søndag den 27. juli 2014

Gymnastik i solnedgangen

Aftenrøden på en ny måde

Engelsk spejderarbejde.
De engelske spejdere er ivrige mobilfotografer
 - og var begejstret for resultatet.
Solnedgange er et ganske trivielt foto-motiv, som de færreste imidlertid kan holde sig fra - og som ofte deles af mobilfotograferne på de sociale media.

Men ind i mellem kan man være heldig - og billedet får en ekstra dimension. Det skete for mig her til aften, hvor jeg havde været oppe i bakkerne for at fotografere et elskende par i solnedgangen til den sidste lejravis senere på ugen her fra vikingelejren på Stevninghus.

Jeg blev hængende på bakken for at se solnedgangen til ende - og mens jeg stod der, kom pludselig en flok spejdere fra 9th Golchester Scout Group forbi - og begyndte at gøre aftengymnastik i skæret fra den nedgående sol.

Det gav solnedgangen en ekstra dimension, som jeg hermed uden blusel deler med bloggens læsere.

torsdag den 24. juli 2014

Grovsmeden

Birgitte ved ambolten

Birgitte med Thors hammer. Foto: Casper Carlsson
Spejdere går på alle opgaver med krum hals.

Det gælder alle opgaver og uanset alder. I går eftermiddags kastede lillesøster sig over smedefaget - og som det kan ses på Casper Carlssons foto bliver der virkelig gået til stålet.

Samme Carlsson er i øvrigt også et glimrende eksempel på at gå til opgaven med krum hals. Tirsdag blev han tilknyttet informationsafdelingen som medhjælp - og selv om han dårligt nok har prøvet at fotografere, kastede han sig over opgaven med krum hals og er nu en værdifuld ressource for informationsafdelingen.

onsdag den 23. juli 2014

Så kører vi

Lejren i gang for alvor

Forude ligger store oplevelser.
Pionerarbejde for begyndere.
Tirsdag ankom så endelig spejderne til lejren.

Godt 1500 forventningsfulde unger fra 14 forskellige lande - Danmark inklusive, forstås. Humøret er højt, og alle glæder sig, selv om varmne midt på dagen gør det nødvendigt at holde siesta - eller snuppe en morfar, som det hedder på moderne dansk.

Glade spejdere.
Over alt i lejren er der blevet savet, banket, slået, hugget og gjort ved, mens lejrpladserne for den næste gode uges tid er blevet etableret. Det er noget, som spejdere bare er gode til - og det er en sand fornøjelse at se.

Prikken over i'et var hjælpernes kantine, som tirsdag aften serverede rejecocktail, forloren hare med brun sovs og til dessert frugtsalat. Det er klasse - og noget af det bedste, jeg nogensinde har oplevet på en spejderlejr.

Kantinen - og det lokale værtshus.

mandag den 21. juli 2014

Skjaldekvad

Så er vi i luften

12 ha lejrplads til 1800 spejdere.
Solen skinner - selv om vi i nattens løb fik tre dråber vand...

Det er varmt, men forberedelserne til lejren forløber planmæssigt. I nat ankom de første spejdere fra Belgien - og da der ikke var nogen til at modtage dem, rullede de bare soveposerne ud under træerne i haven til Stevninghus. Det er, hvad jeg forstår ved rigtige spejdere, der ikke lader sig gå på af noget som helst.

De belgiske spejdere smed sig i soveposerne på græsplænen.
I dag gik vi i luften med lejravisen, der i virkeligheden bare er en blog som denne. Men om en uge samler vi så de bedste historier i et 24 siders firefarvet hæfte, som alle deltagerne får med hjem.

Af forskellige tekniske grunde hedder bloggen eller lejravisen i Googlesystemet Immegram efter et gammelt vikingeskib fra den første hedebylejr - men ellers er den tilgængelig via nogle andre hjemmesider, der har tilknytning til Det Danske Spejderkorps og lejravisens webadresse skjalde.info

Og ellers - som det øverste billede viser - er lejrpladsen nu klar til morgendagens store rykind af friske spejdere...

lørdag den 19. juli 2014

Ankommet

Klar til at tage fat

Besøget i Sønderborg bød på udsigt til Dannebrog.
Lørdag eftermiddag ankom jeg til Stevninghus.

Turen herned var bestemt ikke uden udfordringer. Klokken kvart i syv i morges måtte jeg ringe efter Falck, fordi bilens elektroniske låsesystem af en eller anden grund ikke virkede. Meget mystisk - og problemet løste sig selv efter lidt prøven frem og tilbage.

Stærkt forsinket gik turen hjemmefra - til Sønderborg, hvor jeg spiste frokost hos Ingrid og Mogens på Colosseum. Fin mad og med udsigt til Dannebrog, der denne dag tilfældigt lå i Sønderborg havn, mens regentparret besøgte Gråsten Slot.

Mit hjem for de kommende 14 dage.
Ud på eftermiddagen ankom jeg til lejren - og blev godt modtaget. Teltet er nu stillet op - og klar til at huse manden de kommende 14 dage. Aftensmaden var i orden og lover godt for fremtiden. Fadkoteletter med karrysovs og råstegte kartofler med æblekage til dessert.

I skrivende stund festes der på livet løs rundt omkring i hjælperlejren. Dels er det jo lørdag, dels er børnene endnu ikke ankommet - og så kan man jo tillade sig lidt mere.

Desværre er jeg en tand for træt til at feste - det må vente til en anden dag. Men så kan tiden jo komme bloglæserne tilgode....

Sommerstatus

Havens tilstand netop nu midt på sommeren

I denne uge begyndte vi at høste tomater. Vi har kun
 frilandstomater i år - og det ser ret lovende ud, selv om et par af
planterne vist nok fik lidt frost i foråret.
Hortensiaerne blomstrer, så det er en lyst. Det ser helt tropisk ud.
Dinas pelargonier bliver passet efter alle kunstens regler - og
det giver bonus. Pluksalaten i forgrunden synger
 på sidste vers, men til gengæld har icebergen nu sat hoveder.
I dag plukkede Dina solbær. Næsten tre kilo blev det til -
og så lod hun endda de mindste solbær blive siddende.
Zittauerne blev høstet for fjorten dage siden. Aldrig har jeg
 haft dem så store som i år - og høsten var på godt 10 kg. Mon ikke 

det rækker til langt hen på vinteren?
Jeg har sået georginer hele vejen langs vores nye indgangsparti.
 Planen er at byde velkommen med et festfyrværkeri af blomster.
De er først lige begyndt af springe ud, men i løbet af de
kommende uger eksploderer det med hundredvis af blomster.
Også de gamle georginer i sydhaven har mange knopper,
men de mindste har nu allerede blomstret i tre uger.
Isbegonierne trives i den varme sommer.

fredag den 18. juli 2014

Pakkeriet

Grejet skal tjekkes og pakkes

Alt skal tjekkes.
Forude ligger 15 overnatninger i telt, når jeg i de kommende uger deltager i "Vikingerne slår tilbage".

Derfor står fredagen i pakkeriets tegn. Alt skal tjekkes - for når man står i Sønderjylland 300 km hjemmefra, er det altså træls at mangle en teltstang.

Arbejdet var ikke helt forgæves - for da jeg fandt mine gamle fjällräven-bukser, viste det sig, hvad jeg dybest set godt kunne huske, at lynlåsen var i stykker. Så her til formiddag måtte jeg også lige en tur til Fjerritslev til Tøjmagerens Værksted for at få den sag ordnet. De klarede det på fem minutter - med et smil ovenikøbet - men de kunne også fortælle, at jeg var kunde nummer ti i dag med en lynlås, der lige skulle ordnes inden ferien...

Dina bliver indtil videre hjemme. Hun har endnu ikke taget stilling til, om hun vil ned og besøge mig på Stevninghus - men under alle omstændigheder har jeg da også pakket hendes sovepose og liggeunderlag, så hun ikke skal døje med det, hvis hun ellers gider tage toget sydpå.

torsdag den 17. juli 2014

Døden i tagrenden

Fjer i tagskægget

Skovspurven var død, da jeg opdagede den.
For et par dage siden så jeg ude fra vejen, at der hang et eller andet oppe under tagskægget på sydsiden af huset. Jeg kunne ikke se, hvad det var, men frygtede, at det var et hvepsebo.

Jeg kom imidlertid væk fra det - og det var først her til morgen, jeg kom i tanke om det igen. For hvis det var et hvepsebo, måtte jeg hellere se at få gjort noget ved det, så Dina ikke får problemer med det, mens jeg er på spejderlejr i de kommende par uger.

Men da jeg tog problemet nærmere i øjesyn, var det noget helt andet - ret så makabert, endda. For det var ikke et hvepsebo, men derimod en død skovspurv, der hang i tagskægget under tagrenden.

Jeg ved ikke, hvad der er sket - kan kun gætte. På det pågældende gaber tagstenene en lille smule - og vi har altid haft skovspurve boende oppe i hullet. Sandsynligvis har denne skovspurv fejlet landingen på væggen - og har på en eller anden måde fået benet i klemme mellem tagrenden og muren. Den har ikke kunnet komme fri ved egen hjælp - og har derfor mødt en sikker død uden at kunne bevæge sig. Jeg håber, at skaberen har været den nådig - og at det ikke har taget alt for langt tid.

Bizart ser det ud - og jeg kan da godt være lidt ærgerlig over ikke at have opdaget den, mens den var i live.

Men skovspurvene er produktive - og får mange kuld unger i løbet af sommerhalvåret. Og forsynets mening med denne produktivitet er selvfølgelig, at der også skal være plads til døden.

Og døden - ja, den må vi jo som bekendt leve med...

onsdag den 16. juli 2014

Vikingerne slår tilbage

Minder fra ungdommens tabte paradis

Bloggeren som 14-årig i patruljehytten i Grønnerup.
Snart skal rygsækken og teltet pakkes – og så går turen til Stevninghus i Sønderjylland. Til spejderlejren ”Vikingerne slår tilbage”, hvor der venter 14 dages tjeneste som redaktør i den interne pressetjeneste.

Som altid glæder jeg mig vildt meget til at få røgen i næsen og se en stor spejderlejr rejse sig på en bar mark. Der er ikke megen larm. Det meste foregår stille og roligt – men med militær præcision – for alle ved, hvad der skal gøres. Det er en opvisning i spejderbevægelsens allermest grundlæggende principper – børn leder børn – og at man kan bygge en by uden uddannede pædagoger og løftede voksne pegefingre.

Falken på den nye bro - bygget til
 landspatruljeturneringen "Kon-Tiki" i vinteren 1971/72.
Det er i år 45 år siden, at Det Danske Spejderkorps første gang holdt landslejr på Stevninghus. Lejren hed Ny Hedeby og samlede 8.000 spejdere, der i godt en uge levede et rigtigt vikingeliv, som det kunne have foregået i den rigtige Hedeby for 1.000 år siden.

Der blev høvlet og tømret, udvundet trækul og tjære, der blev smedet, kokkereret, bagt og vævet – alt sammen på samme måde som vikingerne ville have gjort det.

I årene forinden havde 1.000 frivillige bygget et halvt hundrede landnamshytter på lejrpladsen og vikingeskibet Imme Gram var også en del af forberedelserne.

I 1969 var jeg desværre et år for ung til at deltage i lejren, men vikingestoffet var gået spejderne i blodet, og i årene efter var spejderarbejdet inspireret især af de gamle håndværksmetoder, hvor man ikke brugte søm og skruer, men navler og dyvler og rigtigt håndværk med øksen som det primære værktøj.

Mine forældre foran Falkens hytte.
I 1. Farsø Trop, hvor jeg efter udstået fire års ulvetid blev spejder i 1970, havde vikingestoffet bidt sig mere end almindeligt fast. Det skyldtes ikke mindst en landmand med stor veneration for spejderarbejdet, Frede Rasmussen, der generøst overlod sin plantage på knap 20 hektar overvejende granskov  i Grønnerup nær Limfjorden til Farsø-spejdernes forgodtbefindende.

Det blev min ungdoms tabte paradis. Her byggede vi i første halvdel af halvfjerserne vores egen lille spejderby med tre landnamshytter, ildsteder, paradeplads og et omfattende stisystem med flere store broer.

Det var her, hvor drenge blev til mænd, som et af spejderbevægelsens gamle slagord lyder – langt fra de usunde gadehjørner, der på den tid var synonymt med fortabelsens evige mørke.

En god del af 1. Farsø Trop foran Egernets hytte.
Lidt var der om snakken. For det var i Grønnerup, jeg fældede mit første træ – med økse selvfølgelig. Maden bestod ofte af lige dele makrel i tomat og friskfangede blåmuslinger, skrubber og ål fra Limfjorden, så det var også her, jeg for alvor fattede interesse for at lave mad – over bål ganske vist – og det var her, jeg lærte alle de friluftsfærdigheder, som resten af livet har været mig til ubeskrivelig glæde og nytte.

Om efteråret stod der kålrabier på menuen, og manglede vi mælk, købte vi det af landmanden. Rigtig komælk - upasteuriseret, uhomogeniseret og med fløde på toppen. Det var sundt, og hver mundfuld var en stor vaccination mod alskens dårligdomme.

Næsten hver weekend og de fleste ferier gik turen til Grønnerup. Otte km på cykel frem og otte km tilbage igen. I sommer, sol, regn, slud og sne. Uforglemmelig er blandt andet en voldsom snestorm i november 1972, hvor sneen lå så højt, at vi var nødt til at bære cyklerne de otte kilometer hjem søndag aften.

Vikingeinteressen førte også til en tilværelse
 som sømand på et vikingeskibet Vågan. Her i rollen
 som høvedsmand (styrmand) ud for Lofoten
i Nordnorge efteråret 2000..
Drenge blev til mænd – for som oftest opholdt vi os i Grønnerup uden voksent opsyn. Så der blev da også eksperimenteret. Her lærte jeg at drikke øl som en viking – selv om der vist ikke lige stod noget om det i spejdernes arbejdsstof.

På egnens gårde var der også en del jævnaldrende piger, der gerne kom på besøg hos drengene i skoven – og her trådte jeg de første besværlige skridt ad kærlighedens tornebestrøede, men sødmefyldte stier. Ikke alle pigernes fædre var lige tilfredse med det arrangement, skulle jeg hilse at sige.

I dag er det hele væk. Frede Rasmussens gård er solgt – og spejdernes glade øksehug lyder ikke længere mellem granerne. Der er ikke noget særligt at se – men en gang i fremtiden vil der sikkert være en arkæolog, der vil undre sig gul og blå over at have fundet en vikingeboplads med ølkapsler fra 1970’erne i jorden.
   
Evigt ejes kun det tabte – og jeg vil for altid være formet af den muntre ungdomstid i skoven i Grønnerup.

Her fik jeg lov til at udvikle mig på mine egne præmisser og i mit eget tempo – det som er spejderbevægelsens største styrke. Nu skal gælden betales tilbage – og derfor deltager jeg naturligvis i ”Vikingerne slår tilbage” i slutningen af juli – så den opvoksende generation på trods af heldagsskole og 24 timers samfundsmæssig omsorg også får de samme muligheder, som jeg har haft. 

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 16. juli 2014.

Diskofilt

Dab dab dabba du bi dab

DAB i drivhuset.
Da jeg flyttede til Norge i 2007, anskaffede jeg en DAB-modtager til stereo-anlægget. Det skyldtes topografien i det kæmpemæssige norske land - for ude på landet nede mellem fjeldene var der altså ikke noget fornuftigt FM-signal.

Nordmændene havde derfor som nogle af de første taget den digitale transmissionsteknologi til sig - og med en DAB-radio var det muligt at høre alle NRK's radioprogrammer samt en lille håndfuld kommercielle radiostationer på steder, "hvor man næppe skulle tro, at mennesker kunne bo".1)

Siden er jeg flyttet til Danmark - og her går udviklingen samme vej. Blandt andet har DR en lang række kanaler, som kun sendes på DAB-båndet. I øjeblikket er favoritten P5, der musikmæssigt nok ligger tættest på min smag - og udvalget af klassisk musik, der er Dinas foretrukne, er betydeligt større på DAB end FM.

Så i dag har vi faktisk hele fire DAB-modtagere her på parcellen. Udover at sende radio i fin digital-kvalitet uden støj, har DAB også den fordel, at man på radioen kan aflæse, hvilken melodi der spilles - og hvem der spiller.

Sådan noget kan selvfølgelig kun lade sig gøre ved hjælp af en masse computere - og DR henter jo al sin musik i en stor computer, der samtidig fungerer som stationens diskotek  - med forskellige søgemuligheder for medarbejderne.

Det betyder bare også, at det ikke altid er oplysninger til lytterne, der kommer ud i æteren på radioens diminutive skærm. Ved et tilfælde opdagede jeg det i går, da P5 spillede Donavans gamle Colours. Her fortalte skærmen, at jeg lyttede til "Yellow is the Colour/Donovan (se: Colours/Donavan)".

Parantesen var vist ikke til æterbrug... Sådan går det, når man producerer radio uden menneskelig indblanding.

1) Titlen på et NRK-TV-program om folk, der bor på en fjern klippehylde i det store land.

mandag den 14. juli 2014

En træls dag

Vesterhavsmarchen druknede i regn

Gildebrødrene spejder efter kunder i regnen...
Anden søndag i juli er traditionelt altid dagen, hvor Sct. Georgs Gilderne i Aalborg afvikler den årlige Vesterhavsmarch. Således også i år, hvor marchen druknede i regn.

Det var en rigtig træls dag. Regnen var ventet længe af haveejerne og landmændene - men alligevel kom den næsten på det værst tænkelige tidspunkt.

En god time efter start kom hovedfeltet
til midtvejsposten - og et kort øjeblik bragte det
mindelser om fordums fest og farver.
Efter mere end en måned med dejligt sommervejr, stod nordjyderne søndag op til regn og rusk, der kunne være et helt efterår værdigt. Det sås tydeligt ved startstedet i Blokhus, hvor kun et par hundrede mennesker var mødt op for at gå den syv, fjorten eller otteogtyve km lange tur langs Jammerbugtens hvide strande.

Normalt er der fest og leben med musik og bajere - men denne søndag foregik alt i god ro og orden.
Det er jo ikke meningen - for det skal være en fest, og folk skulle gerne proviantere i de opstillede øltelte undervejs, så der kan blive lidt overskud til katastrofefonden og spejderarbejdet i landsdelen.

Ikke alle orker at gå distancen...
Som sædvanligt stod jeg ved midtvejsbodegaen mellem Grønhøj og Blokhus. Der er vendepunkt for alle dem, som går syv km - og derfor normalt et meget festligt sted. Men det blev en meget lang søndag, hvor vi for det meste var flere medarbejdere end kunder - og overskud kunne vi i hvert fald kigge langt efter.

