søndag den 30. april 2017

Dus med dåen

Dådyr i og på kornet

For første gang i en måned var morgenvejret til en morgenpatrulje med kameraet rundt i distriktet.

Det er aldrig helt til at vide, hvad der sker derude, men i dag bød naturen på en af de helt store oplevelser - og så er det godtnok umagen værd at stå tidligt op.

På vej hjemover - efter at have hentet morgenbrød i Halvrimmen - kørte jeg gennem skoven. Oppe over bakken ved Bjørnebo stod der et par dådyr på vejen. De stod helt forkert til at fotografere, så jeg prøvede at liste forbi dem og selvfølgelig sprang de væk i fuldt firspring.

Men jeg tænkte, at de nok ikke var så langt væk, så jeg vendte bilen nede ved kirken, og ganske rigtigt stod de og gumlede i det åbne skovbryn ved Bjørnebo-parkeringspladsen. Der var lige lys nok til at fotografere i skoven, så jeg blev hængende og den næste times tid fornøjede jeg mig med dyrene, der efterhånden ikke lod sig anfægte af mig. De dryssede lidt rundt og til sidst var jeg inde på cirka 20 meter. Vi nærmede os gensidigt hinanden - stille og forsigtigt, og jeg jublede indvendigt, indtil der ikke var plads til flere billeder på kortet.

Men nu har jeg også en flot serie med dådyr. Der var fire i alt. Et årige spidshjorte i lømmelalderen. Til næste år er det alvor, og så bliver geviret større og flottere.

Morgenturen bød også på et gensyn med mosehornuglen nede ved dæmningen, som det ses på det nederste dokufoto. Men der var faktisk to, så nu krydser jeg fingre for, at den sjældne ugle begynder at yngle her i kvarteret. Det kunne være sjovt.




Fluen

Et dyk i arkivet

Jeg skulle bruge et billede i arkivet, da jeg faldt over dette foto fra sidste år - og som jeg åbenbart dengang ikke havde brugt til noget som helst.

Men det er nu slet ikke så tosset, selv om fluen måske ikke sidder lige i pletten, så vi lader lige billedet stå et øjeblik...

lørdag den 29. april 2017

Hindbærbrus og kragetæer

Sild med et tvist

Hindbærsild! Det er vist ikke set før...
Det var helt i overenstemmelse med tidsåndens hang til tvist, da Øland Sildelaug fredag gik til bords med hindbærsild på tallerkenen.

Det var i hvert fald aldrig set før, og skriverkarlens tanker gik til digteren og hippien Otto Sigvaldi, der i 70'erne huserede på Strøget i København med skæve tanker og tidsskriftet Hindbærbrus og Kragetæer.

Palle havde været ude med snøren...
Men hindbærsild var der altså på menuen, og det smagte forbløffende og overraskende fantastisk godt. Det var Palle, der i en ledig stund havde været forbi Aalborgs kaj med fiskestangen. Det gav 56 sild og to hornfisk. Den dygtige fisker havde marineret nogle af sildene, og det kom altså sildelauget til gode. Marineringen var så vellykket, at den indbragte ham titlen som sildemanager, og laugsbrødrene ser frem til flere vellykkede sildeprodukter, når den gode soldat om føje tid strækker våben til fordel for en fredelig pensionisttilværelse på Øland.

Tyren fra Damgården endte sine
dage på Sildelaugets tallerkener.
Ellers var arrangementet lagt i hænderne på Sep og Poul - og de diskede op med dansk bøf og abemad.

Lige som sildene var fra det nærmeste opland, var også bøfferne af lokalt tilsnit. Det kostede tyren på Damgården livet, hvilket i følge Poul resulterede i 250 kg hakkekød. Så selv om sildelauget fortærede nogle velvoksne hakkedrenge - to pr mand mindst - så er der altså stadig lidt kød tilbage i fryseren.

Abemad med creme til dessert.
Desserten var friske frugter i en mindst ligeså frisk creme. Også her var der tale om særdeles herrevenlige portionsstørrelser, men ned gled det uden besvær - bortset fra Palles vedkommende. Beruset af titlen som sildemanager krævede han rom i cremen. Den slags havde vi heldigvis på lager, så sildemanageren kunne slå rommen i glasset.

Næste møde er den 26. maj. Menuen kender vi endnu ikke, men skriverkarlen har i hvert fald lovet at medbringe en flaske god portvin - og så må vi jo se, hvad det kan føre med sig...

Gribbene flokkes om resterne fra de riges bord. Lørdag står
den står på restemad hos Jørn, Sep og Ole.

Dagens ord LXXXIII

Persiflage

Så lærte jeg lige et nyt ord - og for et ordmenneske er det jo næsten lige som juleaften.

Ordet er persiflage, der betyder kritik, der har til hensigt at håne eller latterliggøre. Det var egentlig verbalformen persiflere, som jeg stødte på i en artikel om blasfemiparagraffen af juristen Jacob Mchangama. Denne besynderlige anakronisme af en paragraf i en retsstat, der ellers hylder ytringsfriheden. Blasfemiparagraffen indskrænker retten til netop at persiflere.

Ordet stammer fra fransk, hvor siffler betyder fløjte.

Mchangamas artikel er i øvrigt til at få forstand af og giver forklaringen på, hvorfor et ellers liberalt parti som Venstre har det så svært med ytringsfriheden. Sjovt nok fik Mchangama Venstres frihedspris i 2013.

onsdag den 26. april 2017

Pizza

Hjemmelavet fastfood

Da vi boede i Grønland var pizza-forsyningen især i de første år både tvivlsom og ustabil. Derfor måtte manden selv have fingrene i dejen, hvis det skulle gøres ordentligt. Så for 15-20 år siden lavede jeg tit og ofte pizza med en vis rutine, så jeg fik forfinet teknikken, og det reddede så situationen, når trangen til fastfood kom over os.

Dejen rulles ud på bagepapir.
Det er efterhånden en del år siden, jeg sidst har fremstillet denne udmærkede spise af italiensk oprindelse, men forleden skulle det være - og jeg må konstatere, at håndelaget fortsat er der.
Jeg bruger en koldhævet dej, og det har intet med fastfood at gøre, for det skal planlægges. Men i en snæver vending bruger man bare den samme opskrift - bare med mere gær og lun hævning. Men den kolde hævning gør bunden ekstra sprød, og det sætter vi pris på her i huset.

24 timer inden der skal serveres pizza, tager man en skål med halvanden dl lunken vand, tilsætter fem gram gær, en spiseske olie samt en teske salt og sukker. Sukkeret er næring til gæringen - og kan ikke erstattes med sødemiddel ved koldhævning.

Når pizzaen er hjemmebagt, bestemmer man selv fyldet.
Det blandes godt, og så begynder man at tilsætte mel. Det skal gøre med fingrene, så man har føling med dejen. Lidt efter lidt tilsættes melet, til man har en blød og smidig dej. For en sikkerheds skyld ælter man lige fem minutter ekstra for at gøre dejen endnu mere smidig og sammenhængende. Det er umuligt at sige, hvor meget mel der skal bruges, for det afhænger både af meltype og luftfugtighed.

Dejen formes til en kugle, der lægges i køleskabet til hævning til næste dag. En time inden bagningen tager man dejen ud, så den kan få stuetemperatur.

Klar til at spise...
Ovnen tændes på fuldt blus - cirka 275 grader. Herefter rulles dejen tyndt ud på et stykke bagepapir. Fyldet kommes på, og bagepapiret anbringes på en drønvarm plade i ovnen. Herefter bages der i 12 til 15 minutter ved 225 grader, til osten er gylden, pizzaen tages ud af ovnen og spises med det samme.

Som pizzasovs tager jeg en dåse hakkede tomater med hvidløg, som jeg reducerer til det halve og smager til med salt og oregano. Fyldet var i det aktuelle tilfælde peberfrugt i skiver, skinke, bacon og cocktailpølser skåret igennem på langs. På toppen af det hele færdigrevet pizzaost, men der er jeg bestemt ikke fanatisk, så en almindelig god mellemlagret danbo fungerer også fantastisk. Og så lige et ekstra drys oregano og lidt presset hvidløg, så er den klar til at servere.

tirsdag den 25. april 2017

April

Vinterens sidste krampetrækninger

April har muligvis sit etymologiske ophav i den græske gudinde for elskov, kærlighed, frugtbarhed og skønhed, Afrodite.

Det giver i hvert fald god mening sådan en aften sent i april, hvor solen er ved at gå ned - og hele egnen emmer af frugtbarhed. Bønderne sår og fuglene parrer sig - og selv om vejret ikke er til at stole på, byder skyerne på deres egen brutale skønhed.

Og nede ved dæmningen er skeskorkene på plads med deres fejende bevægelser i Ulvedybets mudrede vande og varsler sommerens snarlige komme. Alt er faktisk i sin skønneste orden...

Sandflugt og havskum

April er ikke til at stole på - og dog...

Luften var tyk af sand og havskum, da aprils forunderlige omskiftelige vejr mandag aften bød på en rask lille storm. Sådan er april - ikke til at stole på, og dog alligevel i al sin omskiftelighed en del af årets faste dagsorden.

Jeg havde afleveret Dina til en fest i forsamlingshuset i Halvrimmen - og da jeg nu alligevel var ude at køre, tog jeg til happy hour i Blokhus. Stranden var stort set mennesketom - forståeligt nok, da det på trods af solskin næppe var et vejr at jage en hund ud i.

Vandet stod næsten helt op til ishuset ved nedkørslen, men jeg vovede alligevel en tur langs stranden, hvor sandet føg som sne på en vinterdag. Det var ret fascinerende, og jeg kunne slet ikke lade være med at prøve at fange stemningen på foto. Det er bare en næsten umulig opgave, for sådan en storm ved Vesterhavet er altså en meget fysisk oplevelse, som kun vanskeligt lader sig forevige. Det skal opleves!


Udskiftning i ledelsen

Traditionerne holdes i hævd

Søndag var det Sct. Georgsdag, og som altid er det dagen, hvor spejdere og gildebrødre mødes og bekræfter henholdsvis spejder- og gildeløfte.

Det kan gøres på mange måder, men helt enkelt handler det om at bekræfte, at man fortsat efter bedste evne vil bestræbe sig på at være et godt menneske i alle henseender.

I 8. gilde i Aalborg er Sct. Georgsdag også den dag, hvor vi skifter ud i ledelsen. Vi har det ganske fine princip, at man i udgangspunktet ikke kan beklæde en ledelsespost mere end to år ad gangen. Det forhindrer pamperi, og det skaber fornyelse. Samtidig er der den fordel ved den korte embedsperiode, at det er svært at undslå sig udfordringen, fordi det trods alt kun er for to år. Det kunne man helt sikkert lære af - både i politik og i mange foreninger.

Søndag blev der altså indsat en ny gildemester, Hugo, og en ny såkaldt dørherold, Helge, der ud over at være manden, der styrer adgangen til gildehallen også fungerer som gildemesterens personlige assistent. Her ses gildemesteren flankeret af gildekansleren Martin til venstre. Kansleren er gildets sekretær. Til højre ses Henrik, der er skatmester, altså kasserer og bagerst til højre har vi flagherolden, Ulrik.

Jeg havde i øvrigt fornøjelsen af køkkentjansen sammen med Michael i dagens anledning. Menuen stod på irish stew og skovbær-trifli - og sagt i al beskedenhed var det slet ikke så ringe...

mandag den 24. april 2017

Ræs

Spejderne gav den gas

Jan Magnussen kan godt pakke sammen, efter at spejderne i Jens Bang-divisionen lørdag eftermiddag holdt sæbekasseræs i Vestbjerg.

For her var alle vindere i den dejlige forårssol, hvor spejderne og altså også undertegnede havde en dejlig dag med fest, sjov og ballade - og herlige grillstegte burgere til frokost.

Vestbjerg-racet var  afslutningen på årets Jens Bang-dyst, der har beskæftiget spejderne i vinterens løb med konkurrencer i blandt andet tapas og skiskydning foruden altså sæbekasse-ræs.

Jeg har samlet lidt flere billeder fra ræset i et album på min hjemmeside.

lørdag den 22. april 2017

Nattens udfordring

Svært nordlys

17mm, f:3,2, 10 sec, iso 1600.
Blæsten var godtnok en seriøs modspiller, da nordlysalarmen lød ved midnatstide.

Jeg kunne naturligvis ikke holde mig i ro, men måtte ud og fotografere det fortryllende lysfænomen, selv om der peb en pelikan med en middelvind på 15 m/s. Jeg krøb i ly i fugletårnet ved Ulvedybet, men det hjalp som en skrædder i helvede, for vinden kom fra nordvest, altså den samme retning som nordlyset.

Øjnene løb i vand, når jeg kiggede mod horisonten, og det var slet ikke til at fokusere på det meget svage nordlys, så enhver form for selvstændig tanke forsvandt - og det hele blev kørt på rutinen. Så helt ærligt blev det ikke til andet end et dokuskud blottet for nerve og detaljer. Billedet er ikke kønt, men beviser i hvert fald, at der var nordlys oppe omkring den norske kyst. Det er den grønne lysstribe, som ses over horisonten.

Lyset til venstre er solen nordfra, der er cirka 20 grader under horisonten på optagelsestidspunktet. Det er et varsel om de kommende lyse nætter, der her på positionen begynder om ni døgn. Det vil sige, at solen ikke på noget tidspunkt kommer under 18 grader under horisonen - og så er det slut med at fotografere nordlys i det hele taget.

Jeg følger nordlyset intenst, og søndag aften skulle der igen være en chance, hvis ellers skydækket tillader det.

fredag den 21. april 2017

Morgen ved Ebeltoft

Sightseeing i den gyldne time

Morgenstemning ved færgehavnen i Ebeltoft.
På trods af det gode selskab og adgang til gode vine på Dansk Supermarkeds kursuscenter i Ebeltoft gik jeg tirsdag aften i seng til fornuftig tid og stod derfor også op onsdag til normal tid ved fem-tiden. Det gav mig lige et par timer til at være turist med kameraet i den gyldne time, hvor solen står op, i et område, som jeg egentlig kender ganske godt.

Familiegravstedet på min mødrene side.
Min mormor og morfar boede i Ebeltoft, og jeg er kommet der meget som barn. Derfor blev det naturligvis også til et besøg på kirkegården i Dråby et par kilometer uden for molboernes hovedstad. hvor mine bedsteforældre på den mødrene side ligger begravet sammen med et par af mine oldeforældre og min onkel og tante.

Pas på svingene ved Dråby...
Dråby er i øvrigt en ganske pitoresk lille landsby, som ligger midt i et fantastisk moræne-landskab med hårnålesving og bakkedal, der leder tanken hen på Norge. Dråby består af to rækker ældre huse - mange med stråtag og bindingsværk - langs en smal og snoet vej og er noget præget af tiden, hvor hippierne fra Aarhus flyttede på landet, så der er en del gallerier og pottemagerværksteder i den lille by. Kirkegården ligger lidt uden for byen med en smuk, smuk udsigt over Dråby Sø.

Det blev en god morgen oven på en ellers noget hård dag...

torsdag den 20. april 2017

I den gode smags tjeneste

Nogen skal jo gøre det hårde arbejde...

Bordet blev unægteligt lidt rodet i løbet af dagen...
Normalt er vinsmagninger en ganske alvorlig sag, men når nu man ikke skal køre hjem, kan man jo lige så godt forene det nyttige med det fornøjelige, så jeg indrømmer gerne, at humøret var ganske højt, da jeg entrede kanen tirsdag aften.

To gode kvalitetsvine fra argentinske
Salentein. Jeg savnede firmaets pinot noir.
Jeg har tirsdag og onsdag været på et vin- og spirituskursus i forbindelse med min lille bitjans som vinsælger i Bilka. Læseren kan godt tørre det fjollede grin af, for det var skam både alvorligt og seriøst - og det meste af vinen blev spyttet ud igen.

Men kurset var altså også ganske genialt opbygget, så der kunne blive en lille fest ud af det alligevel. Vi lagde ud med med vine fra Salentein i Argentina og norditalienske Masi. Høj kvalitet og klassevine, selv om jeg savnede at smage Salenteins geniale pinot noir, der er en af mine personlige helt store favoritter.

Ved firetiden gik vi så over til de lidt stærkere varer, og det var her, at stemningen blev lidt mere løssluppen - og jeg glemte spytbakken. Spiritusgrossisten Hans Just havde medbragt en bartender, der viste sæsonens hotteste drinks og cocktails - og jeg noterede, at det åbenbart er blevet moderne med en agurk i stedet for enskive limefrugt i den gode gamle GT. Programmet sluttede med seks Lottrup-specialøl fra Royal Unibrew - og så var grundlaget lagt for en festlig middag med gode kolleger.

Onsdag var det så store lamadag, og der skulle spyttes igen, for bilen skulle gerne hjemover senere på dagen. Det var  lidt synd for en hvidvinselsker som undertegnede, for dagen begyndte med et udvalg af dejlige rieslingvine fra Dr. Pauly-Bergweiler Noble House. Så fulgte sydafrikanske Nederburg med gode solide rødvine, der byder på et rigtigt godt forhold mellem pris og kvalitet - og som jeg gerne sælger til familien Danmark.

En sand gudedrik...
Efter en hurtig frokost sluttede vi så af med en serie portvine fra Sogrape, der blandt andet også er firmaet bag den kendte Mateus Rosé. Og her gjorde det altså ondt på manden at bruge spytbakken. Specielt den 20-årige tawny fra Sandeman, for det er altså en vin lavet af guderne med lidt hjælp fra vinmagerne - og den står højt på min personlige indkøbsliste....

Som altid havde jeg kameraet med mig til at støtte hukommelsen, men der kom da også et par gode fotos ud af det...

Fire gode tyske Rieslinger fra den helt tørre
 trocken til venstre og til den sødmefyldte Spätlese.
Den bittersøde italienske Aperol er en rigtig sommerdrik. Tre dele
prosecco, to dele Aperol og en del danskvand lyder den klassiske opskrift.
Bartenderen demomstrerede godt håndværk og kom
med gode tips og ideer til en glad aften på sommerterrassen.
Gin og tonic med agurk. Så har man hørt det med...
Jeg er ikke den helt store fan af kraftige apassimento-rødvine
 fra Italien, men den her jubilæumsudgave af Masis Campofiorin sad
 altså lige i skabet. Den har et stort gemmepotentiale,
så mon ikke der skal investeres i en kasse eller to?
Dagen derpå...
Salenteins udsendte på en festlig baggrund.

mandag den 17. april 2017

Påskeglimt

Øjeblikke i arbejdslejren

I år blomstrede påskeliljerne i påsken. Det sker ikke hvert år, for
påsken følger jo ikke kalenderen lige så slavisk som blomsterne.
Med en pæn stor have og et hus fra 1852 har man aldrig helt fri, selv om det hedder påskeferie. Heldigvis byder det også på mange glæder - og det er jo sådan, at jo mere, vi klarer tidligt på sæsonen, jo mere tid bliver der til at holde fri og nyde det, når det bliver godt vejr.

Og hvad der er nok så væsentligt: Det er nu, vi høster frugterne af tidligere års arbejde. Jeg tør godt påstå, at haven aldrig har været flottere i april end netop i år. Og inden månedens udgang er det hele også grønt. Så det har været indsatsen værd...
Søndag knoklede Dina med at gøre bilen klar til sommeren. Det skal hun
 have en stor tak for. Nu mangler vi bare at få sommerdæk på, men
 de lover altså sne i ugen...
Jeg har repareret vinterskaderne på huset, så om føje tid kan vi
gå i gang med at kalke syd- og østsiden, der står for tur i år. Efter gammel
tradition skal man være færdig med kalkningen inden pinse.
Jeg fik et nyt foderbræt til gårdspladsen i fødselsdagsgave af min
søster. Det er nu samlet og taget i brug. Tak for det.

Print på træ II

Dinas have

Det virker, men der er da plads til forbedringer. Det er konklusionen efter påskens eksperimenter med print på træ.

Den direkte anledning var beslutningen om at lave et højbed i urtehaven til Dina, hvor hun kan have lidt småskala-havebrug med nogle af de mange forskellige planter, der er ved at spire frem fra de små plantegaver, som Bilka og Føtex delte ud i marts. Det er typisk tre til fem planter af hver slags, og det er lidt svært at passe ind i mandens storproduktion af kartofler, gulerødder, selleri, porrer, rødbeder og andre gode sager til vinterforrådet.

Højbeddet er lavet af pallerammer, sådan som man jo typisk gør det i vore dage. Oven i købet har jeg på toppen monteret metallister, der gerne skal holde dræbersneglene ude af beddet, så de små, sarte planter får lov til at gro i fred. Metallisterne virker ved at rage et par centimeter ud over kanten - og det skulle angiveligt - i følge Biltemas reklamer - være umuligt at forcere for en snegl.

Men nu kan jeg jo godt lide at sætte et personligt præg på tingene, og det er så her, at print på træ kom ind i billedet. For når nu højbeddet alligevel er Dinas departement, så ville jeg godt sætte navn på det. så jeg kreerede lidt tekst på grønlandsk - Dinap natsiivia - og skiftede to af mange i'er ud med blomster. Langfredag printede jeg teksten på træet og efterfølgende fik det så tre gange lak.

Det så faktisk ret godt ud, så det var ikke uden stolthed, at jeg lørdag morgen stillede herligheden op, og sagde "færdigt arbejde", hvorefter vi drog på tur til Thy. Desværre var lørdag en meget regnfuld dag. 26 mm blev det til, og det var tilsyneladende i overkanten for de røde og grønne farver på træet. I hvert fald var de på trods af lakeringen begyndt at flyde lidt ud, mens vi var i Thy, hvorimod den sorte farve står flot og skarpt.

Måske er årsagen, at farven skulle have haft lidt mere tid til at hærde, inden det kom ud i regnen. Måske er det noget, som man ikke kan gardere sig imod. Der er ikke rigtig noget at gøre ved det. Sket er sket, men skulle jeg en anden gang få brug for at printe på træ, er det i hvert fald noget, der skal med i overvejelserne. Ind til videre trøster jeg mig med Dinas vise ord: - Det er jo tanken, der tæller...

For de sprogligt interesserede kan jeg lige tilføje, at "Dinap naatsiivia" betyder Dinas have. P'efter Dina er den grønlandske genetiv-endelse, ligesom vi bruger s på dansk; ingen hokuspokus i det. Mere interessant er a'et i endelsen af naatsiivia, for egentlig hedder have naatsiivik, men a'et er en genstandsmarkør, der viser, hvad det er genitiven lægger sig til. Akkurat som da jeg i sin tid arbejdede i Nuuk kommune, der på grønlandsk hed Nuup Kommunea. Nuuk betyder næs, og direkte oversat var det altså Næssets kommune. Det er sådan en af de mange sjove og spændende detaljer i det grønlandske sprog, som gør, at man ikke bare lige lærer sproget på et 30 timers aftenskolekursus.

lørdag den 15. april 2017

Frokost på havnen

Attrup Havnecafe

Attrup Havnecafe ligger dejligt i vandkanten med
en smuk udsigt over fjorden og Himmerland.
I den tid, vi har boet på Øland, har Attrup Havnecafe altid ligget der og set indbydende ud på søndagsturene, men det er aldrig rigtigt blevet til andet end et ishus. Forpagterne er kommet og gået, og meget af tiden har forretningen været lukket.

Men de seneste måneder er der tilsyneladende kommet gang i butikken med endnu en ny forpagter, der kalder sig Kogekonen fra Gjøl - og flere af naboerne har meddelt, at det var godt. Så langfredag skulle vi da også prøve det. Vi er jo ikke ligefrem forvænt med nye spisesteder i den nærmeste omegn.

Vi ankom til en fyldt restaurant sådan lidt over 12, og det var lidt af et puslespil at få et bord. Forpagteren og den enlige ansatte var tydeligvis udfordret af successen, så jeg vil ikke komme med en decideret anmeldelse, men blot lave et par noter til eftertanke.

Stjerneskuddet var bare i orden. Billedet er et
 mobilfoto og derfor ikke særlig skarpt, hvilket
jeg skal beklage.
Dina valgte frokostbuffetten, der var en brunch-buffet tilføjet et par middagsretter - og hun var tilfreds. Der var ingen tvivl om, at buffetten er en fornuftig satsning til den lokale kundegruppe, der vil have noget for pengene, men det er ikke lige mig, så jeg valgte et stjerneskud til 95 kroner, selv om kromutter advarede om, at det ville tage lidt tid.

Så galt var det nu ikke, og stjerneskuddet var absolut værd at vente på. Det var helt igennem håndlavet med frisk fisk - og der var ikke meget at udsætte på det. Fiskefiletterne var lidt løse i det, men det er nu et generelt problem på denne årstid og vidner blot om, at fisken er friskfanget. Forpagteren kunne da også fortælle, at stjerneskuddet er blevet en stor succes, og hun bruger ugentlig 80 kilo fiskefiletter fra Hirtshals.

Stjerneskuddet var lidt utraditionelt pyntet med wasabi-rogn. Det har jeg aldrig prøvet før, men de grønne stenbiderrogn med lidt bid og en note af hvidløg smagte i hvert fald godt. Jeg har efterfølgende tjekket det på nettet, og det ser ud til, at rognene stammer fra Royal Greenland, der laver dem til det asiatiske marked. På RG's hjemmeside oplyses det, at man arbejder på at få de grønne rogn ud i detailhandelen. Oprindeligt stammer wasabirogn fra Stillehavet, hvor de fremstilles af flyvefiskerogn.

Alt i alt var vi tilfredse med frokosten, men jeg vil gerne stærkt kritisere, at det ikke var muligt at få sukkerfri sodavand til maden. Dina har sukkersyge og ville gerne have en sukkerfri cola. Det kunne ikke lade sig gøre. Forpagteren kom med en lang, noget alternativ, småreligiøs og ikke særlig lægevidenskabelig forklaring om kunstige sødemidler, som hun helt klart var imod. Det ændrer bare ikke ved, at jeg mener, at fraværet af sukkerfri sodavand er en klar diskrimination af den store del af befolkningen, som lider af sukkersyge.