mandag den 23. oktober 2017

Ren fiasko

Spild af tid - og dog...

Dina vil så gerne se elge, og jeg vil så gerne fotografere fugle...

Så lørdag eftermiddag havde vi aftalt at tage en tur til Lille Vildmose. Den tur var dømt til fiasko allerede fra starten. Skyerne hang tungt over landet, og chancen for at fotografere fugle var nærmest nul - simpelthen fordi der ikke var lys nok.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det er som om dette efterår har budt på mere mørke end normalt - svarende til mindst et blændetrin. Måske er det sommerens mange brande rundt i verden, der har formørket himlen. Måske er det bare almindelig træls efterårsvejr.

Så ingen foto - og for resten heller ingen elge. Praktisk taget ingen dyr overhovedet. Bortset fra en enkelt solsort, et par ænder og så de gråsorte konik-heste, som blev sat ud i Vildmosen for 14 år siden. I lighed med elgene trives de fint i mosen, og flokken er både vokset og har givet avlsmateriale til andre udsætningsprojekter.

Men altså - en hest er nu en hest, og de er altså ikke så sjove at fotografere som fugle. Men vi fik da en tur ud af det - og lidt har som bekendt også ret...

lørdag den 21. oktober 2017

Mig og min rejse

Historien om et slips

"Mig og min rejse" kan læses som pdf her.

Det fllotte slips...
"Mig og min rejse" er titlen på en serie, som Nordjyske Stiftstidende i en årrække har kørt om fredagen.

Kort fortalt går det ud på at en mere eller mindre kendt nordjyde besvarer en række spørgsmål om vedkommendes forhold til at rejse - og så er historien som regel illustreret med en stribe fotos fra vedkommendes feriealbum.

Det var heller ingen undtagelse, da jeg i denne uge var offeret. Men det var nu sjovt at være med. For det bragte mange sjove minder frem - og en enkelt af dem vil jeg godt lige uddybe med et nyt foto...

Som man kan læse, fik jeg en gang ødelagt mine slips i Whitehorse, og da man bruger slips ved officielle lejligheder på de kanter, måtte jeg i al hast skaffe et nyt - selvfølgelig uden for almindelig åbningstid. Hjælpen kom fra det lokale beskyttede værksted, hvor man som terapi blandt andet beskæftigede sig med tryk på polyesterslips.

Sådan gik det til, at jeg i slipsesamlingen har et temmelig kulørt polyesterslips med billedet af en iglo, noget voldsomt nordlys og så selvfølgelig nordstjernen.

Smukt vil jeg ikke kalde det, men opsigtsvækkende i al sin æstetiske gru. Men pyt med det. Jeg reddede situationen og støttede de handicappede i Whitehorse med nogle dollars...

torsdag den 19. oktober 2017

Valnødder og hjernespind

Moderne ammestuehistorier

Når sundhedstosserne kritikløst slår sig løs på nettet og deler alskens former for hjernespind, som med et moderne udtryk gerne betegnes som "fake news", er der næsten ingen grænser for valnødders gode egenskaber.


Angiveligt modvirker valnødder kræft, blodpropper, sukkersyge og mange andre vederstyggeligheder. Oven i købet mener man, at valnødder styrker sædkvaliteten og ikke mindst intelligensen.

Jeg tvivler... For tilhængerne af teorien om valnøddernes styrkende virkning på intelligens agiterer blandt andet for, at det skyldes, at en afskallet valnød ligner den menneskelige hjerne. Det er simpelthen så hjernedød en argumentation, at de pågældende bør fratages val(g)retten.

Jeg er dybest set ligeglad med sådanne ammestuehistorier, men valnødder smager godt - både alene, i waldorff-salat og ikke mindst i brændevin.Hvorfor så overhovedet bruge tid på disse valnøddesyge galninges nødråb om psykiatrisk behandling?

Jo, for nogle år siden plantede jeg et valnøddetræ i haven. Hidtil har udbyttet været stærkt begrænset, men i år har træet givet hele fire valnødder. Desværre fik jeg dem ikke plukket og tørret i tide, så de lå et par dage i georgine-beddet, inden jeg fandt dem. Derfor havde et par af nødderne lidt skåskader, men pyt med det. Nu er de i hvert fald spist. Og de smagte som valnødder: Herligt...

onsdag den 18. oktober 2017

Den mystiske stjerne

Med Tintin til Kangerlussuaq



Jeg fandt lige dette foto fra Tacan-anlægget ved Kangerlussuaq. Det fik mig til at tænke på Tintin-historien om den mystiske stjerne...

Nærmere forklaring er vel ikke nødvendig, men det er dæl'me en god historie med fart på - og en af de allerbedste Tintin-historier overhovedet...


mandag den 16. oktober 2017

Lystfiskerhistorier

På fiskerimesse i Aalborghallen

Det handler om fisk, fisk og atter fisk.

Hirtshals Havn lokkede med fadøl i styrehuset.
I sidste uge brugte jeg det meste af en arbejdsdag på Danfish, som er en stor fiskerimesse, der bliver holdt i Aalborg Kongres- og Kulturcenter - tidligere kendt som Aalborghallen.

Sådan en messe med 300 udstillere og 14.000 besøgende over tre dage kan umiddelbart virke temmelig afskrækkende og stressende for den udenforstående, men det er faktisk temmelig hyggeligt.

En god handel bliver beseglet med en håndbajer...
Alle har noget at sælge - og sælgere er jo gode til at snakke, så uanset hvor man er, er der altid nogen at snakke med - og som oftest med en god og sjov historie på ærmet.

Egentlig besøgte jeg messen, fordi jeg skulle skrive en historie, men jeg nød opholdet og grebet af stemningen benyttede jeg mig da også af lejligheden til at dele visitkort ud. Så nu bliver det spændende at se, om det kaster noget af sig.

Her er lidt stemningsbilleder...

Fiskenet er et meget dominerende
dekorationselement på en messe for fiskere..

lørdag den 14. oktober 2017

Midnight Blues

Suppe, steg og is

Jeg har været på natarbejde...

Jeg arbejder i øjeblikket på en artikel om musikeren Peter Olsen, der er meget populær her på egnen og blandt andet er fast spillemand, når vi holder høstfest her på Øland.

Der skal naturligvis billeder til artiklen, så fredag aften droppede jeg den hjemlige hygge foran tossen - hvilket i øvrigt ikke er noget stort offer - og begav mig til Jambo Feriecenter nær Saltum, hvor Peter skulle underholde ved en fest for fastliggerne.

På den ene side et umuligt sted at fotografere, men det viser jo lidt af hverdagen for en spillemand - og på den anden side så er hardcore reportage under vanskelige forhold sådan set min yndlingsdisciplin inden for fotografiet.

Festen foregik i en stor idrætshal - højt til loftet med blåt gulv og afstribning - og musikeren var stillet op i den ene ende ved siden af baren og med et stort legeland som baggrund. Det er svære odds, men også en fordel, for med den baggrund er det en god ide at gå tæt på og holde isoen lavt. Til gengæld skal man så arbejde med lidt lang eksponering, så det gælder bestemt om at være rolig på hånden.

Jeg har netop gennemgået nattens høst, og det ser fint ud. Her er et par prøver...


torsdag den 12. oktober 2017

Ravnekrogen

Ravnene i Nuuk

For en del år siden sad jeg og spiste morgenmad på et hotel i Whitehorse, Yukon, med daværende, nu afdøde borgmester i Nuuk, Agnethe Davidsen. Vi kiggede ud af vinduet, hvor en flok canadiske ravne forlystede sig med en affaldsspand, da den meget hjemstavnsbevidste borgmester pludselig udbryder:

- Du må sige, hvad du vil, men mine ravne er altså større end dem her i Whitehorse...

Jeg ved ikke, om borgmesteren havde helt ret i betragtningerne om hjemstavnens ravne, men en kendsgerning er det i hvert fald, at ravnen er en karakterfugl i Nuuk - og man ser ravne overalt.

Ravnene har altid fascineret mig. De er store, de er kloge, og så kan de bidrage til underholdningen i timevis, mens de søger føde. Og så er de for resten også lidt af en udfordring for fotografen. For selv om de tilsyneladende er alle vegne, er de altså også lidt kostbare - og stiller ikke bare op til et foto-shoot sådan uden videre.

Men hvis man nærmer sig lidt forsigtigt og lader som om, man slet ikke er interesseret i ravnene, kan det lade sig gøre at komme tæt på. Billederne her fra havnen i Nuuk tog jeg, mens jeg ventede på en taxa - og egentlig bare lod som om, jeg var ved at justere kameraet...

Lokalhistorisk er der en sjov lille detaljepå billedet herunder, hvor man på et af pakhusene ser et skilt, der byder velkommen til Nuuk. Det skilt foranledigede jeg sat op, da jeg i 2003 var formand for byjubilæumskomiteen i Nuuk, da den grønlandske hovedstad fejrede sit 275 års jubilæum. Tænk sig, at det skilt fortsat eksisterer...



tirsdag den 10. oktober 2017

Paella i Tranum

Bålmad

Tranum-spejderne holdt viking-weekend og sluttede med bål-paella.
Der arbejdes... Foto: Flemming Dahl Jensen
Søndag var paella-panden atter ude at køre.

Denne gang var det KFUM-spejderne i Tranum, der havde bestilt paella til frokost efter en vellykket gruppe-weekend med viking-tema i hytten på Dybdalsvej. Nu har paella og vikinger godt nok ikke så meget med hinanden at gøre, men den detalje ser vi bort fra. Under alle omstændigheder var det successen endnu en gang i hus. Den gule, spanske risret gik rent ind hos både unger og forældre.

Ordren lød på 60 portioner, og det er lige på kanten af, hvad vi kan klare, så jeg supplerede med smedens 10-personers pande.

Vi forberedte alle de gode sager fra morgenstunden i Gildeborgen i Aalborg, og så gik turen ellers til Tranum, hvor spejderne havde forberedt brænde og bål ved siden af gruppens flot beliggende spejderhus, hvor man samme søndag indviede en ny bålhytte - selvfølgelig med tale af spejder-borgmesteren Mogens Gade.

Jeg fik som sædvanlig hjælp af Henrik og Dina. Ny på paella-holdet var Gert, som klarede det i fin stil.
Hele holdet i sving med to paella-pander. Fra venstre Henrik, bloggeren,
 Gert og Dina. Foto: Flemming Dahl Jensen.

lørdag den 7. oktober 2017

Støvregn

Dråbeleg

Det meste af lørdagen bød på et noget tvivlsomt vejr. Det regnede - og så regnede det alligevel ikke. For det meste af dagens nedbør kom som støvregn i grænselandet mellem tåge og regn.

Man kan vel nærmest betegne det som dagdug - flot så det ud med dråbernes spil i blomsterne. Især de store blade på tallerkensmækkerne samlede vand, der pirrede fotografen.

Lørdagen bød også på et sjældent besøg af gulspurve i haven. Gulspurven hører ellers til i det åbne land - få meter herfra - men det er sjældent, at de kommer ind i haven, undtagen når foderbrættet lokker på de allerhårdeste vinterdage.



torsdag den 5. oktober 2017

Kirken i Paamiut

Fredens Kirke

Kirken i Paamiut er inspireret af de norske stavkirker.
Der er mange, der mener, at den er Grønlands flotteste kirke. Flot er den i hvert fald; kirken i Paamiut.

Kirken i Paamiut hedder Fredens kirke (Eqqissinerup oqaluffia) og er tydeligvis inspireret af stilen fra de norske stavkirker. Den ligner heller ikke rigtig nogen anden grønlandsk kirke. Den blev opført i 1909 og er tegnet af den danske arkitekt Helge Bojsen-Møller, der slog streg til næsten alle offentlige bygninger i Grønland i første halvdel af 1900-tallet.

Paamiut lider under et ufortjent lidt dårligt ry, fordi stedet blev hårdt ramt, da torsken forsvandt i slutningen af firserne. Byen var Grønlands absolutte torskecentrum, så eksistensgrundlaget forsvandt bogstavelig talt fra den ene dag til den anden. Det medførte massiv arbejdsløshed og fraflytning, og Paamiut var i mange år skæmmet af rækker af tomme boligblokke. De fleste er væk nu, og der arbejdes fortsat på kondemneringen, der besværliggøres af asbest - og så den kendsgerning, at der virkelig blev bygget tæt i tressernes Paamiut.

Fabrikschef Ilannguaq Abrahamsen
med en kasse lækre snekrabber.
Siden 1985 er befolkningstallet faldet fra 2500 til cirka 1400 i dag,, hvor udviklingen ser ud til at vende. Jeg har besøgt byen med jævne mellemrum siden begyndelsen af 90'erne - og under mit seneste besøg for et par uger siden fornemmede jeg stor optimisme og fremtidstro, blandt andet på grund af planerne for en stor vandfabrik i byen.

Jeg besøgte også Royal Greenlands fabrik, der blandt andet producerer krabber foruden stenbider, torsk og hellefisk - og her kunne fabrikschefen berette om periodiske problemer med at skaffe arbejdskraft. De store snekrabber fra området er lidt af en lækkerbidsken, fandt jeg ud af, da vi splejsede til en kasse af de tallerkenstore skaldyr.

Paamiut er for resten også berygtet for sin tåge. Den kan virkelig være tæt, men forleden var vejret nu fint og lunt, selv om det var overskyet. Og turen til Paamiut foregik i en fantastisk solopgang, så jeg er ikke den, der klager...
Fredens kirke er tegnet af Helge Bojsen-Møller, der tegnede
 en stor del af statens bygninger i Grønland i perioden
frem til anden verdenskrig.
Paamiut ligger smukt på begge sider af en elv. Paamiut
 betyder "dem, der bor ved mundingen".
Undervejs til Paamiut i morgenrøden.

lørdag den 30. september 2017

Det ubeskrivelige

Når ord og billeder ikke slår til

Magisk fjordstemning ved Nuuk.
Der findes ting og stemninger, som ikke kan fanges på fotos - som ikke kan beskrives med ord.
Et godt eksempel er en sejltur på Godthåbsfjorden. Billederne her yder simpelthen ikke begivenheden retfærdighed. Det skal opleves.

Gamle Nuuk om styrbord og Sermitsiaq
i baggrunden. Kursen er sat!
Det har jeg heldigvis gjort ofte. Både i fritiden og på jobbet. For en tur på fjorden - som oftest rundt om Sermitsiaq-øen - er et fast element i ethvert besøg i den grønlandske hovedstad. Og som tidligere kommunal informationschef har jeg været vært på mange af disse ture, hvor man over et solidt måltid mad får ro på sjæl og jetlag og samtidig oplever den storslåede grønlandske natur, når den er allerbedst.

Jeg har som sagt prøvet det utallige gange, men det er ved at være nogle år siden. Men forleden fik jeg fornøjelsen igen. På tur med en masse mennesker fra ministerier, direktorater, skoler og institutioner. Høflighed, smalltalk og god mad - aktuelt lammesuppe, rensdyrkølle og blåbæris - og så naturen. Den allesteds nærværende grønlandske natur.

Turen rundt om Sermitsiaq kan gøres på fire timer i adstadigt tempo. Jeg er dybt taknemmelig for at få lov til at prøve turen en gang til. Og kameraet var selvfølgelig fremme for at fange stemningen.

Selv om det ikke lader sig gøre...
Kan du se musen?
Bemærk speedbåden neden for fjeldet. Det er stort - meget stort...
Bagsiden af Sermitsiaq i spæd aftenrøde.

fredag den 29. september 2017

Hjælp til sælhjælp

Tudetosset fredning af sæler i Limfjorden
En udfordring for danske jægere...
Grønlands største skindproducent, virksomheden Great Greenland i Qaqortoq i det sydlige Grønland, er i en sælsom knibe, for man mangler sælskind fra den spættede sæl. Det erfarede jeg, da jeg besøgte virksomheden for et par uger siden.

En sæl er nemlig ikke bare en sæl. De forskellige sælarter har forskellige typer af pelse, der hver især egner sig til forskellige formål. Mest brugt i den kommercielle pelsfremstilling er skind fra ringsæl og grønlandssæl, der blandt andet på Great Greenlands systue forvandles til eksklusive produkter, som klæder skønne kvinder over det meste af verden.

Men grønlandske kvinder vil altså så gerne have bukser af skind fra spættet sæl, når de laver den farverige og flotte grønlandske nationaldragt. Og det er et problem, for den spættede sæl har været i voldsom tilbagegang i Grønland siden 50’erne, og findes reelt kun et par steder langs den enorme grønlandske kystlinie. Derfor er den spættede sæl også fredet i Grønland, så hvis en grønlandsk kvinde i dag insisterer på at bruge spættet sæl til sine nationaldragtbukser, må hun prøve at få fat i skindet for eksempel i Island.

Det er et paradoks, for den spættede sæl er talrig her i Danmark. Bestanden vokser med cirka 10 procent om året, og blev i 2014 opgjort til 18.000 eksemplarer, heraf en god del i Limfjorden, hvor de gør stor skade på fiskeriet.

En voksen spættet sæl spiser 4 kilo fisk om dagen, og blandt andet vores lokale ålefisker her på Øland – en af de få tilbageblevne erhvervsfiskere i Limfjorden - kan berette om store skader på både fangst og redskaber som følge af de glubske sæler.

En rapport fra DTU i 2015 slog fast, at sælerne udover skader på fisk og redskaber sandsynligvis også har en skadelig effekt på fiskebestandene som sådan, fordi de mange sæler simpelthen skræmmer fiskene væk fra de gode fiskesteder.

Så der er simpelthen tudetosset, at vi opretholder en fredning af den spættede sæl i Limfjorden. Lad os få gang i noget jagt, så vi kan hjælpe de grønlandske kvinder med nationaldragten. Det er hjælp til naturen, til fiskene og til fiskerne, og det er hjælp til den gode stemning i Rigsfællesskabet.

For jeg forestiller mig ærlig talt ikke, at danske jægere er interesseret i sæljagt. Det er pivsvært, og et forsøg med jagt på gråsæler ved Bornholm sidste år viste, at danske jægere i en jolle ikke mestrer kunsten.

De problemer har grønlandske jægere ikke. De lærer det fra barnsben af, og kuglen sidder bare præcist hver gang. Så jeg forestiller mig, at jagten måske kan forbeholdes den grønlandske del af nordjyderne. Måske kan man lave et socialt projekt ud af det, hvor mændene skyder sælerne, og kvinderne forbereder sælskindene til nedsaltning, inden de sendes til garveriet i Qaqortoq.

Jeg har diskuteret ideen med direktøren for Det Grønlandske Hus i Aalborg, Søren Stach Nielsen, og han siger:

- Det er da en brandgod ide. Det vil vi godt være med til. Vi kan helt sikkert finde folk, der kan løse den opgave.

Så nu er det bare op til politikerne at få gribe ideen og få lempet lovgivningen, så det bliver tilladt grønlændere at jage spættede sæler i Limfjorden. Det kan sandsynligvis gøres bare ved at udstede en dispensation til nogle paragraffer. Det bør ikke være svært, hvis ellers man har viljen.


Det er ægte hjælp til sælhjælp til vore rigsfæller i Grønland.

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 29. september 2017

torsdag den 28. september 2017

Væggene lidt skæve står...

Og det sagde boom-boom...

Dette er billedet af ufattelig dumhed så tåbelig, at jeg simpelthen ikke begriber det...

Jeg stødte på dette faldefærdige hus i Nanortalik for et par uger siden. Umiddelbart troede jeg, at huset var bukket under for voldsom snelast på taget, hvilket bestemt ikke er usandsynligt i det lidt fugtige klima tæt på Kap Farvel.

Men jeg fik forklaringen af en lokal håndværker - og det var alt andet end en naturlig forklaring...

For nogen tid siden sad tre drenge i konfirmationsalderen og hyggede sig i huset med at sniffe lightergas. Det er jo dumt nok i sig selv, men det blev fuldbragt, da en af drengene fik lyst til en smøg og tændte sin lighter...

Det sagde bum, så det kunne høres over hele byen - og det grønlandske samfund var beriget med tre unge mennesker, der resten af livet må døje med høre-handicap, selv om det vist nok situationens alvor taget i betragtning må anses for at være temmelig nådigt sluppet.

Men det er fortsat simpelthen for dumt...

onsdag den 27. september 2017

Vinmager og vinsmager

Et spadestik dybere i vinens verden

Tom Maling fra Constellation Brands var
både en god fortæller og en lun fætter...
Tirsdag var jeg til en spændende og meget anderledes vinsmagning med udfordringer.

Oplægsholderen var Tom Maling fra New Zealand. Han kommer fra firmaet Constellation Brands, der markedsfører vinmærkerne Selaks og Kim Crawford fra Marlborough i New Zealand. Området er især berømt for sine Sauvignon Blanc-vine - og det var da også udelukkende den "vilde hvide", der var på programmet.

Dagens program var Sauvignon Blanc
 fra Marlborough i New Zealand.
Tom Maling viste sig at være en lun fætter med mange gode historier på ærmet, som han allerede delte flittigt ud af, inden deltagerne var helt på plads, og han gik i gang med vinene. Han havde medbragt seks forskellige aftapninger, der stammede fra året høst på seks forskellige marker i området, og det var vildt fascinerende at opleve, hvor forskellige vinene var, alt efter om de havde groet på syd- eller østvendte skråninger, om det var tæt på havet eller inde i landet, om jorden var sandet eller stenet og især, hvor meget forskellen på dag- og nattemperatur påvirker vinene.

Både Selaks og Kim Crawford-vinene er blandinger fra hele området, der sælges i store mængder over hele verden, så kunsten består i at blande alle disse lokale varianter i et velsmagende, ensartet og salgbart blend. Og det var så det, der var vores opgave ved vinsmagningen. Vi skulle gøre de professionelle vinmagere kunsten efter og præsentere en god vin.

Vinderne vandt en skihue fra Kim Crawford.
Deltagerne blev inddelt i fem grupper, som gik til opgaven med stor ildhu, da der var en beskeden præmie på spil. Uforståeligt nok vandt min gruppe ikke, selv om vi efter egen opfattelse lavede en fin vin med en herlig næse og en lang eftersmag, der fik prædikatet "Charming" af Tom Maling.

Da præmien viste sig at være en temmelig uklædelig skihue fra Kim Crawford kunne vi dog leve med nederlaget, og vi var en fantastisk erfaring rigere. Det var simpelthen utroligt at opleve i praksis, hvordan få procents ændringer i opskriften ændrer oplevelsen af vinen fuldstændigt. Og helt vildt bliver det i virkeligheden. Vinmagerne i Marlborough bruger op til 400 forskellige vine til de færdige produkter.

Jeg var selv kørende til vinsmagningen, der foregik i Aarhus, hvor man som bekendt ikke helt kan regne med togdriften, så det meste af dagens vin blev spyttet ud igen, men vel hjemme blev det til en Selaks Sauvignon Blanc 2016 på terrassen i kølige, men klare september-aften.

Den smagte næsten, som jeg selv havde lavet den...
Der blev gået til opgaven med stor ildhu...

Hjertestarter

Genopfriskning

Michael og Sofie redder liv.
Simon Kvamm og Nephew har en fin pointe, når de synger om Vesterhavet som hjertestarter, for her i Udkantsdanmark har vi det godt og kan trække vejret frit - fri for storbyens kvælende larm og kakofoni.

Der stødes...
Men i et fortsat mere centraliseret Danmark må vi også erkende, at der ikke er ret mange andre end os selv til at hjælpe, hvis hjertet stopper. Det var baggrunden for, at vi her på Øland for to år siden stiftede en hjertestarter-gruppe, der forhåbentlig kan yde den nødvendige førstehjælp, hvis det virkelig gælder.

I de forløbne to år har der heldigvis ikke været brug for os, men alligevel var vi mandag aften på genopfriskningskursus. Det er rettidig omhu i ordets fineste forstand - og så var det i øvrigt ganske fornøjeligt med både kaffe og hjemmebag, sådan som det skal foregå, når man bor på landet.
Svend-Aage er en mand med mange talenter. I lørdags stod
han som sædvanlig bag Nordeuropas største amerikanske
lotteri ved den årlige høstfest, og mandag gav han livreddende
førstehjælp i Øland Medborgerhus.

mandag den 25. september 2017

Septembergråt

Lunt og vindstille

Efter at have føjtet rundt i det grønlandske blev det igen tid til en tur rundt i det ølandske.

Det er september, dagene kortes og efter en såre beskeden sommer er det nu blevet tid til lidt lun østenvind, selv om det fortsat kniber lidt med solen. Det er lidt gråt, men alligevel dybt fascinerende, når fjorden sådan ligger spejlblank hen...