søndag den 7. september 2014

Glimt af Tromsø

- Og et enkelt glimt af solen

Tørfisk-stativerne er noget af det første, man ser, når man lander
på Flyplassen i Tromsø. Netop disse stativer er ikke til operativ brug
 - men er kunst, der understreger byens tilknytning til det
traditionelle fiskerierhverv.
I den forløbne uge var vi et par dage i Tromsø. Rundt og hilse på gamle steder og gamle venner - og også lidt arbejde.

Det var en dejlig tur - når vi altså lige ser bort fra vejret, der skuffede fælt.

Jeg havde håbet på fede nordlysfotos - og havde endog slæbt et stativ med hele vejen derop af samme grund. Oven i købet havde vi indlogeret os på en bed and breakfast uden breakfast 40 km uden for byens lys for at få de helt rigtige fotos. Men tunge og særdeles regnfyldte skyer skyggede for ethvert udsyn til en stjerneklar aftenhimmel med mulige nordlys.

Men det var nu alligevel en god tur - og det blev til nogle lange køreture rundt i det storladne landskab, hvor jeg så kunne dyrke landskabsfotograteringen.

Det er en genre, jeg ikke har gjort meget i. Sjældent kan et foto yde naturen fuld retfærdighed - og sjældent har jeg i det daglige reportagefoto brug for den slags billeder. Men her er i hvert fald et udvalg med udsyn til dejlige Troms.
Sidstedagen bød på spredt solskin og huller i skyerne fra morgenstunden.
Gigantiske fjelde ved Sæterbukta på "bagsiden" af Kvaløya.
Udsigten fra Sommerøya mod Håja er nok et af
de mest fotograferede motiver i Troms.
Den diminutive hovedgade på Hillesøya.
Kirken på Sommerøya er særdeles maritimt inspireret.
Overalt var der lavthængende og regntunge skyer.
Vores gamle bopæl i Straumsbukta. Huset er nyt, men mit gamle
værksted fra 1902 står stadig. Sammenlign eventuelt med dette billede.
Den temmeligt skæbnesvangre terrasse på Hotel Sommerøy,
hvor jeg i 2006 under indflydelse af store mængder fadøl og midnatssol
besluttede at søge jobbet i det nyoprettede sekretariat for Arktisk Råd.

Ingen kommentarer: