tirsdag den 14. juli 2015

På Feddet

Fotosafari langs Limfjordens bredder

Strandengen ved Risgaarde bød på masser af engpibere.
Og her ser vi så ryggen af en engpiber...
Formiddagen blev brugt på Feddet - min gamle klassekammerat Pers skønt beliggende sommerhus i Risgaarde nær Farsø og direkte ned til Limfjordens vande.

Sommerhuset er en perle, som har været i familiens eje gennem generationer og et af de huse, der aldrig kommer til salg.

Per havde inviteret til en lille Nikon-Canon-komsammen sammen med kammeraten Flemming. Efter lidt morgenmad drog vi ud i terrænet bevæbnet med de lange linser - to 400 mm og så Pers nyanskaffelse; en Tamron 150-600 mm.

I forhold til hedelærken kendes engpiberen især
på den mere plumpe kropsform, en forholdsvis kraftig 

hælspore - og så sangen...
De flade strandenge bød på mange fuglekig, men ikke alle var indenfor fotografisk rækkevidde på trods af, at vi var bevæbnet med det svære skyts.

Et af områdets karakterfugle er engpiberen, som bød sig til i mange positurer - og her må jeg indrømme, at jeg lige lærte noget. For jeg var fra begyndelsen overbevist om, at det var hedelærker, jeg fotograferede. Men Flemming havde styr på ornitologien, så nu kan jeg i fremtiden forhåbentlig se forskel på de to små fugle, der ligner hinanden næsten til forveksling.

Ellers bød turen på skarver, sølvmåger, strandskader, fiskehejrer, rørhøg, tornirisk og almindelig lærke samt en enkelt svane.

Tak til Per for en hyggelig formiddag.

Se også Pers blog om dagens oplevelser.
Der var også en del skarver ved Risgaarde.

Ingen kommentarer: