mandag den 27. februar 2017

Spredt fægtning

Lidt opsamling fra Vildmosen

Gulspurvene bliver ekstra gule i "den gyldne time" omkring solopgang.
Fredag morgen var jeg en tur i Lille Vildmose ved solopgang. Det kom der blandt andet et par agerhønse-fotos ud af, som jeg fortalte forleden.

Men morgenen bød altså også på andet end agerhøns. Så her er lidt spredt fægtning fra en senvinter-morgenstund i Lille Vildmose.
Viberne er kommet tidligt i år og bebuder snarlig vår.
Musvågen smuttede som sædvanligt, da den så kameraet.
Rådyrene er en fast bestanddel af turen til Vildmosen.
Sangsvaner i luften over Tofte Sø.

Køkkenskriverier

Madanmeldelser i en Michelin-tid

Hvorfor skriver madanmelderne aldrig om boller i karry?
Ovre i hjørnet på den københavnske stjernerestaurant sidder en lettere korpulent og gråskægget ældre herre ulasteligt klædt i habit, hvid skjorte og slips. Han nipper til forretten i den femretters menu, han netop har bestilt. Løfter glasset med frisk, kølig Riesling, snuser til glasset, som en hanhund snuser til hunhundens bagdel og indtager en stor slurk med mærkelige, slubrende læbebevægelser, som når en and snadrer i algesuppen. På en lille blok ved siden af tallerkenen gør han et notat.

Ude i køkkenet er panikken total. Chefkokken drikker direkte af den hvide Balancid-flaske, mens hæmoriderne værker på bagperronen. Ederne sprutter ud af det fede, gasblå fjæs, mens ungkokkene dukker sig frygtsomt ved komfuret.

Panikken skyldes en mistanke om, at den enlige gæst i restauranten er en af de frygtede inspektører fra Guide Michelin, der uddeler stjerner til det ypperste inden for international kogekunst. Og i den verden er de navnkundige Michelin-stjerner ofte et spørgsmål om ruin eller en glad tur i banken med trillebøren.

Knap så voldsomt går det for sig, når Nordjyskes madanmeldere dukker op rundt omkring i landsdelens restauranter for at skrive den ugentlige anmeldelse til lørdagsavisen.

Men ude i restauranterne ved de godt, hvad der er i gære. Stiftstidendes anmelder arbejder aldrig alene, men har konen eller en kollega med. Parret gør sig altid bemærket, for de er besværlige kunder, der aldrig bestiller det samme og som regel kun et enkelt glas af de forskellige vine. Den adfærd er så bemærkelsesværdig, at personalet som oftest lugter lunten. For resten er landsdelen så lille og så tyndt befolket, at det nok er en illusion at tro, at anmelderen kan optræde anonymt og undercover.
Alligevel labber jeg avisens madanmeldelser i mig. Det er godt læsestof, spændende og inspirerende – ikke bare når man skal finde et godt sted at spise, men også gode ideer til brug i det hjemlige køkken.

Jeg lider nemlig af et livslangt kærlighedsforhold til god mad, øl, vin og spiritus.  Heldigvis er kærligheden gensidig, hvad især vægten kan bevidne. Men på trods af hængebugen kan jeg aldrig finde på at svigte min elskede, så jeg klør på i køkkenet med krum hals og spiser og drikker med stor lyst. I den henseende kan man sige, at jeg er lidt af en naturbegavelse.

Madglæden har jeg ikke fra fremmede. Gennem mange år drev min farmor et lille pensionat i Vordingborg. Farmor var kendt viden om i det sydsjællandske for sin solide og velsmagende mad. Allerede som ganske lille var jeg i ferierne med i køkkenet, hvor menuen stod på lækkerier som dansk bøf, gule ærter, stegt lever, kogt torsk, stegte ål og karbonader med ærter og gulerødder. Det var her, jeg lærte håndværket, som førte til, at de eneste topkarakterer, jeg nogensinde fik i folkeskolen, var i husgerning.

Opvæksten med det traditionelle danske køkken præger også mit syn på kogekunsten.  For sådan cirka 30 år siden var jeg til en forretningsmiddag på Gammel Åbyhøj. Hvad vi fik at spise, husker jeg ikke, men det var fint, for dengang var Gammel Åbyhøj et af landets kulinariske fyrtårne. Til gengæld husker jeg tydeligt hjemturen sammen med kollegerne. For allerede ved Randers meldte sulten sig, så først efter adskillige hotdogs på motorvejsgrillen var vi i stand til at fortsætte mod Aalborg.

Her er det, at kæden alt for ofte springer af for madanmelderne. Det er som om, at der foregår et veritabelt våbenkapløb mellem kokke og madanmeldere. For anmelderne og deres medie-arbejdsgivere vil have nyheder at skrive om – og kokkene og deres restauranter vil gerne fremstå innovative og fornyende. Det er der god omtale og penge i – og derfor er det alt for sjældent, at man kan læse om boller og karry i avisernes mange anmeldelsesspalter.

Det er journalistisk logik. En hund, der bider en mand, er ingen nyhed, men en mand, der bider en hund er en god historie. Men den holder ikke, når man bedriver forbrugervejledning. At maden er tilstrækkelig og mættende er dog det mindste krav, man må stille til en middag, der måske løber op i flere tusinde kroner inklusive vine. Og da jeg ikke gider være til grin for mine egne penge, skal der altså også være måde med galskaben og de kreative udfordringer. Her foretrækker jeg bestemt det gode og sikre køkkenhåndværk, hvor både grannåle, friturestegte myrer , catering-fiskefileter og pulverbearnaise er strengt forbudt.

Generelt har madanmeldelserne en berettigelse i dagens mediebillede, for anmeldelser er ikke gastronomisk specialstof. Det er forbrugervejledning. Derfor drejer det sig ikke om maden alene, men hele restauranten – og derfor var det også på sin plads, at Nordjyskes anmelder for et par uger siden brugte spalteplads på at besvære sig over restaurantens usle toiletforhold.

Min personlige yndlingsaversion er de mange nordjyske restauranter, der kun tilbyder grillbestik. En grill-kniv kan absolut ikke bruges til at smøre med og er i øvrigt overkill, med mindre bøffen er sej. Upudsede glas og uopvarmede tallerkener tæller også ned, når jeg skal vurdere en restaurant.
Interessen for mad og drikke har aldrig været større end nu. Det har ført til, at aviserne ikke alene laver mad- og restaurant-anmeldelser, men også anmelder vin, øl, whisky, rom og gin – og det næste nørderi bliver efter al sandsynlighed glas.

Verden hungrer efter fordybelse – eller nærmere nørderi, så for mig ingen alarm. Men som sagt: Anmeldelser er forbrugervejledning og godt læsestof i en verden, hvor nyheder ikke længere står i aviserne, men på de sociale medier.

Så anmeldelserne skal også tilgodese den almindelige gennemsnitlige læsers behov, og begejstringen for nørderiet må aldrig overskygge, at der skal være et rimeligt forhold mellem pris og kvalitet. Og siden vi befinder os i Nordjylland må anmeldelserne også gerne afspejle lidt sund fornuft. Jeg mener – vi foretrækker altså tarteletter med høns i asparges frem for blancheret vandmand og cikademos.

Artiklen er en bestillingsopgave til Nordjyske Stiftstidendes ugentlige tillæg"Frie ord" den 27. februar 2017, som havde mad som tema.

søndag den 26. februar 2017

Grøniriskens dag

Hormoner i luften

Hunnen glæder sig over de kæmpende hanner...
Egentlig var søndag udnævnt til Ørnens Dag - og ørnekiggere over hele landet har sikkert været på dupperne med kikkerter og scoper.

Men en almindelig ædruelig betragtning fra morgenstunden sagde mig, at en dag med dis, tåge og småregn næppe vil give de store ørneresultater og i hvert fald begrænsede fotomuligheder, så jeg blev hjemme - og kastede mig i stedet over fuglebrættet.

Det er nu ikke den helt store interesse, fuglene udviser. Det milde vejr giver masser af alternative fodermuligheder, men lidt gråspurve, duer, solsorte, mejser og stillitser ser vi da.

Som sædvanligt var det grøniriskerne, der dominerede. De har det med at invadere fuglebrættet i store flokke, og så er der som oftest ikke plads til andre. Men der er hormoner i luften i øjeblikket, så især hannerne har det svært med hinanden. Det kom der en stribe action-fuglefotos ud af.

Action kræver forholdsvis højt blændetal og hurtige eksponeringer, så det kneb lidt med lyset på foderbrættet. Jeg monterede derfor tre reflektorplader omkring fuglebrættet og løftede dermed lyset et par blændetrin. Det er en rigtig Georg Gearløs-løsning, men bedre end flash i det disede vejr.

Så efter adskillige prøveskud - det tog et par timer at lave opsætningen - var den i hus, og jeg fik nogle fine billeder af de agressive hanner, der bestemt ikke tåler hinanden...


lørdag den 25. februar 2017

Agerhøns

Den danske rype

Agerhønen er en forholdsvis upåagtet fugl i den danske natur - og der er sikkert mange danskere, der aldrig har set en agerhøne.

Agerhønen holder til i det åbne landskab og er temmelig truet af det moderne intensive landbrug. Heldigvis er mange landmænd også jægere, og det giver agerhønen nogle fristeder, så helt sjælden er den altså ikke. Som regel ser jeg agerhøns flere gange hvert år, når jeg kører rundt på egnen, men den lille og godt camouflerede hønsefugl er lidt svær at finde, når man er til fods og godt vil have et foto.

Dens adfærd minder meget om rypen. Det vil sige, at når der er fare på færde, trykker den sig mod jorden, ligger helt stille og er faktisk ikke til at se.  Og når man så er en meter eller to fra den, flyver den op. Jægeren eller fotografen får et mindre chok - og væk er fuglen.

Fredag morgen var jeg til solopgang i Lille Vildmose - og på et tidspunkt fik jeg øje på et par agerhøns i grøftekanten. Netop nu er det parringstid, så de var knap så forsigtige - og overalt var der en pludren af elskovslystne agerhøns. De var stadig lidt svære at få på skudhold, men lyden hjalp mig på vej, så jeg kan nu præsentere mit livs første fotos af agerhøns.

Jeg tog næsten 100 fotos på de ti minutter, jeg var midt i det hele, inden hønsene fortrak, men jagtens ophidselse gjorde, at jeg overlod alt for meget til autofokussen. Og autofokussen har altså svært ved at stille ind på de camouflagefarvede fugle, så det blev reelt kun til en håndfuld brugbare fotos.

Men nu har lavet mine første fotos af agerhøns og er blevet et par erfaringer rigere. Så det bliver sikkert bedre, næste gang jeg møder den danske rype, som Dina kalder agerhønen.

Grønkål til gæve "kå'le"...

Ikke byret, ikke landsret, men egnsret...

Så blev vinteren båret ud...
SEP er opvokset i Vester Hassing i krigens tid, og på den egn og i de tider var den daglige spise grønkål i store mængder.

SEP delte ud af erindringerne
 og egnsretterne fra Vester Hassing.
Selvfølgelig hjemmedyrket og hjemmeknystet helt efter gammel, gammel tradition.

Husmødrene blev bedømt på deres evne til at lave grønkål - og bette SEP måtte drage med forældrene rundt til naboerne i sæsonen for at prøvesmage den nye høst. Det var ekspertbedømmelse på højt kulinarisk plan, og grønkålen blev en af SEP's kæreste barndomserindringer.

Derfor er SEP en inkarneret grønkålsspiser, så denne ældgamle og traditionsrige egnsret stod på menuen, da sildelauget fredag aften bar vinteren ud med SEP ved roret.

Nu er der nok enkelte af læserne, som mener, at grønkål er julemad, men det var der også råd for, for sildelauget kan deres gamle klassikere fra den danske sangskat og ledsagede kålen med en fuldtonende udgave af "...julen varer lige til påske". Dog undlod man af hensyn til den almindelige sikkerhed den tilhørende dans rundt i køkkenet...

Kålen blev tilberedt på den traditionelle facon med godt med sukker, lidt salt, kogevandet fra medisteren og så tilpas meget fløde, at kålen tykner uden at blive flydende.

Kål på bordet...
Tilbehøret var også det traditionelle: Sennep og remonce samt naturligvis brunede kartofler, stegt medister og kogt flæsk.

Forretten bestod i god overensstemmelse med de kulinariske traditioner af en god sildemad med løg. Den blev naturligvis i lighed med grønkålen ledsaget med masser af snaps, som der var hele fire forskellige typer af, så kenderne havde lidt at vælge i mellem.

Til grønkål hører der til dessert også ris a'lamande, men i disse moderne tider blev det i stedet til et ostebord, hvilket da også kan gå an. Let at lave er det i hvert fald. Men det var maden i det hele taget, så det blev en ganske kort, men munter aften - og det kan nok være, at smørebrødsmøerne, der ligeledes havde møde fredag, gloede lidt, da de kom hjem efter de kvindelige sysler. For da sad manden, det kære væsen, allerede - mæt, fredelig og tilfreds - og småblundede i lænestolen...
Og så var der hele fire slags snaps at vælge mellem...

onsdag den 22. februar 2017

Bæredygtighed

En lille sproglighed

Sommetider læser eller hører jeg noget, som bliver ved med at rotere i hovedet, og hvor jeg ikke får fred, før jeg har brugt det i en eller anden sammenhæng. Så jeg må bede læserne om overbærenhed med følgende betragtning:

Forleden var der en artikel i Nordjyske om Gucci-tasker, der med stor sandsynlighed er langt uden for læsernes økonomiske rækkevidde. Men det var nu overskriften, jeg hæftede mig ved, for her meddelte den nordjyske avis,  at Guccis tasker bliver lavet af bæredygtigt slangeskind.

Og så er det, at jeg mener, at det egentlig er ret indlysende. Bæredygtighed må nødvendigvis være et bærende princip i al taskeproduktion - for det vil godt nok være træls at have en taske, der ikke er til at bære...
Boa constrictor. Foto: Wikipedia

tirsdag den 21. februar 2017

En rigtig vin-vin

Drik vin og støt naturen

Udsigten over the Wetlands fra Banrock Station.
 Ren Crocodile Dundee-idyl. Foto: Banrock Station
Win-win er en fortærsket floskel, men den giver faktisk mening, når man taler om den australske vinproducent Banrock Station. Firmaet er nemlig stiftet med det ene formål at redde naturen i de sydaustralske Wetlands. Så når man drikker en flaske vin fra Banrock, så støtter man også naturen. Det kalder jeg vin-vin...

Flemming Jons fra Accolade Wines
fortalte om naturgenopretning og vin.
The Wetlands er vådområder, som vi kender det fra Crocodile Dundee-filmene. Området ved Banrock Station var i 1994 i en elendig forfatning. Jorden var udpint efter mange års fejlslagent landbrug, og erosionen havde ødelagt de ellers frodige flodenge, da området blev overtaget af folkene bag vinfirmaet, som anlagde vinmarker på den tidligere fårefarm og begyndte på et omfattende naturgenopretningsprojekt i stil med det, vi ser her i Danmark på Vejlerne og Lille Vildmose - og såmænd også Ulvedybet her i kvarteret.

Projektet blev en succes og området ved Banrock Station blev i 2002 omfattet af Ramsar-konventionen som et vigtigt vadefugle-område. Successen er faktisk så stor, at der er blevet penge til mange andre naturprojektet over hele verden. Banrock Station har blandt andet støttet Dansk Ornitologisk Forenings lærke-projekt.

Ligheden med Vejlerne og Vildmosen er i øvrigt så stor, at området selvfølgelig er udstyret med boardwalks (træbelagte gangstier) og fugleudkigstårne, for i vore dage kan man jo ikke lave natur uden at tænke formidling.

Danmarks-premiere på
Banrocks nye bobler.
Alt dette hørte jeg på mandagens vinsmagning med Flemming Jons fra Accolade Wines, der markedsfører vinene fra Banrock Station og er Australiens største vingruppe. Vi smagte syv vine, heriblandt en ny mousserende vin, som kommer på markedet i slutningen af marts. Den mousserende vin er en ganske let tilgængelig sag, der rigtigt prissat kan være med til at sænke barren for de anledninger, hvor danskerne sætter bobler på bordet. Men som bekendt har vi her i huset ingen udfordringer i den henseende, for der findes næppe en anledning, der ikke er værd at fejre med bobler...

Ellers er Banrocks produktion koncentreret om enkle og ukomplicerede hverdagsvine til konkurrencedygtige priser. Det er allesammen friske vine beregnet til at drikke her og nu. Min personlige favorit er hvidvinen i Reserve-serien, der er lavet på Chardonney og Vendelho. Den er tør og let syrlig med et strejf af lime - og vil her i huset kunne forrette tjeneste som terrassevin til sommer.

søndag den 19. februar 2017

Da kulturen kom til Nuuk

En stor festdag for tyve år siden

Katuaq sommeren 2006.

Nuuks tidligere borgmester, nu afdøde Agnethe Davidsen,
på Katuaqs imposante og temmeligt massive talerstol,
der angiveligt skal forestille en konebåd.
I den forgangne uge var det tyve år siden, at Grønlands Kulturhus, Katuaq, åbnede i Nuuk. Helt nøjagtig på lørdag den 15. februar 1997. Det var en af de største begivenheder i mine mange år som informations-chef i Nuup Kommunea.

Alle sejl var sat til for at gøre begivenheden til en national begivenhed, der naturligvis blev TV-transmitteret til hele Grønland.

TV-transmissionen var også anledningen til, at jeg nogle måneder tidligere var på reportagerejse til Færøerne for at lave et TV-program om Nordens Hus i Tórshavn, der var forbilledet for det nye grønlandske kulturhus, der var delvist finansieret af Nordisk Ministerråd. Det kom der et fint lille TV-program ud af på 25 minutter, som blev sendt lørdag eftermiddag i pausen i åbningsfestlighederne.

Jeg havde travlt i ugen op til åbningen. Arrangementet var et samarbejde mellem Grønlands daværende hjemmestyre og Nuup Kommunea - og jeg havde fået ansvaret for at underholde det tilrejsende og efter grønlandske forhold meget store pressekorps, da begivenheden jo havde interesse i hele Norden.

Den grønlandske operasangerinde Ida Heinrich og
 Jim Milne underholder til Katuaqs ti-årsfest i 2007
.
Dagen før åbningen havde jeg inviteret pressekorpset på en sejltur i Godthåbsfjorden med inspektionsskibet Hvidbjørnen. Det blev en på alle måder minderig tur med en god frokost, men jeg er nu ikke sikker på, at alle journalisterne husker turen for det gode. Det var jo kulturjournalister, der for flertallets vedkommende ikke var vant til udendørs ophold, men dukkede op i smarte habitter og små italienske sko. Samtidig var det rasende koldt i Nuuk i netop disse dage, og termometret lå konstant omkring de tyve graders frost - og så er habit og små sko bestemt ikke sagen. Men Søværnet ville jo gerne demonstrere deres formåen, så under sejlturen var der flere opvisninger, der krævede en tur på dækket. Jeg skal sent glemme de tænderhakkende, rødnæsede og blåfrosne spinatfugle fra kulturredaktionerne, der var tvangsindlagt til blandt andet at se en redningsøvelse med helikopter...

Publikum står op under nationalsangen
ved Katuaqs ti-årsfest i 2007.
Programmet på åbningsdagen bød blandt andet på et stort tableau, hvor Islands Symfoniorkester optrådte med et til lejligheden sammensat grønlandsk kor med godt 100 sangere fra hele landet.

Det var første gang i adskillige år, at et symfoniorkester gæstede Grønland - og lydindtrykket var imponerende og flot, da musikerne og sangerne gik i gang med den grønlandske nationalsang Nunarput - Vort Land. Det inviterede publikum sad simpelthen med åben mund og polypper. "Kaaa - hvilken vellyd. Sådan har vi aldrig hørt den før..." Folk var tydeligt imponerede og glemte rent at rejse sig i bar forbløffelse, selv om det var nationalsangen, og vi var langt henne i første vers, før publikum kom i tanke om forglemmelsen.

Programmet, der strakte sig over det meste af eftermiddagen, gik i øvrigt over al forventning. Alle var glade og bagefter gik det livligt til på Hotel Godthåb. Det var der nu ikke noget nyt i, for dengang var Hotel Godthåb simpelthen stedet, hvor man lørdag aften mødtes - høj som lav - i Nuuk, og specielt denne aften, hvor der jo var masser at snakke om.

Foto: Loise Inger Kordon.
Åbningen fik i øvrigt et lille efterspil et par dage efter på rådhuset, hvor den kommunale ledelse var samlet i anden anledning. De ansatte i hjemmestyret var på forhånd blevet beordret til at møde i hvid anorak og sorte bukser til åbningen, men en sådan politik brugte man ikke på kommunen. Derfor valgte jeg som den naturligste ting, men også som den eneste af de kommunale deltagere at møde op til åbningen i smoking, hvorimod de øvrige kommunale chefer var mødt op i mere eller mindre slidte udgaver af habitter og jakkesæt af mere eller mindre moderne tilsnit.

