onsdag den 31. august 2016

Bedstemor i himlen

Dinas debut som svæveflyver

Thumbs up! Dina er klar til at gå i luften.
Forrige weekends Fly-In i Blokhus bragte mig blandt andet i forbindelse med svæveflyveren Henrik, som var en af piloterne på stranden.

Det førte i dag til et besøg hos svæveflyveklubben Aviator på Vesthimmerlands Flyveplads i Aars, hvor Henrik havde lovet at give Dina en tur i et svævefly. Dina er - uden i øvrigt at komme ind på en dames alder - pænt oppe i årene og flere gange bedstemor, men indtil i dag havde hun endnu ikke prøvet den helt enestående oplevelse, som svæveflyvning er.

Vejret var forholdsvis fint - dog uden termik - så det blev kun til en ganske kort tur, men Dina var begejstret. Det var næsten som om, hun slet ikke kunne slippe himlen igen, da hun var vel nede.

Det er cirka 40 år siden, jeg prøvede svæveflyvning første gang - og jeg forstår Dinas begejstring over turen. Jeg synes også, at det var ganske frisk gjort - og jeg vil gerne rette en stor tak til Henrik, fordi han hjalp Dina til endnu et kryds i livets store logbog. Nu ved hun, hvorfor fuglene synger...
Dina tjekker flyet inden starten.
Henrik giver en hjælpende hold med faldskærmen.
Airborne!
Tilbage på jorden flyver Dina fortsat.
Udsigten over Vesthimmerlands Flyveplads onsdag eftermiddag.

tirsdag den 30. august 2016

Fællessang i baggården

Grønlandsk sangglæde

Improviseret fællessang hører med til en grønlandsk fest.
Verdensstjernen Simon Lynge underholdt også.
Forleden var jeg til reception i Det Grønlandske Hus i Aalborg i anledning af, at huset er flyttet fra den hidtidige placering i Aalborgs udkant til noget mere centralt beliggende lokaler på Vesterbro i midtbyen.

Det var som altid en hyggelig sammenkomst med folk, jeg kender. Der var grønlandske specialiter og den uundværlige, kaffe og kage på menuen og i det hele taget hygge i baggården ved siden af Hotel Phønix på en af sommerens allervarmeste dage.

Oven i købet havde huset fået den grønlandske næsten-verdensstjerne Simon Lynge til at komme forbi og underholde - og jubelen ville da heller ingen ende tage over landsmanden, som har haft succes i det store udland.

Men alligevel var det, som berørte mig mest, den grønlandske festglæde og evnen til spontan fællessang. For i Grønland er sang og musik ikke specielt elitært. Judithe greb guitaren mellem landsmændene -og straks stemte hele flokken i de kendte grønlandske fællessange. Det endda flerstemmigt og uden dirigent, som det kun kan ske i Grønland.

Det er rørende og smukt - og for en musikalsk analfabet som undertegnede nærmest ufatteligt.

mandag den 29. august 2016

Åh, disse minder...

Fint besøg

Afsked ved søen bag Vesløs Kro. Fra venstre Dina, Jesper Bo, Inge og Gert.
Lørdag eftermiddag havde vi besøg af gamle venner fra Grønland.

Det blev til en herlig eftermiddag sammen med Inge og Jesper Bo Johansen samt Gert Schmidt, hvor dagsordenen stod på skrøner, løgnehistorier og gode minder fra et sjovt liv i Grønland.

Skrøner er som bekendt historier, der er så sandsynlige, at de muligvis har foregået, men også godt kan være løgn - og jeg registrerede i hvert fald et enkelt tilfælde, hvor Jesper og jeg kunne fortælle den samme fortælling med forskellige hovedpersoner. Men den slags kedelige trivialiteter skal man nu ikke hænge sig i - bare det er sjovt.

Sammenkomsten sluttede med en gang rødspætter på Vesløs Kro, som jo altid er værd at køre efter. Så fulgte vi gæsterne på vej til færgen over Feggesund - bare for at være sikker på, at de nu også kom af sted. Det skete i den mest pragtfulde solnedgang over en spejlblank Limfjord. Et perfekt punktum på en perfekt dag.

søndag den 28. august 2016

Dagens ord LXXVII

Mistænkelig eller mistænksom?

Falmet TV.-stjerne trænger til
genoptræning i dansk. Foto: TV2
Nu må jeg have luft. Altså...

Jeg har netop set programmet Dobbeltgænger på Charlie, hvor to skuespillere parodierer en kändis - i dagens tilfælde Birthe Kjær. Programmets vært var Camilla Miehe-Renard, som jeg ellers troede forlængst var pensioneret som vært. Og måske hun burde have holdt sig til pensionisttilværelsen...

For på et tidspunkt laver de to parodister telefonsjov - telefonfis som det smagfuldt omtales - med Dario Campeotto, som imidlertid lugter lunten. Miehe-Renard udbryder som en glad julegris: - Dario opdagede det og blev mistænkelig...

Nej, han gjorde ej. Han blev mistænksom!

En mistænkelig person er en person, man ikke kan have tillid til. En mistænksom person er en mistroisk person. Så fat det dog, kære journalister og TV-værter. Hvis man ikke mestrer det danske sprogs små nuancer, skal man holde sig fra at optræde i nationale TV-kanaler.

Franske fristelser og pungdyrbøffer

Stop den lille kænguru....

Den her vidunderligt møre, saftige og velsmagende
 kænguru blev sandsynligvis stoppet med en bolt-pistol...
Der var dansktopstemning og højt humør, da Øland Sildelaug fredag aften tog hul på efterårssæsonen. For alle kom unægtelig til at tænke på den gamle dansktop-klassiker "Stop den lille kænguru", da oldermanden præsenterede aftenens hovedret, som var kængurubøffer.

De lækre, møre og velsmagende bøffer blev serveret ledsaget af spidskål med granastæblekerner og frisk rødbede med solbær. Et fortræffeligt bud på en hovedret i en fireretters menu.

På det tidspunkt var stemningen helt i top - og der blev gjort adskillige velmente forsøg på at synge den gamle kænguru-sang, som alle kender, men som ingen lige kunne huske teksten på.

Sangen er oprindeligt skrevet af Rolf Harris, der sammen med Wobble Board and The Rhythm Spinners hittede med den over det meste af verden i 1960. Den danske tekst er af Thøger Olesen, der skrev den under pseudonymet Peter Mynte. Oprindeligt indspillet af Birthe Wilke samme år, men mest kendt er nok Bjørn Tidmands dansktop-version fra 1975. Originalen kan høres her.

Festen var imidlertid begyndt flere timer forinden. Som sædvanlig var damerne inviteret med til augustmødet. Dagen havde været varm - og håbet var egentlig, at vi kunne have været udenfor, men en strid vestenvind forlagde selve mødet til aulaen i Øland Medborgerhus.

Med et velrettet hug sabrer Sanne sin første flaske...
Vi lagde ud med et rask lille champagne-sablingskursus, hvor Sanne fik sin gamle drøm opfyldt og slog proppen af en flaske crémant.

Herefter gik et par muntre timer med at tilberede det lukulliske måltid og i øvrigt teste giftblanderens nyeste påfund, som var en velsmagende bjæsk på sødskærm.

Crémanten gik videres som tema i dagens første ret, der var Creme Ninon. Det er en pureret ærtesuppe, som umiddelbart inden serveringen monteres med en gang flødeskum, som gør den let og luftig. Den serveres i skåle - og før man spiser, tilføjes den en sjat champagne eller crémant, der både styrker luftigheden og smagen.

Man kan ikke bruge sabel til rødvin, så Hanne kæmper her
sin modige kamp med folien fra en spansk Gran Reserva.
Som så mange andre franske retter er Creme Ninon opkaldt efter en kvinde. Ninon var en såkaldt kurtisane, der inspirerede både kunstnere og kokke i 1600-tallets Paris. Suppen blev i øvrigt også ledsaget af crémant i glassene.

Herefter gik vi til anden servering, som var stegt andelever med mixed salat og pyntet med cornechoner og friske figner og dryppet med reduceret balsamico. Egentlig skulle det have været foie gras, men det var til kassemesterens store glæde ikke muligt at skaffe frisk gåselever i Nordjylland i ugen op til augustmødet. Andeleveren blev ledsaget af en frisk gewürztraminer fra Alsace, sådan som det sig hør og bør - helt efter bogen.

Kragen ser ud til at holde af skummetmælk. I baggrunden
 oldermandens velkendte profil - og den tyder jo på,
 at han intet har imod fløde...
Som nævnt fulgte så Stop-den-lille-kænguru med kraftig spansk rødvin i glassene, og så blev det damernes tur til at forsøde tilværelsen for mænderne. For desserten var lagt i hænderne på fruerne, der diverterede med friske hindbær og hjemmelavede chokolade-marengs. Det blev skyllet ned med en Lumumba-variant lavet på Kahlua og skummetmælk.

Sidstnævnte ingrediens var sikkert et velment forsøg på kvindelig omsorg, men sildelaugsmedlemmerne var rystede og tænkte, at det er nu godt, at konerne ikke er med hver gang. For hvornår har mad egentlig taget skade af lidt fløde? Sammen med bacon er fløde jo et af de kulinariske grundstoffer...

Som prikken over i'et og som opvarmning til den afsluttende Ølandssang, serverede vi en damedrink, bestående af to dele Licor 43, en del Roses Strawberry og seks dele æblejuice. En sød, rød sag med et klart feministisk touch.

Det blev endnu en god aften på Øland, og sangen gjaldede mellem de små huse, da turen gik hjemefter i usikkert, men målrettet trav.

Og nu er der et helt år til, at fruerne igen skal med til møde...
Creme Ninon får et ekstra pift med et
skvæt crémant oven i flødeskummet.
Stegt andelever som substitut for foie gras. Det fungerede fint - når vi
lige ser bort fra Oldermanden, der har en medfødt aversion
mod lever i det hele taget.
Friske hindbær og skummetmælks-Lumumba.

fredag den 26. august 2016

En håndsrækning til naturen

Nu også med naturhegn

Et naturhegn er til glæde for biodiversiteten på
parcellen og til glæde for den dovne haveejer.
Af natur er jeg temmelig doven. Jeg er derfor villig til at investere en betydelig indsats i at komme lidt lettere om tingene.

Derfor har jeg nu bygget et såkaldt naturhegn. Ideen er, at al hækklip, grene og så videre, som jeg ellers enten skal brænde om foråret eller køre på genbrugspladsen, er et glimrende materiale til at bygge et hegn med.

Arbejdet er i gang...
Det bliver oven i købet et levende hegn i ordets allerbedste betydning. For grenaffaldet vil efterhånden rådne og formulde - og vil derfor tiltrække horder af forskellige insekter, som så kan blive fugls føde. På den måde får jeg også flere fugle i haven - og skal derfor ikke gå så langt, når jeg dyrker min hang til fuglefotografering.

Jeg har nu i et par år fulgt et tilsvarende projekt i en af de spejderhytter, jeg ofte kommer i. Det viser sig, at hegnet synker ret voldsomt med tiden - og der bliver derfor plads til nyt grenaffald.

Det er sådan set ret nemt at bygge. To rækker pæle af de billigste trykimprægnerede sættes i jorden med cirka 60 - 70 centimeters mellemrum og samme afstand mellem rækkerne. Så lægger man grene og kvas ned i mellem, gerne nogle godt lange grene ind i mellem til at stabilisere - og så fungerer der bare.

Som en ekstra gestus over for naturen og biodiversiteten byggede jeg en pindsvinerede af en oversavet palle og nogle gamle fliser i enden af hegnet ind mod en hæk. Siden jeg sidste år byggede det første pindsvinebo under nogle buske, har vi nemlig haft fast pindsvinehjælp mod dræbersneglene - og det ser faktisk ud til også at have båret frugt. Så det er ren win-win med et naturhegn...
For enden af hegnet har jeg bygget et pindsvinebo - for pindsvinene er
vores venner i kampen mod dræbersneglene, så kun
det bedste er godt nok til en pindgris.

torsdag den 25. august 2016

En blandet sandhandel

Skulpturer i sandet

Temaet for årets sandskulpturfestival er dyr - og her ser vi
en letforståelig parafrase over en ulv i fåreklæder.
Forleden var jeg på besøg i Skulpturparken Blokhus, der nok mest er kendt for de årlige sandskulpturfestivaller.

Det er lidt falsk reklame og lånte fjer, når parken kalder sig "Blokhus", for den ligger i Hune - og Hune er altså ikke Blokhus, hvad et kig på boligpriserne hurtigt vil afsløre.

Jeg harofte kørt forbi stedet og sidste år kunne man blandt andet beundre en gigantisk sandskulptur ud mod vejen. Men i år er der sat hegn op, og man må til lommerne, hvis man vil ind.

Jeg blev egentlig lidt overrasket, da jeg kom ind bag hegnet, for den gamle idrætsplads til Hune Skole er faktisk en dejlig og fredfyldt oase - og jeg forstår sådan set udmærket, at man har lukket af mod Vesterhavsvej, der er voldsomt trafikeret. Der er også plantet til med mange blomster og buske - og jeg kan snildt forestille mig, at der også kan være hyggeligt om aftenen, hvis nu man lejer hele baduljen og holder en fest i den gamle skole, der nu er omdøbt til kulturhus. Og hegnet gør jo det hele ganske velegnet til børnefamilier.

Skulpturdelen er delt op i to afdelinger, dels den med sand og dels en række kunstværker udført med motorsav på træstød. Altsammen med et stærkt naturalistisk udtryk og sikkert med en bred folkelig appel. På trods heraf forekommer det mig, at den kunstneriske oplevelse alene næppe retfærdiggør entreen på 60 kroner.

Men alle initiativer, der kan skabe økonomisk aktivitet i vores dejlige udkant, bør naturligvis støttes - og som sagt er der dejlig ro og fred i parken nu, hvor vi er uden for sæsonen.
Denne skulptur er lidt uden for nummer - og rummer rigelige muligheder
for fortolkninger, for mon ikke det er en politiker, vi her ser på piedestalen?
Skulpturparken byder også på en hval. Ikke den strandede fra Blokhus,
men lavet af sand nok til at lave en strand.

mandag den 22. august 2016

Blokhus International Airport

Heldigvis var der ingen fly, der strandede...

Blokhus Strand var for et kort øjeblik forvandlet til lufthavn, da turistforeningen og andre gode kræfter søndag eftermiddag havde inviteret til en såkaldt Fly-In, hvor en række flyvere og ikke mindst veteranfolkene fra Strut Nordjylland bød på et kig på hobby-fly.

Det var et storslået arrangement, hvor en del af stranden simpelthen var omdannet til landings- og startbane - og alle kunne få en snak med mændende og deres flyvende maskiner.

Klokken 15.30 var det forbi, og flyene gik i luften som perler på en snor. Sådan da - for hele det stort anlagte show måtte stoppes, da to kvinder med en hund i snor demonstrerede sædvanlig kvindelig mangel på situationsfornemmelse. De reagerede hverken på båthorn eller tilskuernes hujen, og det var først, da den midlertidige lufthavns marshall-tjeneste fik fat i dem, at de fik fjernet sig fra startbanen i fornærmet og fjantende ro. Flyveopvisninger går normalt ikke stille af sig, men de to midaldrende kvinder havde altså ikke opdaget, at de gik på en airstrip, hvor flyene lettede med få minutters mellemrum. Man må have mig undskyldt, men det siger mig altså et og andet om kvindekønnets utilstrækkelighed i en tid, hvor lighed og inklusion ellers er politisk korrekt.

Det var et rent tilfælde, at vi endte ved denne store begivenhed i Blokhus. Egentlig skulle jeg have været på fuglefoto i Risgaarde sammen med min gamle skolekammerat og blogger Per Lyngby, men den tur var aflyst. Og så mente hjemmestyret - konen i huset - at vi burde tage en tur i det gode vejr til Blokhus efter en is, som vi gør så tit.

Og i dag fik vi altså fuld valuta og næsten 500 billeder i kassen. Her er et lille udvalg af dagens billeder, hvor jeg hele tiden var i tvivl om, hvorvidt det nu var de flotte skyer og tordenvejret over Jammerbugten eller de mange spændende fly, der var hovedmotivet.

Her er en række fotos uden yderligere kommentarer. Billederne er klikbare.











søndag den 21. august 2016

Man må sno sig...

For en gangs skyld er det ikke ålen...

Agurketiden hedder sådan, fordi medierne i mangel af andet i sommerens løb omtaler kæmpeagurker og andre grøntsager, der af mere eller mindre indlysende årsager er bemærkelsesværdige inden for en snæver kreds af grøntsagsfetichister.

Her på Limfjordens bredder vil vi naturligvis ikke stå tilbage for de mere etablerede media, så her er et par af årets første gulerødder i hed omfavnelse. Man må sno sig, som ålen plejer at sige...

fredag den 19. august 2016

Frosé

En kold sag til en varm dag

En af sommerens store diller på markedet for alkoholiske eksperimenter har været Frosé, der ganske kort fortalt er slush-ice lavet på rosé-vin.

Nu er det jo de færreste små hjem, der ejer en slush-ice-maskine, så jeg har eksperimenteret lidt med at lave den lækre sag i hånden, så at sige.

Allerførst - i god tid forinden man bliver tørstig - fyldte jeg en isterningpose med rosé og lagde posen i fryseren. Jeg brugte Stone Valleys zinfandel-rosé, der har en kraftig frugtsmag - næsten som saftevand.

Så tog jeg fire store hjemmeavlede jordbær - frosne for sæsonen er forbi - og kom dem i blenderen sammen med fem cl vodka og fem cl simple syrup, der såmænd ikke er andet en sukkerlage med en del vand og to dele sukker, men som er uundværlig i bartenderens værktøjskasse.

Oven i jordbærrene, vodka og sukkerlagen kom jeg så rosé-isterningerne, og så kørte jeg ellers en tur med blenderen. Og voila, så var der rosé-slush-ice for alle pengene. Rækker til cirka fem cocktail-glas.

God fornøjelse i weekenden. Vi krydser fingre for vejret...

onsdag den 17. august 2016

Repticulus

Endnu en brik til diversiteten

I morges lugede jeg i jordbærrene, mens solen steg fra havets skød. I det hele taget en herlig morgen uden vind, men let morgendis af mosekonetypen.

På et tidspunkt flyttede jeg en af de mursten, som tidligere på sommeren holdt fuglenettet over jordbærene. Det afslørede et lille reptil, som jeg i første omgang troede var et diminutivt og meget ungt skovfirben, men som ved nærmere eftersyn viste sig at være en lille vandsalamander af hunkøn.

Lille vandsalamander er ikke decideret sjælden i Danmark, men det var alligevel lidt af en overraskelse at kunne tælle dette lille dyr med i faunaen på parcellen. Den stammer antagelig fra det nærliggende gadekær. Salamanderne lever jo i vand i ynglesæsonen, mens resten af året tilbringes på land, hvor de som i tilfældet her gerne gemmer sig under sten.

Da jeg løftede stenen, var den lille salamander ganske sløv og bevægede sig overhovedet ikke, vekselvarm som den slags dyr jo er. Jeg dristede mig derfor til at give den et lille puf, så jeg også kunne studere den flotte, røde underside.

Efterhånden som salamanderen fik varmen i den strålende sol, begyndte der at ske noget - og til sidst var den så varm, at den luntede bort mellem jordbærrene.

Det var en god start på denne onsdag.




tirsdag den 16. august 2016

Grønlandsk kage

Bagværk til kaffemikken

Jeg var til kaffemik forleden, og som traditionen byder, blev der blandt andet serveret grønlandsk kage.

Dette stykke bagværk smager himmelsk - og det bliver slet ikke ringere, hvis det bliver smurt med et solidt lag tandsmør, som man har for vane visse steder i Grønland.

Kaffemik er en væsentlig del af den grønlandske kultur. Ordet er dansk. Et lydefterlignende ord der sprogligt set ikke giver mening på grønlandsk. På grønlandsk siger man for eksempel kaffiqarpunga - jeg har kaffe - og underforstået, at man har noget, der skal fejres med kaffe, og hvor invitationen er ganske åben, for eksempel gennem opslag i Brugsen eller på Facebook.

Ikke desto mindre er kaffemikken en væsentlig del af den sociale virkelighed i Grønland. Det bruges ved fødselsdage, første skoledag, konfirmationer og andre store begivenheder.

En rigtig kaffemik tager det meste af dagen for værterne, men det er ikke meningen, at gæsterne skal blive der hele tiden, for de grønlandske boliger er ofte små, så der er ikke plads til så mange gæster ad gangen.

Så man kommer forbi, afleverer en lille gave, sætter sig til bords, hvor der nu er plads, smager høfligt på alle kagerne og roser gerne traktementet - og så går man igen, så der kan blive plads til de næste gæster.

Der er nogle klassikere på bordet. Som oftest altid boller med smør, lagkage, et eller andet med sortebær - og så altså den berømte grønlandskage, der egentlig bare er sødt hvedebrød. Her er opskriften: Man tager 1/2 liter vand, 1 kilo mel, 200 gram sukker, 200 gram rosiner, 200 gram margarine eller smør, 50 gram gær, 1 teskefuld salt. Rosiner, sukker og vand opvarmes i en gryde. Smørret smeltes, og gæren opløses i lunkent vand. Alle ingredienser blandes, dejen æltes sammen og stilles til hævning i en times tid. Dejen fordeles i en brødform eller en bradepande og efterhæver i en halv time. Pensles eventuelt med æg. Kagen bages ved 200 grader i 40-50 minutter.

mandag den 15. august 2016

Kors i ....

Tæt på en spind-doktor

Edderkoppen sad der midt i sit spind mellem fuchsiaerne på væggen til redskabsskuret. Helt stille og nærmest lidt provokerende, for jeg holdt kaffepause og havde ikke kameraet ved hånden. 

Jeg havde heller ikke tænkt mig at hente kameraet og rigge til med mellemring for at fotografere edderkoppen. Jeg blev siddende - og det gjorde edderkoppen så også, mens vi olmt stirrede på hinanden.

Edderkoppen vandt, og jeg tog billedet her, hvor man tydeligt ser, hvorfor korsedderkoppen har sit navn. Den ligner jo nærmest en gejstlig. Udseendet giver mindelser om en præst i messehagel, når det skal være rigtig festligt i kirken.

For resten er korsedderkoppen ganske almindelig i Danmark og slet ikke noget særligt. 

onsdag den 10. august 2016

I skoven skulle være gilde

Hul på efteråret

Henrik holder paellaen i bevægelse, så den ikke brænder på, Søren
giver den som køkkenskriver, men er i virkeligheden bare sulten - og
 jeg har grebet den store slev for at se aktiv ud. Foto: Carl Fryland
Så har der været gang i paella-panden igen.

Det er efterhånden blevet en tradition, at jeg finder paella-panden frem, når vi tager hul på efterårssæsonen i det lille Sct. Georgs Gilde.

Det skete tirsdag aften i Wasa Wasa-hytten mellem Svenstrup og Godthåb. En gammel kending af en hytte, hvor vi har været så tit - og som har en god størrelse til et lille sluttet selskab - for vejret var ærlig talt ikke med os. Bygerne kom og gik, og der blæste en strid vestenvind, så maden blev indtaget indendørs.

Men paellaen blev selvfølgelig lavet over bål. Paellaen er en lidt under blanding af skaldyr og kylling, men fantastisk velsmagende. Jeg har efterhånden en del rutine i det og plejer at forberede det hele hjemmefra, så når først vi står ved bålstedet, skal det hele bare samles. Og med masser af gode hjælpere, er det altså ingen sag...

Paellaen blev i øvrigt ledsaget af tigerrejer med hvidløgsbrød og aioli til forret og til dessert rabarbertærte med flødeskum. Rigtige mænd spiser som bekendt ikke creme fraiche.

Og så lige et tip til alle bål-paella-entusiasterne. Når bålet kører, løgene og baconen stegt af, ris og bouillon simrer, så har jeg de sidste par gange hældt ansjoser på. Ansjoserne er Middelhavets svar på Maggi-terningen og giver en god og fyldig bund i smagen.

mandag den 8. august 2016

Høj gammel Ford

Ford T'er på tur

Forleden mødte jeg en halv snes gode, gamle og flot restaurerede Ford T'er ved rundskørslen i Saltum. Kortegen holdt stille - og det gjorde jeg så også for at få en snak med folkene bag dette særprægede optog.

Kortegen holdt stille, fordi en af bilerne var ved at løbe tør for benzin, fortalte turlederen.

- Ford T-ejere er altså lidt lige som små børn. Uanset hvor mange gange jeg siger, at de skal huske at tanke op, så er der alligevel altid en, der glemmer det.

Jeg tror ham, for det var en helt utrolig barnlig glæde, Ford T-ejerne udstrålede, mens de viste deres legetøj frem for fotografen.

Nu kan man nok ikke fortænke en Ford T-ejer i at løbe tør, for bilen med dens 20 hestes 2900 kubikcentimeter store motor kører sådan cirka 7 km literen, så det er blevet til nogen liter benzin, når man kommer fra Tinglev, som tilfældet var for turlederen. Tanken på en Ford T rummer 38 liter..

Jeg lærte i øvrigt, at Ford T er en af verdens mest solgte biler. Der blev produceret 15 millioner af slagsen i perioden fra 1908 til 1927. Det var jo Henry Ford, der opfandt samlebåndet, der nåede op på at producere 11.000 biler om dagen. Produktionstiden var kun halvanden time. Det lykkedes, fordi produktet var stærkt standardiseret og kun kunne fås i en farve.Henry Ford forklarede, at man kunne få bilen i lige nøjagtig den farve, man måtte ønske, bare det var sort.

Det var der nu mange af de stolte Ford T-ejere, der så stort på, og der var nogle flotte eksemplarer i andre farver end sort.

Jeg bemærkede, at der også var stor forskel på bilernes overbygning. Nogle var åbne, andre lukkede og en enkelt havde nærmest et stativ med en presenning over. Turlederen forklarede, at bilerne fra fabrikkens side oprindeligt slet ikke havde tag, men det var noget, som ejerne fik lavet hos den lokale karetmager.