onsdag den 29. juli 2015

På en sommerdag...

...og i silende regn

Så regner det...
Gasolins glade toner fra 1972 passede lige på tirsdagen.

Det var umiskendeligt sommer, det var lunt, men vi lå også helt præcist lige midt i centrum for et større lavtryk over det nordlige Danmark og det mellemste Sverige. Vindstille, men stilheden før stormen, for det måtte nødvendigvis ende med den regn, der altid lurer i periferien af et lavtryk.

Sidst på dagen brød det løs med regn i stride strømme og et enkelt tordenskrald over Halvrimmen. Ikke nok til et skybrud, for heldigvis bliver det sjældent så slemt her på de flade inddæmmede sletter mellem lufthavnen og Attrup Bjerge, men blomsterne blev da vandet...

Dagens høst af stikkelsbær og solbær.
Det var helt efter planen. Georginerne står med store knopper, så de fik lige et skud kunstgødning, inden regnen brød løs. Ikke fordi vi bruger meget kunstgødning, men de har altså brug for et lille krafttilskud netop nu, hvor de skal til at sætte kulør på august og september.

Sommermad - frikadeller og stuvet spidskål.
Ellers er høsten så småt begyndt. Jordbærrene var alt for hurtigt forbi og næppe værd at skrive hjem om, men til gengæld har Dina - for det er hendes arbejde her i huset - plukket og saftet masser af ribs. Nu er det solbærrenes og stikkelbærrenes tur - og de ender som syltetøj.

Dagen menu var også en rigtig sommerklassiker. Stuvet spidskål med frikadeller. Så kan det ikke blive mere sommer i mit køkken...

Ingen kommentarer: