torsdag den 20. september 2018

Syltede pærer

Haveguf

I weekenden syltede jeg pærer. Det er det rene guf.

Generelt er det lidt bøvlet at dyrke pærer. Pæretræer har en tendens til ikke at bære frugt hvert år, og pærerne angribes fra alle sider af alle mulige mærkelige skavanker og sygdomme.

Jeg har tre træer - to Clara Friis og et Conference. Det ene Clara Friis gav ingenting, og det andet gav tre pærer. Til gengæld er der fuld knald på Conference-træet, der har langt over 100 pærer. Nogle af dem store og flotte som købepærer- andre lidt mere tvivlsomme i form og størrelse og med præg af forskellige sygdomme og insektangreb.

Det var den sidstnævnte gruppe, jeg kastede mig over til syltningen - 35 pærer, godt seks pund. De blev skrællet og befriet for kernehuset - og så blev de af tre omgange kogt i en lage bestående af et kilo sukker, en halv liter vand, en deciliter eddike og en bøtte vanillesukker. Årets pærer er generelt temmelig hårde på grund af den varme sommer, så kogetiden blev lidt på øjemål, men cirka 20 minutter så de stadig har lidt bid.

Pærerne blev ualmindeligt vellykkede - og de første fem nåede slet ikke henkogningsglassene, men forsvandt direkte ind i min beskedne, men grådige mund. Herligt - og godt at jeg var alene hjemme.

Pærerne er hældt på skoldede henkogningsglas, lagen fik en spiseskefuld Atamon og fordelt i glassene, der nu står de i vinkælderen og venter på vinterens gæstebud, hvor vi selvfølgelig skal byde på Pære Belle Helene - sikkert med et glas Calvados til.

onsdag den 19. september 2018

Palæ og portvin

Noblesse

Sandemans 20 års tawny er det sikre portvins-valg.
Logebroder Arvid fortæller om Odd Fellow.
Foto: Bo Lehm
Odd Fellow-logen er ikke, som navnet ellers antyder, en loge af sære fyre, men gode borgere samlet i et såkaldt etisk fællesskab, hvor man blandt mange andre aktiviteter samler penge ind til velgørende formål.

Det lærte jeg og 30 andre nordjyske medlemmer af Dansk Journalistforbund, da vi tirsdag aften besøgte Odd Fellow-palæet i Aalborg. Med kun godt 100 år på bagen er bygningen endnu ikke rigtig historisk, men den er i hvert fald godt på vej.

Danske journalister lever kun sjældent op til korrekt
påklædning. Heller ikke denne aften, hvor
mørkt tøj havde været et passende valg. Foto: Bo Lehm
Palæet er til daglig tilholdsted for de fire loger i Aalborg-området - to for herrer og to for damer. men ellers har bygningen i en årrække også rummet Aalborg Handelskammer - og under krigen holdt tyskerne til i stueetagen, mens Røde Kors residerede på førstesalen. Det var sket på initiativ af logen, da man ellers frygtede, at tyskerne ville have taget hele bygningen.

Værnemagtens midlertidige ophold medførte i øvrigt en del skudhuller i loftet i palæets store sal, fordi tyskerne morede sig med at skyde til måls efter de store loftmalerier med nydelige afklædte damer.

Logebroder Arvid fortalte blandt andet, at logebrødrede har den fortræffelige skik, at man er De's til møderne. Det lægger en dæmper på retorikken, for det er svært at sige "Deres store idiot".

Vi fik ost og portvin... "Konen havde hang til
portvin, og manden havde høng til camenbert."
Efter rundvisningen havde vi portvinssmagning - selvfølgelig havde jeg nær skrevet. For de pompøse omgivelser emmer af noblesse, fordums tiders cigarer og så masser af portvin.

Smagningen var lagt i hænderne på min gode ven, vinmandskollega, spejderkammerat og gildebroder Carl, der fortalte om produktionsmetoder og klassifikationer - og selvfølgelig rundede hele seancen af med vores fælles last: Sandemans 20 års tawny (den med glasproppen. Glasproppen er i øvrigt ikke særlig tæt, så det er en god ide at tømme flasken med det samme, den er åbnet...).
Når sandheden skal frem, blev der snakket mere end
smagt portvin på denne hyggelige aften.

Chinook

Noget af en brumbasse

På vej mod Aalborg tirsdag aften fik min indre flyspotter sig en gevaldig oplevelse - og fotografen fik sine første billeder af en af verdens største helikoptere.

Allerede på Nørredigevej havde flyspotteren set en CH-47 Chinook, der fløj rundt i området, men jeg havde egentlig ikke regnet med at komme tæt på den store brumbasse. Men da jeg drejede ned ad Vejlen, hang den lige så pænt for enden af vejen og bød sig til for fotografen.

Jeg kom helt tæt på og mærkede lufttrykket fra de to store rotorer, mens den var i gang med et eller andet soldatersjov - sikkert i forbindelse med Jægerkorpsets Night Hawk-øvelse, der finder sted i øjeblikket.

CH-47 er kæmpestor. I den civile udgave tager den 44 passagerer mod de 23 passagerer, der er plads til i de gamle S-61'ere,som jeg har fløjet med så mange gange i Grønland. Flytypen er i øvrigt næsten lige så gammel og stammer fra 1962. Den har blandt andet været indsat i  Vietnam-krigen, Falklands-krigen og Golf-krigen, men næppe det aktuelle eksemplar, som har registrering D-890 fra Koninklijke Luchtmacht - det hollandske flyvevåben.

Tilnavnet Chinook stammer fra en indianerstamme fra den nuværende amerikanske stat Washington på vestkysten. Alle helikoptertyper, der var med i Vietnamkrigen, er opkaldt efter indianerstammer. Den navnkundige Vietnam-helikopter Bell UH1 Huei (Bell 212) har tilnavnet Iroqois.

tirsdag den 18. september 2018

"Ål i skivet..."

Ål times...

Lidt heldig har man lov at være - og jeg klappede i mine små hænder i almindelig taknemmelighed over at bo på Øland, da en af naboerne kom forbi med en håndfuld stegeål.

Vægten endte på lige under et pund, da jeg var færdig med at slagte dem - så det rækker nok til et gedigent ålegilde for hjemmestyret og mig. Det bliver ikke i denne uge, for det kniber med tiden, men den slags udskejelser skal der være tid til.

Det bliver desværre ikke så tit længere. Da jeg var barn, elskede jeg ål og kunne ikke få nok, men de seneste år har jeg observeret, at den meget fede spise og de tilhørende øl og drammer sender mig til tælling i flere dage - men mindst en gang om året skal det altså være...

Det var min farmor, som i sin tid lærte mig at slagte, stege og såmænd også spise ål, så jeg gør det altid på min farmors facon, selv om det ikke er så almindeligt her på egnen. Det vil sige, at jeg steger ålene med skind på. Det holder på det delikate ålefedt og gør også ålene ekstra sprøde.

Det er forresten også nemmere, når man skal slagte ålene. I stedet for at kæmpe med at flå de sprællende ål, så lægger man dem bare i lidt eddikevand, når de er decapiteret og renset for indvolde. I eddikevandet skifter slimen farve til blåt - og efter et minut kan man nemt skrabe slimen af. Og så er de sådan set klar til at blive paneret og stegt.De skal naturligvis serveres med stuvede kartofler, hvor man hælder stegefedtet over...

Nu skal de ikke spises i dag, så det blev i stedet til en tur i en plastikpose og fryseren. Og så venter det store ålegilde ellers for Dina og mig ved en passende lejlighed.

Hverdagsvin

En ikke helt almindelig vinsmagning


Vinene var sådan helt generelt på det jævne, men alligevel var mandagens vinsmagning spændende og lærerig.

Vi havde besøg af Køge-virksomheden Globus Wine, der leverer en god del af bestsellerne på det danske vinmarked - blandt andre sydafrikanske Spier i Coop-butikkerne og italienske Il Capolavoro, der sælges i Salling Group.

Ved disse vin-arrangementer er det oftest repræsentanter fra vingårde, der præsenterer vine fra deres forskellige marker og årgange, men her var der tale om en vinimportør, der ikke ejer en eneste vingård, men importerer vine i tanke - og så laver sine egne blends målrettet blandt andet det danske marked. Det vil sige, at man satser stærkt på, at vinene inden for et givent brand skal smage ens hver gang - uanset årgang akkurat som en liter letmælk.

Det handler om volume og frikadellevin til familien Danmark - og ikke de sædvanlige enkeltmarksvine, der ofte kun produceres i oplag på få tusinde flasker. Frikadellevinen er en vigtig del af den danske vinkultur - og derfor er det også relevant at beskæftige sig med emnet.

Globus Wine stilledede med en salgschef og en sommelier. Sidstnævnte var virkelig en fornøjelse, der forstod at lære fra sig - og jeg forlod smagningen væsentligt klogere på blandt andet økologiske vine og ikke mindst lærdom om tanniner og garvesyrers indvirkning på mundhulen.

Og så er det godt at få pejling på de nyeste tendenser. I denne sommer har forbruget af rose ligget 55 procent over sidste år.

søndag den 16. september 2018

Valnødder

Høsttid


For syv år siden plantede jeg et valnøddetræ, og hidtil har det været meget sparsomt med valnødder.

Men i år bugner træet af valnødder, så jeg er gået i gang med min første valnøddehøst nogensinde.

Det er ikke noget, jeg har forstand på, for jeg har aldrig prøvet det - endsige kendt nogen, som har høstet valnødder. Så jeg har stået lidt tøvende over for, hvornår det er det rigtige tidspunkt - og jeg har da også spildt nogle valnødder, fordi jeg har taget dem for tidligt.

Men nu er det tid - og den rette tid er sådan set kommet helt af sig selv. For dels er nødderne begyndt at falde til jorden af sig selv - dels er de grønne skaller, som endnu hænger på træet, begyndt at sprække, så jeg kan pille de fineste nødder ud, inden de falder til jorden. Det foretrækker jeg, så der ikke går orm, mus og snegle i dem.

Her i weekenden er det blevet til en god snes valnødder - og der er flere, hvor de kommer fra.

Når jeg har samlet valnødderne, renser jeg dem for snavs og eventuelle rester fra den grønne skal. Herefter dypper jeg dem i Atamon for at undgå svamp og mug - og så bliver de hængt til tørre i et løgnet ovre på værkstedet. Her skal de sikkert have lov at hænge et par uger, før vi begynder at spise af dem, men der må jeg lige prøve mig frem, for jeg kender faktisk ikke den nøjagtige tørretid.

Men jeg glæder mig da til den tid...

tirsdag den 11. september 2018

Lagkage med persillesovs

Mynte og lagkage

Noget nyt skulle prøves - og en ide opstod. Det skulle være så godt, men blev ærlig talt lidt kikset.

Vi fik lyst til lagkage søndag aften. For at give den et tvist, som det hedder nutildags, fandt jeg på at skifte den normale kakaoglasur, som jeg ellers bruger, ud med mynteglasur. Det smagte sådan set meget godt. Nogle vil endda sige spændende og vellykket. Alligevel tror jeg ikke, at jeg gentager eksperimentet, for glasuren ligner altså persillesovs. Det leder tankerne hen på kulinariske udskejelser i en helt anden retning end lagkage.

Glasur laves ved at røre en lille smule væske ind i flormelis, så jeg startede med at lave en kop myntete, som jeg kogte ind til en god spiseskefuld. Det tilsatte jeg så i små skvæt flormelissen, til den rigtige konsistens var nået. Desværre smagte det ikke af så meget - og så var det, at jeg fik ideen til at putte nogle hakkede mynteblade i. Operationen lykkedes - og det smagte helt vidunderligt. Desværre lignede det persillesovs, da det blev hældt ud over kagen...

Men sket var sket, og lagkagen smagte da også, sådan som jeg havde tænkt den.

Det var i øvrigt sådan en rigtig skod-fastfood-lagkage, som man kan lave på tyve minutter, hvis man får voldsom akut kagetrang. Bundene var færdigindkøbte i vakuum-plast, og cremen var Tørsleffs den smagløse, som blot skal tilsættes lidt mælk. Mellem lagene dryssede jeg knuste færdigkøbte makroner, der blev stænket med portvin, og den nederste bund blev smurt med hindbærmarmelade fra Den Gamle Fabrik.

Men flødeskummet og glasuren var ægte hjemmelavet håndværk - trods alt!

mandag den 10. september 2018

Ny spejdergruppe i Aalborg

Sofiendal er genopstået

Amanda og Frida fik den store ære at hejse
 Sofiendal-gruppens Dannebrog for første gang, mens
de øvrige familiespejdere gjorde honnør.
15 børn fik sig en herlig søndag sammen med forældrene, da de var til familiespejd i den nystartede Sofiendal-gruppe under Det Danske Spejderkorps.

Heidi.
Det er første gang i adskillige år, at Det Danske Spejderkorps starter en ny gruppe i Aalborg-området. Gruppen holder til på Spejdergården på hjørnet af Sofiendalsvej og Letvadvej. Gruppen dækker Skalborg, Sofiendal, Dall Villaby og Frejlev.

- Området er i vækst, og der er masser af tilflyttere med børn, så vi har vurderet, at der er et stort behov for en spejdergruppe, fortæller gruppens indtil nu eneste leder, Heidi Hoff.

Hele familien til spejdermøde.
- Vi lægger ud med familiespejd, der henvender sig til de 3 – 6-årige og deres forældre. Vi holder familiespejd hver anden søndag formiddag, hvor vi primært er udendørs, forklarer Heidi Hoff.

Søndag var også Naturens Dag, og naturen var det naturlige afsæt for formiddagens aktiviteter, der bød på fremstilling af skovtrolde, natur-bingo og så selvfølgelig lejrbål med snobrød og pølser.

De små spejdere indledte Sofiendal-gruppens allerførste møde med at hejse flaget, synge flagsangen og lærte også at gøre honnør. Børnene gik til opgaverne med krum hals godt hjulpet af forældrene, og det var et stort øjeblik, da de for første gang sad omkring bålet som alle andre spejdere.

Det er gratis at deltage i familiespejd indtil videre. Børnene låner et spejdertørklæde til møderne, så der skal heller ikke investeres i spejderuniform.

- Hvis der er flere børn i området, som har lyst til at være med, er de velkomne på vores næste møde søndag den 23. september kl. 10, siger Heidi Hoff.

Det er ikke første gang, at der er en Sofiendal-gruppe i Aalborg-området. Sofiendal var navnet på en gruppe under Det Danske Pigespejderkorps, der blev sammenlagt med Kong Hans, da DDS og DDP fusionerede i 1974 og dermed skabte verdens første spejderkorps for både piger og drenge.

(Teksten er fra en pressemeddelelse, som jeg har lavet for Sofiendal-gruppen.)
Maxs skovtrold mindede umiskendeligt om et pindsvin.
Fryd lavede en skovtrold med en meget laaang hals.

Isak fik lov at prøve at bruge dolken, da
der skulle laves optændingsspåner til bålet.
Lejrbålet er alle drømmes moder....

torsdag den 6. september 2018

Bambi i camouflageuniform

Godt gemt

Dådyr er søde med deres bambi-prikker hen over kroppen.

Men det er også effektiv camouflage. For her i det spirende efterår med vissent græs skal man altså se godt efter for at få øje på dem...

Jeg var heldig onsdag aften på vej hjem fra Blokhus, da jeg lige havde drejet mod Kaas. Faktisk forstod jeg slet ikke, at det overhovedet var lykkedes mig at se kræet, der gik og græssede i kanten af skoven 50 meter fra vejen...

tirsdag den 4. september 2018

Køkkenets kulinariske katastrofer

Gør ikke dette derhjemme...

Tirsdag middag fik jeg en ubændig lyst til røget ørred - og en god gang røget ørred kræver naturligvis æggestand.

Jeg var sulten, men vurderede, at jeg godt kunne holde de cirka 45 minutter, det tager at lave æggestand, så jeg gik i gang med krum hals - og æggemassen røg i ovnen i et behørigt vandbad.

Efter 40 minutter tog jeg glad sagerne ud af ovnen, for nu var det spisetid. Men dengang ej, sagde Tordenskjold. Af en eller anden grund havde jeg sat ovnen til 115 grader i stedet for de påkrævede 175 grader, så æggemassen var fortsat lidt flydende og altså ikke helt bagt, som den skulle.

Nu var jeg imidlertid meget sulten, så jeg gav pokker i Fanden og hans vandbad... Bare ind i ovnen ved 175 grader i ti minutter. Det burde gøre det, for det var kun lige overfladen, der manglede den sidste bagning.

Men i bagklogskabens ulideligt klare lys kan jeg godt se, at det kan man altså ikke bare. For uden vandbad vil æggemassen soufflere - og det var lige nøjagtigt, hvad der skete. Efter ti minutter var den ellers kompakte æggestand vokset til dobbelt størrelse. Den logiske konsekvens af at luften og væden i æggemassen i den alt for stærke varme begynder at koge, så dampen puster den op. Hvor dum har man egentlig lov til at være?

Nå, sket var sket, og æggemassen faldt hurtigt ned igen. Det var ikke pænt at se på, men smagen var der såmænd ikke noget i vejen med, så jeg blev da også mæt.

Men her er opskriften, der bør følges nøje: 6 æg,  2 dl fløde, lidt salt og peber piskes sammen. Æggemassen hældes i en smurt foliebakke gennem en si, for at fjerne luftbobler - og så sættes hele herligheden i et vandbad i ovnen i 40 minutter ved 175 grader. Hvis man følger denne opskrift, skal det nok lykkes, sådan som det ses på fotoet til venstre fra i fredags, hvor vi bagte æggestand til Sildelaugs-mødet.

Tomattid

Egen avl fra nyttehaven

Sensommeren er normalt agurketid, men hidtil har vores agurker ikke været noget at skrive hjem om, så derfor kaster vi os over tomaterne.

Mandag høstede vi årets hidtil største tomat. Den var knytnævestor og var vokset ud af sit gode skind. God og saftig, men også sprukken.

Det har vi set en del til i denne sommer. Den megen sol og varme har givet tomaterne et tykt, beskyttende skind - og nu, hvor vejret er blevet mere tempereret, er det svært for den saftige frugt at holde sig inden for rammerne.

Men pyt. Hjemmeavlede tomater smager meget bedre end købetomaterne.

Tour de Doping

Vanviddet kender ingen grænser

Ill: Wikipedia
Vanviddet kender ingen grænser, og nu vil Lars den Løkkelige have Tour de France til Danmark. Derfor har regeringen afsat 17 millioner kroner til formålet.

Dermed skriver regeringen sig ind i den lange række af danske politikere, der utidigt stikker snablen ned i de offentlige kasser og bruger skatteydernes surt sammensparede penge til tant og fjas.

Det er da meget uskyldigt at interessere sig for professionel cykelløb – men det er og bliver bare underholdning og derfor statskassen fuldstændigt uvedkommende. Og så er det næppe gjort med de 17 millioner kroner.

En så stor begivenhed på dansk grund kræver nok også et massivt politiopbud – og det i en tid, hvor landet døjer med både bandekriminalitet, optøjer og uorden, fordi det tidligere så folkekære og effektive politi er plaget af politireformer og new public management, der med forudsigelig sikkerhed fjerner ethvert fokus på kerneopgaven – at beskytte borgernes liv og ejendom.

Læg dertil et betydeligt produktivitetstab, fordi landets færdselsårer skal lukkes på grund af cykelløbet – og det produktivitetstab, der følger af, at alle de cykelgale naturligvis ikke kan passe deres arbejde, mens Tour de France står på.

Al professionel sport er erhvervsvirksomhed. Det er skuffende, at en såkaldt borgerlig-liberal regering mener, at erhvervslivet skal have tilskud for at klare sig. Det har ellers altid været god latin, at et frit erhvervsliv er et sundt erhvervsliv, hvilket naturligvis også indebærer, at man må lade falde, hvad ikke kan stå, som det hedder i den gamle arbejdersang. Og kan cykelfolket ikke selv finansiere det spektakulære cykelløb – holde hjulene i gang, så at sige – ja, så har det ingen eksistensberettigelse og gang på jord.

Der er kun et forsonende element i forslaget om at støtte Tour de France, for nu er det endegyldigt bevist, at der ikke er nogen som helst sammenhæng mellem velfærd og skattetryk. De 17 millioner kroner er ganske vist kun en brøkdel af det offentlige forbrug, men det kunne vel række til 40 – 50 hjemmehjælpere, som landets udbombede ældrepleje sagtens kan bruge. Og hvis man så fandt noget produktivt arbejde til Slotsholmens mange djøffere, så er indlysende for enhver, at velfærden vil stige, når man dæmper skattetrykket.

Sådan går det desværre nok ikke. Onsdagens besøg af den franske præsident viste en Lars Løkke Rasmussen, der naivt viser næsegrus beundring for den rare onkel Macron, der oven i købet forærede statsministeren en gul førertrøje. Det var effektivt spin, der fjernede opmærksomheden fra Macrons egentlige politiske mission – nemlig et styrket EU.

Med al respekt for Frankrigs bidrag til både kogekunsten og vindyrkningen, så er det nu engang sådan, at man altid skal huske at tælle fingrene, når man har givet hånd til en franskmand. Og det er helt sikkert, at når Macron ønsker et styrket EU, så er det til ubetinget gavn for Frankrig, men næppe til gavn for andre.

Det er jo for længst bevist gennem den bizarre ordning, hvor EU-parlamentet med få måneders mellemrum efter fransk krav rykker til fra Bruxelles til Strasbourg med alt, hvad det indebærer af udetillæg til embedsmænd og store flyttebiler med papirer for så ugen efter at flytte tilbage til den belgiske hovedstad. Den operation er forresten endnu et bevis på, at velfærd og skattetryk ikke hænger sammen.

Men altså tilbage til sagen. Det liberale Danmark har godt nok ikke været heldig med den siddende regering, der hellere vil bruge skattekroner på tant og fjas i stedet for velfærd. Den slags tåbeligheder burde regeringen overlade til klaphattene i Alternativet, men det er sikkert for meget forlangt, når statsministeren lige som i sin tid Poul Nyrup Rasmussen gerne viser sig med cykelhjelm – vore dages svar på klaphatten.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 30. august 2018

søndag den 2. september 2018

Odder i morgensolen

En "sailor" går på land...

Det var den dejligste morgen - ikke i tusinde år, som Gnags synger - men i hvert fald i denne uge, og morgenturen gik i den opgående sols stråler og mosekonens bryg til dæmningen.

Her fik jeg et temmelig enestående møde med en odder, der havde forladt det våde element og var gået på strandjagt mellem de rastende hættemåger. Det gav en del tummel - og til sidst måtte odderen slukøret, men med løftet hale smutte tilbage til det våde element.

En fantastisk oplevelse, som jeg sagtens kunne have dokumenteret bedre, hvis ikke en stædig, dum og dyttende bilist bagved forhindrede mig i at bakke. Derfor kunne jeg ikke komme tættere på, men omvendt er jeg også stædig, når jeg fotograferer, så bilisten kom ikke hurtigere over dæmningen af den grund.

Men i det hele taget er vi ikke særligt heldige med bilisterne her på Øland. Ofte bliver dyr kørt ned i skoven, fordi folk kører for stærkt - og her til morgen fandt vi en firmabil sandsynligvis fra et i øvrigt unavngivent murerfirma i grøften ved strandengen lige før dæmningen.

Føreren har tilsyneladende overset, at vejen her slår et 90 graders sving - og var altså havnet i grøften. Om det skyldes for mange bajere eller for høj fart, vil jeg ikke gisne om, for jeg ved ikke, hvornår ulykken er sket, men bilen var i hvert fald forladt, og der var ingen trafikofre i kabinen - hvilket jeg naturligvis tjekkede, før jeg fotograferede.

Det er forresten udtryk for dårlig karma, når man kører i grøften med en bil med et laset klistermærke, der siger "God kørsel - godt arbejde".


Den lille mekaniker

T. Hansen - så kører det...

Siden jeg som teenager skilte min knallert ad - og ikke selv kunne samle den igen, har jeg haft et lettere traumatisk forhold til mekanik.

Behovet for at eksperimentere med at makke med biler som andre mænd har heller ikke været så stort, fordi jeg gennem mange år har haft firmabiler. Men i de seneste år har det nu kriblet slemt i fingrene, når jeg ser fakturaerne fra mekaniker-værkstedet.

Sidste efterår besluttede jeg mig derfor med rystende hænder til for første gang i mit liv egenhændigt at skifte viskerbladene på bilen. Det skete med gode råd og vejledning fra firmaet T. Hansens flinke unge medarbejdere - og det gik godt.

Nu er jeg kommet et skridt videre ind i den mekaniske verden. De såkaldte bagklapsdæmpere på Astraen var blevet noget trætte, så dem skiftede jeg lørdag eftermiddag.

Det tog kun to minutter. Bagklapsdæmperne holdes fast med et lille spændebånd i hver ende, og det kan man let vride af med en lille skruetrækker. Så er det bare at klikke de nye dæmpere på og sige "færdigt arbejde" og glæde sig over, at så sparede man den mekanikerregning.

Den største udfordring i opgaven var faktisk at finde ud af, at den pågældende reservedel hedder en bagklapsdæmper. Igen var det T. Hansen, der stod bi med råd og vejledning. På firmaets hjemmeside er der en chatfunktion - og på mindre end 10 minutter blev jeg belært om, at jeg manglede to bagklapsdæmpere. Den flinke medarbejder fik bilens registreringsnummer og fandt lynhurtigt den rigtige model, som jeg så kunne afhente i firmaets forretning i Nørresundby.

Så jeg lægger gerne navn til en helt urimelig ukritisk anprisning af T. Hansen - men det er vel kun at forvente, når firmaet hedder noget med Hansen...

Og nu, hvor bagklappen igen kan holde sig oppe, så er det jo nemt for Dina at komme til med støvsugeren!

lørdag den 1. september 2018

Damernes aften

Årets sild

Selv om der ikke var sild på bordet, hang der sild langt ned ad halsen på laugsbrødrene i Øland sildelaug, da man fredag tog hul på efterårs-sæsonen.

Det skete iført laugets nye galla-dress, hvor laugsbrødrene ved særligt festlige lejligheder ifører sig en nyudviklet sølvfarvet silde-butterfly. Mere specielt end klædeligt, men sådan er det jo med sild.

Det gælder dog ikke Årets Sild, der er en helt igennem klædelig gentleman - nemlig ceremonimester Peter Thuesen. Ceremonimesteren har gennem årene været manden, der har udnævnt adskillige eksemplarer af årets sild, men i år blev det så til hans store overraskelse ham selv. Det med overraskelsen skyldes nu nok beskedenhed, for Peter er et kraftcenter på Øland, hvor han tager sig af et hav af praktiske opgaver i sildelaug, medborgerhus, golfklub og så videre - og der var bred enighed om, at oldermanden havde fundet den helt rigtige mand til titlen som Årets Sild.

Traditionelt, men alligevel helt undtagelsesvist foregik aftenen med kvindelige ledsagere. Det er der nu ikke noget galt i, selv om det lyder slemt, for laugets statutter tillader faktisk oldermanden en gang om året at fravige praksis - og på den måde takke kvinderne for, at vi får lov at være i fred resten af året.

Denne gestus var så anledningen til, at laugsbrødrene kunne byde på den højere kogekunst - og såmænd også give en opvisning i, at mænd sagtens kan producere et smukt og veldækket bord, selv om rygterne vil vide, at mange kvinder ikke just betragter det som en maskulin spidskompetence.

Det blev en oppulent middag begyndende med blinis og røget laks og hellefisk. Herefter fulgte en salatbuffet med porchetta og kalveculotte og sluttende med en creme-bær-dessert. Desserten blev anledningen til både at drikke ædel portvin og ikke mindst giftblanderens helt særlige dessert-snaps lavet på mango-frugter fra det store udland. Naturligvis bød middagen også på et underholdende indslag hvor Palle talte til damerne.

Aftenen blev for damernes vedkommende indledt ved møllen, hvor sildelauget bød på crémant åbnet med sabel og en spcciel damerundvisning i den flotte mølle.