Dunhammer

En barndomserindring

 Da jeg var barn, brugte jeg meget af tiden ved Farsø Sø.

Det var et herligt sted, hvor der altid var en chance for en våd støvle. Søen var omkranset af siv og dunhammere - og jeg var ret fascineret af dunhammerens frøstande. Dengang var det forresten også moderne at have sådanne nogle dunhammere stående indendørs i en vase, så på et tidspunkt slæbte jeg da også et par stykker med hjem.

Desværre er jeg jo en nysgerrig sjæl, der lige skulle se, hvad der var inde i den bananformede frugtstand, så jeg pillede den selvfølgelig fra hinanden. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet - måske en slags banan. Men sådan spiller virkeligheden ikke, for inden i er der tusindvis af frø, der mest af alt minder om mælkebøttefrø. Det var bestemt ikke populært hos min mor, da jeg fik dem spredt på værelset og efterfølgende i det meste af huset.

Det skulle være så godt, og så er det faktisk skidt...

Retfærdigvis så skal det med, at dunhammerens rod er spiselig. Jeg prøvede det en gang for mange år siden på et overlevelseskursus. Det er ikke haute cuisine, smager ikke rigtig af noget, men roden er rig på stivelse som kartofler, og man kan sagtens overleve på det - og tilsat lidt frølår, så er man godt kørende i mangel af andet.