Det blev bemærket af borgmesteren, der sarkastisk fastslog over en direktion med røde ører, at hvis man en anden gang var tvivl om, hvad der er passende påklædning, kunne man bare spørge Jesper, der åbenlyst havde styr på den slags ting...

Den dag var jeg glad for at være den lykkelige ejer af en smoking.

Det blegnede foto af bloggeren ved åbningsfestligheden korrekt klædt i smoking er desværre det eneste billede jeg har fra den gang. De øvrige billeder stammer fra Katuaqs ti-års fest i 2007.

lørdag den 18. februar 2017

Tåge over Nordjylland

Nærkontakt af tredje grad

Fredag aften var Nordjylland dækket af en ærtesuppe-tyk tåge. Jeg listede mig hjemover med 50 km/t.

Ved lufthavnens indflyvning, der går lige over hovedvejen, er der en masse lys, der skal guide flyene ned på bane 28. Det er voldsomme lys, men alligevel dukkede de først ud af tågen på cirka 100 meters afstand.

Jeg dristede mig til at parkere lidt ulovligt lige midt i al lyset og tage et par stemningsfulde billeder, der giver mig associationer til den gamle Spielberg-film Nærkontakt af tredje grad, hvor man følger den første kontakt med rumvæsener fra en fjern galakse.

Prøv i øvrigt at klikke det øverste foto større. Her er der en sjov rasteragtig effekt på grund af trådhegnet. Det giver mindelser til de gode, gamle dage, når man i mørkekammeret lagde raster i et foto for at gøre det klar til tryk. Akja - det var dengang....

Langebro

Ny benzin på gamle flasker

Hergé leverede coveret til Gasolins første LP.
Ny musik siger mig generelt ikke meget. Direkte adspurgt mener jeg, at der sådan set er lavet musik nok her i verden, så til daglig hører jeg mest popmusik fra tresserne og halvfjerserne.

Men en gang i mellem sker der alligevel noget. I dag hørte jeg i radioen en helt ny indspilning af den gamle, engelske folkesang, Georgie, med det danske metalband Junkyard Drive - og den sad altså lige i ørerne.

Melodien er velkendt af folk på min alder, for den blev i sin tid udødeliggjort på dansk af Gasolin, der indspillede den med titlen Langebro på deres første LP - og som er sådan en melodi, som folk på min alder gerne synger med på, når den kommer i radioen.

Men i Junkyard Drives nye udgave bruger man den engelske tekst, så her er ordene ligegyldigt pladder, som ikke forstyrrer melodien - og jeg synes, at de unge mennesker tilfører Gasolins pladdersentimentale, socialpornografiske romantisering af livet i storbyen noget dynamik - og indspilningen er i hvert fald dagens hit.

Jeg er opvokset med Gasolin, men er efterhånden blevet temmelig træt af Kim Larsens arrogance. Gasolins første LP er dog fortsat en af de bedre plader - om ikke andet fordi coveret er tegnet af Hergé, der som bekendt er manden bag Tintin. Og Tintin går i hvert fald aldrig af mode her i huset.

fredag den 17. februar 2017

Dronningens plads

Guf for flynørderne

Lidt royal har man vel lov at være... Så jeg tillod mig lige at snuppe Dronningens plads i flyvevåbnets VIP-Challenger, der normalt bruges af Dronningen og regeringen, da jeg torsdag besøgte Flyvestation Aalborg.

Sædet, som der er seks af  i flyet, er mere en lænestol end et flysæde. I sagens natur ikke specielt ubehagelig at sidde i, men uden at ville lyde blasert mener jeg nu, at de fleste flyselskabers business class sagtens kan konkurrere - om ikke andet fordi Challengeren er et meget lille fly i forhold til for eksempel en Airbus A-330, og der derfor er lidt mere luft omkring sæderne.

Vip-Challengeren er en nyanskaffelse i det danske flyvevåben. Tidligere brugte man et af de øvrige tre Challengers, der også bruges til taktiske operationer. Det var noget bøvl, når flyet skulle rigges om, så da man for et par år siden købte en billig Challenger som reservedele, var der ikke så langt til, at Danmark fik sit eget Air Force One. Jeg formoder, at den sag gik igennem regeringen uden de store sværdslag. Der er jo trods alt lidt prestige i at have sit næsten eget fly, når man er minister.

De to minutter i den bløde stol bliver nok også det nærmeste, jeg nogensinde kommer VIP-transport på statens regning. For skulle det endelig være, rummer Challengeren altså også otte almindelige flysæder til rosset...

Ellers var besøget på flyvestationen en stor oplevelse for en flynørd som undertegnede. Det var spændende at snakke med nogle af de folk, som normalt bruger flyene - og især de nye (næsten) EH-101 helikoptere gjorde indtryk. De afløste jo den navnkundige S-61, som jeg kun kender alt for godt fra Grønland - og jeg var da lidt imponeret over størrelsen på den nye helikopter.

Det blev til en del fotos, men mest af nørdede detaljer - og det vil jeg spare bloggens læsere for.
Eh-101 er ganske enkelt en enorm helikopter.
Flyvestation Aalborg i aftendis.

Spidsen af en jetjager er det ikke, men derimod snuden på en Hercules.
Der er ikke meget luksus i en Hercules, men til gengæld er der plads.

torsdag den 16. februar 2017

Nødens stund

Nu blomstrer hasselbuskene

Når erantis, vintergækker og krokus myldrer frem i haven, har vi det med at overse en af årets allerførste blomster overhovedet.

Det er blomsterne fra hassel, de såkaldte rakler, der myldrer frem allerede i slutningen af december og giver varsler om et måske lovende nøddeår. De er nu svære at tage varsel af, for hunblomsterne er små og  undseelige og svære at finde, mens hannerne hænger svære og maskuline overalt på hasselbuskene.

Hassel formerer sig ved krydsbestøvning, så det kan ikke nytte kun at have en busk. Der skal mindst to forskellige sorter til, hvis det skal lykkes. For mit eget vedkommende er jeg på den sikre side. Udover et par købeplanter har jeg en del hassel, som jeg har fundet i skoven, så rent genetisk er der stor mangfoldighed. Planterne er først avledygtige, når de er seks til otte år, og jeg har derfor endnu ikke de store erfaringer med udbyttet. Sidste år blev det til tre hasselnødder.

I mellemtiden kan vi så glæde os over, at de seneste dages frost nu er gået over i tø. Det giver liv i de traditionelle forårsblomster. Overalt skyder vintergækker, krokus og erantis frem. Og så er der jo hortensiaerne, ikke at forglemme. Der er endnu længe til den springer, men knopperne er allerede store og springfærdige...


onsdag den 15. februar 2017

Restaurantmad

Lammekrone

Slesk tale, skamros og fedteri bider normalt ikke på mig, men alligevel ser det ud til, at fruen i huset har knækket koden og kan overtale mig til at lave en af hendes absolutte livretter.

For da jeg første gang serverede lammekrone med flødekartofler for det kære, lille væsen, udbrød hun, at det var ligesom at spise på en restaurant - og nu lokker hun mig ud af busken ved en gang i mellem at foreslå, at vi skal have restaurantmad.

Det kan jeg ikke stå for, men det er nu heller ikke så svært at lave, så skaden er til at overse.

Jeg foretrækker at lave ting så enkelt som muligt, så jeg spækker ganske enkelt lammekronen med fire - fem fed hvidløg, giver den et drys salt og peber, og så sætter jeg den i ovnen ved 200 grader i en time. Længere er den historie ikke.

Som tilbehør bruger jeg gerne flødekartofler: kartofler i skiver med endnu mere hvidløg, lidt urtebouillon, salt og peber samt en kvart liter fløde. Det går i ovnen 10 minutter efter lammet, så det er færdig på samme tid.

10 minutter før serveringen giver jeg en håndfuld rosenkål tre til fire minutter i kogende saltet vand - og det er det hele. Så er jeg klar til at servere og modtage fruens begejstring...

mandag den 13. februar 2017

Ræven af første division

På musejagt med Mikkel

I dag havde jeg en aftale i Nørresundby lige over middag, så jeg kørte hjemmefra ved solopgang og tog nærmeste omvej over Lille Vildmose.

Det blev til en herlig formiddag i blandt andet næsten en times selskab med Mikkel Ræv, der i modsætning til forleden var med på spøgen og lod sig forevige midt i jagten på mus og muldvarper. Det var en fantastisk oplevelse, hvor jeg på et tidspunkt var så tæt på, at jeg var nødt til at skifte fra 400 mm til 200 mm objektiv.

Kameraet var rødglødende - næsten 200 skud blev det til. Her er resultatet af den første hurtige gennemgang. Der er helt sikkert flere, hvor de kommer fra...





Fastelavnsboller

Gang i bolledejen i det lille hjem

Søndag eftermiddag kom trangen til fastelavnsboller over mig - og jeg gad altså ikke køre til bageren efter dette glimrende bagværk, som det er højsæson for i disse dage. Derfor gik jeg i gang på egen hånd med gammeldags traditionelle fastelavnsboller på gærdej fyldt med creme og remonce.

Traditionen med fastelavnsboller stammer helt tilbage fra middelalderen, hvor landet stadig var katolsk. Det indebar faste i tiden fra askeonsdag, som i år er 1. marts, til langfredag. I den periode måtte man kun spise groft brød og fisk. Inden fasten (og forresten også i tiden efter) gav man den derfor fuld skrue med alverdens lækkerier - blandt andet fastelavnsbollerne.

Jeg lagde ud med at lave en sød og fed gærdej. Man tager en dl mælk og rører en halv pakke gær ud i mælken. Herefter blander man 250 gram mel med 75 gram smør og tilsætter det mælken sammen med et æg, 15 gram sukker og lidt salt. Det hele æltes godt igennem, til dejen bliver fast og glat, så den ikke hænger ved fingrene. Tilsæt eventuelt lidt mere mel. Dejen sættes til hævning et lunt sted i en time.

Mens dejen hæver, laver man fyldet. Det nemmeste er remoncen, der består af lige dele marcipan, sukker og smeltet smør. Jeg havde en rest marcipan på godt 100 gram, men det var lige i overkanten. Det hele røres godt sammen - og det er så det.

Det kræver gode nerver at lave kagecreme - men
 det giver også selvtillid, når det lykkes.
 
Herefter skal der laves en klassisk kagecreme på vanille. Start med at flække en vanillestang og bland kornene godt med 15 gram sukker. Rør et æg og to teskefuld maizena i sukkerblandingen. Herefter varmer man en kvart dl mælk til kogepunktet, men det må endelig ikke koge. Det hældes under omrøring sammen med de øvrige ingredienser. Herefter skal hele blandingen tilbage på komfuret og varmes igennem under stadig omrøring, til det tykner.

Det kræver gode nerver, for det må ikke koge, men der skal faktisk temmelig meget varme og omrøring til - og hvis man først har lykkedes med det en gang, er det ikke så svært. Men her kan man altså godt springe over, hvor gærdet er lavest. Både Dr. Oetker og Tørsleffs har glimrende cremepulvere, der bare skal tilsættes varm mælk - og jeg vil bestemt ikke bebrejde den travle køkkenskriver, der bruger denne genvej til succes. Den løsning, tør jeg godt vædde på, bliver sikkert også brugt hos mange bagere.

Når dejen har hævet en time, rulles den ud i en halv centimeters tykkelse og skæres i tern på cirka 10 x 10 centimeter. På hvert tern anbringer man en teskefuld kagecreme og en teskefuld remonce. Dejen foldes sammen et hjørne ad gangen over fyldet, og "posen" vendes, så samlingen vender nedad. Den anbringes på en bageplade med bagepapir. Operationen kræver lidt håndelag - og det har jeg altså ikke - så bollerne så lidt sølle ud, da de stod på bagepladen.

Så sætter man dem til efterhævning et kvarters tid og giver dem så yderligere et kvarter i ovnen ved 200 grader, til de er pænt brune. Og til min store lettelse blev bollerne altså noget pænere af at hæve lidt og blive bagt, så jeg lever med det manglende håndelag.

Når bollerne er kølet af, pynter man med glasur rørt af lige dele flormelis og kakao tilsat et par dråber vand - og så er det ellers bare at gå i gang med at fejre fastelavnen.

Fruen er en hund efter søde sager - og jeg skulle hilse og sige, at disse fastelavnsboller gik lige til hjertet...