søndag den 30. december 2018

Noas dag

Ikke Sankt Hans

Det ligner næsten en tanke, når Midsommervisen begynder med ordene:

Vi elsker vor land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje...

I hvert fald gik tankerne til Sankt Hans lørdag eftermiddag - den 29. december - da jeg sad ved bålet i haven i silende regn. Det var bare ikke Sankt Hans dag, snarere tværtimod. Dagen er opkaldt efter Noa - og det var måske derfor, regnen silede ned.

Anledningen var dog hverken midvinter eller vintersolhverv, men ganske prosaisk. Juledag fældede vi det store lærketræ - og jeg har nogle store kvasdynger med grenene fra træet, der bare skal brændes af. Jo hurtigere, jo bedre.

Så fridagen blev benyttet til at rydde op efter træfældningen, selv om det regnede. Nu er jeg jo heldigvis spejder, så det volder mig ikke problemer at tænde bål i regnvejr. Og det er også så heldigt, at lærketræ indeholder store mængder harpiks, som gør træet letantændeligt, selv om det er frisk.

Harpiks (C10H18O) adskiller sig fra terpentin (C10H18) med et enkelt iltatom, så det er faktisk et temmelig potent brændbart opløsningsmiddel, og da først bålet var tændt, gik det lystigt i mindre bidder.

Jeg slap af med over halvdelen af grenene, men da vinden lagde sig ved 15-tiden var jeg nødt til at stoppe på grund af røgen. De første par timer var der let vestenvind, og røgen gik ud over det åbne land, men da vinden lagde sig, valgte jeg at stoppe for ikke at genere naboerne mere end højst nødvendigt.

Det var på trods af regnen forholdsvist hyggeligt arbejde, hvor jeg med jævne mellemrum fodrede bålet, men ellers sad i tørvejr med min kaffe i bålhytten. Frisk luft og bål er en sand fornøjelse for en gammel spejder...

Søndag og mandag står den på arbejde som vinmand i Bilka, så det bliver først en gang til næste år, at jeg bliver færdig med oprydningen efter julens træfældningsprojekt.

fredag den 28. december 2018

Forskud på nytår

Nytåret skudt ind i utide

Torsdag lagde vi hus til den årlige julefrokost i familien. Desværre havde min søster ikke mulighed for at deltage, så det var en lille sluttet kreds, der satte sig til bords.

Normalt foregår det andenjuledag, men da helligdagene nu er ovre, valgte jeg at droppe julemaden - og lavede i stedet en lille nytårsmenu.

Vi lagde ud med en rask travetur i Ølandsskoven ned til Hejredam. Her er der bord og bænke, så det var stedet til en lille appetizer: Et glas bobler ledsaget af anderillette med foie gras på hvidløgsristet brød. Vinen - en tør og frisk crémant - blev selvfølgelig åbnet med sabel. Festligt skal det jo være, når man sådan tager forskud på nytårsløjerne.

Tilbage på Nørremarksvej var appetitten fortsat i behold. Vi lagde ud med en knurhanefilet på en bund af stuvet spinat og pyntet med lidt sprød bacon. Det var faktisk første gang, jeg prøvede at lave knurhane, men bestemt ikke sidste gang.

Knurhane er ikke, som man måske kunne tro, fjerkræ, men derimod en lille fisk i ulkefamilien. Den er lidt bøvlet at spise på grund af nogle benknuder langs sidelinien, men det er møjet værd, for knurhanen har et meget delikat, fast og saftigt kød. Filetterne var vendt i en gang mel med salt og peber og stegt ganske let på panden i smør - cirka et minut på hver side.

Hovedretten var langtidsstegt, marineret kalveculotte. Dagen før havde jeg lagt culotten i en marinade bestående af en flaske hvidvin, nogle løg og hvidløg, et par store kviste frisk timian fra haven, lidt salt, sukker og peber. På dagen brunede jeg culotten på en pande ved høj varme og lagde den i et ildfast fad med lidt vand i bunden. Så kom den i ovnen ved 60 grader. Efter cirka fem timer var kærnetempeturen 50 grader, og jeg gav den 10 minutter med fuldt blus på grillen. Herefter fik stegen lov til at hvile en halv time inden servering.

Jeg kogte marinaden ned til det halve, lavede en smørbolle med maizena (en såkaldt blonde roux), hældte marinaden på og monterede saucen med lidt fløde og justerede farven med lidt kulør. Inden serveringen kogte jeg den op og tilsatte stegekraften fra culotten. Det smagte ganske vidunderligt og smækfyldt med umami.

Det hele blev serveret med små gulerødder af egen avl, rosenkål og små timianstegte kartofler.

Desserten blev en næsten klassisk pære belle helene. Pærerne var hjemmesyltede fra efteråret. I stedet for den traditionelle vanilleis, anrettede jeg med pistacieis fra Ryaa. Det blev pyntet med lidt hakkede pistacienødder og en chokoladesauce lavet på 2 dl. fløde og 150 gram chokolade.

Dagens vine var en en Charles de Fère Réserve Brut, en Chablis 1. cru Montmains fra 2009, Salentein pinot noir 2015 og en 20 års tawny fra Sandeman.

onsdag den 26. december 2018

Lys til drivhuset

En lærk letted'...

Den 25. december faldt lærken.
Den smukke gamle frihedssang fra 1945 om lærken, der letted' og tusind fulgte, det var forår og Danmark frit kørte i baghovedet tirsdag eftermiddag, da jeg tog afsked med det store lærketræ, der i mange år har skygget for drivhuset - også selv om der er betydelig forskel på en lærk og en lærke.

Beslutningen om at fælde træet har været adskillige år undervejs. Dels har jeg meget respekt for store træer, dels har fuglene altid været glad for træet, hvor de kan gjalde territoriehævdende sang ud over hele landsbyen - og i øvrigt være i fred for katte og andet krapyl.

Men træet var simpelthen blevet for stort til baghaven. Det skyggede og var i øvrigt efterhånden blevet temmelig grimt. Stammen havde forlængst delt sig i to, og væksten var særdeles uensartet med store døde grene.

Nu er det nede. Det var i øvrigt en svær operation, fordi lærketræet stod lige op ad drivhuset. Så jeg fik lidt hjælp fra en af øboerne - og træet blev pillet ned i små bidder. Operationen var en succes, som kun kostede en enkelt rude i drivhuset.

Nu kan jeg så bruge de kommende uger på at kløve brænde. Det store træ er et godt tilskud til brændebeholdningen, der her i barmarksværk-Danmark er en nødvendighed, hvis vi skal holde varmen om vinteren.

Ved siden af lærken står en kroget og vindbøjet tjørn. Den er heller ikke for køn, men den får lige et par år mere. Dels fordi den blomstrer flot i forsommeren - og dels fordi jeg sådan helt grundlæggende hader forandringer.
Den 24. december 2018.

Jul i det fremmede

En julehistorie fra det virkelige liv

Der er langt fra Japan til Grundtvig...
Juleaften var jeg på arbejde. Det har jeg stort set aldrig prøvet, bortset fra en gang i mine unge dage, hvor jeg var tilkaldevagt som portør på Farsø Sygehus.

Julemiddagen blev indtaget allerede
 om eftermiddagen i det lille hus på Øland.
Det var selvfølgelig den gode historie, der lokkede mig væk fra den hjemlige julehygge, der i øvrigt er noget beskeden her i huset. Jeg har gennem nogen tid fulgt en flok grønlandske elever på Vraa Højskole - og de elever, der ikke havde familie i nærheden fejrede juleaften på skolen. Det blev til en rigtig "Se billeder"-historie til den grønlandske avis Sermitsiaq. (Læs hele historien her!)

Normalt foretrækker jeg at være fluen på væggen, når jeg skal skrive - men denne aften var det nu svært ikke at blive en del af historien. Ikke så meget på grund af grønlænderne, men på grund af en japansk pige, der også opholder sig på skolen.

Hun vakte min nysgerrighed, for hvad i alverden får en japansk pige til at tage på højskole i Danmark. Det viste sig, at hun var lokket af rygterne om den berømte høje danske score på lykkeindekserne - og hun var dybt fascineret af højskolesystemet, hvor målet er menneskelig vækst og ikke bare et eksamensbevis. Grundtvig ligger temmelig langt fra den japanske mentalitet...

Det havde vi så en lang snak om, mens jeg lærte hende at tænde op i pejsen. Den slags lærer man heller ikke i Japan.

Det var i øvrigt også første gang, jeg var ude at køre i Danmark juleaften. Det kom noget bag på mig, at jeg ikke var alene på vejen. Taget højtiden i betragtning var trafikken på E39 ganske forbløffende.

Alternativ julerose

Fortsat liv derude

Juleaftensdag bød på noget af det smukkeste vejr, vi længe har haft. Høj sol og et for årstiden ganske mildt vejr. Så jeg måtte lige en tur ud med kameraet.

I haven står den hvide klatrerose fortsat med store knopper. Egentlig er det bare en rose, men jeg kalder den alligevel en julerose. Farven er næsten den samme - og lige så flot som havens øvrige og mere rigtige juleroser, der nu faktisk så småt er ved at være ovre blomstringen, der kulminerede i midten af december.

Haveturen afslørede i øvrigt, at ukrudtet fortsat trives - og især græsset mellem fliserne. Måske en tur med ukrudtsbrænderen snart trænger sig på. Der kan vel for pokker ikke ske nogen ulykker med den på denne årstid...

Det blev også til en tur til dæmningen for at kigge på fugle, men det var nu ikke nogen stor fugledag. En enkelt tårnfalk - eller skal vi i dagens anledning kalde det julefalk - blev det dog til.

søndag den 23. december 2018

Glædelig jul og godt nytår

Årets julehilsen


2018 har været et godt og spændende år på alle måder. Årets første halvdel blev tilbragt i Grønland. Det passer mig nok lidt bedre, end det passede Dina, der endnu en gang måtte tage til takke med tjansen som sømandsenke herhjemme på Øland. Men jeg kan ikke gøre for det, splittet som jeg er: Når jeg er i Danmark, længes jeg efter Grønland - og når jeg er i Grønland, længes jeg efter Danmark…

Det blev til et dejligt gensyn med Sisimiut, hvor jeg også boede for 25 år siden. Der er sket meget siden da, men generelt mener jeg, at udviklingen har været til det bedre for den grønlandske befolkning. Og uanset hvad der sker, så er den grønlandske natur fortsat asiatisk i sin vælde og bjergtagende som intet andet på jord.

Mens jeg var i Grønland, rundede jeg de 60 år. Det blev derfor ikke til den helt store fest på dagen, men heldigvis har jeg efterfølgende taget revanche. Det blev til hundredvis af hilsener - ingen nævnt, ingen glemt… En særlig tak skal der dog lyde til Øland Sildelaug, der ved hjælp af Skype og Brovst Pigegarde gav mig den helt store overraskelse på dagen.

Nu er jeg tilbage i den jyske muld og passer min lille butik. Det var lidt træls at komme hjem til et tørkeramt Danmark. I Grønland drømte jeg i de lange kolde vinteraftener om grillfester i den lune sommernat - og så var der afbrændingsforbud. Det var lidt af en nedtur.

Alt møjet og besværet er glemt nu. Så her fra Nørremarksvej skal der lyde et ønske om en glædelig jul og et godt nytår til alle, vi kender.

Med venlig hilsen
Dina og Jesper

P.s. På adressen http://dovregubben.dk/foto/pletskud%202018.html har jeg lavet et album med årets fotos. Du er velkommen til at kigge ind.

Krænkeriets kranke skæbne

Vanvid og folkevid

Den danske sang...
Indtil (h)videre er der intet, der tyder på en hvid jul. Lad os være glade for det – for så slipper vi da for, at der er nogen, der føler sig krænket i den anledning.

Men det bliver en mærkelig jul i år. I medierne er de forskellige mere eller mindre sangbare julehits fortrængt af højskolesangbogen. Og når familien Danmark juleaften danser rundt om træet, bliver det til tonerne af ”Den danske sang er en ung blond pige”.

Efter flere end 20 års værdidebat skete det endelig. Den danske stamme rykkede sammen på bænken mod den ydre fjende: Krænkelseskulturen. Alle fra den venligste venligboer til hårdkogte DF’ere er enige om, at nu er det gået for (h)vidt. Nu er det os, der er de krænkede.

På den politiske front gnider man sig i hænderne, for her er en sag, der ikke kan tabes. Politikere, der normalt ikke just er åndsfyrster, udbreder sig floromvundet om den danske sangskat og højskolesangbogen, hvilket de skal have lov til – for det er trods alt mere sandt end normalt i den politiske mudderkastning.

Det begyndte på landets fornemste købmandsskole med det pompøse, men lidet danske navn Copenhagen Business School, CBS, hvor ”Den danske sang…” blev forbudt, fordi den angiveligt krænkede en medarbejder, der venligt betegnes som brun.

Det er besynderligt, at det netop skete på købmandsskolen. Her er man ikke kendt for at dyrke rundkredsdebatter – og alle danske købmænd ved, at hvis man vil begå sig i handelslivet i den store verden, er det vigtigt at vise respekt for de lokale kulturer.

Det er altså også lidt besynderligt, at den pågældende handelsskolelærer, der oven i købet er kvinde, betegnes som brun. Det er sikkert venlig ment, for efter 20 års politisk korrekt sprogrøgt er det ganske umuligt at sige neger, selv om det faktisk er en ganske præcis og nøjagtig beskrivelse af de faktiske forhold, hvis der altså ikke er tale om, at hun bare er solbrændt. Men jeg synes ikke, at brun er et særlig pænt ord. Min første association er bæ-brun.

For resten har vanviddet sat gang i folkeviddet. Der er masser af morsomme eksempler på krænk i den danske sangskat. ”Jeg gik mig over sø og land” krænker kørestolsbrugere, og ”Se, nu stiger solen…” krænker de blinde. Det er også i ligestillingens hellige navn blevet foreslået, at Herstedvester skal skifte navn til Frustedvester, og Hvidovre skal naturligvis hedde Sortovre.

Forhåbentlig får debatten om ”Den danske sang…” krænkelsesvanviddet og den politiske korrekthed til at stoppe. Jeg tilhører en generation, der har spist negerboller og sunget med på Lille Bo Andersens ”Jeg har set en rigtig negermand”. Det er en kendsgerning – og det kan mere eller mindre frivillig censur ikke lave om på.

Jeg tilhører også en generation, der er vant til at holde døren for damerne. Og samtidig plejer jeg at rose enten deres udseende eller påklædning. Det gør jeg ikke, fordi jeg betragter kvinder som sex-objekter, men udelukkende fordi jeg er opdraget til at være høflig. For fuldstændighedens skyld skal jeg lige tilføje, at jeg aldrig kunne drømme om at rose en mand for hans pæne kjole – igen fordi jeg er høflig.

Jeg ser derfor også krænkelsesparatheden som en trussel mod alle vore konventioner og regler for almindelig omgang mennesker i mellem. Dybest set handler det om ytringsfrihed. Det kan vi ikke ofre for husfredens skyld. De konstant krænkede må ikke få magten. Lad dem lide en krank skæbne.

Og nu vi er i gang… Jeg gider heller ikke stå til ansvar for, hvad danskere gennem tiderne har lavet og fortsat laver. Jeg tror ikke på kollektiv skyld og sover godt om natten, selv om Danmark i dag er bygget på blandt andet velstand skabt af slavehandlen i Vestindien. Så ingen undskyldning herfra i den anledning.

Jeg ønsker alle Nordjyskes læsere en glædelig jul, mens jeg spiser fedt politisk ukorrekt uøkologisk svinekød, kommunistisk kål, ris a l’amande holdt i nationalfarverne og stadig drømmer om den hvide jul.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 21. december 2018

søndag den 16. december 2018

Sælger sæl fra pølsevogn

Arctic Street Food: Unge grønlændere i Nordjylland vil styrke kendskabet til grønlandske råvarer gennem Arctic Street Food. Det er grønlandske specialiteter tilberedt med et tvist under mottoet ”Mad er kærlighed”.

Pølsevognen er udsmykket med effekter fra trawleren Pâmiut 
og grafik af kunstneren Kaspar Dyrvig Randorf
Det Grønlandske Hus i Aalborg har netop investeret i en pølsevogn, som skal give unge grønlændere i Nordjylland en spændende og meningsfyldt fritidsbeskæftigelse i det nordjyske.

Projektet går ud på at sælge grønlandske specialiteter med et street food-tvist ved større grønlandske begivenheder og for eksempel musikfestivaler og byfester.

Mad er kærlighed...!
Arctic Street Food, som projektet kaldes, havde premiere for nylig, da Nanook spillede på det lokale studenterhus. Her solgte de gastronomisk interesserede unge godt 150 portioner sælkød og hjemmelavet hellefiskesuppe – og stod i øvrigt også for bespisningen af de grønlandske musikere inden koncerten.

Styrker selvtilliden
- Vi vil gerne styrke Grønlands anseelse blandt nordjyder og samtidig give unge grønlændere, der af den ene eller anden grund opholder sig i Aalborg, en oplevelse, hvor de både får styrket selvtilliden og samtidig arbejder med den grønlandske kultur, forklarer inklusionsmedarbejder Mads Siegenfeldt fra Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Ideen har været flere år undervejs. Det hele begyndte for et par år siden, da Aalborg Zoo for første gang var centrum for den nordjyske fejring af den grønlandske nationaldag. Dengang var kokken Lars Jeppesen ansat i havens restaurant, og han fik hjælp af den stribe frivillige med at lave grønlandsk mad til festdeltagerne. Samarbejdet udviklede sig, og sammen med de unge har han flere gange serveret grønlandsk street food ved forskellige begivenheder.

Disciplin og samarbejde
- De frivillige gik til opgaven med stor iver. Det var ikke en arbejdsplads, men man lærer en masse af at stå i et køkken og skabe gastronomiske lækkerier, for det kræver både disciplin og samarbejde. Og når det lykkes, stråler de unge af selvtillid, siger Lars Jeppesen, der i dag er en frontfigur på den kulinariske scene i Nordjylland.

- Mad er kærlighed og mad skal laves med masser af kærlighed, siger den nordjyske kok, der har kastet sin kærlighed på de grønlandske råvarer. Blandt andet har han tidligere stået for et ungdomsprojekt i ungdomshuset Nutaraq i Sisimiut.

Inunnguaq Egede serverer stegt sæl. I baggrunden 
Kristiane Andersen.
Arctic Street Food skal med tiden hvile i sig selv, og Det Grønlandske Hus i Aalborgs udgifter begrænser sig til, at man har købt en pølsevogn til projektet og stiller inklusionsmedarbejderen Mads Siegenfeldt til rådighed som projektleder.

- Indtægterne til Arctic Street Food skal komme dels fra salget og dels fra sponsorstøtte, forklarer Siegenfeldt. Den første sponsorkontrakt er netop kommet i hus. Det er Royal Greenland, der har lovet at bidrage med råvarer.

Den nyindkøbte pølsevogn er endnu sparsomt indrettet. Den er sortmalet, og den er udsmykket med grafik af kunstneren Kasper Dyrvig Randorf.

På rov i Pâmiut
Det er planen, at udstyret skal komme fra vognens indtægter, men fornylig fik Arctic Street Food en uventet hjælp. Pinngortitaleriffiks tidligere forskningsskib, den gamle Royal Greenland-trawler Pâmiut ligger i øjeblikket i havnen i Frederikshavn og venter på at blive hugget op.

Her fik folkene bag Arctic Street Food lov at at hente en masse effekter, som de kan bruge til at udsmykke pølsevognen med. Blandt andet redningskranse, en gammel dør, navneskiltet og det gamle våbenskjold er derfor nu med til at skabe grønlandsk stemning, når Arctic Street Food stiller op på gader og veje.

- Street food er det nye sort inden for gastronomien. De seneste år er der skudt masser af Street Food-steder op i de danske byer. Det handler kun om at tjene penge, men vi er gået tilbage til den oprindelige ide fra Østen, hvor man laver mad med kærlighed og specialiserer sig på få, gode og udvalgte råvarer, som tilberedes med et tvist og slet ikke ligner den mad, man kender hjemmefra. Det skal både være hurtigt og lækkert, forklarer Lars Jeppesen.

To retter på menuen
Derfor har Arctic Street Food foreløbigt kun to retter på menuen. Marineret stegt sæl, som sælges til en tier og en lækker helt i gennem hjemmelavet hellefiskesuppe med håndpillede rejer, der sælges for 25 kroner for et krus.

De grønlandske specialiteter går som 
varmt brød, når Miki Reimer serverer.
- Vi har gennemført øveaftener for at være klar. For god mad kræver både kærlighed, disciplin og samarbejde for at virke, forklarer kokken, der også håber, at nogle af deltagerne vil tage ideen med hjem til Grønland, hvis de på et tidspunkt flytter til Grønland igen.

- Projektet vil blive en virkelig succes, hvis der en dag står en pølsevogn med arktisk street food i de grønlandske havne, når de store krydstogtskibe lægger til. På den måde er vi også med til at støtte iværksætter-interessen i Grønland, siger Lars Jeppesen.

Der er foreløbig seks unge med i projektet. Blandt andet kokkeeleven Kristiane Andersen, der som den eneste af deltagerne har omsat sin interesse for mad til et professionelt virke. De øvrige deltagere interesserer sig for mad – og er glade for at være med:

- Det var simpelthen en stor oplevelse at være backstage til Nanook-koncerten og præsentere vores arbejde for musikerne, siger Ortu Poulsen.

Artiklen blev bragt i den grønlandske avis Sermitsiaq 19. oktober 2018.

lørdag den 15. december 2018

Verdens bedste brød igen

Stærkt afhængighedsskabende bagværk

Verdens bedste brød kaldes det - og der er noget om snakken. I hvert fald vender vi med jævne mellemrum tilbage til det langtidshævede grydebrød, der er så nemt at lave - og smager så godt.

Det hænger nok også sammen med, at jeg har det lidt svært med konditor-akkuratesse og langt nemmere med store armbevægelser og løse opskrifter med plads til improvisation og indskydelser.

Her er grydebrødet perfekt.

Man tager 625 gram mel, 6 dl vand, lidt gær, en spiseske salt og et par spiseskeer sukker eller honning. Det røres sammen, så melet er vådt og sættes til hævning køleskabet i mindst 12 timer. Det er det, der gør det så nemt. Den lange hævetid gør det ud for æltearbejdet, så det skal man altså ikke bruge tid på.

Efter de 12 timer tager man brødet ud af køleskabet, rører lidt rundt i dejen - og så skal det have yderligere to til tre timer ved stuetemperatur. Jeg tænder ovnen en halv time før bagningen på 250 grader og sætter den tomme støbejernsgryde ind, så den er rygende varm, når dejen skal over. Så sætter brødet sig nemlig ikke fast.

Dejen kommer i gryden, jeg pensler med et æg og hælder birkes over. Jeg elsker nemlig birkes. Man kan også blande rosiner, pinjekerner eller lignende i, som man nu lyster. Gryden ryger i ovnen med låg på i en halv time ved 250 grader, temperaturen sænkes til 210 og låget tages af, Her får brødet så yderligere et kvarter.

Brødet skal hvile en halv times tid, inden man skærer.

Det er lækkert, det er saftigt - og det er simpelthen ikke til at stå for. Sådan et stort brød på godt og vel et kilo lever allerhøjst to døgn her i huset...

mandag den 10. december 2018

Mellem jyder

Søndag i familiens skød

Når man fotograferer ved royale begivenheder, er det god tone ikke at fotografere under spisningen. Så fintfølende er vi dog ikke i familien, så her er et billede fra restauranten "Mellem Jyder" i Ebeltoft, hvor vi søndag fejrede min kusine Annes fødselsdag.

Mellem Jyder ligger midt i Ebeltofts hyggelige gågade mellem bindindsværk og halsbrækkende brosten og kan i angiveligt skrive historien tilbage til 1610. Væggene lidt skæve stå i hvert fald - og så et lidt særpræget arrangement, hvor man skal gennem køkkenet for at besøge det lille hus.

Det gamle værtshus er i øvrigt lidt af en hjemmebane for Anne, for det var her, hun serverede i ferierne i studietiden - og hun havde tydeligvis mere styr på stedets historie end det meget unge og uuddannede serveringspersonale, der havde vagten denne anden søndag i Advent.

Maden var en typisk juleplatte med blandt andet julesild og andet godt til årstiden. Altsammen i orden, men meget neutralt i smagen, når vi ser bort fra medisteren, som var dejligt krydret og veltilberedt.

Jeg var lidt skuffet over den varmrøgede laks, der ikke smagte af røg, men fremstod kogt og meget tør. Det er et velkendt problem med de magre færøske laks, som ellers er blevet meget populær de seneste år, hvor de mere fede norske laks er røget op i et eksorbitant prisleje. Færingerne argumenterer dygtigt for, at deres laks er sunde og velsmagende, netop fordi de er magre - og det har de en vis succes med i disse fedtforskrækkede tider. men den går altså ikke. Det har aldrig været Vorherres mening, at en laks skal være mager. Jeg forsøgte mig selv med færøsk laks i røgeriet for et par år siden - og det var heller ingen succes.

Mellem Jyder bød også på en "knasehavarti", vistnok Gammel Knas fra Arla Unika - og den slags går man ikke galt af. Osten er langtidslagret - mindst to år - hvor proteinerne omdannes til krystaller, og det er det, der giver den knasende fornemmelse, samtidig med at osten er fuldfed og stærk uden at rive smagsløgene helt i stykker. Så var der anderledes kraftig ostesmag i dagens anden ost, den spanske fåreost manchego. To meget velvalgte oste efter min smag.

Det blev til en hyggelig eftermiddag i familiens skød. Jeg havde en ide om at lave det obligatoriske gruppebillede foran Fregatten Jyllands smukt belyste rigning, men det virkede slet ikke på en dag med regn i luften.

søndag den 9. december 2018

Den perfekte julerose

Vorherres heldige hånd

Selv om det regner og blæser, er halvmørkt og i det hele taget temmelig snusket udenfor på denne årstid, er der alligevel små lys i mørket.

Hver dag, når jeg går ud ad bryggersdøren står denne helt igennem perfekt udsprungne julerose og lyser mig i møde. Det luner helt ind i det vinterfrosne hjertes kvarts, som Kaj Munk skrev i sangen om anemonen - og det er en af de helt store glæder netop nu.

lørdag den 8. december 2018

Opium for folket

Diktator ved juletide

Karl Marx skrev blandt meget andet, at religion er opium for folket. Som i så mange andre anliggender var analysen klar, tydelig og ikke til at komme uden om, selv om Marx ind i mellem kunne være lidt lang i spyttet. Pointen var selvfølgelig, at når folket stræber efter det evige liv i et himmelsk paradis, kunne det være svært at motivere det selvsamme folk til at gøre oprør mod fattigdom og elendighed.

Som så mange andre store tænkere er Marx blevet brugt og misbrugt. Han leverede det ideologiske tankegods, der førte til den russiske revolution og det efterfølgende sovjettiske diktatur.

Her havde man en ganske pragmatisk holdning til opium, for på den ene side bekæmpede man religionen, men på den anden side forstod man også, at religiøse traditioner som julen ikke lod sig kue. Og forresten var de fleste sovjettiske ledere glade for julen og det efterfølgende nytår, hvor vodkaen løb i stride strømme.

Jeg faldt forleden over dette sovjettiske postkort, hvor Lenin besøger en flok børn ved juletræet. Det var en del af historien om Lenin som den altopofrende landsfader, der bruger julens helligdage på sit arbejde med at lede landet. Diktatorer verden over har det med at lade sig afbilde sammen med børn - og jo højere de scorer på "billeder med børn-indekset", jo værre er de som regel.

Det anslås fra forskellige kilder, at Santa Lenin havde tre millioner dødsofre på sin direkte samvittighed. Desuden havde han en betydelig del af ansvaret for den blodige russiske revolution i 1917 og den efterfølgende borgerkrig, der anslås at have kostet 15 millioner mennesker livet.

Sandelig en hyggelig fætter at have besøg af ved juletræet...

fredag den 7. december 2018

Grønkål

På den gammeldaws facon

Da jeg var barn, fik vi i mange år hver nytårsaften hamburgerryg med brunede kartofler og grønlangkål. Kålen var stuvet - som noget nedsættende kaldes for harevælling her i Nordjylland - for det var altså sådan, mine forældre var vant til det.

Det var derfor ikke uden skepsis, at jeg havde mit første møde med vendsysselsk grønkål, da jeg flyttede til Aalborg i slutningen af halvfjerserne. Men det smagte tossegodt, som man siger på de kanter - og jeg var solgt på stedet.

Men jeg erindrer også fra barndommen, at både min mor og min farmor besværede sig over grønkål, som det var et vanskeligt og hårdt arbejde at tilberede, når man gjorde det rigtigt fra bunden af. Derfor har jeg nu i mange år ved juletid nydt den færdige af slagsen, der gerne er på tilbud i supermarkederne på denne årstid.

Men forleden fik jeg tre kålstokke forærende - og nu skulle det altså være. Stokkene fyldte hele køkkenvasken og lidt til, men jeg gik i gang med at strippe - altså at fjerne bladene fra stokkene. Det var sådan set nemt nok, men også et noget trivielt arbejde, så jeg begyndte at fornemme, at der nok var noget om snakken, når både mor og farmor mente, at det var et knokkelarbejde.

Bladene kom i den største suppegryde med lidt letsaltet vand - og det var forbløffende at se, hvor lidt der kom ud af det. Efter fem minutters kogetid var kålen reduceret til kun lige at dække bunden af gryden.

Så kom det rigtigt hårde arbejde, for nu skulle kålen knystes. Det vil sige, at man samler kålen i boller og knuger vandet ud af dem. Det endte med seks små kålbolde, som jeg så snittede fint. Hele baduljen kom på panden med stegesmørret fra medisterpølsen og to deciliter suppe. Så tilsatte jeg en kvart liter fløde og smagte til med salt, peber og sukker.

Behøver jeg at sige, at det smagte tossegodt? Endnu mere tossegodt end købekålen - og var det ikke fordi vi er nordenfjords, kunne jeg godt være fristet til at sige, at det smagte himmelsk. Meget bedre end købekålen, der ved nærmere eftertanke er alt for finhakket.

Men et knokkelarbejde var det. Tre stokke grønkål svarer sådan cirka til seks portioner. Derfor har jeg heller ikke planer om at slå mig på at dyrke grønkål i haven. Den lukkede have er alt for sårbar, når kålsommerfuglene hærger, så det vil der ikke komme noget godt ud af.Heldigvis er der mange af øboerne, der dyrker grønkål på friland, så til næste år vil jeg holde mig til, når kålen bliver budt ud på den lokale facebook-side.

torsdag den 6. december 2018

Røget mørbrad

Lidt lækkert lunt

Det er et års tid siden, at jeg sidst har haft gang i røgeriet, men julen er en god anledning til at holde det gode håndværk ved lige.

Jeg ville jo egentlig helst røge laks og andre gode sager til fiskebordet, men det er altså kropumuligt at finde ordentlig laks til ordentlige priser i øjeblikket, så det blev til en håndfuld mørbrad i stedet.De fik tre døgn i 10 procent saltopløsning, derefter fire døgn på tørresnoren iværkstedet - og så cirka 24 timers røg i røgeovnen.

Det blev i al beskedenhed ret vellykket. En lille ret til den lune del af frokostbordet med røræg til. Det nederste foto er de beskedne rester, efter at jeg onsdag lagde hus til de gamle spejderes traditionsrige julefrost.

Da jeg tog mørbraderne ud af røgeovnen, blev det i øvrigt tydeligt for mig, at det er lang tid siden, der sidst har været gang i røgeriet. For jeg havde altså også fået røget en gang spindelvæv i alle hjørnerne. Jeg så det ikke, da jeg tændte op, men efter 24 timers røg, havde spindelvævet faktisk fået en flot gul farve. Jeg må vist i gang med støvekluden...

tirsdag den 4. december 2018

Fredslys 2018

Lys i mørket

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen og rådmændene Mai-Britt Iversen og Mads Duedal gik i spidsen for godt 150 spejdere og FDF'ere, da de uniformerede korps og Sct. Georgs Gilderne i Aalborg torsdag eftermiddag markerede Fredslys 2018. Det skete med en parade i den indre by med start og slut på Gabels Torv.

Ved paradens start fik de tre politikere hver overrakt en flagermuslygte, der var tændt med ild, der stammer fra Betlehem. Ved den lille højtidelighed lovede borgmesteren og rådmændene at passe godt på den og tage den med til deres kontorer. Fredslyset skal være tændt julen over og skal minde alle om det evigt aktuelle behov for fred på jord.

- Hele ideen bag det omfattende arrangement er selvfølgelig at sprede fredsbudskabet, der har særlig kraft her ved juletid. Det er ikke for ingenting, at spejderbevægelsen ofte betegnes som verdens største fredsbevægelse, for spejderne kan samarbejde på tværs af landegrænser, religiøs og politisk overbevisning, siger Jesper Hansen fra gildernes spejderkontaktudvalg.

Det er Sct. Georgs Gilderne, der står bag Fredslyset. Tidligere på dagen havde et par gildebrødre fra Aalborg Stadsgilde hentet Fredslyset i Hobro og bragt det til paraden på Gabels Torv.

Fredslys-traditionen stammer fra Østrig, hvor den østrigske radio ORF (Osterreihischen Rundfunk) hvert år får fløjet et Fredslys ind fra den evige flamme i Fødselsgrotten i Betlehem. Efter en gudstjeneste i Wien tager spejdere og gildebrødre årets Fredslys med hjem for at sende det rundt i deres eget land.

Det foregår helt lavpraktisk ved, at man tænder et lys eller en lygte ved flammen akkurat som ved et kædebrev. Arrangementet på Gabels Torv blev indledt med, at repræsentanter fra de forskellige uniformerede korps tændte hver deres lys, som så blev delt med de øvrige spejdere. Efter paraden tager spejdergrupperne flammen med ud i deres lokalområder, hvor Fredslyset atter bliver delt - typisk til kirker, skoler og plejehjem og så selvfølgelig hjemme hos spejderne selv.

Teksten stammer fra en pressemeddelelse, som jeg skrev forleden for Sct. Georgs Gilderne i Aalborg. Se i øvrigt også denne artikel fra Sermitsiaq.

søndag den 2. december 2018

To gudstjenester på en uge

Spildte Guds ord...?

Kirken var fyldt.
Therese mente, at man sad bedre
 på gulvet end på kirkebænken.
Den seneste uge har jeg været i kirke hele to gange - og har dermed fået rettet noget op på et livslangt efterslæb på den front.

Sidste lørdag var det grønlandsk gudstjeneste i Budolfi i Aalborg og ugen efter - i går - stod den så på grønlandsk gudstjeneste i Vor Frelsers Kirke i Vejle.

Alteret minder umiskendeligt om et opretstående klaver.
Jeg har ikke tidligere besøgt dette etablissement i den danske folkekirke, men det var en nydelig og til formålet ganske velindrettet bygning fra begyndelsen af 1900-tallet. Alligevel blev jeg under gudstjenesten grebet af kætterske tanker, for alteret mindede umiskendeligt om et godt gammeldags opretstående klaver af den type, der blandt andet findes på værtshuse. så der sad jeg i kirken og tænkte på værtshus, selv om det nok havde været bedre, at jeg havde siddet på et værtshus og tænkt på kirken.

Gudstjenesten var en optakt til de grønlandske foreningers Julehilsen til Grønland, der om eftermiddagen og aftenen fandt sted ligeledes i Vejle - i en stor idrætshal i DGI-huset. Arrangementet må ikke forveksles med DR's årlige TV-program af samme navn, men er et lidt mere festligt og folkeligt arrangement, hvor det, der sker i salen, er mindst lige så vigtigt som det, der sker på scenen.

Elna og Karen.
Det var sjovt, for med over 1.400 deltagere blev det til mange gensyn med gode venner og bekendte fra den store ø. Jeg fik næsten hård hud i den højre hånd af at hilse - og gåsehud over resten af kadaveret af bar rørelse.

Vi delte bord med blandt andre Karen, Elna, Torben og Søren - og så blev det til et længe tiltrængt gensyn med Ole, der som chef for Nuup Kommuneas materielgård var en af mine gode kolleger i min tid ved kommunen. Ole styrede blandt andet snerydningen - og hans folk har da mere end en gang hjulpet mig fri fra de gigantiske snedriver, som den grønlandske hovedstad kan byde på, når vejret er vinterligt.

En arktisk globetrotter - altid på farten...,
skrev Ole på Facebook. Jeg takker for de
pæne ord. Foto: Ole Abrahamsen
Ole kolporterede også et flot billede af min ringhed på Facebook i eftermiddagens løb, så jeg kvitterer lige nedenfor med et foto af Ole og fruen.

Det er vel overflødigt at tilføje, at også Dina havde en fin dag med mange møder. Så vi droppede aftenens spisning og satte den lange vej nordover til Øland ved 17-tiden - godt mætte af indtryk.

Husk: Billederne er klikbare!
Ole sammen med sit livs Margrethe.
Julehilsenen begyndte med den rituelle stammedans om juletræet.
Jørn Holbech benyttede lejligheden til at flashe sine isbjørnebukser.
Jeg er næsten ikke misundelig...:) Det bør i øvrigt fremkalde
anerkendende omtale fra det østgrønlandske herremoderåd.
Hvis man skulle være i tvivl, så er julen
 hjerternes fest - også blandt grønlændere.
Niisimannguaq kom selvfølgelig også forbi
- omend skægget sad lidt skævt.

fredag den 30. november 2018

Store sildedag

Sild som sædvanligt

Det færdige produkt - stor specialitet fra Øland: Kryddersild...
Sidste møde inden jul er en af de helt store og meget rituelle begivenheder i Øland Sildelaug. For det er den aften, hvor vi forbereder julesilden og i øvrigt også spiser sild.

SEP bød på bidesild.
Menuen ligger helt fast år efter år. På denne store aften skal der spises stegt sild med kartofler og løgsovs - og det gjorde vi så. Alligevel havde laugets fremmeste pescetar, SEP, forberedt et lille tvist til menuen: bidesild. En sjællandsk specialitet, der på trods af oprindelsen faldt i alles smag.

Der blev filettet høstsild til den store sølvmedalje...
Bidesild er saltede sild, der spises med hånden og gnaves direkte fra benene. Hertil en rugmad med krydderfedt og rå løg. Og så selvfølgelig masser af øl og snaps.

Som sædvanligt blev der stegt masser af sild til de marinerede stegte sild, og så blev der filetteret islandske høstsild til både kryddersildene og de almindelige marinerede. Helt efter bogen, og sådan som lauget altid gør på dette årets sidste møde.

...Og der blev stegt sildefiletter til den store guldmedalje.
Giftblanderen var i øvrigt i fødselsdagshumør på både egne og fruens vegne og diskede op med hele tre slags brændevin - en porse, en basilikum og så hans specialitet på visne bøgeblade. Det var svært at vælge, så de mest fornuftige tog en af hver.

En stor aften hvor de ølandske sildelagre blev fyldt op, så vi alle med sindsro kan se julen i øjnene. Det er sådan set hele sildelaugets raison d'etre...
Giftblanderen bød på tre slags brændevin. Den på
visne bøgeblade er en af hans signaturgifte.
Hvad skal vi nu vælge?
Giftblanderen fejrede sin og fruens fødselsdag i gode venners lag.
En rigtig herreret: Stegt sild med tyk løgsovs.
Så bliver juleforrådet fyldt op.