfyrede danske kraftværker.
Den kolde krigs ophør er ikke den eneste trussel mod Barentsburg. I 2006 udbrød der brand i kulminen, og man har derfor været nødt til fylde den med havvand. I nogle år var det usikkert om produktionen ville blive genoptaget, men minen åbnede igen i 2010. Det er det nationale, russiske minefirma Arcticugol, der driver kulminen.

Chablis-chateau-chat-sjat-pjat

2012-01-09T11:35:00.003+01:00

Det er vel de færreste, der vil indrømme det - men jeg kryber da gerne i skriftestolen og bekender, at jeg drikker sjatter.
Og jeg synes da forresten, at det hverken er pinligt eller udtryk for gerrighed, når vi taler om en god sjat Chablis, der havde overlevet nytårsaften. Lørdag aften kunne der lige vrides en enkelt glas ud af flasken, som havde tilbragt årets første dage i køleskabet - og det smagte herligt.
Jeg har en svaghed for Chablis - altid tør og forfriskende - og denne her havde et strøg af citrus, der nytårsaften gjorde den til det perfekte valg til røget laks og hellefisk.
Den opmærksomme læser vil måske have bemærket, at der er tale om en premier cru fra Montmains 2008. En glimrende vin, der blandt andet er kåret som ugens vin på hjemmesiden aov.dk.
Premier cru er den næstbedste klassifikation i Chablis - og der er pt cirka 40 vingårde med dette prædikat. Vinen er til at få for en rund 100 kroners-seddel - og mon ikke det er tegn på, at der er ved at gå lidt inflation i de franske klassifikationer. I gamle dage ville en sådan fin flaske næppe være tilgængelig for almindelige mennesker, som køber deres vin i Brugsen og Aldi.
Jyllandspostens vinanmelder Niels Ehler har tidligere beskæftiget sig med dette problem - og jeg vil gøre hans ord til mine: Ét sted i Frankrig er der for alvor gået inflation i Grand Cru begrebet - nemlig i Bordeauxdistriktet Saint Emilion. På trods af stedets begrænsede størrelse findes der flere hundrede officielle Grand Cru Slotte. Derfor har man måttet opfinde et endnu højere niveau Grand Cru Classé (over 60 ejendomme) og endelig toppen af toppen, nemlig Premier Grand Cru Classé. Det eneste brugbare råd er derfor, at man bør smage, før man køber, og ikke blot lade sig dupere af etiketten.

Da manden gik i kloster

2012-01-07T20:06:00.005+01:00

Helligtrekongers aften var det tid til den traditionelle nytårsgildehal - nytårskur om man vil - i 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg. Og traditionen tro var Aalborgs gamle kloster fra 1500-tallet den smukke og stemningsfyldte kulisse for begivenheden.
Normalt gider jeg ikke slæbe kameraet med til festlige lejligheder, men da det ikke er så tit, at jeg går i kloster, havde jeg det alligevel med fredag aften. Begivenheden foregår i klosterkælderen og refektoriet, der virkelig byder på mange gode fotomuligheder - ikke mindst kælderens spændende kalkmalerier, der var overmalet i de første 300 år efter reformationen, men som nu kan ses i al deres pragt.
Jeg tog en stribe billeder og lader dem tale for sig selv. Til sidst et enkelt billede af manden selv i festskrud. Som det ses, er jakken blevet rigelig stor - det synlige bevis på at jeg har tabt mig en del det seneste års tid. Storhed står for fald - og selv en gudsfornægter som undertegnede går i kloster. Ak ja...

Luft under vingerne XVI

2012-01-07T09:10:00.008+01:00

Luft under vingerne er igen airborne - og vi lægger ud med at se nærmere på Boeing 757.
Strengt systematisk burde flyet egentlig være omtalt i forbindelse med Boeing 767, som den deler cockpit og teknik med. Den væsentligste forskel er, at 767 er et såkaldt widebody-fly, hvorimod 757 har en normal rørformet kabine - og indretningsmæssigt minder mest af alt om Boeing 737, hvilket ikke er særlig pænt sagt.
Når jeg alligevel vælger at skrive en særlig artikel om 757, skyldes det, at det i sin tid var det første såkaldte atlantfly i Grønlandsflys flåde - og derfor har spillet en særlig rolle i mit liv som flypassager.
Grønlandsfly åbnede i 1998 under stor grønlandsk bevågenhed en rute mellem Kangerlussuaq og København og satte gang i en konkurrence med SAS, der indtil da var det eneste selskab på ruten. Konkurrencen endte med, at SAS i 2002 i forbindelse med luftfartsindustriens krise efter terrorangrebet på New York kastede håndklædet i ringen og indstillede sine operationer på Grønland. Konkurrencen var egentlig lidt besynderlig, da SAS er en af aktionærerne i Grønlandsfly/Air Greenland - men den havde stor betydning for den grønlandske selvfølelse. Personligt har jeg stor respekt for den grønlandske selvstændighedstrang, men alligevel gjorde det lidt ondt på mig, da SAS jo har haft en betydende pionerrolle i beflyvningen af Arktis og ikke mindst Grønland.
Vi var nok også et par stykker, der måske var lidt i tvivl om Grønlandsfly kunne løfte opgaven - men der skal ikke herske tvivl om, at selskabet i dag er opgaven voksen, og med den Airbus A330, som man bruger på ruten i dag, er der såmænd ikke den store forskel på at flyve SAS og Air Greenland.
Starten på ruten var imidlertid lidt kikset, da Grønlandsflys Boeing 757 havde en fortid som charterfly - og derfor ikke var særlig velegnet til en fragttung rute til Grønland. Det har jeg blandt andet diskuteret tidligere med en læser i forbindelse med en anden artikel, og jeg vil ikke gå dybere i den problematik. Blot lige nævne, at der ikke gik så lang tid, før Grønlandsfly gik i markedet efter en anden flytype til ruten - og i forbindelse med anskaffelsen af Airbussen også skiftede navn til det internationalt klingende Air Greenland.
I de første år fløj Grønlandsfly og SAS nærmest vinge mod vinge på ruten - og da 757 ikke er nær så komfortabel som 767, som SAS dengang benyttede - specielt på Business Class - fløj jeg de første år kun ganske få gange med Kununnguaq, som flyet blev døbt på grønlandsk efter Store Knud - Knud Rasmussen.
Senere blev det til en del ture, da Air Greenlands Airbus A330 var for stor til at lande i Narsarsuaq - og man brugte derfor Kununnguaq specielt på denne rute. Ellers fløj flyet mest charterflyvning i de senere år, indtil det blev afhændet i 2010 - og dermed også satte en stopper for den direkte beflyvning af Sydgrønland.
Som sagt var Kununnguaq født som charterfly - og Business Class sæderne var derfor almindelige standardsæder. Dog sådan at der var anbragt en slags bakke på det midterste sæde, og der derfor kun var fire sæder pr. række forrest i flyet. Maden og serveringen var selvfølgelig den sædvanlige, glimrende business-standard - og henset til min beskedne bredde gik det an, når der ikke sad nogen i midtersædet.
Rent flyvemæssigt er der ikke noget i vejen med Boeing 757, der ligger stabilt og sikkert i luften - også under den turbulente indflyvning til Narsarsuaq. Sikker er den også. Der er produceret i alt 1050 eksemplarer - og kun otte er gået tabt, herunder to eksemplarer den skæbnesvangre 11. september i 2001.
Den mest gruopvækkende tur, jeg har haft med flyet, var en charter fra Whitehorse i Yukon til Kangerlussuaq i 2000. Gruen skyldtes, at man havde glemt isterningerne - og den obligatoriske gin og tonic var derfor lunken. Det var ikke godt.
Jeg har forresten også fløjet 757 med Icelandair, dels på den relativt korte tur mellem Kastrup og Keflavik, men også på en charterrejse til New York. Den tur kunne være blevet slem, da det var på økonomiklasse, men her kom rutinen mig heldigvis til hjælp - og både frem og tilbage fik jeg charmet mig til en plads ved nødudgangene. Her er der nemlig ekstra plads, så det gik da an, selv om serveringen fra New York bestod af en besynderlig bearnaiseburger og slatne pommes frites.
Nu kan smag og behag jo diskuteres, men lad mig lige nævne til sidst, at jeg ikke synes, at 757 er et særlig pænt fly, især sammenlignet med søsteren 767 der er meget mere harmonisk i linierne. 757 har et mærkeligt højt landingsstel, som får den til at ligne en struds, når den stor på jorden. Desværre har jeg ikke fundet et foto uden copyright, som viser denne detalje, men prøv selv at søge på Airliners Net.

Foto: Wikipedia, Air Greenland, SeatGuru

Pantone

2012-01-04T23:35:00.016+01:00

Pantones farvevifte fejrer i år 50 års jubilæum. Det er en begivenhed, der helt sikkert vil blive anledning til lidt snak over fyraftens-bajeren - hvis en sådan fortsat findes - rundt om i den grafiske branche.
Farver skal jo have den farve, som farver har - og det er ikke altid lige nemt at styre.
Vi har jo visse kulører i vort sprog - grøn, gul, orange og så videre, men det kan dårligt gøre det. Både i teknisk og kunstnerisk sammenhæng er dagligdags ordbrug ganske utilstrækkeligt, blandt andet fordi vurderingen af farven i den sammenhæng beror på skøn og smag. Tag for eksempel den mørkegrønne farve, der af nogle beskrives som army-grøn og af andre som lortegrøn. For at lette kommunikationen mellem for eksempel designere og producenter har man nogle systemer til at beskrive farver mere nøjagtigt.
Velkendt blandt pc-brugere er RGB-koden, der tager sit udgangspunkt i en kombination af rød, grøn og blå, som er de tre grundfarver i en TV-skærm.
Når man taler om foto og trykteknik, bruger man CMYK, hvor de enkelte farver angives som den procentuelle farvedækning i sort, magenta, gul og cyan, der er de fire grundfarver, når man trykker på et stykke hvidt papir.
Herudover findes der et farvesystem, der nærmest betragtes som international standard inden for tryk og design. Systemet kan både beskrive rene farver og oversætte dem til for eksempel CMYK.
Systemet hedder Pantone - og det fejrer netop i 2012 sin 50 års fødselsdag. I 1962 lancerede det amerikanske firma Pantone sit Color Matching System - PMS - der sidenhen er blevet en del af dagligdagen i industrien, på tegnestuer og aviser, blandt designere og trykkere - og som det ses i det øverste billede også et redskab blandt pc-brugere, der redigerer billeder i PhotoShop.
Overalt i verden har man Pantones farvevifte liggende, når der skal vælges farver. Farveviften viser dels alle farver i givne nuancer - også fluoriscerende og metallic som ikke kan gengives i CMYK - men ikke nok med det. Man kan også se, hvordan farverne opfører sig på forskellige typer af papir, mat, glittet og så videre.
Modsat CMYK kan farverne på et trykkeri blandes som rene farver, så man undgår raster i for eksempel logoer og grafik, hvilket får tingene til at stå klarere.
Pantone markedsfører også håndbøger med små pap-chips, der kan rives af og sendes med en tegning til en trykker eller skiltemaler, så man kan være sikker på, at den får den rigtige farver. Jeg kan blive helt nostalgisk ved tanken om de små papstykker, som er et nærmest ikonisk udtryk for den fysiske side af arbejdet på et reklamebureau.
Nu skulle man tro, at sådan noget med at producere afrivningsark med små papstykker er en nærmest dødsdømt virksomhed i vore dage, men Pantone lever i bedste velgående og kan altså fejre sin 50 års fødseldag i år. Firmaet har blandt andet gjort det ved at udgive en bog om de farver, der dominerede de forskellige årtier i forrige århundrede. For eksempel 70'ernes lilla bleer og interiører i brun og orange. Jeg har desværre ikke læst bogen, men et kortfattet dansksproget referat med hovedpointerne kan læses her.
I dette århundrede har virksomheden blandt andet markedsført sig ved at udpege årets farve - en begivenhed der følges med interesse blandt grafikere, modefolk og trendsettere. Og skal vi tro Pantone, bliver det kommende år præget af en orange nuance, der beskrives som Tangerine Tango. Personligt tror jeg nu ikke rigtig på den - den giver altså lidt for mange associationer til laksefarvet, og det har jeg det altså svært ved at forestille mig skulle være moderne. Men lad os se om et års tid, når året er omme.
Men tillykke til Pantone. Hvis virksomheden ellers formår at følge med teknologisk, er det system nu nok kommet for at blive.

Foto: Wikipedia, Pantone

Nytårsforsæt

2012-01-04T23:33:00.004+01:00

Nytårsforsætter er noget pjat, som jeg normalt aldrig beskæftiger mig seriøst med. Hvis der er et eller andet, der skal gøres, kan man lige så godt gøre det her og nu - i stedet for at vente til nytår. Nytårsforsætter er kun for flokdyr, der ikke kan finde ud af at tage et selvstændigt initiativ.
Men på trods af denne brokke og ganske selvmodsigende vil jeg alligevel her på bloggen komme med et nytårsforsæt - som et andet flokdyr voldsomt inspireret af min gamle skolekammerat Per Lyngby, der på sin blog har lovet i det nye år at introducere en kategori, som han kalder "ugens billede".
Dette løfte prikkede til min dårlige samvittighed. Det skyldes, at jeg i 2009 her på bloggen opfandt et lille benspænd og udfordrede mig selv ved at love at skrive en artikel om hver af de mange forskellige flytyper, som jeg gennem tiderne har fløjet med som passager - gerne med en lidt utraditionel, personlig og bestemt ikke altid lige seriøs og flyfaglig vinkel. Jeg kaldte serien for "Luft under vingerne", men luften er desværre gået lidt af ballonen sidste år. Jeg er kommet cirka halvvejs i serien med i alt 15 artikler - og der er stadig nogle ganske sjove historier at fortælle.
Jeg lover derfor at gøre serien "Luft under vingerme" færdig her på bloggen i 2012.

Med nytårshilsen
Jesper

2012

2012-01-02T22:08:00.005+01:00

Så har vi taget hul på endnu et nyt år. Helt frisk - som et løg vil vi tage året lag for lag - dag for dag - og se, hvad det nu byder på.
Ingen ved, hvad der gemmer sig derinde i det nye år. Og dog! Allerede nu ved vi alligevel, at vi næppe kommer til at undgå en række begivenheder, som vil have mediernes store interesse. Og da dagens journalister er funktionærer med fast arbejde og faste arbejdstider uden egentlig interesse for nyheder, tør jeg godt garantere, at netop de begivenheder, hvor historien kan skrives på forhånd og på kontoret, vil komme til at fylde godt op i løbet af året - allerede nu er man gået i gang med at lade op.
Det er selvfølgelig Dronningens 40 års tronjubilæum den 14. januar, jeg tænker på. Men vi kommer også til at høre om Titanic i år, for den 15. april er det 100 år siden, at dette sagnomspundne såkaldt synkefri skib sank. Den 6. juni kan man opleve en fuld venuspassage, og den 6. november skal amerikanerne til præsidentvalg.
Jeg tør også godt vædde på, at det næppe vil undgå nogens opmærksomhed, at der i juni er EM i bold, i juli Olympiske lege og til december EM i damehåndbold. Ak ja, hvor forudsigeligt.
Heldigvis kan vi mennesker hverken styre økonomien, klimaet, den menneskelige dårskab eller det almindelige hændelige uheld, så året vil garanteret også byde på vaskeægte nyheder, som betyder død og menneskelig ulykke - og derfor må formodes at have offentlighedens interesse. For dårligt nyt er altid godt nyt for den gode gammeldags rugbrødsjournalist, der i festtalerne omtales som en god håndværker, der skærer hakkelse i døgnets rejsestald.
Det er som alt andet håndværk et uddøende erhverv, for i vore dage er det jo ikke nysgerrighed, der driver de unge mennesker ind i faget - men derimod en dyb trang til at være kendis. Ak ja.
Nytårsaften blev fejret her i huset sammen med min søster, min kusine og hendes mand - og de skal da have deres fem sekunders berømmelse med et foto her på bloggen.
Egentlig ville jeg gerne have skrevet om den fire retters menu, som jeg havde komponeret til lejligheden. Men jeg glemte helt at fotografere, så det kan desværre kun blive til et billede af starteren, som var grillet jomfruhummer. Derudover bød jeg på lidt røget laks og hellefisk af egen produktion, dyreryg og en Ryå-isbombe fra Aabybro Mejeri - altsammen selvfølgelig ledsaget af gode og passende vine skænket med let hånd.

Nytårsaftensdagsmorgen

2011-12-31T11:29:00.006+01:00

Nytårsaftensdagsmorgen er nok det længste ord, jeg nogensinde har skrevet og kommer til at skrive her på bloggen. Forresten er det også ret dumt at skrive så lange ord, når man lige så godt kan skrive nytårsaftensdag om morgenen eller simpelthen i morges - men det er en helt anden snak.
Hvoromaltinger, så vil jeg blot fortælle, at dagen i dag gryede til en fantastisk flot gang rimfrost fra den forgangne nat. Ikke lige sne, men et minde om at det faktisk også godt kan blive koldt om vinteren - og det er efterhånden ellers svært at tro efter det milde decembervejr.
Den slags vejr lokker altid foto-apparatet - i hvert fald tidligt på vintersæsonen, hvor vi ikke rigtigt har vænnet os til, at det er hvidt derude.
Men samtidig byder dagen også på en anledning til at vise huset fra den sydvestlige side. Hidtil har det ikke kunnet lade sig gøre på grund af en meget stor og vildtvoksende hæk - men et af efterårets projekter har handlet om at skifte hækken ud med et engelsk æble-espalier, så netop nu ligger haven og huset helt åbent ud til vejen. Og det er så den passende lejlighed til at få taget billedet.
Sådan et æble-espalier er forresten en temmelig langsommelig affære at lave. Det tager mindst fem år, så det kan nu godt være, at der kommer flere billeder af huset fra den vinkel i det kommende år.
Dagen i dag er ellers mest til at sende hilsener. Det magede sig så heldigt, at jeg fik det sidste ord - i hvert fald i år - i Nordjyske Stiftstidendes debatspalter, og det blev også en slags nytårshilsen.
Men ellers vil jeg gerne ønske alle bloggens læsere et godt og velsignet nytår.

En lille tår kvæde

2011-12-31T04:54:00.006+01:00

Her i juledagene var tiden så inde til at smage på den kvædesnaps, som jeg satte over for nogle måneder siden.
Det er første gang, jeg prøver kvæde - så det var jo lidt spændende. Kvæden er i dag nærmest et eksotisk indslag i køkkenet, men den har været brugt af menneskene i årtusinder. Tidligere var det blandt andet tradition, at man spiste kvædegrød til jul.
De små æblelignende frugter er bestemt ingen håndfrugt. I rå form er frugten nærmest uspiselig - hård og sur som den er.
Hvis man leder efter opskrifter på kvædesnaps, foreslår de fleste, at den bruges i kombination med andre ingredienser - og som oftest med tilsætning af sukker eller sirup. Den slags bruger vi ikke her i huset - og forresten synes jeg, at det er sjovest med den "rene" smag på snapsen. Hvis den ikke holder, kan man jo så overveje, hvad man skal gøre.
Nu er problemet imidlertid, at kvæden er meget sur, når den er friskplukket. Det er der imidlertid råd for. Frugterne røg en tur i fryseren et par dage, hvorefter de fik lov til at tø langsomt op i udhuset yderligere et par dage. Jeg har ikke helt styr på, hvad der nøjagtig sker - men det gælder for de fleste frugtsorter, at de bliver søde, efter at have været udsat for frost.
Herefter røg kvæderne i et henkogningsglas sammen med en halv liter Jeltzin-vodka af den billige.De har stået i vinkælderen i tre måneder og trukket. Farven er blevet flot - rødgylden og indbydende.
Jeg smagte på sagerne forleden - og det var en ganske interessant snaps, der er kommet ud af det. Bestemt ikke sur - men syrlig. Snapsen er koncentreret og jeg fortyndede den derfor ved at tilsætte yderligere vodka 1:1, og vips, så var den hjemme. En dejlig let syrlig citronagtig smag, som nok skal gøre sig i fremtiden. For jeg har nu fjernet frugten fra snapsen, men er overbevist om, at den vil vinde betydelig ved yderligere lagring.
Som altid er det lidt af en gambling - men det vil jeg vende tilbage til en anden gang...
Selve navnet kvæde er af omstridt oprindelse, som det hedder i ODS. Men det har ingen sammenhæng med verbet kvæde, der jo betyder at fremsige eller citere et vers.
Forresten har jeg brugt juledagene til at oprette en ny rubrik på min hjemmeside, hvor jeg i fremtiden vil samle mine erfaringer med kryddersnaps. Efter god nordjysk tradition kalder jeg naturligvis rubrikken for "Hjemmebrænderiet".

Isbjørne i gaderne

2011-12-29T08:40:00.007+01:00

Jeg møder ofte folk, som tror, at isbjørne går rundt i gaderne i Nuuk. De forventer også, at jeg kan nogle drabelige historier om møder med denne arktiske kæmpe, men det er nu ikke tilfældet.
Faktisk er isbjørne så sjældne på den grønlandske vestkyst, hvor jeg har boet i 14 år, at jeg aldrig har mødt en levende isbjørn. Jeg har i Grønland set døde isbjørne, jeg har sågar spist isbjørn, men en levende isbjørn - aldrig!
Den eneste gang, jeg har mødt en isbjørn i dens rette element - den frie natur - var i 2001 på Svalbard. Jeg var ombord på en båd, og det skete på stor og betryggende afstand, så det var der nu heller ikke noget drabeligt ved. Men stort var det alligevel.
På Svalbard er isbjørnen anderledes nærværende end i Grønland. Her trives isbjørnen nemlig gerne tæt på beboede steder. Det er ikke ufarligt, så derfor er det en god regel altid at være bevæbnet, når man går udendørs. Men alle disse våben er selvfølgelig ikke uproblematisk, som et par af skiltene fra Longyearbyen antyder. På SAS-hotellet beder nervøse ansatte om, at man anbringer riflen i våbenskabet, hvis man skal i restauranten, og i Brugsen forbyder et skilt på vinduet våben i butikken - på linie med rulleskøjter.
Sjovt nok er man ikke så nervøs for våben i Grønland. Her er våben også almindelige i dagligdagen, da en stor del af befolkningen går på jagt. Her er der såmænd ingen, der hæver et øjenbryn, hvis man tager haglsprederen med i banken - men det er selvfølgelig også kun en tåbe, der kan finde på at røve en bank i Grønland. For her kender alle jo alle, og forresten er der ingen veje ud af byen, så hvor skal man flygte hen med byttet?

Så gal som en taen

2011-12-27T08:01:00.007+01:00

Jeg har lånt overskriften fra advokat Hjorth i Struer, der driver en blog med godtkøbsbetragtninger om stort og småt - gerne med et strøg af hanbomål.
I juledagene fortalte han om et møde med en gal hættemåge, som på hanbomål hedder taen (terne). Det fik mig til at stå på hovedet i arkivet - for i 2001 mødte min far en gal terne på Svalbard. Det kom der nogle gode og sjove fotos ud af - selv om den tekniske kvalitet på billederne kunne have været bedre.
Vi boede på SAS-hotellet i Longyearbyen - og den første morgen skulle vi da ud og gå i de spændende omgivelser. Som det så ofte går, gik turen ned mod vandet - og der kom vi helt uforvarende til at gå ind i en havternekoloni. Far gik forrest - og i stedet for at redde ham, lod jeg ham tage tæskene. For havternen er en galsindet fætter, som nok ved, hvordan man forsvarer sin rede.
Der bliver ikke sparet på noget. Den angriber alt og alle - og kan den ikke skræmme indtrængeren væk, griber den til håndgribeligheder i form af et veritabelt bombeangreb med lort. Og som det ses gik det hårdt ud over min stakkels far - mens jeg på betryggende afstand var ved at dø af grin.
Havternen er i øvrigt en ganske spændende fugl, som er den længst trækkende fugl i verden. Den tilbringer sommeren under arktiske strøg (inklusive Danmark) - og flyver så til antarktis, når det er vinter heroppe. Det giver en trækrute på cirka 34.000 km om året. Den er en fabelagtig flyver, men ret ubehjælpsom på jorden - og det er nok en af grundene til, at den angriber så aggressivt, når man kommer i nærheden af reden.
Jeg vil i de kommende uger krydre bloggen med flere billeder fra Svalbard - nu jeg har været i arkivet og fundet dem.

Fut fut

2011-12-24T04:07:00.004+01:00

Det er bestemt ikke hver dag, at jeg ser fjernsyn i flere end fem timer - og så oven i købet i træk, men det skete lillejuleaftensdag, da Danmarks Radio sendte København - Frederikshavn.
Det er et ganske enkelt TV-program - et kamera monteret i forruden på lyntoget, som kører fra den ene ende af landet til den anden. Ingen kommentarer - no nonsense - bare billeder af skinner og landskabet, som suser fordi. Dybt fascinerende, hypnotisk dragende og slet ikke til at holde op med at se på, når først det er begyndt.
Det er et anderledes billede af Danmark med skinner og forbipasserende marker, enge og skove. Og broer ikke at forglemme. Danmark er jo broernes land - og broerne bliver på togturen en slags fixpunkter, som er ganske interessante at se fra lokomotiv-førerens synsvinkel. Blandt andet den ensporede jernbanebro over Limfjorden. Når man ser den til daglig, tænker man slet ikke på, at den godtnok er smal.
Det er et lidt underligt program-koncept, DR her har taget op. Det startede i Norge med en syv timer lang reportage fra Bergens-banen. I en moderne tid, hvor formidling og rappe studieværter er mantraet i medie-verdenen kom det lidt bag på alle, at det norske program blev en stor succes. Men det blev det - og stor tak til DR, fordi man nu har omplantet programmet til Danmark.
Programmet er en ren befrielse at se på - og jeg håber, at det vil danne skole for fremtidens TV. Tænk sig at slippe for alle de tåbelige kommentator-kommentarer, der ikke tjener andet formål end at fortælle seeren, hvad det er, vi ser - som om vi er blinde og dumme. Jeg håber inderligt, at det næste bliver radioprogrammer uden studieværter.
Juleaftensdag går togturen videre fra Frederikshavn til Skagen på DR HD med afgang kl. 9.30. Jeg er selvfølgelig med.
Nåede du ikke at se turen mellem København og Frederikshavn, kan den ses her. Programmet viser jo en del jernbanesignaler. Du kan blive lidt klogere på, hvad de betyder på hjemmesiden her.

Foto: DR

Julehilsen fra Øland

2011-12-23T08:37:00.006+01:00

Nordjyllands Radio kunne sidste år ved denne tid meddele, at Nordjyderne er vilde med at sende julekort, fordi en undersøgelse havde vist, at folk i landsdelen sendte flere julekort end andre.
Jeg tillod mig dengang at kritisere radioen for en statistisk fejlslutning - for det at sende julekort er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man er vild efter det.
Men når det så er sagt, mener jeg også, at julekortet er en smuk tradition og en god anledning til at runde et år af. Tidligere brugte jeg samtidig julekortet til at fortælle lidt om min hverdag i Grønland og senere Norge - noget der sikkert virkede lidt eksotisk og var med til at gøre julekortet til en endnu hyggeligere tradition.
Det har jeg imidlertid ikke det helt store behov for nu, hvor jeg dels bor i Danmark og dels har bloggen til at fortælle om mine mange gøremål. Ikke desto mindre holder jeg fast i det årlige julekort, som med vore dages teknik distribueres som pdf via e-mail.
Desværre har jeg ikke for godt styr på, hvem jeg sådan har kontakt med og har haft kontakt med gennem år og dag - og der kan derfor sagtens være nogen, som jeg desværre har glemt, ligesom det jo også kan ske, at man skifter adresse. Men derfor skal man naturligvis ikke snydes for julekortet -for det er som sagt en god tradition.
Så hvis du tilfældigvis ikke lige har modtaget julekortet inden juleaften, så kan det læses ved at følge dette link - og så beklager jeg selvfølgelig, at jeg ikke fik dig med denne gang.
God jul...

Juleknas

2011-12-22T21:43:00.005+01:00

Julebag og juleknas hører til den søde juletid. Desværre har Dina jo fået sukkersyge - og det lægger lidt af en dæmper på aktiviteterne, men helt undværes kan det ikke.
Så onsdag aften tog Dina en tur i køkkenet, hvor den stod på lækre havregryns-kugler. Og jeg mener det faktisk - de smagte lækkert og skal nok vække lykke juleaften, der for Dinas vedkommende tilbringes hos barnebarnet Adam i København.
Opskriften på havregryns-kuglerne har vi i øvrigt ikke fra fremmede. Opskriften er min lillesøsters - og den kan findes på hendes blog. I opskriften er nævnt flormelis, men det kan snildt erstattes med kunstigt sødemiddel - så juleknasen ikke bliver forbuden frugt.

Julehilsen til Grønland

2011-12-22T21:42:00.006+01:00

Torsdag aften var det tid til Danmarks Radios traditionsrige Julehilsen til Grønland - og selvfølgelig sad jeg bænket foran skærmen, spændt på at se om der der skulle være kendte ansigter - og så for at tage den mindst lige så traditionsrige tudetur, når programmet slutter med Grønlands "national-julesalme" Guuterput.
Det er hård kost med et voldsomt masochistisk islæt, når man frivilligt udsætter sig for denne salme. Den er smuk, meget smuk - og den berører sindet i en sådan grad, at man ofte ser selv trænede korsangere have problemer med at tåle mosten. Du kan læse lidt mere om salmen her, hvor du også finder et link til en indspilning fra den smukke, gamle koncertsal i det nu nedlagte radiohus på Rosenørns Alle.
Ellers var aftenens udgave af Julehilsen til Grønland en af de bedre. Programmet har ind i mellem været skæmmet af nogle temmelig kiksede indslag - men her kørte det derudaf under Julies myndige ledelse, selv om jeg måske nok fandt Dodo og Benny Andersens optræden en smule umotiveret.
Ellers vil jeg bare benytte lejligheden til at sende min egen personlige hilsen til alle i og fra Grønland samt ikke mindst alle med tilknytning til denne dejlige ø.
Billedet er fra arkivet - nærmere bestemt fra julehilsenen i 2003 til venner og forretningsforbindelser fra Nuup Kommuneas daværende informationsafdeling. Det var et stærkt hold med fra venstre bloggeren selv, Elisabeth, Jens og Kenneth.
Juullimi pilluarit!

Juleblomster

2011-12-22T06:28:00.002+01:00

Vinteren lader vente på sig, og i skrivende stund ser det ud til, at den hvide jul er aflyst.
Alt er grønt derude og giver mest af alt mindelser om de grønne vintre i slutningen af firserne. Jeg skal være den første til at beklage denne tingenes tilstand - for her i huset holder vi meget af sne, også selv om det kan være besværligt. For sneen lyser op i den mørke tid - og forresten er frost og sne også sundt for haven.
Men når det nu skal være, så må vi jo få det bedst mulige ud af situationen. Og et af lyspunkterne er blandt andet, at vi stadig har morgenfruer i haven. Bevares, de er da ikke store, pæne og livskraftige som om sommeren - men de er der da. Se blot denne buket her, som Dina tog ind onsdag - et rigtigt lille lyspunkt i en mørk tid.

Gør døren høj...

2011-12-21T18:03:00.003+01:00

- Gør døren høj, gør porten vid, lyder det bibelske budskab, som nok kan være værd at skrive sig bag øret i disse juletider.
Men der er alligevel grænser for gæstfriheden. Jeg lavede jo tidligere på året et helt nyt brændeskur, hvor brænde, cykler og mange andre gode ting kan stå tørt, men luftigt. Brændeskuret er også stedet, hvor jeg tørrer fisk og kød, der skal i røgeovnen.
Derfor er det et problem, at alle kvarterets katte tilsyneladende har valgt brændeskuret som natlogi - og derfor har jeg brugt de seneste dage på at sætte dør i brændeskuret.
Oven i købet en fin dobbeltdør, så det også kan lade sig gøre at køre ind og ud af skuret med trillebøren, når der skal stables brænde.
Da den 21. december rent vejrmæssigt bød på dejligt vejr, var dagen en god anledning til at gøre arbejdet færdigt i den korte dags spæde, men dog lunende sol. Så det gjorde jeg, mens røgeovnen lystigt kørte - med en omgang mørbrad. For jeg må lidt beskæmmet indrømme, at de to mørbrader, som jeg røgede i sidste uge allerede er gået heden - så godt smagte de.
Men hvad gør det, når man kan gøre porten vid?

En julegyser...

2011-12-19T09:38:00.004+01:00

En epoke i Nuuks historie er slut. Mens disse linier skrives, er julemanden i gang med at pakke sit habengut og flytter fra den grønlandske hovedstad, som åbenbart ikke er stor nok til at rumme verdens børneven nummer et.
Forud er gået godt en snes års kamp for livet i den by, der om nogen burde være julemandens hjemby.
Det begyndte så godt i slutningen af firserne. På ryggen af Nissebandens succes i dansk og grønlandsk TV øjnede det daværende hjemmestyre et lokomotiv, som kunne trække en spirende turistindustri i gang. Julemandens hyggelige postkontor blev etableret på kolonihavnen i Nuuk - og der blev bygget et helt univers op omkring virksomheden. Blandt andet verdens største postkasse, som rummer breve fra de tusinder af børn, som hvert år skriver til julemanden og en veritabel suttesøjle til børnenes aflagte sutter. Man fik også kreeret en særlig grønlandsk dragt med en flot narhvalsstav og kamikker til julemanden.
Aktiviteterne blev samlet i et selskab - Santa Claus of Greenland Foundation, der var tænkt som en slags velgørende fond i julemandens navn. I midten af 90'erne drog den daværende grønlandske landsstyreformand til Sydafrika for at uddele en julemandspris til Nelson Mandela. Den berømte sydafrikaner havde imidlertid ikke tid til at møde den grønlandske dignitar - og prisen på adskillige gode danske kroner blev derfor af PR-hensyn overrakt til en legemsstor papfigur af Nelson. Der blev i samme periode uden resultat ført forhandlinger med Disney-koncernen om en tegnefilm med julemanden i hovedrollen.
Som tiden gik, kølnedes interessen for Santa. Skiftende direktører og flimmer i konceptet gjorde ham til en økonomisk byrde for hjemmestyret og ikke mindst det grønlandske postvæsen, der til sidst hang på udgifterne til at besvare de mange breve til julemandens proselytter. I 2006 kastede man håndklædet i ringen og julemanden gik konkurs for første gang.
Santa Claus of Greenland Foundations aktiviteter blev overtaget af min daværende arbejdsgiver, Nuup Kommunea, gennem selskabet Tikilluarit A/S - Nuuk Tourism. Det var spændende dage, hvor jeg i et par uger var informationschef for julemanden. Her fik jeg min ilddåb på den internationale scene og blev et par erfaringer rigere. Telefonen ringede døgnet rundt - en enkelt dag talte jeg med over 60 journalister fra hele verden, som ville høre, om det nu kunne være rigtigt, at man ikke svigtede børnene. Og det var alle de store - lige fra TASS til Reuters og CNN. Den eneste internationale nyhedsorganisation, som jeg ikke talte med, var vistnok den muslimske Al-Jazeera...
I årene herefter har julemanden levet sit stille liv i Nuuk. En gang om året samlede man en flok gymnasieelever, som over en weekend besvarede brevene på afsendersproget - og det var sådan set nok til at holde liv i myten. Men med Nuuk Tourisms konkurs tidligere på efteråret var det definitivt slut med julemanden i Nuuk. Han var gået konkurs en gang for meget - og aktiviterne er formedelst sølle 150.000 kroner blevet overtaget af Destination Avannaa - et turismeselskab, der dækker den nordvestlige del af Grønland. Hermed rykker julemanden, hans postkontor og postkasse til Uummannaq, hvor Nissebanden i sin tid blev optaget - og det er der vel en vis logik i.
Men jeg synes selvfølgelig, at det er en skam, at det er gået, som det gik. Julemanden er et enestående grønlandsk ikon - og den grønlandske hovedstad burde kunne løfte opgaven. Der er imidlertid begået mange fejl undervejs - ingen nævnt, ingen glemt - og virksomhedens potentiale er aldrig blevet udnyttet. Jeg håber inderligt, at Nordgrønland nu kan få noget brugbart og levedygtigt ud af konceptet. For I får mig aldrig til at sige, at julemanden kommer fra Finland!

P.s. I skrivende stund kæmper folkene i Destination Avannaa med at få julemandens hjemmeside op at stå. Et københavnsk internet-firma har lovet at stå for denne del af processen kvit og frit - men det begynder altså at haste. Der er kun fem dage til juleaften - og hjemmesiden kører endnu ikke.

Håndbold

2011-12-18T22:19:00.003+01:00

Intet interesserer mig mindre end damehåndbold, men det har ikke undgået min opmærksomhed, at Danmark endnu en gang har deltaget i et VM uden at vinde - på trods af at håndboldpigerne har charmeret seerne, blevet nationens darlings og har gjort det så godt, at der ligeledes endnu en gang blev tændt håb om medaljer. Men sådan skulle det heller ikke gå denne gang.
Det giver mig anledning til at gentage, hvad jeg sagde for nogle år siden, mens jeg endnu boede i Norge: "Håndbold er et spil for bonderøve. Derfor har Danmark rimelig succes med spillet - men af samme grund må nordmændene nødvendigvis vinde..."

Røget mørbrad

2011-12-17T09:41:00.005+01:00

Røget mørbrad er noget af tidens mest populære pålæg - og med en røgeovn i baghaven er det oplagt selv at lave det. Så det har jeg så gjort i den forløbne uge.
Lørdag morgen var det så tid at prøvesmage produktet - var det lykkedes?
Ja, det mener jeg. Mørbraden har en flot gylden overflade, den er mør og smager fantastisk. Jeg var lidt bange for, at den måske ville blive lidt tør i det - for det bliver mørbrad jo nemt, men det er bestemt ikke tilfældet, så den kan jeg godt være bekendt at sætte på julens frokostborde.
For de teknisk interesserede kan jeg oplyse, at mørbraden er saltet i en 7% lage i halvandet døgn og tørret i to døgn. Den er røget over bøgesmuld i cirka 16 timer ved 25 - 35 grader.

Cineast

2011-12-16T05:21:00.009+01:00

Torsdag aften fik jeg en helt ubeskrivelig lyst til en biograf-tur.
Det er bestemt ikke noget, der sker hver dag - så det var bare med at komme af sted. Så vidt jeg lige husker, er det faktisk 10 år siden, at det sidst skete. Det var storfilmen Pearl Harbor, der lokkede - og sikkert også årsagen til, at jeg er noget træt af at gå i biografen, for den film var ærlig talt lidt af en skuffelse sammenlignet med den fantastisk flotte flyverfilm Tora Tora Tora fra 1970.
Jeg har ellers i mine yngre dage holdt meget af biograf-mørket. Jeg blev nærmest flasket op med det i teenage-årene, hvor jeg havde et fritidsjob som kontrollør i Farsø Bio, der forlængst er revet ned - og i årene i Aalborg var jeg da en flittig gæst i biograferne både af lyst og rent professionelt.
Men nu skulle det altså være. Allerhelst havde jeg set Tintin i Spielberg-fortolkningen, men den slags betragtes åbenbart som børnefilm og vises derfor kun om eftermiddagen. Så ud af et udbud af mig ubekendte film, hvoraf jeg faktisk vil betegne de fleste som børne- eller ungdomsfilm, endte valget på jadakkernes nye epos Den sidste rejse, der er lanceret som en genopdagelse af den forlængst datoudløbne Jydekompagniet.
Filmen har fået helt fantastisk dårlige anmeldelser, så der var sådan set ingen tvivl om, at det måtte være en film netop for mig.
Og hvad skal jeg sige? Tjaaah, det er i hvert fald en højst alternativ komedie med de to muntre gutter i en temmelig sort tjubang-historie. Filmen har et umiskendeligt strøg af instruktøren Lasse Spang Olsens morbide trang til at aflive persongalleriet brat og voldsomt. Egentlig ikke så ringe med gode referencer til jydebrødrenes hidtidige karriere, men skæmmet af et sparebudget, der nok gør filmen mere velegnet til TV end det store lærred og biografmørket - og det er temmelig sikkert også det gustne overlæg bag. Men OK, der er lavet film med 100 gange så stort et budget, som er mere kedelige - og jeg tror nu nok, at det nemt kan blive en vane at komme i biografen igen.

Stor skallesluger

2011-12-15T06:37:00.004+01:00

Det er ikke fordi, årstiden ligefrem indbyder til at kigge på fugle i den helt store stil. Det er koldt, blæsende og ikke mindst regnvejr - og så er det altså mere hyggeligt at sidde inden for med fødderne oppe og ild i brændeovnen.
Men onsdag eftermiddag fik vi da et glimt af solen - og jeg tog en tur ned til Ulvedybet for lige at se, hvad den lokale natur har at byde på netop nu.
Der var selvfølgelig masser af fugle, især ænder, svaner, gæs og forskellige vadefugle. Men når vejret er lidt uroligt, foretrækker de ofte at ligge lidt væk fra kysten, hvor brændingen ikke er så voldsom, så set fra en fotografisk vinkel bød dagen nu ikke på det helt store.
Dagens mest spektakulære oplevelse var nok en stor flok stor skallesluger. Ud for dæmningen var der mellem 20 og 30, vil jeg gætte på. Som ynglefugl er den ikke særlig almindelig, men til gengæld har vi mange vintergæster i blandt andet Limfjorden. Og når de netop holder til foran dæmningen, er der nok også en god forklaring. DOF's hjemmeside konstaterer lakonisk, at den store skallesluger ikke er uden kulinarisk sans. I Danmark lever den således af ål - og netop ud for dæmningen er der en del ål. Faktisk har egnens eneste tilbageværende ålefisker i sæsonen sine åleruser her.
Nu er de gode folk i Dansk Ornitologisk Forening jo så ubetinget glad for fugle, at de ikke vil skrive, at den store skallesluger tager brødet ud af fiskernes mund, men det er jo nok det, som der alligevel står mellem linjerne, men vi skal jo alle være her - både ål, fiskere og den store skallesluger.
Forresten er de norske fiskere heller ikke særligt begejstret for den store skallesluger. Det norske navn for fuglen er laksand - og det siger jo nok noget om fuglens forfinede kulinariske tilbøjeligheder.

Lofoten - mellem fjelde, hvaler og klipfisk...

2011-12-14T11:49:00.006+01:00

Jeg er netop begyndt at modtage bestillinger på mit nyeste foredrag, som handler om Lofoten.
Her er et uddrag af beskrivelsen:
En rejse til Lofoten er en odysse mellem fjelde, hvaler og klipfisk – og det oplevede Jesper Hansen, da han i 2000 boede på de forblæste øer i godt et halvt år i forbindelse med et ophold på Lofoten Folkehøjskole. Her blev det til rensdyrjagt med de lokale samer, masser af nætter i den fri natur på jagt og fiskeri og ikke mindst det traditionelle torskefiskeri i en ægte nordlandsbåd, som nedstammer direkte fra det klassiske vikingeskib.
Lofoten er en samling øer ud for den norske vestkyst. Her er klimaet mildt, men blæsende og regnfuldt – og her har man siden Arilds tid produceret verdens bedste klipfisk.
Jeg havde premiere på foredraget for en måneds tid siden i en fyldt sognegård i Farsø - og det virkede som om, foredraget blev godt modtaget.
Læs mere her, ring eller skriv for at høre nærmere og få et godt tilbud.

Fra spindoktorens Twitter...

2011-12-14T11:33:00.004+01:00

Er til stort kaffebord i ministerens kaffeklub. Der er det hele - både rævekager og lækager...

Skal forresten ud at spise med ministeren i aften. Menuen står på mudderål...

Rosenkål

2011-12-12T23:21:00.002+01:00

De seneste ugers hårde vestenvind har været lidt hård ved rosenkålene - flere af planterne er væltet - og her i weekenden besluttede vi derfor at bjærge høsten.
Det er nu ikke fordi jeg tror, at der kunne være sket det helt store ved at lade dem blive siddende en tid endnu. Rosenkål er hårdfør - og lidt frost og blæst tager de såmænd ingen skade af. Men med sidste uges nattefrost bliver jeg også nødt til at tænke på risikoen for, at der måske kunne komme en hare eller et rådyr ind i haven - og føle sig fristet af de lækre og energifyldte bladknopper.
Jeg har tidligere på efteråret haft besøg i rødkålen - og naboen mente dengang helt bestemt, at det var et rådyr, som lige havde nappet lidt rødkål til dyreryggen. Det er nu ikke fordi jeg har beviser i den anledning. Jeg har aldrig set andet end hans køer i nærheden af baghaven - men han siger, at han flere gange har oplevet rådyr i sin have.
Indtil videre har jeg nu ikke set andre rådyr på parcellen end det, som ligger i fryseren. Men da rosenkål jo er en glimrende garniture til netop dyreryg - og det i øvrigt i skrivende stund står på menuen for nytårsaften - tænkte jeg, at det måske var en ide at få bjærget rosenkålen nu, mens vejret er til det.
Det er forresten lidt af et pillearbejde - sådan at høste rosenkål. Heldigvis er vi to til det - og så er det jo ingen kunst.

Sild i lange baner

2011-12-11T20:32:00.006+01:00

Årets sidste møde i Øland Sildelaug bød ikke overraskende på sild i lange baner.
Jul er jo traditionel sildetid - og hvad en mand ikke kan gøre, det kan de mange, så ved fælles hjælp tilbereder man sild til de mange julefrokoster, så laugets medlemmer og deres venner og bekendte ikke skal døje med fabrikkernes massefabrikerede sild.
Her blev der tilberedt kryddersild, saltsild og marineret stegt sild med kærlig mandehånd til julen. Specielt den stegte sild, selvfølgelig paneret i rugmel, er lidt af et hit - og der blev stegt på livet løs hele den første del af mødet.
Denne sildeaften - hvor der naturligvis ikke var nogen, som kom for silde - sluttede med et forsvarligt måltid naturligvis bestående af sild og lidt brændevin af den stærke fra Aalborg samt en masse god mandesnak. Herefter kunne laugsbrødrene så gå hver til sit med masser af gode sild under armen til den forestående højtid.

Muuuh...

2011-12-11T06:28:00.005+01:00

Forleden morgen var jeg i gang med at tænde op i røgeovnen nede i baghaven, da dagen gryede sådan lidt op ad formiddagen.
Mens jeg nussede med morgenpligterne, fik jeg selskab af en af naboens køer, der nysgerrigt iagttog den smågale mand og hans roden rundt.
Koen stod forsagt og genert og gemte sig bag laden, men nysgerrigheden var alligevel for stor til, at den kunne lade være med at titte betuttet frem.
Nu forstår jeg ikke helt, hvorfor dette smukke eksemplar af et af vore vigtigste husdyr er så genert. For hun er da et rigtigt pragteksemplar med våd mule, et sørgmodigt blik og vakre krøller på vinterpelsen - en rigtig model, som helt sikkert kan gøre sig på et dyrskue, hvis noget sådant ellers findes mere.
Og selv om en ko er et endog meget stort dyr, var jeg helt tryg ved dens tilstedeværelse. For koen er et beskedent og fredeligt dyr, der næppe kan gøre andet end en flue fortræd - og som kan passe sig selv, bare der er lidt græs at gumle på. Hyggeligt er det med sådan lidt selskab - og når det endelig skal være, foretrækker jeg så absolut selskabet fra en godmodig ko, der ikke stiller de store krav om opmærksomhed - og ej heller larmer meget mere end et fredsommeligt muuh. Det kan nabolagets hunde virkelig lære noget af.

Svanegang

2011-12-10T10:01:00.005+01:00

Vinterens komme har gjort livet lidt sværere for fuglene. For det må unægtelig være lidt af en overraskelse for en af årets svaneunger at opdage, at vandet lige pludselig er stift.
Her har man hele sommeren svømmet rundt i det stille søvand i Farsø sø - overlevet angreb fra sultne gedder og uvorne møgunger, lært at undvige glubske rovfugle og måger - og så en morgen kan man pludselig ikke længere svømme rundt.
Så er det godt, at en erfaren svanemor kan lægge sig i spidsen og svømme i konvoj med ungerne gennem isen. For svanen skal jo - ligesom avisen - ud.
Jeg fandt dette sjove billede af en svanekonvoj - svaneunger i gåsegang fristes man til at sige - forleden formiddag i Farsø. Der var et tyndt lag nyis på søen - og fuglene var unægtelig lidt forvirrede over den ny situation. Men da en knopsvane kan blive helt op til 40 år, er der ingen tvivl om, at svanemor har prøvet det før - og derfor med kendermine kan føre svællingerne, som ungerne også kaldes, sikkert gennem isen.
Svaneparret i Farsø sø har i år haft stor succes med ynglen. Der blev i forsommeren udklækket hele ni svællinger, og indtil videre er der kun to, som er gået til de evige svaneagre. Svaneparret i søen er det første i en årrække - og de flotte fugle nyder derfor stor opmærksomhed i byen.
Knopsvanen blev for nogle år siden kåret som Danmarks nationalfugl i en afstemning foranstaltet af Danmarks Radios Poul "Dus med dyrene" Thomsen.

Lidt hverdags-ornitologi

2011-12-07T08:45:00.005+01:00

Vi har jo haft et par dage med frost (og en lille smule sne) - og der er ingen tvivl om, at dette skift i vejrliget har øget interessen for foderbrættet blandt kvarterets fugle.
Jeg har ellers haft fodringen indstillet hen over sommeren for ikke at sprede sygdommen gul knop blandt grøniriskerne, men for en bette måneds tid siden gik vi i gang igen - sådan stille og roligt.
Det har især været musvitterne, blåmejserne, sumpmejsen og skovspurvene, der har nydt godt af det - men nu da frosten er kommet, er der altså blevet lidt mere liv omkring foderbrættet.
Interessant nok har jeg en del gråspurve på kost. Det er interessant, fordi den gode, gamle gråspurv ellers er blevet voldsomt fortrængt som havefugl af skovspurvene, der huserer i store flokke - og i øvrigt har ynglet i mindst halvdelen af mine redekasser.
En anden gæst er tyrkerduen - og nu vil mange nok mene, at det da ikke kan være særligt spændende. Jo, det er - for tyrkerduen er faktisk temmelig sky, selv om den lever i skøn symbiose med menneskene. Den kan være lidt svær at komme på fotohold af, men tirsdag morgen fangede jeg denne her i bøgetræet lige uden for herreværelset.
Tyrkerduen er - undskyld udtrykket - temmelig ugleset, ikke mindst på grund af dens insisterende kuuh-kukkuu, der nok kan bringe en på vanviddets rand en tidlig sommermorgen, hvis man ikke er morgenduelig og hellere vil sove. Men det er en fantastisk flot fugl og en elegant flyver.
Tyrkerduen er i øvrigt en forholdsvis ny repræsentant i den danske fauna. Første registrering i Danmark skete i 1948 - og første ynglefund var i Skagen i 1950. Men siden har den bredt sig over det danske land, og hvis man ikke lige ser den, så er det i hvert fald sikkert, at man hører den. Kuuh-kukkuu, kuuh-kukkuu...

Smørkrise

2011-12-06T21:54:00.004+01:00

Vort norske broderfolk er ramt af smørkrise. Det er den særegne norske landbrugspolitik, som har givet en voldsom mangel på dette ordentlige, naturlige og velsmagende fedtstof i nabolandet. For at redde julen i de mange små hjem rundt om i Norge har myndighederne fra 1. december nedsat tolden på importeret smør - men spørgsmålet er bare, om det så hjælper. I hvert fald har dansk-svenske Arla meddelt, at man ikke bare sådan uden videre kan øge produktionen.
Så er det jo godt, at vi har Hans Engell og Jens Olaf Jersild. Se blot dette klip fra "Spise med Price":

Og mon ikke vi godt kan undvære Jersild og Engell et par dage, mens de løser den norske smørkrise?

Røget hellefisk

2011-12-06T05:36:00.003+01:00

Så er mandens første produktion af røget hellefisk færdig - og den giver egentlig ikke anledning til det helt store kommentarer.
Altså bortset fra at det er en lækkerbidsken - og jeg har da altid foretrukket hellefisk frem for laks. Hellefisk er ellers også en fed fisk, men lige knap så fed som laks - og så har kødet en anderledes struktur, som i hvert fald falder i min smag, når den er røget.
Til gengæld er jeg ikke så vild med kogt hellefisk, der efter min mening er lidt svær at tilberede, så den ikke bliver tør - og derfor bruger mange i stedet at lave hellefisk i fad med fløde og en masse guf - for eksempel gulerødder, porrer og lidt røget bacon.
Hellefisk er i øvrigt en ikke helt billig fisk - da især når den som denne her oven i købet er sejlet med Royal Arctic Line hele den lange vej fra Ilulissat. Men det kan der nu hurtigt laves om på. I de seneste år er laks jo blevet stadig billigere, fordi den lækre fisk bliver opdrættet. I dag kommer cirka 70 procent af verdens lakseproduktion fra norske opdrættere - og jeg husker fra min tid i Tromsø, at nordmændene der eksperimenterede med opdræt af hellefisk, som man har store forventninger til i fremtiden. Det var ret imponerende - for man bruger moderfisk, som er mere end 100 år gamle, og sådan en fisk er altså på størrelse med et væg-til-væg-tæppe. Men det mest spændende er nu, om det lykkes på langt sigt. Lakseavlen begyndte i 80'erne og er blevet sat alvorligt tilbage flere gange på grund af forskellige epidemier, men kører altså temmelig stabilt i øjeblikket. Udover Norge har også Chile en stor produktion af laks. Opdrætslaks er væsentligt billigere end vildlaks, så det eneste man i dag kan være sikker på, er, at når man køber en røget laks fra Royal Greenland, så kommer den i hvert fald ikke fra Grønland - men det er en helt anden snak.
Men min hellefisk: Den er i hvert fald grønlandsk - indtil videre...

Dagens ord XLVIII

2011-12-06T05:14:00.002+01:00

Dagens ord er polyandri. Ordet er interessant, simpelthen fordi jeg aldrig har hørt det før - indtil i går aftes, hvor jeg tilfældigvis på P5 hørte en genudsendelse af et underholdningsprogram fra 1989 - Tag telefonen. Programmet går ud på, at de to deltagere, som er journalister, konkurrerer om, hvem der først kan skaffe en bestemt oplysning ved hjælp af en telefon - og så er det jo ellers bare med at have kildenettet i orden.
I gårsdagens udsendelse lød et af spørgsmålene: Hvad hedder det, når en kvinde er gift med flere mænd - modsat polygami, hvor en mand er gift med flere kvinder? Og det viste sig altså at hedde polyandri - selv om en af deltagerne, Se og Hørs MEP, nu nok mente, at det burde hedde polymani - og jeg da lige for egen regning kan tilføje, at udtrykket ikke har noget som helst at gøre med, at ænder ofte parrer sig med flere forskellige andrikker...

Den første sne

2011-12-05T13:04:00.004+01:00

Så kom den endelig - sæsonens første sne. Ganske vist ikke i overvældende mængder, men dog sne - rigtig vaskeægte sne, som forresten bestemt ikke tåler vask.
Temperaturen lå lige omkring frysepunktet, da dagen lysnede - og afslørede, at der i nattens løb havde været både frost og et ganske let snefald over det ganske land.
Det var jeg forresten ikke i tvivl om - for Nordjyllands Radio formeligt jublede over sneen og det glatte føre allerede fra tidligt på morgenen - umiddelbart efter at Hans Otto Bisgård i dagens naturkalender havde fortalt om blishønsene, hvor de danske eksemplarer netop i disse dage får selskab af deres baltiske artsfæller, som tilbringer vinteren her i landet.
Det er i øvrigt sent på året, at den første sne er faldet. Efteråret har jo generelt været temmelig lunt - og i hvert fald krokusserne har allerede stukket toppen op af jorden. Enkelte steder er også påskeliljerne begyndt at spire - men mon ikke de går i hi nu. For det er altså lige tidligt nok, og det vil sikkert være det bedste for alle, hvis de lige tøver en kende - og venter et par måneder til det rigtige forår går i gang. I mellemtiden kan vi andre jo så glæde os over, at der nu kun er godt to uger til vintersolhverv - og det igen begynder at gå mod lysere tider.

Julepynt

2011-12-04T10:44:00.003+01:00

Torsdag bragte TV-avisen et indslag med en såkaldt trendforsker om årets tendenser i julepynt.
Oraklet kunne berette, at den helt store dille var juleting skåret i træ. Nu kender sådanne trendforskere jo ikke til ærligt arbejde, men går meget op i tingenes symbolværdi, så hun lagde stor vægt på, at julepynten skulle se hjemmelavet ud. Det er vigtigt for at vise, at man har så stort et personligt overskud, at man har kræfter til at lave sine ting selv - underforstået at man skulle betale i dyre domme for at få noget bevidst håndværksmæssigt klamp.
Det forbyder min inderste krejlersjæl mig imidlertid. Men til gengæld har jeg faktisk overskuddet og tiden til at skære mine egne julehjerter selv, så det der med at være med på tidens tendenser skulle godtnok komme an på en prøve.
Derfor tilbragte jeg torsdag aften på værkstedet - som en anden Emil fra Lønneberg - mens jeg snittede julehjerter af hjertens lyst. Det blev til en lille håndfuld hjerter skåret ud af et stykke kirsebærtræ, som jeg havde liggende. De blev pudset let med sandpapir, så de stadig har det rustikke snit, hvorefter de blev lagt i linolie natten over. Dagen efter tog jeg dem op, tørrede dem og pudsede en gang mere - og så var de klar til hjerternes fest.
De hjemmegjorte hjerter pryder nu en troldhasselgren, som hænger i et hjørne af stuen - og spreder det glade budskab om, at her bor en mand, som har tid og overskud til selv at lave sin julepynt.
Jeg har forresten selv en broget fortid som trendforsker. Det var i mine unge dage, hvor vi om morgenen lå på lur for at få et glimt af krondyrene i kongens jagtrevir i Trend!

Portræt

2011-12-04T07:46:00.003+01:00

Det er ingen kunst at tage gode billeder - for i virkeligheden er det et spørgsmål om godt håndværk og en lille smule held.
Heldet lader jeg Vorherre om - og så er det jo ellers bare med at komme i gang med håndværket. Det består selvfølgelig i at kende de helt basale regler for, hvordan lys opfører sig i et kamera, men det består nu også i at kende sit udstyr på rygraden.
Det kan man blandt andet lære ved at tage en hel stribe billeder af det samme motiv ved forskellige indstillinger. Derefter kan man sammenligne billederne og se, hvad der teknisk set giver det bedste resultat.
Forleden fik jeg min Speedlite 580 EXII (den indforståede læser ved, at det er en blitz) tilbage fra reparation - og i den forbindelse skulle jeg da lige tjekke, at den opførte sig normalt. Jeg tog derfor en hel stribe fotos af Dina. Det er som regel hende, der skal holde for, når den slags kommer over mig, og bagefter satte jeg mig til at kigge på billederne på pc'en. Og nu er det så, at vi kommer til Vorherres afdeling: For ikke alene var flere af billederne teknisk set temmelig gode, men heldet havde sandelig også været med mig, og jeg havde begået et ualmindeligt smukt foto af Hjemmestyret.
Det kan jeg naturligvis ikke lade være med at dele med bloggens læsere.

Trykseksten

2011-11-30T20:47:00.006+01:00

Nok var søndagens stormvejr hverken særlig langvarigt eller særlig kraftigt - og vil næppe gå over i rekordbøgerne, men alligevel var der nu godt gang i den.
Det måtte jeg sande, da jeg stod op mandag morgen - og opdagede, at der da var noget helt galt med carporten. Først troede jeg, at det var fuglekassen på pælen til vindmåleren, som havde taget lidt skade, men et nærmere eftersyn viste, at det faktisk var hele carporten, der havde fået et ordentlig trykseksten, så den mildest talt ikke er i vater - en rigtig stormskade.
Det er lidt træls, men heldigvis er den forsikret, så jeg skyndte mig - ufortrødent og uden ophør - straks at anmelde skaden, som man nu skal. Det var der heller ikke det helt store problem i - altså bortset fra et kvarters ventetid i telefonen, for jeg var åbenbart ikke den eneste denne morgen, som havde en skade at anmelde.
Tirsdag eftermiddag fik jeg så at vide, at eftersom der ikke var overhængende fare for hverken liv eller ejendom, var jeg lagt nederst i bunken. Der var andre og vigtigere ting at klare - men hvis det i øvrigt var i orden fra min side, vil man sende en tømrer en gang i løbet af et par uger. For de havde alligevel en del skader, der skulle klares i Brovst og omegn.
Det er helt i orden for mig - selvfølgelig skal man tage sig af de største sager først, og kan vi i øvrigt klare sagen helt uden bureaukratiske forviklinger, skal jeg da være den første til at klappe i mine små hænder.
Endda med et rigtigt trykseksten. Måske ved du ikke, hvor dette fine udtryk kommer fra, men så kan jeg da lige fortælle, at det er gammelt bogtrykker-udtryk. Oprindeligt kunne en trykmaskine kun trykke en side ad gangen, men efterhånden som teknikken blev udviklet, kom man op på at kunne tage store ark svarende til seksten sider ad gangen. Der skulle så selvfølgelig trykkes lidt hårdere - altså et trykseksten, og deraf udtrykket.

Jul i karlekammeret

2011-11-28T04:06:00.003+01:00

Så er det atter ved at være jul på den lille ø - og øboerne fejrede som sædvanlig den første søndag i advent med gudstjeneste og fællesspisning.
Gudstjenesten var lidt af et tilløbsstykke. Ikke mindst for Øland Karlekammerkor benyttede lejligheden til at synge julen ind. Det var ganske stemningsfuldt og viste, at koret kan meget mere end valsetonerne fra Øland-sangen.
Forresten er det nu altid en fornøjelse at være i den lokale kirke. Ikke alene fordi den lokale præst altid er prisværdigt kortfattet i sine prædikener - men også fordi kirken er ganske interessant i sin indretning og historie.
Det er en af landets få privatejede kirker, som samtidig bruges til almindelig kirketjeneste. Kirken var oprindelig en del af Ø Kloster, der efter reformationen blev til det nuværende Oxholm gods. Blandt andet rummer kirken et seks meter højt såkaldt monstranshus, der i den katolske kirke bruges til at opbevare relikvier og andre hellige ting - og det er da ret interessant, at det smukke møbel har fået lov at overleve reformationen.
Jeg hygger mig også altid med, at altertavlen, som ses bag karlekammerkoret, angiveligt er krigsrov fra svenskekrigene erobret af Hans Friedric von Levetzow, der deltog i de to såkaldte Carl Gustav-krige 1657-60. Jeg ser altertavlen som en beskeden og passende erstatning for Skåne, Halland og Blekinge, der som bekendt gik tabt i en af mange krige med arvefjenden.
Oxholm var i Levetzow-slægtens eje 1668 til 1796. Kirken er forresten også udsmykket med et flot epitaphium, som forestiller Levetzow og konen. Epitaphiet kan anes bag adventskransen. Familien er i øvrigt gravlagt i sarkofager i et lille kapel bag epitaphiet.

Højvande

2011-11-27T20:06:00.008+01:00

Vandstanden har i dag været temmelig høj i Limfjorden. I vores del af fjorden cirka 160 cm over normal-referencen.
Skulle man tro den megen omtale i de elektroniske media, er ragnarok nært forestående - og de unge TV-journalister slikker sig allerede om munden som ådselsgribbe ved udsigten til død og ulykke.
Men selv om det kan se både voldsomt og smukt ud - som på billederne her fra Attrup Havn - er det i virkeligheden bare business as usual. Det har intet med den globale opvarmning at gøre. Det er forholdsvist normalt i forhold til månefase, årstid og så dagens kraftige vestenvind. På denne tid af året er vandstanden altid højere end normalt i Limfjorden. Når der så samtidig er vestenvind, stiger den så også - og som prikken over i'et er tidevandsforskellen størst i december, hvor månen er tættest på jorden samt ved fuldmåne og nymåne - og da vi lige har haft nymåne, så er de naturgivne omstændigheder faktisk helt optimale for lidt højvande ud over det normale.
Så lad os slå koldt fjordvand i blodet - og nyde elementernes rasen. Der er stadig et pænt stykke vej til de uvejr, vi i sin tid har oplevet i Nuuk - og det nu en gang sundt for menneskebørnene at erkende, at det er naturen, som sætter dagsordenen.

Indendørs sysler

2011-11-27T16:13:00.004+01:00

De seneste dage har det mildest talt ikke været vejr for hverken mand eller bæst til udendørs sysler. Regn har skiftet uafladeligt med storm og blæst.Nu er det imidlertid så heldigt, at jeg har fået fat i nogle bøgegrene, som skal bruges til at fyre med i røgeovnen.
Det er noget mindre træstykker end dem, jeg normalt arbejder med som brænde - for det skal saves og kløves i hånden for at undgå forurening fra kædesavens olie.
Og netop fordi det er små stykker, er der faktisk ikke noget til hinder for at sidde indendørs i værkstedets hyggelige varme og kløve brændet. Så det har jeg gjort. En stor skive fyrretræ, hjembragt til brændeovnen, gør det ud for huggebloggen - og med en lille skovmandsøkse kan jeg så sidde stille og roligt i havestolen og lave brændet til kommende produktioner af røget sild og ål. Et rigtigt hyggejob på en dag med møgvejr - og dem har vi jo haft et par stykker af den seneste tid.

Årets sild

2011-11-27T15:38:00.007+01:00

Traditionen tro bød november-mødet i Øland Sildelaug på udnævnelsen af Årets Sild.
Uddelingen af denne Ølands højeste anerkendelse er lagt fuldstændigt i hænderne på sildelaugets ceremonimester Peter Thuesen, der dog får hjælp og støtte fra et lille udvalg bestående af Peter Thuesen og Peter Thuesen.
Prisen som Årets Sild gik i år til Frederik Møller og Jesper Krage, der er folkene bag Ølands nye multibane.
Prisen består af æren, et diplom samt ikke mindst en tale af Peter Thuesen - og da Peter Thuesen jo gerne holder en tale og udbringer en skål, er det ikke den mindste del af fornøjelsen.
Forresten var det et ganske fornøjeligt møde med guleærter og flæsk på bordet, ligesom man fik tid til at forberede decembers produktion af de laugets berømte sild - ikke årets sild, men julens sild. Men herom på et senere tidspunkt.

Årets TV2-øjeblik

2011-11-26T10:06:00.002+01:00

TV2 kører i sin sædvanlige og usmagelige selvpromoverende stil i øjeblikket en afstemning på internettet, hvor man kan stemme på årets TV2-øjeblik. Man kan vælge mellem 10 forskellige klip fra intetsigende, fordummende og tåbelig underholdning - tidspilde forklædt som journalistik. Desværre er der ikke mulighed for at stemme på det allerstørste TV2-øjeblik - nemlig den sorte skærm, når man slukker for dette misfoster i den danske medieverden.

Terror-mistænkt

2011-11-23T22:57:00.006+01:00

Grønlandshav-nen i Aalborg er en stor og travl arbejdsplads. Døgnet rundt ruller lastbiler og containere ind på pladsen med varer til verdens største ø.
Stort set alt, hvad er sælges i grønlandske butikker og bruges på de grønlandske byggepladser skal gennem denne flaskehals - og i det omfang der er varer den modsatte vej, skal de selvfølgelig også gennem Grønlandshavnen. Blandt andet tusindvis af store, lækre grønlandsrejer, som er en uundværlig del af ethvert ordentligt frokostbord.
Grønlandshavnen er også en farlig arbejdsplads med alle de mange trucks og lifters, som flytter godset rundt. Jeg ved det, for et par gange om året går min vej forbi Grønlandshavnen for at hente en frysepakke med grønlandsk proviant fra gode venner deroppe.
Derfor havde jeg også stor forståelse for, at man for et års tid siden besluttede, at disse pakker skulle afhentes i portvagten - istedet for speditørkontoret midt inde i det hele. Ændringen var en følge af EU's terrorpakke - og altså mere begrundet i hensynet til havnen end til kunderne.
Derfor undrede det mig, da jeg mandag var ude efter en pakke hellefisk til røgeovnen. For portvagten var blevet lukket. Nu skal man igen gå tværs over havnen og al dens trafik for aflevere fragtbrevet. Herefter skal man vente ved porten, indtil der kommer en truck med pakken - der forresten kun må indeholde fem kilo fødevarer.
Da jeg skulle aflevere fragtbrevet, tog jeg kameraet med. Jeg kunne jo lige så godt benytte mig af lejligheden til at få et par fotos af den travle arbejdsplads. Men her fik jeg problemer. For nok tåler man igen "civilister" i havnen - men fotoapparater: Nixen bixen, for fotografering er forbudt i hensyn til terrorbestemmelserne, belærte en striks dame mig.
Nu var det heldigvis for sent - for billederne var taget. Men jeg luskede lige så stille tilbage til bilen med en terror-mistanke på ryggen. Og mens jeg ventede på pakken med en dejlig, stor, tommetyk hellefisk, kunne jeg så lige fundere lidt over EU-bureaukratiets uransagelige veje...

Førstehjælp

2011-11-22T02:38:00.006+01:00

Tågen ligger tungt over det danske land i disse dage. Egentlig er det et fint, stille og lunt vejr, men det er ret generende for bilister.
Søndag morgen meget tidligt var jeg et smut i Farsø for at aflevere et par ting. Allerede ved 8-tiden kørte jeg hjemad igen mod morgenkaffen. Tågen var fæl, så der var udsigt til en lang tur.
Turen blev desværre lidt længere end forudset. For mellem Fredbjerg og Gunderup dukkede denne smadrede bil ud af tågen. Vejen svinger det pågældende sted svagt mod venstre - og det var helt tydeligt, at føreren havde glemt at svinge med og havde været en tur oppe i træerne bagved.
Ulykken på den øde vej var åbenlyst lige sket, og jeg var helt klart første forbipasserende. Føreren stod ved siden af bilen og fumlede med sin mobiltelefon - og jeg standsede selvfølgelig og memorerede hele mit mentale førstehjælps-beredskab. Det var en lidt svær situation - for føreren var tilsyneladende sluppet uskadt fra uheldet, omend meget fortumlet og havde vistnok også fået et slag i hovedet.
Det er svært, for det er en situation, som er næsten umulig at træne. Hjertemassage, kunstig åndedræt og lignende sidder fuldstændig på rygraden - mens forebyggelse af chok er noget mere kompliceret.
Der var ingen tvivl. Manden var kold og forvirret, men insisterede på at han ikke var kommet til skade. Så der måtte en god del snak - i min dejligt varme bil - til, før han indså nødvendigheden af at blive tilset af en læge.
Heldigvis havde han nået at ringe efter en kammerat, og da han kom, sørgede han for at køre fyren på til sygehuset. Jeg efterlod bilvraget behørigt forsynet med min advarselstrekant og et telefonnummer - og håber da nu at få trekanten tilbage ved en passende lejlighed.
Ved 9.30 tiden var jeg endelig hjemme - og kunne nyde en gang friske birkes fra bageren i Farsø - inden jeg begav mig ud i tågen igen. Denne gang mod Thisted, hvor jeg holdt foredrag om eftermiddagen, men det er en helt anden historie.

Røget sild

2011-11-19T06:44:00.004+01:00

Så er husets første produktion af røget sild færdig - og man kan da ikke sige andet, end at de ser lækre ud.
Desværre - når sandheden nu skal frem - var de lidt mislykkede, da de var blevet rigeligt salte.
Miseren skyldes, at før man røger, skal kødet saltes. Det er vigtigt, specielt ved varmrøgning, for at få vandet ud af kødet, så det ikke bliver kogt - men netop røget.
Jeg plejer at salte sådan lidt på øjemålet - baseret på mine erfaringer fra ikke mindst højskoletiden i Norge, hvor vi røgede masser af fisk. Men denne her gang snød øjemålet mig altså - og det er selvfølgelig lidt træls. Men så kan jeg jo lære det - og så er det ellers med at komme op på hesten igen og videre.
Jeg regner med i den kommende uge at køre en gang laks - og mon så ikke, at der bliver tid til en ny omgang sild, inden mødet i Øland Sildelaug næste fredag?

Korsang

2011-11-18T03:30:00.009+01:00

Da jeg forleden hørte Danmarks Radios pigekor, slog det mig, hvor stor bredden egentlig er i den danske tradition for korsang.

Man fristes næsten til at lave en komparativ analyse med pigekoret på den ene side - og Øland Karlekammer-kor på den anden side. For der er godt nok et stykke vej fra pigekoret til karlekammeret - ikke bare i musikalsk udtryk, men sandelig også i udseende og ikke mindst format.
Men prøv lige at sammenligne billederne her med billederne til denne historie om Øland Karlekammerkor. Så ser man bredden - bogstaveligt talt.
Nu skal man imidlertid passe på ikke at analysere tingene ihjel. For uanset hvor forskelligt det end lyder og ser ud, er der en ting, alle korsangere har til fælles - og det er glæden ved at være sammen om at synge. Og så er det egentlig ligegyldigt, om det er gamle danske salmer med et væld af harmonier, eller det er Ølandsangen i valsetakt. Og det er også ligegyldigt, om det er mænd, der mødes for at få en lille en - eller det er skolepiger, som træner benhårdt til at være i verdenseliten.
Derfor skal jeg også spare læseren for enhver betragtning om æstetiske forskelle i denne sammenhæng.

Limfjordsbroen i krig

2011-11-17T04:46:00.003+01:00

Tysk fly over Limfjordsbroen 9. april 1940.

I mine gemmer har jeg fundet et gammelt foto fra besættelsen, som viser et tysk fly over Limfjordsbroen i Aalborg den 9. april 1940.
Jeg kom til at tænke på billedet, da jeg gennemgik mine fotos fra Jægerkorpsets jubilæums-opvisning på havnen i Aalborg for et par uger siden. Opvisningen sluttede nemlig med, at fem af de medvirkende fly "red mod vest" mod flyvestationen. Det var en EH-101, tre Fennecs og en Lynx - og flot så det ud.
Den 9. april var der næppe mange, der klappede i deres små hænder, da et tysk fly fløj lavt over Limfjordsbroen - men en aalborgensisk fotograf var altså hurtig på aftrækkeren.
Nu har jeg jo ikke den store praktiske erfaring med genkendelse af tyske krigsfly, men så vidt jeg kan se, er der tale om en Dornier 17, en let jagerbomber der også blev brugt til rekognoscering. Flytypen var nem at manøvrere i lave højder og blev efter krigen brugt i blandt andet det finske luftvåben. Tyskerne trak det dog ud af operationel tjeneste allerede i 1941, da slaget om England havde vist, at det lette fly var temmelig sårbart. Lufthavnen i Aalborg, der dengang lå øst for byen, blev besat ved verdens første faldskærmsangreb - og den dominerende flytype var den tre-motorede JU 52 (den med bølgepladerne).
Aalborg var vigtig som støttepunkt for tyskernes vej mod Norge, der jo som bekendt var den egentlige årsag til besættelsen. Derfor indledte tyskerne også et stor lufthavnsbyggeri i den nuværende Aalborg Lufthavn, der næppe nogen sinde ville være blevet til noget - hvis det altså ikke lige var fra tyskerne. Af samme grund var lønningerne Danmarks højeste i Aalborg, der som industriby ellers var plaget af arbejdsløshed på den tid.
Aalborgs daværende borgmester Marinus Jørgensen sagde efter krigen, at Stauning på bedste kræmmervis havde rådet ham: - Lad nu det stridbare Vendelbosind blive hjemme, og se at få det til at gå uden sammenstød. Giv dem lidt brød og brændevin, for det kan de godt lide, og det vil få meget til at glide. Marinus Jørgensen, der var Aalborgs første socialdemokratiske borgmester, måtte efter krigen forlade borgmesterposten i forbindelse med en tjenestemandssag for samarbejdet med tyskerne. Han blev dog frikendt, men måtte vedtage en bøde for sortbørshandel.
Når jeg nu har et foto fra den 9. april i gemmerne, skyldes det, at jeg i sin tid har skrevet og redigeret et lille skrift, der i 1993 udkom i anledning af 650-året for Aalborgs købstadsrettigheder.
Limfjordsbroen blev indviet i 1933 og udvidet i 1960 - og er i dag en flaskehals for trafikken mellem Han Herred, den vestlige del af Vendsyssel og resten af landet - men det er en helt anden snak.

Fem helikoptere fra det danske forsvar over Limfjords-
broen 5. november 2011.

Aaargh...!

