søndag den 21. februar 2016

Fornemmelser for forår

Forårsoprydning i drivhuset

Foråret begyndte i weekenden. Det har jeg besluttet. Færdig. Punktum.

I hvert fald tog jeg hul på udesæsonen i weekenden. Årets første opgave bliver at få sat skik på drivhuset.

Det er en større opgave, for jeg benytter lejligheden til at ændre lidt på indretningen. Men allerførst skal gulvet op.

Da jeg for to år siden lagde gulv i drivhuset, var jeg ikke helt opmærksom på, at drivhusets fundament ikke er i vater - og derfor har gulvet været en smule skævt. Ikke så meget at det ikke kunne bruges, men rent æstetisk generede det mig. Så altså op med gulvet og ud med det gamle arbejdsbord, som jeg selv lavede, da vi flyttede ind.

Arbejdsbordet og den tilhørende hyldeplads har vi ikke rigtig brug for længere, da drivhuset er gået fra at være et egentlig produktionsdrivhus til mere at være et lysthus, som kan forlænge udesæsonen.
De seneste år har vi med rimelig succes dyrket tomater på friland, så i dag bliver drivhuset kun brugt til vindruer og lidt agurker. Hyldepladsen er også overflødig, da der er plads både i røgeriet og på loftet i grillhytten.

Jeg håber, at operationen er hurtigt overstået, men klog af skade vil jeg ikke love noget som helst. Men solen er begyndt at varme, erantis og vintergækker står i fuldt flor og inden længe følger krokus og påskeliljer.

Dagen er tiltaget med næsten tre en halv time, så det går helt bestemt den rigtige vej.

Ingen kommentarer: