lørdag den 28. februar 2015

Gryderetten er sat

Gedigen firsermad på menuen

Bunden blev lagt med lakseroulade. 
For en gangs skyld er Dovregubben foran
 kameraet. Der er serveret - værs'god og spis.
Ølands blomsterflor af erantis og vintergækker er i forårshumør - og det samme var Sildelauget på februarmødet på månedens næstsidste dag.

Fremmødet var eksorbitant på denne fredag, hvor foråret for alvor slog til - og stemningen lige så. Der blev grinet og kokkereret. Der blev rodet og regeret. Der blev prøvesmagt og vurderet. Der blev snakket og spist.

Aftenens menu var lagt i hænderne på Sep. Som altid er han garant for god, gedigen firsermad, og han svigtede ikke forventningerne.

Vi lagde ud med lakseroulade, så mørbradgryde med rodfrugter og på toppen af det hele trikoloreis med chokoladestænger.

Aftenens højdepunkt var helt bestemt opvasken. For vi kunne med stolthed indvie medborgerhusets nye opvaskemaskine. Med stolthed for i al ubeskedenhed er den flotte maskine nemlig en gave fra Sildelauget - muliggjort gennem et beskedent overskud på massivt druk og skørlevned.
Vi har det jo godt i medborgerhuset, så en ny opvaskemaskine - som vi jo selv nyder godt af - er en beskeden tak for mange gode timer.

Sovsens venner slår til igen.
Stemningen var så god og afslappet på denne herlige aften, at der også blev tid til et lille fotokursus til Jesper Krage, der lige skulle prøve bloggerens kamera. Han ville ikke rigtig høre efter, når jeg forsøgte at formidle belysningskunsten - og jeg har her til morgen slettet adskillige kulsorte billeder. Heldigvis har vi Photoshop, så et enkelt brugbart billede blev det da også til, så det er baggrunden for, at jeg for en gangs skyld selv optræder på et af aftenens fotos.

Afslutningsceremonien blev også en ren fornøjelse. Siden sidst er gehøret mærkbart forbedret, og alle kunne synge med på Ølandssangen takket være vores nye dækkeservietter, hvorpå sangen kan læses, hvis hukommelsen er svag.

Således ladet op kunne vi gå hjem i den klare nattehimmel vel vidende, at nu venter forårets store tørn i haven.
Sildelaugets nye dækkeservietter. Klik for forstørrelse.
Hovedretten var mørbradgryde med masser af cocktailpølser,
 fløde og bacon - og den slags tager god mad jo aldrig skade af.
I følge Sep var desserten Hannes ide, men det skal
hun nu ikke høre et ondt ord for - selv om kvindelig indblanden i
laugsanliggender normalt ikke er velset.

fredag den 27. februar 2015

Kælderens hemmelige skat

Min gamle bålkappe

Pludselig fandt jeg min gamle bålkappe i en
 arkivkælder. Mobilfoto
I forbindelse med et møde torsdag aften var jeg på besøg i Nordjysk Spejdermuseums arkivkælder i Hasseris. Det er her, hvor museet opbevarer alle de genstande, der enten endnu ikke er registreret, eller som der ikke er plads til i udstillingen på Sofiendalsvej.

Arkivet er sådan en typisk kælder under en boligblok. En række store betonrum på rad og række. Jeg gik gennem arkivet og i det tredje rum blev jeg næsten stum af overraskelse.

For der på en hylde hang min gamle bålkappe fra Kontiki-turneringen i 1971 på en bøjle. Behørigt registreret og med mit navn på en label, som den glade giver.

Jeg var godt klar over, at museet havde den. De fleste af familiens spejderting blev afleveret til museet i 1997, da mine forældre flyttede fra Postbakken i Farsø.

Men, jeg havde da alligevel ikke regnet med, at jeg skulle gense bålkappen i dag. Derfor havde jeg heller ikke kamera med - og man må derfor nøjes med et par mobilfotos af tvivlsom kvalitet.

Nordjysk Spejdermuseums
formand Kurt Keldorf viser
 bagsiden af min bålkappe. Mobilfoto
Kontiki-turneringen i 1971 var en landspatruljeturnering med i alt 150 patruljer til finalen, der fandt sted på Jamborettepladsen i Rold Skov i sommerferien. I året op til turneringen konkurrerede alle landets DDS-patruljer om en plads i den eftertragtede finale. Hver måned skulle der løses en opgave - og vinderne gik så videre - indtil der kun var 150 patruljer tilbage.

En af opgaverne i kvalifikationsturneringen var fremstilling af en bålkappe med inspiration fra turneringens Inka-tema. Så vi patruljemedlemmer i Falken, 1. Farsø Trop, lavede sådan en poncholignende ting med mange striber og farver og turneringslogoet broderet på brystet.

Det var patruljeleder Kjeld Buus, der havde lavet designet - uden smålig skelen til de håndværksmæssige udfordringer - og jeg indrømmer i dag, at det vistnok var min mor, der kom til at hænge på en god del af arbejdet. Hun var bestemt ikke imponeret, men missionen lykkedes, og vi drenge kom videre i turneringen.

Så vidt jeg husker, blev vi nummer 31 i den afsluttende turnering. Et ganske tilfredsstillende resultat og i hvert fald troppens bedste placering i den turnering.

torsdag den 26. februar 2015

Den kolde krig

Marinen i samfundstjeneste

Ejnar Mikkelsen bryder is i havnen i Sisimiut.
Der er koldt i øjeblikket på Vestkysten.
Det er stadig koldt - imponerende koldt - på den grønlanske vestkyst. Alle forhåbninger om klimaforbedringer er sat på stop denne vinter.

I går nåede temperaturen i Sisimiut på intet tidspunkt højere end -22 grader, og byens havn er efterhånden frosset dygtigt til. Heldigvis kom den danske marine forbi med inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen.

Skibet er nummer to ud af tre skibe i den såkaldte Knud Rasmussen-klasse, der er inspektionsfartøjer bygget specielt til den grønlandske tjeneste. Ejnar Mikkelsen er selvfølgelig bygget til sejlads i is, og klassificeret i isklasse 1A1. Det vil sige, at fartøjet kan forcere fastis i en tykkelse op til 80 cm og kan altså sagtens klare lidt isbrydning i en snæver vending.

Iskort fra den 23. februar 2015.
Ejnar Mikkelsen opholder sig i øjeblikket i farvandet nord for Nuuk for blandt andet at hjælpe Royal Arctic Lines forsyningsskibe, hvor de mindste af skibene efterhånden har store problemer - og der har allerede været aflysninger.

Min gamle ven fra madlavningsholdet "Finere Mænd", John "Halv Pris" Eliassen, tog disse fotos, mens Ejnar Mikkelsen ryddede op i havnen.

Vestisen, som isen i Davis-strædet kaldes i Grønland, når efterhånden helt ned til nordsiden af Godthåbsfjorden, men der er et sejlbart bælte af nyis langs kysten op til Søndre Strømfjord.

Det er bestemt ikke hvert år, at der er så meget is i det relativt lune vand vest for Grønland. Fra mine år i Grønland erindrer jeg kun, at det skete i vinteren 93/94, hvor jeg i øvrigt boede i Sisimiut, samt vinteren 96/97.

onsdag den 25. februar 2015

Midgårdsormen

En ordentlig stump træ

Det kommende dragehoved.
Her er det så - stubstykket fra et af de egetræer, som vi fældede i weekenden.

Det er en ordentlig klump træ. Jeg gætter på, at den vejer omkring 80 kilo, og jeg havde nær ikke fået den ud af bilen, da jeg kom hjem. Heldigvis trådte genboen, som i øvrigt sjovt nok hedder Dina, til og gav en hjælpende hånd. Respekt!

Det er planen, at stubben skal blive til et dragehoved, som vi kender det fra vikingeskibe og selvfølgelig også fra SAS-bemalingen i gamle dage. Når dragehovedet en gang bliver færdig, skal det op og hænge på gavlen til bålhytten.

Vikingernes dragehoveder var som oftest afbildninger af Midgårdsormen - så mon ikke, at vi her har et godt forslag til navn på bålhytten, når den tid kommer. Midgård - det lyder da ikke så ringe...

Nu skal egestubben skæres til, så den bliver lidt lettere og nemmere at håndtere - og så skal den tørre et stykke tid, før jeg kan gå i gang med skærearbejdet. Jeg satser på, at det kun er kernetræet, der skal bruges, så risikoen for revner er ikke så stor. Derfor skulle jeg gerne komme i gang ret hurtigt.

søndag den 22. februar 2015

En dag i skoven

Ud i naturen

Timber...
Sydøst for Aalborg nær Ferslev ligger Flamstedcentret - en stor KFUM hytte i et dejligt kuperet skovlandskab, der er en herlig ramme for alskens spejderi.

Så er grundstenen - altså den første pæl - banket i jorden.
Hytten vedligeholdes af en flok aktive senior-KFUM'ere, som kalder sig Flammerne. I weekenden havde Niels Erik - min gruppeleder i Sct. Georgsgildet - og jeg lovet at hjælpe til med at lave et såkaldt naturhegn på grunden.

Det var en god lejlighed til at komme ud i det fri, mens det endnu er for tidligt at gå i haven. Så vi mødtes seks mand høj lørdag morgen klar til at gå i gang med opgaven.

Først skulle der fældes nogle gamle træer, der stod i vejen. Grene og toppe var samtidig en del af byggematerialet til det nye hegn, så det var en arbejdsgang med god mening i.

Træerne blev fældet af Andreas, der er uddannet skovtekniker. Som altid blev jeg dybt fascineret af at se en rigtig fagmand arbejde. Det er spændende og lærerigt - og jeg fik da også et par tiltrængte staldfiduser med hjem til næste gang, jeg skal ud med motorsaven.

Arbejdet gik forholdsvist hurtigt fra hånden, og allerede ud på eftermiddagen kunne vi se konturerne af det færdige arbejde. Det blev på stedet døbt Sct. Georgshegnet som en hilsen til Niels Erik og undertegnede.

Forresten benyttede jeg lejligheden til at negle et stort stykke svunget egetræ fra et stød med hjem. Det skal blive til et rigtigt vikinge-dragehovede på gavlen af min bålhytte. Den sag vender jeg tilbage til senere.

Tak til Flammerne for en herlig dag i skoven.
Det færdige resultat - et vaskeægte naturhegn.
En ægte fagmand på vej mod toppen...
Egetræet på vej til evigheden. Stubstykket fik
 jeg med hjem til et dragehoved til bålhuset.

lørdag den 21. februar 2015

Nyt fra spegepølsefronten

Tjah, bum, bum, bum...

Pølsen ser flot ud, men er lige lidt for
socialdemokratisk. Den mangler lidt modning,
lidt krydderier og lidt røg.
Nu kunne jeg ikke styre mig længere...

For nøjagtig en måned siden lavede en omgang spegepølser, som blev hængt til modning i brændeskurret. Efter en uge i tørreskabet, kom de i røgeovnen til to gange tolv timers røg, og siden har de hængt i værkstedet over høvlebænken, hvor der er dejligt tørt og køligt.

Den seneste uges tid er de begyndt at blive hårde og virke færdige. Så nu kunne jeg altså ikke styre mig længere. Der skulle altså smages på herlighederne.

Det skete fredag aften. Med stor spænding delte jeg en lille spegepølse på midten... Var den skærefast og i det hele taget fast i konsistensen?

Det så ikke så ringe ud, men helt inde i midten var den nu lidt løs i det. Så det var nok lige tidligt, at jeg begyndte at smage på sagerne. Jeg tror, at pølserne lige skal have fred et par uger mere, før de er færdigmodnet.

Smagen var der ikke noget i vejen med. Men det var heller ikke noget, der rykkede for alvor. Sådan lidt tjah, bum, bum, bum... - som Niels Helveg Petersen sagde en gang.

Jeg er bange for, at jeg måske har været lidt for tilbageholdende med krydderierne - hvidløg især - og så tror jeg, at den godt kan tåle lidt mere røg.

Krydderierne kan jeg ikke gøre noget ved. Til gengæld tror jeg, at jeg vil lave et lille forsøg og give lidt mere røg. I løbet af ugen skal jeg alligevel i gang med at røge et par laks - og så kan jeg jo prøve mig lidt frem med en af spegepølserne.

torsdag den 19. februar 2015

Børnene fik en gang høvl

Hjemmesløjd i vinterferien

Næsten færdigt arbejde...
Han kan godt gå hjem og fix' al det, som farmand ikke når...
Ungerne på Øland har brugt vinterferien på skolebænken - eller rette høvlebænken.

For det er efterhånden en fast tradition her på øen, at vores endog meget aktive seniorklub bruger vinter- og efterårsferien til at invitere Ølands mange børn til en gang høvl og hjemmesløjd i medborgerhuset.

De aktive pensionister stiller med træ og viden om det fantastiske og velduftende materiale - og så får fantasien ellers frit spil. I år stod menuen især på fuglekasser og spirebænke til drivhuset.

Den stolte, men formanende bedstemor...
De fleste børn på Øland ved efterhånden, hvordan man håndterer en høvl og en skruemaskine, men tilbuddet er åbent for alle, så der også plads til feriegæsterne, der bruger vinterferien til et besøg hos bedstemor og bedstefar.

Seniorerne fortjener stor ros for deres utrættelige indsats. Det er dejligt, at der stadig er nogen, som kan gøre noget for børnene - uden offentlige tilskud og pædagogernes snærende bånd.

Ordentligt håndværk kræver koncentration...
Knofedt!
Jeg holder, du skruer - eller???

tirsdag den 17. februar 2015

Ikke et ord til mor

Drama på isen

Et foto fra snescooterturen, der kunne være endt fatalt.
 Det er min far til venstre - og yderst til højre Splinten, som jeg
 lånte snescooteren af.
Fimbullen raser, og Grønland er ramt af kulde i øjeblikket. I skrivende stund er der -35 i Kangerlussuaq og -22 i Sisimiut. Det er lige så koldt som i de gode, gamle dage, hvor jeg slog mine folder på Kysten.

Sermitsiaq fortæller, at KNI bruger øjeblikkets hårde frost til at bringe varer til Sarfannguaq med snescooter. Bygden kan ikke besejles på grund af islægget i Amerloq-fjorden. Så koldt var det også i 1994, hvor jeg i KNI's personaleblad blandt andet skrev historien om bageren i Aasiaat, der hver morgen bragte frisk morgenbrød ud til bygderne i distriktet med snescooter.

Gutterne fra snesoooterklubben i Sisimiut
på isen foran Sarfannguaq i 1994.
Det fik mig til at tænke på en snescootertur til netop Sarfannguaq i 1994.

Jeg var jo stadig flyfrisk - var kommet til Sisimiut i 1993. Jeg havde besøg af min far, som var på sin første tur til Grønland.

Op til en weekend foreslår en af mine nye venner i Sisimiut, Splinten, at jeg låner en snescooter og tager min far med på tur om lørdagen sammen med byens scooterklub. Som sagt, så gjort, selv om jeg ikke havde særlig megen erfaring med dette arktiske fartmonster.

Faderen op bagpå og efter lidt kørevand (Gammeldansk) gik det da også ud over stepperne i Sisimiuts pragtfulde bagland. Målet var Sarfannguaq - cirka 45 km væk. Det var en herlig tur i tonsvis af sne og mellem høje fjelde - alt det man drømmer om, inden man kommer til Grønland. Det gik også fint med at køre - den manglende erfaring til trods.

På hjemturen bliver det besluttet at køre turen ad Amerloq-fjorden, der var dækket af solid is. Fjordisen lå spejlblank som en motorvej, så langt øjet rakte. Det var lige sagen for de fartglade drenge. Det gik over stok og sten - eller rettere sne og is - ud ad fjorden. Faktisk blev der kørt så stærkt, at jeg på grund af min manglende erfaring efterhånden sakkede et par kilometer bagud.

På et tidspunkt ser jeg, at de andre drejer ind mod land - nærmest i en ret vinkel - og for at indhente dem, beslutter jeg at skære vinklen af.

Det viste sig at være en dårlig ide. Der var en særdeles god grund til, at de havde kørt i en stor bue ind mod Sisimiut. Isen var rådden, og der var vand ovenpå. Situationen var i det hele taget kritisk, for vandet stod op på begge sider af snescooteren - næsten som ved en speedbåd. Men en ting vidste jeg. Det drejede sig om at holde farten, for stoppede vi, ville vi synke gennem isen.

Det blev et hæsblæsende ridt - og jeg kunne mærke på min far på bagsædet, at han også var klar over, at vi noget på skideren...

Men vi kom da nogenlunde tørskoet ind til land - og temmelig rystet nåede vi de andre, som ventede ved isfoden.

Her blev det tid til en smøg og en hjertestyrkning. Far og jeg kiggede på hinanden - og blev lige så stille enig om, at den her historie fortæller vi aldrig til mor...

Begge min forældre er væk i dag, så nu kan jeg trygt fortælle den uden at bryde løftet til min far.

fredag den 13. februar 2015

Beduiner

Oprindelige folk i ørkenen

Jeg har jo arbejdet en del med oprindelige folk i Arktis - og derfor var det også spændende at møde repræsentanter for de oprindelige folk, da vi var i Ægypten.

Det er naturligvis beduinerne, jeg tænker på. Det kunne jeg fortælle en lang historie om, men nøjes med et par fotos, fra dengang vi dro'me'darerne ud i ørkenen for at be'duinerne om dadler...



torsdag den 12. februar 2015

Turen går til banankysten

Sommerferien ved at være på plads


Så begynder konturerne til en helt fantastisk og enestående sommerferie at vise sig.

Turen går til Banankysten - også kendt som Sydgrønland - hvor jeg har været så heldig at låne et sommerhus i Igaliku. Oven i købet med moderne faciliteter som en spand at skide i og gaskøleskab, der på de kanter betragtes som ret avanceret.

Igaliku er et historisk sted med rødder helt tilbage til vikingetiden. Grundlagt som Gardar - Nodboernes bispesæde -i 1126 og var i mange år et intensivt dyrket landbrugsområde med gårde med over 100 køer. Da klimaet blev koldere i 1400-tallet fortrak Nordboerne til Europa, men mange ruiner står der fortsat.

I 1782 skabte nordmanden Anders Olsen det første moderne grønlandske landbrug på stedet - og siden har bygden været fåreholdersted med meget mere og selvfølgelig turistattraktion. I dag bor der knap 50 indbyggere, og der er både butik og cafe i bygden.

Vi glæder os helt vildt til ferien. Dina til livet, som det var i gamle Grønland- og jeg til at studere det grønlandske landbrug, som helt bestemt vil blive et vigtigt erhverv i et klimaforandret Grønland.

Vi har lånt sommerhuset af Ellen og Frank, som også har leveret billederne til historien.

lørdag den 7. februar 2015

Bifangst

Resterne fra de riges bord

Jeg har sådan et lidt dogmeagtigt forhold til fuglefotografering.

Egentlig skal der helst være et benspænd eller to for at det er sjovt - og ligefrem tage i zoologisk have for at fotografere fugle på foderpladsen er nok på kanten af det lovlige.

Men kendsgerningen er altså, at da jeg forleden var i zoo for at fotografere isbjørnene, fik jeg også en masse måger med hjem. For når der er mad til isbjørnene, så er der også mad til mågerne. De er opportunister af værste grad, og de tager, hvad de kan få fat i. Også resterne fra de riges, altså isbjørnenes, bord.

Men det er ædekunst for de store. Ikke noget for småmåger. Alle mågerne er, så vidt jeg kan se, sølvmåger, der er en af de tre store mågearter på vore breddegrader. Farveforskellene skyldes udelukkende alderen.


torsdag den 5. februar 2015

Kvækerfinkerne og kærnebideren

Frostrapport fra foderbrættet

Frosten har givet liv til foderbrættet.

Sjovt nok er det i år især kvækerfinkerne, som har kastet sig over foderbrættet på altanen. Andre vintre har det været grøniriskerne. Lidt pudsigt er det også, at vi næsten ikke har set kvækerfinker på parcellen denne vinter, men frosten har altså fået dem frem.

Kærnebideren på billedet opdagede jeg først, da jeg gennemgik billederne på computeren.

Onsdag eftermiddag havde jeg besøg af par tyrkerduer. Selv om det er en lille due, er det altså en stor fugl på et lille foderbræt. Det er tydeligt, at der ikke er plads til andre fugle i deres nærhed.



tirsdag den 3. februar 2015

Nanoq

Isbjørnetjeneste

Nanoq vejrer hestemave...
Dina havde et ærinde i Aalborg. En lille times tid og jeg var chauffør.

Ventetiden brugte jeg til en tur i Zoologisk Have. Vejret var lige til et besøg hos isbjørnene, selv om det er lidt af en myte, at isbjørne elsker sne og kulde. Det gør de ikke. De er nærmest ligeglade - bare de får noget at spise. For isbjørne er opportunister - og mange steder i Canada lever de hellere af menneskeføde på lossepladser end af sæler, som er både bøvlede og besværlige at fange.

Ursus Maritimus - Isbjørn - Polar Bear - Nanoq...
Jeg ankom ved spisetide - og dagens ret var hestemave. Jeg havde gerne set isbjørnene i bassinet, men den slags opvisninger må vente til en anden dag. For hestemaven holdt isbjørnene mere eller mindre fuldt beskæftiget i de par timer, jeg var der. Vel at mærke i den stik modsatte ende af bassinet.

Men en stribe gode fotos kom der alligevel ud af det. De skal blandt andet bruges til en artikel om vinterferien i Zoo, hvor haven netop sætter fokus på isbjørnene.

På grønlandsk hedder isbjørn nanoq. Det er et af de nemmere grønlandske ord - og det har stor symbolværdi. For eksempel hedder den grønlandske regering Naalakkersuisuts hjemmeside www.nanoq.gl. Utallige grønlænderforeninger og institutioner hedder Nanoq - og man kan også købe vinterbeklædning med det klingende navn. Nanok var forresten også navnet på det Østgrønlandske Fangstkompagni, der i årene før og efter krigen drev jagt i Nordøstgrønland og inspirerede Jørn Riel til de fantastiske skrøner fra et af jordens mest øde områder.

Men (na)nok om det. Nyd billederne fra en vinterdag i Zoologisk Have.





P.s. Læs eventuelt også denne historie om mit første møde med isbjørnene i Aalborg.

Varulvetid...

Fuldmåne i nat


Få timer til fuldmåne.
Da månen stod op over fjorden her til aften var der ingen tvivl. I nat er der fuldmåne - helt nøjagtig klokken 00.10.

Det er også frostklart, så det bliver en kold nat. Og kigger vi i almanakken, kan vi se, at dagen her på positionen i morgen er tiltaget med 1 time og 59 minutter. Jo, der går fremad.

Billedet er taget fra altanen. For det er en anden god ting ved vinteren. Når der ikke er blade på træerne, kan jeg bryste mig af fjordudsigt fra kontoret.

Mon ikke det også bliver en flot solopgang i morgen?