2011-11-17T03:59:00.001+01:00

Jeg kan denondelynemig ikke forstå, hvad det er for en syg trang, der i vore dage plager folk - og specielt it-folk - til at lave om på ting, der i øvrigt fungerer fornuftigt.
Tilfredse brugere af for eksempel Facebook oplever gerne hver anden måned, at folkene bag netværket generer brugerne med såkaldte nyheder, der ikke tjener andet formål end at bryde brugernes fornuftige rutiner. Måske tror IT-folkene, at deres kunder lider af samme sygelige rastløshed, som de selv lider af - men jeg kan betro dem, at det gør vi ikke. Vi vil have ro og stabilitet.
Senest har denne tilbøjelighed også grebet Google, der ellers om nogen kan tilskrive sin succes ordentlighed, disciplin og stabilitet.
Jeg bruger blandt andet Googles kalender-redskab til at holde styr på alle mine aftaler om foredrag, mine møder i de foreninger jeg er medlem af samt ikke mindst mine faste leverandør-aftaler med Nordjyske Stiftstidende. De forskellige aktiviteter har hver sin farve i kalenderen, så jeg nemt og hurtigt kan se nogle dage frem og vide, hvad der skal skrives og så videre. Men nu her for et par uger siden, ændrede Google farverne til et angiveligt mere moderne look. På almindeligt menneskedansk vil det sige, at man ændrede nogle forholdsvis klare farver til nogle fimsede pastelfarver. Hvad kommer der ud af sådan noget? Forvirring, frustration og almindelig fortvivlelse.
I denne uge er turen så kommet til Googles blog-editor, der er blevet fuldstændig omkalfatret. Alle funktioner har skiftet plads - og specielt billedbehandlingen er blevet meget ændret. Desuden optræder bloggen ikke længere på samme måde i forskellige browserversioner - hvilket virkelig er noget rod.Hvis du derfor har oplevet mærkelige ting med nærværende blog de seneste par dage, skal jeg beklage det dybt - men Google har altså ændret på en masse ting, der ellers har virket gridningsløst i mange år - og det har tvunget mig til at lave nogle tests for at finde ud af det. Derfor har der været nogle mærkelige indlæg på bloggen, som godtnok er blevet slettet igen - men som har forstyrret nyhedsabonnementer og feeds - og jeg har fremdeles problemer med det ellers kendte udseende af bloggen. Det beklager jeg.
Kære IT-leverandører - husk det gode amerikanske ordsprog: If it works, don't fix it.

Batman

2011-11-14T05:43:00.003+01:00

Regeringsbunkeren Regan Vest i Rold Skov blev i sin tid opført for at beskytte regeringen mod en atomkrig - men der er sandelig også andre, som har glæde af det store underjordiske bunkeranlæg.
Blandt andet flagermusene, som bruger de lange gange til vinterhi. Der findes verden over godt 600 forskellige arter af det eneste pattedyr, som er i stand til at flyve - uden hjælp af fly.
I Rold Skov er den mest talrige art vandflagermusen - og den så vi en del af, da jeg forleden var på besøg i Regan Vest.
Efter parringen om efteråret går vandflagermusen i hi på kirkelofter, i gamle minegange og andre steder, hvor temperaturen ikke når ned under nul om vinteren. For de små kræ tåler ikke frost - så dør de!
Vinteren tilbringes hængende i bagbenene og i dyb søvn - men dog ikke dybere, at de som regel vågner op et par gange i løbet af vinteren for lige at tjekke, hvad klokken er slået. Og hvem ved? Måske også for at slå en lille streg - akkurat som vi andre, når vi sover.
Flagermusen er en dybt fascinerende skabning - mesterflyver som den er. Den lever af insekter - gerne store fede natsværmere - som den opsporer ved hjælp af sin avancerede og medfødte sonar. I nattemørket ser den såmænd ikke bedre end de fleste af os - men ved konstant at udsende små klikkelyde på en høj frekvens uhørlig for det menneskelige øre er flagermusen i stand til at navigere med millimeters nøjagtighed - og altså også at finde en lille myg midt i den buldrende mørke nattehimmel. Spændende!

Urania

2011-11-13T23:09:00.003+01:00

Der var måner i alle afskygninger - mere eller mindre fulde - da jeg torsdag i sidste uge besøgte Urania-observatoriet i Aalborg.
Observatoriet ligger populært sagt midt i ungdommens gade - i Golfparken lige ved siden af Sohngårdsholm slot og Arbejderbevægelsens Kollegium på Borgmester Jørgensensvej i Aalborg. Her boede jeg - på kollegiet altså - i begyndelsen af 80'erne, og her har den stået på mangen en festlig time, mens man stadig havde ungdommens grådige appetit på livet.
Mens jeg var i Grønland - i midten af halvfemserne - er der blevet bygget et lille observatorium i Golfparken. Det ejes af Aalborg kommune og drives af en lille flok stjernekiggere i Nordjysk Astronomisk Forening for Amatører - NAFA.
Observatoriet hedder Urania - ubeskedent opkaldt efter Tycho Brahes observatorium på Hven, men Urania er også astronomiens muse i den græske mytologi.
Det var torsdag, det var skyfrit for første gang i mange nætter, og det var sandelig også fuldmåne. Så jeg havde egentlig sat næsen op efter en rigtig gang stjernekiggeri - men så enkel er verden jo ikke, når man er blandt entusiastiske stjerneamatører. For helt ærligt manglede jeg det store overblik. På grund af fuldmånen var observatoriets kikkert fast indstillet på månen - så den så vi lidt på, mens Venus, Saturn og Karlsvognen måtte passe sig selv, og entusiasterne i øvrigt fortalte entusiastisk om kikkertens historie og tekniske finesser.
Klubben rummer også en meget ivrig fotograf, som i hvert fald ikke går ned på udstyr - og han viste flotte billeder af fjerne galakser, som ikke kan ses med det blotte øje - og derfor egentlig ganske uinteressante. Men jeg fik ham da lokket hen i et hjørne og fik et par fif til at fotografere månen, næste gang jeg skulle blive månesyg - og det kommer vi nok til at se mere til her på bloggen.
Indtil da kan læserne jo nyde det billede, jeg lavede i sommeren 2010 - og som er mit hidtil bedste billede af den grønne ost. Så vidt jeg kunne se i Urania-observatoriets stjernekikkert denne efterårsaften i 2011, er der ikke sket meget deroppe siden sidste sommer.

I offentlighedens tjeneste

2011-11-12T23:21:00.010+01:00

Som medlem af DR's dialogfora deltog jeg lørdag i "statsradiofoniens" såkaldte public-service-høring.
Det blev en spændende dag, hvor jeg udover selve høringen deltog i et seminar om nyhedsdækningen i DR samt selvfølgelig fik lejlighed til at se den nye DR-by og koncertsalen. Byggeriet har som bekendt kostet licensbetalerne fem milliarder kroner foruden jobbet for adskillige ældre DR-medarbejdere.
DR-byen er meget funktionel, moderne og strømlinet - og virker på mig mere som en fabrik end en kreativ arbejdsplads. Jeg er tidligere kommet en del i det gamle radiohus på Rosenørns Alle, og der var der alt andet lige betydeligt mere hyggeligt - og forresten altid bajere og smøger på bordet.
Nyhedsseminaret blev styret af DR's nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, der under sloganet "ikke flere, men bedre nyheder" gik i flæsket på blandt andet journalistikkens traditionelle konfliktorientering og individualiserede konsekvens-orientering. - Når vi tager den enkeltes parti, risikerer vi at miste overblikket, så flertallet bliver ofret, sagde Haagerup med henvisning til landets økonomi og den overbudspolitik, som pressen tvinger politikerne ud i.
Ganske spændende og fremadrettet, men desværre blev han misforstået af nogle af deltagerne - og diskussionen gik lidt i ring. Heldigvis fik jeg da lov til at lufte min aversion mod den fordummende og alt for nemme journalistik, der baserer sig på undersøgelser fra diverse interesseorganisationer. Alene i P4's nyheder blev det til 14 af den slags historier i sidste uge.
Det blev også til et overordentligt positivt møde med DR's nye generaldirektør Marie Rørbye Rønn, som virker sympatisk og engageret i DR's målsætning om at lave radio, TV, internet og så videre fra hele landet og for hele landet. DR-konstruktionen er temmelig speciel - og det giver netop institutionen nogle særlige forpligtelser til at levere et produkt, som den kommercielle mangfoldighed ikke evner - blandt andet fra de tyndtbefolkede egne af landet.
Jeg er nok noget mere loren ved bestyrelsesformand Michael Christiansen, der i mine ører er rundet af det traditionelle, københavnske kulturradikale miljø, som betragter dansk folkelighed som en vederstyggelighed - men ingen tvivl om, at det har været godt for DR i krisetider at have en bestyrelsesformand, der kan begå sig på de bonede gulve i ministerierne - som en ål i mudder - så lad os da give ham en chance.
Selve public service-høringen, hvor der var offentlig adgang, var der ikke så meget ved. Diskussionen blev præget af, at folk ikke kan forstå, at Folketinget har fjernet en af DR's FM-kanaler og forresten heller ikke forstår, at DAB-radioer hverken er særligt dyre eller komplicerede at betjene. Beslutningen er Folketingets og ikke DR's - og det giver derfor ikke mening at diskutere dette emne i DR-sammenhæng.

DR er en særlig virksomhed i Danmark - et nationalklenodie med et kæmpeansvar for den nationale sammenhængskraft. Og i den sammenhæng er det vel et fint symbol, at receptionen i DR-byen blandt andet er udsmykket med Bamses og Kyllingens hus - for det er da noget af det mest danske, der findes, tihvertifal'.
Dagen blev forresten indledt på smukkeste højskolevis med, at vi sang "I Danmark er jeg født..." - og da Radiopigekoret også sluttede dagen med en pragtudgave af den smukke sang, var det lige før, jeg kneb en tåre, så den tager vi lige med fra en af DR's store konkurrenter - YouTube!

Grus grus

2011-11-11T18:57:00.006+01:00

Kig godt på dette elendige mobil-telefon-foto. Uskarpt og underbelyst som det er, er det ikke meget værd.
Men det er alligevel et historisk billede. For det viser mit livs første møde med Grus grus - den latinske betegnelse for en af den danske faunas mest imponerende skabninger - tranen.
Jeg har aldrig før i mit liv set denne kæmpefugl, men fredag morgen stod den der lige pludselig lige ved siden af landevejen ved Haverslev mellem Brovst og Aggersund.
Selvfølgelig havde jeg ikke mit kamera med til dette historiske møde. Derfor det elendige mobilfoto. Men det var altså lige, så de små hår rejste sig, og jeg fik kuldegysninger langt ned ad ryggen, da jeg pludselig stod ansigt til ansigt med en af verdens største fugle.
Tranen hører naturligt hjemme på egnen, hvad stednavne som Tranekær og Tranum vidner om, men den store fugl blev udryddet i Danmark i 1800-tallet. De seneste år er den imidlertid vendt tilbage, blandt andet til Vejlerne og området ved Nors Sø i Thy - og nu stod den altså pludselig her på en mark med vintersæd mellem Bonderup og Bejstrup.
Det var et stort øjeblik, da jeg for første gang i mit liv så denne fuglenes mammut, som er næsten lige så stor som min lille mor - og da jeg var på vej til Farsø netop for blandt andet at besøge min mor, gav det lidt ekstra stof at tænke på.
Men nu har jeg set den for første gang - og da den danske bestand i blandt andet Thy er voksende, håber jeg naturligvis, at der snart bliver anledning til at lave et ordentligt, skarpt billede af Grus grus.
Forresten bruger jeg normalt aldrig fuglenes latinske navn, men netop når det er så enkelt og så smukt, som Grus grus virkelig er, ja, så kan jeg altså ikke lade være.

Regan Vest

2011-11-09T23:49:00.007+01:00

Et sted i Rold Skov 65 meter under jordens overflade - jeg har lovet ikke at sige hvor, selv om det vistnok er en offentlig hemmelighed - ligger regeringens underjordiske bunker fra den kolde krig.
Det var her, regeringen og regentparret skulle opholde sig, hvis den kolde krig var blevet varm.
Anlægget stod færdig i 1968 og er en sand tidslomme i tresserdesign. Regan Vest, som bunkeren hedder, blev lagt i mølpose i 2003, da truslen fra øst forsvandt med murens fald nogle år tidligere.
Der findes imidlertid et tilsvarende anlæg på Sjælland, og det er stadig operativt. Nu er risikovurderingen dog, at det ikke er en atomkrig, som truer, men som terrorangrebet på New York i 2001 viste, er der stadig en trussel mod samfundets beslutningsstruktur - og derfor skal der stadig være en mulighed for, at regeringen kan gå under jorden.
Regan Vest blev besluttet allerede i H.C.Hansens regeringstid, men der skulle gå en årrække, inden den 5000 kvadratmeter store bunker stod færdig. Den er sprængt ud i Himmerlands kalkholdige undergrund og lidt af en ingeniør-mæssig bedrift. Anlægget skulle angiveligt kunne modstå et atom-angreb, så længe der ikke var tale om en direkte fuldtræffer. Men sikkerheden er nok noget tvivlsom i dag, hvor man bruger smarte missiler, der kan trænge ned til 50 meter under jordens overflade.
Jeg besøgte bunkeren onsdag aften på et arrangement for nordjyske journalister og mediefolk. Og det var et rigtigt spændende arrangement, hvor vi fik mulighed for at stifte bekendtskab med mange af den kolde krigs realiteter - og ikke mindst medieskabte myter. For eksempel, da Ekstra-Bladet skrev, at bunkeren lå i Frejlev under DR's store antenner. Miseren skyldtes, at bladet, der tør så meget, havde ringet til bunkeren og den vagthavende officer tilfældigvis hed Frejlev.
Udover regeringen skal bunkeren selvfølgelig også rumme regentparret. Men som det ses på billedet til venstre er selv dronningens soveværelse ganske ydmygt. I alt er der plads til 260 beslutningstagere - regeringen, departementscheferne og en række andre vigtige personer - og yderlige 90 personer, der skal sørge for, at bunkeren fungerer i op til en måned. Det tjenende personel må dog finde sig i, at skulle deles to og to om en seng - hvilket næppe vil være et problem, da der naturligvis vil blive arbejdet i døgndrift.
Det store spørgsmål er så, om det er umagen værd. Efter en måned med atomkrig er der næppe meget at komme ud til, når ragnarok er forbi.

Helo'erne - kun for nørder...

2011-11-06T15:13:00.008+01:00

Lørdagens jæger-opvisning på Aalborg havn bød på masser af fede optrin og fotomuligheder - specielt for os helikopterfreaks. Desværre var det lidt disede vejr ikke optimalt til den slags billeder, men her er alligevel et par fotos - uden kommentarer, for billederne er nok mest for helo-nørder, og den slags ved det meste af triviaen i forvejen.
Men er du ikke nørd, kan jeg da oplyse, at de tre øverste fotos viser flyvevåbnets EH-101, der sidste år afløste den legendariske S-61. Det var forresten første gang, jeg havde lejlighed til at se nærmere på EH-101, og jeg må indrømme, at jeg faldt lige på stedet for den fede lyd fra de tre Rolls Royce turboturbiner.
De næste par fotos er flådens Lynx-helikopter, som blandt andet opererer fra inspektionsskibene i Nordatlanten, og som forresten også har en fed, aggressiv motorlyd, og endelig er det hærens Fennec-helikopter på de to nederste fotos.

Action på havnen

2011-11-05T16:38:00.010+01:00

Hvad er det lige, man skal gøre, hvis man står på en papkasse, og der kommer lækker sportsvogn farende mod en i fuld fart?
Og hvad sker der, når man kører på vandscooter med sin faldskærm på ryggen - og pludselig kommer til at udløse den?
Det var nogle af de scenarier - mere eller mindre realistiske - som Jægerkorpset havde medtaget i sin opvisning på havnen i Aalborg i dag.
I sin tid - for 50 år siden - blev Jægerkorpset skabt for at skulle indsættes bag Warszawa-pagtens linier, men i dag er en af korpsets vigtigste funktioner terrornedkæmpelse - og i den sammenhæng kan det jo ikke udelukkes, at sådanne lidt tænkte situationer opstår. Men ellers er det vel mest sjov og lir, som er med til at sætte krydderi på en benhård uddannelse. Der er ingen tvivl om, at drengene i Jægerkorpset elsker alt med en motor på - men det er altså også en fornøjelse at se, at de mestrer alle disse maskiner til fuldkommenhed.
Og det er vel også meningen med en sådan opvisning. Det er ikke bare drengestreger og lir. Det er en advarsel til alle, som ønsker at ødelægge samfundsordenen med en besked om, at vi er stand til at svare igen med adækvate midler - og det er jo ganske betryggende.
Forresten noterede jeg, at anholdelsen af en af de medvirkende terrorister foregik ganske ortodokst ved at sætte en hund efter ham - men det var godtnok en blodtørstig krabat, som jeg nødig vil møde. Det var kun med besvær, at soldaterne kunne få den til at slippe taget i byttet - men så kan de jo lære det, kan de.
Det blev til godt 300 billeder i løbet af den halvanden time, opvisningen varede - blandt andet en masse fede helikopter-fotos, men dem skal der kæles for, så jeg vil vende tilbage til opvisningen i løbet af den kommende uge.

Mere Billedblad

2011-11-05T16:12:00.005+01:00

Vi følger op på successen fra tidligere på ugen med endnu en omgang af de royale sider her på Dovregubben.
Dronningen overværede i dag en stor opvisning på havnen i Aalborg i anledning af Jægerkorpsets 50 års fødselsdag - og det blev anledningen til, at jeg fik endnu en serie royale billeder i kassen.
Blandt andet da Dronningen ankom til havnen, hvor det nærmest så ud som den amerikanske general med tre stjerner på skuldrene havde lyst til at overfalde majestæten, der dog blev reddet af chefen for Jægerkorpset. Sandheden er vel nok den enkle, at de to dignitarer nærmest står på pinde - som man siger - for Hendes Majestæt.
Men bortset fra denne batalje in spe forløb arrangementet ganske planmæssigt - omend at både Dronningen og Jægerchefen måtte tage hånden til hjælp for at holde på hovedtøjet, da en af flyvevåbnets nye EH-101 helikoptere kom tæt på.
Det er det, jeg altid har sagt. Det er altså svært at bevare værdigheden, når der er en helikopter med roterende vinger lige ved siden af. Så dukker man sig uvilkårligt - også selv om der er langt op til vingerne.Forresten har jeg ikke planer om at nærme mig kongefamilien i den kommende tid, så mon ikke dette var den sidste udgave af de royale sider i denne omgang?

Timber...!

2011-11-04T19:19:00.006+01:00

Netop i disse dage er jeg ved at lægge sidste hånd på et nyt foredrag, som skal have premiere i Farsø Sognegård næste fredag.
Foredraget handler om min højskoletid på Lofoten, og det bliver en beretning om hvaler, fjelde, klipfisk, den sidste viking og ikke mindst nogle sjove oplevelser fra jagt- og fiskeriholdet på Lofoten Folkehøjskole.
I den forbindelse faldt jeg over billedet her, som viser bloggeren umiddelbart efter, at han har nedlagt sit første træ med en motorsav.
Sikkerheden var nemlig i orden på højskolen, så vi fik et lille kursus i motorsaven, dens brug og pleje, inden vi blev sluppet løs i den norske vildmark.
Træet er ikke stort, det er en birk, og det er elendigt brænde - men der er ikke ret meget andet træ i Nordnorge, så det må man altså nøjes med. I dag er det væsentligt større træer, som jeg tæmmer med motorsaven, men det er en helt anden historie.
For ind til billedet blev taget, havde jeg faktisk kun erfaring i at fælde træer med sav og økse - men det er nu også blevet til nogle stykker i Grønnerup skov, hvor vi som spejdere i Farsø slog vores folder i ungdommen.
Og nu jeg alligevel er i gang, skal vi da også have et foto fra en jagttur, vi havde til Hamarøy - Hamsuns barndomsland. Det var efterår - og det var smukt, som kun den norske høst kan være det - og kræver derfor ikke yderligere kommentarer.
Men en særpræget jagttur var det faktisk - for alt, hvad vi fik ud af syv menneskers jagtbestræbelser i 10 dage, var godt og vel 300 ørreder...

Reklamer

2011-11-03T20:01:00.007+01:00

Jeg har været i biografen i dag. Det er der sådan set ikke nogen historie i - hvis det altså ikke lige var fordi, det var i morges.
Klokken 7.30 havde et par hundrede kommunikations- og reklamefolk samt en flok studerende sat hinanden stævne i BioCity i Aalborg for at se vinderne fra dette års reklamefestival i Cannes. Så i løbet af dagens første timer så vi sammenlagt 86 minutter og fire sekunders reklamer.
Det er mange film, og det er hård kost - selv om reklamefilm som regel er tvunget til at gå lige til budskabet. Faktisk kan jeg meget bedre lide reklamer end rigtige film, netop fordi formatet tvinger filmskaberne til at holde sig til sagen - og skære alle de overflødige sidehistorier væk.
Det kan man kun, hvis man har en unik ide - og er tro mod denne ide. Det er jo det, som er kunsten - og det er det, som bør præmieres.
Og selvfølgelig er virkeligheden ikke så enkel. For reklamefolk ville ikke være reklamefolk, hvis ikke de elsker at bruge kundernes penge. Så mange af årets premierede film i Cannes var faktisk uforholdsmæssigt lange i spyttet - og ville i hvert fald få undertegnede til at zappe væk, hvis jeg havde muligheden.
Egentlig forstår jeg godt mekanismen. Hvis man for eksempel har brugt en lille million på at bygge en flere hundrede meter lang xylofon op ad en fjeldside, så skal den altså også bruges til noget - og så kommer reklamen lige til at tage et helt minut, hvor 30 sekunder måske havde været rigeligt til at aflevere budskabet.
Et andet problem er, at mange reklamefolk tilsyneladende har det lidt dårligt med at sælge vaskepulver og tandpasta. Derfor skæmmedes vinderfeltet også af alenlange reklamer mod racisme, seksuelle fordomme og andet pjat. Det er voksent og følsomt, men kedeligt langt ned i halsen.
Vinderen af det hele - juryens Grand Prix - var skoforetagendet Nike med filmen "Nike Football Write the Future". Også denne film er alt for lang - næsten tre minutter - men fuld af flotte billeder i slow samt et par ganske humoristiske indslag, men nogen stor ide er det nu ikke. Men for filmen taler nu også, at musikken er hollandske Focus med guitaristen Jan Akkerman i spidsen og deres Hokus Pokus. Den var populær i min ungdom - og et fedt nummer.
Min egen favoritfilm var filmen for Folkevogns-reservedele. Den er lige efter bogen - tager 16 sekunder, har en god ide og kan ikke have kostet mange basseører at producere. Men den blev altså kun belønnet med en sølv-medalje i Cannes. Så uretfærdig kan verden altså være.

Visningen af Cannes-vinderne var en fast tradition, da jeg arbejdede i branchen i firserne - men den er sidenhen gået ind. Det var Erhverv Norddanmark, som havde taget initiativ til at genoplive traditionen - og efter dagens reaktioner tyder alt på, at det var en god ide. Så mon ikke turen går til BioCity igen om et års tid - tidligt om morgenen?

Lidt billedbladsk...

2011-11-02T06:46:00.011+01:00

Lidt kongelig har man da lov at være, reklamerer Billed-Bladet. Men så må man vel også være lidt Billedbladsk en gang i mellem?
Så derfor bringer vi her en nyskabelse på bloggen - de royale sider...
Jeg havde nemlig rig lejlighed til at fotografere kronprinsparret, da jeg i går var til Jæger-korpsets 50-års jubilæum. Og jeg synes da, at Dovregubbens læsere ikke skal snydes for de billeder, så her er de - uden yderligere kommentarer.

Challenger

2011-11-01T22:02:00.007+01:00

Jeg havde i dag anledning til at komme tæt på et af forsvarets Challenger-fly, da kronprinsparret ankom til Flyvestation Aalborg for at deltage i Jægerkorpsets 50 års-jubilæum.
Challenger-flyet er i offentligheden vel nok mest kendt for sine VIP-flyvninger med ministre og kongefamilien, men det bruges skam også operationelt i forbindelse med eftersøgninger, suverænitetshævdelse samt fiskeri- og miljøovervågning. Blandt andet skal et af de danske Challengers til næste år deltage i piratjagten ud for Somalia.
Flyvevåbnet råder over tre Challenger CL-604. De blev anskaffet i 1998 til erstatning for Gulfstream-flyene, som man mistede et af dette år ved en tragisk ulykke under indflyvning til Vagar. Ved denne ulykke blev blandt andet den daværende danske forsvarschef dræbt.
Jeg har ofte set Challengeren i Kangerlussuaq, hvor den som militærfly gerne optræder noget mere spektakulært end trafikflyene. Oprindeligt var det meningen, at der til stadighed skulle være et af de tre fly stationeret ved Luftgruppe Vest i Kangerlussuaq, men på grund af flyets popularitet blandt ledende politikere har det knebet med at leve op til denne målsætning.
Challenger-flyets opgaver i Grønland er suverænitetshævdelse - og det har ofte spillet en stor rolle i eftersøgninger, hvor det på grund af sin store fart og rækkevidde kan dække et meget større område end helikoptere i de øde og ugæstfrie egne af rigsfællesskabet.
Men selv om jeg ofte har set flyet i Grønland, var det alligevel i dag første gang, jeg havde lejlighed til at komme tæt på flyet - og jeg hæftede mig blandt andet ved den fikse rød-hvid-røde længdestribe, der dekorativt i den ellers funktionelle gråblå bemaling viser de danske farver.
Jeg mangler dog endnu at prøve at flyve med flyet - men det skulle angiveligt være ganske behageligt og komfortabelt indrettet med 18 gode sæder. Rækkevidden er cirka 7.000 km med mach 0,80.

Skomager - bliv ved din læst og påskrevet

2011-10-31T22:54:00.002+01:00

Lille nyfødte Danica er af flere media blevet udråbt som jordens indbygger nummer 7.000.000.000. Hun blev født på et filipinsk hospital og blev angiveligt fejret med et gavekort til sko.
Det er tankevækkende, nærmest rablende morsomt, at det sker netop i Filippinerne. For var det ikke den filipinske eks-diktatorfrue Imelda Marcos, der i sin tid vakte betydelig opsigt ved at være den lykkelige ejer af adskillige tusinde par sko?
De må altså have et eller andet med sko på de sydøstasiatiske øer...

Nu til mobil

2011-10-31T15:44:00.005+01:00

Verden er af lave - ingen tvivl om det. For samtidig med at computerskærmene bliver større og større, er der flere og flere, der bruger mobiltelefoner i stedet for pc'en til internettet.
Det er egentlig ret fjollet, at man vil bruge en lillebitte skærm til det formål - og dybest set afspejler det, at verden er i ungdommens vold. For intet normalt seende menneske over 40 år kan se noget som helst på en sådan mobilskærm - det er vore arme endnu ikke lange nok til.
Lidt hjælp er der dog at hente - for nu tilbyder Google, der jo er hjemsted for Dovregubbens blog-aktiviteter, et særligt mobil-layout, der gør bloggen lidt mere læsevenlig på små skærme til de såkaldte smart-phones.
Det er et tilvalg, som redaktøren - altså undertegnede - skal foretage. Og selv om jeg er dybt skeptisk over for alt dette mobile telefonhalløj, har jeg altså nu valgt det til - for selvfølgelig er jeg interesseret i, at flest mulig skal kunne læse Dovregubben.
Det skete for et par måneder siden - men hidtil har jeg ikke haft nogen rigtig mulighed for at teste det. Men eftersom DLG, der er min mobil-leverandør, nu tilbyder en rigtig bonderøvstelefon, der kan tåle vand og en tur i sølet (Sony Ericson Active), er jeg sandelig også gået over til en smart telefon, der vel må være den umiddelbare oversættelse af smart-phone.
I øvrigt vil bloggen se ud, som den altid har gjort, når du bruger en pc til at tjekke Dovregubben. Det har jeg ikke tænkt mig at ændre på - for hvorfor ændre noget, der virker?
Verden er muligvis af lave - men det er jeg ikke...

Jesper

Røg i køkkenet

2011-10-30T13:57:00.004+01:00

Lørdag aften havde jeg inviteret gæster - først og fremmest for det gode selskabs skyld, men sandelig også for at få en ædruelig vurdering af de første produkter fra røgeovnen.
Jeg havde sammensat en lukullisk menu, hvor vi lagde ud med en canapé med foie gras (gåseleverpostej) og hjemmerøget bacon. Derefter en gang klassisk røget laks med lidt æggerøre og grønne købeasparges, for der er desværre endnu et par år til, at vi bliver selvforsynende med asparges her i det lille hus på Øland.
Hovedretten var en solid gang sprængt oksespidsbrydst med peberrodssauce og urter fra haven. Endelig fik vi frugtis med lakridssauce til dessert. Lakridssaucen var en ny opfindelse fra undertegnedes side, men nem at lave: Fire æggeblommer røres med fire spiseskeer sukker samt en spiseske lakridspulver. Denne æggesnaps røres så sammen med en halv liter tynd flødeskum og voila - der er lakridssauce til desserten. Da Dina jo ikke tåler sukker, havde jeg også lavet en jordbærsauce. Et halvt kilo jordbær varmes forsigtigt og koges fem minutter i egen lage, der tilsættes lidt sødemiddel og hele molevitten får en tur i blenderen og stilles til køl. Begge saucer er fortrinlige følgesvende til is, når det nu skal være lidt mere festligt.
Vurderingen af den røgede bacon og laks var ganske positiv, men for mig betød det mere end mange ord, at den udsøgte gæsteskare faktisk spiste et temmelig stort fad med røget laks. Det ville de næppe have gjort, hvis ikke laksen var i orden.
Selskabet var nogle af vennerne fra Grønland - hvilket absolut ikke gjorde sammenkomsten ringere. Så efter maden snuppede vil lige et par rigtige løgnehistorier fra den store ø.

Jesper

Dagens ord XLVII

2011-10-30T13:49:00.001+01:00

Nordjyske Stiftstidendes hjemmeside beretter her søndag, at fuldebrummen på Læsø for en sjælden gangs skyld har været i brug. Det skyldtes en færøsk ungersvend, som ikke rigtig kunne styre sin brandert. Stiftstidende forpasser imidlertid en historisk chance for at lave alle drømmes sjove rubrik. Jeg ville altså have skrevet: Anholdt på Læsø...

Vild sild

2011-10-29T04:33:00.004+02:00

Overskriften for fredagens møde i Øland Sildelaug var Vild Ting. For det var bestemt ikke for silde at gå ombord i det vilde.
Vildt er efterårets mad - og det var lykkedes oldermanden at fremtrylle et par dejlige stykker vildt, som han havde tilberedt - godt og vel - i forvejen efter alle kogekunstens regler. Men han holder jo også af at overraske med små Noma-specialiteter, så garnituren bød på en overraskende chili-rødkål, der smagte betydeligt bedre, end navnet antyder.
Herudover kørte den på en god traditionel æble-peberrod, kartofler og en flødesovs, så skøn, at øboerne troede, at de var kommet i himlen.
Almindeligvis plejer de gode sildespisere at lade maden følge af forsvarlige mængder øl og brændevin. Denne tradition blev for en gangs skyld brudt - og som de fine og dannede mennesker, vi også er, nippede vi til et par flasker rødvin til maden - behørigt indsnuset og kommenteret, som de connaseurs vi gerne vil være.

Sådan at drikke rødvin frem for øl og snaps er egentlig også ganske vildt...

Røget laks

2011-10-28T06:53:00.005+02:00

Så er den første omgang røget laks af egen produktion færdig.
Efter en samlet røgetid på 16 timer kom det store sandhedens øjeblik - kan jeg mon hamle op med de professionelle?
Selv synes jeg, at det er lykkedes helt godt. Men det har nu alligevel været spændende at uddele lidt smagsprøver rundt omkring i omgangskredsen.
Nu skal man selvfølgelig ikke altid tage kommentarerne for gode varer - folk er jo høflige - men ellers er resultatet af den lille rundspørge indtil videre, at det nu ikke er så ringe endda.
Så jeg har bestemt ikke opgivet modet, men fortsætter anstrengelserne. Næste gang overvejer jeg, om vi efter en neutral bøgerøgning måske skal prøve noget mere avanceret - for eksempel lyng eller enebærrøgning.
Faktisk har jeg så meget mod på den opgave, at jeg torsdag snakkede med skovløberen i Tranum Klitplantage for lige at høre, om der var nogle bestemte steder, jeg skulle tage lyngen. Her var svaret, at jeg ville gøre dem en stor tjeneste, hvis jeg bare vil tage den gamle lyng - for det er nu engang sådan, at lyng ikke kan gro, hvis ikke den bliver klippet en gang i mellem. Så når vi en gang får tid, må vi nok en tur op i plantagen...

Tyskere

2011-10-28T06:48:00.003+02:00

Den forrige historie om de tyske turister på stranden i Blokhus gør en af ugens vitser særdeles nærværende, så den tager vi lige...
En græker, en italiener og en portugiser havde tilbragt eftermiddagen i hyggeligt selskab på en bar, og da de skulle gå, raflede de om, hvem der skulle betale. Hvem tabte? - Jo, det gjorde tyskeren...

Når himlen drager

2011-10-26T15:29:00.004+02:00

Tirsdag eftermiddag var jeg et smut i Blokhus.
Egentlig havde jeg forventet, at den lille badeby var lukket og slukket for vinteren - men der var nu en del turister. Overvejende af tysk oprindelse - så vidt jeg nu lige hurtigt kunne bedømme.
Og meget kan man jo sige om tyskerne - men bange for det skiftende danske vejr er de ikke. De kender det gamle ord om, at der ikke findes dårligt vejr - kun dårlige klæ'r. Så på med vanten og vindjakken og ud i det friske vejr.
Og vejret var virkelig, hvad vi med en eufemisme kalder frisk denne tirsdag eftermiddag. En strid østenvind gjorde til gengæld ophold på stranden mulig. Så hvad gjorde alle disse frisklufts-elskende tyskere? Jo, frem med dragen - for den slags vejr er jo netop dragevejr. Der var virkelig gang i den - og damen på billedet klædt i sort var da også på et tidspunkt ved at ryge til himmels med dragen. Heldigvis havde makkeren i rødt et mere solidt korpus og ikke mindst et solidt tag i kvinden, så den himmelfærd blev nu forhindret.
Nu er vore dages drager jo af kunststof - og noget, man køber i en butik. Men ellers erindrer jeg fra min barndom, at netop en himmelfærd var noget af det, som optog os meget, dengang jeg var dreng.
Vi lavede jo selv vore drager af nogle lister og lidt indpakningspapir - men drømmen var jo at konstruere en drage, som var stor nok til at bære en dreng fra Farsø. vi forsøgte da også med en konstruktion af gamle forskallingsbrædder - men i luften kom den nu aldrig. I den alder havde vi jo heldigvis ikke den helt store forståelse af flyindustriens helt elementære regler for sammenhængene mellem vægt og styrke - en sammenhæng, der netop også sætter grænser for, hvor store fly det faktisk er muligt at bygge.
Men sjovt var det nu...

Kulturel

2011-10-25T23:30:00.013+02:00

Lørdag aften var jeg inviteret til at tale på Sanden Bjerggaard i Slettestrand ved et såkaldt - som der stod i indbydelsen - "spændende og anderledes inspirerende kulturarrangement" - arrangeret af den lokale kulturgruppe "Tankesættet".
Sammen med tre andre deltagere fra Visitjammerbugtens katalog over lokale foredragsholdere og underholdere skulle jeg causere over fænomenet luft - og det blev da en ganske underholdende aften. Ikke mindst fordi den ellers brandskadede Sanden Bjerggaard bød på et par glas af min favorit-Riesling fra Trimbach. Selv drikker jeg ganske vist ikke spiritus, når jeg er kørende - men jeg fik da lov til at tage sjatterne med hjem.
Jeg kom ganske vidt omkring i mit indlæg. Aftenens emne - luft - er jo en gave til en mand, som er vild med både fly og fugle - men det var nu også anledningen til et par pikante historier om hvalers dårlige ånde og hundeprutter med mere.
Men forresten er det da også lidt af skæbnens ironi, at netop min ringhed sådan blev inviteret til en kulturaften. Folk, som kender mig, vil vide, at jeg er dybt skeptisk over for netop kultur - når den dyrkes kollektivt. Men nogen skal jo lave det hårde arbejde - og jeg stiller da gerne op en anden gang, hvis der er brug for lidt underholdning en lørdag aften.

Flot fyr

2011-10-25T01:12:00.005+02:00

Jeg fristes til at sige, at der er faldet brænde ned i det lille hus på Øland.
Men det er nu ikke lige faldet, men hjembragt ved hårdt arbejde. Vi bruger årligt cirka tre kubikmeter brænde - og da jeg holder af selv at kløve brændet, handler det om at være cirka et år foran hele tiden - da det jo skal nå at tørre, inden det ryger i brændeovnen.
For mig er det meningsfyldt arbejde og motion, sådan at kløve brænde på den gammeldags facon uden brug af maskiner. Så den næste måneds tid kan jeg så holde kampformen oppe med kløveøksen - og når det er hugget op, er der såmænd flere træer ude i skoven.
Træet er fyrretræ, og det er udmærket som brænde - men det er stærkt harpiksholdigt og bør derfor kun bruges indendørs i en lukket brændeovn. For harpiks har det med eksplodere med små knald under forbrændingen. Det lyder hyggeligt nok, det buldrende og bragende bål, men kan sende gløder ud i rummet, hvis man bruger det i en åben pejs.
Den slags sker ikke med løvtræ - og derfor er det meste af det brænde, som findes i handelen også af løvtræ. Når det skal være rigtig fint og dyrt er det birketræ. Det ser flot ud i pejsen, men vi ved fra årene i Norge, at birketræ er noget skrammel - for det har ikke større brændværdi end papir, og ovnen skal derfor fodres hele tiden, hvis man skal holde varmen.

Havens stolthed

2011-10-23T21:32:00.005+02:00

Hvis man sådan lidt hurtigt skal lave en etnografisk beskrivelse af haveejere, kan man dele dem ind i to grupper.
Den ene gruppe er Søren Ryge-segmentet, der mest interesserer sig for at holde liv i skidtet, til det kan spises - og ikke går så meget op i, om der måske er lidt ukrudt ind i mellem rækkerne, der forresten slet ikke behøver at være lige.
Den anden gruppe er Claus Dalby-segmentet, som går meget op i, hvordan tingene ser ud - og som gerne render rundt med en saks tidlig og silde for at rette op på naturens gang.
Der skal ikke herske tvivl om, at jeg tilhører Søren Ryge-segmentet - og det bærer min have da også præg af. En frodig affære tør jeg godt sige - præget af en dejlig regnfuld sommer og flittig brug af hestegødning.
Men når sandheden skal frem, er jeg alligevel ganske stolt af stenbeddet foran huset, der er ganske blottet for ukrudt - og som nu er ved at gro godt til. Da vi overtog huset, var det et vildnis af græsser og katost, så en søndag morgen sidste sommer tog pokker ved mig, og jeg gravede hele lortet op - inklusive de store sten. Så lagde jeg fibertex i bunden og smed stenene tilbage i rigtig købe-jord uden ukrudt.
Det er disse anstrengelser, som jeg nu kan høste frugten af. For det ser jo flot ud med masser af husløg, engelsk græs og hvad alle disse stenbed-planter ellers hedder. Prikken over i'et er den gamle rustne kæmpegryde, der står ved hjørnet af huset. Det er nok sådan en ting, som jeg ellers kunne have fundet på at smide væk - men Dina er glad for den og passer den med stor omhu. I øjeblikket, hvor skoven falmer trindt om land, er det selvfølgelig blomstende lyng, der er i gryden.
Så selv om manden måske er en Søren Ryge-type, er der åbenbart også lidt Claus Dalby i generne.

Varmrøget ribbenssteg

2011-10-21T22:34:00.004+02:00

Både torsdag og fredag har jeg haft gang i røgeovnen.
Indtil videre ser det ud til, at den fungerer fint. Allerede torsdag aften kunne vi sætte tænderne i det første lille stykke røget bacon - og det smagte så godt, at jeg mildest talt har fået blod på tanden.
I hvert fald skulle der fredag eksperimenteres med noget, som jeg ikke lige kunne finde en opskrift på. Så jeg tog et stykke ribbenssteg - i forvejen behørigt saltet og tørret - og lagde det på en rist direkte på røgbakken, mens jeg gik i gang med et røge et nyt stykke bacon.
Det blev en succes. En kulinarisk perle er skabt. Efter to en halv times varm røgning var ribbensstegen færdig. Mør, saftig og røget! Og da det jo kun var et lille stykke kød, blev det hurtigt fortæret. Men jeg er helt sikker på, at den skal gentages med et ordentligt stykke i fremtiden - for det smagte lækkert og kan tilberedes, mens jeg alligevel har noget andet røgeovnen.
Nu er der måske nogen, som undrer sig over, at jeg har kastet mig over svinekød - i stedet for straks at gå i gang med kendte lækkerier som laks og vildt. Det har lidt med økonomi at gøre. Ribbenssteg er noget af det billigste, man kan finde i butikkernes købedisk - og så længe, at jeg udelukkende prøver røgeovnen af og ikke er sikker på resultatet, er der altså ikke nogen grund til at fyre en laks til 150 kroner kiloet af. Desuden er fisk generelt meget følsomt over for temperaturen, når det skal koldrøges - røgen må helst ikke komme over 23 grader, og skal gerne være lavere. Indtil videre er det lykkes helt pænt. Fredagens temperatur i røgkammeret oversteg ikke på noget tidspunkt 14 grader.
Jeg ville imidlertid gerne have den lidt højere op - for det har noget med røgetiden at gøre. Jo koldere røg, jo længere røgetid. Jeg justerede derfor lidt - og lørdag har temperaturen ligget helt pænt omkring de tyve grader - men til gengæld bruger ovnen for meget røgsmuld. Så det er ikke lige sagen ved en lakserøgning, der tager mindst 12 timer. Men jeg fortsætter test-arbejdet i weekenden - og så må vi jo se, hvad det ender med.

Jesper

Dagens ord XLVI

2011-10-20T21:18:00.006+02:00

Nordjyllands Radio meddelte til morgen, at en 62-årig kvindelig ekspedient i en butik i Skagen havde været udsat for et røveri. Den nordjyske radio kunne desuden meddele, at kvinden var blevet truet med en "urtelignende" kniv.
Nu vil jeg selvfølgelig ikke afvise, at journalisten mente, at kniven lignede en urtekniv, men ellers skylder radioen os en oplysning om hvilken urt, der var tale om. Lignede kniven en gulerod eller en selleri? Eller måske en porre? Sådan en er meget truende.

Jesper

Røgeriet

2011-10-19T23:02:00.005+02:00

Det er ikke blevet til så meget med bloggeriet den seneste måneds tid.
Det skyldes blandt meget andet, at jeg har haft travlt med at støbe og mure min nye røgeovn. Men onsdag kom jeg så langt, at jeg nu kan se målet. Der er lige nogle samlinger, der skal tørre lidt - og så kan jeg begynde at teste anlægget torsdag. Sådan for alvor altså - for jeg har da haft lidt røg på undervejs for at sikre mig, at tingene virker.
Det er et temmelig ambitiøst projekt, som jeg har kastet mig over. Når anlægget er færdig, skal det nemlig være et rigtigt multianlæg med mulighed for både kold- og varmrøgning samt en kombineret bålplads, udekøkken og grill.
Som man kan se på billedet, står der stadig en del arbejde tilbage med finishen. Der skal skalmures og pudses blandt andet. Som anlægget står her i dag onsdag, er det faktisk kun den grundlæggende model, som er færdig. Det giver nemlig ikke nogen mening at bruge kræfter på at lave tingene pæne, før jeg er sikker på, at det virker efter hensigten.
Så torsdag bliver forhåbentlig en stor dag, når jeg skal prøve at lave mit første lille stykke hjemmelavet bacon.
Bloggens læsere vil naturligvis blive de første til at høre nærmere om, hvordan det kommer til at spænde an.

Glaskunsten

2011-10-17T23:31:00.002+02:00

Man kan altså ikke bo på landet og have et drivhus, hvis man ikke kan skære glas.
Denne enkle og uomgåelige leveregel har jeg længe fornægtet - ganske enkelt fordi jeg er en kylling og bange for at skære mig på glasset. En frygt, der ikke blev mindre sidste år, da Ole henne om hjørnet satte hånden gennem en drivhusrude og skar en pulsåre op med både ambulance og akutbil til følge.
Men mandag måtte jeg bide i det sure æble. Et vindue i hjørnet af drivhuset var faldet ud - og jeg har sådan set en masse gammelt glas stående - så der var ikke andet for end at komme i gang.
Glaskniven var for længst indkøbt og lå og samlede støv på værkstedet, så jeg skulle sådan set heller ikke kunne gå ned på grej.
Men evnerne var der nu ikke lige. Efter et par forsøg måtte jeg erkende, at der vist nok skal en del håndelag til at arbejde i glas. Nu bor Mathis lidt længere nede ad vejen - og han er lidt af en glaskunstner og uddannet i det ædle fag, så ham fik jeg fat i. Ikke for at lave arbejdet, men for at lære mig det.Så mandag formiddag var jeg på kursus i glaskunsten - og lærte blandt andet at lytte til glassets lyd, når jeg skærer - og i løbet af dagen fik jeg skåret så meget glas, at det var lige før, at jeg synes, at det er sjovt.
Og nu er ruderne i drivhuset i orden - klar til en lang vinter, hvor der ikke ret gerne skulle komme sne i glashuset. Tak til Mathis for det lille kursus.

Jesper

Havtorn og æbler

2011-10-16T21:06:00.007+02:00

For nogen tid siden blev jeg begavet med en flaske havtorn-bitter fra Brænderiet Enghaven - og det har vist sig at være en overordentlig positiv oplevelse. Sjældent har jeg smagt et produkt, der kan betegnes som "bitter", med en så rund og blød smag.
Brænderiet Enghaven ved Randers er en virksomhed, der har specialiseret sig i at fremstille frugtbrændevin, primært på æblebasis. Til det bruger man den midterste og mest aromaholdige del af destillatet.
Imidlertid er halen, som det kaldes - destillationens sidste dråber - også en glimrende brændevin. Og det er denne hale, som er kærnen i en række dobbeltdestillerede brændevine, som virksomheden også producerer.
Dobbeltdestillatet er forholdsvist neutralt, men har dog fortsat en duft af æbler. Det, kombineret med den vitaminrige havtorn, giver en imponerende velsmagende bitter, som undertegnede i hvert fald godt kan blive lettere afhængig af. Meget, meget ædel i smagen - og absolut ikke bitter på nogen måde.
Brænderiet Enggården anbefaler på sin hjemmeside havtorn-bitteren som en velegnet følgesvend til frokostbordet. Heri er jeg ikke enig: Den bløde runde smag gør bitteren mere velegnet som en følgesvend til en god øl i gode venners lag. Men man kan nu også drikke den uden vennerne - for med et flaskeindhold på kun 35 cl er der nu ikke så møj bræjevin i flasken, at det kan svare sig at dele...

Jesper