torsdag den 29. juni 2017

Dagens ord LXXXIV

12-taller

Nuunu Olsen her var en af de grønlandske studerende,
som scorede 12-taller på stribe ved eksamen på jura.
Onsdag skrev jeg en lille artikel om tre grønlandske jurastuderende ved Aalborg Universitet, der alle havde fået 12 til eksamen. "12-taller på stribe", skrev jeg i rubrikken.

Senere på dagen blev historien bragt som en citathistorie på avisen Sermitsiaqs hjemmeside, og da jeg så historien her, kom jeg til at undre mig lidt over min egen formulering. For "tal" i flertal hedder da også "tal". Et tal, flere tal.

Jeg kontaktede derfor Dansk Sprognævn. Medarbejderen i sprognævnet havde lige som mig ikke tænkt over problemet før, men var enig i, at jeg havde en pointe. Men efter at have konfereret med sine opslagsværker - inkl. Retskrivningsordbogen - nåede hun frem til, at det var helt legalt at sige 12-taller. Uden i øvrigt at have en konkret regel ser det ud til, at den regelmæssige flertals-bøjning bruges i sammensætninger for eksempel med en karakter.

I øvrigt lovede den venlige dame fra Sprognævnets spørgetelefon at tage sagen op med sine kolleger, da hun mente, at det vil være en god ide at have eksemplet med i ordbøgerne. Så hvem ved - måske er rubrikken til min lille artikel på vej mod udødeligheden?

onsdag den 28. juni 2017

Hjortens spring

En rå rå...

Endelig lagde blæsten sig, og vi fik en herlig morgen. Fotografen drog på morgentur, mens solen stod op i yderst øst ved halvfem-tiden...
Gravand.
Skarv.
Vibeunge.
Solopgang.

Det daglige brød

Portrætter

Efter Future Greenland-konferencen i maj skulle jeg bruge
 et "konferencen er slut"-foto", der sagde "fyraftensbajer". Den var
 de to grønlandske oppositionspolitikere, Randi Vestergaard Evaldsen
og Justus Hansen fra Demokraterne med på...
Jeg skulle bruge et foto af advokaterne Peter Schriver og
 Helen Kibsgaard sammen med Ellen Arnskjold. Men Ellen
skulle altså også lige have en selfie til Facebook - og det gik
 så ud over Peter Schriver.
Til hverdag fotograferer jeg mest til alle de møder, som jeg skal skrive om. Det er som oftest folk på talerstole - og det er bestemt ikke stor kunst, men mere en diskret dokumentation af et møde, som viser, at den og den mener sådan og sådan.

Der er som bekendt ingen historie uden foto i vore dage. Billederne har dog sjælden en historie i sig selv, når det kommer til relevans, men fungerer mere som en støtte, der delagtiggør læseren i, hvordan taleren nu ser ud. I øvrigt ved vi fra alle undersøgelser, at billeder af mødedeltagere er afgørende for, at artiklen også bliver læst. Derfor tager jeg ofte en total, hvor læserne så kan lede efter sig selv og bekendte.

Her er et par af den seneste tids mødefotos.
Poul Hededal er formand for Arctic Business Network - og er ofte på
talerstolen. Her til et møde på Hotel Hans Egede i Nuuk. Bag ved talerstolen
 er der et vindue, hvor man kan se et gavlmaleri på en af de
 nærliggende boligblokke, så jeg kunne ikke stå for dette foto
 af grønlænderen, der betragter Poul. Jeg har aldrig brugt billedet, men
 synes alligevel, der er sjovt - blandt andet fordi jeg har kendt Poul siden
 kollegietiden.

tirsdag den 27. juni 2017

Vandkantens fugle

Fugle og træls vejr

Fiskehejre.
Der er ikke meget ved at fotografere i den stride blæst, vi har haft de seneste dage.

Fuglene bliver urolige og trykker sig helst - og er de endelig i luften, er deres flyvning flaksende og uforudsigelig. Og for resten gider jeg slet ikke være udendørs i den stride vind.

Men mandag eftermiddag sneg jeg mig alligevel ned til Ulvedybet i bilen. Og mageligt siddende her i læ kunne jeg så lige tjekke fuglene - og lidt blev det da til alligevel...
Klyde.
Rødben
...Og gumpen af en rørhøg.

mandag den 26. juni 2017

Førstegrøde

Jeg manglede ord

For nogen tid siden berettede jeg om årets første jordbær, som tittede frem sådan cirka 14 dage før der kom rigtig gang i jordbærrene.

Jeg savnede i den forbindelse et ord, der kunne udtrykke det modsatte af efternøler - og delte min kvide på den lokale facebook-gruppe. 

Det skulle jeg måske ikke have gjort. I hvert fald medførte mit nødråb, at blandt de mange indslag i årets Ølands-revy var der også en omtale af den gang, Jesper Hansen manglede ord...

For resten modtog jeg flere forslag til, hvad jeg kan kalde et sådan lidt for tidligt født jordbær. Vor tidligere præst, Birgit Morsing, foreslog det bibelske "førstegrøde" - og det er nok det bedste udtryk. Andre forslag var forløber og den førstefødte. Ikke helt præcist det jeg søgte, men under alle omstændigheder tak for bidragene.

lørdag den 24. juni 2017

Hekserier

Det går ad Blokhus til...

Så holder vi ved turens egentlige mål: Ishuset...
- Hver by har sin heks, og hvert sogn har sine trolde, skrev Drachmann.

Det skal der nok være noget om - og uden i øvrigt at ville starte en kønspolitisk debat vil jeg nok mene, at heksene her på Øland er mange af vores kvinder. De kan virkelig noget, som mændene ikke magter.

Sankthans i Blokhus.
Det er sand trolddoms-kunst, har jeg lagt mærke til, når jeg fotograferer nede ved dæmningen. For de fagre Ølands-møer er nemlig i stand til at køre på en ujævn ensporet vej med med mindst 80 kilometer i timen, mens de snakker i håndholdt mobiltelefon. Det er da lidt af en bedrift, som næppe lader sig gøre uden kontakt til over- eller underjordiske kræfter. Helt ærligt forstår jeg ikke formålet med al den snakken telefon, når man er så tæt på hjemmet. Men det måske den hemmelige elsker...?

Til gengæld så jeg sankthansaften med mine egne øjne, at heksen i Blokhus er af hankøn. En lidt uhensigtsmæssigt parkeret bil forvandlede vejen ned til stranden til en ensporet vej, og dermed var der sat en effektiv prop i ethvert forsøg på at få trafikken til at glide.

En halv time holdt vi tæt ved en tætpakket strand. Det var et møgvejr, så da vi kom til Blokhus, havde folk travlt med at komme hjem efter borgmestertalen. Og en lind strøm af biler væk fra stranden forhindrede os så i at komme i nærheden af bålet. Til gengæld havde vi en fin udsigt til et af badebyens ishuse - og da aftenisen var turens egentlige mål, gik det nok endda.

Forinden havde vi også været til sankthans på Øland. Det gik helt efter bogen. Regnen silede ned, og efter en hurtig afsyngelse af midnatsvisen, et par visdomsord fra en agtet mand i lokalsamfundet og en malmfuld afsyngelse af Ølandssangen, gik turen til Blokhus. Her nåede vi frem til bålet ved 22-tiden, hvor de fleste i øvrigt var gået hjem.
Da vi nåede bålet på Blokhus Strand, var folk gået hjem...

fredag den 23. juni 2017

Kæmpefest i Zoo for Grønland

Mellem venner...

Så er der kage...
Guutiga Illimmi....
Isbjørnene brummede veltilfreds, rensdyrene tyggede drøv en ekstra gang, mens løverne og tigrene tog sig en morfar i skyggen, da 1200 grønlændere og venner af Grønland invaderede Aalborg Zoo på den grønlandske nationaldag.

Festen foregik i skyggen af naturkatastrofen ved Uummannaq og blev indledt med et minuts stilhed og Ikinngutigiit-koret sang Guutiga Illimmi.

Det var rørende - og jeg kneb som sædvanlig en tåre over den grønlandske korsang.

Grønlandsk street food...
Der var naturligvis også kaffemik og smagsprøver på grønlandske lækkerier. Det var alt sammen lavet af seks unge grønlændere i et inklusionsprojekt under ledelse af Zoo's kok Lars Jeppesen. Han er en ildsjæl, der brænder af kærlighed til de grønlandske råvarer og en fast tro på, at mad skal laves med kærlighed, så helt i tidsånden blev specialiteterne serveret med et tvist af street food, som det hedder...

For mig var det en arbejdsdag, så det var kun i begrænset omfang, at jeg fik smagt på lækkerierne, men jeg tog revanche med et par solide klassiske rejemadder uden tvist, da jeg kom hjem...

Nuna asiilasooq...
På sådan en nationaldag er man blandt venner, og der blev hilst og hilst på folk. Blandt andet mødte jeg mine gamle venner, Karen og Harry, der nu er flyttet fra Nuuk - og som jeg i øvrigt skal på spejderlejr med senere på sommeren. Og så selvfølgelig den allestedsnærværende troubadurTonny Aabo...

Jeg var på arbejde for Arctic Business Network - og resultatet kan ses på organisationens nyhedsblog. Det blev til en historie om arrangementet i Zoo og en anden historie om et medlemsmøde også i Zoo.

Her er nogle af billederne fra dagen...

Harry...
Den store kagedyst...
Kokken lægger sidste hånd på værket.
Blandt gæsterne sås også Kongeriget Danmarks arktiske
 ambassadør, Hanne Fugl Eskjær og chefen for den grønlandske
repræsentation i Danmark, Lida Skifte Lennert.
Majbritt...
Min gamle spejderkammerat og førstehjælper fra Nuuk, Otto, 
bor nu i Danmark og er formand for Det Grønlandske Hus i Aalborg.
Tonny Aabo...
Hanne her kender jeg fra gymnasiet...
Per og Ane fra Det Grønlandske Hus.
Grønlænderne kender festens glæde, skrev Knud Rasmussen.

onsdag den 21. juni 2017

Grønlands nationaldag

Nationaldag med flaget på halv stang


I dag er det Grønlands Nationaldag. Det er officiel flagdag i hele Kongeriget Danmark, og alle offentlige institutioner skal derfor flage med det grønlandske flag.

Men det bliver med flaget på halv stang. For i går aftes opfordrede formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen alle grønlændere til at flage på halv for at vise sympati med ofrene for oversvømmelsen ved Uummannaq.

Justitsministeriet har besluttet at følge trop og udsendte tirsdag aften denne meddelelse:

"På grund af naturkatastrofen i Grønland flages der i morgen den 21. juni 2017 på halv stang fra samtlige statsbygninger og statsskibe. Det er Grønlands nationaldag, og flagningen sker derfor med det grønlandske flag Erfalasorput."

Efter flodbølgen

Tankerne er i Grønland

Jeg er ikke så kendt i Uummannaq-distriktet, men har dog været
 et par gange i lufthavnen i Qarsut. Bygden er en af de bygder, der fortsat
 er truet af nye flodbølger, hvis der kommer flere fjeldskred. Befolkningen
 opfordres til at gå op i fjeldet, hvis sirenen lyder...
Det har været et par forstyrrede dage, efter at vi søndag morgen stod op til meddelelsen om, at en flodbølge havde hærget fjordene omkring Uummannaq og blandt andet ødelagt bygden Nuugatsiaq. Fire personer savnes og formodes døde, og to personer er fortsat indlagt med kvæstelser.

De øvrige beboere i Nuugatsiaq er evakueret til Uummannaq, og senere er også bygderne Illorsuit og Niaqornat blevet rømmet, så antallet af evakuerede nu er oppe på 190.

Især søndag og natten til mandag var præget af usikkerhed. Eneste kilde til nyheder var Grønlands Radio, der kørte i døgndrift, og den grønlandske avis Sermitsiaqs hjemmeside. Det er forståeligt nok, for bygderne ligger i et område, som det ikke er så nemt at komme til - og derfor også er svære at pressedække.

Alligevel voksede irritationen over, at de danske medier ikke rigtig forstod størrelsen af historien og derfor søndag valgte at prioritere en brand i Portugal og et valg i Frankrig frem for en national katastrofe inden for rammerne af Rigsfællesskabet. Det var også irriterende, at det i dansk presse tilsyneladende kniber med forståelsen af det grønlandske samfunds opbygning, så man blandt andet citerede politiet i Sermersooq. Det er noget vrøvl, der i hvert fald ikke giver mening for den stedkendte. Sandsynligvis er det politiledelsen i Nuuk, man refererede til, for Sermersooq er navnet på hovedstadskommunen, der dækker fem større byer på øst- og vestkysten og en masse indlandsis - 526.000 kvadratkilometer i alt - og er mere en administrativ størrelse end en geografisk lokalitet.

Mandag formiddag var jeg til et møde i København med mange grønlandske deltagere. Mødet blev indledt af borgmester Asii Chemnitz Narup fra Nuuk - altså kommuneqarfik Sermersooq - der delte sin sympati for ofrene for katastrofen. Det var forløsende - og det fik hun stort bifald for.

Nu er oprydningsarbejdet så småt gået i gang. Der er sat indsamlinger i gang, og jeg er da stolt over, at mit gamle Sct. Georgs Gilde i Godthaab har doneret 100.000 kroner til indsamlingen. Endnu kan de evakuerede ikke vende hjem, for området er fortsat usikkert, men politiet, det lokale beredskab og ikke mindst forsvarets Arktiske Kommando virker til at have styr på situationen, efter at have arbejdet i døgndrift. Den indsats er deres arbejde, men alligevel fortjener de stor tak for indsatsen.

Fjeldskred, der fører til oversvømmelser, er ikke ukendte. Det er sket flere gange i Norge, og det er nu, så vidt jeg lige erindrer det, tredje gang i min 25-årige grønlands-erindring, at det sker. Forrige gang gik det ud over Dinas forladte fødeby, Qullissat på Disko, der den 21. november 2000 blev skyllet i havet efter et fjeldskred på Nuussuaq-halvøen. Desuden rammes grønlandske havne med jævne mellemrum af mindre flodbølger efter kæntrende isfjelde.

Grønlænderne er hårdføre folk, der nok skal komme over det, men alligevel rammer det plet, når chefen på Inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen, der deltog i evakueringen, siger til KNR: - Det er i al ydmyghed man ser folk der har mistet hele deres livsgrundlag. De har mistet deres ejendele, deres bolig, og de står på skibet med en rygsæk eller en bærepose med det, de har tilbage. De bliver sat i land, uden at vide, hvad fremtiden bringer.

På grund af lidt uafklarede forhold vedrørende ophavsret, bringer jeg ikke fotos fra den katastroferamte bygd, men vil gerne henvise til de meget stærke fotos på Arktisk Kommandos Facebookside.

søndag den 18. juni 2017

Pigernes ven

Den med tyren

Sjovt nok var der ikke en kategori for misser, men ellers var der både køer, tyre, heste, geder og får på programmet, da dyrene havde deres egen miss-konkurrence lørdag på dyrskuet i Løgstør.


Dyrskuer er en god, gammel tradition på landet. Her mødes landbefolkningen i ædel kappestrid om, hvem der er bedst til husdyrholdet - og en god bedømmelse kan sagtens gøre dyrene endnu mere værdifulde.

