Der er så meget, kvinder ikke forstår

En sportsblinds bekendelser

Jeg er sportsblind og forstår ikke,
 hvad der er op og ned i sport. 

”Der er så meget, kvinder ikke forstår”. Sådan lød det i et reklameslogan for nogle år siden. Det grinte vi meget af i slyngelstuerne, for det bekræftede jo den almindelige antagelse af, at sport er et rigtigt mandfolke-anliggende.

Siden er kvinderne vist nok kommet efter det og har møvet sig ind på mandepositionerne i blandt andet fodbold, så nu tør jeg godt indrømme – uden risiko for at blive beskyldt for at være kvindagtig – at der også er så meget, jeg ikke forstår. #metoo, som det hedder i tidens afstumpede Fakebook-lingo.

Til dato er der endnu ikke nogen, der har evnet at forklare mig, hvad det såkaldte offside i fodbold betyder, endsige hvad reglen skal gøre godt for. Jeg mener, bolden kom jo mål – så kan det vel være ligegyldigt, hvordan den kom i mål?

Cykelløb forstår jeg mig heller ikke på. Hvorfor i alverden skal cykelløb foregå på alfarvej og ikke på en dertil indrettet arena? Selv fodboldspillerne, der ellers ikke har ry for at tilhøre intelligentsiaen, har for længst fundet ud af, at det er smartere at dyrke fritidsinteressen på dertil indrettede baner frem for en parkeringsplads. Oven i købet på ofte ganske pompøse stadionanlæg finansieret af uskyldige skatteydere, fordi de fleste politikere åbenbart også er sportstosser.

Lad mig slå fast: Cykelløb på landevejene er  livsfarligt for både deltagerne og omgivelserne – og har ingen gang på jord i et retssamfund. For cyklister og cykelryttere opfatter jo sig selv som noget helt særligt, der er hævet over landets almindelige færdselsregler. De kører over for rødt, de kører flere ved siden af hinanden, de afpasser ikke farten efter forholdene og de kører sindsygt stærkt på cykler uden ringeklokke. Det, forstår jeg ikke, kan være lovligt.

Jeg forstår heller ikke publikum til landevejsløb.  Det er idrættens svar på præmatur ejakulation, som er overstået på ti sekunder, mens mænd i ålestram lycra og barberede ben suser forbi. Det er ikke særlig kønt, og sjovt er det i hvert fald ikke.

Jeg er kun sjældent enig med socialdemokrater, men tidligere kulturminister Jytte Hildens havde ret, da hun udtalte, at hun havde det med idræt som med porno: -Det er sjovt at være med til, men kedeligt at se på.

Det gælder i særlig grad nationalsporten håndbold, der om muligt er endnu mere kedeligt en tennis. Først løber spillerne op i den ene ende og scorer – og så løber de ned i den anden ende og scorer. Og sådan bliver de ved i mindst en time. Det er slet ikke sjovt at se på– og jeg forstår ikke, at netop denne sportsgren gang på gang forårsager nationalt hysteri. Specielt ikke fordi det alligevel altid ender med, at Danmark taber til Norge i den afgørende kamp.

Måske en af mine norske venner havde ret, da han udtalte: - Håndbold er et spil udviklet af bonderøve for bonderøve. Det er derfor, at det er populært i Danmark, og det er derfor, Norge altid vinder.

Selv om jeg har stor respekt for udøverne af landbrugs-erhvervet, er jeg sikker på, at min norske ven brugte ordet bonderøv i negativ betydning.

Jeg forstår heller ikke tidens forargelse over doping. Sprut og dope har altid været en del af underholdningsindustrien. Og i samme øjeblik, sport bliver til et job, er det slut med lidt uskyldig motion i klubben mellem frivillige. Så er det et erhverv, hvor der skal præsteres overskud hver eneste dag. Så er der altså ikke noget at sige til, at folkene snupper sig en bane eller to – eller hvordan man ellers indtager præstationsfremmende midler.

Det er jo et krav for publikum. Der skal præsteres. Højere. Længere. Hurtigere – og langt ud over det naturlige. Så er der jo ikke langt til doping, der blot er den logiske konsekvens af, at der kommet penge på bordet. Idræt på topplan har jo intet med sport at gøre.

Så meget har jeg trods alt forstået…

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 2. august 2018