onsdag den 22. marts 2017

Små spirer

Rabatmærker med liv i

På bare ti timer voksede salaten med en centimeter.
Bilka og Føtex har fået den glimrende ide at erstatte rabatmærkerne her i marts med små samlebokse med frø til sommerhaven.

Ideen er vist nok rettet særligt mod børn, der ofte ellers tilbydes Disneykort og andet flimmerglimmer, men på trods af fremskreden alder har vi også her i huset taget ideen til os. Det er en oplagt chance til at prøve nogle nye plantesorter og et supplement til det traditionelle plantehold - og så er det jo meget sjovt her i det spirende forår at følge de spirende planter.

For det går stærkt - faktisk hurtigere end jeg lige havde forestillet mig. Jeg plantede de små potter i en foliebakke søndag, og allerede i dag er der tydelige tegn på liv. I morges var der intet at se, men efter en lun dag i baren er de første salatplanter allerede begyndt at spire frem. En halv til en hel centimeter i løbet af en dag; det er trods alt noget, der gør det sjovt at følge.

Så vi leger med på den glimrende ide - og kan allerede nu se frem til både salat, tomater, peberfrugt, radiser, dild og timian fra de levende rabatmærker...

(For en god ordens skyld: Artiklen er ikke sponsoreret!)
De små frøbokse har fået en plads i solen i baren,
så vi kan følge væksten i løbet af dagen.
Vi ser frem til tidlig rucola af egen avl.

mandag den 20. marts 2017

Uglen i mosen

Dagens (f)ugle

Mit livs første foto af en mosehornugle...
Godt vejr og forårsjævndøgn var anledningen til årets første rigtige fototur til Ulvedybet, hvor ænderne dominerer billedet, efter at sangsvanerne har forladt landet.

Det blev også til et et par fotos, men dog ikke det helt store, så jeg vendte næsen hjemefter ved otte-tiden. Jeg spottede ude i strandengen, hvad jeg umiddelbart regnede med var en musvåge. De plejer at være vagtsomme og flyve straks, man retter kameraet mod dem, men det skulle da lige have en chance, selv om det var mod solen.

Men hovsa, da jeg stillede skarpt, opdagede jeg, at det var en ugle, der i øvrigt heller ikke gad lege med mig, så det blev kun til et par billeder, inden den fornærmet lettede og fløj sin vej over mod Ølandskov.

Da jeg kom hjem og fik billederne i pc'en, var det gode dokuskud, men de holder næppe til en konkurrence, for modlyset er for voldsomt. Jeg har behandlet billederne i Photoshop, så de i det mindste kan bruges på bloggen.

Uglen er for resten en sjælden en af slagsen, viser det sig. Jeg kunne ikke umiddelbart bestemme den - og har fået hjælp af både Christina og Hans, der begge bekræfter, at det er en mosehornugle. Der skulle angiveligt være set flere mosehornugler i Nordjylland de seneste dage.

Det gør mig lidt stolt af modlysbillederne, for DOF-siden oplyser blandt andet, at mosehornuglen  er en meget sjælden, spredt forekommende ynglefugl på strandenge, hedemoser, i ådale og på mindre øer. De mest regelmæssige ynglepladser findes i det sydvestlige Jylland.

Så blev denne mandag også en god dag - allerede fra begyndelsen.
Desværre gad mosehornuglen ikke lege...
Der er masser af krikænder. Her ser vi tydeligt krikandefars gule agterspejl.
Og her ser vi tydeligt forskellen i størrelse mellem krikand og gråand.
Hvinanden lettede ben under morgenbadet.
Sangsvanerne er nu fløjet. Tilbage har vi masser af knopsvaner.

Grønlandsk politik på fem minutter

Hvad skal man med fjender, når man har Lars-Emil?

Lars Emil Johansen i sine velmagtsdage
 i midten af halvfemserne.
Det er svært at spå - og især om fremtiden, som Storm P bemærkede.

Jeg bliver næppe nogensinde politisk iagttager af typen, der skråsikkert udtaler sig på TV2 News om en hvilken som helst stor eller lille begivenhed på basis af et enkelt citat - og som fortsætter uanfægtet med skråsikkerheden dagen efter, uanset at det altså ikke lige gik, som forventet - eller uanset at spådommen var så letkøbt, at alle kunne se det komme.

Ikke desto mindre ytrer jeg mig gerne politisk. Med den spirende alderdoms store erfaring har jeg ingen problemer med at se, hvordan samfundet bliver skamredet af uduelige politikere og et politisk system, der måske nok er demokratisk, men også selvdestruktivt. Faktisk har vi i min generation en forpligtelse til at dele vores erfaringer, så unge, umodne politikere uden andet end skole og universitet som baggrund ikke leder landet i uføre.

Men en ting holder jeg mig fra - og det er grønlandsk politik. Det kører i sine egne cirkler, som jeg på trods af 14 års ophold i landet aldrig vil spå om.

Siden Grønland fik hjemmestyre i 1979 har partiet Siumut spillet en afgørende rolle, og partiet har bortset fra en kort periode 2009-2013 været med i alle grønlandske regeringer og leveret formanden for landsstyret. Partiet tilhører den socialdemokratiske bevægelse, men det skal man nu ikke lægge så meget i, for Siumut har en meget pragmatisk og udogmatisk indstilling til politik, som deles af en trofast vælgerskare, der tilgiver det meste. Jeg plejer at sammenligne det med en fodboldklub, hvor fanskaren forbliver fans, uanset om holdet spiller godt eller dårligt.

En central skikkelse i partiet gennem alle årene er den tidligere formand og også tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen, der er en politisk begavelse uden sidestykke, men også et magtmenneske, der lever som en mudderål i politikkens intrigefyldte verden. Johansen er i dag formand for Inatsisartut, det grønlandske parlament.

Kim Kielsen
Han lægger i disse dage arm med Siumuts formand Kim Kielsen. Det er der ikke noget nyt i. Tidligere formand for Siumut, den nu partiløse Aleqa Hammond, fortalte sidste år, at så længe Lars Emil Johansen er i Siumut, vil der være udfordringer for partiets formand.

Årsagen til den nuværende krise er, at Kim Kielsen sidste år fyrede Lars Emils samlever Martha Lund Olsen fra posten som justits og familieminister i den grønlandske regering og i stedet indsatte regeringspartneren Inuit Ataqatigiits formand Sara Olsvig som ny minister - Naalakkersuisoq hedder det på grønlandsk.

Martha Lund Olsen
Kim Kielsen fyrede angiveligt Lund Olsen, fordi hun stille op til posten som borgmester i Nuuk - og Kielsen er notorisk modstander af dobbeltmandater. Men man kunne nu også godt få den mistanke, at han ikke brød sig om tanken om at nære en slange ved sin barm.

Noget er der sikkert om snakken, for Lars Emil Johansen har nu indledt en regulær krig mod Kim Kielsen, der i weekenden kulminerede med, at Kielsen udtalte: - Hvad skal man med fjender, når man har Lars-Emil?

Sara Olsvig
Det svækker naturligvis det grønlanske Landsstyre, at man sådan kævles indbyrdes i det ledende parti, og det fik så Sara Olsvig fra IA til at sige:

- Det vil klæde Formanden for Inatsisartut (LEJ) ikke at trække sit eget partipolitiske fnidder fnadder ind i det ellers så respektfulde hverv som formand for landets parlament.

Tonen er hård, så jeg konstaterer bare, at når elefanterne slås, er det svært at være mus. Og der skal nok være nogle mus i Siumut-baglandet, der fornuftigvis holder sig hullerne, for der kan snart være en ledig formandspost.

Spørgsmålet er, om Lars Emil Johansen endnu en gang trækker det lange strå - sådan som han har gjort gennem 38 år. Og det tør jeg klog af skade simpelthen ikke spå om, så politisk kommentator på TV2 News bliver jeg nok aldrig...

DF svigter danskheden

Danske kroner er en del af kulturarven
Danske kontanter trues af regeringen og
Dansk Folkeparti. Foto: Danmarks Nationalbank
Hvis folk er så sarte, at de ikke kan tåle, at Google kortlægger deres færden, når de bruger mobiltelefoner og ejpats, så kan de jo bare lade være med at bruge den slags legetøj og begynde at bruge hjernen igen.

Det var min umiddelbare reaktion, da Anja Philip fra Forbrugerrådet Tænk i forrige uge hidsede sig op over Google, fordi virksomheden indsamler viden om brugernes gøren og laden. Medierne åd historien råt – og satte Googles informationschef i gabestokken, selv om Google kun er et symptom og ikke årsagen til vore problemer med al for megen registrering.

Nu bryder jeg mig generelt ikke om folk af Anja Philips type, der åbenlyst står frem i fjernsynet og uden at blinke beskylder forbrugerne og almindelige mennesker for at være dumme og ikke forstå noget som helst. Men det er jo virksomheder som Forbrugerrådets egentlige raison d’etre, at jævne folk mister selvtilliden – og overlader styringen til mere eller mindre korrupte og egennyttige politikere og organisationer med højtbetalte eksperter ansat. Hvis folk selv forsvarer deres rettigheder, vil der næppe være et synderligt behov for hverken politikere eller eksperter.

Tilbage til sagen: Al den registrering ville slet ikke være noget problem, hvis forbrugerne havde et reelt valg og kunne vælge mobiler og ejpats fra og betale med kontanter i stedet for kreditkort og mobiltelefon. Det er desværre slut nu, for regeringen med erhvervsminister Brian Mikkelsen i spidsen og så af alle parter danskhedens vogter nummer 1, Dansk Folkeparti, har netop indgået et forlig om, at det nu bliver tilladt butikker i visse områder og på visse tidspunkter at nægte at modtage kontanter.

Det er første skridt på vej mod helt at afskaffe kontanterne – og dermed også berøve befolkningen muligheden for at betale uden at blive registreret.

Forliget svarer med Jacob Ludvigsens ord i Berlingske til, at man fjerner trappen, når man installerer en elevator. Det er dog de færreste husejere, der vil det. For trappen giver god motion – og så er den rar at have i tilfælde af brand.

Men det anfægter hverken regeringen eller Folketingets politikere. Vi skal med djævelens vold og magt tvinges til at bruge de digitale systemer – uanset at internettet bliver det første, som rammes, når der bliver brand. For digitale systemer, Dankort, mobiltelefoner og så videre er sårbare. Bare en lillebitte strømafbrydelse, så ligger samfundet i ruiner.

Vi savner stadig en forklaring på, hvad politikerne vil gøre, næste gang der bliver krig. En fjendtlig magt – uanset om det nu er russerne eller vore traditionelle modparter i krig, tyskerne og svenskerne  -  vil som en af de første fjendtlige handlinger temmelig sikkert sætte den internetbaserede infrastruktur ud af drift. Allerede nu ser det ud til, at fjendtlige hackere med få midler kan få systemet til at bryde sammen.

Og jeg køber ikke undskyldningen med, at brugen af kontanter kun skal afskaffes i visse kriminalitetstruede områder. At sådanne områder overhovedet findes, hænger mest af alt sammen med, at det danske politi ikke længere passer sit arbejde på grund af politireformer og resultatreformer, der har flyttet fokus fra befolkningens behov for tryghed til politichefernes behov for at få fyldt tegnebøgerne.

Desværre viser det sig, at vi ikke længere kan stole på politiet. Revisionen har netop taget ordensmagten i at fuske med udbudsreglerne – og den institution, der om nogen burde vogte lov og ret, har vist sig at have ledere, der næppe er i besiddelse af mere moralsk habitus end andre offentligt ansatte djøf-ledere.

Det er en udvikling, Brian Mikkelsen som tidligere justitsminister har været med til at fremskynde – og det er vel derfor, at han nu har så travlt med at pege en helt anden vej
Det er ikke befolkningens skyld, at vi visse steder har megen kriminalitet – og det er derfor hamrende uretfærdigt, at vi nu skal undgælde for politikernes forsyndelser. Vi fjerner ikke kriminalitet ved at gøre det sværere for tyvene. Kun effektivt opklaringsarbejde og hårde straffe hjælper – uanset hvad såkaldte eksperter måtte mene.

Kontanter og den danske krone er i øvrigt en del af vores danske identitet – og det undrer mig meget, at Dansk Folkeparti nu åbenlyst svigter danskheden. Så jeg håber, at Dansk Folkeparti vil tænke sig godt om og hoppe ud af forliget med regeringen. Det er næsten vort sidste håb som endnu frie borgere i et endnu relativt frit samfund. 

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 19. marts 2017.

fredag den 17. marts 2017

Nu dæmrer det

Et skær af mystik

Faste læsere af bloggen vil vide, at jeg har et lidt problematisk forhold til solopgange og -nedgange.

Jeg er bestemt ikke blind for øjeblikkets skønhed, når himlen farves rød, men for det første ser vi alt for mange mobilfotos af typen - og de er som regel overbelyste og temmelig uskønne set med fotograføjne, og for det andet synes jeg, at det måske er lidt for let bare at stille sig op og fotografere en rød himmel.

Men så må jeg nødvendigvis også komme med noget bedre og anderledes. Et godt bud var solopgangen onsdag morgen ved 6.45-tiden. Himlen var næsten ikke rød, for solen var dækket af skyer. Fem minutter efter solopgang skete der så det magiske, at solen begyndte at brænde igennem skyerne. Det gjorde det muligt at fotografere direkte mod solen - uden at billedet blev overbelyst. Og det gav et virkelig mærkeligt lys, der hyllede denne ellers daglige begivenhed ind i et skær af mystik.

Det, synes jeg, er lidt mere spændende end den traditionelle solopgang.

Billedet er taget fra enden af Gårdkærsvej lidt nord for Gjøl på vej til et tidligt morgenmøde i Aalborg.

tirsdag den 14. marts 2017

Hovedløse hejrer

Sssh - de sover...

Da jeg forleden passerede dæmningen, fik jeg øje på en flok hejrer, der stod og sov ude på fjorden. Det så egentlig lidt makabert ud, for de havde alle stukket hovedet ned mellem vingerne - og stod således ganske hovedløse langt ude i vandet.

Der var dog ingen fare på færde - snarere tværtimod - for på den lille grund i fjorden var hejrerne i sikkerhed for ræven.

De øvrige fotos er lidt opsamling fra den seneste uges tid, hvor det mest sikre forårstegn er, at sangsvanerne efterhånden er forsvundet - og der så bliver mere fokus på den faste bestand af ænder og blishøns.


søndag den 12. marts 2017

Ud på flisen, Karoline...

Atter en havedag

Lørdag aften fik jeg leveret et større læs flis, så søndag gik jeg i gang med bærhaven, som fik et fint, tykt lag flis, der gerne skulle holde to til tre år, inden jeg skal i gang med det igen. Det kostede sådan cirka en tredjedel af læsset. Resten skal ned til rhododrendronerne, men først skal der ryddes grundigt op i efeuen - og det bliver nok først om et par uger, for hele den kommende uge inklusive weekenden er booket til arbejde.

Samtidig fik jeg klippet brombær og hindbær, som så småt er begyndt at sætte blade, så det var i sidste øjeblik. Fidusen ved at klippe dem om foråret er, at bærsæsonen skubbes til sent på sommeren - og man får derfor færre orm i bærrene, så det er faktisk en rigtig god ide at være sent på den med det arbejde.

Rabarberne er også begyndt at spire op over jorden, men dem satte jeg nu lidt tilbage, for de fik et ordentligt læs kompost over sig. Det kan de sagtens tåle - og så bliver der ekstra krudt til små, smagfulde og saftige vinrabarber, som vi har. Rabarberne har vi fået fra mine forældre i sin tid - og de regnede ikke rigtig andre og større rabarber-sorter for noget. Så rigoristisk vil jeg nu ikke være, men jeg har det da fint med vinrabarberne, der i hvert fald dækker vort behov tidligt på sommeren. Skal vi have rabarber senere, har vi heldigvis gode naboer, der er leveringsdygtige i de store, almindelige grønstilkede rabarber.

Fuglekasser

Et redeligt projekt


Lørdag ryddede jeg lidt op på tømmerlageret og fandt en del brædderester. De blev omsat til fem fuglekasser, så de små vingede væsner kan få en redelig redeplads.

De fire af fuglekasserne er nu kommet op rundt på parcellen - og den femte er en forsinket julegave til lillesøster, der har masser af fugleplads ved sommerhuset i Doverodde.

Et lille housewarming-party blev det også til. Ikke med boblevand, som jeg plejer, men en glemt flaske ripasso fra Valpolicella - årgang 2009. Den fik i sin tid fem stjerner i Politiken, men det var nu  i sidste øjeblik, at den blev drukket, så det betragter jeg som en sand barmhjertighedsgerning.

lørdag den 11. marts 2017

Restemad

Fra rest til fest

Selv om der står rester på menuen, behøver det hverken være kedeligt eller biksemad...

Jeg havde lidt stegt lever til overs fra forleden. Den obligatoriske brune sovs og de bløde løg var spist for længst, og tilbage var bare nogle leverstykker lige til at lune på panden.

I stedet for den brune sovs ryddede jeg køleskabets grøntafdeling, hvor der lå et par gamle gulerødder, en gnalling selleri og et stort løg, som jeg brugte til en herlig urtesauce. Grøntsagerne blev skåret i tern og kogt til fond i en halv times tid sammen med en halv liter vand og et forsvarligt glas hvidvin. Fonden blev siet og reduceret til cirka det halve.

Så smeltede jeg en stor klat smør i en kasserolle og tilsatte en teskefuld maizena. Fonden blev tilsat under omrøring og på toppen en forsvarlig sjat fløde. Til slut smages saucen til med salt og peber. Det er bare så nemt - og smagen er helt fantastisk, fyldig og umamisk tenderende mod det sødmefyldte og med lidt syre fra hvidvinen.

Og så gad jeg ikke skrælle kartofler, så leveren blev fulgt af stegte, små vildmosekartofler. Kartoflerne koges med skræl cirka 12 minutter og vendes derefter på en pande med lidt rapsolie. Drys med salt, peber og forhåndenværende krydderurter.

Sådan får vi en fest ud af lidt rester her i huset...

fredag den 10. marts 2017

Første dag i haven

Jord under neglene

Fredag bød på solskin fra en næsten skyfri himmel. Krokussen spredte skamløst sine kronblade og gav humlebien adgang til livets nektar. Naturens kredsløb er i gang igen - som utallige år før på denne årstid.

Solen lokkede manden i haven til årets første legemsøvelser med haveredskaberne. Et par buske blev flyttet, hækken mod nord blev klippet, og blade revet sammen.

I ren begejstring bedyrede jeg, at vi aldrig tidligere havde været i haven så tidligt på sæsonen. Men desværre - eller rettere heldigvis - har vi bloggen. Dagbogen, hvor det meste noteres og skrives ned.

Og bloggen viser, at vejret i år er sådan cirka som sidste år - og forrige år. Faktisk skal vi helt tilbage til 2013, hvor det var rigtig koldt helt ind i midten af april. Dengang var vi næsten en måned bagefter, men ellers var fredagens sol og havearbejde ganske normalt.

Normalt eller unormalt; så var det under alle omstændigheder dejligt at få jord under neglene. En skøn tid venter forude.

Traner i mosen

Forårsfornemmelser

Da dagen dæmrede torsdag morgen hørte jeg stærenes gadedrengefløjt for første gang i år. Det er et sikkert tegn på forår.

Da jeg senere på dagen havde et møde i Aalborg, kunne jeg ikke lade være med at slå et slag forbi Lille Vildmose på vej hjem. Måske var det også forår her.

Det var nu ikke fordi det bød på det helt store. En elg i det fjerne og så de sædvanlige rådyr.

Men netop som jeg havde besluttet at vende næsen hjemover, fik jeg øje på et par traner ikke langt fra vejen. Og sandelig om ikke der gik et par mere lidt længere væk.

Tranerne tog fotografen med ophøjet ro og rodede videre i jorden efter føde. For mit eget vedkommende havde jeg lidt svært ved at tage den med ro. Jeg blev ramt af bukkefeber, for det var det tætteste, jeg nogensinde har været en af Danmarks største fugle. Sådan cirka 20 - 30 meter. Desværre generede det høje græs, selv om en trane måler godt en meter i højden.

På vejen hjem mødte jeg for resten også et par strandskader nede ved dæmningen. Det er også et umiskendeligt forårstegn - så nu begynder sæsonen for fuglefoto for alvor...



onsdag den 8. marts 2017

Sorte fasaner

Det nye sort i jagt

Her er den så: En vaskeægte sort fasan.
Tirsdag kom jeg forbi Ryå ved Birkelse Hovedgård. I hjørnet af en majsmark ved et lille krat myldrede det med fasaner.

Det er der for så vidt ikke noget mærkeligt i, for godset driver en omfattende jagtvirksomhed og sætter derfor fasaner ud. Men det var første gang, jeg kom på skudhold af en sort fasan. Jeg har den seneste tid bemærket, at de sorte fasaner er blevet mere almindelige på egnen - og har længe overvejet at skrive en artikel om fænomenet, men mangel på fotos har holdt mig tilbage.

Artiklen må vente, for billederne er ikke helt gode. Krattet var for tæt til ordentlige fotos, men nu er jeg da på vej...
Normalt blander fasankokkene sig ikke med hunnerne, men
netop nu er det ynglesæson, så de fine fornemmelser er lagt på hylden.
Her er en normalt udseende fasankok. Bemærk de to
 hunner i baggrunden. Det er camouflagekunst på højt plan.

tirsdag den 7. marts 2017

Messerschmitt fundet ved Birkelse

Skoleelev med metaldetektor fandt styrtet fly

Tysk kram. Motoren fra det styrtede fly er næsten uskadt.
Daniel måtte udtale sig til adskillige medier i dag.
Krigens gru kom uhyggeligt tæt på for den 14-årige Daniel Rom Kristiansen fra Birkelse, da han skulle skrive en opgave om anden verdenskrig til skolen. På familiens marker fandt han nemlig resterne af et tysk jagerfly og den dræbte pilot.

Mens Daniel arbejdede på skoleopgaven, gik han sammen med sin far ud på familiens marker for at finde rester fra et fly, som deres bedstefar havde fortalt styrtede tæt på gården i november 1944. Umiddelbart efter styrtet dukkede tyskerne op, og man regnede derfor med, at der var ryddet op.

Men Daniel fandt adskillige metalstumper med sin metaldetektor. Med en gummiged begyndte familien at grave og fandt flyet i syv meters dybde. Her dukkede der også ligrester op mellem vragdelene, og politiet blev tilkaldt.

Politiet har spærret findestedet af.
Derfor blev marken, der tidligere var mose, spærret af politiet her til morgen, så man kan få samlet resterne af piloten sammen. Desuden blev bomberydderne fra Skive tilkaldt for at undersøge, om der eventuelt er ammunition tilbage.

Der er derfor ingen adgang til selve fundstedet, men Daniel og hans familie havde forinden blandt andet fundet motoren, et halehjul og flere maskingeværer fra vraget. Tingene er samlet i familiens lade, hvor pressen tirsdag formiddag fik adgang til at fotografere effekterne.

TV2 oplyste her til middag, at der er tale om et træningsfly af typen Messerschmitt Bf-109.

Flytypen var en af tyskernes foretrukne og gav blandt andet englænderne stor modstand under slaget om England. Bf-109 var et ensædet jagerfly, og der blev fremstillet over 35.000 eksemplarer under krigen.

Fundet af det tyske fly er lidt af en sensation, og det blev straks lidt af tilløbsstykke for medierne med TV2-News i spidsen med nyhedshelikopteren - og selvfølgelig med Dovregubben som den berømte rosin i pølseenden.
Et af flyets hjul.
Ude til højre ses en del af bevæbningen.
Messerschmitt Bf-109.
Stort medieopbud i Birkelse.

mandag den 6. marts 2017

V for Villy

Når mediefolk fejrer sig selv

Læserne har måske bemærket, at der de seneste dage har været stille på bloggen. Det beklager jeg, men jeg har været optaget "anderswo...".

Lørdag var der nemlig generalforsamling i Kreds 6 under Dansk Journalistforbund. Her sidder jeg i bestyrelsen og var således også medarrangør af Maren-festen, der fulgte generalforsamlingen, og som er en festlig sammenkomst for nordjyske mediefolk. Under festen overrækkes Maren, som er de nordjyske mediefolks hæder til en kollega, der har gjort det godt.

Årets pris gik til Mogens Jørgensen fra TV2-Nord for en TV-serie om serie 6-holdet fra Ulsted, der ikke spiller for at vinde, men alligevel finder stor fornøjelse ved samværet på holdet.

Der er helt sikkert nogen, som mener, at netop Mogens Jørgensen er et kontroversielt valg. Han er jo mest kendt for hyggelige programmer med såkaldt almindelige mennesker. Personligt mener jeg, at det er et godt og modigt valg. der påskønner en TV-medarbejder, der har respekt for sine medvirkende og deler deres glæde over hverdagen og den daglige dont fjernt fra Københavns dagsordensættende og selvoptagne mediekarrussel.

Som altid ved den slags begivenheder, hvor jeg deltager som deltager, har jeg ingen fotos, men til gengæld har jeg valgt at illustrere historien med et "diplom", som kredsen overrakte formanden gennem otte år, Villy Dall, der trådte tilbage fra formandsposten.

Diplomet var egentlig blot ment som et takkekort, men da jeg blandt en række fotos af Villy Dall så Tove Kochs foto af en V-tegns-visende formand på en af de lange gange i EU-parlamentet i Strasbourg, var ideen der selvfølgelig til et diplom med temaet "V for Villy".

I gabestokken

Ingen er fejlfri

Det måtte jo ske. Med en samlet daglig produktion af tekst svarende til fire til fem A4-sider må det nødvendigvis på et tidspunkt gå galt for bloggens ydmyge forfatter.

Det skete forrige mandag, hvor jeg var ophavsmand til et bestilt indlæg i Nordjyske Stiftstidende. I teksten ville jeg gerne udtrykke, at noget var i gære, men jeg sprang over, hvor gærdet er højest, så gæren blev desværre til et gærde.

Fejlen blev desværre ikke opdaget af hverken mig selv eller avisens ellers dygtige medarbejdere, men til gengæld sprang den i øjnene på min gode blogger-kollega og skolekammerat Per Lyngby, der ikke var sen til hovere. Det er han i sin gode ret til, for jeg holder mig bestemt ikke tilbage, når andre laver fejl.

I dag må jeg så også se mig udstillet på bagsiden af Nordjyskes første sektion, hvor den slags fejl stilles til offentlig beskuelse i rubrikken "Jamen, det stod der...".

Fejlen kan ikke undskyldes, men en forklaring er der, for naturligvis kender jeg forskel på gærde og gære. Desværre sker der det, når man som jeg skriver blindskrift, at der ikke er forbindelse til hjernen. Blindskrift er en teknik til at skrive hurtigt, og hvor fidusen netop er, at man ikke bruger hjernen, for den er et forsinkende mellemled. Så fingrene skriver lydskrift - og ikke retskrivning. Sådan er det, og derfor er det naturligvis vigtigt at læse omhyggelig korrektur. Og det skete altså ikke i det konkrete tilfælde.

Men ingen er som bekendt fejlfri. Heller ikke Nordjyskes sprogredaktør, Ove Nørhave, der i dagens citat i "Jamen, det stod der..." fra mandagens køkkenskriverier citerer mig og har glemt et "t" i enden af "voldsom". Så nu står der vel 1-1?

Stille radio

Slut med Hans Otto

Foto: DR Type 1/Bjarne Bergius Hermansen
Tirsdag den 28. februar var det slut med Hans Otto Bisgaard som en fast del af bloggerens og sandsynligvis en stor del af familien Danmarks morgenritual.

For mit personlige vedkommende betyder det sikkert også, at radioen bliver mere stille, selv om det egentlig var den stille radio, der var Hans Ottos speciale i programmet Godmorgen Danmark. Programmet har i årevis kørt på P4 og P5 i den stille time mellem fem og seks; det tidspunkt, hvor natholdet går i seng, og morgenfolkene vågner.

Stille radio var nemlig Bisgaards speciale. Han har en helt unik evne til blidt og roligt at tale sig ind i hjerterne på morgenstarterne. Et godt musikvalg af overvejende ældre popmusik og en behagelig blød stemme med i øvrigt ikke al for meget overflødig snak gjorde dagens begyndelse til en god oplevelse.

Godmorgen Danmark programmet stod i grel modsætning til dagens norm i Danmarks Radio, hvor de fleste programmer er styret af et computergenereret musikvalg kaldet powerplay inspireret af musikbranchens nyeste salgsønsker og med talende papegøjer som studieværter. Som regel unge mennesker uden livserfaring og uden noget særligt på hjerte - bortset fra en usigelig selvglæde ved at få landets mest lyttede mikrofoner stillet til rådighed på licensbetalernes regning.

Indrømmet - jeg havde våde øjne, da Hans Otto for sidste gang var i æteren tirsdag morgen. Men til det sidste leverede han varen med gode og elskede musiknavne som Elvis, Billy Preston, Beatles og slet ikke at forglemme Booker T & The MG's. Og så selvfølgelig dagens højdepunkter med et citat til dagen og vejen og Naturkalenderen med et aktuelt indslag fra det derude - og naturens cirkulerende gang er efter min mening bedre radiostof end alverdens krige og ulykker.

Morgenerne bliver aldrig de samme herefter. Bisgaards afløser på programmet er Julie Bundgaard. Hun er bestemt ikke uden evner, men i lighed med andre radioværter holder hun meget af at sniksnakke om sig selv.

Fremover vil jeg være at finde på P5. For Godmorgen Danmark er strøget fra den digitale kanal. Godt det samme for i stedet er kanalens natmusik forlænget med en time. Det er ren jukeboks uden forstyrrende studieværter. Det forekommer mig med det aktuelle musikvalg at være den bedste afløser for Hans Otto Bisgaard.

Med Hans Otto Bisgaards afgang er et væsentligt argument for en licensen og mediemastodonten DR forsvundet.

fredag den 3. marts 2017

Ølands-tærte

Nyt fra bagværkets overdrev

Jeg har kreeret en ny kage. Den smager slet ikke så ringe, så jeg har døbt den Ølands-tærte...

Det begyndte egentlig med, at jeg lige skulle snakke med fruen i huset, der i modsætning til mig ser fjernsyn. På skærmen var der en eller anden klaphat, som var i gang med at lave fyldte chokolader med, oh rædsel, nougat og chili.

I bunden af Ølands-tærten lægges et halvt stykke
 After Eight og en teske kagecreme.
I min begrænsede verden kan chili altså ikke bruges til andet end chili con carne, men vi faldt i snak om problemet, og jeg bekendtgjorde, at hvis jeg nogensinde skulle lave fyldte chokolader, så blev det mere traditionelt med for eksempel marcipan og pebermynte. Snakken gik videre - og pludselig var ideen der til en helt ny kage, som jeg altså kalder Ølands-tærte.

Jeg begyndte med at røre en universaldej på 250 gram mel, 175 gram smør, 50 gram sukker og to æggeblommer. Det hele æltes med hænderne, til den er fin og glat og sættes til side, mens den sætter sig lidt.

Imens lavede jeg en gang kagecreme.Start med at flække en vanillestang og bland kornene godt med 15 gram sukker. Rør et æg og to teskefuld maizena i sukkerblandingen. Herefter varmer man en kvart liter mælk til kogepunktet, men det må endelig ikke koge. Det hældes under omrøring sammen med de øvrige ingredienser. Herefter skal hele blandingen tilbage på komfuret og varmes igennem under stadig omrøring, til det tykner.

Til sidst lavede jeg en crumpledej med marcipan. Cirka 75 gram mel, 75 gram flormelis, 100 gram smør og 150 gram marcipan. Det æltes sammen til en blød dej.

Herefter rullede jeg grunddejen ud i 12 små cirkler, som jeg placerede i en muffinform, så dejen danner små skåle. I bunden af skålen kom jeg et halvt stykke After Eight og en teske kagecreme.

Herefter rullede jeg marcipandejen ud i cirka 1/2 cm tykkelse og stak 12 stykker ud, som jeg placerede som låg på tærterne, som jeg lukkede ved at bukke kanten let ned.

På toppen af den brandvarme kage placeres
 et stykke After Eight, som smelter.
Det røg herefter i ovnen. 200 grader uden varmluft i cirka 15 minutter - og her skal man altså passe på, for det går lige pludselig lynhurtigt med bruningen på grund af det høje sukkerindhold i marcipandejen.

Da jeg havde taget tærterne ud af ovnen, placerede jeg et stykke After Eight på hver, mens de endnu er brændvarme. Chokoladen smelter - og det ser ret lækkert ud...

Når tærterne er kølet af, er de klar til servering. Jeg ser for mig, at de kan bruges som tilbehør til en frugtdessert - eller måske til eftermiddagskaffen i stedet for Othelloen.

Men prøv det. Det smager altså godt...

P.s. Bundene havde ikke taget megen farve - og næste gang bager jeg dem 10 minutter, inden jeg samler tærterne.

torsdag den 2. marts 2017

Mit glemte Jylland

Og ravnene skrige ved Karup å

Onsdag eftermiddag var jeg til et møde i Aalborg, og om aftenen holdt jeg foredrag i Herning. De to begivenheder lå så tilpas tæt i kalenderen, at det ikke gav mening at køre hjem i mellemtiden, men omvendt gav det mig tid til stille og roligt at køre mod Herning.

Det blev lidt af en øjenåbner. Som sædvanligt var det kun med besvær, at jeg kom igennem Viborgs omfattende net af ringveje og rundkørsler i megastørrelse. På mit indre kort ser Viborg stadig ud, som byen gjorde i halvfemserne - og jeg har svært ved at forliges med al det vokseværk og laven om, der er foregået, mens jeg boede i Grønland og Norge.

Men efter Viborgs trængsler fulgte så en herlig tur mod Herning over Karup. Det er cirka 30 år siden, at jeg har kørt den tur sidst - og jeg havde helt glemt, hvor smuk turen forbi Hald Ege og Dollerup Bakker er. Det er faktisk mit glemte Jylland, og vi skal helt sikkert på udflugt til den egn på et tidspunkt. Jeg er ret sikker på, at fruen også vil glæde sig over de krogede ege og de pittoreske barakker ved Hald - og Dollerup bakker lader jo ikke den grønlandske natur meget tilbage i sit ellers noget begrænsede format.

I øvrigt er Herning for en halvgammel mand også noget besværlig i trafikal henseende, men forinden nåede jeg lige en power-nap på en rasteplads i plantagen ved Flyvestation Karup, mens solen gik ned. Det var også et smukt syn, selv om jeg forinden havde spejdet forgæves efter den Draken, der i gamle dage tronede foran flyvestationen. Den er vistnok rustet op, og tilbage står kun fundamentet. Sic transit gloria mundi...