tirsdag den 31. januar 2017

Hjemmegjort remoulade

Hjemmelavet, nemt og lækkert

Der er simpelthen ikke noget så lækkert som en friskfanget fiskefilet, men netop nu i januar er det lidt svært - for fladfiskene er endnu løse og magre i kødet.

Heldigvis har vi fryseren, og der lå en pose med skrubbe-filetter fra efteråret. Det er nem mad, der slet ikke minder om grillbarernes og cafeteriernes pappanerede fiskefiletter. Vi plejer bare at vende dem i lidt rugmel, salt og peber - og så på panden i en gang smør. Det kan alle gøre på fem minutter, sådan godt og vel...

Hvis ellers tiden er til det, så er det ekstra godt med hjemmerørt remoulade - og det er heller ikke særlig svært, hvis ellers man har ingredienserne. Skal det være helt rigtigt, skal man selvfølgelig begynde med at lave en mayonnaise, men netop til remoulade synes jeg, at det er helt fint med kalorielet industri-mayonnaise, som er meget neutral i smagen.

Så skal der fyld i. Jeg bruger et halvt rødløg, en nyopgravet gulerod, en håndfuld pickles og en halv snes cournichoner. Det hele hakkes fint - meget fint - og hældes i mayonnaisen. Så får det også et drys gurkemeje for farvens skyld, lidt salt og lidt friskkværnet peber. Det røres sammen og smages til med lidt dijon-sennep og så pølsemandens hemmelige trick - en sjat af lagen fra agurkesalaten eller som i det konkrete tilfælde lagen fra cournichonerne.

En herlig frokost til en tåget vinterdag, hvor der skal lidt fest og farve på bordet.

mandag den 30. januar 2017

Vinterfugle

Flot og ikke helt almindelig fuglebog

Sådan lige ved første øjekast ligner Lars Jonssons Vinterfugle en ganske almindelig fuglebog af den slags, fuglefolk har en stribe af, og som bruges som opslagsværker, når man kigger på fugle. Men det er nu en ganske kraftig en af slagsen. Større og tungere end en normal felthåndbog.

Forklaringen er den helt enkle, at der ikke er tale om fuglebog af de gængse, men derimod en samling essays, der forener facts og oplevelser om de fugle, vi normalt ser på foderbrættet om vinteren. Og så selvfølgelig en masse flotte tegninger af fuglene.

For Lars Jonsson er ikke alene ornitolog. Han er også kunstner, der hele livet igennem har tegnet og fortalt om fuglene - og de fleste nikker genkendende til den katakteristiske tegnestil, som kendes fra flere felthåndbøger.

Illustration fra bogen.
I Vinterfugle deler Lars Jonsson gavmildt ud af sin viden og sit håndværk. Vi kigger kunstneren over skulderen, når han studerer fuglene helt tæt på, og han deler sine farveprøver og kunstneriske overvejelser med os. Samtidig deler han selvfølgelig masser af godbidder om fuglenes liv og levned i vinterkulden og på fuglebrættet. Bogen indeholder med sine 340 sider læsestof til adskillige timer.

Illustration fra bogen.
Lars Jonssons udgangspunkt er Gotland, men vinterfuglene der og her i Danmark er stort set de samme. Bogen er fremragende oversat - jeg vil nærmest kalde det versioneret - af Lars Thomas - og den er derfor fuldt anvendelig ved de danske foderbrætter.

Jeg vil anbefale, at man læser bogen i små bidder. Læg den i vindueskarmen og snup så et afsnit, når der er anledning til det. Som det skete for undertegnede i dag, hvor bøgetræet uden for kontoret pludselig var fyldt med pludrende grønsiskener. Så griber man bogen - og lærer blandt andet at skelne mellem unge og gamle grønsiskener.

Illustration fra bogen.
Lars Jonsson: Vinterfugle. Oversat til dansk af Lars Thomas. Udgivet af Lindhardt og Ringhoff. Kroner 299,95

I øvrigt kan man i øjeblikket også nyde Lars Jonssons dejlige fugletegninger på Kunstcentret Silkeborg Bad, hvor han er med i udstillingen "Øen som inspiration". Udstillingen hænger på Silkeborg Bads vægge frem til 1. april.

søndag den 29. januar 2017

Isbrydere til salg

Maritimt udsalg

Lørdagsudflugten gik til Hals, hvor man blandt andet kan se statsisbryderne Danbjørn og Isbjørn. De to en gang så stolte fartøjer er sat til salg - og vil næppe nogen sinde mere komme til at bryde is.

Jeg husker, da de blev bygget i tresserne. Dengang var de nationens stolthed, der skulle sikre danskens vej til ros og magt - og ikke mindst den en gang så vigtige sejlads mellem landsdelene. Sidenhen har broer, global opvarmning og større motorkraft i handelsskibene overflødiggjort den statslige isbrydning - og for en kold regnehjerne er salget derfor en naturlig konsekvens af det såkaldte fremskridt.

Men det er flotte skibe, og for en nostalgiker giver det et stik i hjertet at se skibene sådan ligge uvirksomme hen, mens jeg tænker på, om ikke de kunne bruges til en eller anden form for forskning og suverænitetshævdelse i den arktiske del af Kongeriget.

Danbjørn og Isbjørn fik en storebror i form af statsisbryderen Thorbjørn så sent som i 1980. Thorbjørn blev allerede i 2013 solgt til Nordane Shipping i Svendborg, hvor isbryderen nu ligger - lige så uvirksom som Danbjørn og Isbjørn. Jeg talte dengang med rederiet, som dog ikke ville (og sikkert heller ikke kunne) sige noget om, hvad planerne var for isbryderen.

Isbryderne var senest i aktivitet i vinteren 96/97. Den gang bestod isbryderflåden desuden af den noget mindre Elbjørn bygget i 1956, der efter et motorhavari blev oplagt og senere solgt. Elbjørn er i dag restaurationsskib i Aalborg.

lørdag den 28. januar 2017

Svanedybet

Svaneskriblerier i morgenstunden

Det er tidlig morgen. Klokken har lige passeret halvfem, og der er endnu en god times tid til Hans Otto Bisgaards naturkalender i radioen. I en tid, hvor alting forandres, er naturkalenderen et af mine faste holdepunkter og en del af morgenritualet.

De seneste dage har jeg sovet med åbne vinduer. Selv om vi skriver januar, er det ikke koldere, end at det kan lade sig gøre uden at hente en forkølelse.

Det åbne vindue giver en dejlig kontakt til nattens lyde her på den fredelige ø. Der er ikke så mange i øjeblikket, men snart kommer fuglesangen fra havens små fugle. Den dominerende lyd natten igennem har været sangsvanerne nede fra Ulvedybet.

Sangsvanerne trompeter kommer lidt i bølger. Jeg tror, at der måske er en svane, der keder sig lidt - og så råber ud i mørket. Og så svarer alle de andre vågne sangsvaner tilbage. Man skulle måske tro, at det er irriterende med al den svanesang. Men jeg nyder det og fascineres af de store fugle.

Der er mange sangsvaner i øjeblikket. Forleden blev der talt omkring 700. Læg dertil godt 300 knopsvaner og adskillige tusinde gæs i alle afskygninger. Ja, så er der jo ikke noget at sige til, at der ind i mellem er larm i Ulvedybet.

Billederne er fra fredag eftermiddag, hvor vandoverfladen nærmest var dækket af de hvide fugle, så det lignede en isbræmme. Svaneungerne er knopsvaner. Det kan være lidt svært at se forskel, når fuglene endnu ikke er udfarvet, men knopsvanernes hals er bliver normalt holdt i en form, der minder om et 2-tal med et sænket hoved, hvorimod sangsvanerne har ret hals og løftet hoved, du raske gut....

Red. anm. 29. januar 2017: I dag er antallet af sangsvaner i Ulvedybet opgjort på DOF-basen til 970 samt yderligere 1745 i Gjøl Bredning.




torsdag den 26. januar 2017

I storbyens favn

Du skal ikke tro, du er noget...

Der er tilsyneladende kun 20 parkeringspladser
 i kælderen under det ny hovedbibliotek i Aarhus,
men det er i virkeligheden elevatorer.
Bonderøv!

Alle stirrede på mig og rystede på hovedet, som om jeg var åndsvag - og selvtilliden sank til et absolut minimum. Sådan var mit møde med Aarhus Sporveje for snart 40 år siden, da jeg flyttede til smilets by.

Miseren bestod i, at jeg forsøgte at bestige en bybus fra forenden. Sådan noget gør man ikke ustraffet i Aarhus, for der skal man gå ind i rutebilen ad den bagerste dør - og dette lille tvist på landets gængse normalitet udstiller den fremmede som bonderøv. Ikke noget at sige til, at jeg sidenhen har haft det svært med storbyer, der er befolket med fremmede travle mennesker, der kun har en hovedrysten til overs for folk, der kommer fra landet.

Når man har betalt, venter man...
Akkurat den samme følelse stod jeg med i går, da jeg skulle dække et møde i Aarhus ny hovedbibliotek. For siden 1978 har den østjyske provinsby nemlig fået solide storbynykker og tingene kan lige som ikke blive store og smarte nok i den såkaldte kulturhovedstad.

På hovedbiblioteket, der i gamle dage lå smukt i Mølleparken, men nu holder til i en megalomisk arkitektpris-belønnet glasbygning på havnen, har man nemlig ikke en almindelig parkeringskælder, men derimod et automatisk parkeringsanlæg. Det var jeg ikke lige forberedt på - og der stod bonderøv stemplet over hele Astraens bagende, mens jeg kørte rundt og rundt for at finde en parkeringsplads..

Og venter...
Dybest set er parkeringssystemet sikkert smart nok, men der mangler altså en eller anden form for pædagogisk skiltning, så jeg måtte stille bilen midt i det hele og finde nogen, der kunne hjælpe bonderøven.

Det viste sig, at man skal køre bilen ind i en elevator, tage taske, overtøj og øvrigt habengut, og så låser man automobilet. Herefter tager man en hastig afsked med bilen og går ud af elevatoren og registrerer kreditkortet. Så forsvinder bilen i et hul i jorden.

Når man skal derfra, skal man betale - selvfølgelig et helt andet sted i parkeringsanlægget. Og når den transaktion er overstået, kan man så hente bilen i en helt anden elevator. Det sparer selvfølgelig en masse tid, fordi man ikke skal køre og lede efter en parkeringsplads. Den tid bruger man så i stedet på at vente på elektroniske systemers bippen og leden efter bilen under det monstrøse bibliotek.

Og pludselig dukker Astraen op af dybet med
 Aarhus by Night i baggrunden. Måske det havde
 været mere passende med en Porche eller
 en Ferrari i det storbysmarte miljø?
Det er sådan lidt ligesom med en computer. Den sparer en for en masse tid, som man så kan bruge til at slukke og tænde for den, fordi programmet har begået en ulovlig handling eller internetforbindelsen bare er dårlig.

Men mest af alt tjener teknologien bare til at udstille, at jeg er bonderøv - sådan som det også skete, da jeg skulle køre med en aarhusiansk bybus for første gang. Og jeg gad nok se, hvad der sker i parkeringskælderen, hvis strømmen går...

Aarhus er som bekendt kulturhovedstad i år - og det er de meget stolte og benovede over. Generelt har de danske medier spillet med på benovelsen og helt glemt at fortælle, at det altså ikke er en særlig enestående begivenhed, for EU udnævner hvert år to byer til denne for skatteyderne så bekostelige status. I år er det foruden Aarhus den cypriotiske by Paphos, der blandt andet er kendt for, at det var der, Afrodite mødte sin Adonis. Det er der sådan set også mere kultur i end en automatisk parkeringskælder...

tirsdag den 24. januar 2017

Nu spirer det

Foråret så sagte kommer

Der er grøde i luften. Selv om kalenderen fortsat siger januar, så er foråret så sagte på vej.

I de seneste dage er det myldret frem med erantis. Først en, så to, så fire, så mange...

Det er en uge tidligere end sidste år, hvis man ellers skal lægge noget i det. Men det gør mig nu så glad, for erantis er min yndlingsblomst. Lille og undseelig og dog så gul og glad og et varsel om den tid, der kommer.

Et andet tegn er dorthea-liljerne. Det er altså meget tidligt, at de står i knop. Det plejer først at ske efter deres nære slægtninge vintergækkerne, men her på parcellen har gækkerne endnu ikke slået sig løs. Bevares, der er knopper, men de er altså lidt længere tid om det. Sådan er det ikke med erantis. De begynder med at blomstre - og så kommer resten af planten efterhånden.

Dagen er tiltaget med godt en time - og nu går det stærkt. Fire minutter i døgnet de næste par måneder, så det er svært at tage sorgerne på forskud. Men vi skal nu ikke blive overrasket over tilbageslag. Først i slutningen af april - om tre måneder - kan vi være nogenlunde sikre på, at der ikke kommer mere frost.

Men glæden over de første erantis kan ingen tage fra os. Og ukrudtet, det skidt... Det gror sør'me også...

New Green Revolution

Italiensk vin

Dagens program...
Økologi er et af tidens tegn - et smart trick til at jobbe priserne op på mange produkter, og det i mange tilfælde også langt over, hvad en eventuelt bedre smag kan berettige. For helt ærligt, så kan jeg altså ikke smage forskel på en frisk gulerod - uanset om den så har fået kunstgødning eller ej.

Nu har vi fortsat gulerødder af egen avl i haven, så det er ikke noget, jeg tænker så meget over. Men økologien er selvfølgelig en tendens i tiden, som fødevareproducenter ikke kan ignorere.

Viviane Cifali fra Arnaldo Caprai fortalte 
om vin og økologi.
I vinbranchen er det en særlig udfordring, for vin er temmelig svært at producere på normale økologiske betingelser, sådan som EU's regler er. Kort sagt kan man sagtens producere druer økologisk, men i det øjeblik man laver vin, tilsætter man blandt andet sulfitter - og den går ikke. 

Derfor findes der en række alternative stemplinger - blandt andet den italienske "New Green Revolution", som jeg fik et foredrag om, da jeg mandag eftermiddag var til vinsmagning i Føtex i kraft af mit lille bijob som vinsælger i Bilka.

Det var i øvrigt italienske forholdsvis ukendte klassevine fra vingårdene Arnaldo Caprai og San Felice, der var på programmet - og rent smagsmæssigt var det en fornøjelig eftermiddag. Dagens hit var Arnaldo Caprais Montefalco Collepiano på 100 % Sagranto fra 2009. Den kan købes på Føtex.dk, Den er ikke helt billig, men med et gemmepotentiale på 10-15 år går det nok endda.

Det var Italien, der var på programmet - og så taler vi mest rødvin, men jeg hæftede mig også ved en enkelt hvid - også fra Arnaldo Caprai. Den hedder Grecante med et lidt spøjst osteagtigt førsteindtryk, men med en herlig lang og frisk eftersmag af lime. 

Dagen sluttede med en Brunello 2011 fra San Felice. Den var nu heller ikke så ringe...

fredag den 20. januar 2017

Moderne tider

Sort skærm

Nytårsaften på DR er som regel ganske traditionel. Vi begynder med nytårstalen for senere på aftenen at slutte med 90-års-fødselsdagen og rådhusklokkerne.

Med al respekt for traditionerne, så er nytårsaften i fjernsynet noget af det nærmeste, man kommer sort skærm  - med billeder på. Ikke desto mindre vakte det stor opsigt, da TV-distributøren YouSee nytårsaften gik i sort.

Kunderne var naturligvis forargede, for de havde betalt for noget, som YouSee ikke kunne levere. TV-firmaet var hurtigt ude med en forklaring om, at den sorte skærm skyldtes en såkaldt hacker – og et evigt bevillingshungrende politi var hurtigt med på det spin og leverede en anholdelse. Den holdt dog ikke i byretten…

Til gengæld håber jeg, at det var en øjenåbner for de ansvarlige. Vi kan lige så godt se i øjnene, at tilværelsen hverken bliver bedre eller lettere, selv om vi investerer i ny teknologi. Snarere tværtimod. I gamle dage kunne vi være sikker på, at telefonen altid virkede. Lydkvaliteten var på hifi-niveau og telefonerne havde deres egen strøm, så selv i tilfælde af strømafbrydelse var det stadig muligt at tale sammen på tværs af landet.

Sådan er det ikke længere. En strømafbrydelse kan med et slag lamme landets kommunikation på alle platforme. Og erstatningen med mobiltelefoner viser dagligt manglende driftssikkerhed især her ude på landet. Brugere af mobiltelefoner ses i ofte underlige stillinger, hvor de løfter telefonen op mod himmelen i et guddommeligt håb om at finde et signal – og det offentlige rum er fyldt med folk, der råber i deres mobiltelefoner for at trænge igennem mængder af digitalt støj.

Det, der skulle være et fremskridt, er som oftest et tilbageskridt. Der er bare ingen, der vil indrømme det, for så indrømmer man jo, at man er blevet snydt. Det er lige så ubehageligt som at være kejseren i ”Kejserens nye klæder”.

Alligevel fremturer vore politikere med digitale projekter, rejsekort, togautomatisering og overvågning af borgerne i hoved og andre ender. Det er en fremturen mod bedre vidende, for er der noget, der virkelig har sat samfundets stabilitet, normalitet og sikkerhed på spil,  er det offentlige IT-projekter, der som regel skrottes, når regningen har passeret milliarden.

Politikerne er i al deres visionsiver ualmindeligt blåøjede og naive gemytter, der øjensynligt hopper på ethvert projekt, som driftige erhvervsfolk vifter med.

Senest er det erhvervsminister Brian, der nu vil forbyde brugen af kontanter om natten i døgnkiosker og lignende forretninger. Dermed er han med til at undergrave tilliden til den danske krone, give magten til de store koncerner og gøre det endnu mere besværligt at være dansker, der nu må vænne sig til ikke at bruge døgnkiosker, når elektriciteten svigter – og vænne sig til at stå i alenlange køer, fordi vi er mange, der kun med besvær husker de mange forskellige pinkoder, som er nødvendige for at gennemføre en betaling. Jeg minder om, at kontanter er et godt gennemprøvet system uden pinkode, der i flere end 1.000 år har bevist sin bæredygtighed og styrke i krig og fred, i medgang og modgang.

Brian foreslår, at kontanterne skal afskaffes -angiveligt for at beskytte de ansatte i døgnkioskerne mod røveri. Nu skyldes de fleste røverier først og fremmest, at politiet er blevet reformeret og ikke længere optræder synligt og præventivt i store dele af landet. Så hvis Brian virkelig vil gøre noget for de ansatte i butikkerne, bør han henvende sig til justitsministeren og bede om at få mere politi på gaderne.

Episoden med YouSee nytårsften viser, at de moderne digitale systemer kan sætte monarkiet ud af kraft med et tryk på en knap – og et tryk på en anden knap kan lamme vare- og pengeudvekslingen. Så ministeren er godt i gang med at undergrave vort ellers nogenlunde velfungerende mønstersamfund.

Det må aldrig komme dertil, at vi ikke kan bruge gode, danske kontante kroner i det danske samfund – for så er det ikke længere et samfund, endsige Danmark.

Og apropos digitaliseringens velsignelser, så spår fremtidsforskerne i jublende lalleglæde, at de førerløse biler er på vej – og man mener, at det vil betyde en gevinst for samfundet på adskillige milliarder kroner. Jeg tvivler: Nu har DSB været førerløst i adskillige år – og det har kostet milliarder…

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 20. januar 2017

torsdag den 19. januar 2017

Vinterligt nedbør

Sne i Nuuk

I vinteren 97/98 fik Nuuk 535 cm sne.
Ill: Robert Holmene
I gamle dage kaldte vi det sne, men som jeg hører vejrudsigterne i fjernsynet, er det nu blevet moderne at tale om vinterligt nedbør. Akkurat som for et par år siden, da alle meteorologer talte om sort is, der jo sådan set bare var is uden sne.

Men alle disse sprogligheder og akademiske forbehold kan man nu godt glemme, når talen falder på Nuuk i disse dage. For her sner det altså - ganske voldsomt endda - og folk på Facebook begynder at mindes gamle dage.

Gamle dage vil i denne sammenhæng blandt andet sige vinteren 97/98, hvor vi fik voldsomme snemængder i især marts, hvor det sneede i et eller andet omfang hver eneste dag. Jeg elsker sne, men jeg må indrømme, at det til sidst ikke var særlig sjovt, men alt det kan man læse mere om her.

Den aktuelle situation har inspireret tegneren Robert Holmene til endnu en af sine sjove kommentarer, som han i dag delte på Facebook - og mere klart kan den aktuelle situation næppe udlægges.
Dina på spadseretur i Nuussuaq Downtown i 1998.

tirsdag den 17. januar 2017

Hopla

100 år på Leisner-skalaen

Otto Leisner ville mandag være fyldt 100 år. Foto: DR-type 1
En gang i min barndom sad vi køkkenet en morgen i december. Radioen kørte med morgennisserne, der det pågældende år havde Otto Leisner som programvært.

- Jeg var nær ikke kommet ind ad døren, lød stemmen fra den populære TV-mand i højttaleren.

- For julen står jo for døren..., fortsatte Leisner.

Det var en rigtig Leisner-vits. Plat og dårlig og lige nøjagtig så sjov, som vi kan lide humor i det danske land mand og mand imellem.

Det var sådanne brandere, der var med til at give Otto Leisner, der i går ville have fyldt 100 år, sin store folkelige succes.

På parnasset var han ilde set på grund af sin folkelige popularitet og den legende lethed, der var hans varemærke. Den slags var slet ikke populært i 60'ernes og 70'ernes marxistiske og kulturradikale elite, der sad tungt på statsradiofonien og dikterede, hvad folket skulle høre. Det var dengang programmer om livet på et ungarsk landbrugskollektiv kunne sendes i den bedste sendetid. Der skulle være en mening i al ting - og letbenet underholdning uden budskaber var "kommercielt" og dermed en skamplet på den danske kultur.

Otto Leisner blev af kollegerne i Danmarks Radio beskyldt for at formidle ”…småborgerlighed, forloren familieidyl, ren reaktionær kakkelbordseskapisme og opium for folket” (i følge Wikipedia. Det har desværre ikke været muligt for mig at finde oprindelsen til citatet.)

Paradokset var bare, at de kulturradikale mørkemand havde brug for folk som Leisner, Jørn Hjorting og ikke mindst Jørgen Mylius. De kunne nemlig sælge billetter og skaffe seere og lyttere til den altdominerende danske medievirksomhed - og uden lyttere og seere er den slags virksomhed som bekendt uden gennemslagskraft.

Det er akkurat det samme, som gør sig gældende i dag, hvor DR producerer underholdning som X-Factor og Melodi Grand Prix, selv om det næppe har meget med public service at gøre. DR's egne undersøgelser viser nemlig, at de populære shows trækker seere til TV-avisen, der jo er flagskibet i den kulturradikale meningsdannelse og de stadig forsøg på at opdrage danskerne til at have de rigtige meninger.

På den måde kommer de populære mediestjerner mest af alt til at fungere som Stalins nyttige idioter, men pyt med det. Jeg mener fortsat, at Leisner var en stor helt, fordi han med helt enkle midler og uden opblæsthed lavede god underholdning. Den slags er en sjældenhed.

Det giver mig forresten anledning til at fyre lidt af fra arkivet. Jeg kan ikke huske, hvor jeg har fundet dette lille leksikale indslag - men morsomt og sigende er det i hvert fald:

Leisner (n.) fork. L: Enhed for en vittigheds styrke. En vittighed på 1 Leisner vil være morsom i 1 sekund ved 1 atmosfæres tryk for en gennemsnitsperson tilhørende 100% samme kulturkreds. Da enheden er meget lille, opgøres vittigheder normalt i kilo-Leisner (kL) eller mega-Leisner (ML). Således er en vittighed, der er morsom i et døgn på 86,4 kL.

Enheden er opkaldt efter den danske tv-vært, Otto Leisner (1917-2008), som gennem en menneskealder udforskede enhedsvittigheden, hvilket var af stor betydning for tv-shows, hvor en latter på et sekund er optimal for showets fremdrift.

Mere Hirtshals

Gang i Photoshoppen

Jeg sad lidt med billederne fra Hirtshals, som jeg lavede forleden, da der var storm på havnen.

Jeg var ikke helt tilfreds, så jeg fremkaldte dem en gang til, justerede lidt på farverne og efterbehandlede dem med Photoshop. Jeg brugte et par filtre og lidt andre effekter - og det kom der så nogle lidt mere dramatiske fotos ud af.

Det er måske lidt snyd, men jeg betragter det som efteruddannelse, for det kunne jo være, at jeg fik brug for det en gang, når det er alvor. Ude i den virkelige verden gælder jo alle kneb, selv om jeg får det største kick, når jeg kan lave billederne færdige i optagelsen.

mandag den 16. januar 2017

Hækkeløb ved vintertide

Havearbejde i januar

Før...
Indrømmet - jeg nåede altså ikke at klippe bøgehækken i august, sådan som min far ellers har lært mig, at man skal.

Så nu - lang tid efter løvfald - stod den sådan lidt småpjusket og uensartet og vidnede om sjusk og slendrian. Men søndag var en herlig dag med dagsfrost og høj klar himmel med sol. Og da hækken vender mod syd, var en gang hækklipning egentlig en god og passende undskyldning for at få lidt sol i det blege fjæs.

Så jeg fandt ørnenæbbet frem og soignerede hækken ved håndkraft. For den skal holdes i ave, så den ikke bliver så høj og stjæler alt lyset om sommeren.

Det skete ret impulsivt - og jeg vidste egentlig slet ikke, om bøg kan tåle at blive beskåret ved vintertide. Men efter at have tjekket det på diverse havesider, ser det nu ud til ikke at være et problem.

Nu kan afklippet så få lov til at ligge på plænen til foråret - og beskytte mod snepest og andre vederstyggeligheder, hvis vi får store snemængder over en længerevarende periode inden da.

Og når bøgen så springer i den første uge af maj, kan jeg glæde mig over en nyklippet bøgehæk, samtidig med at jeg har fået solrøde kinder i januar. Det er da ren winwinvinter.
Efter...

lørdag den 14. januar 2017

På prærien

Bisonokser i Han Herred

Smeden havde venligt fortalt mig, at der i den nærliggende Koldmose går en flok bisoner - og derfor gik turen lørdag formiddag til prærien midt i det gamle sandflugts-område.

Desværre for fotografen, men sikkert til stor glæde for alle andre, er bisonerne forsvarligt indhegnet og omgivet af en mindre voldgrav, så de var ikke sådan at komme i nærheden af.

Jeg kunne selvfølgelig have forceret indhegningen, men da jeg ikke lige har de store erfaringer med bisoner, der altså er kæmpestore, havde jeg ikke lyst til forsøget i dag. Derfor disse lidt småsnaskede fotos taget på god afstand.

Men nu er frøet sat - og jeg vil på et tidspunkt, når vi får lidt mere lys på himlen, prøve at kontakte ejeren og se, om det ikke skulle være muligt at komme lidt tættere på uden at blive løbet over ende af de store dyr.
Køerne og kvierne virkede ret nysgerrige...

...Men tyren så bister ud - og virkede bestemt ikke som
 om, han brød sig spor om fremmede mennesker...

fredag den 13. januar 2017

Kåldolmere

Lækkerier fra det klassiske danske køkken

I min barndom fik vi kåldolmere med jævne mellemrum. Det var et af min mors glansnumre - omhyggeligt samlet og med tynd bomuldsnor omkring med en lille sløjfe, så snoren nemt kunne fjernes. Og så var der noget, der var en specialitet i det hansenske hjem, har jeg sidenhen fundet ud af: Min mor serverede kåldolmerne - eller hvidkålsroulader, som vi kaldte dem - med mere kål i tynd brun sovs og ikke kartofler, som alle nettets opskrifter ellers fordrer.

Torsdag aften fik jeg en ubændig lyst til netop kåldolmere, som jeg ikke har fået i årevis - og derfor måtte jeg lige ty til nettets opskrifter.

Det var nu ikke så svært at lave. Et kålhoved dampes let i et par minutter, så de yderste blade let kan fjernes, uden at de går i stykker. Så koger man bladene yderligere nogle minutter, så de bliver bløde og medgørlige. Den grove midterribbe skæres af, og man laver så en fin lille pakke med frikadellefars. Jeg valgte at lave dem uden snor. Med lidt behændighed kan det sagtens lade sig gøre.

Pakkerne - 8 styks ud af et halvt kilo fars - placeres i bunden af en gryde og koges i en halv time i lidt bouillon. Herefter steger man kåldolmerne let på en brandvarm pande, så kålen karamelliserer. Det giver en fantastisk smag.

Herefter lavede jeg en dejlig sovs af pandeskyen og kogevandet - og så sprang jeg over, hvor gærdet er lavest og serverede kåldolmerne med små timiansauterede vildmosekartofler.

Som sagt - det var ikke så svært. En times koncentreret indsats og vi havde det herligste vintermåltid på bordet. Det vil jeg gøre lidt oftere.

torsdag den 12. januar 2017

Den gamle mand og havet

Med saltvandssprøjt i hovedet

Den gamle mand og havet er som bekendt både en roman af Hemingway, som han fik nobelprisen for, og et gammelt dansk rockorkester fra Horsens.

Men i dag er det også fortællingen om bloggeren, der fra morgenstunden kørte mod Hirtshals, hvor der var stormvarsel, men også varslet spredt solskin mellem bygerne. Kort sagt et vejr, hvor der var chance for gode fotos, men ikke et direkte livsfarligt vejr. Så det passede lige til den gamle blogger.

Det kom der også nogle rimelige fotos ud af, men alligevel var det godtnok lige før, jeg godt kunne have ønsket mig et par sekundmeter mere på vindskalaen. Måske havde det givet endnu bedre billeder - og jeg var alligevel drivende våd af saltvand, da jeg vendte hjemefter - og kameraet har fået en ordentlig tur med pudsekluden her til aften. (Billederne er klikbare.)





onsdag den 11. januar 2017

Fut

Boys will be boys...


Tidens mange storme har inspireret modelfolkene
til lidt stormfald på jernbaneskråningen.
Onsdag aften var jeg et smut forbi Modeljernbaneklubben Øland, der holder til i medborgerhuset.

Her går en flok mænd i deres bedste alder og nørkler - og det har de nu gjort i over tre år - med en fantastisk vision om at skabe en kopi af den gamle Fjerritslev-Frederikshavnbane.

Det er et kæmpearbejde, hvor hver eneste lille detalje bliver lavet i hånden - for det handler ikke bare om at køre med modeltog. Selve arbejdet med at skabe et landskab med liv og autencitet er en lige så stor del af arbejdet.

Vi er i landbrugs-Danmark, så der
er selvfølgelig også en fin majsmark.
Der er mange detaljer at holde styr på, men resultatet er også imponerende.

Jeg har sat mig for, at jeg vil prøve at følge arbejdet lidt oftere, men jeg har nu også lidt at lære. Jeg tog en stribe fotos, men der skal vist arbejdes lidt mere med lyssætningen næste gang, jeg besøger klubben.



søndag den 8. januar 2017

Byens lys

Havnen by night

Nytårsaften slog min døgnrytme i stykker, og det døjer jeg fortsat med. Natten til søndag vågnede jeg ved tre-tiden og kunne bare ikke sove længere...

Jeg sneg mig derfor ud af bagdøren med kameraet og tog et smut til Aalborg og Nørresundby, hvor der var flotte fotomuligheder på havneområderne i den stille og forholdsvis frostklare nat. Her er de foreløbige resultater. Billederne er klikbare.