søndag den 13. maj 2018

Ulvetider og bjørnetjenester

Disneyficering af samfundet

Jeg holder meget af Grønland og grønlændere. Især holder jeg af grønlændernes usentimentale, men dybt indsigtsfulde forhold til naturen – også selv om det er under pres af den europæiske og amerikanske sentimentale og disney-agtige holdninger.

Tag nu for eksempel isbjørne. Et brutalt og imponerende rovdyr, der er skabt til isfyldte farvande, hvor den mæsker sig i spækfyldte sæler. Det er et dyr, som der står respekt om – og en grønlandsk fanger, der skyder en isbjørn er pr automatik storfanger, piniartorsuaq, hvilket er forbundet med stor ære og prestige.

Og selv om dyreværnsorganisationerne tager sig til hovedet, og isbjørnen er blevet til et symbol i debatten om global opvarmning, holder grønlandske politikere hovedet koldt og opretholder fortsat jagtkvoter på den store bamse.

Men ikke nok med det. I modsætning til deres danske kollegers pladdersentimentale holdning til de danske ulve, er de grønlandske politikere og myndigheder klare i mælet, når isbjørnene trænger sig ind på menneskenes enemærker. Den går ikke – et livsfarligt rovdyr og småbørn i bymæssig bebyggelse er simpelthen uforeneligt. Og lykkes det ikke at skræmme isbjørnen væk, er det kort proces. Bum – og isbjørnen er skudt.

Nu skal det prægtige dyr jo ikke gå til spilde, så når først dyrlægen har sagt god for, at bjørnen er fri for trikiner, bliver dyret fordelt til alderdomshjem og børnehaver, hvor kødet ryger i suppegryderne. En meget grønlandsk og praktisk løsning på problemet. Det smager for resten ganske udmærket, skulle jeg mene, selv om jeg kun en enkelt gang har spist isbjørnekød. Det var så til gengæld i en ualmindelig lækker og mør røget variant.

Nu tror jeg ikke ligefrem, at ulvekød bliver et hit på danskernes tallerkener, men jeg er sikker på, at en sådan konsekvent holdning fra myndighedernes side til vilde dyrs hærgen vil kunne løse mange af de problemer, som de danske ulve volder.

Men dybest set handler den danske ulvedebat om selve samfundskontrakten. Borgerne finder sig i høje skatter og et gennemreguleret samfund, mod at staten tager ansvaret for borgernes sikkerhed. Det er den kontrakt, som ulveelskende miljøpolitikere har skabt tvivl om. Den slags skaber grobund for selvtægt - og hvis ikke politikerne lytter til borgernes ønske om tryghed, kan man frygte, at trangen til selvtægt vil brede sig til andre områder. For selvtægten er et symbol på et samfund, der knager og brager i fuger og bånd.

Jeg har i øvrigt noteret mig, at det i den danske ulvedebat er blevet fremført, at man slet ikke må skyde ulve i Danmark, for det er forbudt, siger de nede i Bruxelles. Det var vist ikke lige det, der var tanken, da danskerne i sin tid stemte sig ind i EF - og det er den slags ideer, der skaber selvstændighedsbevægelser og Brexit.

Her i Grønland forstår man slet ikke, at danskerne finder sig i, at udefrakommende blander sig i dansk jagtpolitik - og det er da også værd at notere sig, at Bruxelles-politikernes intolerante holdning til sælfangst var et af de væsentligste argumenter i 1982, da Grønland stemte sig ud af EF.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 11. maj 2018

Ingen kommentarer: