torsdag den 16. august 2018

Hejresving

Ikke et herresving, men et hejresving...

Onsdag morgen tog jeg en tur ud på Øland og nærmeste omegn med kameraet.

Det er i hvert fald mindst et halvt år siden, at jeg sidst har taget turen. Grønland og almindelig travlhed har taget al min tid, men nu skulle det være...

Det er ikke så mange fugle i øjeblikket, så målet var egentlig hjortedyrene, men det blev nu kun til et enkelt rådyr på meget lang afstand og i skyggen af skovkanten.

Til gengæld fik jeg et par fine skud på fiskehejrene ovre ved Bjerget. Fiskehejren var i luften på vej direkte mod mig, men da den fik øje på mig, slog den et ordentligt hejresving, så man tydeligt kan fornemme det imponerende vingefang. En hejrekollega tog den lidt mere med ro, og solede sig på resterne af den gamle sluse.

onsdag den 15. august 2018

De glade tressere III

Grønlandsk inspireret tapas og andet godt...

Gæsterne går til den ved rensdyr-buffetten.
Dagens menukort.
Gæstebud er altid en kærkommen lejlighed til fri leg i køkkenet - og jeg havde derfor allerede i god tid besluttet, at temaet skulle være grønlandsk til lørdagens havefest.

Det gav mig anledning til at gå på brættet, mens jeg var i Sisimiut og finde nogle lækkerier, som jeg kunne tage med hjem og bruge til festen.

Jeg endte med en menu, der til forret bestod af en tapastallerken med ene grønlandske specialiteter: Stenbiderrogn, ammassat, laks, torsk og som noget helt ekstraordinært sprængt rensdyrtunge.

Sidstnævnte hører til en lidt overset specialitet - og det var et rent tilfælde, at jeg lige rendte over et tilbud på ganske små rensdyrtunger til 25 kroner stykket i Pisiffik på torvet i Sisimiut.

Hovedretten bestod af rensdyrkølle stegt af Dina og så en rensdyrgryde, sådan som jeg helst vil have det.

Endelig blev desserten den lokale pistacieis fra Ryå pyntet med pernod-flamberet ananas. Det er et ordspil, som jeg holder meget af: Pastis-pistacie. Prøv at sige det hurtigt mange gange...

Jeg knoklede i køkkenet i flere dage helt frem til 10 minutter før gæsternes ankomst - og jeg var næppe blevet færdig og selv lavet de flotte anretninger, hvis ikke jeg havde fået en helt uvurderlig hjælp fra Sanne og Jørn, der stillede op fra morgenstunden - og i øvrigt stod for hele serveringen.

Jeg er oprigtigt glad for den hjælp. Mange tusinde tak til Sanne og Jørn...
Sanne og Jørn styrede suverænt anretningen og serveringen. Tak for det.
Grønlandsk inspireret tapas-tallerken.
Rensdyrbuffet med stegt rensdyrkølle og rensdyrgryde. Flasken med
 Giersberger overlevede velkomsten, men ikke festen efter spisningen.
Pastis-pistacie.
Billederne er klikbare. Alle fotos: Per Lyngby

tirsdag den 14. august 2018

De glade tressere II

De kom, de så, de festede...

Jeg bød velkommen iført de gamle havetræsko. Det var jo havefest...
Thit-ind til festen...
Det blev en herlig fest,, da jeg lørdag fejrede min tresårs fødselsdag. Gæsterne kom fra nær og fjern og gjorde dagen til begivenhed, jeg sent vil glemme.

Jeg fik en klump i halsen, da det hele begyndte ved middagstid - og klumpen vendte tilbage flere gange i løbet af dagen, for der blev sagt mange pæne ting, som rørte mig dybt. Ingen nævnt, ingen glemt, men tak til alle for de pæne ord og fordi I mødte op med godt humør og feststemning.

Min gamle skolekammerat, Per, deltog også og forevigede den gode stemning. Her er en stribe af Pers billeder...

Pegefinger-moral...
Og snakken gik...
De indledende øvelser foregik på gårdspladsen...
Dina har ordet...
Mogens mindedes de gode, gamle dage i Nuuk og Beijing...
Godt humør bordet rundt.
Bord 2 i ivrig snak.
Det regnede uden for, men inde i teltet skinnede solen hele dagen.

mandag den 13. august 2018

De glade tressere

Festen er forbi...


Lørdag fejrede jeg min tresårs fødselsdag tidligere på året med en lille havefest for de nærmeste venner og familie.

Det blev en god dag - og en god fest med masser af snak og mad. Alt det vender jeg sikkert tilbage til i løbet af ugen. Lige nu er den mest presserende opgave at få ryddet op.

Det er nu en forholdsvis overskuelig opgave, for festen foregik på trods af et mindre godt vejr i haven med udlejningsservice, lånte borde og stole samt et stort spejdertelt - og søndag aften manglede jeg sådan set kun at tage teltet ned.

Jeg klarede oprydningen alene. Det skal man ikke have ondt af. Ramt af en lettere alkohol-forgiftning var det helt fint at tulle rundt og nusse - og så lige tage et par glas og sådan i hånden, mens jeg skyllede systemet i gennem med masser af kaffe.

Mandag venter så hverdagen igen...

fredag den 10. august 2018

Øland melder storm

Furien Johanne


Det kan godt være, at stormen Johanne blev en lidt klam fidus i forhold til, hvad journalistelever og meteorologer måske havde håbet, men lige nøjagtig på Øland slog Johanne altså til som et østrogen-galt fruentimmer.

Det tog ikke så lang tid - cirka fra 9.30 til 10.00, men på den halve time blev Østerby og Hammershøj fuldstændigt raseret og adskillige træer blev revet op med rode.

Børnehavebørnene fik en oplevelse af de helt store, da meterlange, kævlestore grene blev revet af et træ ved Medborgerhuset. Ægte anskuelsesundervisning i naturens forunderlige kræfter, som børnehavelederen noterede, da hun efterlyste hjælp fra motorsavskyndige øboer.

Selv slap jeg forholdsvis nådigt -- bortset fra to væltede tomatplanter. Heldigvis var det støttepinden og ikke selv stænglen, der knækkede, så det skal vi nok redde.

Nu er jeg jo ikke den, der klager over vejret, men den præmature efterårsstorm kom godtnok lidt ubelejligt, da jeg er i gang med forberedelserne til en større havefest i weekenden. Så er det en trøst, at vi fik 10 mm vand i nat - og al blæsten har rodet godt og grundigt op i Limfjordens algeskove.

Så som altid: Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget...

torsdag den 9. august 2018

Suaasat

En grønlandsk specialitet

Suaasat (udtales gerne suaaase) er grønlandsk suppe. Som regel lavet på sælkød, men kan i princippet laves på næsten hvad som helst - rensdyr, hval, får, hellefisk eller torsk.

Det er en ganske simpel ret, der stammer fra de gode, gamle dage, hvor det ofte var svært at skaffe brænde til stegeretter, og man havde brug for en god, nærende suppe til de lange vinterdage.

Mest almindeligt er det at lave suppen på sæl - og det var også tilfældet i dag, hvor Dina havde inviteret en veninde til frokost.

Suppen består grundlæggende af kød, løg, kartofler, salt, peber og grødris. Sidstnævnte ingrediens er en erstatning for byggryn, som ellers blev brugt i gamle dage. Det er også byggryn, der har givet retten navn. Suaasat er det grønlandske ord for gryn. Ris hedder suaasat-qaqortut (hvide gryn), og byg hedder suaasissat. Ordstammen er suaat, der betyder rogn.

Der er ikke så mange regler for suaasat. Det hele koges sammen, så lang tid man nu har tålmodighed til - og så er det ellers bare at gå ombord i retten.

Det er ikke mit indtryk, at man går så meget op i at soignere suppen - så som oftest bliver den hverken skummet eller klaret. Og når man laver det på sælkød, bliver resultatet en uklar, leverfarvet og lidt levret suppe, der angiveligt er en himmerigsmundfuld, hvis man ellers er vokset op på sælkød.

Kald mig bare kræsen, men jeg holder mig helst væk. Jeg bryder mig ikke om sæl, der har en stærk og meget speciel smag og ikke mindst duft. Sælkød er ikke trannet, som man måske skulle tro, men noget helt specielt, som jeg ikke kan beskrive.

Når man har skåret sælens yderste spæklag fra, er kødet i øvrigt ganske magert og muskelfyldt. Sælkød er meget mørkt. Det skyldes blodets store indhold af hæmaglobin, der gør sælen i stand til at binde cirka 20 gange så meget ilt i forhold til menneskeblod. Vældig smart for et dyr, der lever af at søge føde i havet.

Som sagt er jeg ikke vild med smagen på de fine sager, men jeg har stor respekt for den glæde, som grønlændere føler ved den specielle ret. Sælkødet indtages i øvrigt med store mængder sennep - og som man kan se på billedet, valgte Dina simpelthen at sætte Arffmann-spanden på bordet. Fast tilbehør er også noget surt - gerne rødbeder eller agurkesalat.

Jeg skulle i øvrigt hilse fra pigerne og sige, at suaasat smager allerbedst i fri luft - også selv om det er i en rekordvarm dansk sommer...

mandag den 6. august 2018

Der er så meget, kvinder ikke forstår

En sportsblinds bekendelser

Jeg er sportsblind og forstår ikke,
 hvad der er op og ned i sport. 
”Der er så meget, kvinder ikke forstår”. Sådan lød det i et reklameslogan for nogle år siden. Det grinte vi meget af i slyngelstuerne, for det bekræftede jo den almindelige antagelse af, at sport er et rigtigt mandfolke-anliggende.

Siden er kvinderne vist nok kommet efter det og har møvet sig ind på mandepositionerne i blandt andet fodbold, så nu tør jeg godt indrømme – uden risiko for at blive beskyldt for at være kvindagtig – at der også er så meget, jeg ikke forstår. #metoo, som det hedder i tidens afstumpede Fakebook-lingo.

Til dato er der endnu ikke nogen, der har evnet at forklare mig, hvad det såkaldte offside i fodbold betyder, endsige hvad reglen skal gøre godt for. Jeg mener, bolden kom jo mål – så kan det vel være ligegyldigt, hvordan den kom i mål?

Cykelløb forstår jeg mig heller ikke på. Hvorfor i alverden skal cykelløb foregå på alfarvej og ikke på en dertil indrettet arena? Selv fodboldspillerne, der ellers ikke har ry for at tilhøre intelligentsiaen, har for længst fundet ud af, at det er smartere at dyrke fritidsinteressen på dertil indrettede baner frem for en parkeringsplads. Oven i købet på ofte ganske pompøse stadionanlæg finansieret af uskyldige skatteydere, fordi de fleste politikere åbenbart også er sportstosser.

Lad mig slå fast: Cykelløb på landevejene er  livsfarligt for både deltagerne og omgivelserne – og har ingen gang på jord i et retssamfund. For cyklister og cykelryttere opfatter jo sig selv som noget helt særligt, der er hævet over landets almindelige færdselsregler. De kører over for rødt, de kører flere ved siden af hinanden, de afpasser ikke farten efter forholdene og de kører sindsygt stærkt på cykler uden ringeklokke. Det, forstår jeg ikke, kan være lovligt.

Jeg forstår heller ikke publikum til landevejsløb.  Det er idrættens svar på præmatur ejakulation, som er overstået på ti sekunder, mens mænd i ålestram lycra og barberede ben suser forbi. Det er ikke særlig kønt, og sjovt er det i hvert fald ikke.

Jeg er kun sjældent enig med socialdemokrater, men tidligere kulturminister Jytte Hildens havde ret, da hun udtalte, at hun havde det med idræt som med porno: -Det er sjovt at være med til, men kedeligt at se på.

Det gælder i særlig grad nationalsporten håndbold, der om muligt er endnu mere kedeligt en tennis. Først løber spillerne op i den ene ende og scorer – og så løber de ned i den anden ende og scorer. Og sådan bliver de ved i mindst en time. Det er slet ikke sjovt at se på– og jeg forstår ikke, at netop denne sportsgren gang på gang forårsager nationalt hysteri. Specielt ikke fordi det alligevel altid ender med, at Danmark taber til Norge i den afgørende kamp.

Måske en af mine norske venner havde ret, da han udtalte: - Håndbold er et spil udviklet af bonderøve for bonderøve. Det er derfor, at det er populært i Danmark, og det er derfor, Norge altid vinder.

Selv om jeg har stor respekt for udøverne af landbrugs-erhvervet, er jeg sikker på, at min norske ven brugte ordet bonderøv i negativ betydning.

Jeg forstår heller ikke tidens forargelse over doping. Sprut og dope har altid været en del af underholdningsindustrien. Og i samme øjeblik, sport bliver til et job, er det slut med lidt uskyldig motion i klubben mellem frivillige. Så er det et erhverv, hvor der skal præsteres overskud hver eneste dag. Så er der altså ikke noget at sige til, at folkene snupper sig en bane eller to – eller hvordan man ellers indtager præstationsfremmende midler.

Det er jo et krav for publikum. Der skal præsteres. Højere. Længere. Hurtigere – og langt ud over det naturlige. Så er der jo ikke langt til doping, der blot er den logiske konsekvens af, at der kommet penge på bordet. Idræt på topplan har jo intet med sport at gøre.

Så meget har jeg trods alt forstået…

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 2. august 2018

lørdag den 4. august 2018

Farsøht

Forklaringen på et navn

Jens Peter Farsøht, cirka 1930, fotograf
 ukendt/Rougsø Lokalhistoriske Forening
.
En voldsom brand, der fredag aften kostede to mennesker livet, vakte min nysgerrighed.

Branden var i Allingåbro og ramte det lokale plejehjem, Plejecenter Farsøhthus. Jeg stammer jo fra Farsø, men har aldrig hørt om plejehjemmet og det lidt mærkelige navn, så det måtte undersøges.

Forklaringen er egentlig ligetil, men nok værd at fortælle.

I 1878 fødte Marie Brøsted i Allingåbro et tvillingepar, Jens Peter og Anton Sophus. Senere blev moderen gift med en anden mand end faderen til tvillingerne, og de blev derfor opdraget hos mormoderen Frederikke, der før sit ægteskab hed Farsø til efternavn.

Tvillingerne blev begge udlært som bagere og flyttede til København, hvor de startede et stort sandkagebageri. Samtidig tog de navnet Farsøht efter deres mormor. Anton Sophus døde tidligt, mens Jens Peter døde i midten af tresserne som en særdeles holden mand med en stor ejendomsportefølje.

Jens Peter Farsøht elskede sin hjemstavn og hans sidste ønske var, at Allingåbro Håndværker- og Borgerforening skulle arve hans ejendomme i København og for salgssummen opføre et plejehjem i Allingåbro. Det blev opført i 1965-1966. I 1997 købte daværende Rougsø Kommune plejehjemmet og det skiftede nu navn til Plejecenter Farsøhthus.

Og det er altså forklaringen på, at der i Allingåbro ligger et plejehjem med lidt utydelige rødder til min og Johannes V. Jensens hjemstavn. Så lærte man også det.

Bynavnet Farsø er en sammentrækning af far (vej) og sø - altså byen, der ligger ved vejen og søen. Alle, der er kendt på den egn, vil vide, at det er et ganske passende navn

torsdag den 2. august 2018

Spidsmus

Kattens gave


Her til morgen fandt jeg en død spidsmus lige uden for døren. Sikkert en lidt makaber hilsen fra naboens kat og slet ikke så urovækkende som et afskåret hestehoved i sengen...

Det sker af og til, at jeg finder døde spidsmus. Spidsmus lugter nemlig temmelig grimt af moskus - og det får kattene til at slippe dem, selv om de måske var tænkt som en natlig godbid. Faktisk er der ikke så mange rovdyr, der bryder sig om lugten - bortset fra slørugler og grævlinge.

I øvrigt er spidsmus slet ikke en gnaver og har ikke noget med mus at gøre i det hele taget. Spidsmusen er insektæder og et nyttedyr, der er med til at holde insekterne fra døren.

Spidsmus er et af Danmarks mindste pattedyr - cirka 6 - 7 cm i længden og med en kampvægt på cirka 7 gram.