mandag den 27. juni 2016

Nye kartofler

Mums fra møddingen

Søndag stod den på premiere på årets første kartofler af egen avl.

Nåja, egen avl er måske så meget sagt - for vi taler ikke om de Friesländer-kartofler, som jeg satte i begyndelsen af maj, og som egentlig er den eneste planlagte kartoffel i år. Jeg har døjet en del med skurv og anden dårligdom, og har derfor skruet lidt ned for kartoffelproduktionen, så jorden i løbet af et par år forhåbentlig bliver restitueret.

Søndagens kartofler er folva, som er en sort, der nemt angribes af skurv på kalkholdig jord. Derfor har jeg svoret, at jeg aldrig mere vil have dem på min jord. Men jeg har også planlagt, at jordbærbeddet skal flyttes. Det skal ske til et sted, hvor jeg sidste år havde kartofler, men da flytningen først skal ske i løbet af sensommeren, har jeg brugt jordstykket til at parkere noget hestemøg - og så har jeg forresten ikke gravet det igennem i foråret.

Så der har altså ligget nogle kartofler i jorden fra sidste år. De er nu spiret op gennem hestemøget, og blomstrer livligt netop nu. Og det er altså så grunden til, at jeg kan spise nye kartofler fra egen jord - selv om det ikke er af egen avl.

Helt forventeligt var de små folvaer allerede grundigt angrebet af skurv, men de smagte nu herligt, som helt nyopgravede kartofler altid gør. Det var i øvrigt ikke værre, end at kartoflerne kunne renses med en almindelig blød grydesvamp.

Kartoflerne blev fulgt af en gang stegt flæsk og persillesovs. Strengt taget er persillesovsen overflødig til så nye kartofler, men jeg var tømmermandsramt efter ø-festen. I den situation er mine madvaner akkurat lige så eksotiske som gravide kvinders hang til lakrids med remoulade, og det indebar altså søndag aften, at mit stegeflæsk skulle ledsages af rigelige mængder flødeforstærket persillesovs.

Ingen kommentarer: