tirsdag den 31. juli 2018

Lidt har også ret

Alle gode gaver kommer ovenfra...


Tirsdag ved frokosttid fik vi - helt uvarslet - en hurtig tordenbyge over Øland.

Det blev til tre tordenbrag og fem millimeter regn på 20 minutter. Ikke meget, men dog regn, som vi og planterne tørster efter i ekstrem grad.

Det er ikke meget, men lidt har også ret - og det bringer et af barndommens salmevers frem i hukommelsen: "Alle gode gaver kommer ovenfra...."

søndag den 29. juli 2018

Havestatus

Det går fremad

Staudebeddet er håndluget og renset for synlige spor af skvalderkål
og rajgræs. Nu skal jeg forsøge at redde juleroserne og påskeklokkerne fra
tørken med en solid vanding, opdagede jeg, da ukrudtet var fjernet..
Nu er det fire uger siden, at jeg kom hjem fra Grønland - og al fritid har stået i havens tegn. Om bare fjorten dage har vi en lille havefest, og til den tid skal haven helst tage sig præsentabel ud.

Men tørken og et halvt år uden pasning er udfordrende. De seneste morgener har jeg ligget på mine grædende knæ fra solopgang som en anden muslim, mens jeg har forsøgt at sætte skik på det ene af mine staudebede, der er voldsomt inficeret af både rajgræs og skvalderkål. En god gang håndlugning slettede de værste spor, men jeg kommer nu nok ikke uden om at lægge beddet om på et tidspunkt. Men det bliver først til foråret, da beddet også er fyldt med mine elskede erantis.

Det andet staudebed har et bunddække af skovjordbær, som er totalt visnet væk. Det har jeg opgivet og overladt til naturens gang...

Jeg har taget lidt fotos i dag - og billedteksterne fortæller mere om havens sande tilstand.
Jordbærbeddet er en katastrofe på grund af manglende
 vand og pasning. Jeg har mistet halvdelen af mine planter og desværre
 er der næsten ingen stiklinger på grund af tørken, så jeg bliver nok nødt
 til at tigge stiklinger et eller andet sted, hvis jeg skal have en hæderlig
høst til næste år..
Normalt tager jeg ukrudtet mellem chaussestenene med ukrudtsbrænderen,
men det må vi ikke i år, så også her måtte der en håndlugning til. Det blev
 ikke pænt, så lørdag inden regnen, spredte jeg nyt fugesand for at
pynte lidt på miseren.
Alle krukker er plantet til og i fuld vækst. Altankassen til
venstre er intensivafdelingen, der rummer nogle pelargonier, der har
stået i værkstedet uden lys og vand i over et halvt år.
Hortensiaerne var næsten gået til at mangel på vand i
vækstperioden, men jeg har vandet intensivt, siden jeg kom hjem
 - og nu er det da lykkedes at få dem i blomst, selv om bladene fortsat ser
lidt blege ud, og blomsterstandene er mindre end normalt.
Årets eneste afgrøde i urtehaven er gulerødder. De blev sået for tre
uger siden og spirer fint, men kræver også vand et par gange om ugen.
Valnøddetræet er nu syv år gammelt - og det bærer faktisk mange
 valnødder i år, så det har jeg pæne forhåbninger til.

lørdag den 28. juli 2018

Blodmåne

Længe lignede det en blodtud til fotografen

Aftenens måneformørkelse lignede en nem opgave, der strengt taget burde kunne være klaret fra liggestolen i baghaven, men alligevel valgte jeg at køre en tur ned til dæmningen.

Det var lidt af et tilløbsstykke - og overraskelsen i forsamlingen var til at føle på, da månen ikke var på himlen. Selvfølgelig var den der, men den kunne altså ikke ses, fordi en skybræmme i horisonten dækkede for den - og så lignede det ærlig talt en fiasko. En rigtig blodmåne-blodtud...

Meteorologerne havde ikke rigtigt forudset skyerne mod sydøst, som dækkede for månen, men jeg kan nu heller ikke frigøre mig fra tanken om, at aftendisen måske var røg fra de mange brande syd for fjorden.

Men den, der venter længe nok, kan blive konge af Sverige, som det hedder i det gamle ordsprog - og klokken 23.07 netop som formørkelsen begyndte at klinge af, lykkedes det at få et glimt af den gamle måne. Det stod på i måske fem minutter, inden en skybræmme igen dækkede månen.

Men mission accomplished - det lykkedes da lige at få et foto af blodmånen i allersidste øjeblik.


onsdag den 25. juli 2018

(T)ørken

Dromedar-landskab


Landet - og de omgivende lande, forresten - vånder sig i den tørreste sommer i mands minde, som det hedder...
.
Selv om meteorologerne i fjernsynet jubler over den varme og solrige sommer og mulighederne for at sætte vejrrekorder, er det varme vejr ikke godt for noget. Dyrene og planterne tørster - og overalt lurer brandfaren.

Ulvedybet er, som billedet viser, helt tørlagt og giver mindelser om et ørkenlandskab, hvor vi blot mangler dromedarerne. Det er der nu ikke noget nyt i, for det er sket flere gange før i de år, vi har boet på Øland.

Ulvedybet er en tidligere fjordarm i Limfjorden, men nu en ferskvandssø, der modtager overskudsvand fra de omliggende marker. Men når der ikke er afvanding, løber søen tør i vestlige og megget lavvandede del, hvor vanddybden under normale forhold er højst en halv meters penge, så der er rigelige med muligheder for blandt andet fiskehejrer og skestorke til at fouragere. Den mulighed eksisterer ikke i øjeblikket, så det er meget begrænset, hvad vi ser af fugle.

På den anden side af dæmningen ligger Limfjorden - og her er der fortsat en del skarver, svaner, hejrer og skestorke samt strandkantens sædvanlige flok af præstekraver, ryler, viber og andet godtfolk.

Forleden var der også skestorkebesøg - en god snes endda. Det var i skumringstiden, da jeg kom fra Aalborg - og lyset gav ikke rigtig mening til at fotografere, så i dag nøjes vi med et foto af et rigtigt dansk dromedar-landskab...

tirsdag den 24. juli 2018

Kollegium 9

Lidt royal har man da lov at være...

Her boede jeg i 1979. Foto: Wikipedia
Aarhus Universitet fylder i år 90 år og har i den anledning produceret en række videoer om berømte studerende fra Universitetet - blandt andre Dronning Margrethe, der frekventerede universitetet i begyndelsen af tresserne.

Der bliver nok ikke lavet en video om undertegnede, men jeg har da det tilfælles med Majestæten, at jeg i sin tid boede på Kollegium 9 i Universitetsparken, da jeg i slutningen af 70'erne læste dansk på Aarhus Universitet.

Selv om kongehuset dengang ikke var i høj kurs i universitetsmiljøet, var vi alligevel lidt stolte af at bo netop på Kollegium 9 - og det var netop på kollegiet, at jeg mødte Margrethe første gang. Det var i sommeren 1979, hvor kollegiet var et målene, da Margrethe sammen med Queen Elizabeth II besøgte Aarhus.

Der blev gjort rent i de berømte fælleskøkkener, og alt strålede akkurat lige som solen, da de to dronninger besøgte kollegiet. Festligt var det - ikke mindst fordi et opslag havde lovet Order of the British Empire til den kollegianer, som havde det reneste værelse. Knaphulskløe trives som bekendt i selv de bedste kredse. Det viste sig dog at være en af de mange practical jokes, der florerede i det festlige miljø, så det kom der kun megen latter og slet ingen kongerøgelse ud af.

For festligt var det. Kollegiet havde mange traditioner, der blandt andet blev holdt i live af jævnlige donationer af et betydeligt antal øl, da kollegiet blandt andet var sponsoreret af Carlsberg.

Kollegium 9 var et godt sted at bo, og jeg mindes tiden med glæde. Jeg var lige flyttet hjemmefra, og et gammeldags kollegium med fælleskøkken og i øvrigt også fælles lokummer og bad skabte et solidt og meget kreativt netværk. Blandt andet indbetalte vi et beskedent beløb til fælles tegneserier (og Ugens Rapport) på lokummerne - og det var her, jeg blandt andet stiftede bekendtskab med Claus Deleurans fantastiske tegneserier. Samtidig var det i fælleskøkkenet, at jeg fik styrket den gastronomiske selvtillid - for jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg kunne betydeligt mere i et køkken end normale gennemsnits-studerende.

Ved siden af Kollegium 9 boede eforen - kollegiets forstander. Det gav anledning til en brat opvågnen i april 1979, da efor-parret havde sølvbryllup. For parrets datter spillede i Den Jyske Pigegarde, der klokken seks om morgenen stillede op med trommer, piber og hvad dertil hører og spillede en fejende flot march-udgave af "Det er så yndigt at følges ad...".

Kollegium 9 er en af de kollegiebygninger ved Nørrebrogade, der blev opført efter krigen - samtidig med at Kollegium 4 og 5 blev genopført. Bygningerne var under krigen det jyske hovedkvarter for Gestapo og blev bombet af Royal Air Force i efteråret 1944.

Kollegierne i Universitetsparken er for Aarhus Universitet, hvad Regensen er for Københavns Universitet - og mange af kollegianerne er nået langt i tilværelsen. På min gang boede jeg sammen med blandt andre den senere topchef for Mærsk, Niels Smedegaard, og forfatteren Peter Rønnow-Jessen.

Aarhus Universitets video om Dronning Margrethes tid ved universitetet kan ses her.

mandag den 23. juli 2018

Tomater på tre uger

Hurtige tomater

Søndag kunne jeg plukke den første tomat af årets høst - og det er hurtigt, for det er kun tre uger siden, at planterne blev sat ud. Faktisk tror jeg, at det er noget nær personlig rekord...

Hastværket skyldes jo, at jeg har tilbragt hele foråret i Grønland, så jeg er kommet alt for sent i gang i haven. Normalt planter jeg tomaterne ud i midten af maj, men i år skete det altså først søndag den 1. juli. Og nu tre uger efter er det altså allerede høsttid.

Det er lidt imponerende og giver godt med stof til eftertanke. Måske det kan betale sig at vente lidt med udplantningen i fremtiden.

Jeg havde egentlig opgivet af få tomater i år, fordi jeg jo først kom hjem den 29. juni, men Tage - gartneren i Brovst - var altså fortsat leveringsdygtig i udplantningstomater. Dertil kommer to planter, som jeg har fået af en af øboerne, der havde gemt dem til mig - og bevidst havde undladt at prikle planterne for at bremse væksten. Tak til Rikke for den gestus...

Jeg har også nået at sætte agurker i drivhuset - og de er netop begyndt at blomstre, så der bliver sikkert også snart agurker af egen avl her på parcellen.

For et par uger siden - og det er i hvert fald alt for sent - såede jeg også frilandsagurker. De er nu på kimbladstadet, og det er nok tvivlsomt, at jeg får noget ud af det - med mindre vi får en rigtig indian summer. Det håber jeg egentlig ikke - for alting trænger efterhånden til noget godt gedigent dansk bygevejr. Men det ser ud til at have lange udsigter...

Så hvem ved? Måske også frilandsagurkerne bliver til noget???

lørdag den 21. juli 2018

Skægmejser i middagssolen

På en sommerdag...


Forleden - på årets varmeste dag - orkede vi ikke at lave frokost, så kursen blev sat mod Vesløs Kros fine smørrebrød: Rugbrød med æg og rejer og så et stykke franskbrød med røget laks. Det rakte lige nøjagtig i sommervarmen, selv om Blomster-Jørgen forsøgte at lokke med en helstegt rødspætte, der som bekendt er husets specialitet.

På hjemturen gik vejen - nu vi alligevel var på de kanter - forbi fugletårnet ved Han Vejle, der er en sikker skægmejse-lokalitet. Bare lige for at tjekke at det stadig passer.

Skægmejserne havde travlt. De små vævre fugle travede rundt oven på algemassen og nappede godbid efter godbid - og helt ærligt tror jeg, at det var varme vejr og de opblomstrende alger passede skægmejserne ganske godt. Til gengæld måtte vi kigge langt efter rørhøge og havørne, der ellers også plejer at være på stedet. De holdt ganske enkelt siesta, tror jeg.

mandag den 16. juli 2018

Mazarinkage med chokolade

Lidt køleskabsoprydning

Det er ikke blevet til de store udskejelser i køkkenet, mens jeg var i Grønland - hverken i Grønland eller i køkkenet på Øland, hvor Hjemmestyret har regeret, mens jeg var væk.

Dina har jo sukkersyge, så det er naturligt nok, at hun har været tilbageholdende med bagværket, men nu er jeg altså hjemme igen - og så skal der ske ting og sager...

Køleskabet bød på rester fra julens udskejelser, blandt andet noget hakket chokolade og noget marcipan. Så ligger en mazarinkage lige til højrebenet, som man siger i disse fodboldtider. Nu siger fodbold mig imidlertid intet, men lørdag aften bød fjernsynet både på Barnaby og Vera - og den slags fordrer bagværk i høj klasse.

Mazarinkage er en lækker lille ting, og er for resten slet ikke svær at lave. 200 gram marcipan smuldres og blandes med røremaskinen med 200 gram sukker og 200 gram blødt smør. Fire æg tilsættes, og det hele røres sammen til en lind masse. Til sidst vendes 150 gram sigtet mel i sammen med noget hakket chokolade. Dejen hældes i en form foret med bagepapir - og så er det i ovnen ved 175 grader i 40 minutter. Sværere er det såmænd ikke.

Det er en sød og lidt tung og svampet kage, som man ikke skal spise for meget af, så der er bagværk nok til de næste aftener også - og jeg er da helt overbevist om, at kagen de kommende dage  får følgeskab af lidt flødeskum. Rigtige mænd spiser jo ikke cremefraiche, selv om mange sikkert vil finde, at den syrlige smag står godt til den søde mazarin.

Mazarinkage er i øvrigt en dansk opfindelse - som så meget andet konditorkunst. I sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet oplevede dansk konditorkunst en guldalder i takt med stigende velstand og bedre råvarer - samt ikke mindst inspiration fra både Frankrig, Østrig og Italien. Det var i den periode, at klassikere som wienerbrød, jødekager, honningkager, Sarah Bernhardt, Napoleonskage og rubinsteinkage holdt deres indtog på de danske kaffeborde.

Vi kender ikke oprindelsen til mazarinen, men den er nævnt første gang i en kogebog i 1888. Det er også uvist, hvorfor kagen er opkaldt efter den franske statsmand, kardinal Mazarin, der havde stor indflydelse på europæisk politik i 1600-tallet. Han var vistnok en lidt skidt ka'l, der blandt andet berigede sig på skatteydernes bekostning- og skabte således nogle af de traditioner, der fortsat er gældende i europæisk politik...

søndag den 15. juli 2018

The Bloody Jungle

Efter motorsavsmassakren


Fredag kom jeg et godt stykke videre i processen med at forvandle parcellen fra The Bloody Jungle til have - og blodigt så det i hvert fald ud, da kirsebærtræet blev beskåret ganske voldsomt. Netop nu er kirsebærrene næsten modne - og da vi ikke høster bær i år, gik mange af dem til spilde på den tørre græsplæne...

Jeg havde fået lidt hjælp til arbejdet med at beskære og rydde nogle af krattene på grunden, fordi min egen motorsav er i stykker. Det er herligt at bo på Øland, hvor udtrykket nabohjælp virkelig giver mening - og en af de flinke øboere selvfølgelig stillede op i al min kvide.

Det var også fornøjeligt at arbejde sammen med en virkelig professionel, der havde grejet i orden. Man skal som bekendt ikke gå ned på udstyr...

Selve beskæringsarbejdet tog kun en times tid. Så var der selvfølgelig lidt oprydning, som jeg kunne muntre mig med lørdag formiddag, men nu er der altså også kommet lidt luft og lys ind i de mere mørke dele af haven.

Specielt er jeg glad for, at vi har fået skabt lys omkring det lille magnolia-træ i forhaven. Som jeg tidligere har nævnt, blomstrede det i år for første gang i stor stil, så det var på tide. Det ser i øvrigt skævt og forpjusket ud, så det skal vist også lige have en pind, så det kan blive rettet op. Men det skal nok blive godt, er jeg sikker på...

fredag den 13. juli 2018

Store geledag

Beskæftigelsesterapi på en varm dag

Torsdag var en varm dag - alt for varm til at arbejde seriøst.

Det gjorde heller ikke så meget. Jeg er ved at være på omgangshøjde i haven - og vi har besluttet at forære ribs, solbær og stikkelsbær til naboerne - hvis de ellers gider plukke dem.
Og dog: For helt sidde stille kunne jeg ikke...

Så jeg plukkede lige et kilo røde stikkelsbær og halvandet kilo ribs. Stikkelsbærrene var der ikke meget ved: små bitte bær uden megen saft på grund af tørken, men ribsene var flotte.

Så det blev til knap en halv liter stikkelsbærsaft og en liter ribssaft. Begge dele blev lavet til gele, som nu står i vinkælderen og kan give et pift til sovsen og de tungere kødretter, når det en gang bliver sæson til det igen.

Så her i huset har vi ikke gele i knæene - men gele i vinkælderen...

tirsdag den 10. juli 2018

God march

Hyggelig søndag på stranden


Søndag stod den som altid den anden søndag i juli på Vesterhavsmarchen og tjansen som bartender på Midtvejs Bodega - midtvejs mellem Blokhus og Kettrup.

Det blev en god søndag begunstiget af strålende sol og en kølende brise fra det store hav. Lidt flere deltagere end de tidligere år, men sikkert også på grund af det fine vejr spredt ud over det meste af dagen.

Så der blev også tid til en lur i havestolen og lidt forfriskende sol på det hvide legeme fra Grønland. En herlig dag - simpelthen...

Morten Korch-romantik

Der er et yndigt land...

Der er ikke så meget romantik over vore dages industrialiserede landbrug med stordrift og bigballer på markerne, men stadig byder vores landsdel på små enklaver, der gør det muligt at lave billeder, der ser ud som dengang.

Sådan en enklave findes ved rundkørslen mellem Halvrimmen og Rødhus ved Tranum Engevej. Her fandt jeg forleden morgen dette smukke motiv, der er som klippet ud af "Sønnen fra vingården" fra 1975, hvor halmen er samlet i det, som vi i dag kalder Morten Korch-baller.

I baggrunden aner vi en Massey Ferguson-traktor af en lidt nyere model - og det er på grund af den, at jeg daterer tidsbilledet til 70'erne og Sønnen fra Vingården, hvor Ib Mossin havde helterollen. Bogen af samme navn er i øvrigt fra 1944, og forresten døde Morten Korch allerede i 1954...

fredag den 6. juli 2018

De lyse nætter

Kun en tåbe frygter ikke haven...

Jeg forlod Grønland i slud, sne og snusk - og landede få timer senere
 i et tropisk Danmark. (Mobilfoto)

Jeg ved ikke, om læserne husker en gammel vits fra 80’erne, hvor Danmarks Radio blandt andet underholdt med TV-serien Hill Street Blues, der skildrede politilivet i New York. Hvert afsnit blev indledt med en morgenbriefing og nogle formanende om at være forsigtig derude.

Det inspirerede morsomme hoveder til en joke om morgenbriefingen i Afrika. Tarzan orienterer aberne om dagens opgaver og slutter så med de formanende ord: - Be careful out there. It is a bloody jungle...!

Ordene har rumsteret i mit baghoved, siden jeg i fredags kom tilbage til Danmark efter fem måneders arbejde i Grønland. Jeg forlod verdens største ø i slud og sne – og få timer senere satte jeg foden i et tropisk Danmark, hvor varme og tørke pludselig er blevet en del af hverdagen.

Da jeg ankom til parcellen her på Øland og så haven, der kun var nødtørftig passet i næsten et halvt år, udbrød jeg som en anden Tarzan:- It is a bloody jungle out there…

En halv meter høj græsplæne, vildt voksende buske og træer havde omdannet den ellers pæne og velholdte have til et vildnis og jeg har erkendt, at der er noget om søsportens gamle slogan – også fra firserne: ”Kun en tåbe frygter ikke haven!”

Så nu, hvor det er blevet hverdag igen på Øland, står den på knofedt, masser af knofedt, og jeg skal nok få sat skik på junglen. Også selv om det ærgrer med det netop indførte grill-forbud. Netop de herlige aftener i haven med grillen var noget af det, jeg drømte om i de lange vinteraftener i Grønland.

Til gengæld kan jeg så bruge nattetimerne til at glæde mig over de lyse sommernætter i Nordjylland. Det er noget helt specielt, som jeg sætter stor pris på. Det er barndomsminder fra min spejdertid med natløb og lejrbål i den lyse sommernat – og en lidt genopdaget oplevelse. For jeg kommer jo direkte fra området nord for polarcirklen, hvor den står på midnatssol.

Sidste år sad jeg ved samme tid i haven og drømte om midnatssol – og det bekræfter jo det gamle ord om køerne, der altid synes, at naboens græs er det grønneste.

Midnatssolen er et herligt fænomen, som jeg bestemt også holder af – ikke mindst efter en årrække i Tromsø, hvor fænomenet står på i næsten fire måneder. Da jeg boede i Nordnorge, vendte vi mere eller mindre om på dag og nat, for vejret var som regel bedre om natten. Især husker jeg en efterfest, hvor vi efter værtshusturen spiste mågeæg med gaffelbidder og vodka i midnatstimen i høj solskin. Det var en uforglemmelig oplevelse.

Men i år er det altså de lyse, nordjyske nætter, der er det store hit. Vaskeægte Skagenslys i midnatstimen og stor forståelse for Krøyers og Anchers glæde over den nordligste del af landsdelen. Jeg kan bestemt anbefale en midnatstime på Ølandsdæmningen her om sommeren. Det er en af de få gratis glæder, vi har tilbage her i vort fædreland.

De lyse nætter stemmer mit sind lyst – og det er jo ikke meningen med disse  fredagsbetragtninger her i ”På Kanten”, hvor redaktøren efterspørger kradsbørstige ord. De seneste måneder har jeg holdt mig lidt tilbage og primært skrevet om Grønland, selv om der har været masser at begivenheder i Danmark, som har kaldt på en kommentar.

Det kriblede i fingrene, da Folketinget vedtog det såkaldte maskeforbud. Uanset hvad man måtte mene om indvandrere, fremmede kulturer og muslimske fanatikere, er det ikke sagen for en sand liberalist som undertegnede – og forbud løser næppe problemet, snarere tværtimod. Det smager af symbolpolitik og politisk beskæftigelsesterapi.

Jeg forstår heller ikke, når man nu var i gang med at bestemme, hvordan befolkningens visuelle fremtræden skal være, at man ikke også vedtog et forbud mod ansigtspiercinger og tatoveringer. Det ville i hvert fald pynte i gadebilledet og på TV-skærmen, hvorimod de muslimske hovedbeklædninger rent faktisk skærmer os mod disse vederstyggeligheder.

Jeg kunne også have skrevet krasse ord om al hysteriet om overenskomstforhandlingerne, der endte i det rene idyl. Jeg kunne have kommenteret folkemødet på Bornholm, der er lige så folkeligt, som Den Demokratiske Republik Congo er demokratisk, om DSB der stadig ikke kan få togene og elevatorerne til at køre og om en ny rapport, der foreslår, at antallet af spindoktorer øges til seks pr. minister.

Der er nok at skrive om – og jeg vender tilbage. Men indtil videre glæder jeg mig altså over både de lyse nætter og min egen private jungle på Øland. Lyse nætter stemmer sindet lyst.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 6. juli 2018