mandag den 20. marts 2017

Uglen i mosen

Dagens (f)ugle

Mit livs første foto af en mosehornugle...
Godt vejr og forårsjævndøgn var anledningen til årets første rigtige fototur til Ulvedybet, hvor ænderne dominerer billedet, efter at sangsvanerne har forladt landet.

Det blev også til et et par fotos, men dog ikke det helt store, så jeg vendte næsen hjemefter ved otte-tiden. Jeg spottede ude i strandengen, hvad jeg umiddelbart regnede med var en musvåge. De plejer at være vagtsomme og flyve straks, man retter kameraet mod dem, men det skulle da lige have en chance, selv om det var mod solen.

Men hovsa, da jeg stillede skarpt, opdagede jeg, at det var en ugle, der i øvrigt heller ikke gad lege med mig, så det blev kun til et par billeder, inden den fornærmet lettede og fløj sin vej over mod Ølandskov.

Da jeg kom hjem og fik billederne i pc'en, var det gode dokuskud, men de holder næppe til en konkurrence, for modlyset er for voldsomt. Jeg har behandlet billederne i Photoshop, så de i det mindste kan bruges på bloggen.

Uglen er for resten en sjælden en af slagsen, viser det sig. Jeg kunne ikke umiddelbart bestemme den - og har fået hjælp af både Christina og Hans, der begge bekræfter, at det er en mosehornugle. Der skulle angiveligt være set flere mosehornugler i Nordjylland de seneste dage.

Det gør mig lidt stolt af modlysbillederne, for DOF-siden oplyser blandt andet, at mosehornuglen  er en meget sjælden, spredt forekommende ynglefugl på strandenge, hedemoser, i ådale og på mindre øer. De mest regelmæssige ynglepladser findes i det sydvestlige Jylland.

Så blev denne mandag også en god dag - allerede fra begyndelsen.
Desværre gad mosehornuglen ikke lege...
Der er masser af krikænder. Her ser vi tydeligt krikandefars gule agterspejl.
Og her ser vi tydeligt forskellen i størrelse mellem krikand og gråand.
Hvinanden lettede ben under morgenbadet.
Sangsvanerne er nu fløjet. Tilbage har vi masser af knopsvaner.

1 kommentar:

Farmer sagde ...

Tak for herlige billeder. Hos os er der (desværre) en del sangsvaner tilbage.
De er meget hårde ved vinterrapsen.