mandag den 30. april 2018

Lussinger til de store

Den grønlandske kabale

Så er den grønlandske regeringskabale i gang.
Det blev til en solid vælgerlussing til de to største grønlandske partier, Siumut og Inuit Ataqatigiit, ved valget til det grønlandske parlament Inatsisartut tirsdag den 24. april.

Begge partier gik tilbage med omkring syv procentpoint, men det socialdemokratiske Siumut er fortsat Grønlands største parti med en fjerdedel af vælgerskaren bag sig. Det er derfor også den siddende formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering, Kim Kielsen, der får opgaven med at danne en ny regering.

Kielsen har lovet at tale med alle partier i forbindelse med regeringsdannelsen, men han har reelt to muligheder. Enten at fortsætte det nuværende samarbejde eller indlede et samarbejde sig mod de borgerlige grønlandske partier.

Kim Kielsens  nuværende regeringskoalition består foruden Siumut af  Inuit Ataqatigiit og det lille løsrivelsesparti Parti Naleraq med tidligere landsstyreformand Hans Enoksen i spidsen. Enoksen omtales ofte som "Bygdepartisanen" - ikke uden grund. Det lille parti står stærkt i bygderne og havde et godt valg. 

Parti Naleraq får fire mandater mod tidligere tre i det nye landsting . Siumut har ni mandater i det nye landsting og Inuit Ataqartigiit otte. Der er således et solidt flertal bag den siddende regering, men den store tilbagegang må nødvendigvis give anledning til selvransagelse hos både Kim Kielsen og IA-lederen Sara Olsvig.

Kielsen har også mulighed for at vende sig mod det borgerlige Grønland, der havde et godt valg. De tre borgerlige partier, Demokraterne, Atassut og Samarbejdspartiet har i alt ni mandater og sammen med Kielsens ni mandater giver det et flertal.

Den borgerlige fremgang er især båret af Demokraterne, der hidtil har været lidt af et byparti, men denne gang fik stor fremgang også uden for Nuuk. Fremgangen skyldes især en af partiets kandidater, erhvervsmanden Niels Thomsen, der scorede 2.710 personlige stemmer.

Demokraterne er gået til valg på et krav om skattelettelser. Det er faktisk nyt i Grønland, men økonomien, skattetrykket og den daglige husholdning har fyldt meget i debatten - ikke mindst fordi undersøgelser har vist, at Grønland er Nordens dyreste land at leve i, samtidig med at lønniveauet er cirka 17 procent lavere end i Danmark.

Det er også interessant, at det gamle og en gang Grønlands største parti, det liberale Atassut, kommer i Inatsisartut med to mandater. Jeg må indrømme, at jeg nærmest havde afskrevet partiet, der gennem de seneste år har været ramt af et rent blodbad af intern uenighed, medlemsflugt og partiskifter, men en ny generation af unge Atassuttere ser ud til at have givet det gamle parti en renæssance.

Valgets største øretæve gik til den omstridte Aleqa Hammond, der stillede op for det lille og nye løsrivelsesparti Nunatta Qitornai. Ved valget i 2013 fik hun 6.818 stemmer, men denne gang blev det til sølle 171. Hammonds mange bilagssager har tydeligvis slidt på omdømmet, selv om det nok også har spillet ind, at hendes mærkesag, den grønlandske løsrivelse fra Danmark, ikke har spillet nogen stor rolle i valgkampen.

Aleqa Hammond sidder dog stadig på en plads i Folketinget, hvor hun er en del af Løkke-regeringens parlamentariske grundlag. Hun har hidtil siddet som partiløs, men meddelte onsdag at hun fremover repræsentererer Nunatta Qitornai i Folketinget.  Så selv om Aleqa ønsker løsrivelse, og Lars Løkke går ind for stærkt samarbejde i Rigsfællesskabet, er de tvunget i hinandens arme. Sådan kan politik jo være så besynderlig.

Nordjyske Stiftstidende 30. april 2018

lørdag den 28. april 2018

Persersume

Himmelbetændt rendfog

Bedst som vi troede, at det var blevet forår, vågnede Sisimiut op til en rask lille snestorm lørdag morgen, mens bøgen springer ud på Øland.

Så er der noget godt og trygt hjemligt ved, at det første jeg møder, når jeg åbner døren, er et lille skilt på skraldespanden, som fortæller, at den kommer fra Brovst.

Dagens snestorm er heller ikke så slem. Temperaturen ligger lige omkring frysepunktet, og det har tøet voldsomt hele fredagen. Så mon ikke det bare er sidste halvleg i kampen meller hr. Vinter og frøken Sommer?

Persersume betyder snefygning på grønlandsk - og det er i øvrigt navnet på det legendariske grønlandske rock-band Sumes sidste album. der udkom for 24 år siden på plademærket ULO. Pladeselskabet havde sit studie og kontor her i Sisimiut. Jeg husker fortsat pladepræsentationen på Pub Raaja. Det var ikke kedeligt...

Futsal

Fra det sportslige overdrev


Det ender jo nok med, at jeg også kan kalde mig sportsfotograf - selv om det ikke interesserer mig særligt. For forleden måtte jeg i embeds medfør af sted søndag aften for at fotografere til GM for kvinder i den særlige variant af indendørs fodbold, som med et besynderligt navn kaldes futsal.

Det foregik i den lokale idrætshal, Sisimiut Timersortarfiat, som i øvrigt er en svær kulisse på grund af et elendigt lys - og hvor der ikke rigtig er plads til fotografer, fordi alle tilskuerpladserne er bagved et net bag det ene af målene.

Den mærkelige betegnelse "futsal" har ikke noget at gøre med, at der er specielt meget fut i spillerne. Faktisk er spillet temmelig kedeligt efter min beskedne opfattelse. Navnet er en sammentrækning af det portugisiske navn for indendørs fodbold,"futbol de salão".

Deroute

Tilbagegang for den grønlandske hundeslædekultur


Hundeslædekulturen i Grønland er truet, og antallet af slædehunde i blandt andet Sisimiut er faldet drastisk de seneste år.

Denne triste kendsgerning er jeg ved flere lejligheder den seneste uge blevet opmærksom på - og det vil jeg undersøge nærmere som et lille privat-projekt, inden jeg om to måneder igen vender tilbage til Danmark.

For jeg synes, det er synd. Slædehunde og hundeslæder er hyggelige og en del af charmen og sjælen i Nordgrønland. Et godt turistprodukt, der kan få stor betydning for den fremtidige turistudvikling i Grønland, men også en vigtig del af den grønlandske sjæl og identitet - og det skal helst ikke gå tabt i en verden, der bliver stadig mere strømlinet og digitaliseret - og i øvrigt klinisk renset for hundeprutter og hømhømmer, som er en fundamental del af oplevelsen ved at køre hundeslæde.

Jeg vil som sagt vende tilbage til spørgsmålet, men først skal jeg have kigget lidt på statistikkerne og snakket med nogle flere mennesker. Indtil da kan man så hygge sig med dette foto, som jeg tog forleden morgen på vej til arbejde. For der da heldigvis stadig hundeslæder i gaderne i Sisimiut, hvis man er heldig...

fredag den 27. april 2018

Valg-fotos

En dag på jobbet

Da der forleden var valg til Inatsisartut, var jeg på arbejde med kameraet det meste af dagen - fra valgstedet i kulturhuset Taseralik åbnede om morgenen og til ud på aftenen. Primært for at få fotos til kommunens Facebook-side, men også for at lave genrebilleder, der kan bruges en anden god gang i forbindelse med forskellige former for valginformation.






tirsdag den 24. april 2018

Valg i bybilledet

Plakatfuld

Tirsdag er der valg til det grønlandske parlament, Inatsisartut. Det ses på bybilledet....



søndag den 22. april 2018

Firmaskovturen

Årets sidste skitur


Der er ikke ligefrem skove i nærheden af Sisimiut, men alligevel kan man da sagtens tage på firmaskovtur.

Det gjorde medarbejderne på rådhuset i Sisimiut forleden - og det skete i form af skitur i strålende sol i området nær Spejdersøen. Nogen skal jo gøre det hårde arbejde, så jeg droppede skiene og tog en tur med kameraet i stedet.

Det er for alvor ved at blive forår, så der forsvinder en lille smule sne hver dag. Flere af deltagerene frygtede da også, at turen med stor sandsynlighed blev sæsonens sidste. Det kan jeg sagtens leve med.. Det har aldrig sagt mig særlig meget at stå på ski. Et fornuftigt transportmiddel, ja, men da ikke noget, man gør for sjov. Så for min skyld må det godt snart blive sommer...

tirsdag den 17. april 2018

Chokoladefabrikken

Bagsiden af medaljen

Alle grønlandske byer har en chokoladefabrik. Det er det folkelige og smagfulde navn for det, myndighederne benævner natrenovationsanstalten.

Og for at sige det ligeud og uden omsvøb: Det er her, poserne med lort fra de ikke kloakerede ejendomme ender. Pænt pakket i plastikposer fra tønderne ude i de små hjem.

Det går fremad med kloakeringen i de store grønlandske byer, men stadig er gammeldags das altså en ganske almindeligt forekommende institution - og det giver altså plads til chokoladefabrikkerne, hvor poserne skæres op, lortet hældes i havet og poserne pakkes til forbrænding.

Men forbrændingen kan slet ikke følge med Sisimiuts vækst. Det gamle forbrændingsanlæg trænger til at skiftes, men sådan en installation koster 80 millioner kroner - mindst - og det lige med at finde pengene i et samfund, hvor der er behov for investeringer overalt.

Affald er problematisk i Arktis. Den naturlige formuldning af organisk affald, som vi kender det fra varmere himmelstrøg, finder slet ikke sted - og affaldet hober sig op på dumpen. Til glæde for mus og måger, men kønt er det ikke - og det lugter for resten heller ikke særlig godt om sommeren.

Man kan i den sammenhæng kun glæde sig over, at vi trods alt ikke er flere end 56.000 mennesker i Grønland. Og så prøve at tænke lidt alternativt.

Affald er et råstof på linje med guld, sølv og uran. Så måske ligger fremtiden i at udnytte affaldet til et eller andet. De studerende på Artek - den grønlandske afdeling af DTU, som ligger i Sisimiut - har i hvert fald store muligheder for at bruge al deres ingeniørmæssige snilde på dumpen i grønlands næststørste by...

Fredelig grønlandsk valgkamp

Stilhed før stormen

Valgkampen forud for valget til det grønlandske parlament, Inatsisartut, minder om en klassisk spaghetti-western. Stemningen er spændt, deltagerne kigger hinanden dybt i øjnene, men endnu er det ikke kommet til alvorlige skyderier.

Det skal nok komme, men næppe før de sidste par dage før valget den 24. april. Det grønlandske samfund er et meget politisk samfund, men ude blandt folk - på arbejdspladserne, i foreningerne, på værtshusene og blandt de meget talende taxachauffører mærker man ikke meget til valget.

Mest liv er der på Facebook. De to største medier, Grønlands Radio (KNR) og ugeavisen Sermitsiaq, tillader læserne at kommentere nyhederne via det sociale medie. En mere eller mindre fast skare af kommentatorer boltrer sig her med stærke udfald, der inkluderer psykiatriske diagnoser og påstande om modstandernes notoriske uvederhæftighed og manglende moralske habitus.

Det er også på Facebook, at man forleden kunne se en kvindelig læser advare mod Kinas store interesse for Grønland.

- Når først kineserne kommer, vil de formere sig som ukrudt, og vi oprindelige folk vil meget hurtig være i mindretal, lød advarslen, der nok kan få ældre danskere til at tænke på salig dyrlæge i Hobro, A. Th. Riemann, der i 1981 fik 14 dages hæfte for en lignende udtalelse.

Bortset herfra er den kinesiske interesse for Grønland reel nok - og vice versa i øvrigt. Naalakkersuisut har længe bejlet til kinesiske investorer, og et kinesisk konsortium er blandt de prækvalificerede budgivere på de kommende storlufthavne i Nuuk og Ilulissat. Det er også værd at notere, at Royal Greenland har hyret et større antal kinesiske gæstearbejdere til fabrikkerne i Uummaannaq og Maniitsoq på grund af mangel på kvalificeret arbejdskraft. Så i den henseende er løbet kørt. Kineserne er i Grønland - og det forlyder endda, at de er glade for arbejdet, hvor de tjener væsentligt mere end i Kina.

Men ellers har valgkampen været fredelig - grænsende til det kedsommelige. Det har givet plads til,  at den grønlandske arbejdsgiverforening, Grønlands Erhverv, og lærernes fagforening, Imak, i en lidt uhellig alliance med en dygtig turneret påvirkningskampagne har kunnet sætte dagsordenen og slå et slag for at styrke den grønlandske folkeskole.

Lærernes interesse i sagen er selvindlysende, men også arbejdsgiverne har en solid interesse i at styrke den grønlandske folkeskole. Der er fuld beskæftigelse i Grønland, og rundt omkring på arbejdspladserne er der hård kamp om den veluddannede arbejdskraft.

Færre og færre grønlandske studenter er dygtige nok til at klare sig på en videregående uddannelse i Danmark. Deres studentereksamen er så ringe, at en voksende andel af dem, der søger ind på danske uddannelser, bliver afvist, hedder det blandt andet i uddannelsesdebatten.

Nu er der ikke så mange, der kan blive uenige om, at den grønlandske folkeskole skal styrkes. For regeringspartiet Inuit Ataqatigiit er det nærmest en tilståelsessag. Partiet har altid været de højtuddannedes parti - og partiformand Sara Olsvig, der også kandiderer til posten som ny landsstyreformand, har haft forholdsvist let spil ved at markedsføre partiets politik, der blandt andet omfatter flere lærere, herunder to lærere i alle klasser under tredje klasse og i øvrigt en række indsatser for at styrke samarbejdet mellem skole og forældrer, mere hjælp til svage elever og så videre.

I praksis er der dog det store og ikke helt ubetydelige problem, at Grønland også mangler folkeskoleskolelærere - op imod 300 de kommende ti år. Det fik den ellers garvede Siumut-politiker Doris J. Jensen på glatis ved at foreslå, at man skulle sænke adgangskravene til den grønlandske læreruddannelse.

Det skulle hun nok aldrig have foreslået, for alle andre partier og arbejdsgiverforeningen var enig om, at det næppe løser Grønlands problemer at sænke niveauerne. En enkelt Siumutter forsøgte dog at komme partifællen til hjælp ved at slå de nationale strenge og sige, at det vigtigste ikke er karakterer, men at man kan grønlandsk.

Alle er enige om, at posten som landsstyreformand kun kan gå til to kandidater: Den siddende formand, Siumutteren Kim Kielsen eller formanden for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig. Det gør det grønlandske valg til et klassisk "præsidentvalg" og er måske forklaringen på den fredelige valgkamp, hvor det især er vigtigt for de mere ukendte og lavt profilerede kandidater at stå frem og sikre sig omtale.

Der er mange ønsker, overbuddene står i kø, og mange af valgkampens påstande vil næppe kunne fremsættes under vidneansvar. Men sådan er politik jo.

Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at Kim Kielsen, der ellers har holdt lav profil i valgkampen, forleden gik ud og skød  debatten om de grønlandske lufthavnsbyggerier til hjørne ved at sige, at de to kommende storlufthavne i Nuuk og Ilulissat ikke betyder, at de eksisterende atlantlufthavne i Kangerlussuaq og Narsarsuaq skal lukke. Der er mange lokale interesser og stemmer i det spørgsmål, og Kielsen turde ikke risikere, at valget vil ende i et spørgsmål om lufthavnenes placering.

Kielsen bedyrede, at landskassen vil dække et eventuelt underskud i de to lufthavne, fordi de har et stort turistmæssigt potentiale. Et potentiale, der for Kangerlussuaqs vedkommende vil blive endnu større, hvis der bygges en vej mellem lufthavnen og Sisimiut 160 km væk. Kielsen stiller sig positivt til vejbyggeriet og lovede at dække underskuddet i lufthavnen, indtil vejen står færdig.

Da Kielsen udskrev valget, stod det grønlandske parlament over for at vedtage en ny og meget omstridt fiskerilov, der angiveligt skulle virke mod kvotekonger og sprede mulighederne for at få del i det grønlandske fiskeeventyr.

Den lov bliver næppe vedtaget nogensinde. Det har ellers været hjerteblod for både Siumut og Inuit Ataqatigiit, men begge partier har under valgkampen åbnet op for, at man i større omfang skal tage hensyn til trawlerredernes behov for langsigtet planlægning af investeringerne.

Spørgsmålet om grønlandsk selvstændighed har under valgkampen fyldt forholdsvis meget i danske mediers dækning, men i Grønland har der ikke været det store fokus på spørgsmålet.

Der har selvfølgelig været stor interesse for den tidligere Naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoqs nye parti, Nunatta Qitunai, hvor han sammen med den detroniserede Siumut-dronning og nuværende medlem af Folketinget, Aleqa Hammond, kæmper for en grønlandsk lsørivelse. Noget egentlig program og plan for en selvstændighedsproces har partiet ikke præsenteret – og partiets  hidtil stærkeste melding i valgkampen har været et forslag om at skrue kommunalreformen tilbage, så Grønland igen får 18 kommuner i stedet for de nuværende fem. Politisk set har det forslag ingen gang på jord, og det blev da også skudt ned øjeblikkeligt af de øvrige partirepræsentanter på et af KNR’s vælgermøder.

Noget klarere i mælet er faktisk den garvede Hans Enoksen fra Parti Naleraq. Han har foreslået en grønlandsk løsrivelse i 2021 på 300 året for Hans Egedes ankomst til Grønland.

Rent praktisk har forslaget næppe de store muligheder, men man skal ikke overse politikere som Enoksen, Hammond og Qujaukitsoqs betydning i Grønlandsk politik.
Der er milevidt fra de bonede gulve i de store grønlandske byer som Nuuk, Sisimiut, Ilulissat og Qaqortoq, hvor partier som Inuit Ataqartigit og demokraterne har deres kernevælgere – og så til udkants- og bygdegrønland, hvor selvstændighedspolitikerne henter deres stemmer.

I udkantsgrønland kæmper man for overlevelse – hver eneste dag. Man lever i bedste fald af fangst og fiskeri og i værste fald på offentlige overførsler. Her tales grønlandsk hele tiden – og mange mestrer slet ikke det danske sprog. Når de ser fjernsyn, er der få programmer på grønlandsk, men langt de meste af det, de ser, er enten på dansk eller engelsk. Det giver for mange lige så stor mening, som når vi danskere på charterferien ser thailandske soap-operaer.

I en stor del af Grønland bor man isoleret. Her er aviserne flere uger gamle, når de udkommer, fjernsynet flimrer, radioen skratter, og internetforbindelsen er så ringe, at det ikke er muligt at gennemføre valide meningsmålinger.

Det gør udkants-grønland til en joker og den tavse magtfaktor i grønlandsk politik. Ingen kan forudsige, hvad det vil betyde i valgkampen - og derfor er det også meget svært at komme med noget bud på, hvordan grønlandsk politik, herunder forholdet til Danmark, vil være efter valget.

Det svar kender vi først, når stemmerne er talt op den 24. april.

Fakta:
Inatsisartut: Det grønlandske parlament
Naalakkersuisut; Den grønlandske regering
Naalakkersuisoq: Medlem af Naalakkersuisut, svarer til minister

Artiklen blev bragt i Nordjyske Stiftstidende 16. april 2018

Sne med forårsfornemmelser

Foråret er så småt på vej til Sisimiut. Det er fortsat koldt og frost om natten, men på solrige dage stiger temperaturen op over frysepunktet - og det giver smeltevand.

Mange dage er byen lidt af et søle, men lige så snart smeltevandet kommer ind i skyggen, fryser det til is. Det giver blandt andet nogle fantastiske isformationer på klippeskænterne ned mod havnen. Specielt på en strækning mellem pakhusene og lystbådehavnen, der ligger i skygge næsten døgnet rundt - og det er her, billederne er taget.

Men det er da meget sjovt at tænke på, at al den is faktisk er tegn på, at vejret er ved at blive lunere. Og så skal det som bekendt være skidt, før det bliver godt...

P.s. tilføjet 17. april: Det er forresten en ganske behagelig måde at opleve tøbruddet på, når det sådan kommer i små bidder midt på dagen, fordi smeltevandet så får tid til at løbe væk i små bidder. Da jeg boede i Nuuk, var det ind i mellem ret så ubehageligt, for her kommer tøbruddet som regel fra den ene dag til den anden. Det betyder, at enorme mængder sne - og det sner altså betydeligt mere i Nuuk end Sisimiut - smelter på kort tid og forvandler hele byen til et stort søle med oversvømmede grøfter og parkeringspladser, der kun kan forceres i gummistøvler. Så dybest set foretrækker jeg nok, at foråret så sagte kommer...

søndag den 15. april 2018

Kongeedderfugl

En flot fyr

Søndag morgen fik jeg mine første skud på kongeedderfugl på kortet.

Morgenen bød på 10 graders frost, gråvejr og let sne, så det var egentlig slet ikke fotovejr, men jeg smuttede alligevel en tur forbi lystbådehavnen på vej til bageren efter morgenbrød.

Tæt på vandkanten så jeg enlig fugl, som jeg antog for at være en almindelig edderfuglehan - og det var først, da jeg stillede skarpt på telen, at det gik op for mig, at jeg stod over for mit livs første kongeedderfugl. Så kom bukkefeberen, og kameraet blev rødglødende.

Den flotte han lå og pudsede sine fjer. Det er jo forår, og det er med at gøre sig til - også selv om man er ung, og den gule knop endnu ikke er vokset helt ud.

Men jeg er tilfreds - for jeg har fået mine første fotos af konge-edderfugl på en gråvejrsdag, hvor jeg slet ikke regnede med noget som helst. Og det er jo ikke så ringe..


lørdag den 14. april 2018

Fantastiske Toyota

Fem på stribe

Toyota har altid været en populær bil i Grønland. Den japanske bilfabrikant er leveringsdygtig i et bredt sortiment af biler med firehjulstræk, der betragtes som en stor nødvendighed i det topografisk udfordrede land, hvor der en stor del af tiden også er sne og is.

Jeg har selv gennem tiderne haft et par stykker heroppe og  har ikke haft grund til klage over de driftssikre japanske biler i grønlandsk sammenhæng.

Den mest populære model i øjeblikket er RAV 4, som det ses på billedet, hvor jeg lige fandt fem af slagsen på stribe på lufthavnens parkeringsplads. Den fjerneste af bilerne tilhører min arbejdsgiver og giver mig mulighed for ind i mellem at slide det begrænsede grønlandske vejnet.

Det bringer mig i øvrigt i selskab med min søster, der også kører RAV 4 - selv om de kringlede fynske biveje næppe er så udfordrende som de grønlandske.

Anoreksi-fri zone

Sunde vaner

Forskellige (geografiske) varianter af den
grønlandske kvindedragt - og så et enkelt mandfolk.
Grønland har gennem tiderne været hårdt ramt af sygdomme, som er blevet bragt til landet udefra. Allerede i Hans Egedes tid i begyndelsen af 1700-tallet var en koppeepidemi ved at tage livet af den lokale befolkning.

Senere kom som bekendt europæernes kønssygdomme og ikke mindst tuberkulosen, der hærgede landet voldsomt helt op til vore dage. Men til gengæld er Grønland gået helt fri af den bølge af anoreksi, der hærger den vestlige kultur i vore dage.

Grønlændere er generelt et afslappet og ukonventionelt folkefærd, som det er nemt at omgås. Der er ikke så mange dikkedarer, og på arbejdspladserne er både tonen og påklædningen  ganske uformel.

Det skyldes naturligvis klimaet, der ikke rigtig er til italienske lædersko, slips eller korte nederdele. Her i landet  er man bedst tjent med gummistøvler, strikketrøje og lange underbukser.

Man ser det også, når man går i byen. Der er ingen tvivl om, at især de unge piger har tilbragt lang tid foran spejlet med at dulle sig op, men alligevel klæder man sig fornuftigt på med uldne strømper og adskillige flere lag tøj, end det normalt ses på europæiske diskoteker.

Det er den afslappede holdning til udseendet, der gør, at anoreksi er en totalt ukendt lidelse i Grønland. Det fortæller den ledende regionslæge i Nuuk, Jesper Olesen,  til det grønlandske dameblad Arnanut.

Olesen har været læge i Grønland i en årrække, og her har han aldrig mødt en patient med anoreksi. Efter hans opfattelse har de grønlandske kvinder et mere sundt  kropsideal, end det man ser i den øvrige vestlige kultur.

– Når der bliver et ekstremt fokus på kropsidealer, kan det resultere i, at nogle - både mænd og kvinder - men mest kvinder nærmest holder op med at spise. Og dem har vi ikke set i Grønland. I Skandinavien er det et reelt problem for nogle, og hvis der har været tilfælde i Grønland, så er de meget, meget få. Jeg drøftede det med nogle kolleger, og ikke en af dem mindes at have haft en patient med anoreksi, fortæller Jesper Olesen til Arnanut.

Nu ligger hang til anoreksi mig temmelig fjernt, men det er i hvert fald et godt eksempel på, hvordan vi som danskere kan lære noget af Grønland - og det er den historie, jeg gerne fortæller igen og igen.
Men den gode regionslæge er jo ikke læge for ingen ting - og derfor af gammel vane evigt bekymret. Han har selvfølgelig også et budskab til de naturligt buttede grønlandske kvinder.

– Det er godt, at kvinderne synes, at de er lækre nok, som de er, buttet eller ej. Det vigtigste er dog at have fokus på, at man altid skal være fysisk aktiv, lyder lægens formanende ord i det grønlandske dameblad.

Så er det jo godt, at man er et mandfolk, der kun læser dameblade hos frisøren...

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 13. april 2018

søndag den 8. april 2018

Af hjertet tak

Fantastisk fødseldag

Jeg indrømmer blankt, at jeg bogstaveligt talt tabte underkæben og måbede, da jeg fredag eftermiddag (aften dansk tid) åbnede Skype-forbindelsen til Øland Sildelaug, som i anledning af min fødseldag havde en grønlandsk menu på programmet.

Pigegarden i skolekøkkenet. Foto: Michael Christiansen.
Der - midt i køkkenet på Øland Medborgerhus - stod nemlig en halv snes piger fra Brovst Pigegarde. De satte i med en fejende flot og svingende udgave af det gamle Cliff Richard-hit Congratulations - og jeg var målløs...

Endnu bedre blev det næsten, da Sildelauget bagefter sang den klassiske danske fødselsdagssang. En god del af sildelaugets mænd er også medlem af Øland Karlekammerkor og habile sangere, så det rungede fra det gamle skolekøkken og hele vejen op over Atlanten til Sisimiut i Vestgrønland.

Vi skålede, og sildelauget gik ombord i lækkerierne og den grønlandske kaffe, der er et væsentligt element i enhver grønlandsk fest.

Dagen gik i øvrigt forholdsvist fredeligt. Formiddagen stod på Den Store Bagedyst her i fremlejen - ikke uden udfordringer, for jeg savnede mine egne redskaber, da jeg lavede Gateau Marcel til eftermiddagens lille sammenkomst på rådhuset i Sisimiut. Her blev det til en hyggelig time sammen med borgmesteren og staben. Gaven til fødselaren var en fin, stor bog om Sisimiut.

Hele dagen strømmede hilsenerne ind på Facebook. Over 200 blev det til plus det løse via Messenger og E-mail. Hilsenerne kom fra mange verdenshjørner. Den mest eksotiske kom nok fra Royal Greenland-direktør Jens K. Lyberth, som jeg kender tilbage fra morgensvømningen i Nuuk. Jens var en af de første til at sende en hilsen. Han sendte den på vej mellem Kyoto og Tokyo med det legendariske japanske hurtigtog, Shinkansen...

Tak til alle, som sendte mig en venlig tanke på den store dag, som en tresårsdag jo er.

Så lige lidt trivia i anledning af dagen og ikke mindst Brovst Pigegardes medvirken. Sangen Congratulations var i 1968 - for nøjagtig 50 år siden - det engelske bidrag til Melodi Grand Prix, der netop det år blev afviklet i London i Royal Albert Hall. Det skete - af alle dage - den 6. april. Mange mener, at sangen burde have vundet, men det blev nu kun til en andenplads til Storbritannien og Cliff Richard. Vinderen var den i dag ukendte "La la la" fra Spanien.

Endnu en gang tak for alle hilsenerne til min fødselsdag...
Så er sildelauget ved at gøre klar til den
grønlandske kaffe. Foto: Michael Christiansen.

torsdag den 5. april 2018

Hvis Grønland river sig løs

Aktuel bog om grønlandsk selvstændighed

Martin Breums nyeste bog, "Hvis Grønland river sig løs", der udkommer i dag, lander midt i den grønlandske valgkamp til Inatsisartut - og sætter helt  sikkert gang i den grønlandske selvstændighedsdebat op til valget.

Generelt er "Hvis Grønland river sig løs" en god og hamrende aktuel bog. Forlaget og forfatteren kunne næppe have ønsket sig en bedre timing, for valget skærper interessen for bogen, der er både omfattende og velskrevet.

Præmissen er knivskarp: Grønland er inde i en løsrivelsesproces, og spørgmålet er bare, hvornår og hvordan løsrivelsen  sker.

Breums mål er at få flere til at engagere sig i diskussionen, så den bliver så givtig som muligt.

"Jeg tager ikke stilling til, hvilken sammenkobling der vil være den bedste mellem de to dele af riget i fremtiden", understreger Martin Breum i forordet, inden han kaster sig ud i den forrygende række interviews og anekdoter.

Med et imponerende overblik tager Breum læseren med på en rundrejse på  de bonede gulve i Nuuk og København, til partikongres i Siumut, på besøg på Thule Air Base og om bord på inspektionsskibet Hvidbjørnen, i skoleklassen og hjemme hos læreren i Sisimiut og så er der også blevet plads til et par kunstnerinterviews.

Hele tiden holder Breum sig stædigt insisterende til løsrivelsesspørgsmålet. Breum samler op på det spørgsmål, som han nu har skrevet og fortalt om de seneste 10 år. Han trækker på hele sit store og imponerende kildenet, som velvilligt deler deres tanker om selvstændigheds-spørgsmålet. Resultatet er en velskrevet bog, der er skruet sammen med en ikke  ueffen grad af suspense, der gør bogen  pædagogisk og nem at læse. Her bliver man klog på løsrivelsesdebatten og de mulige pejlemærker for Grønlands og Rigsfællesskabets fremtid.

Meget af stoffet er velkendt, men der er bestemt også nye vinkler. For eksempel har Breum et interview med kunstneren Per Kirkeby i jagten på Grønlands placering i den danske folkesjæl. Det interview er ganske forfriskende oven på alle politikerne - og så er Kirkeby meget præcis i sin beskrivelse af, hvordan Grønland gennem generationer har ramt de tilrejsende danskere.

Breum skriver godt og begejstret, selv om denne anmelder med nordjyske rødder mener, at Breum ind i mellem godt  kunne spare lidt på superlativerne. Til gengæld morer jeg mig over Breums blomstrende billedsprog, for eksempel når han omtaler Vittus Qujaukitsoq risiko for at fremstå som et rensdyr i brunst, og senere Kim Kielsens tilsvarende risiko for at fremstå som en skræmt snehare. Det er  stærk formidling af politik på højt plan.

Hvis Grønland river sig løs kan varmt anbefales til alle, der interesserer sig for det grønlandske selvstændighedsspørgsmål og Rigsfællesskabets fremtid.

Martin Breum: Hvis Grønland river sig løs, 252 sider, vejledende pris kr. 299,95, Gyldendal

Anmeldelsen blev bragt i flere medier 3. april 2019.

mandag den 2. april 2018

Sæsonens sidste nordlys

Lyse tider

Så lakker det mod enden for nordlyssæsonen. Egentlig havde jeg opgivet det allerede. Fuldmåne og lav solplet-aktivitet er ikke de bedste betingelser, men søndag aften var der alligevel lidt nordlys, da jeg var oppe for at gøre det, som ældre mænd så ofte gør om natten.

Så jeg måtte lige en tur ud på trappen med kameraet. Den næsten fulde måne satte sine begrænsninger, men giver på den anden side også lidt dynamik i baggrunden. Men jeg regner helt bestemt med, at nu er det slut. Allerede natten til onsdag begynder de lyse nætter her ved polarcirklen - og om måned er det lyst hele natten. Så må jeg jo til at finde på noget andet at gøre, når naturen kalder i nattetimerne.

Dagens edderfugl

Solskin i havnen

Påskesøndag bød på fint vejr, så jeg gik ned til havnen for at fotografere fugle. Men isen var gået, så der var ikke meget at se.

En enlig han-edderfugl og så et par måger var alt, hvad det kunne blive til. Men i det fine vejr blev det alligevel til en god dag.

søndag den 1. april 2018

En påskehistorie

Pengemangel i Sisimiut

Det kan i vore moderne tider være svært at forestille sig, at en i øvrigt veldrevet bank løber tør for kontanter, men det var lige nøjagtig, hvad der skete for begge bankfilialerne i Sisimiut for nøjagtig 24 år siden.

I 1994 faldt påsken ligesom i år i slutningen af marts - og dengang boede jeg for resten også i Sisimiut. Det var jo andre tider og før dankort, pengeautomater og internet, så lønningsdagen og den tilstundende højtid gav et helt ekstraordinært pres på de to lokale bankfilialer.

Der skulle hæves penge til påskens festligheder og til at betale de månedlige regninger på posthuset, som man jo gjorde dengang, så allerede fra morgenstunden var der kø foran kassen i Sisimiuts to bankfilialer - Grønlandsbanken og Bikuben (Nuna Bank).

Men grønlændere og danskere i Grønland på den tid var tålmodige mennesker, så man tog det med godt humør, og snakken gik lystigt i køen. På et tidspunkt gik pengeudleveringen dog i stå, for bankerne var ganske enkelt løbet tør for kontanter. En efter min mening ganske kritisk situation. En påske uden penge var ikke tillokkende.

Bankkøerne rakte på det tidspunkt langt ud på torvet, men stadig tog folk det ganske roligt - og jeg blev da også på min plads. Det gjorde alle andre også, så et eller andet måtte der ske, selv om det var i helikopternes tid - og banken ikke bare lige kunne få flere kontanter fra filialen i nabobyen flere hundrede kilometer væk.

Ved middagstid kom der skred i tingene. Der havde været bud fra både Brugsen og KNI-butikken med den første del af dagens store omsætning - og så var der kontanter til udlevering igen. Det gentog sig flere gange i løbet af dagen, og da påskeferien indtraf sent onsdag eftermiddag havde alle fået de kontanter, der var brug for til påskens udskejelser. Det er vist ikke det, man mener, når man i vore dage taler om cirkulær økonomi, men en kendsgerning var det i hvert fald, at byens samlede kontantbeholdning nåede at cirkulere adskillige gange denne onsdag.

Da jeg efter flere timers ventetid i køen endelig nåede frem til skranken og skulle hæve - jeg tror det var 4.000 kroner til husleje, telefon og sjov i påsken - var der lavvande i kontantbeholdningen igen, men dog ikke værre, end at jeg fik de 4.000 kroner udbetalt i halvtreds-kroners sedler - og med en ordentlig stak halvtredsere i lommen kunne jeg også gå på påskeferie med krum hals.

Historien randt mig i hu, da jeg påskelørdag besøgte torvet i Sisimiut for at handle. Nuna Bank har skiftet navn til Grønlandsbanken - og i Grønlandsbankens gamle lokaler er der nu en filial af Brugsen. I øvrigt er postkontoret lukket og overtaget af politiet, der har udvidet voldsomt siden 1994. Men ellers ligner torvet da sig selv.

God påske...