fredag den 25. marts 2016

Kunstplagiater og klimakteriekunstnere

Langfredags shitstorm

Buutis vrede, men rimelige indlæg på Facebook.
En kunstner-wannabe på Mors, Lilli Pedersen, kan se frem til en meget lang fredag i shitstormens øje på Facebook.

Lilli Pedersen, der i følge sin Facebook-profil er uddannet køkkenleder, er angiveligt kunstneren bag plakaten til dette års påskeudstilling i Kulturhus Sydvestmors. Plakaten forestiller en person, der krammer en isbjørn - og det har bragt den grønlandske kunstner Buuti i harnisk, for det er en kopi af et billede, hun malede i 2002 i forbindelse med de daværende Arctic Winter Games i Nuuk.

- Jeg er chokeret... En udstilling er åbnet med et plagiat af et af mine billeder....hvorfor skal vi finde os i at såkaldt kreative mennesker skal plagiere vores billeder? Det gør mig vred, skrev Buuti torsdag aften på Facebook.

Buutis indlæg på Facebook er i nattens løb blevet delt adskillige gange, så jeg spår Lilli Pedersen en træls dag, hvor hun får travlt med at forklare sig.

Jeg har ikke ondt af hende. Det er simpelthen for dumt, det hun har gjort - og jeg håber da, at det ender med en klækkelig erstatning. Dybest set handler det om ophavsret, men det er da kun glædeligt, hvis vi også får sat spørgsmålstegn ved det betimelige i, at alle mulige kvinder i klimakteriet bliver hyldet som kunstnere i snart sagt et hvilket som helst dansk forsamlingshus. Det er da i orden at male som terapi, men hvorfor skal det dog deles med os andre - og når det så oven i købet er plagiater, så er der en anledning til at få sat en stopper for galskaben.

Buuti har en god sag. Jeg kan huske, da billedet blev lavet. Det indgik i en serie med isbjørnebilleder, der blev fremstillet i forbindelse med de arktiske vinterlege i Nuuk i 2002 - og et eller andet sted i mine gemmer har jeg vist også et postkort med motivet.

Buuti, der i øvrigt også bærer efternavnet Pedersen, er en af de mest veletablerede grønlandske kunstnere og har udstillet i Grønland, Danmark, Tyskland, Island,Sverige, Finland, Færøerne og Frankrig. Hun er formand for KIMIK, som er den grønlandske kunstnersammenslutning.

Sagen bliver ikke mindre underholdende af, at udstillingen på Mors blev åbnet af regionsrådsformand Ulla Astman. Hun har efter min mening alle dage været en klam fidus, så hendes medvirken bekræfter bare den gamle talemåde: Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er....

Se Buutis Facebook-profil.

Red. anm. 25. marts 2016 kl 00:20: En forståelsesmæssig formulering er ændret. I øvrigt er billedet nu fjernet fra kunstudstillingens hjemmeside. Morsø Folkeblad og Nordjyske Stiftstidende omtaler sagen i lørdagsavisen.

4 kommentarer:

Lyngby sagde ...

Ja Jesper, det er godt nok en kedelig sag. Spændende, hvad det ender ud i!

Med hensyn til disse amatørkunstnere, du ikke bryder dig om, så går jeg ud fra, at fru dronningen er med i det selskab :-)

God påske - og husk at skrue ned for DP før fruen kommer hjem.

Jesper Hansen sagde ...

I den her sag er der ingen undskyldninger. Billedet er ned til sidste penselstrøg en lodret kopi. Det er simpelthen for dumt - og det ville nok ikke være sket, hvis hendes omgivelser havde været knap så overbærende. I Morsø Folkeblad udtaler formanden for kunstforeningen, at hun faktisk har gjort opmærksom på, at billedet var inspireret af et grønlandsk forlæg. Det burde nok have fået klokkerne til at ringe...
Der er ingen tvivl om, at Dronningens kunstneriske forsøg aldrig er blevet udsat for en reel kritik - og spørgsmålet er, hvor barsk hendes mentorer formulerer sig. Men nu skal det retfærdigvis også med, at hun har dyrket kunsten i mange år og ikke bare kastet sig over det i forbindelse med en hormonel krise. Hendes kunst er ikke min stil, men for mig at se, er hun en god tekniker og fortjener prædikatet "en begavet amatør" - akkurat som dig og mig...
Jeg fortsætter med The Who i dag...

Jesper Hansen sagde ...

Jeg forstår forresten slet ikke, at Lilli Pedersen ikke selv bremsede plakaten. Hun burde da selv kunne indse, at det er forkert...

Lyngby sagde ...

Men man må da sige, at den lille udstilling har fået noget omtale - og dårlig reklame er bedre end slet ingen reklame, sagde en mand på et tidspunkt.

God fornøjelse med The Who i Leeds..og husk skrat og knitren er en de af lydbilledet, som der står på noterne..