mandag den 16. juli 2018

Mazarinkage med chokolade

Lidt køleskabsoprydning

Det er ikke blevet til de store udskejelser i køkkenet, mens jeg var i Grønland - hverken i Grønland eller i køkkenet på Øland, hvor Hjemmestyret har regeret, mens jeg var væk.

Dina har jo sukkersyge, så det er naturligt nok, at hun har været tilbageholdende med bagværket, men nu er jeg altså hjemme igen - og så skal der ske ting og sager...

Køleskabet bød på rester fra julens udskejelser, blandt andet noget hakket chokolade og noget marcipan. Så ligger en mazarinkage lige til højrebenet, som man siger i disse fodboldtider. Nu siger fodbold mig imidlertid intet, men lørdag aften bød fjernsynet både på Barnaby og Vera - og den slags fordrer bagværk i høj klasse.

Mazarinkage er en lækker lille ting, og er for resten slet ikke svær at lave. 200 gram marcipan smuldres og blandes med røremaskinen med 200 gram sukker og 200 gram blødt smør. Fire æg tilsættes, og det hele røres sammen til en lind masse. Til sidst vendes 150 gram sigtet mel i sammen med noget hakket chokolade. Dejen hældes i en form foret med bagepapir - og så er det i ovnen ved 175 grader i 40 minutter. Sværere er det såmænd ikke.

Det er en sød og lidt tung og svampet kage, som man ikke skal spise for meget af, så der er bagværk nok til de næste aftener også - og jeg er da helt overbevist om, at kagen de kommende dage  får følgeskab af lidt flødeskum. Rigtige mænd spiser jo ikke cremefraiche, selv om mange sikkert vil finde, at den syrlige smag står godt til den søde mazarin.

Mazarinkage er i øvrigt en dansk opfindelse - som så meget andet konditorkunst. I sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet oplevede dansk konditorkunst en guldalder i takt med stigende velstand og bedre råvarer - samt ikke mindst inspiration fra både Frankrig, Østrig og Italien. Det var i den periode, at klassikere som wienerbrød, jødekager, honningkager, Sarah Bernhardt, Napoleonskage og rubinsteinkage holdt deres indtog på de danske kaffeborde.

Vi kender ikke oprindelsen til mazarinen, men den er nævnt første gang i en kogebog i 1888. Det er også uvist, hvorfor kagen er opkaldt efter den franske statsmand, kardinal Mazarin, der havde stor indflydelse på europæisk politik i 1600-tallet. Han var vistnok en lidt skidt ka'l, der blandt andet berigede sig på skatteydernes bekostning- og skabte således nogle af de traditioner, der fortsat er gældende i europæisk politik...

søndag den 15. juli 2018

The Bloody Jungle

Efter motorsavsmassakren


Fredag kom jeg et godt stykke videre i processen med at forvandle parcellen fra The Bloody Jungle til have - og blodigt så det i hvert fald ud, da kirsebærtræet blev beskåret ganske voldsomt. Netop nu er kirsebærrene næsten modne - og da vi ikke høster bær i år, gik mange af dem til spilde på den tørre græsplæne...

Jeg havde fået lidt hjælp til arbejdet med at beskære og rydde nogle af krattene på grunden, fordi min egen motorsav er i stykker. Det er herligt at bo på Øland, hvor udtrykket nabohjælp virkelig giver mening - og en af de flinke øboere selvfølgelig stillede op i al min kvide.

Det var også fornøjeligt at arbejde sammen med en virkelig professionel, der havde grejet i orden. Man skal som bekendt ikke gå ned på udstyr...

Selve beskæringsarbejdet tog kun en times tid. Så var der selvfølgelig lidt oprydning, som jeg kunne muntre mig med lørdag formiddag, men nu er der altså også kommet lidt luft og lys ind i de mere mørke dele af haven.

Specielt er jeg glad for, at vi har fået skabt lys omkring det lille magnolia-træ i forhaven. Som jeg tidligere har nævnt, blomstrede det i år for første gang i stor stil, så det var på tide. Det ser i øvrigt skævt og forpjusket ud, så det skal vist også lige have en pind, så det kan blive rettet op. Men det skal nok blive godt, er jeg sikker på...

fredag den 13. juli 2018

Store geledag

Beskæftigelsesterapi på en varm dag

Torsdag var en varm dag - alt for varm til at arbejde seriøst.

Det gjorde heller ikke så meget. Jeg er ved at være på omgangshøjde i haven - og vi har besluttet at forære ribs, solbær og stikkelsbær til naboerne - hvis de ellers gider plukke dem.
Og dog: For helt sidde stille kunne jeg ikke...

Så jeg plukkede lige et kilo røde stikkelsbær og halvandet kilo ribs. Stikkelsbærrene var der ikke meget ved: små bitte bær uden megen saft på grund af tørken, men ribsene var flotte.

Så det blev til knap en halv liter stikkelsbærsaft og en liter ribssaft. Begge dele blev lavet til gele, som nu står i vinkælderen og kan give et pift til sovsen og de tungere kødretter, når det en gang bliver sæson til det igen.

Så her i huset har vi ikke gele i knæene - men gele i vinkælderen...

tirsdag den 10. juli 2018

God march

Hyggelig søndag på stranden


Søndag stod den som altid den anden søndag i juli på Vesterhavsmarchen og tjansen som bartender på Midtvejs Bodega - midtvejs mellem Blokhus og Kettrup.

Det blev en god søndag begunstiget af strålende sol og en kølende brise fra det store hav. Lidt flere deltagere end de tidligere år, men sikkert også på grund af det fine vejr spredt ud over det meste af dagen.

Så der blev også tid til en lur i havestolen og lidt forfriskende sol på det hvide legeme fra Grønland. En herlig dag - simpelthen...

Morten Korch-romantik

Der er et yndigt land...

Der er ikke så meget romantik over vore dages industrialiserede landbrug med stordrift og bigballer på markerne, men stadig byder vores landsdel på små enklaver, der gør det muligt at lave billeder, der ser ud som dengang.

Sådan en enklave findes ved rundkørslen mellem Halvrimmen og Rødhus ved Tranum Engevej. Her fandt jeg forleden morgen dette smukke motiv, der er som klippet ud af "Sønnen fra vingården" fra 1975, hvor halmen er samlet i det, som vi i dag kalder Morten Korch-baller.

I baggrunden aner vi en Massey Ferguson-traktor af en lidt nyere model - og det er på grund af den, at jeg daterer tidsbilledet til 70'erne og Sønnen fra Vingården, hvor Ib Mossin havde helterollen. Bogen af samme navn er i øvrigt fra 1944, og forresten døde Morten Korch allerede i 1954...

fredag den 6. juli 2018

De lyse nætter

Kun en tåbe frygter ikke haven...

Jeg forlod Grønland i slud, sne og snusk - og landede få timer senere
 i et tropisk Danmark. (Mobilfoto)

Jeg ved ikke, om læserne husker en gammel vits fra 80’erne, hvor Danmarks Radio blandt andet underholdt med TV-serien Hill Street Blues, der skildrede politilivet i New York. Hvert afsnit blev indledt med en morgenbriefing og nogle formanende om at være forsigtig derude.

Det inspirerede morsomme hoveder til en joke om morgenbriefingen i Afrika. Tarzan orienterer aberne om dagens opgaver og slutter så med de formanende ord: - Be careful out there. It is a bloody jungle...!

Ordene har rumsteret i mit baghoved, siden jeg i fredags kom tilbage til Danmark efter fem måneders arbejde i Grønland. Jeg forlod verdens største ø i slud og sne – og få timer senere satte jeg foden i et tropisk Danmark, hvor varme og tørke pludselig er blevet en del af hverdagen.

Da jeg ankom til parcellen her på Øland og så haven, der kun var nødtørftig passet i næsten et halvt år, udbrød jeg som en anden Tarzan:- It is a bloody jungle out there…

En halv meter høj græsplæne, vildt voksende buske og træer havde omdannet den ellers pæne og velholdte have til et vildnis og jeg har erkendt, at der er noget om søsportens gamle slogan – også fra firserne: ”Kun en tåbe frygter ikke haven!”

Så nu, hvor det er blevet hverdag igen på Øland, står den på knofedt, masser af knofedt, og jeg skal nok få sat skik på junglen. Også selv om det ærgrer med det netop indførte grill-forbud. Netop de herlige aftener i haven med grillen var noget af det, jeg drømte om i de lange vinteraftener i Grønland.

Til gengæld kan jeg så bruge nattetimerne til at glæde mig over de lyse sommernætter i Nordjylland. Det er noget helt specielt, som jeg sætter stor pris på. Det er barndomsminder fra min spejdertid med natløb og lejrbål i den lyse sommernat – og en lidt genopdaget oplevelse. For jeg kommer jo direkte fra området nord for polarcirklen, hvor den står på midnatssol.

Sidste år sad jeg ved samme tid i haven og drømte om midnatssol – og det bekræfter jo det gamle ord om køerne, der altid synes, at naboens græs er det grønneste.

Midnatssolen er et herligt fænomen, som jeg bestemt også holder af – ikke mindst efter en årrække i Tromsø, hvor fænomenet står på i næsten fire måneder. Da jeg boede i Nordnorge, vendte vi mere eller mindre om på dag og nat, for vejret var som regel bedre om natten. Især husker jeg en efterfest, hvor vi efter værtshusturen spiste mågeæg med gaffelbidder og vodka i midnatstimen i høj solskin. Det var en uforglemmelig oplevelse.

Men i år er det altså de lyse, nordjyske nætter, der er det store hit. Vaskeægte Skagenslys i midnatstimen og stor forståelse for Krøyers og Anchers glæde over den nordligste del af landsdelen. Jeg kan bestemt anbefale en midnatstime på Ølandsdæmningen her om sommeren. Det er en af de få gratis glæder, vi har tilbage her i vort fædreland.

De lyse nætter stemmer mit sind lyst – og det er jo ikke meningen med disse  fredagsbetragtninger her i ”På Kanten”, hvor redaktøren efterspørger kradsbørstige ord. De seneste måneder har jeg holdt mig lidt tilbage og primært skrevet om Grønland, selv om der har været masser at begivenheder i Danmark, som har kaldt på en kommentar.

Det kriblede i fingrene, da Folketinget vedtog det såkaldte maskeforbud. Uanset hvad man måtte mene om indvandrere, fremmede kulturer og muslimske fanatikere, er det ikke sagen for en sand liberalist som undertegnede – og forbud løser næppe problemet, snarere tværtimod. Det smager af symbolpolitik og politisk beskæftigelsesterapi.

Jeg forstår heller ikke, når man nu var i gang med at bestemme, hvordan befolkningens visuelle fremtræden skal være, at man ikke også vedtog et forbud mod ansigtspiercinger og tatoveringer. Det ville i hvert fald pynte i gadebilledet og på TV-skærmen, hvorimod de muslimske hovedbeklædninger rent faktisk skærmer os mod disse vederstyggeligheder.

Jeg kunne også have skrevet krasse ord om al hysteriet om overenskomstforhandlingerne, der endte i det rene idyl. Jeg kunne have kommenteret folkemødet på Bornholm, der er lige så folkeligt, som Den Demokratiske Republik Congo er demokratisk, om DSB der stadig ikke kan få togene og elevatorerne til at køre og om en ny rapport, der foreslår, at antallet af spindoktorer øges til seks pr. minister.

Der er nok at skrive om – og jeg vender tilbage. Men indtil videre glæder jeg mig altså over både de lyse nætter og min egen private jungle på Øland. Lyse nætter stemmer sindet lyst.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 6. juli 2018

torsdag den 28. juni 2018

Farvel til Sisimiut

Jeg vinker farvel

Så er tiden ved at være inde til at sige farvel til Sisimiut - og det gør jeg så med billedet af gråanden, der vinkede til mig forleden.

Det har været fem skønne måneder i et levende og dynamisk samfund - og hvor der sker meget mere end i en by af tilsvarende størrelse i Danmark.

Det meste af tiden har jeg skåret hakkelse i døgnets rejsestald og dermed været med til store og små begivenheder i den by, som i sin tid - for 25 år siden - var mit første møde med Grønland.

PC'en ryger om et øjeblik i en flyttekasse, som jeg overlader til Royal Arctic Lines forgodtbefindende - og jeg kan derfor være lidt svær at komme i kontakt med. Men hvis det virkelig gælder, så prøv mit grønlandske telefonnummer: +299 53 58 00.

Fredag går det med Air Greenland til Danmark - og jeg skulle gerne, hvis ellers Gud og Grønlandsfly vil det, lande i Aalborg sent fredag. Mandag er det så business as usual...

lørdag den 23. juni 2018

Neriusaaq

Mere midnatssol

Det kan være svært at vise midnatssolen i Sisimiut, når man ikke har båd. For byen er omgivet af høje fjelde, så man kan rent faktisk ikke se solen, når den står lavt i nord - og det har længe været en fotografisk udfordring for mig.

Men her er løsningen. Fotoet her er taget ved 1-tiden natten til lørdag. Natten byder på vekslende skydække, som det vist hedder i meteorolog-sprog. Solen skinner, men der også bygeskyer på himmelen - og det udløste altså den mest fantastiske regnbue ude over Davis-strædet mod vest.

Der er måske ikke guld for enden af regnbuen, men der er i det mindste løsningen på en fotografisk udfordring, som jeg længe har tumlet med...

Neriusaaq er det grønlandske ord for regnbue - og navnet på stribevis af væresteder, ældreforeninger, børnehaver, fritidshjem og selvfølgelig malerfirmaer i Grønland.

I åndernes rige

Fest og glæde blandt nybagte studenter

Studenterne danser på torvet i Sisimiut.
Grønlandsk polka er selvfølgelig også en del af festen.
Studenterne i Sisimiut er sprunget ud - og ligesom deres kolleger i andre dele af Kongeriget fejres den nyerhvervede hue med masser af fest.

I københavn danser studenterne om storke-springvandet, på VHG dansede vi rundt om Ib - og i Sisimiut foregår det på torvet foran Pisiffik. Udover den traditionelle kædedans bød studenterne i Sisimiut  også på en gang  grønlandsk polka.

Det er i år 40 år siden, at jeg selv blev student. Det burde egentlig fejres... Det synes som en menneskealder siden - og det er vel også, hvad det er...
Studenterne har festet i flere dage. Denne søde studine ringede
på min dør forleden morgen klokken fem. Hun var sikkert gået
forkert af en fest, men reddede situationen med at forklare,
 at hun bare lige ville vise mig sin studenterhue.
Landstingsmedlem Justus Hansen fra Demokraterne viste
 stolt sit 12-tal frem, som han udtrykte det.
Grønlænderne kender festens glæde, sagde
Knud Rasmussen en gang - og det er ganske vist!

fredag den 22. juni 2018

Nationaldagen

Den grønlandske kultur blev fejret

Det var med udsigt fra første parket, at jeg torsdag deltog i den grønlandske nationaldag i Sisimiut.

Det er sommersolhverv, der fejres - og det sker alle steder med masser af flag, taler, gudstjenester, kaffemikker, konkurrencer i sælflænsning, kajakopvisninger og selvfølgelig sang og musik.

Jeg var på arbejde for at dække slagets gang, og det blev til masser af gode fotos. Nogle af dem bringer jeg her - for billeder siger mere end ord...






torsdag den 21. juni 2018

Hvalbøffer

Grillparty i skolegården

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg betragter miljøtosser som Paul Watson og Greenpeace som en verdens syv plager - og i øvrigt en flok klaphatte. Dermed er jeg på linie med de fleste grønlændere - og jeg håber da, at nogle af klaphattene finder vej til denne artikel via Google, så de rigtigt kan blive forarget og sure på mig.

Jeg fik nemlig hvalbøffer til frokost! Dejlige møre og blodige bøffer fra vågehval, der i Grønland normalt kaldes sildepisker.

En af dagens opgaver var nemlig et fotojob på en af byskolerne i Sisimiut, hvor der var sidste skoledag. På skolen havde man disket op til et rigtigt grill-party, hvor en af lærerne stegte sæl- og hvalkød, der blev serveret med ægte catering-kartoffelsalat. Det glæder mig usigeligt at se, hvordan man på årets sidste skoledag nød de lokale kød-specialiteter - og hvor det endnu en gang blev understreget, at Grønland ikke er for vegetarer...

Jeg indrømmer også gerne, at jeg sprang sælen over. Det er lidt specielt og har aldrig rigtig sagt mig noget, når vi ser bort fra stegt sællever med bløde løg og brun sovs. Til gengæld kastede jeg mig over hvalen, der byder på magert og mørt kød, der smager ekstra godt, når det er lavet på grill.

Det blev i øvrigt til en hyggelig frokost i strålende sol og rigtig vaskeægte hygge - og jeg kan glæde mig over, at nogen jo skal lave det hårde arbejde. Og så glæder jeg mig over, at den grønlandske folkeskole bidrager til at lære den opvoksende generation, hvad der er god mad...

tirsdag den 19. juni 2018

Botanik

Grønne tider

Vistnok noget pil.
Rensdyrlav til juledekorationen...
Netop nu er vi her i Sisimiut midt i noget, der vel bedst kan beskrives som løvspring. I hvert fald er det nu, at naturen grønnes.

Der er ikke rigtigt store træer her nord for polarcirklen. Til gengæld er der masser af lav, arktisk vegation - birk, pil, revling og mosebølle samt ikke mindst store mængder mosser og laver.

Jeg er ikke den store botaniker, men her er et par fotos fra mandag aften. De fleste taget med makro-mellemring og Canons "plastic-fantastic" 50 mm f:1.8. Jeg har efter bedste evne sat navn på planterne, men der er rum til forbedring inden for botanikken - jeg ved det godt....
Arktisk pil med spindelvæv.
Mosebølle (blåbær).
Noget blomstrende mos af ukendt art.
Tjaah...
Rosenrod.
Revling (sortebær).

tirsdag den 12. juni 2018

I vildmarken

Sisimuts lettilgængelige natur

Noget af det, jeg holder allermest af i Sisimiut, er den lettilgængelige natur, der om sommeren hverken kræver hundeslæde, båd eller snescooter, men som derimod nemt kan nås på få minutter med en helt almindelig bil.

Det begyndte vistnok med en vej ud til grusgraven for mange år siden. Den ligger fire kilometer uden for Sisimiut - og det er altså så langt væk, at man ikke kan se byen. Siden er der kommet andre små grusveje og hjulspor til - og byens helt store drøm er en vej til Kangerlussuaq 160 km inde i landet. Det er planen, at vejbyggeriet skal gå i gang til næste år - og det bliver simpelthen Grønlands største turisthit, vil jeg godt spå...

Jeg tilbragte det meste af weekenden i strålende sol i området ude ved grusgraven. Der er fint nu, hvor sneen er smeltet - og der endnu ikke er kommet myg. Senere - når myggene kommer om føje tid - bliver det knap så skønt, men den tid, den sorg.



mandag den 11. juni 2018

Leg med vand

Nu smelter sneen

Nu er foråret for alvor sat ind - og elvene er fyldt med smeltevand. Det er millioner og atter millioner liter af vand fra vinterens sne, der nu buldrer mod havet.

Det gav mig lyst til at arbejde lidt med såkaldte ND-filtre på objektivet. Sådan et filter tager noget af lyset - og billedet skal eksponeres lidt længere. Derfor bliver vandet ikke skarpt, men nærmest vat-agtigt - og det er der i hvert fald nogle fotografer, der godt kan lide.

Som alle andre special effects er det en teknik, der skal bruges med varsomhed, ellers bliver det nemt trivielt, men her i dag giver jeg den fuld skrue med silkeblødt smeltevand fra de grønlandske fjelde...


fredag den 8. juni 2018

Her går det godt...

Status

26 grader i Danmark og frostvejr i Grønland... Og det kalder man Rigsfællesskab! Sådan fnøs en af mine grønlandske venner forleden på Facebook.

Heldigvis har det rettet sig siden weekenden, og sommeren med alt, hvad det indebærer af fangst, udeliv og hygge ved bålet, er endelig på vej -  også i Grønland.

Det betyder også, at jeg efter fem måneders vikariat i Sisimiut snart pakker kufferten og vender tilbage til Danmark igen. Til den sommervarme og tørke, som jeg indtil videre kun har hørt om. Jeg gruer for havens sande tilstand...

Det er også tid til at gøre en slags status, for det er 25 år siden, at jeg første gang flyttede til Sisimiut og Grønland. Det er blevet til i alt 15 år som bosat på verdens største ø - og i øvrigt mindst et årligt besøg i det land, som på godt og ondt har bjergtaget mig og fascineret mig lige siden barndommen.

Udviklingen i Grønland har i de forløbne år været fantastisk. Det er der måske ikke så mange, der har bemærket, hvis de fortrinsvis  har været i Grønland eller Danmark i de seneste 25 år, men når man som jeg har været her af og til, er udviklingen mærkbar.

Et godt eksempel finder man i butikkerne. Mit grønlandske arbejdsliv begyndte som informationschef i den grønlandske butikskæde Pisiffik. Dengang en aflægger det gamle Kongelige Grønlandske Handel med et tydeligt præg af etat, hvor enhver form for konduite og god kundebetjening var en overtrædelse af et eller andet gældende reglement.

Så hvis kunderne spurgte efter en bestemt vare, var det nemmest og sikrest bare at affærdige det med et "Det har vi ikke...". I dag er butikskæden privatejet - og personalet er både høfligt, serviceorienteret og venligt.

For 25 år siden var en stor del af personalet tilkaldt dansk arbejdskraft som mig selv. Alle centrale chefposter, butiksledere, uddannet personale som slagtere og bagere og så videre. De fleste af disse poster er i dag besat med grønlandsk arbejdskraft, der er mindst lige så engageret og veluddannet, som danskerne var det i sin tid - og måske endda bedre.

Og sådan er det på alle områder. Den grønlandske arbejdskraft har fået en dominerende indflydelse overalt i samfundet - i skolerne, på sygehusene, i kommunerne og i selvstyret.

Da jeg kom til Grønland for 25 år siden, var det et stort problem, at medarbejderne blev væk, når det var lønningsdag. Den tradition er stort set væk, og tingene fungerer hver eneste dag.

Det skyldes blandt andet, men ikke alene, at tidligere tiders massive alkoholforbrug er nedbragt, så det samlede forbrug pr. indbygger ligger langt under det danske niveau. Det er en succeshistorie, som kun alt for sjældent bliver fortalt.

Stadig flere grønlændere får en uddannelse - og generelt er der en grundlæggende forståelse i samfundet for, at uddannelse skal belønnes. Derfor er der fortsat et forholdsvist enkelt og ikke progressivt skattesystem. Den grønlandske skattelov er på 36 sider mod de godt 1500 sider, som den danske fylder. Her kan Danmark virkelig lære af Grønland.

Jeg vil ikke tegne et glansbillede af det grønlandske samfund. Det er selvfølgelig ikke alt, der er rosenrødt - og der er stadig et stort rum for forbedring. Men landet er på vej. Lige så stille så alle kan være med.

Grønlænderne kan med rette være stolte af deres land, for det går godt. Men udviklingen hviler på en hårfin balance - og jeg bliver altid lidt bekymret, når politikerne prøver at forcere udviklingen med såkaldte reformer. Folk flest har det bedst, når tingene sker stille og roligt. Sådan er det i Danmark, sådan er det i Nordjylland, og sådan er det i Grønland.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 8. juni 2018

Gidseldrama på rådhuset

Katastrofeøvelse i Sisimiut

Så har jeg fået min hang til blå blink og 112-fotos styret for en tid...

Forleden var jeg doku-fotograf til en storstilet katastrofeøvelse her i Sisimiut, der bød på masser af dramatik og stort set alt, hvad byen kan byde på i køretøjer med blå blink.

Scenariet, som den slags kaldes, handlede om en utilfreds borger i kommunens socialafdeling, som slog et par socialrådgivere i hjel, og tog nogle andre som gidsler. For at sætte trumf på sine krav, satte tossen selvfølgelig ild på rådhuset.

Øvelsen var uvarslet og meget realistisk sat op. En del af øvelsen handlede blandt andet om pressehåndtering, så lokalradioen sendte direkte - uden at fortælle, at det var en øvelse. Det gav så politiet overarbejde med at håndtere både nysgerrige, spørgelystne journalister og gidseltager.

Hele forløbet tog et par timer og det blev til adskillige fotos. Mange af dem ren dokumentation af redningstekniske detaljer, som bare er videresendt til beredskabet, men her er en serie med et par af pletskuddene, efter at jeg har haft lejlighed til at bearbejde dem.