lørdag den 23. september 2017

Øllebrød

Barndomsminder

Øllebrød med flødeskum er en tur på barndommens gade.
Da jeg i sidste uge sejlede langs den sydgrønlandske vestkyst med Sarfaq Ittuk, blev det naturligvis til nogle timer på skibets rygerbænk - blandt andet sammen med en del af mandskabet, der brugte den fine lille plads på agterskibet til et afbræk i døgnets dont.

Øllebrød er nemt at lave - og det smager fantastisk.
Blandt andet blev det til nogle lange snakke med en af kokkene som i sin tid havde været i lære på Hotel Arctic i Ilulissat med den navnkundige Jeppe Nielsen som læremester. Jeppe er - som så mange af tidens kokke - både nysgerrig, kreativ og temmelig fræk.

Det oplevede jeg blandt andet i 2006, hvor Jeppe Nielsen dengang regerede i køkkenet på Hotel Hans Egede i Nuuk. Vi var vært for en konference i organisationen Winter Cities, og en meget stor del af gæsterne kom fra Japan og Kina. Dette orientalske islæt til trods afholdt ikke Jeppe Nielsen fra at servere - af alle retter -øllebrød som forret til en af middagene. Det vakte stærke følelser af barndom hos konferencens grønlandske og danske deltagere, mens det udenlandske publikum med stor forsigtighed nærmede sig den brune masse.

Det var frækt, og det var genialt, folk kunne lide det, og det passede fint i sammenhængen.Derfor har min mave den seneste uges tid drømt om øllebrød, og lørdag morgen blev det så til en realitet. Det er smadder nemt at lave, og det smager godt.

Man tager noget smuldret rugbrød, som sættes til udblødning i vand, der lige knap skal dække, i en halv times tid. Massen bringes i kog, og der tilsættes løbende hvidtøl til det har en passende konsistens. Eventuelt kan man bruge stavblenderen, så grøden får en flot overflade. Endelig smages der til med lidt sukker.

Personligt foretrækker jeg øllebrød lavet på fuldkornsbrød, men det kan også laves med almindeligt mørkt rugbrød. Øllebrød serveres traditionelt med en generøs klat flødeskum, og så kan man pynte med lidt æbler eller som i det konkrete tilfælde en ordentlig klat gele.

I min barndom var øllebrød alternerende med havregrød en fast bestanddel af morgenmaden i langt de fleste hjem i Danmark - og jeg tror, at mange danskere har øllebrød som et barndomsminde. Men den går altså også i 2017...

Ingen kommentarer: