onsdag den 16. maj 2018

I Hasseris skulle være gilde...

Festen jeg ikke deltog i

Mens jeg sidder her i det grønlandske og passer vagten, muntrer de gamle spejdere i Aalborg sig - og jeg kan da ikke sige mig helt fri for, at den fest ville jeg nu gerne have været med til.

Men dengang ej, sagde Tordenskjold - og i stedet deltog min gamle skole-, spejder- og fotokammerat Per Lyngby, som har sendt mig et par billeder fra festen.

Årsagen til den festlige sammenkomst var 8. gildes 60-års fødselsdag. Den slags fejrer man i vore kredse, der altså ikke nødvendigvis må forveksles med de finere kredse, med en såkaldt gildehal, hvor vi som regel også møder frem i smoking eller lignende stift puds.

Festen var begunstiget med herligt sommervejr i Hasseris, så velkomsten foregik uden for Gildeborgen med bobler i glasset og besøgende fra de øvrige Sct. Georgs Gilder i Aalborg. Det er også forklaringen på, at der er kvinder på billederne - for i 8. Gilde holder vi mandfolk os ellers for os selv.

Jeg kan kun se til heroppefra, men jeg løfter kaffekoppen og sender en skål til gildebrødrene og gildet.

Ingen kommentarer: