lørdag den 31. oktober 2015

Årets Sild hædret

Frost, duer og tarteletter

Der var en gang...

I de gode, gamle dage for føje år siden var det en god og særdeles smuk tradition, at Øland Sildelaug udråbte Årets Sild og på den måde hædrede et menneske, der på den ene eller anden måde havde gjort et fint stykke arbejde for Lauget eller Øland - eller måske endog begge dele.

- Der er ved at gå inflation i alt det hæderi og udnævnelser, mener Sildelaugets ceremonimester Peter, der ene og alene står for udnævnelsen - og derfor er der ikke udnævnt nogen Årets Sild siden 2011.

Men i år var det på tide at tage traditionen op igen. Og for at springe lige ud i det, blev det laugsbroder Bjarne Frost, der modtog den fine titel.

- Det var ikke første gang, for det er faktisk sket en gang før. Bjarne Frost modtog i sin tid titlen som den første nogensinde, men han har sidenhen fortsat haft næsen i sporet. Han er en foregangsmand blandt øboerne, aktiv i et utal af foreninger og står blandt andet i spidsen for kraftvarmeværket - og så er Bjarne i det hele taget en venlig, flittig og foretagsom mand, som man aldrig går forgæves til, slog ceremonimesteren fast.

Kåringen var omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri og megen skuespil fra ceremonimesterens side, så det var en synlig overrasket Bjarne Frost, der måtte indtage den fine plads for bordenden - netop som alle laugsbrødrene havde sat sig til bords ved aftenens taffel.

Et højdepunkt i dansk kogekunst.
Da Årets Sild var behørigt fejret og bedrukket, satte laugsbrødrene tænderne i en tartelet. Dette kulinariske mesterstykke i dansk kogekunst, der gennem årtier har gået sin sejrsgang til konfirmationer, sølvbryllupper og såmænd også begravelser. Det var Palle, der stod for aftenens menu, og han kunne ikke dy sig for at give retten et tvist, som det jo er så moderne i vore dage - så tarteletten var både fedtreduceret og fuldkorns.

Sådan noget forsøgte værten på Skovsgaard Hotel også for sådan cirka 30 år siden - og han måtte gå den tunge gang til fogedretten og tvangsauktionen. Så slemt går det næppe for Palle, for fedtforskrækkelse er jo efterhånden alment accepteret som et almindeligt forekommende karakterbrist - og forresten var hønsekødet pænt forstærket med fløde.

Det duer...
Faktisk endte det med fuldt hus til Palle, der tog det afgørende stik hjem igen med hovedretten, der var gode, gammeldags duer, som vi fik dem i min barndom. Det vil sige med masser af lækker, tyk, brun vildtsauce. Duerne var Palles egne, så de var opvokset på Øland. Det er i vore dage et kvalitetsstempel, som rangerer på linje med en Michelin-stjerne eller to.

Mellem retterne blev der tid til et lille foredrag. Lauget havde inviteret ejeren af Ølandskroen - også kendt som Yellow Hotel - til at fortælle om planerne for fremtiden.

- Hotellet er ved at blive sat i stand. Det er et stort arbejde. Efter at bygningerne har stået tomme i en årrække, er der meget, der skal laves - og ikke alt var i sin tid helt korrekt udført, fortalte Jan Vestergaard Olsen, der sammen med konen købte hotellet i foråret.

Endnu er der ikke endelige planer for, hvad der skal være i hotellet. Vestergaard har forhandlet med flere organisationer, men tingene er endnu ikke faldet helt på plads.

- Men det bliver helt sikkert noget med børn, lovede Jan Vestergaard, der kunne tilføje, at den gamle helikopterlandingsplads foran hotellet ikke indgår i planerne - og han er i gang med at overveje, hvordan den kan fjernes, ligesom man barsler med et nyt navn til bygningskomplekset.

Det blev en lang aften med masser af rødvin - og en enkelt øl eller to. Så efter den traditionsrige afsyngelse af Ølandssangen, vendte laugsbrødrene næsen hjemefter - mod divanen og en tiltrængt morfar inden sengetid...
Verdenssituationen ordnes, mens duerne simrer lystigt i gryderne.
Jan Vestergaard Olsen fortalte om fremtiden for hotellet.
Det var en synlig overrasket Bjarne Frost, der
modtog hæderen som Årets Sild.
Flaget var med til bords i dagens anledning.

fredag den 30. oktober 2015

Oppe i træet

Nyt tiltag i certificeringsjunglen
Oppe i træet, der sidder sgu jeg...
Jeg troede ikke min egne øjne. Det måtte simpelthen være en aprilsnar i utide.

Men den var god nok. Over et helt opslag fortalte avisen jublende om det seneste tiltag i den danske certificeringsjungle. Nu skal lærere, pædagoger og såkaldte inklusionsvejledere certificeres som instruktører i træklatring. Det glade rablende vanvid og bekymringsindustriens sejr over den sunde fornuft, simpelthen.

I artiklen kan man læse, at en flok træklatrende skolelærere, pædagoger og en enkelt inklusionsvejleder har været på et to-dages begynderkursus, et instruktørforløb på fem dage, brugt træningsdage og selvtræningsdage formodentlig i arbejdstiden samt ikke mindst læst et kompendium på 80 sider og endelig brugt en hel arbejdsdag på at gå til eksamen– alt sammen for at lære noget, som de fleste normale børn kan finde ud af helt uden at læse en bog.

Spild af tid og spild af penge – akkurat som resten af heldagsskolen. For hvis nu børnene gik lidt mindre i skole og fik lidt mere fritid, så kunne de lære at klare sig selv.

Begejstringen over at have sat sig tungt på børnene kender næsten ingen grænser blandt skolelærerne, pædagogerne og inklusionsvejlederen i Stiftens artikel. For en amerikansk undersøgelse har vist, at børns faglige indlæring ”boostes”, når de udfordres motorisk. ”De får et ”adrenalinkick”, hedder det videre – og afslører disse offentligt ansatte formyndere som repræsentanter for den talende klasse, hvor der ikke er noget som helst i den her verden, der kan udtrykkes med få ord.

Det er simpelthen skidesjovt at klatre i træer , kunne de bare have sagt.

Men den slags forenklinger finder man nok ikke i amerikanske undersøgelser – og lærere, pædagoger og inklusionsvejledere får næppe en høj løn for at dyrke udpræget lystbetonede fritidssysler i arbejdstiden, hvis det kan forklares med få og enkle ord.

Børn har altid klatret i træer. Det er et instinkt, og det er et led i dannelsesprocessen og ikke mindst i erkendelsen af, hvor grænserne går – og den erkendelse går altså tabt, hvis der står en velmenende pædagog og griber ungerne, når de dummer sig.

Som barn klatrede jeg i træer – og det var livsfarligt. Ingen tvivl om det. Men når man har siddet oppe i træet og set Limfjorden en halv snes kilometer væk i en halv dags tid, glemt aftensmaden og drømt om fjerne horisonter – uden at skulle tænke på pædagogernes, lærernes og inklusionsvejledernes arbejdstid, så der også sået et frø med udlængsel og en tro på egne evner, som er langt større end noget andet.

Det er det råstof, som foretagsomhed og virkelyst bliver skabt af – og her hjælper heldagsskole og velmenende voksne kun lidt. Certificeringer og eksamensbeviser er ikke andet end blålys, som kun er gangbar valuta i et samfund, hvor menneskene har tabt tilliden til hinanden.

Det er på tide, at vi finder ud af, at det ikke er vigtigt at gøre tingene rigtigt, men at gøre de rigtige ting – og at vi stoler på instinkt, fingerspitzgefühl og egne evner. For i den sidste ende kan vi alligevel ikke stole på, at der kommer nogen som helst og hjælper. Det ser vi jo alt for tydeligt i dette samfund, hvor løftebrud og kunsten at tage et nyt standpunkt er ophøjet til statsmandskunst.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 30. oktober 2015

torsdag den 29. oktober 2015

Cæsars papyrus

Nyt Asterix-hæfte på gaden

Det er sjældent, at Troubadurix får lov at spille færdig. Men i det nye Asterix-hæfte sker det. Oven i købet gør hans optræden nytte og det endda på det berygtede instrument Brølofonen...

Så udkom Asterix nummer 36 - Cæsars Papyrus - og det er i følge Egmont en verdensomspændende og længe ventet begivenhed.

Forlaget har nu også gjort sit til det. Gennem lang tid har man kunnet læse om det kommende hæfte, men har samtidig understreget, at man ikke kunne vise forsiden - for det var angiveligt en stor hemmelighed...

Dette billige marketing-trick kan nu godt billiges - for det hænger fint sammen med historien, der netop handler om et læk hos forlaget, der skal udgive Cæsars erindringer. Bogen er færdigskrevet, men Cæsars spindoktor, Ficumdicus, foreslår, at man sletter det uheldige kapitel om Gallien.

Og så går den vilde skattejagt efter kendte formler. For selvfølgelig bliver afsnittet lækket - og ender hos vore gæve gallere. Morsomt er det, for whistlebloweren er en stum skriveneger!

Den hemmelige tekst kommer i hænderne på en herlig parodi på en journalist, Avispolemix - medlem af Kolportører uden Grænser, som er helt sikker på, at han har fået Urna Iacobi, Jackpot...

Historien er på det jævne, men teksten, der er oversat og versioneret til dansk af François-Eric Grodin, er alle pengene værd - og det er således et tegneseriehæfte, der skal læses næsten med lup - for tegningerne alene gør det ikke. Det er faktisk ret intellektuelt.

Hæftets bedste vits står på side 36 - nederste ramme, og den skal ikke afsløres her. Læs den selv...

Skaberne af Asterix - René Goscinny, der døde i 1977 og Albert Uderzo - er forlængst ude af serien og dermed også den løsslupne friskhed, der skabte successen. Nu hedder skaberne Didier Conrad og Jean-Yves Ferri. De løfter arven, så godt de nu kan, men jeg kan altså ikke sige mig helt fri for at føle, at Cæsars Papyrus er temmelig kalkuleret og beregnet - akkurat som når man laver en dårlig toer i filmbranchen. En sjov kommentar til et aktuelt emne - i dette tilfælde Wikileaks, Assange og Snowden - og så lidt latinsk lir.

Men det er bebudet, at vi kun kan forvente et nyt Asterix-hæfte sådan cirka hvert andet år - og så går det nok endda.

Asterix Nr. 36 CÆSARS PAPYRUS, 48 sider, Egmont Publishing, vejl. pris kr. 128,-

mandag den 26. oktober 2015

Op i r....

Træls!

Automobilet fotograferet med mobilen, som stadig
trænger til at få renset optikken.
Jeg beklager den noget folkelige overskrift, men mere præcist kan det næppe beskrives.

Dina og jeg var en tur i Brovst i formiddags og skulle dreje til venstre. Netop som jeg var begyndt at dreje, bankede en yngre bilist, der helt åbenlyst havde glemt sin førerhund, op i bagenden af bilen med fuld fart.

Uheldigvis var jeg på grund af forskrækkelsen lidt i tvivl om, hvorvidt Dina havde taget skade, så vi fik ringet 112, mens jeg satte mig om på bagsædet og støttede hendes hoved.

Det viste sig heldigvis, at der ikke var sket nogen skade bortset fra chokket, men 112-opkaldet udløste altså den helt store alarm med først paramediciner, så en ambulance efterfulgt af en brandbil og en redningsvogn med frigørelsesudstyr samt en indsatsleder fra brandvæsenet. Som prikken over iet fulgte en politibil med tre polititjenestemænd og fuld udrykning helt fra Aalborg, så om ikke andet fik vi da reddet dagen for beboerne i den ellers fredelige Kirkegade i Brovst.

Det, jeg ikke helt forstår ved dette kæmpemæssige opbud af Falck-folk, var, at ingen af dem var i stand til at tilkalde en kranbil, så min bil kunne komme på værksted - uagtet at de alle bar Falck-uniformer, og jeg har behørigt Falck-abonnement. Det var ikke deres opgave, for de var ansat i beredskabet, hævdede de. Så må de sgu (undskyld mig) lade være med at gå i Falck-uniformer. Det er da lige til at blive forvirret af for en halvgammel mand som undertegnede.

Men jeg fik da så ringet til Falck - og så kom der sør'me et fejeblad fra et mekanikerværksted i Pandrup - og slet ikke en Falck-bil. Man må altså have mig undskyldt, hvis jeg synes, at tiderne er af lave, når man ikke længere kan stole på, at en Falck-uniform betyder, at folk er ansat hos det redningskorps, som ellers altid har været noget af det mest tryghedsskabende i det danske samfund - måske bortset fra Zonen, som det hed i min barndom.

Og så pisser det mig altså fuldstændigt af, at man skal forklare adressen i telefonen til en eller anden københavnsk analfabet. I gamle dage i Farsø ringede man altså bare til Zone-Jensen, som kendte hver eneste lille genvej i Strandby-Farsø kommune.

Men nu futter jeg så rundt i låne-Corsa fra Uggerhøj i Aalborg, mens jeg venter på, at Astraen bliver repareret. Det var vist kun noget plastik, der havde taget skade - i modsætning til den unge mand, der nok bliver nødt til købe en ny bil til sin mor.

Og med den oplevelse i bagagen kunne jeg så mandag aften sætte mig på skolebænken på et større genopfriskningskursus i førstehjælp - men det vender jeg tilbage til en anden gang...

søndag den 25. oktober 2015

Trampejagt

Føde under fødderne

Den unge hættemåge tramper i fjordbunden - og straks
 vrimler det med føde. Genialt, simpelthen!
 Myndighederne fusker endnu en gang med døgnrytmen, så i dag var det pludseligt lyst igen, da turen gik til bageren efter søndagsmorgenbrød.

Så jeg kørte forbi dæmningen med kameraet. Der fik jeg en hel enestående opvisning, hvor en ung hættemåge demonstrerede fourageringens enkle kunst. Den stod i vandkanten og trampede - akkurat som en lille dreng med nye gummistøvler tramper rundt i en vandpyt. Og efter lidt trampen var så blot at stikke næbbet ned i vandet og labbe i sig af de mange smådyr, der blev hvirvlet op fra fjordbunden.

Det har jeg aldrig set før, men det så ganske effektivt ud - og jeg fik en stribe perfekte fotos. Bemærk sprøjtet ved den ene fod.

Med 400-millimeteren fangede jeg også en bil på dæmningen, hvor solen lige nøjagtig rammer bakspejlet - og så blev det også til en gråandehan, der viser sit flotte blå vingespejl.

Solen glimter i bakspejlet...
... Mens gråandehannen viser fotografen
agterspejlet - og ikke mindst det flotte vingespejl.

Jeg er ikke alene

Møde med sprognørden

Lauridsen var iført en festlig hæklet jakke. Billedet er et
 mobilfoto, der tydeligt viser, at linsen trænger til 

en tur med pudsekluden..
Jeg er ikke alene...

Det fik jeg bekræftet lørdag, da jeg deltog i jyske journalisters fagfestival i Hobro, hvor der blandt andet - selvfølgelig - var mulighed for at diskutere sportsjournalik med de lokale fodboldledere.

Det programpunkt sprang jeg dog over til fordel for en paneldebat mellem lektor Malene Bjerre, der blandt andet er forfatter til bøgerne "konstruktiv Journalistik" og "Forelsket i vinklen", og den desillusionerede tidligere redaktør på Ekstra Bladet Niels Westberg, som stadig tror på journalistikken som den fjerde statsmagt - selv om mandens egen karriere jo netop viser, at journalisters egentlige opgave her i livet er at sælge aviser.

Debatten kom der ikke så meget ud af, men jeg er da enig med Westberg i, at den såkaldte konstruktive journalistik nemt bliver både terapeutisk og kedelig.

Men jeg er som sagt ikke alene. For dagens højdepunkt var et møde med sprogforskeren Ole Lauridsen, der iført festlig hæklet jakke forfægtede sine synspunkter om, at det danske sprog ikke er truet af engelsk - og i øvrigt er et levende og levedygtigt sprog.

Det var underholdende formidling på højt plan.Ikke mindst fordi Lauridsen deler min aversion mod tidens tankeløse og uforpligtende cirka-sprog. Altså når man "spørger ind" i stedet for blot at spørge, "kommentere på" i stedet for kommentere, og når man siger "tænker" i stedet for tro, synes eller mene.

Lauridsen får også knopper af tidens mange delingsfejl - altså fad øl i stedet for fadøl og ældre center i stedet for ældrecenter. "Mennesket skal ikke dele, hvad Gud har føjet sammen", som den morsomme mand sagde.

Ole Lauridsen er som bekendt ikke bange for den engelske indflydelse - og nævnte i den forbindelse ordene stationcar og babylift, der tilsyneladende er engelske ord, men som slet ikke forstås i den engelsktalende verden. Til gengæld - og her er jeg igen ikke alene - er han imod brug af engelske udtryk blot for at virke smart. Hans eksempel var hørt i toget, hvor en kvinde angiveligt skulle have sagt "Hun skriver et draft, og så kan vi tage en Q&A bagefter." Den slags kan Lauridsen ikke "committe" sig til.

Hvor er det skønt at få fagkundskabens støtte - en sjælden gang...

P.s. Ole Lauridsen er ansat ved Aarhus Universitets "Center for Undervisning og Læring". Jeg spurgte ham, hvordan han havde det med ordet læring, som jeg opfatter som et modeord. Til at begynde med havde Lauridsen også haft det svært med ordet, men er nu kommet til den erkendelse, at vi faktisk ikke har andre ord for det, der foregår i hovedet, når man modtager undervisning. Og den lader vi så stå et øjeblik. Træerne vokser jo ikke ind i himlen...

Fordummende fordomme

En national tilståelsessag
"Et af de mest irriterende punkter
er udtrykket ”grønlænderstiv”. Der er
 i hvert fald ikke statistisk belæg for
 udtrykket, for de seneste år har det
 gennemsnitlige alkoholforbrug i Grønland
 ligget væsentligt under det tilsvarende
 tal for Danmark. Tankevækkende nok
skete det store fald i det
 grønlandske spiritusforbrug i 2007
 – samme år som jeg forlod Grønland…" 

Foto: Per Lyngby
Når man har boet næsten 15 år i Grønland, er det ret trættende, når grønlandske venner og bekendte siger: Dumme dansker, du ved ikke noget som helst om Grønland…

Men på den anden side set, må jeg også erkende, at det er en national tilståelsessag. Muligvis ved jeg mere end det store flertal af danskere, men når man ser danske mediers behandling af grønlandske spørgsmål, tegner der sig et forstemmende billede.

