søndag den 13. marts 2016

Forårssanering

Det skal saves væk

Haven virker meget større, efter at den gamle Magda Jensen er faldet.

Det obligatoriske før-billede.
Bevæbnet med motorsaven satte vi lørdag eftermiddag rigtig gang i foråret i den lille landsby - og det har pyntet. Rent optisk i hvert fald. Det virker næsten som om, vi har fået en hel ny og større have.

Det var først og fremmest den gamle Magda Jensen-mirabelle i baghaven, det gik ud over. Det har været et prægtigt stort træ, og i 2011 gav det over 100 kg frugt til saft. Men siden er det desværre gået nedad. Træet var voldsomt angrebet af svamp - og sidste år blev det kun til en smagsprøve.

Så træet måtte lade livet - og det har unægteligt kastet lys over baghaven. Så nu har æblerne, pærerne, brombær og hvad vi ellers har deromme chancen for en stjernestund. Da det længe har lakket mod enden, plantede jeg allerede for flere år siden en ny Magda Jensen i hegnet over mod naboen - så i løbet af et par år mere, er vi forhåbentlig på omgangshøjde igen.

Indtil lørdag stod der en hængepil og en
 sukkergran foran stuevinduerne. Nu har vi til gengæld fået
lys - og så kan vi også følge bedre med
 i Østerbys gadeliv.
Da vi alligevel var i gang, blev saven også sat i en hængepil og en sukkergran, som stod foran stuevinduerne, så nu har forårssolen også nemmere ved at trænge ind i de lavloftede stuer.
Der er rigtig ved at gå forår i den. Fra nu af og de næste måneder vil al fritid gå med fingrene i jorden. Det er en herlig tid.

Vi fejrer den store motorssavs-massakre med en gammel rock-klassiker fra 1002: Det amerikanske band Jackyl med "The Lumberjacket". Det er - så vidt jeg ved - verdens første "rock-låt" med en motorsavs-solo. Prøv den. Det lyder bedre, end man umiddelbart skulle tro.

Ingen kommentarer: