mandag den 30. marts 2015

Hver fugl synger...

Lokal litteraturhistorie

"Hver fugl synger..." er en flot bog, mener
 Lasse, TV-stjerne og tjener på Skovsgård Hotel.
Omslaget er lavet af
 afdøde Aase Bodil Hansen.
Lørdag eftermiddag præsenterede JammerbugtForfatterne bogen "Hver fugl synger...", der er en antologi med bidrag fra en stribe forfattere med tilknytning til Jammerbugt kommune.

Jeg deltager med fortællingen "Hønsetyven", der handler om mit møde med Grønland for mange år siden.

Egentlig var det planen, at jeg ville have deltaget med en historie om et dansk-norsk kultursammenstød inspireret af planer om at sælge det lokale hotel til norske investorer, men den fortælling var ikke moden ved deadline, så jeg måtte en tur i skrivebordsskuffen.

Som bogens titel antyder, byder antologien på lidt af hvert. Der er digte og noveller, der er egnsbeskrivelser, og der biografiske historier – alt sammen knyttet sammen på 260 sider med illustrationer af kunstneren Piet Pedersen fra Fjerritslev og omslag af nyligt afdøde Aase Bodil Hansen. Øland er i øvrigt stærkt repræsenteret i bogen - blandt meget andet med en historie på den lokale dialekt - lige som bogens to redaktører, Lissen Rødtkjær og Søren Vibe kommer fra øen.

Piet Pedersens tegning til Hønsetyven.
Bogen har været længe undervejs, fortæller Lissen Røtkjær

- Det var Grethe Rolle fra Vildmosen, der i 2011 fik ideen til en antologi med forfattere fra Jammerbugt kommune. Bogen skulle være en rigtig coffee-table-bog og et udstillingsvindue for vor dejlige egn. Siden har en redaktionsgruppe bestående af Lissen Røtkjær, Søren Vibe og Bjarne Segefjord arbejdet med at realisere projektet – og de to førstnævnte står som redaktører af bogen.

Undervejs indhentede de økonomiske realiteter projektet, og bogen er måske ikke så meget coffee-table, men stadig et solidt bidrag til de nordenfjordske kaffeborde, hvor der nok skal blive noget at snakke om, når naboen debuterer som forfatter. 

For Jammerbugtens forfattere er en broget skare: Der er kendte navne som De Gyldne Laurbær-modtageren Knud Sørensen, allesteds-nærværende Bjarne Nielsen Brovst, tidligere MF og minister Mette Madsen og Pandrups tidligere borgmester, Flemming Jansen, Lise Andersen, Bjarne Segefjord og Kasper Anthoni, Lars Borberg og så selvfølgelig "mig selv, sagde hunden".

Den nye antologi med bidrag fra Jammerbugts forfattere
 hedder "Hver fugl synger..." og derfor blev
bogen selvfølgelig fejret med en lejlighedssang
 efter bedste lokale tradition.
Bogen blev præsenteret for offentligheden lørdag eftermiddag ved en stor bogfest på Skovsgård Hotel, der jo senest er blevet landskendt på grund af DR's serie "Halløj på hotellet". Sammen med antologien er Skovsgård Hotel gode billeder på Jammerbugts mangfoldighed og skæve eksistenser.

Den nye bog fik mange roser med på vejen
 fra formanden for Kultur, Fritid og Landistriktsudvalget
Helle Bak Andreasen (V).
-Vi har så meget at byde på her i Jammerbugt – vi skal bare kunne vise det, og det kan denne bog. Vi har rigtig mange facetter, som denne bog viser det. Så utroligt forskelligartede som forfattere og som mennesker, og alle har medvirket uden honorar, som aktive ildsjæle i flok, sagde formanden for Jammerbugt Kommunes kulturudvalg, Helle Bak Andreasen, i sin hovedtale. Hun glædede sig over bogen som udtryk for anerkendelse af den enkeltes unikke tilgang til livet.

"Hver fugl synger..." kan købes hos boghandlerne i Jammerbugt kommune. Kniber det med at finde bogen, kan man naturligvis kontakte undertegnede.

Du kan finde en lille smagsprøve på "Hønsetyven" på min hjemmeside under overskriften "Hundene i Sisimiut".

Sommertid

Det halvårlige selvbedrag
Får det aldrig en ende...?

lørdag den 28. marts 2015

Jubilæum

Fra vor egen verden

Dokumentation - ikke sort på hvidt, men orange på gråt:
2.000 blogindlæg er det blevet til på Dovregubben.
Egentlig er det lidt rystende... Men den forrige historie her på bloggen, den om hestemøget, er blogindlæg nummer 2.000 her på Dovregubben.

At det nogensinde skulle komme så langt, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, da jeg i 2007 - nærmest for sjov - gik i gang.

Men blogs og blogning er blevet til lidt af en livsstil - og bidrager endda også til mit daglige underhold, da Dovregubben ikke længere er min eneste blog. Blogformatet er ganske enkelt at arbejde med, og det er mit indtryk, at blandt andet flere og flere virksomheder ser blogs som et godt supplement til de sociale netværk og øvrige kommunikationskanaler.

De foreløbigt 2.000 små og store blogindlæg gennem næsten otte år er et ganske enestående dokument over mit liv - dagbogsblade som sikkert aldrig var blevet skrevet, hvis ikke det havde været for det blogformatet, hvor kvalitet og kvantitet går hånd i hånd. Uden aktivitet - ingen læsere...

Ind i mellem har mine historier været ganske nørdede, for jeg elsker at fortælle en god historie - og med til en god historie hører jo også, at man godt må blive lidt klogere både af at skrive og læse den.

I modsætning til nogle af de mere højtprofilerede tema-bloggere, der typisk skriver om mode, mad og lignende, har jeg bevidst satset på en knap så stram redigering og min blog byder på lidt af hvert til havefolket, mad-entusiasterne, ornitologerne og almindelige hverdagsskildringer fra livet her på Øland.

Bloggen har givet mig mange sjove oplevelser - blandt andet som kilde til de mere etablerede media. For når man googler bestemte emner, dukker bloggen ofte op som et af de første. For eksempel er mine artikler om sparkstøttinger noget af det eneste, der er skrevet om emnet på dansk. Hvert efterår og vinter, når sneen falder, er der læsere, der skriver til mig og vil vide mere - blandt andet om det er muligt i det hele taget at købe en sparkstøtting i dagens Danmark.

Stort var det også i sommeren 2012, hvor min historie om, at leopardsnegle dræber dræbersnegle var blevet delt af en læser på Facebook. I løbet af et døgn voksede bloggens læsertal eksplosivt til adskillige tusinder - og jeg blev interviewet til flere media som dræbersnegle-specialist. Prikken over i'et var en lørdag aften, hvor jeg blev ringet op af en meget ihærdig norsk dame, som ville høre, om jeg ville sælge nogle af mine leopardsnegle.

Sådan til hverdag er der knap så meget hype omkring bloggen. Det daglige læsertal ligger meget stabilt - og har gjort det siden 2009 - på mellem 100 og 300 læsere. Det har jeg det fint med - og det er for mig grund nok til at fortsætte.

Så vi mødes nok igen her på siden - for fornøjelsen er helt på min side!

onsdag den 25. marts 2015

Det gode naboskab

Alle gode gaver kommer ovenned...

Flotte hestepærer der i løbet af sommeren
bliver til gulerødder, jordbær og kartofler.
Dette læs hestemøg af prima kvalitet uden strøelse er et godt eksempel på det udsøgte og gode naboskab, vi praktiserer her på øen.

I weekenden havde jeg talt lidt med Peter, der har et par heste gående henne på hjørnet, om mulighederne for at få del i krikkernes efterladenskaber, så urtehaven kan blive gødet - og det kunne vi nok godt finde ud af i løbet af ugen...

Tirsdag aften var jeg til møde i Aalborg. Da jeg kom hjem ved midnatstide var underet sket. Midt i det, der skal blive til årets kartoffelbed, lå der dette flotte læs møg. Tre kubikmeter velduftende, naturlig og økologisk gødning leveret midt i haven.

Så kan man man næsten ikke forlange mere - og så er det, at jeg takker for det gode naboskab og især Peter for hans hestepærer.

Nu kan vi gå i gang med forårsgravningen og begynde at så i den tilstundende påske...

Tonedøv tenor

Tom og falsk tale

Indrømmet… Jeg er hamrende umusikalsk!

Så umusikalsk, at selv nære og kære pårørende flygter langt væk, når jeg ellers gerne giver opvisninger på min åbenbart ikke særlig velklingende tenor ved festlige lejligheder.

Mit livs knæk fik jeg, da jeg som ungt menneske blev sendt til en musikpædagog, der afviste sagen med det lakoniske prædikat ”Tonedøv Tenor”.

Til gengæld for de manglende musikalske evner fik jeg i fødselsgave et veludviklet sprogøre. Det er desværre lidt af et tveægget sværd i vore dage, hvor der tilsyneladende bliver længere og længere mellem godbidderne.

Vort modersmål betragtes ikke længere som væsentligt. Det er mere fint (giver street credits) at tale engelsk, denne sproglige gøgeunge, og det flade, intetsigende og fejlfyldte sprog vinder indpas over alt. Når man har sprogøre, hviner og skurrer det i ørerne – akkurat som når jeg skråler med på familiens julesalmer.

Man kan så vælge at blive en gnaven, gammel mand, der sidder med sin røde pen og leder efter fejl i aviserne og skrive alenlange tirader herom til redaktør Nørhave på Stiftens sprogrubrik ”Ordjyske”. Det har jeg gjort – og Nørhave kvitterede for min venlighed ved at omtale mig som ”Sprogrøgteren fra Øland”.

Men sprogøret er en gave, der bestemt også kan bruges konstruktivt i hverdagen (og fremadrettet, som det hedder, når man mener i fremtiden). Sprogøret fungerer nemlig ligesom drengen i Kejserens nye klæder, der afslører, at kejseren slet ikke har tøj på. Sproglig armod afspejler som regel åndelig armod og afslører nådesløst, at mange af vort lands førende politikere og ledere åndeligt og mentalt er de rene nudister.

Et eksempel, der tilfældigvis handler om fodbold. Det kunne lige så godt have været politik: Forleden blev DBU-direktør Claus Bretton-Meyer i TV konfronteret med fodboldens faldende tilskuertal. Han svarer med fast stemme og blikket direkte i kameraet:

- Det har vi taget hånd om. Det er klart, at det er komplekst problem, og det vil kræve hårdt arbejde...

Den noget ubarberede mand aner tydeligvis ikke, hvad han skal gøre og nægter at sige noget konkret. Umiddelbart bliver vi ikke klogere af svaret. Men jeg har det sådan, at jeg ikke stoler på folk, der taler om komplekse problemer. Ofte betyder det, at de ikke har løsningen – eller også er det fordi, de er i gang med at gøre det enkle meget svært. Det er en kendt taktik i management-verdenen, som Bretton-Meyer er rundet af. Man får jo ikke direktør-gage med kostbare fratrædelsesordninger og fantasillioner i løn for at løse enkle problemer.

Læg også mærke til, at direktøren nævner, at det vil kræve hårdt arbejde. Det virker ganske landsfaderligt og ansvarligt, men på DJØF-sprog betyder det, at alle andre skal arbejde hårdere, mens DJØF’eren atter skal have lønforhøjelse for at have opdaget, at sådan er det bare.

Her driller for resten sprogøret igen. For sprogsansen giver også evnen til at associere voldsomt og evnen til at læse baglæns. Og DJØF bagfra siger jo FØJD. Så mangler der kun et lille uskyldigt, socialdemokratisk A – så står der FØJDA.

Til sidst en lille advarsel om sproget i valgkampen om retssamarbejdet i EU. Tilhængerne af et ja vil konsekvent omtale det som et ja til internationalt politisamarbejde. Det er noget sludder. Der er intet i den gældende lovgivning, der forhindrer internationalt politisamarbejde. Afstemningen handler om politisamarbejde i EU – altså om vi skal afgive retten til at bestemme over politiet til Bruxelles. Jeg håber, vælgerne stemmer nej, for vi skulle jo nødigt havne i den situation, at rumænske, bulgarske og tyske politimetoder breder sig til Danmark. FØJDA…

Bragt første gang i Nordjyske Stiftstidende 20. marts 2015

mandag den 23. marts 2015

Slut med Indenrigs

Ikke flere jydeplatter

Her har vi ventet i timevis, men afgangshallen
 i Indenrigs er også et godt mødested, hvor man næsten
 altid møder kendte folk.
Når sommertiden - Gud bedre det - og sommerfartplanen træder i kraft palmesøndag, slutter et kapitel i dansk luftfart.

For på søndag er det slut med den særlige indenrigsgård i Kastrup. Fremover skal indenrigsflyene fra blandt andet Aalborg parkere centralt i lufthavnen mellem udenrigsflyene. Det betyder, at det bliver nemmere og hurtigere at komme ud af lufthavnen, og sandsynligvis at det bliver langsommere og mere besværligt at komme ind i lufthavnen.

Den næsten 200 meter lange hvalbug.
Fidusen ved manøvren er, at det bliver hurtigere at skifte fly, hvis man skal til udlandet. For de efterhånden mange passagerer, der bruger metroen på turen ind til byen, bliver det også betydeligt hurtigere. Ulempen bliver, at alle passagerer i lufthavnen nu skal gennem den samme sikkerhedskontrol i den såkaldte terminal 2. Her kan der erfaringsmæssigt være overordentligt lange køer især om morgenen.

I fremtiden vil det altså være slut med de lange ture fra indenrigs yderst mod vest gennem hvalens bug og til udenrigsafsnittet. Jeg har taget turen adskillige gange og vil ikke beklage mig over forandringen. For mange gange har man jo været i sidste øjeblik og med både håndbagage, varmt overtøj fra Grønland og for mange flyversjusser indenbords kan den lange gåtur unægtelig være træls, varm og anstrengende, selv om der er rullende fortov.

Sådan har jeg ofte mødt Indenrigs de senere år, når
turen gik til Nordjylland fra Grønland eller Norge.
Men på de hurtige ture mellem Aalborg og København bliver det sikkert lidt mere bøvlet. For det har altid været nemt at komme både ind og ud af indenrigsgården - og i gamle dage før metroen var taxa den hurtigste måde til og fra lufthavnen.

Da jeg lørdag aften skulle hjem fra København, havde jeg kameraet med og benyttede lejligheden til at dvæle lidt ved den sidste tur gennem hvalens bug og helt ud til gate A33 i "Indenrigs". Længere ud kan man simpelthen ikke komme i Kastrup.

Jeg har ikke tal på det, men det er blevet til adskillige hundreder ture gennem Indenrigsgården, siden jeg begyndte at flyve jævnligt i begyndelsen af 80'erne. Dengang bestod Indenrigs af en stribe pavilloner bygget i 1969.

I midten af det hele var der en restaurant eller cafeteria, som hed Vestenvinden. Jeg husker det som et galehus. Dengang blev der drukket voldsomt på møder og i forbindelse med flyveture, og det var vel de færreste passagerer, der var helt ædru. Blandt de daglige passagerer var blandt andet et større antal nordjyske folketingsmedlemmer og specielt en (kendere ved, hvem vi snakker om) kunne nemt nå to øl og to gammeldansk på sin faste plads bagerst i flyveren mellem Aalborg og København.

Jydeplatten har længe været trængt af moderne
fastfood-former samt ikke mindst grøn salat med
kildevand til.
Det var også i Vestenvinden, at Jydeplatten blev opfundet. Et godt tilbud på to røde pølser, et brød og en fadøl, og netop Jydeplatten vil nok blive mit største savn i fremtiden.

Dengang var flyvning en bekostelig affære. Det var de færreste, der selv betalte og kreditkortene sad løst, så der blev givet omgange både om bord på flyet og i Vestenvinden. Så man var da lidt ved musikken, når man satte sig ind i en taxa efter det obligatoriske besøg i den jyske ambassade (Hviids Vinstue på Kongens Nytorv) og nonchelant bad om at blive kørt til "Indenrigs". Ikke noget med lufthavnen eller Kastrup - nej, bare "Indenrigs" - og den begavede chauffør vidste godt, hvor denne københavnersmarte jyde så skulle afleveres.

Tiderne er blevet anderledes. I 1989 blev den nuværende store afgangshal med Gate A29-A34 bygget, og i 2006 blev hele herligheden så forbundet med udenrigsgården med den næsten 200 meter lange forbindelsesgang, der på grund af de markante hvide spær kaldes for Hvalens Bug med slet skjult reference til historien om Jonas i hvalens bug.

Forresten er dansk indenrigsflyvning også blevet markant anderledes. Meget af trafikken forsvandt, da Storebæltsbroen blev bygget, rygning er blevet forbudt i flyene, og der serveres heller ikke længere øl på indenrigsflyene.

Flyvning er også blevet mere effektivt. Ventetiderne er blevet forkortet - og ikke mindst er der næsten ingen forsinkelser og aflysninger. I 80'erne kunne man ikke beflyve de jyske lufthavne, når det var tåget - og det var det ofte dengang. Så man ventede og ventede, til flyet fik lov til at lette. For alternativet var den 8 timer lange togtur til Aalborg.

Forresten er flyvning også blevet et demokratisk gode, hvor de fleste kan være med rent prismæssigt - og kreditkortene sidder ikke længere løst på de forretningsrejsende, der skal være friske og på mærkerne, når handlerne skal sluttes.

Efter den 29. marts spredes indenrigspassagererne for alle vinde. Fremover parkerer Norwegian ved Finger A. SAS parkerer ved Finger D for de store flys vedkommende og de små ved C2-C8. Det sidste er lidt af et tilbageskridt - for det betyder, at man ikke kan gå direkte mellem terminal og fly, men transporteres i bus til en fjernereliggende standplads.

fredag den 20. marts 2015

Dagens smiley

Endnu en solformørkelse i kassen

Manden smiler over hele femøren, mens han ryster af bukkefeber.

Formiddagen gik med at jage huller i skyerne, så jeg kunne få et billede af dagens solformørkelse. Og allerede da jeg havde de første fotos i kameraet kom bukkefeberen - en helt euforisk stemning over, at det lykkedes mod alle odds.

Og det blev bare bedre og bedre. Så jeg fik også et billede, da formørkelsen var på sit maksimale - og solen var reduceret til en kæmpe-smiley.

Nu er det tredje solformørkelse på rad, som jeg har fået fotos af. Sidste gang - i 2011 - blev det nok det flotteste, fordi det var tidligt om morgenen.

Når vejret er tvivlsomt, er det min erfaring, at bilen er det bedste sted, når man skal fotografere solformørkelser. For ofte er der kun små vinduer i skyerne - og så er det med at kunne flytte sig relativt hurtigt.

Billedet af maksimum er taget ved Skovsgård, og billedet af den aftagende solformørkelse er taget fra altanen, da jeg kom hjem - og egentlig var tilfreds med billederne i kameraet. Men tilfreds bliver man jo aldrig - bukkefeber eller ej - så der skulle lige tages et billede mere.

torsdag den 19. marts 2015

Dagens ord LXXI

Ståbi

Professor Minik Rosing omtaler
denne bog som en bedre ståbi
 end Grønspættebogen.
Jeg har en forkærlighed for gamle ord, og det er altid et kærligt gensyn, når et af dem dukker op i moderne sammenhæng.

Det gælder blandt andet "Ståbi", som dukkede op forleden, da jeg skulle skrive en omtale af bogen "Inussuk - Pejling mod Grønland", der udkommer i den kommende uge.

Bogen har forord af professor Minik Rosing. Han er begejstret og skriver blandt andet: ”Bogen er helt sikkert en bedre ståbi end nogen Grønspættebog for dem, der overvejer at slå sig ned i Grønland.”

Ståbi er omtalt i Ordbog over det Danske Sprog, og det ser ud til, at ordet havde sin storhedstid i 1800-tallet. Ordbogen, der er redigeret i 1943, meddeler, at ordet nu kun bruges sjældent - altså allerede i krigens tid for 70 år siden.

Så meget desto mere er det en god grund til at bruge ordet, så det ikke uddør helt. Tak for det til Minik Rosing. Selv håber jeg også at finde gode anledninger til fremover at bruge ståbi.

Måske denne artikel er en god ståbi til det gode, gamle danske ord...

onsdag den 18. marts 2015

Øv

Skuffelser i natten

Kortet viser massive nordlys over
Danmark kl. 2.30 natten til onsdag.
Der var varslet nordlys i nat. Men ved sengetid var det overskyet, så jeg gik bare i seng.

Så vågner jeg her kl. to og skal lige tjekke. Fortsat overskyet - og nordlysvarslet på nettet viser massive nordlys over Danmark helt ned til grænsen.

Man måler Nordlys på en skala fra 1 til 10 og med en styrke på 7,6 tror jeg, at det er det voldsomste, jeg nogensinde har set her i landet.

Men hvad nytter det? Skyerne er jo i vejen.

Oven i købet er der også noget, der tyder på skyet vejr på fredag, når der er solformørkelse. Øv, altså...

mandag den 16. marts 2015

Camouflagekunst

Dådyrhygge

På dagens indkøbstur var jeg heldig og spottede en rudel dådyr på en skråning i udkanten af skoven. Det var rigtig dådyrhygge. Der var mindst ti dyr, som gik rundt og hyggede sig med at gnave lidt på træerne, mens andre stille og roligt lå på jorden og tyggede drøv.

Jeg observerede dyrene i over en time, uden at de lod sig forstyrre. Heldigvis havde jeg for en gangs skyld min 400 mm liggende i bilen, så jeg fik en hel stribe fotos, der stort set alle er teknisk perfekte.

Alligevel er det ikke rigtig godt. For det er stadig svært at se dyrene mellem træerne. Populært sagt er der hverken hoved eller hale på billederne på samme tid - og så betyder det altså mindre, at billederne er både skarpe og velbelyste.

Det eneste, billederne kan bruges til,er som dokumentation for dådyrets utrolige evne til at gemme sig i skoven. For man skal ærlig talt se godt efter, hvis man vil se dyrene.

Her er et lille udvalg af dagens jagtudbytte.



Ny hjemmeside

Moderne tider

Sådan ser den nyfødte ud.
Her i første halvdel af marts har jeg brugt en del tid på at søsætte en ny hjemmeside.

- Det var på tide, vil mange sikkert sige - og jeg lægger mig fladt ned og erklærer mig enig.

Min gamle hjemmeside blev lanceret i 2011 og var meget simpelt produceret i en allerede på det tidspunkt temmelig forældet HTML-editor. Det var godt nok til formålet, som dengang blandt andet var at samle alle mine opskrifter på et sted. Men siden er der jo løbet meget vand i åen, så allerede sidste år opgav jeg at holde den vedlige.

One.com, som er det firma, der er vært for hjemmesiden, indførte en ny editor, som er det program, man laver hjemmesiden i. Det nye program kunne ikke umiddelbart håndtere den gamle hjemmeside, men jeg kunne fortsat redigere den i koden. En brugelig, men ikke særlig smart løsning.

I juleferien begyndte jeg så småt at lave en ny hjemmeside. Men det tog tid at lære det nye program - og jeg skulle jo også lave et nyt design. Jeg satte udgangen af februar som deadline og gik i luften med den nye side den 27. februar. Tiden siden er gået med at lappe huller, og jeg kan nu konstatere, at jeg er ved at være i mål.

Den nye hjemmeside har et helt andet fokus end den gamle. Den er først og fremmest en her og nu-præsentation af min lille virksomhed. Hjemmesiden er et vigtigt salgsredskab på foredragsmarkedet. Jeg har derfor ikke brugt kræfter på at overføre de omfattende arkiver fra den gamle hjemmeside.Men skulle man mangle en opskrift eller lignende, ligger den gamle hjemmeside fortsat på serveren og kan nås via den nye.

Nu krydser jeg fingre for, at teknologien holder nogle år, for det er frustrerende hele tiden at skulle starte fra bunden, bare fordi udviklerne hele tiden finder på noget nyt. Jeg synes som bekendt ikke, at alt nyt er godt nyt.

søndag den 15. marts 2015

Midt i en brydningstid

Foråret så sagte kommer...

Stedmoder i suppegryden...
Det er stadig lidt for tidligt at gå i gang med haven. Jorden er fortsat kold, og det fryser om natten - og så blæser påskeøsten strid og kold gennem marv og ben.

Men det kan ikke skjules, at det er forår. Det kribler i fingrene for at komme i jorden, for vi ved jo godt, at pludselig er det for sent - og så skulle alting være gjort i går.

Juledekoration.
Lørdag kunne jeg ikke holde mig længere. Græsplænen blev revet, der blev ryddet op i planteskolen - og så plantede jeg stedmoder i den store jerngryde ude ved vejen. Det er tidligt, meget tidligt - og der skal såmænd nok gå det meste af en måned, før planterne sætter ny blomster i stedet for dem, som er sat i vinterens kunstige lys i det hollandske drivhus.

Men vi har da også den ægte vare. Ved hoveddøren står to potter med hyacinter, som blev plantet kort før jul. De blomstrer nu - og har forresten gjort det længe. Og de dufter helt bestemt af forår - selv om havens øvrige hyacinter først nu er ved at sætte knop.

fredag den 13. marts 2015

Opgør med myten

Aalborg vender kajakken

De to udstillere med grønlandske Maliina i midten.
Aalborg vil nu gøre op med myten om sociale problemer og druk blandt grønlændere i Danmark. Derfor har byens historiske museum torsdag åbnet en udstilling om de såkaldt usynlige grønlændere.

"De usynlige grønlændere er de grønlændere, der ikke er fremtrædende i medierne, og som ikke ses i gadebilledet, men som lever deres liv lige som alle andre", hedder det på en af udstillingens plancher.

Udstillingen åbnede torsdag eftermiddag - selvfølgelig med en kaffemik, der samlede omkring 100 deltagere især fra det grønlandske miljø i den nordjyske hovedstad.

Åbningen var lidt af en blomsterfest. Museumsinspektør Inger Bladt havde blomster til de to universitetsstuderende, Maria Juul Pedersen og Rikke Alsbjerg Hansen, der har lavet udstillingen i forbindelse med deres uddannelse.

Det grønlandske kor fra Kofoeds Skole i Aalborg
stod for underholdningen.
De to studerende fortalte lidt om det stærke grønlandske miljø, der er opstået i Aalborg, efter at byen i 1971 blev udgangspunkt for grønlandstrafikken.

- Mange grønlændere kommer hertil for at studere eller arbejde. Nogle i en årrække, andre resten af livet. Især siden årtusindskiftet er der kommet mange unge grønlandske familier til byen for at studere og for at kunne give deres børn en uddannelse, fortalte de om baggrunden - og så var der blomster til de medvirkende grønlændere: Maliina, nybagt mor og studerende, den revisoruddannede Pauline, der arbejder hos Royal Greenland som controller samt parret Jesper, psykolog og Ceci, jordemoder, der begge arbejder, men har bosat sig i Aalborg for at give deres børn en god folkeskoleuddannelse.

Udstillingen viser genstande og billeder fra grønlændernes hjem i Danmark - og på en række plancher kan man læse deres livs historie, der ofte ligger langt fra den traditionelle opfattelse af grønlændere. Maliina har for eksempel boet i USA og Ecuador, inden hun endte i Grønland, og Jesper ironiserer over, at han - modsat studie- og soldaterkammeraternes opfattelse - først prøvede at køre hundeslæde som voksen.

På trods af tilværelsen i Danmark er der dog en ting, som de medvirkende i udstillingen er enig om: Naturen i Grønland er flottere og giver flere muligheder.

Under kaffemikken var der grønlandsk underholdning. Det var det grønlandske kor fra Kofoeds Skole i Aalborg, der gav et par prøver på den grønlandske sangskat.

"Grønlandske fortællinger i Aalborg" er fin, lille og uprætentiøs udstilling, der på et splitsekund vender op og ned på danske fordomme og vaneforestillinger. Der er tale om en studieopgave - og dækningen af feltet af sikkert langt fra dækkende - men fortjener stor ros alligevel. Det er et godt initiativ, som forhåbentlig styrker dialogen i Rigsfællesskabet fremover.

Desværre kommer udstillingen ikke helt til ret. Placeringen midt i den byhistoriske samling gør det svært at finde ud af, hvor udstillingen begynder og slutter. Integration - ja, men ikke særlig pædagogisk. Men gå forbi udstillingen alligevel - bare for at støtte det gode initiativ.

Udstillingen er åben frem til den 19, april.

tirsdag den 10. marts 2015

Dagens ord LXX

Samfundshjælper

Bang og Olufsens klassiske samfundshjælper stammer
 fra 1937 og er ofte betegnet som
  "Danmarks mest stjålne samfundshjælper."
Dagens ord er det gode, danske, lidt eufemistiske udtryk "Samfundshjælper", der jo ikke er en betegnelse på en god person, men derimod en ølåbner.

Jeg husker tydeligt udtrykket fra min barndom, hvor det krævede en pædagogisk forklaring fra mine forældre til en evigt nysgerrig drengesjæl. Men jeg mener også at have konstateret, at ordet i vore dage er temmelig sjældent brugt. Vel nok især fordi det meste øl og sodavand - i det mindste i min omgangskreds - er emballeret på dåse og slet ikke kræver en samfundshjælper.

Derfor indrømmer jeg blankt, at det var lige før, jeg rejste mig og blottede hovedet, da ordet mandag aften blev brugt i TV-programmet "Kender du typen?". Værten, Mads Steffensen, ville servere en øl, men skulle lige "lede efter en samfundshjælper...". Det var smukt og ganske uventet at høre det gode, gamle udtryk i et moderne kendis-program.

Som betegnelse for en øl-åbner stammer samfundshjælperen fra tyverne - brugt første gang på tryk i Politiken i 1929. Ordet udtrykker Storm P'sk vid og lune - og vel også lidt sarkastisk bid: Uden øl vil samfundet gå i stå - og det ophøjer øllet til det kit, der binder det danske samfund sammen i de brølende tyvere, der jo fik en brat ende med børskrakket i netop 1929.

Samfundshjælper er givetvis inspireret af organisationen "Samfundshjælpen", der var en strejkebryderorganisation i tyvernes Danmark.

mandag den 9. marts 2015

Uglegylp

Musefangerens spor

Ufordøjede muserester.
Jeg har haft nogle store, fede halsbåndmus boende i haven denne vinter. Det ved jeg, for de kan flytte temmelig meget jord, når de bygger bo - og forresten har jeg da også set dem ved fuglenes foderbræt et par gange.

Stor var derfor min glæde, da jeg søndag morgen fandt uglegylp på græsplænen. For ugler er gode musefangere - og så er det da forresten sjovt, hvis vi har en ugle i nabolaget. Det er natfugle, som man kun sjældent ser, så hvis vi nu var så heldige, at der måske var en ugle, der slog sig ned på parcellen, er der en chance for at indhente det forsømte ugle-kiggeri.

Men i løbet af dagen er jeg nu kommet i lidt i tvivl, om det overhovedet er en ugle. Jeg forestiller mig, at ugler gerne vil sidde i et træ, når de gylper - og det kan jo ikke være tilfældet, når gylpen ligger midt på græsplænen.

Jeg har læst lidt på lektien, og det viser sig, at alle rovfugle i en eller anden grad gylper ufordøjede bytterester op. Så måske er det slet ikke en ugle, men bare en musvåge, der har været på besøg.

Det kan jeg forresten godt leve med. Det er også en flot fugl - og som Deng Xiaoping sagde, da han indførte kapitalismen i Kina: "Det er ligegyldigt, hvilken farve katten har - bare den fanger mus".

søndag den 8. marts 2015

Historiens vingesus

De higer og søger...

Skarpsalling-karret.
Lørdag var jeg i København. Desværre er der lidt langt mellem flyforbindelserne til Aalborg lørdag eftermiddag og aften, så jeg fik et par timer til overs, inden jeg skulle hjem.

Jeg benyttede lejligheden til et besøg på Nationalmuseet. Den slags er dybest set en borgerpligt her i landet, men jeg har kun svage erindringer om et besøg på stedet i min barndom.

Så jeg kastede mig over oldtidssamlingen med krum hals - lige fra den sidste istid over Ertebølle og frem til Skarpsalling-karret, som vi jo alle kender fra 50-kroner-sedlerne. Karret er også logo for VestHimmerlands Gymnasium, hvor jeg for knap 37 år siden erhvervede min studenterhue, så det var lidt af et must for mig at se.

Solvognen.
Det blev naturligvis også til et kig på Solvognen. Her blev jeg overrasket over størrelsen. Den er cirka en halv meter lang - og her har jeg altid forestillet mig en flere meter lang figur. Det er da godt, at man stadig kan lære noget.

Forresten blev jeg også noget overrasket over størrelsen på Gundestrup-karret eller kedlen, som det også betegnes. For det er stort. Mega-stort vil unge mennesker sikkert sige. I hvert fald meget større end jeg havde forestillet mig.

Gundestrup-kedlen.
Hvis læseren kan holde på en hemmelighed, indrømmer jeg gerne, at jeg havde forventet mig mig noget i størrelse med Skarpsallingkarret, men det er jo en kæmpe suppegryde med en diameter på næsten en meter. Og så i sølv. Der har været noget at pudse på for de gamle kæmper...

Guldhornene nåede jeg desværre ikke. Den sidste del af tiden på museet, brugte jeg på salen med fund fra Nordboruinerne i Sydgrønland. Det var forberedelse til sommerens togt til Igaliko.

Men Nationalmuseet er et spændende sted - så der skal jeg bestemt ind igen, når der bliver tid og lejlighed.

Jeg havde desværre ikke kamera med, så læserne må nøjes med nogle elendige mobilfotos.

fredag den 6. marts 2015

Ridder af Sct. Georg

Det ultimative duelighedstegn

Her ses bloggeren med sværd i hånd
 sammen med distriktsledelsen i Aalborg.
Så er jeg sørme også blevet Ridder. Ikke af Dannebrog, beklager, men i Sct. Georgs Gilderne.

Nu kan man ikke rigtig betegne det som en æresbevisning på samme måde som Ridderkorset, men snarere som det ultimative og sidste duelighedstegn i et halvlangt liv som spejder. Med værdigheden følger kun pligter - ingen privilegier. Og forresten bærer man ingen synlige tegn på Ridderværdigheden. Det kan man alt i alt så glæde sig over, for ordener hænger man som bekendt på idioter...

For fuldstændighedens skyld skal det lige med, at jeg aldrig har været særlig opsat på at blive Ridder - dertil er jeg nok lidt for meget en handlingens mand - og de 23 år, der er gået, siden jeg blev optaget i Sct. Georgs Gilderne tangerer i hvert fald alle rekorder i den henseende...

Alligevel foregik Ridderoptagelsen under megen højtidelighed i kælderen under Aalborg Kloster, hvor jeg aflagde Ridderløftet og modtog et sværdslag på skulderen til gengæld. Og når man er vild med ceremonier, som jeg altså er, er det en belønning i sig selv.

Det clev en dejlig aften, hvor jeg for en gangs skyld fik lov til at være i centrum - og den slags bør nydes. Tak for alle talerne og en tak til de øvrige Riddere i Aalborg for et vel gennemført arrangement.

onsdag den 4. marts 2015

Ingen nyhed

Foråret kan ikke holdes hemmeligt

Det vælter op af jorden...
Det er jo ikke nogen nyhed, at foråret er kommet tidligt i år - og når det nu ikke er en nyhed, er der sådan set heller ikke nogen grund til ar skrive om det.

Men dels er jeg glad for alle forårsblomsterne i haven, dels vil jeg lige gøre opmærksom på, at havens på nuværende tidspunkt er hel måned foran i forhold til 2013.

Gammeldags gul krokus er bare så flot.
Den 5. april 2013 bragte jeg nemlig et foto, der stort set er identisk med dagens foto. Men vinteren 2013 var som bekendt også både lang og hård.

Nu varer det ikke længe, før vi skal i gang med havearbejdet. Men for alle eventualiteters skyld tror jeg nu nok, at vi lige venter en uges tid eller to...