Der er masser af eksempler på banale fejl som at vende det grønlandske flag på hovedet, roden rundt i sted- og personnavne og -titler, kolportering af halve sandheder og ikke mindst deciderede misforståelser, fordi københavnske journalister ikke aner, at der findes en verden uden for hovedstaden.

Det var under det forrige valg i Grønland, at Politiken blamerede sig ved at fortælle, at alle de grønlandske vælgere blev kørt i bus til valgstedet i Nuuk – uagtet at Grønland i areal er 55 gange større end Danmark.

Man krummer tæer, for den slags gør ondt – ikke bare på folk i Grønland, men også hos de mange danskere, der kender til forholdene. Det efterlader et indtryk af, at medierne ikke er klar over, at også grønlændere i Grønland læser avis og ser fjernsyn.

Det eneste lyspunkt i al den elendighed er, når de danske journalister kløjes i de grønlandske stednavne. Selv om jeg ikke mestrer det grønlandske sprog til fuldkommenhed, som min grønlandske kone gør det, er det altid et højdepunkt her i huset, når TV en sjælden gang rapporterer fra Ittoqqortoormiit – for så går det galt…

Det værste er imidlertid ikke de faktuelle fejl. Det værste er, at danske medier fuldstændigt ensidigt vælger at prioritere de negative historier. Googler man for eksempel ”Grønlændere i Danmark” dukker der et helt synderegister af artikler frem, som alle handler om såkaldt socialt udsatte grønlændere – gerne med massive alkoholproblemer.

Hvorfor hører vi aldrig om succeshistorierne? Her i Nordjylland, hvor vi kan bryste os af tætte forbindelser til Grønland, har de samme tætte forbindelser blandt andet medført, at vi har masser af grønlændere, der med succes klarer sig på arbejdsmarkedet – foruden de mange målbevidste og stræbsomme unge grønlændere, der studerer på det lokale universitet. For slet ikke at tale om de mange velfungerende familier i Grønland, der står op hver eneste dag og passer deres daglige dont – akkurat som vi gør det her i Danmark.

Jeg siger ikke, at der ikke er problemer, men når medierne udelukkende fokuserer på de negative historier, er de med til at fastholde et billede af en grønlænder som en person, der ikke kan klare det danske arbejdsmarked sædvanligvis på grund af druk.

Et af de mest irriterende punkter er udtrykket ”grønlænderstiv”. Der er i hvert fald ikke statistisk belæg for udtrykket, for de seneste år har det gennemsnitlige alkoholforbrug i Grønland ligget væsentligt under det tilsvarende tal for Danmark. Tankevækkende nok skete det store fald i det grønlandske spiritusforbrug i 2007 – samme år som jeg forlod Grønland…

Jeg kender flere grønlændere som aldrig holder ferie i Danmark. Det er nemlig meget nemmere at være grønlænder i udlandet. For der er en grønlænder ikke en person, som folk har en mening om – det er bare endnu en turist. Det må faktisk være en stor befrielse – og det er da skammeligt, at danske statsborgere skal have det på den måde.

I disse migrationstider er det værd at notere, at grønlændere er danske statsborgere – akkurat som dig og mig – men de født til det. Det er ikke noget, de skal søge om – som andre tilflyttere til Danmark.

Uvidenhed er nok det største problem i dansk-grønlandske forhold. Når danskerne ikke ved noget om Grønland og i øvrigt på alle måder taler nedladende om Grønland, risikerer vi jo at få igen af samme skuffe – og det er bestemt ikke befordrende for det historisk betingede fornuftsægteskab, som Rigsfællesskabet reelt er.

Her ligger der en stor opgave for medierne. For akkurat som mange danskere opfatter Grønland gennem mediernes snævre øjne, så opfatter grønlænderne jo også Danmark set gennem de samme medier. Og så længe medierne fortæller noget negativt om Grønland, må grønlænderne naturligvis opfatte det som om, at det er noget, alle danskere mener.

Så kom ind i kampen, kære medier. Få styr på fakta og fortæl hele historien om Grønland og grønlænderne – også den positive.

Nu sidder der nok rundt omkring på redaktionerne en og anden, som fortæller fornuftigt og redeligt om Grønland. Ja, jeg ved det godt, men sådan kan det jo gå, når man skærer alle over en kam – akkurat som danskerne åbenbart har for vane at gøre med grønlænderne…

Kommentaren til den aktuelle debat om grønlænderes vilkår i Danmark er skrevet fredag formiddag på opfordring af redaktionen på Nordjyske Stiftstidende - og dermed endnu et bidrag til negativ omtale af grønlandske forhold i danske media. Kommentaren blev bragt i Nordjyske Stiftstidende lørdag 25. oktober 2015.

torsdag den 22. oktober 2015

Thule på tidens rand

Ny bog fortæller Thules historie

Kirsten Hastrup slutter sin bog "Thule på tidens rand" med en helt aktuel fortælling om en 16-årig fangersøns første narhval. Rosen strømmer ned over den unge mand, der med rette er stolt. Således leves livet i Thule-distriktet, Avernarsuaq, i vore dage, sådan som det altid er levet.

Og det er hele pointen med bogen. Thule lever tidløst og upåvirket af tidens tand - og så alligevel ikke. For især anden verdenskrig og tiden der fulgte, anbragte Thuledistriktet i orkanens øje. Her stormer det som bekendt ikke, men uden for raser elementerne - og det gamle fangersamfund blev rykket op med rode, hvor folket og fangerne måtte tilpasse sig verdensordenen. Måske er det slut med det varmere klima - måske ikke? Derfor virker bogens titel også uendeligt velvalgt.

Gennem otte kapitler og 460 sider får antropologiprofessoren fra København fortalt historien om Thule - verdens ende. Historien bliver fortalt kærligt og uden løftede pegefingre eller bagklogskab, og er forskningformidling på højt plan.

Som barn af den kolde krig hæftede jeg mig særligt ved bogens gennemgang at Thules nyere historie - og fandt især beskrivelsen af professor Vibes reaktion på anden verdenskrig rørende og tankevækkende.

Kirsten Hastrup har gennem mange år besøgt Avernersuaq og har mødt og snakket med menneskene der. Samtidig øser hun af en uendelig fond af historisk og antropologisk viden. Bogen er solidarisk uden at forfalde til romantisering. En af Hastrups pointer er, at fremtiden ikke er så stor en trussel som nutiden - og det kan man så tænke lidt over.

Bogen er velskrevet og ikke mindst velredigeret. Kirsten Hastrups levende sprog suppleres af Carsten Egevangs æstetiske og smukke fotos. Egevang er efterhånden en dreven fotograf, der har vundet mange priser - skønt biolog af uddannelse. Han demonstrerer effektivt, at der er en verden til forskel mellem turisternes mobilfotos og fotos, hvor grejet, teknikken og ikke mindst æstetikken er i orden.

Thule på tidens rand er en ordentlig moppedreng - næsten 500 sider i 28 x 28 cm - og alt for tung til at fungere som en normal coffee-table-bog. Den er også for tung til sengelæsning - og det ender med, at man sidder ved skrivebordet og læser på gammeldags studiefacon. Det er også en fortjeneste i vore dage, hvor kosten helst skal være fordøjet og i levende billeder. Så der skal såmænd også falde en rose af til forlaget Lindhardt & Ringhof, der har turdet binde an med en god, gammeldags kæmpebog - uden smålig skelen til markedets krav om ramasjang.

Jeg tager hatten af for Kirsten Hastrups ildhu og omhu. Det er en bog, der vil holde i mange år, hun her har skrevet.

Kirsten Hastrup: Thule på tidens rand. 496 sider. Vejl. pris 499,95 kr. Udgivet af Lindhardt & Ringhof.
Anmeldelsen er oprindeligt skrevet til arcticbusinessnetwork.blogspot.dk

mandag den 19. oktober 2015

En af de dage

Indianer-sommer (næsten...)


Det var bare en af de dage, hvor jeg er så glad for at bo ved Limfjorden. Mere er der egentlig ikke at sige om den sag - eller dag...


søndag den 18. oktober 2015

Luftkrig

Krage vs. musvåge

Situationen var triviel til det kedsommelige. Jeg tøffede ud af landevejen, fik øje på en musvåge, der sad lige til kameraet og i samme sekund, som jeg stiller skarpt, letter den forbandede fugl.

Men for en gangs skyld var fejlen ikke min. For det viste sig, at musvågen var kommet for tæt på en krageflok - og nu gik den modigste af kragerne til angreb. Det blev til en hel serie ganske skarpe fotos af dogfighten, de få sekunder det varede...

Ellers så er der mange krikænder i Ulvedybet i øjeblikket. De er på træk her midt i jagtsæsonen, men nyder godt af de fredelige omgivelser i Ulvedybet.  Jeg ved egentlig ikke, hvor eftertragtet et jagtbytte krikanden er, for det er Danmarks mindste and, men der findes da en del opskrifter på nettet, så nogle stykker skal nok ryge i gryden desuagtet.

Krikænderne er på træk netop nu - på vej fra Skandinavien til Holland og Storbritannien.



lørdag den 17. oktober 2015

Ideen holder vand

Drikkevand fra grønlandske isfjelde

Nu kan man købe drikkevand
fremstillet af grønlandske gletsjeris.
Når jeg holder foredrag, sker det ret ofte, at jeg i pausen bliver kontaktet af en tilhører, der mener at have løst verdens tørkeproblemer.

- Det er da bare at slæbe nogle af isbjergene fra Grønland ned til Sahara, lyder ræsonnementet.
Jeg ved af smertelig erfaring, at det ikke er så nemt, som det lyder. I 2005 skulle jeg skaffe en isskosse til Aalborg til noget julehalløj. Brandinspektør Knud Pedersen og undertegnede tog derfor ambulancebåden og sejlede ud efter en skosse på omkring en kubikmeter. Vi fik den aldrig i havn. Vandmodstanden var enorm, så motoren kom på alvorligt overarbejde - og efter en halv times sejllads kollapsede skossen simpelthen på grund af vandmodstanden.

Isen hentes med en pram i Diskobugten.
Foto: Arctic Ice Cap Water
Men nu ser det ud til, at nogle smarte mennesker har knækket koden. Peder Pedersen fra Arctic Ice Cap Water har netop sendt sin første produktion af vand fra grønlandske isfjelde på markedet - og den historie fik jeg lov at skrive som den første. Historien kan blandt andet læses på Arctic Business Networks blog.

Ideen går ud på at fræse isfjeldets kerne ud og hælde det på containere. Når vandet er smeltet, kan det så hældes på flasker. Sådan skal det gøres, for det er altså ikke muligt at slæbe isbjerge over større afstande.

Står man og mangler et isbjerg, kan det imidlertid også lade sig gøre i vore dage. Group Greenland, som er firma ejet af blandt andre tidligere formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, har udviklet en teknik, hvor de sænker en container ned under isskossen og bjerger den på den måde. Firmaet skal blandt andet levere en isskosse til det kommende klimatopmøde i Paris.

onsdag den 14. oktober 2015

Smil - du er på

Familieudflugt

Er det nu, jeg skal sige cheese..?
Lille Adam er med i en klub, så han i efterårsferien har lov til at invitere op til fire voksne med i Zoologiske Have, så tirsdag var vi på dyrekig, inden vi sendte Rasmine og Adam hjem til Nørrebro igen.

Det var selvfølgelig den glade givers store dag, men alligevel havde jeg kameraet med. Dyrene i haven er normalt god for et sjovt billede eller to. De svigtede da heller ikke, selv om isbjørnene, der er mine favoritter, netop denne tirsdag ikke rigtig ville fotograferes.

Familiehygge blandt orangutangerne.
Pludselig står det helt klart for mig, hvorfor de hedder edderkop-aber.
Den røde panda er egentlig et natdyr, men
 gjorde en undtagelse for Adams skyld.
Dagens glade giver sammen med mormor og Rasmine.

Stormfulde højder

Børnene prøvede kræfter med piteraq

Og han pusted... Foto: Palle Bo
For nogen tid siden fik jeg en henvendelse fra DMI, der gerne ville have lov til at bruge et af mine fotos til et arrangement på den københavnske kulturnat i fredags.

Billedet forestiller en af de advarselslamper, der bliver tændt i Tasiilaq, når det trækker op til den berygtede piteraq - en voldsom føhnvind af orkanstyrke, som med jævne mellemrum hærger den lille by på den grønlandske østkyst.

Billedet er såmænd ikke andet end et udsnit af et større billede - og da jeg gerne bidrager til at øge kendskabet til grønlandske forhold, sagde jeg ja mod at låne et eller to billeder til gengæld.

Piteraq-lampen er tændt. Nu er stormen
på vej til Tasiilaq.
Så nu kan jeg bringe et billede af aktiviteten, hvor gæsterne skulle prøve at blæse i en vindmåler og på den måde konkurrere med piteraq. Mit billede stammer fra en piteraq i 2013, hvor vindhastigheden blev målt til 44 m/s - altså godt og vel orkanstyrke, men ingenting i forhold til den store piteraq den 6. februar 1970, hvor vindhastigheden nåede 90 m/s, inden vindmåleren brød sammen.

Det er vist lidt mere end en almindelig barnelunge kun blæse...

mandag den 12. oktober 2015

Udflugt til fortiden

Middelalderdage på Vitskøl

Middelaldermusikerne betegnede selv stilen som ramasjang..
Rasmine og Adam i labyrinten.
Vi har besøg af Rasmine og Adam i øjeblikket, så der sker lidt mere end normalt. Blandt andet var vi på søndagsudflugt...

Turen gik til middelalderdagene på Vitskøl Kloster. Det var et oplagt mål, for det er en rigtig børnevenlig begivenhed. Der er riddere, hekse og gøglere som i en roman eller et computerspil - og det appellerer altså til friske drenge som Adam. Og så kunne knægten hjembringe sin første rigtige kniv fra knivsmeden på middelaldermarkedet bekostet af mormor. Det er et meget stort øjeblik i enhver drengs liv.

Det var i øvrigt første gang, jeg besøgte det lokale middelaldermarked - eller et middelaldermarked i det hele taget. Og jeg må nok indrømme, at jeg fandt det lidt nørdet.

Men det er bestemt en begivenhed med gode billeder i, så det blev da til et par stykker. Og mon ikke jeg vender tilbage en anden god gang, hvor jeg kan fokusere på fotoet alene - og ikke på at lede efter poster i et opgaveløb for hele familien efter et håbløst kort...
Tiggere er noget lusepak, hed det kontant i et af tableauerne...
Middelalderfolkene tager ikke den historiske nøjagtighed
 så nøje. Smeden her med torshammer om halsen er i hvert fald et par
 hundrede år for sent på den. En torshammer ville sandsynligvis have kostet
livet, hvis han havde stillet op med den i middelalderen.
Børnene skød med armbrøst, hvor pilen var skiftet ud
 med uskadelige korkpropper. Men denne lille fyr kunne antageligt ikke
 have ramt en ladeport på to meters afstand. Bemærk proppen i cirklen.
Middelaldermusiker i rock-mode i en pause i Vitskøls store
kirkeruin, der angiveligt skulle have været Nordens største kirke.
Fugleinfluenza var tilsyneladende også et problem i middelalderen.
Denne standart hang i "Gengangen", som rummede en
 masse oplysninger om middeltalderens overtro. Jeg blev forvirret,
 for jeg læste gadeskiltet som "Gongongen"...
Det er måske ikke god stil, men et skjold i panden
 skal nu nok pacificere modstanderen.

søndag den 11. oktober 2015

Postkortsælgeren på Øland

Den amerikanske drøms frontsoldat...


Der er noget tragisk over postkortsælgere, ja, sælgere i det hele taget...

I hvert fald var der for nogle år siden en dansk film, der hed "Humørkortstativsælgerens søn", og den film, som jeg ikke har set, var vistnok en tragikomedie. Googler man Arthur Millers "En sælgers død" (og den er tragisk, ved jeg, for den har jeg læst) bliver sælgeren omtalt som "Den amerikanske drøms frontsoldat" - og frontsoldater er som bekendt kanonføde...

Ikke desto mindre har jeg forsøgt mig i branchen som postkortsælger. Da jeg flyttede til Øland, opdagede jeg, at der ikke fandtes postkort med motiver fra den dejlige ø - og jeg mente derfor, at der var en god mulighed for lidt hurtige penge.

Jeg skulle blive klogere... For postkort er simpelthen bare så gammeldags i vore dage. Der er jo ingen, der sender postkort længere. I Grønland er det ikke noget problem - for der er folk så glade for deres hjemstavn, at de køber postkortene og sætter dem i glas og ramme. Men sådan spiller klaveret altså ikke her på Øland...

Efter fem år har stadig nogle tusinde postkort tilbage - og nogen god forretning er det i hvert fald aldrig blevet. På den anden side er motiverne ret tidløse, så efterhånden går den vel i nul... Forhåbentlig...

Da der fornylig var Øland-messe, stillede jeg op med mine postkort. Nu skulle der ryddes op i lageret, og jeg synes selv, jeg havde et rigtig godt tilbud til de glade øboere. Mange af dem er jo bedsteforældre, så jeg lagde op til en pædagogisk øvelse, når børnebørnene kommer på besøg: Lær børnene, at det er bedre at sende et postkort end en SMS fra dejlige Øland.

Den ide kom der heller ikke noget brød ud af... Men jeg blev interviewet til Jammerbugt TV - og for første gang i mit liv er jeg blevet "bylinet" som Postkortsælger.

Det opfatter jeg bestemt ikke som en tragedie. Men det ville nu lune, hvis jeg kunne sælge lidt flere postkort. Så hvad med at købe en håndfuld postkort til en skarp pris? Klik ind på min webshop...



lørdag den 10. oktober 2015

Kampen er forbi

Mårup kirke er væk

I følge dagens udgave af Jyllandsposten er Mårup kirke nu slettet fra jordens overflade.

Den lille kirke har længe stået med det ene ben i afgrunden - og Nationalmuseet har derfor besluttet at rive den ned, inden havet tog den. Angiveligt af forskningsmæssige årsager og så for at forhindre, at kirkens sten bliver souvenirs for turismens marodører.

Med jævne mellemrum blottes der en grav på kirkegården ved Mårup kirke. Her samles de jordiske rester sammen og genbegraves på kirkegården i Lønstrup, hvor der er indrettet en særlig gravplads til de døde fra Mårup.

Jeg besøgte sidst Mårup kirke for et halvt års tid siden i forbindelse med et fotokursus. Dagens forsvundne kirke er en god anledning til et genkig med nogle af billederne fra dengang.