onsdag den 29. marts 2017

Poor lonesome cowboys

Helikopter-æstetik

På vejen hjem i eftermiddags lagde jeg lige turen forbi det militære skydeterræn ved Tranum for at få et par helo-skud. Lyset var fint, men ellers var det lidt småkedeligt, hvor jægerne og heloerne trænede de samme momenter igen og igen.

Så jeg kørte hjemover - godt tilfreds med en stak billeder af den slags, flynørder kan se på, men som ikke fortalte den helt vilde historie og næppe interesserer den almindelige læser.

Mens jeg tyggede lasagnen i mig, bemærkede jeg, at solnedgangen var af den røde model - og oppe i hovedet dannede sig et billede med helikoptere i aftenrøden. Lonesome cowboys der rider ud i aftensolen. Et tjek i almanakken bekræftede, at med lidt held kunne det lade sig gøre, og så var der ikke andet at gøre end at smutte til Tranum en gang til.

Det lykkedes, så bloggens læsere må bære over med endnu en billedhistorie med masser af helikoptere. Men i morgen er det slut, for der skal jeg fotografere spejdere i Aalborg, så det bliver en helt anden historie. A' garanterer...






tirsdag den 28. marts 2017

Trængsel foran kroen

Mænd og maskiner

Hvilken kaffe byder du uventede gæster? Sådan lød det en gang i reklamerne for Gevalia, og det spørgsmål kunne værten på Gjøl Kro stille sig selv tirsdag aften, da pladsen foran kroen blev invaderet af fire Fennec-heloer og en Merlin EH-101 ude på reden. Og det vel at mærke i en by, hvor man næppe kan opdrive en taxa om aftenen!

Også kajakroerne på fjorden fik uventede gæster.
Det var Jægerkorpset og frømændene, der trænede den gode gamle hoppe-i-vandet-fra--helikopter-sport. A jolly good sport, ville englænderne nok sige. En kendsgerning er det, at specialstyrkerne hyggede sig på pladsen foran Gjøl Kro.

Jeg havde sikret mig en god plads yderst på molen, hvor jeg normalt fotograferer edderfugle - og så var det ellers bare med at få taget nogle fotos og ind i mellem ind i bilen for at varme fingrene i den noget kolde og blæsende aften.

Når man hopper i vandet fra en helikopter, må
det være betryggende at vide, at der selvfølgelig er
 en redningskrans på havnen.
Det blev også til lidt hyggesnak med nogle af piloterne. I de kredse er det bestemt en fordel at have en historie eller to med fra Grønland. Men det var altså også i dagens sidste time - og til sidst var der simpelthen for lidt lys.

Men jeg klør på igen i morgen, hvis jeg ellers får tid. Jeg skal holde foredrag i Sæby, men bagefter har jeg nu tænkt mig at køre forbi skydefeltet i Tranum, hvor man angiveligt fortsætter den militære træning onsdag.


Trængsel på parkeringspladsen.
Han tog natflyveren hjem...
Så er'et u...



søndag den 26. marts 2017

Sort sol i Vildmosen

Øv, øv og atter øv

Vi havde for flere dage siden besluttet, at vi lørdag aften ville tage en tur til Lille Vildmose for at se sort sol. Netop i disse dage kulminerer forårsversionen af det store stæretræk nemlig - og det har ikke skortet på fantastiske billeder på Facebook.

Men det viste sig altså, at netop lørdag var en ualmindelig dårlig dag med det mest møgede lys, jeg længe har set. Det begyndte ellers meget godt med sol i haven og forårsstemning, men ved 15-tiden trak store, tunge, grå skyer ind over landet - og allerede inden solnedgang var det halvmørkt.

Så da stærene gik på vingerne ved 18.30 tiden var lyset måske nok til at se, hvad der foregik, men det var ikke ligefrem til et fotografisk skønmaleri og i det hele taget en skuffelse, så vi vendte næsen hjemover, allerede inden stærene var gået til ro.

Seneftermiddagens dystre halvmørke sammen med en noget kold vind gjorde i det hele taget den lange tur til Vildmosen til lidt af et tvivlsomt foretagende. Fugle var der praktisk taget intet af, men vi fik da et glimt af drukfældig elg og en flot rudel rådyr, inden lyset helt forsvandt.

lørdag den 25. marts 2017

Et glimt af dyrelivet

Dådyrene i skovbrynet

Dette billede var det tætteste, jeg kom på en stjernesession med dådyrene.
Under fredagens fototur rundt i distriktet fik jeg øje på et dyr, der gik inde mellem træerne i en lille plantage ved Ålested.

Det var sådan set rent held, at jeg opdagede dyret - camofleret og farvetilpasset som det er. Det var kun bevægelsen, der afslørede det.

Ved nærmere eftersyn viste det sig oven i købet, at der var to dyr. Det var dådyr. Agterspejlets karakteristiske sorte mønster talte sig tydelige sprog. Der stod med tydelig sort skrift 111 på bagdelen - og så er det dådyr.

Jeg brugte et kvarters tid på dådyrene, for jeg håbede, at de måske ville komme ud på marken. Vinden var imod mig, så der var da en chance. Men dengang ej. Til sidst luntede de lige så stille længere ind i skoven - og væk var de. Ikke noget stjernefoto denne gang.
Det første glimt. Det er med at have øjnene med sig. Bemærk
 i øvrigt dådyrets karakteristisk pletter på siden.
Med lidt god vilje ligner dådyrets sorte mønster på agterspejlet et 111-tal.

fredag den 24. marts 2017

Tidlig skestork

14 dage før normalt

Årets første skestork - og en bonushejre.
Så er skestorken ankommet til Ulvedybet. Det skete for et par dage siden, men det var først i dag, at jeg fik syn for sagn.

Det var en enlig skestork, der stod og fiskede på saltvandssiden af dæmningen, der blev årets første i kameraet. Den er flot dekoreret med ringmærker på benene, så mon ikke det er en gammel kending?
Det er tidligt, at vi ser skestorke i år. Normalt plejer de først at være her sådan cirka omkring min fødselsdag - og det er der næsten 14 dage til.

Ellers er det mest gæssene, vi ser i øjeblikket. Egnen domineres af kæmpemæssige flokke af gæs, som er ved at spise sig en pukkel til inden forårstrækket. Jeg fangede lige en flok bramgæs i flugten - og fik også to bramgæs på dagens bedste billede på en dejlig forårsdag.
Dagens bedste billede: To bramgæs.
Masser af gæs...
...Og en enlig krikand på Ulvedybets spejlblanke vand.

onsdag den 22. marts 2017

Små spirer

Rabatmærker med liv i

På bare ti timer voksede salaten med en centimeter.
Bilka og Føtex har fået den glimrende ide at erstatte rabatmærkerne her i marts med små samlebokse med frø til sommerhaven.

Ideen er vist nok rettet særligt mod børn, der ofte ellers tilbydes Disneykort og andet flimmerglimmer, men på trods af fremskreden alder har vi også her i huset taget ideen til os. Det er en oplagt chance til at prøve nogle nye plantesorter og et supplement til det traditionelle plantehold - og så er det jo meget sjovt her i det spirende forår at følge de spirende planter.

For det går stærkt - faktisk hurtigere end jeg lige havde forestillet mig. Jeg plantede de små potter i en foliebakke søndag, og allerede i dag er der tydelige tegn på liv. I morges var der intet at se, men efter en lun dag i baren er de første salatplanter allerede begyndt at spire frem. En halv til en hel centimeter i løbet af en dag; det er trods alt noget, der gør det sjovt at følge.

Så vi leger med på den glimrende ide - og kan allerede nu se frem til både salat, tomater, peberfrugt, radiser, dild og timian fra de levende rabatmærker...

(For en god ordens skyld: Artiklen er ikke sponsoreret!)
De små frøbokse har fået en plads i solen i baren,
så vi kan følge væksten i løbet af dagen.
Vi ser frem til tidlig rucola af egen avl.

mandag den 20. marts 2017

Uglen i mosen

Dagens (f)ugle

Mit livs første foto af en mosehornugle...
Godt vejr og forårsjævndøgn var anledningen til årets første rigtige fototur til Ulvedybet, hvor ænderne dominerer billedet, efter at sangsvanerne har forladt landet.

Det blev også til et et par fotos, men dog ikke det helt store, så jeg vendte næsen hjemefter ved otte-tiden. Jeg spottede ude i strandengen, hvad jeg umiddelbart regnede med var en musvåge. De plejer at være vagtsomme og flyve straks, man retter kameraet mod dem, men det skulle da lige have en chance, selv om det var mod solen.

Men hovsa, da jeg stillede skarpt, opdagede jeg, at det var en ugle, der i øvrigt heller ikke gad lege med mig, så det blev kun til et par billeder, inden den fornærmet lettede og fløj sin vej over mod Ølandskov.

Da jeg kom hjem og fik billederne i pc'en, var det gode dokuskud, men de holder næppe til en konkurrence, for modlyset er for voldsomt. Jeg har behandlet billederne i Photoshop, så de i det mindste kan bruges på bloggen.

Uglen er for resten en sjælden en af slagsen, viser det sig. Jeg kunne ikke umiddelbart bestemme den - og har fået hjælp af både Christina og Hans, der begge bekræfter, at det er en mosehornugle. Der skulle angiveligt være set flere mosehornugler i Nordjylland de seneste dage.

Det gør mig lidt stolt af modlysbillederne, for DOF-siden oplyser blandt andet, at mosehornuglen  er en meget sjælden, spredt forekommende ynglefugl på strandenge, hedemoser, i ådale og på mindre øer. De mest regelmæssige ynglepladser findes i det sydvestlige Jylland.

Så blev denne mandag også en god dag - allerede fra begyndelsen.
Desværre gad mosehornuglen ikke lege...
Der er masser af krikænder. Her ser vi tydeligt krikandefars gule agterspejl.
Og her ser vi tydeligt forskellen i størrelse mellem krikand og gråand.
Hvinanden lettede ben under morgenbadet.
Sangsvanerne er nu fløjet. Tilbage har vi masser af knopsvaner.

Grønlandsk politik på fem minutter

Hvad skal man med fjender, når man har Lars-Emil?

Lars Emil Johansen i sine velmagtsdage
 i midten af halvfemserne.
Det er svært at spå - og især om fremtiden, som Storm P bemærkede.

Jeg bliver næppe nogensinde politisk iagttager af typen, der skråsikkert udtaler sig på TV2 News om en hvilken som helst stor eller lille begivenhed på basis af et enkelt citat - og som fortsætter uanfægtet med skråsikkerheden dagen efter, uanset at det altså ikke lige gik, som forventet - eller uanset at spådommen var så letkøbt, at alle kunne se det komme.

Ikke desto mindre ytrer jeg mig gerne politisk. Med den spirende alderdoms store erfaring har jeg ingen problemer med at se, hvordan samfundet bliver skamredet af uduelige politikere og et politisk system, der måske nok er demokratisk, men også selvdestruktivt. Faktisk har vi i min generation en forpligtelse til at dele vores erfaringer, så unge, umodne politikere uden andet end skole og universitet som baggrund ikke leder landet i uføre.

Men en ting holder jeg mig fra - og det er grønlandsk politik. Det kører i sine egne cirkler, som jeg på trods af 14 års ophold i landet aldrig vil spå om.

Siden Grønland fik hjemmestyre i 1979 har partiet Siumut spillet en afgørende rolle, og partiet har bortset fra en kort periode 2009-2013 været med i alle grønlandske regeringer og leveret formanden for landsstyret. Partiet tilhører den socialdemokratiske bevægelse, men det skal man nu ikke lægge så meget i, for Siumut har en meget pragmatisk og udogmatisk indstilling til politik, som deles af en trofast vælgerskare, der tilgiver det meste. Jeg plejer at sammenligne det med en fodboldklub, hvor fanskaren forbliver fans, uanset om holdet spiller godt eller dårligt.

En central skikkelse i partiet gennem alle årene er den tidligere formand og også tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen, der er en politisk begavelse uden sidestykke, men også et magtmenneske, der lever som en mudderål i politikkens intrigefyldte verden. Johansen er i dag formand for Inatsisartut, det grønlandske parlament.

Kim Kielsen
Han lægger i disse dage arm med Siumuts formand Kim Kielsen. Det er der ikke noget nyt i. Tidligere formand for Siumut, den nu partiløse Aleqa Hammond, fortalte sidste år, at så længe Lars Emil Johansen er i Siumut, vil der være udfordringer for partiets formand.

Årsagen til den nuværende krise er, at Kim Kielsen sidste år fyrede Lars Emils samlever Martha Lund Olsen fra posten som justits og familieminister i den grønlandske regering og i stedet indsatte regeringspartneren Inuit Ataqatigiits formand Sara Olsvig som ny minister - Naalakkersuisoq hedder det på grønlandsk.

Martha Lund Olsen
Kim Kielsen fyrede angiveligt Lund Olsen, fordi hun stille op til posten som borgmester i Nuuk - og Kielsen er notorisk modstander af dobbeltmandater. Men man kunne nu også godt få den mistanke, at han ikke brød sig om tanken om at nære en slange ved sin barm.

Noget er der sikkert om snakken, for Lars Emil Johansen har nu indledt en regulær krig mod Kim Kielsen, der i weekenden kulminerede med, at Kielsen udtalte: - Hvad skal man med fjender, når man har Lars-Emil?

Sara Olsvig
Det svækker naturligvis det grønlanske Landsstyre, at man sådan kævles indbyrdes i det ledende parti, og det fik så Sara Olsvig fra IA til at sige:

- Det vil klæde Formanden for Inatsisartut (LEJ) ikke at trække sit eget partipolitiske fnidder fnadder ind i det ellers så respektfulde hverv som formand for landets parlament.

Tonen er hård, så jeg konstaterer bare, at når elefanterne slås, er det svært at være mus. Og der skal nok være nogle mus i Siumut-baglandet, der fornuftigvis holder sig hullerne, for der kan snart være en ledig formandspost.

Spørgsmålet er, om Lars Emil Johansen endnu en gang trækker det lange strå - sådan som han har gjort gennem 38 år. Og det tør jeg klog af skade simpelthen ikke spå om, så politisk kommentator på TV2 News bliver jeg nok aldrig...

DF svigter danskheden

Danske kroner er en del af kulturarven
Danske kontanter trues af regeringen og
Dansk Folkeparti. Foto: Danmarks Nationalbank
Hvis folk er så sarte, at de ikke kan tåle, at Google kortlægger deres færden, når de bruger mobiltelefoner og ejpats, så kan de jo bare lade være med at bruge den slags legetøj og begynde at bruge hjernen igen.

Det var min umiddelbare reaktion, da Anja Philip fra Forbrugerrådet Tænk i forrige uge hidsede sig op over Google, fordi virksomheden indsamler viden om brugernes gøren og laden. Medierne åd historien råt – og satte Googles informationschef i gabestokken, selv om Google kun er et symptom og ikke årsagen til vore problemer med al for megen registrering.

Nu bryder jeg mig generelt ikke om folk af Anja Philips type, der åbenlyst står frem i fjernsynet og uden at blinke beskylder forbrugerne og almindelige mennesker for at være dumme og ikke forstå noget som helst. Men det er jo virksomheder som Forbrugerrådets egentlige raison d’etre, at jævne folk mister selvtilliden – og overlader styringen til mere eller mindre korrupte og egennyttige politikere og organisationer med højtbetalte eksperter ansat. Hvis folk selv forsvarer deres rettigheder, vil der næppe være et synderligt behov for hverken politikere eller eksperter.

Tilbage til sagen: Al den registrering ville slet ikke være noget problem, hvis forbrugerne havde et reelt valg og kunne vælge mobiler og ejpats fra og betale med kontanter i stedet for kreditkort og mobiltelefon. Det er desværre slut nu, for regeringen med erhvervsminister Brian Mikkelsen i spidsen og så af alle parter danskhedens vogter nummer 1, Dansk Folkeparti, har netop indgået et forlig om, at det nu bliver tilladt butikker i visse områder og på visse tidspunkter at nægte at modtage kontanter.

Det er første skridt på vej mod helt at afskaffe kontanterne – og dermed også berøve befolkningen muligheden for at betale uden at blive registreret.

Forliget svarer med Jacob Ludvigsens ord i Berlingske til, at man fjerner trappen, når man installerer en elevator. Det er dog de færreste husejere, der vil det. For trappen giver god motion – og så er den rar at have i tilfælde af brand.

Men det anfægter hverken regeringen eller Folketingets politikere. Vi skal med djævelens vold og magt tvinges til at bruge de digitale systemer – uanset at internettet bliver det første, som rammes, når der bliver brand. For digitale systemer, Dankort, mobiltelefoner og så videre er sårbare. Bare en lillebitte strømafbrydelse, så ligger samfundet i ruiner.

Vi savner stadig en forklaring på, hvad politikerne vil gøre, næste gang der bliver krig. En fjendtlig magt – uanset om det nu er russerne eller vore traditionelle modparter i krig, tyskerne og svenskerne  -  vil som en af de første fjendtlige handlinger temmelig sikkert sætte den internetbaserede infrastruktur ud af drift. Allerede nu ser det ud til, at fjendtlige hackere med få midler kan få systemet til at bryde sammen.

Og jeg køber ikke undskyldningen med, at brugen af kontanter kun skal afskaffes i visse kriminalitetstruede områder. At sådanne områder overhovedet findes, hænger mest af alt sammen med, at det danske politi ikke længere passer sit arbejde på grund af politireformer og resultatreformer, der har flyttet fokus fra befolkningens behov for tryghed til politichefernes behov for at få fyldt tegnebøgerne.

Desværre viser det sig, at vi ikke længere kan stole på politiet. Revisionen har netop taget ordensmagten i at fuske med udbudsreglerne – og den institution, der om nogen burde vogte lov og ret, har vist sig at have ledere, der næppe er i besiddelse af mere moralsk habitus end andre offentligt ansatte djøf-ledere.

Det er en udvikling, Brian Mikkelsen som tidligere justitsminister har været med til at fremskynde – og det er vel derfor, at han nu har så travlt med at pege en helt anden vej
Det er ikke befolkningens skyld, at vi visse steder har megen kriminalitet – og det er derfor hamrende uretfærdigt, at vi nu skal undgælde for politikernes forsyndelser. Vi fjerner ikke kriminalitet ved at gøre det sværere for tyvene. Kun effektivt opklaringsarbejde og hårde straffe hjælper – uanset hvad såkaldte eksperter måtte mene.

Kontanter og den danske krone er i øvrigt en del af vores danske identitet – og det undrer mig meget, at Dansk Folkeparti nu åbenlyst svigter danskheden. Så jeg håber, at Dansk Folkeparti vil tænke sig godt om og hoppe ud af forliget med regeringen. Det er næsten vort sidste håb som endnu frie borgere i et endnu relativt frit samfund. 

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 19. marts 2017.

fredag den 17. marts 2017

Nu dæmrer det

Et skær af mystik

Faste læsere af bloggen vil vide, at jeg har et lidt problematisk forhold til solopgange og -nedgange.

Jeg er bestemt ikke blind for øjeblikkets skønhed, når himlen farves rød, men for det første ser vi alt for mange mobilfotos af typen - og de er som regel overbelyste og temmelig uskønne set med fotograføjne, og for det andet synes jeg, at det måske er lidt for let bare at stille sig op og fotografere en rød himmel.

Men så må jeg nødvendigvis også komme med noget bedre og anderledes. Et godt bud var solopgangen onsdag morgen ved 6.45-tiden. Himlen var næsten ikke rød, for solen var dækket af skyer. Fem minutter efter solopgang skete der så det magiske, at solen begyndte at brænde igennem skyerne. Det gjorde det muligt at fotografere direkte mod solen - uden at billedet blev overbelyst. Og det gav et virkelig mærkeligt lys, der hyllede denne ellers daglige begivenhed ind i et skær af mystik.

Det, synes jeg, er lidt mere spændende end den traditionelle solopgang.

Billedet er taget fra enden af Gårdkærsvej lidt nord for Gjøl på vej til et tidligt morgenmøde i Aalborg.

tirsdag den 14. marts 2017

Hovedløse hejrer

Sssh - de sover...

Da jeg forleden passerede dæmningen, fik jeg øje på en flok hejrer, der stod og sov ude på fjorden. Det så egentlig lidt makabert ud, for de havde alle stukket hovedet ned mellem vingerne - og stod således ganske hovedløse langt ude i vandet.

Der var dog ingen fare på færde - snarere tværtimod - for på den lille grund i fjorden var hejrerne i sikkerhed for ræven.

De øvrige fotos er lidt opsamling fra den seneste uges tid, hvor det mest sikre forårstegn er, at sangsvanerne efterhånden er forsvundet - og der så bliver mere fokus på den faste bestand af ænder og blishøns.


søndag den 12. marts 2017

Ud på flisen, Karoline...

Atter en havedag

Lørdag aften fik jeg leveret et større læs flis, så søndag gik jeg i gang med bærhaven, som fik et fint, tykt lag flis, der gerne skulle holde to til tre år, inden jeg skal i gang med det igen. Det kostede sådan cirka en tredjedel af læsset. Resten skal ned til rhododrendronerne, men først skal der ryddes grundigt op i efeuen - og det bliver nok først om et par uger, for hele den kommende uge inklusive weekenden er booket til arbejde.

Samtidig fik jeg klippet brombær og hindbær, som så småt er begyndt at sætte blade, så det var i sidste øjeblik. Fidusen ved at klippe dem om foråret er, at bærsæsonen skubbes til sent på sommeren - og man får derfor færre orm i bærrene, så det er faktisk en rigtig god ide at være sent på den med det arbejde.

Rabarberne er også begyndt at spire op over jorden, men dem satte jeg nu lidt tilbage, for de fik et ordentligt læs kompost over sig. Det kan de sagtens tåle - og så bliver der ekstra krudt til små, smagfulde og saftige vinrabarber, som vi har. Rabarberne har vi fået fra mine forældre i sin tid - og de regnede ikke rigtig andre og større rabarber-sorter for noget. Så rigoristisk vil jeg nu ikke være, men jeg har det da fint med vinrabarberne, der i hvert fald dækker vort behov tidligt på sommeren. Skal vi have rabarber senere, har vi heldigvis gode naboer, der er leveringsdygtige i de store, almindelige grønstilkede rabarber.

Fuglekasser

Et redeligt projekt


Lørdag ryddede jeg lidt op på tømmerlageret og fandt en del brædderester. De blev omsat til fem fuglekasser, så de små vingede væsner kan få en redelig redeplads.

De fire af fuglekasserne er nu kommet op rundt på parcellen - og den femte er en forsinket julegave til lillesøster, der har masser af fugleplads ved sommerhuset i Doverodde.

Et lille housewarming-party blev det også til. Ikke med boblevand, som jeg plejer, men en glemt flaske ripasso fra Valpolicella - årgang 2009. Den fik i sin tid fem stjerner i Politiken, men det var nu  i sidste øjeblik, at den blev drukket, så det betragter jeg som en sand barmhjertighedsgerning.

lørdag den 11. marts 2017

Restemad

Fra rest til fest

Selv om der står rester på menuen, behøver det hverken være kedeligt eller biksemad...

Jeg havde lidt stegt lever til overs fra forleden. Den obligatoriske brune sovs og de bløde løg var spist for længst, og tilbage var bare nogle leverstykker lige til at lune på panden.

I stedet for den brune sovs ryddede jeg køleskabets grøntafdeling, hvor der lå et par gamle gulerødder, en gnalling selleri og et stort løg, som jeg brugte til en herlig urtesauce. Grøntsagerne blev skåret i tern og kogt til fond i en halv times tid sammen med en halv liter vand og et forsvarligt glas hvidvin. Fonden blev siet og reduceret til cirka det halve.

Så smeltede jeg en stor klat smør i en kasserolle og tilsatte en teskefuld maizena. Fonden blev tilsat under omrøring og på toppen en forsvarlig sjat fløde. Til slut smages saucen til med salt og peber. Det er bare så nemt - og smagen er helt fantastisk, fyldig og umamisk tenderende mod det sødmefyldte og med lidt syre fra hvidvinen.

Og så gad jeg ikke skrælle kartofler, så leveren blev fulgt af stegte, små vildmosekartofler. Kartoflerne koges med skræl cirka 12 minutter og vendes derefter på en pande med lidt rapsolie. Drys med salt, peber og forhåndenværende krydderurter.

Sådan får vi en fest ud af lidt rester her i huset...