onsdag den 30. november 2016

Dagens ord LXXXI

Kalsarikännit

Verden er et fantastisk sted i al sin mangfoldighed - og især når man erfarer noget, som man måske altid har vidst, men ikke rigtig har evnet at sætte ord på.

I dag lærte jeg, at finnerne har et ord for den særlige situation, at man drikker sig fuld derhjemme kun iført underbukser. Det er kalsarikännit!

Det synes jeg helt ærligt er Sisu - den særlige finske urkraft - når den er allerstærkest.

Man kan læse flere interessante facts om Finland her.

mandag den 28. november 2016

Dagens ord LXXX

Ordskvalder

Grundlaget for den ny, såkaldt liberale regering er på 22.356 ord. Fadervor er på 65 ord. Det bliver næppe nemmere at være dansker fremover, så her hjælper kun bønner…

lørdag den 26. november 2016

Storspoven

Danmarks største vadefugl

Storspoven er nem at kende på det lange, nedadbøjede næb.
Storspove fra haven i Straumsbukta.
Når jeg går i haven, hører jeg ofte storspoverne nede fra marken. Storspoven synger året rundt og har en meget smuk og karakteristisk sang - specielt under flugten - og sangen gør mig altid glad og veltilpas.

Storspoven er Danmarks største vadefugl. Nem at kende på det lange, nedadbøjede næb. En gang var den helt udryddet, men genindvandrede i 30'erne - og nu er der cirka 500 ynglepar i landet. Hertil kommer et stort antal gæster om vinteren nordfra. Fredag blev der noteret 85 storspover ved Ulvedybet på DOF's observationsliste.

Desværre er storspoverne i området lidt sky og svære at komme ind på - i modsætning til dengang vi boede i Straumsbukta, hvor vi kunne være heldige at se dem i haven.

Forleden så jeg en hel flok storspover på marken, da jeg var på vej til Aalborg - og tænkte, at nu var chancen der. Men nej, desværre. Aldrig så snart som jeg havde stoppet bilen, gik de på vingerne og forsvandt ned mod bredningen.

Nu hedder det krig. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil have nogle ordentlige billeder af storspoverne - og så må der arbejdes for sagen i løbet af vinteren. Fortsættelse følger...
Storspoverne er sky og svære at komme ind på.

fredag den 25. november 2016

Sildelaug med håndelag

Så er julesilden i hus

Traditionen foreskriver rugmelspanerede sild stegt i smør
med løgsovs og udkogte kartofler til årets sidste møde i Øland Sildelaug.
Årets sidste møde i Øland Sildelaug er lidt ligesom juleaften. En stor tradition og meget sjovere.

Det kræver betydeligt håndelag at filettere spegesild.
Det er her, hvor øens sildeglade mandfolk mødes for at lave årets julesild. Det er godt, gammelt håndværk, der kræver så meget håndelag, at man fristes til at omtale sildevennerne som et håndelaug.

Opskrifterne på lagerne kender kun oldermanden, men han ved, hvad han har med at gøre, så han rystede slet ikke på hånden, men mødte op til årets sidste møde bevæbnet med 43 liter af den søde til de grå marinerede og stegte sild samt den krydrede røde til kryddersildene.

Men inden sildene kunne komme på plads i glas og andre beholdere, skulle de tilberedes. 160 filetterede sild røg på panden i smør og behørigt paneret i rugmel, mens andre 100 spegesild skulle filetteres.

Her demonstrerer oldermanden, hvordan man
befrier silden for skind med et snuptag.
Og det er her, håndelaget kommer ind i billedet. For det kræver en øvet hånd, når filetten skal skæres fri og en ikke mindre øvet hånd, når filetten skal befris for det seje, men skrøbelige skind.
Arbejdet var i orden, men det er nu godt, at sildebrødrene ikke skal leve af det. Det tog det meste af et par timer for fem mand at ordne spegesildene, som var behørigt udvandet af oldermanden på forhånd.

Men så var høsten også i hus og glas, og man kunne glad gå til bordet til årets sidste måltid i lauget - og som traditionerne foreskrev var det sild i løgsovs og udkogte kartofler. Løgsovsen var en fin sag. Den kunne næsten stå af sig selv og var monteret på både smør og fløde, sådan som rigtige mænd vil have det - og ledsaget af både øl og brændevin i rigelige mængder. Diskussionerne gik lystigt, mens man prøvede på at blive enig om et af livets store spørgsmål: Skal brændevin serveres kold eller ved stuetemperatur?

Giftblanderens kryddersnaps lavet på
visne bøgeblade tog lauget med storm.
Under arbejdet med at tilberede de mange gode sild, diverterede giftblanderen med noget, som godt kan gå hen og blive lidt af et hit - ikke mindst blandt haveejere. Han havde blandet en brændevin på visne bøgeblade - og tro den ydmyge skriverkarl: Det smager rasende godt - selv om mænnerne havde lidt svært ved at gætte proveniensen af de ædle dråber.

Efter en lang og munter aften gjaldede Ølandssangen over medborgerhuset og nærliggende provinser, inden de mætte og tilfredse laugsbrødre gik hver til sit for at fejre den tilstundende højtid med gode, hjemmelavede sild.
Til sidst hældes sildene på glas sammen med lagen.

Rutebiler

Behov for produktudvikling

Rutebilen fra Ørneborgen er en Gräf & Stift fra 1938.
 Den østrigske bilfabrik producerer den dag i dag
busser, og er ejet af MAN-koncernen. Gräf & Stift
producerede i begyndelsen af det 20. århundrede
også luksusbiler, og det var en Gräf & Stift, den østrigske
tronarving Prins Ferdinand var kørende i ved attentatet
 i Saravejo i 1914. 
Jeg ved ikke, om læserne kan huske Ørneborgen – den gamle storfilm fra 1968. 

Filmen slutter med en sekvens, hvor heltene flygter fra Ørneborgen i en rutebil – af alle transport-midler. Den antikke rutebil er belejligt – af hensyn til krigshandlingerne - udstyret med sneplov. Bag rattet sidder ingen ringere end Richard Burton, der viser sig at være en behændig rutebilschauffør – noget hurtigere på rattet end vores egen Dirch Passer i den danske film Bussen fra 1963.

Jeg kommer altid til at tænke på Burton og Ørneborgen, når jeg sidder i en rutebil – hvilket heldigvis ikke sker ret ofte.

Men forleden skete det. En forholdsvis kort tur på en halv time fra Aabybro til Aalborg. Og tankerne gik endnu en gang til Ørneborgen. For indretningen af rutebiler er åbenlyst noget af det mest uforanderlige i verden. To rækker sæder med to pladser i hver af bussens sider – og sådan har det altid været.

Så er det, at jeg begynder at forstå, hvorfor det kniber med at få kunder til den kollektive trafik. Der er simpelthen ikke produktudviklet. Sæderne er umagelige og hårde som protestantiske kirkebænke, og man sidder og gnubber op ad sidemanden.

Personligt finder jeg al den nærhed stærkt intimiderende. Jeg er altså opvokset i en generation, hvor man ikke bare krammer løs til højre og venstre – og så bliver det voldsomt ubehageligt at sidde så tæt på fremmede mennesker. Selv om det kaldes kollektivt, kan man da godt tænke lidt på individet. Selv om det er kollektivt, bør det ikke være den laveste fællesnævner, der er normen.

Buscheferne kunne lære lidt af flyselskaberne og for eksempel sørge for, at der er et solidt armlæn mellem sæderne. Man bør også overveje, om det ikke er muligt at bygge bussen på en sådan måde, at der for eksempel er enkeltsæder i den ene række, som er forbeholdt det modne publikum. Det vil også give mere plads i midtergangen.

I det hele taget bør sæderne være bredere. For de fleste danskere vokser jo med alderen – og det er ikke i højden, hvilket jeg selv er et ganske glimrende eksempel på.

Jeg er godt klar over, at antallet af sæder har noget med økonomi at gøre. Men med vore dages mange arbejdsløse akademikere, et par gudsbenådede designere og al mulig ny teknologi tror jeg alligevel, at det kan lade sig gøre – uden at busbilletterne bliver unødigt dyrere.  Man har brugt penge på et dyrt og overflødigt rejsekortsystem, der bare gør busrejsen mere besværlig. Så skulle der vel også være penge til lidt produktudvikling i bussens indre?

 For resten undrer det mig også, at man altid skal gå op i en rutebil. Hvorfor kan gulvet ikke være i fortovsniveau, sådan som det er i visse bybusser?

Så mit spørgsmål til de kloge hoveder, der bestemmer, er helt præcist: Hvordan kan det være, at en rutebil i vore dage er indrettet på samme måde som for 75 år siden, hvor tyskerne ifølge Ørneborgen fik bank med en rutebil i de sydtyske fjelde? Måske er det almindelig mangel på produktudvikling, der gør den kollektive trafik på landet til en fiasko?

Og så har jeg lige et tillægssuk. De første 10 minutter af turen mod Aalborg måtte jeg stå op i den smalle midtergang, fordi der var en børnehave med. Børnene opførte sig efter forholdene forbløffende roligt og blev pænt siddende på deres sæder, selv om der var flere voksne i bussen, der stod op. Pædagogerne gjorde absolut intet, men kiggede bare den anden vej på trods af det åbenlyse brud på god og forventelig opførsel fra børnenes side.

Da jeg var barn, lærte vi, at vi skulle rejse os for voksne. Det vil altså være en god ide og sikkert også befordrende for den kollektive trafik, hvis almindelig høflighed igen kom på skoleskemaet – også i børnehaverne.

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 25. november 2016

onsdag den 23. november 2016

Himlens gaver

Alle gode gaver kommer ovenfra...

Hva' Søren? Er der snavs på objektivet, tænkte jeg, da jeg gennemgik billederne fra dagens tur til Nørrediget.

Men nej, det var ikke snavs på objektivet... Det var det pureste lort, og vel at mærke i himlen i umiddelbar nærhed af den gåserøv, som havde skidt den. Ved et rent og skært tilfælde havde jeg fået forløsningen af gåsens fordøjelsesprocesser med på billedet af en flok flyvende gæs.

Billedet er forstørret ud over det forsvarlige, for selv om gåselort er et stort problem nogle steder, så ser det ikke så voldsomt ud endda. Men man skal jo nok alligevel prise Herren for, at man ikke stod netop under denne gave ovenfra.

Landmændene er glade for gæssenes gødningstilskud, selv om det altså også koster at have dem på kost i vinterbyggen. Værre er det med nogle af landets reneste søer, der dårligt tåler kvælstoftilførsel - de såkaldte lobelia-søer. Det problem slås de blandt andet med i Nationalpark Thy - og det ser ud til, at naturelskerne må til at regulere gåsebestanden i området, hvor dobbeltmoralsk det end forekommer os almindelige mennesker.

Ellers er det mest sangsvanerne, der dominerer området ved Ulvedybet i øjeblikket. De er smukke, og de lever til fulde op til deres navn, for de synger og trompeterer på livet løs.

Det nederste foto viser en flok svaner i gåsegang. Så spekulerer jeg på, om gæs kan gå i svanegang - eventuelt på en svalegang, mens de synger svanesang? Den lader vi lige stå et øjeblik...

tirsdag den 22. november 2016

Smuttur til Chile

Spændende møde med ukendt land

Dagens program.
Chile er et fantastisk land, når man ser på tallene. Cirka 4.300 km fra syd til nord - det svarer til afstanden mellem Tromsø i Nordnorge og Tripoli i Libyen - og 240 km i bredden på det bredeste sted. Landet ligger klemt inde mellem Andesbjergene i øst og Stillehavet og en mindre bjergkæde i vest.

Midt mellem de to bjergkæder er der et plateau med relativt stabilt vejr som følge af lune faldvinde fra Andes og beskyttet mod kolde og fugtige havvinde fra Stillehavet. Det giver i det centrale Chile i områderne omkring hovedstaden Santiago nogle helt enestående muligheder for at dyrke vin - og det har man så gjort lige siden de spanske erobrere kom til landet for 450 år siden.

Santiago Margozzini.
Alt dette vidste jeg ikke et hammerslag om, før jeg mandag var til en vinsmagning med chef-vinmageren Santiago Margozzini fra det chilenske vinfirma Montgras. Det var lidt af en øjenåbner for et land, som jeg absolut ikke har haft noget som helst forhold til tidligere.

I Chile dyrker man vin som i Europa med vægt på håndværk og terroir, hvor evnen til at kombinere jordbund og drue spiller en stor rolle. Druesorterne er de velkendte fra blandt andet Bordeaux som Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot - og så er landet kendt for den særlige Carminère. I mange år troede man, at det var en Merlot, men i 1994 fandt en fransk forsker ud af, at det var er en sort for sig, som man ellers troede uddød efter et voldsomt vinlus-angreb i Medoc i 1867. Carmenére modnes senere end Merlot og har tykkere skind, men færre sten, hvilket giver en meget mørk, kraftig vin med en behagelig blød smag, som jeg i hvert fald godt kan lide.

Men ellers var dagens højdepunkt mit første møde med Montgras' Ninquén-brand. Det skal dyrkes lidt mere i fremtiden...

Tournesol ødelægger også Haddocks whisky. Ill: Hergé
Santiago Margozzini fortalte i øvrigt en anekdote om en af firmaets arbejdere, der mildest talt var temmelig fordrukken til konens voldsomme irritation. På et tidspunkt præparerede konen mandens madpakke med et eller andet medikament af ukendt oprindelse - og da manden tog det næste glas, røg han direkte på toilettet og blev angiveligt kureret for sin voldsomme trang til vin.

Jeg spekulerer på, om det er den historie, der i sin tid inspirerede Hergé til Tintin og Picaroerne, hvor professor Tournesol på tilsvarende vis kurerer en flok fordrukne partisaner, så det bliver muligt at vælte diktatoren. Den historie udkom i 1975 - og i Chile blev Allende væltet af Pinochet i 1973. Der er derfor en vis grund til at antage, at Hergé har hentet inspiration til den historie i netop Chile.

P.s. Undskyld de noget håndholdte fotos, men jeg havde kun et lommekamera med...

mandag den 21. november 2016

Et sted uden lige

Kangerlussuaq er noget helt specielt


Myers Avenue. Arkitekturen er mildest talt særpræget
 med et stærkt amerikansk islæt. Foto: Wikipedia
Der findes ikke rigtig noget andet sted på jorden, som minder om Kangerlussuaq. Den tanke slog mig, da jeg i weekenden kiggede på nogle af billederne fra min seneste tur til Grønland for et par måneder siden.

Bygden er en tidligere amerikansk base og rummer i dag Grønlands eneste lufthavn - bortset fra Thulebasen - der kan tage de helt store passagerfly i Atlanttrafikken. Lufthavnen sætter sit præg på stedet, hvor arkitekturen er en ganske særlig blanding af amerikansk temmelig uskøn funktionalisme og mere traditionelt dansk-grønlandsk byggestil.

Der er et stort vejnet omkring Kangerlussuaq. Det
 stammer fra amerikanertiden - og autoværnene består
af gamle olietromler holdt sammen af en stålwire.
Kangerlussuaq er det grønlandske navn for Søndrestrømfjord, som er en 190 km lang fjord på den grønlandske vestkyst. Stedet ligger ved et stort delta, som er udmundingen af Watson River, der afvander en gletsjer 30 km længere inde i landet.

Flyvepladsen og basen blev anlagt af amerikanerne i 1941 og forblev amerikansk til 1992, hvor hele anlægget blev overtaget af det daværende grønlandske hjemmestyre. Til min og andres store fornøjelse forblev stedet i øvrigt toldfrit frem til 1997 - og dengang var det altid en fest at være i Kangerlussuaq. Ikke alene fordi det var toldfrit, men fordi det var hele Grønlands mødested. Dengang tog man det ikke så nøje med sikkerheden, så når Danmarksmaskinen landede, var der gensyn, glæde og fest blandt både afrejsende og ankommende passagerer, der mødtes i den Grønne Bar midt i lufthavnshallen.

Naturen er ganske særpræget og præget af enorme mængder sand blandet med høje fjelde. Lidt ørkenagtigt, men alligevel sine steder meget frodigt, selv om klimaet er tørt. Det er i øvrigt det tørre og stabile klima, der gør Kangerlussuaq velegnet til lufttrafik. Der er indlandsklima, så sommeren er varm - ofte 20 til 25 graders varme og millioner af myg. Vinteren er kold med temperaturer ned til 40 graders frost i de koldeste måneder.

Grønlands Rejsebureau laver ofte billige weekendture til Kangerlussuaq - og det er en oplagt mulighed for en hurtig tur til Grønland, hvor man kan spare den relativt dyre grønlandske indenrigsflyvning ud på kysten. Jeg kan bestemt anbefale sådan en tur - for selv om det måske ikke ligner det "rigtige" Grønland, så er det alligevel en oplevelse, for der findes som sagt ikke rigtig andre steder på jorden, som ligner Kangerlussuaq.
Lufthavnen sætter sit tydelige præg på Kangerlussuaq,
som er et grønlansk trafikknudepunkt.
Roklubben ligger smukt i baglandet fem kilometers kørsel
fra lufthavnen. Stedet var i mine unge dage Grønlands bedste
gourmetrestaurant.
I 2012 blev broen over Watson River skyllet væk - antagelig i forbindelse
med et jøkelløb. Den er nu genopbygget - og flodlejet er blevet rettet
til, så ulykken forhåbentlig ikke gentager sig.
Resterne af den gamle bro kan fortsat ses i deltaet ud mod fjorden.

lørdag den 19. november 2016

God kartoffelhøst

Grønlandsk slagteri har oprettet kartoffelcentral

Kartoffelmark i Upernaviarsuk sommeren 2015.
Grønland er et godt sted for kartoffelavl. Det viser erfaringerne fra de senere år, hvor klimaet er blevet mildere.

Den samlede grønlandske høst har i flere år ligget over 100 ton årligt og går primært til hjemmemarkedet, men der har også været interesse for kartoflerne i udlandet, hvor man betragter de grønlandske kartofler som "mad med en god historie" - og de indgår dermed i fortællingen om det nye nordiske køkken.

Successen har ført til, at slagteriet Neqi i Narsaq nu har oprettet en kartoffelcentral, som i år har modtaget 100 tons primært fra Eqaluit Ilua samt Kangerluluk.

- NEQI A/S har sammen med landmændene deltaget aktivt i opdyrkning af kartofler i form af indkøb af diverse maskiner samt herudover taget initiativ til at oprette en kartoffelcentral, så opbevaringen af kartoflerne ved indhandlingen sker på den mest forsvarlige måde. NEQI A/S forventer at kunne forsyne butikker med kartofler indtil foråret. Kartoflerne er ikke sprøjtet med gift under dyrkning, sådan som man gør med udenlandske kartofler, fortæller direktør Per Jensen fra Neqi.

For det sydgrønlandske slagteri kommer kartoflerne som et godt supplement til lammeslagtningen, der de seneste år har udvist en faldende tendens. Der er i år slagtet 17.458 lam mod 18.425 året før. 2016 lammene var dog større, så den samlede kødmængde er i år på 278 tons mod 246 tons, forklarer direktøren, der mener, at bunden er nået.

- Det var forventeligt, at der i år ville blive indhandlet færre lam og får i forhold til foregående år. Det er imidlertid glædeligt, at der er sket en opbremsning i det store fald, som vi oplevede fra 2014 til 2015. Vi forventer, at der for slagtningen i 2017 vil ske en stigning i forhold til tallene for 2016.

Forsøgvis har NEQI A/S indhandlet moskusokser fra Arsukfjorden. Trods udfordringer med vejr under forsøgsperioden er NEQI A/S meget tilfreds med resultatet, og det er da også slagteriets indtryk, at deltagerne fra Arsuk har været tilfredse med forsøget. Til næste år er det planen, at NEQI A/S vil gentage forsøget, hvor målet er at udnytte kødet fra mokusokserne så meget som overhovedet muligt. Produktionen blev på i alt 57 moskusokser.

Slagteriet i Narsaq har i 2016 desuden slagtet 73 rensdyr og 23 styk kvæg.

Artiklen blev bragt første gang 17. november 2016 på ABN's Nyhedsblog, som jeg redigerer. Hvis du har lyst til at høre mere om grønlandsk landbrug, kommer jeg gerne ud og holder foredrag. Læs mere om foredraget på min hjemmeside.

onsdag den 16. november 2016

Peberrod

Stærke sager

For nogle år siden plantede jeg - på trods af mange gode råd - lidt peberrod i haven.

Jeg insisterede, selv om alle sagde, at det ville jeg fortryde, for den slags breder sig voldsomt som skvalderkål og er slet ikke til at styre.

De dystre spådomme holdt ikke stik - nærmest tværtimod. Det var som om peberrod slet ikke ville gro i vores have. Sidste år var jeg ved at give op, men ville dog give det en chance mere - og flyttede peberroden over i hegnet til naboens gårdsplads. Her står det ikke i vejen - og skulle miraklet ske, gør det ikke så meget, hvis det breder sig.

Operationen lykkedes - og der har i år været et par planter med anseelige blade. Da jeg i dag manglede lidt peberrod kom spaden i jorden, og jeg høstede for første gang selvgroet peberrod. Det blev til en halv meter lang, fingertyk rod, der duftede helt vidunderligt.

Jeg tog cirka 20 centimeter, der blev skrællet og revet, mens tårerne løb. Det var stærke sager, som røg i sovsen til en gang sprængt oksespidsbryst. Nøj, hvor det smagte...

Så nu er jeg næsten blevet selvforsynende med peberrod. Jeg vil ikke tage mere i denne sæson, men give det lejlighed til at brede sig næste år. For som sagt: I hegnet gør det ikke så meget, hvis det breder sig - og så regner jeg med at være helt selvforsynende til næste år.

Oksespidsbrystet var for en gangs skyld købt færdigsprængt. Det skete efter en pludselig indskydelse. Den slags straffes. Det kunne spises, men den hjemmesprængte er altså tusinde gange bedre. Så kan han lære det, kan han.. Det kan ikke betale sig at springe over, hvor gærdet er lavest - når det kommer til mad.

tirsdag den 15. november 2016

Portfolio

So ein ding...

På job med "blik for detaljen...". Foto: Per Lyngby
Ordbogen fortæller, at et portfolio er en samling af en elevs eller kunstners arbejder. Heraf følger logisk, at alle prof-fotografer og wannabees skal have et sted på hjemmesiden, hvor man kan se eksempler på arbejdet.

- So ein ding muss ich auch haben, har jeg længe tænkt, så mandag aften kastede jeg mig over opgaven. Jeg har nogle klare ideer om, hvad det skal indeholde, men jeg må også indrømme, at jeg slider lidt med selve layoutet. Hjemmesidelayouts er som regel ret strukturerede og opbygget i tabeller - og det fungerer som regel. Men nu er der ikke ret meget i min hjerne, der er struktureret og tabelsat på forhånd, så jeg er nu ikke helt sikker på, at det har fundet sin endelige form. Og så er det jo et levende album, hvor der helst skal komme nye ting til, så jeg bliver nok nødt til at tage nogle søvnløse nætter, før portfolioet får sin endelige form.

Men nu er jeg i gang - og så var det jo også en anledning til at bruge det glimrende portræt, som min gamle skole- og fotokammerat Per Lyngby tog, da vi for nylig var sammen på Fotowalk i Aalborg. Jeg har forresten aldrig fået nævnt, at jeg hentede en andenpræmie ved Fotowalken. Det var med billedet af "politibilen", der er ved at køre i havnen. "*Et billede med blik for detaljen", hed det i kommentaren. Tak til Click i Aalborg for rosen.

Portfolio kan ses her.

søndag den 13. november 2016

Havn i flammer

Søndag på havnen

Folk i Nørresundby har altid koketteret med, at det bedste ved Aalborg er udsigten - over havnen mod Nørresundby, forstås.

Og noget er der om snakken. For når den nedgående sol reflekteres i Nørresundbys nye glashuse og spejler sig i en blank Limfjord en november eftermiddag, er der i hvert fald smæk for skillingen - og man må tage sig i at sige iiih og næh, hvor er det smukt.

Det var lidt af et uheld, at jeg søndag eftermiddag kørte galt i Aalborgs mange ensrettede gader og endte på havnen med udsigt mod Nørresundby, men med et billede som dette i kameraet kan jeg nu godt leve med uheldet.

Da vi nu alligevel var kommet på afveje, bød min medfødte nysgerrighed mig at køre hen til den anden ende af havnen, hvor beredskabet siden lørdag morgen har kæmpet med en brand i et skrotlager. Tro mig, jeg har fotograferet mange ildebrande, men sjældent har jeg set så stort et brandsted. Skrotlageret er enormt, og ødelæggelsen total. 40 brandfolk var i sving på andet døgn - og 10 lastbiler kørte i pendulfart det brændte materiale til deponering. Et simpelthen imponerende opbud af mandskab for at forhindre en forureningskatastrofe, som måske kunne være undgået ved rettidig omhu hos ejeren og myndighederne. Det ryster mig i hvert fald at erfare, at der åbenbart har været flere brande på stedet, uden at nogen har reageret eller tænkt nærmere over problemet. Rystende.

Nordjyske oplyser søndag, at der i forbindelse med branden skal flyttes 150.000 kubikmeter skrot. Nu ved jeg ikke, hvem der er kilde til tallet, men der helt sikkert tale om en regnefejl. Jeg har opmålt bygningen på Google Maps - og får den til at være på cirka 2.000 kvadratmeter. Hvis den skulle indeholde 150.000 kubikmeter, vil det sige, at bygningen skal være mindst 75 meter høj. Det svarer til cirka 25 etager.

Ifølge TV2Nord lå skrottet i op til cirka 10 meters højde, så det nok mere sandsynligt, at der er tale om 15.000 kubikmeter...


Nature morte

Vinterglæder i haven

Nature morte (død natur) er det franske ord for stilleben - en malerstil, hvor kunstneren forsøger at gengive livløse genstande livagtigt og æstetiseret.

Stilen kom mig i hu, da jeg lørdag morgen tog en tur rundt i haven, og som det første mødte de tomme flasker på grillen. Egentlig er det noget rod, at de stadig står der, men det gør de altså - og pludselig er de altså ganske dekorative, når først rimfrosten har klædt dem på.

Stilleben betyder "stille liv" og er knap så dramatisk som den franske betegnelse. Og det er vel en meget dækkende betegnelse for tingenes tilstand, nu hvor de fleste planter er ved at gå i vinterdvale. Men stadig er der liv og lidt grønt mellem alt det hvide. Og det er sådan set bekræftelsen på, at man har glæde af haven året rundt - og det var egentlig bare det, jeg ville sige...



lørdag den 12. november 2016

Novemberfrost

Pjækkevejr

De seneste dages frostklare morgener har lokket mig ud med kameraet.

Hjemmefra er det tydeligt at høre, at nu er det ved at være vinter. Sangsvanernes trompeter gjaldrer, så det er en lyst, og gåsetrækkene formørker himlen.

Frosten har fået tag i det ferske, lave vand i Ulvedybet, hvor knopsvanerne arbejder som isbrydere, og fiskehejrerne vagtsomt holder deres våger åbne i en stadig spejden og spejlen efter småfisk. Og så er der jo solen, der bader det hele i et vintergyldent lys.

Det er det stof, der driver fotografen ud - igen og igen.






torsdag den 10. november 2016

Odderens morgenjagt

Forfra og bagfra

Der er oddere i nabolaget. Det ved vi, for desværre finder vi af og til en trafikdræbt odder i grøften.

Men odderne gør som regel ikke så meget væsen ud af sig her på Øland. Den, der lever stille, lever godt, synes parolen at være. Og det kan man næppe fortænke den vævre fiskespiser i, når den skal leve side om side med mennesker, der også holder af fisk.

Men her til morgen fik jeg da lige et glimt af en odder, der var på fiskeri i vandkanten på fjordsiden af Gjøl-Øland-dæmningen. Det gik stærkt, for den var bare lige oppe at trække vejret - og næste gang jeg så den var den 25 meter længere væk fra vandkanten.

Men jeg bliver altid så glad, når jeg ser en odder. Det er en munter fætter, der har et lyst sind - og gerne leger og pjatter i sneen.

Det så vi for nogle år siden, da vi boede i Straumsbukta. Her havde vi en odderfamilie i elven, der løb lige ved siden af huset - og odderne var vænnet til vores tilstedeværelse. Det kan man blandt andet læse mere om i et par gamle blogindlæg her og her.

Sådan en odder er en god start på dagen - og da vejret også er fint, kan det næppe gå helt galt i dag.

onsdag den 9. november 2016

Fællesspisning på Øland

Atter gang i paella-panden

Så er der gang i panderne.
Mobilfoto: Michael Christiansen
Mandag var der atter en gang tændt op under paella-panden. Det skyldtes foreningen "Fællesspisning på Øland", der en gang om måneden, som navnet ret præcist siger, arrangerer fællesspisning for øboerne. Det er et arrangement, der vist nok især appellerer til øens børnefamilier, der er glade for lidt aflastning i den daglige trummerum med at opdrætte afkommet. Selv har jeg ikke tidligere deltaget i arrangementerne, da jeg har svært ved at planlægge aftensmaden flere dage i forvejen i en normal arbejdsuge.

Men mandag skulle det altså være, for fællesspisnings-folkene havde fundet på at invitere sildelauget til at lave maden. Den slags opgaver påtager vi os gerne. Vi er en del af samfundet - og vi vil gerne udbrede kendskabet til god mad. Helst havde jeg set, at vi serverede stegt sild med løgsovs, så øboernes børn kunne få øjnene op for denne glimrende spise, men folk med pædagogisk indsigt mente ikke, at sild lige var sagen til børn.

Sådan noget pædagog-snak forstår jeg ikke. Da jeg var barn, fik vi ikke valget, men måtte spise, hvad der blev sat for os. Heldigvis elsker jeg stegt sild - og har gjort det, siden jeg smagte det første gang, så jeg har altså svært ved at forstå problemet. O tempora, o modes, som Cicero så rigtigt skrev for 2.000 år siden.

Stiftstidendes omtale
af begivenheden.
Men for at gøre en lang historie kort, så endte det altså med paella i stedet for sild, men dog med ansjoser. Hertil en rigtig mormor-æblekage af 80 friskplukkede æbler fra Øland med flødeskum og gele på toppen.

Paellaen var valgt med velberåd hu, for der plejer at deltage cirka 40 øboere i fællesspisningen, så det passede lige med min paella-pande. Imidlertid var forventningerne til paellaen store, så da mandagen oprandt stod vi med 65 tilmeldte. Heldigvis har smeden også en paella-pande, der rækker til cirka 12 portioner, så med begge panderne i sving kunne vi lige køre menuen hjem, hvis vi supplerede med lidt flutes.

Det blev en stor aften - en succes for nu at sige det ganske ubeskedent. Der blev næsten spist op, selv om der var 100 kyllingelår, fire kilo ris, to kilo bacon, tre kilo ærter, tre kilo rejer, tre glas ansjoser, 25 løg, 100 fed hvidløg, 50 tomater, 15 peberfrugter, store mængder gurkemeje, peber og paprika samt fem liter bouillon i spil.

Vi tændte op i den mildest talt kølige, men dejlige efterårsaften på bålpladsen ved medborgerhuset - og så gik tilberedningen ellers over stok og sten. På tre kvarter var ingredienserne omdannet til to store pander dampende paella, der blev modtaget i fællessalen med klapsalver.

Det blev en dejlig aften, hvor vi endnu en gang flyttede grænserne for, hvad en flok mænd med vidt forskellig baggrund kan klare gennem godt samarbejde.

Oven i købet kom vi i avisen... Nordjyske bruger onsdag det meste af en side på at omtale begivenheden, der på den måde har skaffet både Øland og det berømte sildelaug god omtale.

torsdag den 3. november 2016

Fotos fra Øland

Udsmykning i Ønskeland

Jan Westergaard Olsen med en fugl i hånden
og et andet af mine billeder i baggrunden.
Ægteparret Gitte og Jan Westergaard Olsen købte sidste år det tidligere Yellow Hotel her på Øland - også kendt som Ølandskroen, der havde stået tom i en årrække efter en turbulent periode, hvor skiftende forpagtere forsøgte at gøre det til en fornuftig forretning med wellness, helikopterlandingsplads for nyrige, nyt nordisk køkken og andre krumspring.

Bygningerne var vel ikke ligefrem forfaldne, men trængte til en kærlig hånd - og det er Jan og Gitte så gået i gang med. Ambitionen er at skabe et center med aktivitetsmuligheder for børn og unge med særlige behov for en bedre start i tilværelsen. De kalder det Ønskeland - og alt det kan man læse meget mere om i Nordjyskes omtale af projektet.

Hotellet var udsmykket med - lad os stilfærdigt kalde det særpræget kunst fra de tidligere ejere. Jeg blev derfor spurgt, om jeg ville medvirke til en fornyelse af det kunstneriske udtryk med nogle af mine fuglefotos her fra Øland. Det ville jeg selvfølgelig - og resultatet er nu, at der på det tidligere hotels vægge hænger en god snes kvadratiske dyrefotos og en håndfuld plakater med typisk Øland-natur.

Jeg har lavet et album på min hjemmeside med billederne, så andre end Ønskelands brugere også kan få glæde af billederne - og har du lyst til en tilsvarende udsmykning hjemme hos dig selv, står jeg selvfølgelig gerne til rådighed. Det var måske en ide til årets julegave?

tirsdag den 1. november 2016

Brand i nabolaget

500 halmballer i brand


Opdateret 2. november kl. 12 med aktuelle fotos fra brandstedet. Fjerritslev-egnen har på det seneste været hærget af en hel stribe af pyromanbrande, der især er gået ud over sommerhus-områderne ved kysten. Men også lader med halmballer har tilsynelandende været pyroman-mål.

Branden kunne ses milevidt i hele det flade
 område inden for Øland-Attrup-dæmningen.
Tirsdag aften kom det ubehageligt tæt på, da der var brand i en lade i Holmsø på vores side af hovedvejen mellem Brovst og Fjerritslev. Branden kunne ses milevidt, men heldigvis kom hverken dyr eller mennesker til skade.

Det vides endnu ikke, om branden har sammenhæng med de øvrige brande. Politiet skriver på et lidt ubehjælpsomt dansk i en pressemeddelelse:

"Kl. 1739 indgik der via 112 anmeldelse om brand i lade med halmballer, Holmsø ved Fjerritslev. Der er ikke fare for dyr eller mennesker, men laden står ikke til og redde. Brandvæsnet foretager en kontrolleret nedbrænding, der kan vare op til 2 til 3 dage. Årsagen til branden kendes endnu ikke, men bliver nærmere undersøgt af teknikere, om der skulle være en sammenhæng med de andre brande i området."
Der deltog mandskab og materiel fra Falck i Brovst, Fjerritslev,
Aabybro og Løgstør samt Beredskabsstyrelsen i Thisted.
Klokken 12 onsdag brænder det fortsat i halmen.
To brandvagter sikrer, at branden ikke breder sig,
mens halmen brænder ud.