Men vi kan hygge os, kan vi - og der var rigelig med tid til at lade snakken gå, mens vi sad i teltet og ventede på kunderne. Og det gjorde vi så.

Da jeg kom hjem, stod vejrstationen på sølle 14 mm. Det er ærligt talt for lidt - efter sådan en hel dag med regnvejr.
Men hundene stod i kø for at lette ben ved strandens eneste flagstang.

søndag den 13. juli 2014

En sommernat ved bålet

Pavillonens glæder

Sommerhygge ved midnatstide.
Forrige lørdag fik vi jo i al hast rigget en pavillon til, så vi kunne sidde ved havepejsen i tørvejr, mens en tordenbyge drog over Han Herred.

Det har vist sig at være en genial ide - og jeg går nu i seriøse overvejelser om, hvordan jeg får det gjort til en permanent løsning.

Jeg kunne ikke lige blive enig med mig selv
 om, hvilket foto der var det bedste, så her er et andet...
For det er simpelthen den herligste plads på jorden, som vi har fået skabt. Næsten hver eneste af de lune sommeraftener den seneste uge har vi siddet der til langt ud på aftenen - og da fjernsynet og fodbolden ikke interesserer mig, har jeg virkelig haft meget svært ved at komme ind om aftenen.

I dagtimerne giver pavillonen svalende skygge - og om aftenen, når vi tænder op i pejsen, er den med til at holde på varmen. Samtidig har jeg fået sat en solcelledrevet lyskæde fra Ikea op under taget - og det bidrager sammen med stearinlysene til ekstrem hygge.

Nu er ikke alt idyl. Jeg har voldsom myggetække - og netop det hjørne af parcellen, der i forvejen er temmelig skyggefuldt, er tilholdssted for en stor del af havens myg. Men jeg har taget kampen op.

Stearinlysene er myggelys, der angiveligt skulle holde myggene væk. Jeg føler mig ikke helt overbevist om myggelysenes magiske kraft - men de bidrager i hvert fald til hyggen, og sådan får vi vendt en ulempe til en fordel i den lyse sommernat.

Så kom den tid, vi længtes mod,
om bålets stille gløder.
Og her i ilden for vor fod
vi svundne dage møder.
Som blinde fugleskarers hær
de drages hid af bålets skær,
ved bålet, ja, ved bålet,
en sommernat ved bålet.

lørdag den 12. juli 2014

Fluepapir

Død over fluerne!

Fluepapiret hænger lige så stille
og gør sit job.
De seneste dages herlige sommervejr opfordrer jo voldsomt til at holde døre og vinduer åbne, så der kan blive lidt svalende gennemtræk indendørs i skyggen.

Det er bare en smule problematisk, når man bor på landet - og med både en gård og en minkfarm inden for ganske få hundrede meters radius. For dyrene tiltrækker fluer - især i sommervarmen.

Jeg husker som barn, da vi boede på Vestervang i Farsø - lige over for Alfred Sørensens mødding - hvordan min mor bekæmpede fluerne med alskens kemi og nogle giftige røde fluekugler, som hang oppe under loftet.

Tiderne i dag er anderledes - og kemisk bekæmpelse af insekter er ikke særlig populært. Det er forresten også ganske unødvendigt.

Her i huset klarer vi os til daglig med et større antal fluesmækkere fordelt strategisk i de fleste rum - men i øjeblikket er der altså lidt for mange fluer. Så jeg har været en tur i Brugsen for at investere i fluepapir.

Stranden ved Blokhus minder alvorligt om fluepapir.
Det er en ganske simpel, miljøvenlig foranstaltning - og i øvrigt en gammel opfindelse. Det er papir, der ganske enkelt er dyppet i velduftende harpiks, som man hænger op under loftet. Harpiksen tiltrækker fluerne - og når de sætter sig på det, hænger de fast og er pacificeret, mens de lider en langsom død. Det kan fluerne dybest set ikke være tjent med - men eftersom jeg ikke opfatter fluer som sjælsvæsener med væsentlig intellektuel kapacitet, lever vi med det og lader fluerne dø. Lev og lad dø, som man siger...

Fluepapir er som sagt en gammel opfindelse. Meget gammel - for allerede i 1914 kunne man se udtrykket brugt i Politiken som en billedlig betegnelse for en overfyldt Hornbæk Badestrand.

Både turister og lokale valfarter til vandkanten
for at se solnedgangen - og fotografere
med mobiltelefoner.
Nu har vi bedre plads på strandene her i Nordjylland - men alligevel falder betegnelsen fluepapir let for, når man ser stranden i Blokhus. Her er et par billeder taget forleden i det blandt TV-meteorologerne så omtalte tropedøgn - oven i købet fotograferet sent på aftenen i solnedgangens skær. Stranden minder stadig om fluepapir.

Jo, det er sommer - både for fluer og mennesker...
Sommeraften på Blokhus Strand.

torsdag den 10. juli 2014

Nattens dyr

Teknikkens begrænsning

Et dådyr i skumringen.
Dette billede kan ikke rigtig bruges til noget som helst. Måske bortset fra at fortælle en historie om de muligheder og begrænsninger, der er i moderne digitale kameraer og billedbehandling.

Onsdag aften kørte jeg gennem skoven. Solen var gået ned, men helt mørkt var det nu ikke. I hvert fald ikke uden for skoven, hvor de lyse sommernætter fortsat huserer. Her inde under bøgens bladhang var det nu så som så med lyset.

Og mens jeg kører der, sker der det, som det ofte sker i mørkningstimen. Der springer en hjort ud foran bilen.

Nu havde jeg tilfældigvis kameraet liggende på forsædet ved siden af - og jeg griber det helt refleksmæssigt og trykker fem billeder af. Der var ikke tid til at fundere over lyset - dels forsvandt dyret i en fart, dels var der jo også en bil, der skulle styres.

Kameraet var indstillet til at fotografere i skumringstimen - 1/100 sec, blænde 5,6, iso 400 - men det er slet ikke nok til at fotografere inde i skoven efter solnedgang. Resultatet blev da også et helt sort billede, da jeg åbnede det i RAW-editoren. Men her kommer RAW-formatet så til sin ret - for selv om billedet ikke er korrekt belyst, er der alligevel en del billedinformationer i filen. Så ved at justere lidt frem og tilbage på de forskellige parametre, lykkedes det mig at presse så meget billede ud af situationen, at det kan bruges til at identificere dyret.

Flot håndværk er det ikke ligefrem - men man ser tydeligt, at dyret har hale. Og det så nok til, at jeg tør påstå, at det er en då, som krydsede vejen foran mig. Et rådyrs hale er kun cirka tre centimeter lang - og ses næppe i profil. Dådyr derimod har en hale på en 15 - 20 cm - og det passer meget godt på dyret, som jeg fotograferede i mørket og i farten.

Så selv om der ikke kom et brugbart billede ud af situationen, gjorde billedet mig alligevel i stand til at identificere dyret.

onsdag den 9. juli 2014

Skunk

Plads til julestadsen

Jeg har bygget skunken på den uudnyttede
 plads i loftets lange forbindelsesgang.
Sommerferiens første dag gik med sommerens første projekt - en skunk.

Det lille hus på Øland er egentlig ret stort - men alligevel døjer vi med pladsmangel. For stort set al plads er udnyttet til nogle generelt dejlige store rum. Men da loftsetagen er fuldt udnyttet, og der ingen kælder er, kniber det gevaldigt med gemmeplads.

En del ting har jeg fået af vejen på værkstedet og i redskabsrummet - men der er altså ting som soveposer, julepynt, diverse arkivalia og så videre, som kræver et tørt og opvarmet sted at samle støv.

Birgitte har syet et fint forhæng til skunken.
Derfor har jeg i nogen tid puslet med tanken om at lave en skunk. Oprindeligt enten i soveværelset eller på loftstoilettet. Men det endte altså med at blive på den lange gang, der forbinder værelserne på loftet.

Her er der en skråvæg, der går næsten ned til gulvet - og altså masser af uudnyttet plads, som alligevel ikke kan bruges til andet end en skunk. For skunk er nemlig det fine, gamle danske ord for et rum mellem gulvet og et skråt tag.

Ordet kommer fra oldnordisk "skubba", der betyder en fold, bøjning eller vinkel. Nutildags bruges ordet skunk også om en form for koncentreret hash og endelig bliver ordet også brugt synonymt med stinkdyr, der på engelsk hedder skunk. Det engelske ord er indiansk af oprindelse.

Så mangler vi bare at få alle de ting, vi ikke
bruger ind i skunken. Min fars kontorstol, som er
al for god til at smide ud, blev den første indflytter.
Min nye skunk er ganske simpel i sin udførsel - og har kostet mindre end 1.000 kroner i materialer.

Jeg havde fået fat i en pakke rustikbrædder, der var transportskadet og derfor næsten gratis- men da jeg ikke skulle bruge længder over halvanden meter, var det ikke noget problem. Derudover har jeg brugt lidt lister, vinkelbeslag, skruer og rawlplugs - og så har jeg fået min søster til at sy et flot forhæng, så jeg måtte også lige ofre 60 kroner på et par gardinstænger fra Jysk.

Den største udfordring i projektet er de skrå vinkler. Af en eller anden grund har jeg det altså altid lidt svært med vinkler, der ikke er rette. Det har givet lidt ekstra løbeture mellem værkstedet og loftet - for jeg valgte den sikre løsning - og stregede materialerne op løbende i stedet for at skære det hele til, inden jeg gik i gang.

Jeg må også erkende, at jeg ikke er gardinmand - og i mandagens lune sommeraften fik jeg da godt med sved på panden, inden forhænget hang pænt og ordentligt.

Men nu er jeg færdig - og skunken er klar til brug. Der skal nok blive brug for den...

tirsdag den 8. juli 2014

Agorketid

Ortografisk udfordret grøntsag

Årets første agurk af egen avl.
Hedder det agork eller agurk?

Det var - såvidt jeg lige husker - et af de centrale plots i skolekomedien "Den hæse Drage", som jeg var med til at opføre på Farsø Hotel i 1969.

Af en eller anden grund faldt dette væsentlige problem mig i hu, da jeg mandag plukkede den første agurk fra årets høst.

Den er måske ikke så stor som en købeagurk, men den er af egen avl - og fra nu af går det forhåbentligt slag i slag med agurkerne. Det betyder også, at vi har rigeligt af den grønne frugt - og derfor snuppede jeg årets første agurk, selv om den ikke var helt udvokset.

Med to planter i drivhuset med masser af spirende agurker, er der lagt i kakkelovnen til både madder med løv'postej og agurkesalat til mormor-kyllingerne.

Årets skolekomedie på Farsø Skole i 1969 var
 Den hæse Drage af Benny Andersen. BLandt de
medvirkende var bloggeren, Per Lyngby og Peter Sejr.
Den hæse Drage er skrevet af Benny Andersen og handler ellers om en ildsprudlende drage, der naturligvis er blevet hæs af røgen fra den sprudlende ild. Jeg havde rollen som en betjent, der skal opklare nogle brande som følge af dragens voldsomme ånde.

Der findes et par fotos fra min debut på de skrå brædder - og de er offentligt tilgængelige via det lokalhistoriske arkiv i Farsø. Billederne kan ses her. Forresten er det min gamle skolekammerat Per Lyngby, der har stået for skanningen af de gamle fotos - og han havde da også en væsentlig rolle i "Den hæse drage".

Per har i øvrigt også dyrket dragen på sin blog - og har blandt andet fundet en LP med musikken fra skolekomedien med gode, gamle og velspillende Beefeaters. LP'en findes også på YouTube.

Kirsebærsaft

Saftsuseme...

Det går voldsomt for sig, når stæren hugger til.
Der er liv i kirsebærtræet i øjeblikket.

Det tager vi med ro, for det er sure kirsebær, som kun kan bruges til saft - og derfor under vi gerne fuglene deres part.

Men jeg bruger også lidt tid på at holde øje med fuglene. Jeg har en plan om en billedserie med fotos fra kirsebærtræet. Indtil nu har jeg bare ikke rigtig fået taget lige nøjagtig det helt rigtig fuglefoto.

Men da jeg gennemgik mandagens billeder, fandt jeg dette foto. Egentlig skulle det kasseres. Det er umuligt som fuglefoto - for man kan næsten ikke se stæren. Til gengæld har det jo så nogle andre kvaliteter.

Det fremgår tydeligt, at der er masser af saft i kirsebærrene. For bærret nærmest eksploderede, da stæren satte næbbet i det. Jeg synes, at billedet er så sjovt, at jeg godt vil vise det frem - også selv om det som sagt ikke rigtigt duer som fuglefoto.

mandag den 7. juli 2014

Blokhus Salt

Solenergi og havvand bliver til salt

Livets salt.
Bo Samson fortæller om saltets udfordringer. Det orange
 fluidum skal blive til havtorn-salt.
En glemt gryde på komfuret - og så lidt almindelig nysgerrighed. Det blev starten på Blokhus Salt - et af Danmarks tre saltsyderier.

Det fortalte Bo Samson, da vi lørdag eftermiddag besøgte virksomheden før grillfesten på Nørremarksvej.

Bo havde inviteret til eftermiddagskaffe og fodbad, for salt er meget andet end drys på et æg. Det kan også give nyt liv til gamle, trætte og udslidte fødder.

Der er løbet meget salt i karret, siden Bo Samson og konen Helle for fem år siden glemte en gryde med havvand på komfuret. Blokhus Salt er i dag både en produktionsvirksomhed og en attraktion med egne vejskilte, så man kan finde vej til den nedlagte landbrugsejendom bag ved Blokhus Fiskepark og Jetsmark Kirke.

Som noget helt specielt og sandsynligvis som den eneste i verden, bruger Bo Samson solenergi til at udvinde saltet. Det sker fra ganske almindeligt havvand, som han henter på stranden ved Blokhus i sin gamle, men velholdte VW Transporter.

Blokhus Salt satser på krydder-salte til enhver smag.
- Vandet er så rent, at vi kan bruge det umiddelbart efter en mekanisk filtrering. Det undrer mig faktisk lidt, at turistfolkene ikke gør mere for at fortælle, hvor rent vandet ved Blokhus er, fortæller Bo Samson.

Produktionsapparatet med solfangere er udviklet af ham selv - og der er et sympatisk "Ole Opfinder-miljø" omkring virksomheden.

- Vi har selv gjort vores erfaringer. For eksempel har vi fundet ud af, at sydeprocessen helst ikke må ske over 70 grader, for så bliver saltet bittert.

Blokhus Salt producerer en lang række kryddersalte foruden badesalt og er fast leverandør til nogle af landsdelens førende spisesteder.

Det er gratis at besøge Blokhus Salt. Der er åbent alle dage fra 10 - 17 - og hver onsdag byder virksomheden på gratis fodbad.

søndag den 6. juli 2014

Grill og fodbad

Sommerens store fest

Familien fejrer, at sæsonen nu er godt i gang i Blokhus.
Der var guf for både fødder og gane, da jeg lørdag var vært ved familiens årlige grillfest i den lille have på Øland.

Vi lagde som sædvanlig ud med at tjekke en af egnens restautanter ved frokosttid. Det blev Blokhus Fiskerestaurant - hvor nogle af os var så heldige at prøve restaurantens hjemmelavede, håndskårne pommes frittes.

Efter undertegnedes smag var de måske lidt bløde, men det ramte i hvert fald et blødt punkt hos Dina, der på hele turen fra Blokhus talte om de fantastiske pommes frittes.

I øvrigt vil jeg gerne - endnu en gang - påtale, at der på Blokhus Fiskerestaurant ikke er særlig præcis overensstemmelse mellem menukortet og de faktiske forhold på tallerkenen. Jeg fik to overordentligt velsmagende pandestegte og rugmelspanerede fiskefiletter, men det irriterer mig voldsomt, at menukortet fortalte, at de blev serveret med hjemmerørt remoulade - og så viser det sig bare at være en i øvrigt god hjemmerørt mayonnaise.

Så er der fodbad. Foto: Bo Samson
Efter frokosten gik turen til Blokhus Salt - et af landets tre saltsyderier. Her fortalte Bo Samson om saltsyderiets udfordringer i et samfund, der modarbejder en hver form for iværksætteri - ikke mindst i fødevaresektoren, der er tynget af regler og kommissærer.

Bo bød også på kaffe med datterens hjemmebag - og så et herligt fodbad med hjemmesydet salt fra Vesterhavet. Sådan har vi i hvert fald ikke fået den før - familiesammenkomst om fodbadet - men ganske hyggeligt var det.

På turen til Øland fik vi set en god del af Jammerbugt kommune. For først kørte jeg til højre, hvor jeg skulle til venstre - og senere tabte Henrik, Anne og Niels orienteringen og endte i Tranum.

Festen foregik - på trods af torden i syd - i tørvejr under
pavillonens skærmende tag. Foto: Dina Brønlund
Men ved godt firetiden var alle samlet på Øland, mens tordenskyerne trak sig sammen over Jammerbugtens vande. Regnen var ventet og ønsket, men ikke lige den bedste partner til et grillparty.

Heldigvis havde jeg en pavillon fra Harald Skrald liggende på lageret - og mens jeg forberedte aftensmaden, samlede familien pavillonen foran havepejsen. Se Henriks video om projektet nedenfor.

Godt arbejde - for nu kan vi sidde ved pejsen i tørvejr - og jeg gætter på, at pavillonen ikke kommer ned igen før til efteråret...

Normalt lægger vi jo ud med pølser til grillfesten, men jeg var blevet fristet af en havtaske, da jeg forleden handlede. Havtaske er efter min beskedne opfattelse verdens bedste spisefisk - og den ville jeg gerne præsentere for familien.

Stemningen var høj - ikke mindst 
hos Dina. Foto: Henrik Jespersen
Så det blev til en fin lille forret med pocheret havtaske-filet på en bund af wakame-tang, lidt små, nye kartofler, honningglaserede gulerødder og sauce mousseline, der i virkeligheden bare er en hollandaise med flødeskum vendt i - herligt syndigt guf for smørtyve...

Og så gik det ellers slag i slag med bøffer af kalv og rensdyr, kartoffelssalat, grillet camenbert med solbærsyltetøj og ditto rom og til afslutning rødgrød med fløde. Men så var det også næsten midnat, inden vi mætte og tilfredse kunne tage hver til sit...
Forretten bestod af pocheret havtaskefilet,
 wakame-salat, nye kartofler, honninglaserede gulerødder
og sauce mousseline.