søndag den 8. marts 2015

Historiens vingesus

De higer og søger...

Skarpsalling-karret.
Lørdag var jeg i København. Desværre er der lidt langt mellem flyforbindelserne til Aalborg lørdag eftermiddag og aften, så jeg fik et par timer til overs, inden jeg skulle hjem.

Jeg benyttede lejligheden til et besøg på Nationalmuseet. Den slags er dybest set en borgerpligt her i landet, men jeg har kun svage erindringer om et besøg på stedet i min barndom.

Så jeg kastede mig over oldtidssamlingen med krum hals - lige fra den sidste istid over Ertebølle og frem til Skarpsalling-karret, som vi jo alle kender fra 50-kroner-sedlerne. Karret er også logo for VestHimmerlands Gymnasium, hvor jeg for knap 37 år siden erhvervede min studenterhue, så det var lidt af et must for mig at se.

Solvognen.
Det blev naturligvis også til et kig på Solvognen. Her blev jeg overrasket over størrelsen. Den er cirka en halv meter lang - og her har jeg altid forestillet mig en flere meter lang figur. Det er da godt, at man stadig kan lære noget.

Forresten blev jeg også noget overrasket over størrelsen på Gundestrup-karret eller kedlen, som det også betegnes. For det er stort. Mega-stort vil unge mennesker sikkert sige. I hvert fald meget større end jeg havde forestillet mig.

Gundestrup-kedlen.
Hvis læseren kan holde på en hemmelighed, indrømmer jeg gerne, at jeg havde forventet mig mig noget i størrelse med Skarpsallingkarret, men det er jo en kæmpe suppegryde med en diameter på næsten en meter. Og så i sølv. Der har været noget at pudse på for de gamle kæmper...

Guldhornene nåede jeg desværre ikke. Den sidste del af tiden på museet, brugte jeg på salen med fund fra Nordboruinerne i Sydgrønland. Det var forberedelse til sommerens togt til Igaliko.

Men Nationalmuseet er et spændende sted - så der skal jeg bestemt ind igen, når der bliver tid og lejlighed.

Jeg havde desværre ikke kamera med, så læserne må nøjes med nogle elendige mobilfotos.

2 kommentarer:

Lyngby sagde ...

Hej Jesper
Jeg lavede nogenlunde samme tur for et par år siden, og ja, der er bestemt meget at se på. Jeg var tilbage med familien, hvor vi så en specialudstilling om vikingerne. Spændende.

Jesper Hansen sagde ...

:)