lørdag den 26. maj 2018

Odinshane

Phalaropus lobatus

Så er der kommet odinshaner til Sisimiut. Jeg så lige et glimt af et par stykker forleden, da jeg gik på arbejde - og i dag, lørdag, gik jeg så på jagt med kameraet.

Det er ikke helt nemt - og der er fortsat rum for forbedring, for de små svømmesnepper har slået sig ned i et vandhul i et lettere sumpet område mellem tøjrede slædehunde.

Da jeg tog billederne her, stod der tre sure og temmelig sikkert også sultne slædehunde tre meter bag mig. Heldigvis holdt kæderne...

For resten er det et møgvejr - stærk vind og regndis - så det er heller ikke særlig sjovt at kravle rundt i hundesumpen. Men locationen skulle være en sikker odinshane-habitat, så jeg får nok nogle flere muligheder i den kommende tid til at få nogle pletskud.

Odinshanen er temmelig lille fugl - på størrelse med en stær, så skal jeg lave ordentlige fotos, skal jeg tæt på.  Indtil videre må læserne nøjes med disse, som er de første, jeg har taget af voksne odinshaner. Tidligere har jeg under efterårstrækket fået en enkelt ungfugl ved Ulvedybet.

fredag den 25. maj 2018

Sidste skoledag

Larm i gaden

I lejligheden oven over bor der en skolelærer. Det er en ganske fredelig mand, der normalt ikke gør det store væsen af sig.

Men i dag var det altså sidste skoledag for 10. klasses-eleverne. Så pludselig var der larm i gaden. En ganske ubeskrivelig larm, faktisk. Frembragt af gamle bageplader, olietønder og alskens blæserinstrumenter - og så allerede klokken fire om morgenen.

Jeg bærer over med det. Heldigvis sker det kun en gang om året - og jeg forstår ungerne. Jeg var heller ikke glad for folkeskolen i sin tid...

Gæster i byen

Årets første krydstogtskib


I dag fik Sisimiut årets første krydstogt-anløb. Det var Sea Spirit - et relativt lille krydstogtskib med plads til sølle 220 passagerer.

Alligevel vakte gæsterne opsigt i gadebilledet, for som det normalt sker, stiller skibet varmt tøj til rådighed for turisterne - og det kan altså ses, når 220 mennesker går rundt i byen i ens tøj.

Men det kan være værre. For knap 25 år siden havde Sisimiut sit første krydstogtanløb nogensinde - og det var et stort skib fyldt med såvidt jeg huske blå vinterjakker. De var overalt - og så var de oven i købet blevet sejlet i land i Zodiac's - gummibåde, fordi havnen dengang var mindre og slet ikke kunne tage det store skib. Dengang var det ældre velhavende amerikanere - og jeg erindrer stadig, at flere af dem måtte bæres i land enten på grund af alder eller overvægt.

Jeg talte med et par stykker af dagens gæster. Det var ikke amerikanere, men derimod tyskere, franskmænd og kinesere. Og da jeg kan to ord på kinesisk fik jeg også en lille snak med en kineser, som så gerne ville gøre reklame for det kommende vinter-ol i Beijing i 2022.

søndag den 20. maj 2018

Klippe-ti-klop

Rideskolen - og så heste i gadebilledet

Da jeg i sin tid kom til Grønland, var Rideskolen blandt slagfærdige håndværkere i slyngelstuerne den humoristiske benævnelse af sygeplejeskolen i Nuuk, men tiderne har ændret sig, så det udtryk er næppe gangbart længere. Til gengæld er landet nu beriget med hestepiger - og den slags fandtes altså ikke i hverken Nuuk eller Sisimiut for 25 år siden.

Pinsesøndag var jeg ude og hænge tøj på tørresnoren, da jeg pludselig hørte den fra Østerby så velkendte klippe-ti-klop-lyd af heste.

Det havde jeg ikke lige forudset her i den sydlige del af Sisimiut, selv om jeg har bemærket, at der går en flok heste i en fold nede ved lystbådehavnen. Så kameraet skulle lige hentes - og da var det næsten for sent, så det blev kun til et par skud af ryggen af de ridende piger...

Hestene i Sisimiut er islandske heste, der som bekendt er hårdføre og kan klare stort set alle klimatiske udfordringer. Der har været islandske heste i Grønland i mange år. Som arbejds- og rideheste har islænderne gennem generationer tjent fåreholderne i Sydgrønland, men de seneste år er der også kommet heste til både Nuuk og Sisimiut af mere rekreative årsager.

Nu er ridning ikke en hobby for hvem som helst - og slet ikke her i Sisimiut. Det er ikke er helt billigt at holde heste her nord for polarcirklen. Al foderet skal jo sejles ind, men til gengæld har jeg hørt, at byens få kartoffelavlere nyder godt af gødningen, når først det importerede hø har været en tur gennem hesten.

Jeg synes, at det er hyggeligt med heste i gadebilledet - og så minder lyden jo om Øland...

lørdag den 19. maj 2018

Portræt af en prof...

Bent Fabricius-Bjerre

God bog!
Vi kender ham fra musikken til Matador, Olsenbanden og ikke mindst popbagatellen Alley Cat fra 1960: Bent Fabricius-Bjerre, der gennem gennem generationer har skabt danske ørehængere - og som samtidig har vist betydelige evner som både iværksætter og musik-købmand.

Og det er ikke mindst hans store, men enkle forståelse for kulturen som vare, der gør Bent Fabric til et menneske, der interesserer mig. Jeg deler hans professionelle og ukrukkede tilgang til kulturen - og jeg beundrer hans forståelse for både genremæssige og tekniske krav, som gør, at musikken skal tilpasse sig mediet og sammenhængen. Det er ikke kunst for kunstens skyld, men kunst, der skal bruges til noget.

Det passer mig fint - og det gør også meget langt hen ad vejen Bent Fabricius-Bjerre til en ener i Danmarkshistorien. En ener som har været nærværende i samtiden - men som også er styret fri af tidernes dogmatik og især den vulgærmarxistiske bølge, der hærgede dansk kultur i sidste halvdel af forrige århundrede.

Min favorit i Fabricius-Bjerres bagkatalog er helt bestemt den lidt mindre kendte musik til den norske dukkefilm Bjergkøbing Grand Prix. Det morer mig meget, at det er en dansker, der har komponeret et af de væsentligste bidrag til den moderne, norske kulturarv.

Jeg har netop læst Danni Travns biografi fra 2014 om Bent Fabricius Bjerre. Det her skal ikke være en anmeldelse af en halvgammel bog, men jeg vil da godt anbefale den alligevel. Specielt bogens første del, der fylder cirka halvdelen af de godt 300 sider, er velskrevet og flydende. Anden og tredje del, der blandt andet handler om erhvervsmanden Bent Fabricius-Bjerre og også hans tre koner falder lidt af  i både cadence, tempo, suspense og formidling. Måske fordi det er svært for en journalist at sætte sig ind i, hvordan erhvervslivet faktisk fungerer i et samfund, hvor de fleste er opvokset med, at kultur kun kan overleve med offentlig støtte.

Den sidste del af bogen skæmmes også lidt af et par overflødige venne-interviews. Det er faktisk temmelig uinteressant, hvad komponistens venner mener om ham, for hvad skal de egentlige sige andet end skamros?

Jeg har haft bogen liggende i flere år. Da jeg købte den, kom jeg aldrig rigtigt i gang, fordi der er en fæl slå-fejl på den allerførste side. Her står der, at Bent Fabricius-Bjerres oldefar havde rank af oberst. Rank? Måske, men det hedder altså rang af oberst.

Jeg frygtede, at bogen ville være fyldt med pinlige fejl, men ret skal være ret. Det er faktisk bogens eneste fejl, så det var godt, at den alligevel røg i kufferten til de lange vinteraftener i Sisimiut.

Bogen er som sagt - sine fejl til trods - læseværdig og underholdende...

Blind høne

Lidt heldig har man da lov til at være...


Forleden skulle jeg gøre lidt reklame for et fødselsforberedelses-kursus. Jeg var på den, for jeg kunne ikke finde et foto til blikfang. Jeg rodede længe i arkivet, men den gik altså ikke...

I min kvide gik jeg over på sundhedsklinikken ved sygehuset, hvor børnesygeplejerskerne holder til. Jeg håbede, at de måske havde en sut eller nogle bleer eller noget helt tredie, som jeg kunne bruge på en eller anden måde.

Jeg var svineheldig, simpelthen... For en af sygeplejerskerne, Ina, var temmelig gravid - og så skulle der bare lidt overtalelse til. Hun sagde ja, trak blusen op - og på mindre end fem minutter havde jeg min illustration i hus.

Svineheld - eller måske endnu et eksempel på, at selv en blind høne kan finde korn...

fredag den 18. maj 2018

Hip hurra og tillykke

Fødselsdag på Øland

Kusinen og fødselaren. Foto: Henrik Jespersen
Set fra vejen tager haven sig flot og frodig ud.
 Foto: Henrik Jespersen
Man taler ikke om kvinders alder, men jeg skal ikke undlade at nævne, at fruen i huset på Øland, Hjemmestyret, torsdag havde en fødselsdag af de mere runde.

Selv mente Dina, at det skulle forbigås i stilhed - og i den henseende var det ganske formålstjenligt, at jeg er i Grønland i øjeblikket. Men helt undgå opmærksomheden kunne fruen alligevel ikke. Vi har jo Interflora...

Engelsk græs er en både flot og taknemmelig plante.
Padderokkerne er også taknemmelige, men det er vi
 ikke så glade for. De kan bare vente, til jeg kommer
 hjem. Så bliver der krig... Foto: Henrik Jespersen
I øvrigt var min kusine så flink selv at komme forbi med en buket blomster - og gemalen, Henrik, fik et fint billede af de to midt i blomsterfloret. Det blev også til et par billeder fra haven, der vist snart trænger til en kærlig hånd (læs: masser af knofedt...), men det får nu vente til juli, når jeg er hjemme igen.

I mellemtiden kan jeg glæde mig over billederne af de blomstrende rhododendron og magnolia-træet foran huset. Det gror tilsyneladende ganske godt i den alt for tidlige danske sommer.

Tilbage til sagen: Tillykke til Dina...
Det har taget nogle år, men nu er magnoliaen så stor, at den blomstrer
 for alvor - så når jeg kommer hjem, skal der ryddes omkring den,
 så den rigtig kommer til sin ret næste år. Foto: Henrik Jespersen
Rhododendron svigter aldrig på denne årstid. Foto: Henrik Jespersen

torsdag den 17. maj 2018

Pølsevognen i Sisimiut

Civilisationens glæder

Det er en almindelig antagelse, at i Grønland bor man i igloer, og der går isbjørne i gaderne.

Det passer selvfølgelig ikke. Faktisk er det et ganske civiliseret samfund, og naturligvis er der også en pølsevogn i Sisimiut, så man til frokost kan få en ristet med håndtag og med blod, bæ, rå og ristet løg, åkander og så videre. Og selvfølgelig med negersved til...

Folkene bag pølsevognen tager i øvrigt det med vognen ganske alvorligt. Den flytter nemlig rundt efter behov. Ved frokosttid på hverdage holder den på hovedgaden foran sygehuset - midt mellem byens to handelstorve. I aften- og nattetimerne i weekenderne holder pølsevognen til i værtshuskvarteret ved Tuapannguanut, så en tørstig nattevandrer kan få sulten stillet. Og så er pølsevognen naturligvis til stede ved alle større begivenheder i byen.

Det er sikkert også derfor, at foretagendet hedder Sumiippa Grill. Det betyder "hvor er grillen?". Og det giver altså lidt mere mening end Havnens Pølser - eller hvad pølsevogne rundt i Kongeriget ellers hedder. For resten er der også en havnegrill i Sisimiut - selvfølgelig.

onsdag den 16. maj 2018

Enden er nær

Gråender

Så går vinteren endelig på hæld - enden er nær. De første gråænder er dukket op i gadebilledet, men endnu er der fortsat is på søerne, så de må tage til takke med alt godt fra havet.

Det går også fint i tidevandszonen, hvor der er masser af søgræs og andet godt til den vegetariske and. Den grønlandske gråand er en anelse større end den europæiske - og så trives den fint i saltvand. Nogle kirtler ved næbbet gør den i stand til udskille salt fra føden.

Det med størrelsen erfarede jeg i sin tid i Nuuk, hvor vi havde et stort andehusprojekt i byens søer - og her viste det sig, at normale danske andehuse ikke faldt rigtigt i de grønlandske ænders smag. Vi fik bygget nogle større - og så lykkedes det.

I Hasseris skulle være gilde...

Festen jeg ikke deltog i

Mens jeg sidder her i det grønlandske og passer vagten, muntrer de gamle spejdere i Aalborg sig - og jeg kan da ikke sige mig helt fri for, at den fest ville jeg nu gerne have været med til.

Men dengang ej, sagde Tordenskjold - og i stedet deltog min gamle skole-, spejder- og fotokammerat Per Lyngby, som har sendt mig et par billeder fra festen.

Årsagen til den festlige sammenkomst var 8. gildes 60-års fødselsdag. Den slags fejrer man i vore kredse, der altså ikke nødvendigvis må forveksles med de finere kredse, med en såkaldt gildehal, hvor vi som regel også møder frem i smoking eller lignende stift puds.

Festen var begunstiget med herligt sommervejr i Hasseris, så velkomsten foregik uden for Gildeborgen med bobler i glasset og besøgende fra de øvrige Sct. Georgs Gilder i Aalborg. Det er også forklaringen på, at der er kvinder på billederne - for i 8. Gilde holder vi mandfolk os ellers for os selv.

Jeg kan kun se til heroppefra, men jeg løfter kaffekoppen og sender en skål til gildebrødrene og gildet.

mandag den 14. maj 2018

Polarsol

Solen er så rød...

Endnu er der et par uger til, at midnatssolen indfinder sig her i Sisimiut - lige nord for polarcirklen, men allerede nu er det ved at være lyst det meste af døgnet.

Fredag aften gik solen ned ved 23-tiden.  Det skete i nordvest bag ved Præstefjeldet. Det er blot et af flere høje fjelde omkring Sisimiut, så når midnatssolen kommer, får vi den desværre aldrig at se. Men netop nu i midten af maj får vi altså nogle ganske spektakulære solnedgange ved midnatstide.

I dag, mandag den 14. maj, går solen ned kl. 23.19 - og så står den op igen allerede klokken 3.46.

Fjeldene på nederste foto ligger cirka 60 km syd for Sisimiut næsten på polarcirklen - og de er altså belyst af den røde aftensol kort før midnat.

søndag den 13. maj 2018

Gæs(ter) fra Canada

Gåsetræk

Søndag morgen var anderledes. Der var larm i luften...

Det er canadagæssene, der ankommer. Det mindes jeg ikke, at have oplevet tidligre, men canadagåsen betragtes da også som en relativ ny art i Grønland. De kommer antageligt fra - som navnet siger - Canada, hvor de trives godt. Fuglene i Grønland er sandsynligvis en del af fødselsoverskuddet.

De yngler gerne i de fugtige moser i Vestgrønland - og dem er der masser af øst for Sisimiut, hvor det isfri område er næsten 200 km bredt. Men de skal tage sig i agt, skal de. For der er jagttid på canadagås. Fra midten af september til november er der fri jagt på den store og kødfulde gås, der i øvrigt formodes at tage ynglepladser fra den langt mindre grønlandske blisgås, hvor bestanden er sølle 30.000 styk.

I Danmark betragtes canadagåsen som en decideret invasiv art - og det er spørgsmålet, om ikke også det på sigt vil blive tilfældet i Grønland. Men indtil videre tager vi den fra den positive side og betragter larmen søndag morgen som et sikkert forårstegn.

Ulvetider og bjørnetjenester

Disneyficering af samfundet

Jeg holder meget af Grønland og grønlændere. Især holder jeg af grønlændernes usentimentale, men dybt indsigtsfulde forhold til naturen – også selv om det er under pres af den europæiske og amerikanske sentimentale og disney-agtige holdninger.

Tag nu for eksempel isbjørne. Et brutalt og imponerende rovdyr, der er skabt til isfyldte farvande, hvor den mæsker sig i spækfyldte sæler. Det er et dyr, som der står respekt om – og en grønlandsk fanger, der skyder en isbjørn er pr automatik storfanger, piniartorsuaq, hvilket er forbundet med stor ære og prestige.

Og selv om dyreværnsorganisationerne tager sig til hovedet, og isbjørnen er blevet til et symbol i debatten om global opvarmning, holder grønlandske politikere hovedet koldt og opretholder fortsat jagtkvoter på den store bamse.

Men ikke nok med det. I modsætning til deres danske kollegers pladdersentimentale holdning til de danske ulve, er de grønlandske politikere og myndigheder klare i mælet, når isbjørnene trænger sig ind på menneskenes enemærker. Den går ikke – et livsfarligt rovdyr og småbørn i bymæssig bebyggelse er simpelthen uforeneligt. Og lykkes det ikke at skræmme isbjørnen væk, er det kort proces. Bum – og isbjørnen er skudt.

Nu skal det prægtige dyr jo ikke gå til spilde, så når først dyrlægen har sagt god for, at bjørnen er fri for trikiner, bliver dyret fordelt til alderdomshjem og børnehaver, hvor kødet ryger i suppegryderne. En meget grønlandsk og praktisk løsning på problemet. Det smager for resten ganske udmærket, skulle jeg mene, selv om jeg kun en enkelt gang har spist isbjørnekød. Det var så til gengæld i en ualmindelig lækker og mør røget variant.

Nu tror jeg ikke ligefrem, at ulvekød bliver et hit på danskernes tallerkener, men jeg er sikker på, at en sådan konsekvent holdning fra myndighedernes side til vilde dyrs hærgen vil kunne løse mange af de problemer, som de danske ulve volder.

Men dybest set handler den danske ulvedebat om selve samfundskontrakten. Borgerne finder sig i høje skatter og et gennemreguleret samfund, mod at staten tager ansvaret for borgernes sikkerhed. Det er den kontrakt, som ulveelskende miljøpolitikere har skabt tvivl om. Den slags skaber grobund for selvtægt - og hvis ikke politikerne lytter til borgernes ønske om tryghed, kan man frygte, at trangen til selvtægt vil brede sig til andre områder. For selvtægten er et symbol på et samfund, der knager og brager i fuger og bånd.

Jeg har i øvrigt noteret mig, at det i den danske ulvedebat er blevet fremført, at man slet ikke må skyde ulve i Danmark, for det er forbudt, siger de nede i Bruxelles. Det var vist ikke lige det, der var tanken, da danskerne i sin tid stemte sig ind i EF - og det er den slags ideer, der skaber selvstændighedsbevægelser og Brexit.

Her i Grønland forstår man slet ikke, at danskerne finder sig i, at udefrakommende blander sig i dansk jagtpolitik - og det er da også værd at notere sig, at Bruxelles-politikernes intolerante holdning til sælfangst var et af de væsentligste argumenter i 1982, da Grønland stemte sig ud af EF.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 11. maj 2018

tirsdag den 8. maj 2018

Blå glimt i børneøjnene

Børn og brandsprøjter


I gamle dage sagde man, at alle raske drenge drømmer om at blive brandmænd. Den slags udtalelser skal man nok være lidt forsigtig med i vore dage, hvor kvinderne vinder frem overalt.

Alligevel mener jeg nok at kunne spore, at interessen var lidt større fra drengenes side, da det lokale brandvæsen søndag stillede op til børnearrangement foran Brugsen. Pigerne var der, og de både lyttede og spurgte, men da det kom til at prøve at sprøjte med brandslangerne, var det alligevel drengene, der stod forrest i køen - og så en enkelt pige. Måske vi om føje år ser hende som frivillig i Sisimiuni Qatserisartut.

Brandvæsenets optræden var kun en del af arrangementet, der også bød på smagsprøver - og så fik min gamle ven, John fra BJ-Entreprise, mulighed for at vise firmaets nyanskaffelse frem: En kæmpe mobilkran, der efter at have tjent BMS i Aarhus i en årrække, nu formedelst et mindre millionbeløb i fremtiden skal tjene byggeriet i Sisimiut, når betonelementerne skal på plads.


lørdag den 5. maj 2018

4.maj

En aften med traditioner 

Grupperådsformand Per Havbro, 1. Farsø samt  Henrik, Hugo
og Claus fra 8. gilde foran det smukke spejderhus i Farsø.
Fredag var det 4. maj og altså årsdagen for frihedsbudskabet. Det er en traditionsrig aften, hvor mange stiller stearinlys i vinduerne for på den måde at markere og mindes den store stund i nationens historie.

Jeg bryder sammen og tilstår, at jeg ikke selv satte stearinlys i vinduet. Det giver ligesom ikke rigtig mening her oppe i Sisimiut, hvor det efterhånden er lyst stort set hele døgnet.

Til gengæld ved jeg, at Dina hjemme på Øland havde stearinlys i vinduerne - og på den måde blev det alligevel markeret.

Som gammel Farsø-dreng glæder jeg mig også over, at spejderne i 1. Farsø trop og flok fortsat holder liv i traditionen med en parade på aftenen, hvor man dels mindes de to spejdere fra gruppen, der blev dræbt af tyskerne, dels benytter lejligheden til at aflægge spejderløftet - noget de fleste spejdere ellers gør på Sct. Georgs dag den 23. april.

I år havde jeg en lille ekstra andel i Farsø-spejdernes 4. maj-markering. Spejderhuset i Farsø - sikkert Danmarks smukkeste - trænger til nyt stråtag. Spejderne har derfor søgt støtte rundt omkring til det nye tag - og jeg er da lidt stolt af, at 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg, hvor jeg i dag er medlem, har bidraget med 5.000 kroner til taget - og at Aalborg Stadsgilde har lagt yderligere 1.000 kroner oveni.

Pengene blev overrakt af Gildemester Hugo samt gildebrødrene Henrik og Claus, der havde taget turen fra Aalborg til Farsø i dagens fine anledning. Her ville jeg da gerne have været med, men sådan skulle det jo ikke gå.

Tak for foto til min gamle skole-, foto- og spejderkammerat Per, der også har skrevet om begivenheden i Lokalt Indblik.

onsdag den 2. maj 2018

1. maj

Taler en masse

Selv om min farmor var en god socialdemokrat, har jeg aldrig haft noget særligt forhold til 1. maj. Det siger mig ikke rigtig noget, selv om jeg da gerne synger med på gamle arbejdersange som "Internationale" og "Når jeg ser et rødt flag smælde". Der er svung over de sange - og så er de sandsynligvis gode til at marchere i takt til...

Derfor har jeg heller aldrig været til en 1. maj fest. Bevares, jeg har da brugt den halve fridag til at drikke bajere på værtshuse, men aldrig rigtig til sådan en fagforeningsfest.

Men i dag skete det så...

Jeg var med borgmesteren til den grønlandske fagforening SIK's 1.maj-fest. Det var ikke ligefrem bajere i Fælledparken, men en meget grønlandsk udgave med kaffe og kage - og så en masse taler, sådan om det ofte er i Grønland.

Først formanden for lokalafdelingen af SIK, så formanden for ungdomsafdelingen, så borgmesteren, herefter repræsentanter for de politiske partier - og så var ordet ellers frit. Og da mange grønlændere har en stærk oratorisk åre, blev det til endnu flere taler, inden vi kunne gå ombord i kaffen og de hjemmebagte boller.

Det hele foregik på grønlandsk, og det var bestemt ikke alle pointer, jeg fik med, men det var tydeligt, at folk hyggede sig i selskabet - og jeg har på fornemmelsen, at nogle af de ting, der blev sagt, også var sagt før.

Der var cirka tredive deltagere - langt fra nok til at fylde forsamlingshuset, men det var egentlig et ganske flot fremmøde, når man tager i betragtning, at udenfor var det snestorm - den nok værste i den tid, jeg har været i Sisimiut.

Der var ingen røde faner, men i dagens anledning havde man fundet den gamle og historiske fane frem fra Grønlands Arbejdersammenslutning i 50'erne. Det er et stykke fagforeningshistorie, som vi kan tage en anden god gang.

Nu har jeg i hvert fald været til min første 1. maj-fest.

tirsdag den 1. maj 2018

En dækhistorie

Pigge eller ej

Det kniber lidt med foråret her omkring polarcirklen. De seneste dage er der kommet masser af sne, og i dag på den sidste dag i april har det også været temmelig koldt: fem graders frost og en strid vind fra nordøst.

Det har politiet taget konsekvensen af og meddelte i dag, at fristen for brug af vinterdæk er forlænget til 15. maj i hele Grønland bortset fra Kujalleq (Sydkommunen).

Det blev så også dagens informationsopgave - og det blev lejlighed til at lave endnu et genrebillede til Qeqqata Kommunias billedarkiv. Ideen er blandt andet nemlig, at jeg skal lave en række genrebilleder, mens jeg er her.

Så jeg fandt en solid firehjulstrækker med store og relativt nye dæk - og tog en stribe billeder og lavede lidt efterbehandling i Photoshop. Og da jeg stod på parkeringspladsen fik jeg så også årets første billede af en snespurv.

Snespurvene har været her i et par uger. Jeg hører dem tydeligt hver morgen, men så længe vejret arter sig skidt, vil de ikke rigtigt lege med fotografen. Men her er i hvert fald årets første foto af en snespurv.

mandag den 30. april 2018

Lussinger til de store

Den grønlandske kabale

Så er den grønlandske regeringskabale i gang.
Det blev til en solid vælgerlussing til de to største grønlandske partier, Siumut og Inuit Ataqatigiit, ved valget til det grønlandske parlament Inatsisartut tirsdag den 24. april.

Begge partier gik tilbage med omkring syv procentpoint, men det socialdemokratiske Siumut er fortsat Grønlands største parti med en fjerdedel af vælgerskaren bag sig. Det er derfor også den siddende formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering, Kim Kielsen, der får opgaven med at danne en ny regering.

Kielsen har lovet at tale med alle partier i forbindelse med regeringsdannelsen, men han har reelt to muligheder. Enten at fortsætte det nuværende samarbejde eller indlede et samarbejde sig mod de borgerlige grønlandske partier.

Kim Kielsens  nuværende regeringskoalition består foruden Siumut af  Inuit Ataqatigiit og det lille løsrivelsesparti Parti Naleraq med tidligere landsstyreformand Hans Enoksen i spidsen. Enoksen omtales ofte som "Bygdepartisanen" - ikke uden grund. Det lille parti står stærkt i bygderne og havde et godt valg. 

Parti Naleraq får fire mandater mod tidligere tre i det nye landsting . Siumut har ni mandater i det nye landsting og Inuit Ataqartigiit otte. Der er således et solidt flertal bag den siddende regering, men den store tilbagegang må nødvendigvis give anledning til selvransagelse hos både Kim Kielsen og IA-lederen Sara Olsvig.

Kielsen har også mulighed for at vende sig mod det borgerlige Grønland, der havde et godt valg. De tre borgerlige partier, Demokraterne, Atassut og Samarbejdspartiet har i alt ni mandater og sammen med Kielsens ni mandater giver det et flertal.

Den borgerlige fremgang er især båret af Demokraterne, der hidtil har været lidt af et byparti, men denne gang fik stor fremgang også uden for Nuuk. Fremgangen skyldes især en af partiets kandidater, erhvervsmanden Niels Thomsen, der scorede 2.710 personlige stemmer.

Demokraterne er gået til valg på et krav om skattelettelser. Det er faktisk nyt i Grønland, men økonomien, skattetrykket og den daglige husholdning har fyldt meget i debatten - ikke mindst fordi undersøgelser har vist, at Grønland er Nordens dyreste land at leve i, samtidig med at lønniveauet er cirka 17 procent lavere end i Danmark.

Det er også interessant, at det gamle og en gang Grønlands største parti, det liberale Atassut, kommer i Inatsisartut med to mandater. Jeg må indrømme, at jeg nærmest havde afskrevet partiet, der gennem de seneste år har været ramt af et rent blodbad af intern uenighed, medlemsflugt og partiskifter, men en ny generation af unge Atassuttere ser ud til at have givet det gamle parti en renæssance.

Valgets største øretæve gik til den omstridte Aleqa Hammond, der stillede op for det lille og nye løsrivelsesparti Nunatta Qitornai. Ved valget i 2013 fik hun 6.818 stemmer, men denne gang blev det til sølle 171. Hammonds mange bilagssager har tydeligvis slidt på omdømmet, selv om det nok også har spillet ind, at hendes mærkesag, den grønlandske løsrivelse fra Danmark, ikke har spillet nogen stor rolle i valgkampen.

Aleqa Hammond sidder dog stadig på en plads i Folketinget, hvor hun er en del af Løkke-regeringens parlamentariske grundlag. Hun har hidtil siddet som partiløs, men meddelte onsdag at hun fremover repræsentererer Nunatta Qitornai i Folketinget.  Så selv om Aleqa ønsker løsrivelse, og Lars Løkke går ind for stærkt samarbejde i Rigsfællesskabet, er de tvunget i hinandens arme. Sådan kan politik jo være så besynderlig.

Nordjyske Stiftstidende 30. april 2018

lørdag den 28. april 2018

Persersume

Himmelbetændt rendfog

Bedst som vi troede, at det var blevet forår, vågnede Sisimiut op til en rask lille snestorm lørdag morgen, mens bøgen springer ud på Øland.

Så er der noget godt og trygt hjemligt ved, at det første jeg møder, når jeg åbner døren, er et lille skilt på skraldespanden, som fortæller, at den kommer fra Brovst.

Dagens snestorm er heller ikke så slem. Temperaturen ligger lige omkring frysepunktet, og det har tøet voldsomt hele fredagen. Så mon ikke det bare er sidste halvleg i kampen meller hr. Vinter og frøken Sommer?

Persersume betyder snefygning på grønlandsk - og det er i øvrigt navnet på det legendariske grønlandske rock-band Sumes sidste album. der udkom for 24 år siden på plademærket ULO. Pladeselskabet havde sit studie og kontor her i Sisimiut. Jeg husker fortsat pladepræsentationen på Pub Raaja. Det var ikke kedeligt...

Futsal

Fra det sportslige overdrev


Det ender jo nok med, at jeg også kan kalde mig sportsfotograf - selv om det ikke interesserer mig særligt. For forleden måtte jeg i embeds medfør af sted søndag aften for at fotografere til GM for kvinder i den særlige variant af indendørs fodbold, som med et besynderligt navn kaldes futsal.

Det foregik i den lokale idrætshal, Sisimiut Timersortarfiat, som i øvrigt er en svær kulisse på grund af et elendigt lys - og hvor der ikke rigtig er plads til fotografer, fordi alle tilskuerpladserne er bagved et net bag det ene af målene.

Den mærkelige betegnelse "futsal" har ikke noget at gøre med, at der er specielt meget fut i spillerne. Faktisk er spillet temmelig kedeligt efter min beskedne opfattelse. Navnet er en sammentrækning af det portugisiske navn for indendørs fodbold,"futbol de salão".

Deroute

Tilbagegang for den grønlandske hundeslædekultur


Hundeslædekulturen i Grønland er truet, og antallet af slædehunde i blandt andet Sisimiut er faldet drastisk de seneste år.

Denne triste kendsgerning er jeg ved flere lejligheder den seneste uge blevet opmærksom på - og det vil jeg undersøge nærmere som et lille privat-projekt, inden jeg om to måneder igen vender tilbage til Danmark.

For jeg synes, det er synd. Slædehunde og hundeslæder er hyggelige og en del af charmen og sjælen i Nordgrønland. Et godt turistprodukt, der kan få stor betydning for den fremtidige turistudvikling i Grønland, men også en vigtig del af den grønlandske sjæl og identitet - og det skal helst ikke gå tabt i en verden, der bliver stadig mere strømlinet og digitaliseret - og i øvrigt klinisk renset for hundeprutter og hømhømmer, som er en fundamental del af oplevelsen ved at køre hundeslæde.

Jeg vil som sagt vende tilbage til spørgsmålet, men først skal jeg have kigget lidt på statistikkerne og snakket med nogle flere mennesker. Indtil da kan man så hygge sig med dette foto, som jeg tog forleden morgen på vej til arbejde. For der da heldigvis stadig hundeslæder i gaderne i Sisimiut, hvis man er heldig...

fredag den 27. april 2018

Valg-fotos

En dag på jobbet

Da der forleden var valg til Inatsisartut, var jeg på arbejde med kameraet det meste af dagen - fra valgstedet i kulturhuset Taseralik åbnede om morgenen og til ud på aftenen. Primært for at få fotos til kommunens Facebook-side, men også for at lave genrebilleder, der kan bruges en anden god gang i forbindelse med forskellige former for valginformation.