Jeg husker dyrskuet i Farsø fra min barndom, men det er mange år siden, at der sidst var dyrskue der. Det har egentlig været mit indtryk, at dyrskuerne i takt med industrialiseringen og forøget fokus på smitterisici og lignende efterhånden var en uddøende begivenhed, men de seneste års store interesse for fødevarer og deres oprindelse har vistnok gjort dyrskuerne til en attraktion igen - om ikke andet fordi børnene har godt af at se, hvor maden kommer fra.

Det er også på tide. Jeg så forleden en undersøgelse, der viste, at mange amerikanere tror, at cacaomælk kommer fra de brune køer... Og for resten fortjener landbruget efter mange års miljøhetz også et skulderklap for en uvurderlig indsats for, at vi kan få mad på bordet hver dag.

Så lørdag hoppede jeg med på vognen, tog kameraet over skulderen og kørte til dyrskue i Løgstør.

Det var både sjovt og spændende, og selv om jeg bor mindre end 50 meter fra en kødkvægstald, var jeg især imponeret over skuets to tyre. Det var flotte dyr, er jeg sikker på, men ellers lader jeg billederne tale for sig selv. For helt ærligt savner jeg landbrugsfaglig indsigt til at skrive noget mere meningsfyldt om dyrene...



lørdag den 17. juni 2017

En gammel spejder

25 år med de voksne spejdere

I anledning af jubilæet blev jeg begavet med
blandt andet en flaske Riga-Balsam.
Der er ingen vej udenom. Nu er det sikkert og vist, at jeg er et gammelt r..., øøh, skal vi bare sige en gammel spejder...?

Fredag var det 25 år siden, at jeg blev optaget i Sct. Georgs Gildet. Det er jo en organisation for gamle spejdere, men jeg har nu altid insisteret på, at det skulle hedde en organisation for voksne spejdere.

Ømfodsprøven blev bestået i 1966.
Jeg forbigik sidste år i stilhed, at det var 50 år siden, at jeg bestod ømfodsprøven og aflagde ulveløftet og dermed blev optaget i spejdernes verdensomfattende fællesskab. Tavsheden skyldes ikke, at det ikke var en dag at fejre, men ganske enkelt, at det aldrig er blevet noteret ned, hvornår det skete. Men det synlige bevis foreligger i form af min prøvebog fra ulvetiden, hvoraf det fremgår, at jeg havde ulvenavnet Pugeena, der er en græshoppe fra Junglebogen. Jeg kan også se, at jeg fire år senere - den 13. januar 1970 - modtog "Springende ulv", der var det ultimative duelighedstegn for den tids ulveunger. Senere i 1970 - heller ikke den dato kan jeg se nogen steder - blev jeg så rigtig spejder og så videre og så videre...

Optagelsen i Sct. Georgs Gildet foregik altså den 16. juni 1992 ved Tyvdalhøj-hytten i Flamsted-skoven en dejlig sommeraften. Ude i skoven som det sig hør og bør for rigtige spejdere, selv om det - når sandheden skal frem - var på et værtshus, at jeg første gang blev opfordret til at melde mig under fanerne hos de voksne spejdere i 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg.

På Fjordmarken i rigtigt spejdervejr - regnvejr.
Og selvfølgelig behørigt påklædt med spejderdolken i bæltet
.
Selve optagelsen foregik ved lejrbålet under iagttagelse af højtidelige ritualer. 8. gilde er et rent mandsgilde - og det giver et frirum til lidt ekstra sjov og lir. Og sjov og lir er der blevet meget af i årenes løb.

Optagelsen blev starten på et fornyet og voldsomt engagement i spejderbevægelsen. I mine mange år i Nuuk, hvor jeg var gildemester i syv af årene, var det nu mere indirekte ved at skaffe penge via den årlige byfest, men i 8. gilde i Aalborg har det altid været med direkte kontakt til spejderne, hvor indsatsen især har handlet om madlavning og forplejning.

Jeg har de seneste år beklædt posten som 8. gildes spejderkontakt, og det har givet meget arbejde med gryderne. Højdepunktet var nok, da  jeg stod i spidsen for at lave wok-mad til 850 spejdere på Fjordmarken i Aalborg i 2014, men i øvrigt går det løs igen om en måneds tid, hvor jeg skal være souschef i en tyrolercafe for hjælperne på Spejdernes Lejr i Sønderborg.

Gildeledelsen kom forbi...
Jubilæumsdagen fik i øvrigt et festligt forløb. Selv om det var et træls blæsevejr, blev den fejret i haven - selvfølgelig med bål i pejsen og Crémant d'Alsace på bordet. Hertil naturligvis friskplukkede jordbær af egen avl.

Gildeledelsen kom kørende helt fra Aalborg med et par flasker god vin og lidt chokolade i dagens anledning. Også Jens Wilfred dukkede op. Det var ham, der i 1991 begyndte at presse mig på det navnkundige værtshus Klosterkroen. Han havde da også medbragt en gave med minder fra den tid - en flaske Riga-Balsam.

Da jeg i 2011 vendte tilbage til 8. gilde efter årene i
Grønland og Norge blev jeg modtaget med åbne af
 daværende gildemester Svend-Erik, der desværre
nu er gået til de evige jagtmarker.
Jeg mindes ikke at have set Riga-Balsam siden 1993, hvor jeg flyttede til Grønland, men det er en virkelig specialitet fra det spirituøse overdrev. Fremstillet siden 1752 med angiveligt 99 forskellige ingredienser, heriblandt birkeknopper, honning, volverlej, baldrian, pebermynte, malurt, kalmusrod, blåbær, hindbær, egebark, appelsinskal, ingefær, muskatnød og peber. Den flaske kommer nu nok på bordet, når jeg om 14 dage alligevel skal huse min gruppes sommermøde.

Jeg glemte helt at fotografere fra den lille sammenkomst i haven, så historien er garneret med et par fotos fra arkivet, selv om jeg faktisk ikke har særligt mange fotos fra gildet.

25 år er gået - og nu er det sikkert og vist, at jeg er en gammel spejder...

torsdag den 15. juni 2017

Blændværk

Det går blændende for Gjøl-troldene

Sølv på Gjøl - og så en hestetransport...
I morgen, fredag, begynder et trolde-konvent på Gjøl. Anledningen er naturligvis den nok så berømte Gjøl-trold, der har fået fornyet vind i sejlene, efter at filmen om troldene tidligere på året havde premiere. Samtidig er det i år 60 år siden, at den oprindelige trold kom på markedet.


Troldekonventet er sådan et slags Hjallerup Marked, hvor fans og samlere kan købe og bytte trolde.Og der er nok at bytte med, for troldene vælter ud fra troldemaskinerne i stadig nye varianter. Det er firmaet "By Sommer", der står bag den nye trolde-tsunami. Firmaet har nemlig fået den ide at lade en række kendisser dekorere nogle en meter høje trolde, som skal sælges hos Bruun Rasmussen til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Det er ren trolddom, for folkene bag forventer, at den auktion vil give mindst en million til foreningen.

Men det er også god reklame for Gjøl, og det er de naturligvis pinligt bevidste om i den lille by. Så byens mange trolde har som reklame fået følgeskab af et par af de næsten fuldvoksne trolde malet i skinnende sølvfarve.

Jeg mødte - eller rettere blev blændet af en af troldene foran forsamlingshuset i Gjøl onsdag eftermiddag. Den stod på en sækkevogn og solede sig foran en hestetransport. Jeg var helt uforberedt, og tænkte i første omgang, at det godt nok var en ordentlig pokal, som den hest havde slæbt hjem.

Men da jeg kom nærmere, kunne jeg da godt se, at det var en sølvfarvet trold - og fotografen følte sig temmelig udfordret af den blændende trold.

Den anden af sølvtroldene står ved indkørslen til Gjøl fra Aalborg-siden og skal byde de forventeligt mange deltagere til trolde-konventet velkommen. I hvert fald understreger de sølvfarvede trolde, at det går blændende for troldeindustrien på Gjøl...

tirsdag den 13. juni 2017

Vin-vin-situation

Gør-det-selv vinreol


I vore dage hedder det DIY, men jeg foretrækker altså det gode gamle udtryk: Gør-det-selv... Og det var så, hvad jeg fik tirsdag morgen til at gå med.

Det blæste alt for meget og var alt for koldt til at gå i haven, da solen stod op. Så i stedet kastede jeg mig over vinkælderen, der gennem længere tid har set temmelig kaotisk ud. Jeg er i den heldige situation, at min vinsamling lider af vokseværk. En gang i mellem er jeg heldig at få et par flasker forærende, andre gange falder jeg over et tilbud, som jeg ganske enkelt ikke kan sige nej til.

Under alle omstændigheder har jeg længe overvejet at bygge en ekstra etage på de vinreoler, jeg installerede, da vi flyttede ind på Nørremarksvej - og det var så i dag, jeg fik gjort noget ved det.

Jeg havde et par gamle vinkasser stående og fandt nogle hylder på tømmerlageret - og så gik jeg i gang med to vinkasser, som blev skruet sammen med en hylde. I mellem kasserne anbragte jeg så yderligere nogle hylder, og i løbet af et par timer havde jeg fået plads til omkring 50 flasker ekstra.

Oven i købet fik jeg begyndte på yderligere en etage. Her er det planen, at jeg vil udbygge reolen i takt med, at jeg får fundet nogle flere vinkasser. Et hurtigt overslag viser, at det vil give plads til yderligere et halvt hundrede flasker - og det må så gøre det.

En gammel tommelfingerregel siger, at en ordentlig vinsamling skal være på mindst 400 flasker, men mindre kan nu også gøre det, selv om jeg på mine halvgamle dage bliver mere og mere glad for en god flaske vin.

Med den ekstra plads fik jeg også sat lidt system i rodet, og det viser sig, at der blandt vinene er en del flasker, der er ved at nå toppen, så rent ønologisk bliver det i hvert fald en god sommer...

mandag den 12. juni 2017

Den lille botaniker

Pomerans-høgeurt

(Billederne er klikbare)
Høgeurt findes i mange varianter i den danske flora. Det er en mælkebøttelignende staude, hvor blomsterne som oftest er gule.


Men der er en undtagelse. Det er pomerans-høgeurt, der med sine mørk-orange blomster mest af alt minder om tagetes, når vi ellers ser bort fra, at planten er noget højere og stort set kun består af behåret stængel med nogle få lancetformede blade ved jordskuddet. I øvrigt formerer den sig gerne ligesom jordbær med sidestængler.

Pomerans-høgeurt er en del af den danske flora, men bliver mere og mere sjælden, da den foretrækker næringsfattige og tørre enge. Faktisk er den så sjælden, at jeg aldrig har set planten før jeg forleden stødte på den i en grøftekant ved Bjerget, så jeg måtte lige en tur på nettet for at identificere planten.

Den er smuk, meget smuk, og det ser ud til, at den visse steder bliver dyrket i haver, fordi den tiltrækker sommerfugle, blandt andet blåfugle. Den har navnet pomerans-høgeurt dels på grund af farven, dels på grund af duften, der kan minde om pomerans, der er en citrusfrugt.

Pomerans-høgeurt findes over det meste af den tempererede del af Europa samt i Nordamerika. I USA og Canada betragtes den som en invasiv art, der skal bekæmpes på samme måde, som vi forsøger at bekæmpe blandt andet bjørneklo, fordi den fortrænger de oprindelige arter. I Nordamerika kaldes pomerans-høgeurt blandt andet The Devils Paintbrush foruden det uskyldige Orange Hawkweed.

Det er som sagt første gang, jeg møder pomerans-høgeurt. Jeg er ret begejstret for den flotte blomst, så jeg brugte hele formiddagen på på knæ i grøftekanten for at lave fotos af blomsten. Her er et lille udvalg...