lørdag den 27. september 2014

Nive Nielsen & The Deer Children

En overraskelse

Nive Nielsen...
Jeg mødte Nive Nielsen i 2006, hvor vi begge arbejdede med et grønlandsk USA-fremstød.

...& The Deer Children.
Dengang lærte jeg hende at kende som et ualmindeligt humørfyldt, charmerende og intelligent menneske. Hun taler flydende engelsk, grønlandsk og dansk - og så kunne hun drikke bajere som et mandfolk.

Siden har jeg ikke mødt hende - før hun fredag aften spillede i Det Grønlandske Hus i Aalborg med sit band The Deer Children.

Siden mødet i 2006 har Nive Nielsen haft et musikalsk gennembrud på den internationale indie-scene, hvor hendes grønlandske baggrund næppe har skadet. Intet interesserer mig imidlertid mindre end indie-musik, som ofte er udtryk for manglende tilpasningsevne og en kunstnerisk kompromisløshed, hvor kunstneren sætter sine personlige præferencer højere end hensynet til et sagesløst publikum.

Bevares, ind i mellem har jeg da hørt hende i radioen. Specielt Hans Otto Bisgaard på P5 har en forkærlighed for hendes sange, som jeg umiddelbart har rubriceret i den pseudo-inderlige, akustiske femi-genre i stil med Agnes Obel, Tine Dickow og en række andre piger, der har fået en guitar i konfirmationsgave, gået på den kommunale musikskole og bare har så meget på hjerte.

Selv er jeg mere til tung, dunkende rock - og det er jo en ganske anden slags gesandt, som Osvald Helmuth en gang sagde...

En gennemført positiv overraskelse.
Derfor var koncerten i Det Grønlandske Hus også en ganske positiv oplevelse. Ganske vist er ukulelen Nives foretrukne instrument, og ganske vist er hendes lidt messende sang decideret i ungpigelejet, men musikken var altså gennemført elektrisk.

Ikke rock til dansefødderne, men lyttemusik med mange temposkift og lange meditative mellemspil, der mest af alt gav bloggeren mindelser om gode, gamle Alrune Rod - og det er da ikke så ringe.

På vej ud af døren købte jeg en CD, som jeg hørte i bilen hjem til Øland - og jeg indrømmer blankt, at jeg da vist har taget helt fejl af Nives musik. Hun giver ikke ved dørene - for det er langt fra mainstream. Men det er spændende med genretræk fra både traditionel New Orleans-jazz, blues - og så den symfoniske rock fra 70'erne. Ret fedt ganske enkelt. Der er altså krummer i den pige - selv om hun spiller ukulele...

Night Hawk 2014 - IV

Taktisk evakuering

Larmen fra er voldsom. En stadig knitren fra maskinpistolerne nedenunder voldsomme salver fra et maskingevær. Gentagne brag fra røggranater og blå lyn. Soldater, der råber...

Emmov, råber de. MO. Medic operation... Psykisk førstehjælp til en såret, der er fanget i ilden - og hverken kan komme frem eller tilbage. Råbene betyder, at hjælpen er på vej.

Gemt bag et tæt røgslør og voldsom spærreild rykker patruljen frem, får et solidt tag i den sårede, der under stor hast slæbes i sikkerhed bag en container.

Vi er i beredskabscenterets øvelsesby i Rørdal. En flok østrigske elitesoldater træner taktisk evakuering. En vigtig disciplin for statistikkerne viser, at en såret soldat, der når frem til kirurgerne på felthospitalet i tide, har 90 procents chance for at overleve.

Tirsdag formiddag var pressen inviteret til Rørdal for at se, hvordan den slags trænes. Fotografisk var det lidt af en udfordring.

For det går voldsomt for sig. Der skydes med splatterpatroner, der bruges røg og kanonslag - og i øvrigt må man slet ikke stå i vejen i al almindelighed, så billederne skal tages på afstand.

Soldaterne bærer hjelm, sikkerhedsbriller og ansigtsmasker for at beskytte sig - og det normale krav om, at pressen ikke må vise soldaternes ansigter er her den mindste udfordring. Faktisk er det største problem røgen. Den skjulende røg, som fremrykkende soldater gemmer sig bag. For røgen skjuler jo ikke bare soldaterne for fjenden, men også kameraet.

Alligevel lykkedes det da...





fredag den 26. september 2014

Night Hawk 2014 - III

Skarpskydning fra helikopter

Torsdag aften var der dødbringende liv på skydeterrænet ved Tranum. Nogle af deltagerne i Night Hawk-øvelsen trænede nemlig skarpskydning fra helikopter.

Det var som al anden træning temmelig monotont. Op i helikopteren, skydning fra tre positioner og ned igen. Næste....

Og sådan blev man ved. Men det var også - inden skumringen faldt på - en fin lejlighed til at få et par fotos af flyvevåbnets Fennec-helikopter.


torsdag den 25. september 2014

Nyt liv til gamle landingsbaner

Forsvaret vil bruge landingsbaner fra anden verdenskrig

I dag er det rensdyrene, der bruger de gamle
landingsbaner - her ved Marraq, men til næste år kan
 det blive Hercules-fly fra det danske flyvevåben.

Forsvaret har planer om til næste år at benytte nogle af de gamle amerikanske landingsbaner i Grønland.

Det fortalte seniorsergent Henrik Nicolajsen tirsdag pressen i forbindelse med øvelsen Night Hawk 2014, hvor man blandt andet træner flyvevåbnets personel i landing på de vestjyske strande.

Henrik Nicolajsen.
Henrik Nicolajsen er chef for flyvevåbnets Z-team, som er det hold af teknikere, der tager ud i verden og finder landingsbaner, når de danske C-130 Hercules-fly deltager i internationale operationer.

Henrik Nicolajsen besøgte med sit Z-team i august den nedlagte amerikanske landingsbane i Ikateq nær Kulusuk i Østgrønland. Her undersøgte man den gamle landingsbanes bæreevne - og den kan stadig holde.

I mange år efter krigen forsynede befolkningen i
 Fiskenæsset sig med petroleum fra Marraqs lager af fuel.
Den er nærmest perfekt til træningsformål, fortæller Nicolajsen.

- Den ligger tæt ved en civil lufthavn og i øvrigt kun en times flyvning fra Kangerlussuaq. Her kan vi forholdsvist nemt lave et setup, så piloterne kan få den nødvendige træning i at lande på grusbaner, og vi overvejer derfor seriøst at tage derop næste sommer.

- Det danske flyvevåben er internationalt anerkendt for vores evne til at lande i vanskeligt fremkommelige områder for eksempel i forbindelse med nødhjælpsoperationer. Det er blandt andet på grund af træningen i Grønland. Men fidusen ved at bruge en nedlagt landingsbane er, at vi på den måde ikke generer den civile trafik.

En efterladt bulldozer fra krigens tid.
Nicolajsens Z-team har i øvrigt også kig på den gamle bane ved Marraq nær Qeqertarsuatsiaat syd for for Nuuk. Her etablerede amerikanerne en nødlandingsbane under krigen - og det er planen, at Z-team vil besøge Marraq næste sommer for at teste bærevnen på den bane.

- Jo flere steder, vi kan lande, jo bedre. Det handler nemlig ikke bare om træning, men også om at styrke mulighederne for at lande, hvis vi skal deltage i for eksempel forureningsbekæmpelse eller redningsoperationer i Grønland, forklarer Henrik Nicolajsen.

Nuuks storhed og fald

Et eller andet gik galt

Ill: Robert Holmene
Jeg var i sin tid ansat i Nuup Kommunea i godt tolv år fra 1995 til 2007.

Det var en god arbejdsplads - blandt andet på grund af en meget stabil ledelse og i alle årene med borgmester Agnethe Davidsen ved bordenden.

Det var også en forholdsvis velpolstret kommune med en streng likviditetsstyring, så der altid var lidt på kistebunden - og det var ikke nødvendigt at trække på den dyre kassekredit. Men samtidig også en økonomi, hvor skatteyderne ikke blev flået. I alle årene lå den kommunale udskrivningsprocent på 25.

Siden er det gået ned ad bakke. Agnethe Davidsen er død, kommunalreformen har hærget, skatterne er steget - og på direktionsgangen er der monteret svingdøre. For et års tid siden blev kommunen sat under skærpet tilsyn fra Selvstyret - og i de igangværende budgetforhandlinger er tingene gået i hårdknude, blandt andet på grund af ændrede regler for den kommunale udligning.

Jeg har ikke fulgt nok med til, at jeg vil komme med en forklaring på elendigheden. Blot konstatere at det åbenlyst er gået ned ad bakke, siden jeg forlod den grønlandske hovedstad.

Situationen blev i dag kommenteret af Robert Holmene med billedet ovenfor - og det siger i hvert fald mere end mange ord...

Night Hawk 2014 - II

Lidt flere fotos

Der var lige slået græs på Sindal flyveplads - og når den svenske
 A109 kom for tæt på jorden, hvirvlede det med hø i luften.
I dag har jeg været igennem alle fotos fra tirsdagens tur til Sindal flyveplads - så her er et par billeder mere...
C-130 fra RDAF på finalen. Bemærk kratluskerne der beskytter operationen.
Piloten på den anden af de danske C-130 bakkede flyveren til som
en anden lastbil - og så var det bare afsted med lasten.
Et kig ind i hvalens bug. I forbindelse med taktiske indsættelser er det
 med at komme afsted i en fart, når cargoen er leveret - så flyet er allerede
 i bevægelse, inden døren til lastrummet er lukket.
Lasten - en patrulje fra opklaringsbataljonen på Bornholm
samlet op i Rønne Lufthavn - accellererer væk fra flyet og er klar til kamp.
Efter mindre end fem minutters ophold på jorden er C-130 i luften igen.

onsdag den 24. september 2014

Morgenfår

Den første nattefrost

Tirsdag morgen bød på efterårets første frost. Ikke meget og kun på ganske udsatte steder. Men dog frost.

Ellers var det en herlig efterårsmorgen. Temperaturen sneg sig langsomt opefter i takt med solens stigende magt. Og sol var der nok af.

Ovre ved Bjerget fangede jeg denne flok får, som stod dampende i morgenkulden. De havde sikkert været på en springtur - for fårehunden var på vagt og holdt et vågent øje med flokken. Og ovre ved leddet var bonden i gang at makke.

Under alle omstændigheder et smukt billede af det danske efterår, når det er finest.

tirsdag den 23. september 2014

Night Hawk 2014

Lidt flyspotterguf...

C-130 fra RDAF sekundet før landing.
I dag fik jeg min hang til flyspotteri opfyldt i rigeligt mål.

De danske C-130 er af den nye J-model og
kendes blandt andet på de seksbladede propeller.
Jeg havde fået lov til at følge forberedelserne til Night Hawk, der er en øvelse for specialtropper fra syv lande, heriblandt de 200 danske jægere og frømænd.

I forbindelse med øvelsen er Danmark omdannet til slyngelstaten Kumrani, hvor grupper af militser og terrorrister kontrollerer de forskellige landsdele - blandt andet gruppen Jahalongo, der er en terrorgruppe, som huserer her på egnen.

Under øvelsen skal elitesoldaterne befri gidsler og fange militsledere - og øvelsen tager særligt sigte på at træne forberedelserne til den slags operationer. Så mens stabene forbereder de kommende indsatser, træner soldaterne taktiske og operationelle færdigheder. I dag blandt andet i øvelsesbyen ved Beredskabscentret i Rørdal, hvor man redder sårede i kampzoner og på Sindal Flyveplads, hvor transportfly indsatte kørende enheder med specialtropper.

Flygvapnet har otte eksemplarer af den gamle H-model, som
også blev brugt i Danmark før indkøbet 

af de nye J-modeller i 2005.
Egentlig skulle denne øvelse have foregået på stranden ved Saltum - og det var bestemt en begivenhed, som jeg havde sat næsen op efter. Men af forskellige tekniske årsager blev det i stedet den lille flyveplads ved Sindal, der måtte lægge landingsbane til.

Knap så spændende, men alligevel ganske imponerende med to danske C-130, en svensk ditto samt en tysk C-160 Transall.

Det var mit første møde med C-160, som er et tomotors transportfly med STOL-egenskaber, der kan klare sig med baner ned til 400 meter. Da den lagde an til landing i Sindal, var det ganske voldsomt - og ret imponerende. Næsten lige som DASH-7 i Grønland - og den tyske pilot gik virkelig til stålet. Havde det været en passagerflyvning, var der nok kommet et par klager eller tre...

Det blev til flere end 400 fotos i dag - og jeg har dårligt nået at se dem alle igennem, men her er nogle stykker fra Sindal flyveplads. Så vender jeg tilbage med lidt mere i morgen.

En svensk Agusta A109 sørgede for sikkerheden
omkring Sindal flyveplads.
Svenskerne havde lidt udfordringer med lasterampen.
Specialstyrkerne sidder op og er klar til
kamp i samme sekund, de forlader flyet.
C-160 Transall er et forholdsvist lille fly, der kun
 behøver 400 meter landingsbane.
C-160 umiddelbart efter take-off.

mandag den 22. september 2014

Hansens Øfhus

Dagens grynt

Jeg har stor respekt for ophavsret, patenter og varemærkebeskyttelse.

I en verden, hvor snyd, svindel og bedrag hører til dagens orden - og god, gammeldags god opførsel er et fyord, tillader jeg mig at have det kætterske synspunkt, at det, som jeg producerer, også er min ejendom - ind til andet aftales.

Men jeg må også indrømme, at jeg har svært ved at forstå, at man kan hævde ophavsret på et navn, der bæres af 261.432 danskere - sådan som det tilsyneladende er synspunktet i Højesteret i sagen om Jensen's Bøfhus. Når det er muligt, virker det i hvert fald for en ikke-jurist som om, at landet er på vej i retning af et juridisk galehus i stil med USA - og det tror jeg ikke, danskerne ønsker. Allerhøjest burde Jensen kunne hævde ophavsret til den grammatisk ukorrekte genitiv-apostrof, hvorfor en restaurant med navnet Jensens Fiskerestaurant naturligvis bør kunne bevare sit navn.

Desværre hedder jeg ikke Bearnaise. For gjorde jeg det, ville jeg rejse sag mod Jensen's bøfhus - for det fluidum, som restaurantkæden sælger under navnet Bearnaise er ganske enkelt en fornærmelse mod rigtig bearnaise. Jeg har smagt det en enkelt gang for et par år siden - og jeg har stadig men og posttraumatiske stresssymptomer på smagsløgene.

For det tilfælde at jeg en skønne dag skulle få lyst til at gå ind i restaurationsbranchen, har jeg i øvrigt overvejet, om jeg skal søge varemærkebeskyttelse på navnet Hansens Øfhus - en mulig kommende restaurationskæde, der sælger stegt flæsk og andet godt grisekød i lange baner.

Forresten er vi kun 218.580 danskere, der bærer det smukke navn Hansen.

onsdag den 17. september 2014

Balladen om Grønland

Ny bog om Grønland

Journalisten Martin Breums nye bog, Balladen om Arktis, der udkommer i dag, er slet ikke så ringe en bog, som vi siger i Nordjylland.

Rigsfællesskabets største fjende er uvidenhed. Uvidenhed hos danskere om Grønland og vice versa gør, at mange blot betragter fællesskabet som en købmandsforretning, hvor kassen skal stemme hver aften.

Rigsfællesskabet, den fælles historie og familie- og venskabsbåndene tværs over Atlanten er meget mere - og derfor kan nye bøger, der sætter fokus på Grønland og forholdet mellem Rigsfællesskabets dele, kun hilses velkommen.

Martin Breum, der bedst er kendt som TV-vært og en række programmer om Grønland og Arktis, kommer pænt hele vejen rundt i den løbende debat - og leverer indsigt og viden om udfordringerne i det dansk-grønlandske forhold. På 248 sider når vi både at besøge bygdefiskeren og komme ind bag forhandlingerne, intrigerne og rænkespillet på de bonede gulve.

Martin Breum
Bogen falder i to dele - en interviewdel, hvor Breum besøger en række grønlændere for at høre om deres syn på Rigsfællesskabet og en mere analytisk del, hvor vi kommer på en hæsblæsende tour de force i Rigsfællesskabets historie og ikke mindst den række af uenigheder mellem den danske og grønlandske regering, som har præget mediebilledet de seneste år.

Man mærker tydeligt, at Breum befinder sig godt på de bonede gulve - og andendelen er absolut bogens bedste del, hvor forfatteren demonstrerer overblik over det til tider vanskelige stof.

Knap så velskrevet er interviewdelen, hvor forfatterens lidt nøgterne, rutineprægede journalistiske, men loyale tilgang savner noget af den poesi, som især den gruppe af danskere som anmelderen selv tilhører, og som har boet mange år i Grønland, oplever. Det kan altså nemt blive lidt for alvorligt, så man overser de lyse sider.

Uden humor er bogen dog ikke - og især et par kostelige anekdoter om Jonathan Motzfeldt løfter stemningen.

Jeg kan heller ikke sige mig fri for at føle, at Breum ind i mellem strammer den traditionelle journalistiske konfliktorientering en tand for meget.For Grønland er så meget mere. Blandt andet et grundlæggende fredeligt sted med en høj grad af kulturel samhørighed og en tradition for ikke at hænge det snavsede vasketøj til tørre.

Det er selvfølgelig journalistisk rigtigt, når Breum tager udgangspunktet i Aleqa Hammonds til tider voldsomme retorik i løsrivelsesdebatten, men historisk set er der ikke noget nyt i retorikken. Hammonds forgængere - Lars Emil Johansen og Hans Enoksen især - har jo også raset mod Danmark og Rigsfællesskabet.

Det nye er - og her har Breums bog en vigtig mission - at Grønland fik selvstyre i 2009. Det er vigtigt for debatten, at man forstår den kendsgerning - og Balladen om Grønland er en af de første bøger om Grønland, der er skrevet efter selvstyrets indførelse.

Bogen er imponerende aktuel. Redaktionen sluttede i sommerferien - men både Ukrainekonflikten og den voksende uenighed mellem Danmark og Canada i Nordpols-spørgsmålet er omtalt.

Jeg vil også godt uddele en særlig rose til Breum og Gyldendal for håndværket. Det er ikke lykkedes mig at finde nævneværdige trykfejl eller fejl i det hele taget. Dog savner jeg en oplysning i omtalen af Puerto Rico på side 213 om, at der ved en folkeafstemning i 2012 var flertal for, at østaten skulle søge optagelse i USA.

Jeg vil anbefale Balladen om Grønland til alle, der interesserer sig for Grønland og Rigsfællesskabet. Desværre er stoffet nok lidt for tungt, hvis man ikke interesserer sig for sagen. Og det var måske en ide for Breum at bruge sin uomtvistelige journalistiske tæft til at skrive en bog mere om Grønland - for begyndere.

For som sagt - uvidenhed er Rigsfællesskabets største fjende.

Martin Breum: Balladen om Grønland - Trangen til løsrivelse, råstofferne og Danmarks dilemma. 248 sider, vejl. pris 249,95 kr. Udgivet af Gyldendal.

tirsdag den 16. september 2014

Moskusoksen Anton

Grønlandsk jagttrofæ til Aalborg

Anton i sit nye domicil.
I mellem år og dag krydses vejene mellem gamle bekendte fra Grønland. Denne sommer har jeg blandt andet flere gange mødt Cowboyen, Ib Kristiansen, VVS-mand af Guds nåde i Nuuk.

Senest mandag eftermiddag i Det Grønlandske Hus i Aalborg, hvor han overrakte huset en temmelig stor gave - et moskusoksehoved, der nu hænger over hovedindgangen og forsorent blinker farvel til de besøgende.

Cowboyen havde fået en fin ny grønlandsk
 anorak i den festlige anledning.
- Han hedder Anton - og jeg mødte ham for 17 år siden i Kangerlussuaq. Siden mødet har Anton opholdt sig i vores sommerhus i Stoholm, men det er lidt ensomt, når vi er i Grønland, så vi tænkte, at det var bedre, hvis han fik en fin plads her i huset, forklarede cowboyen, der stadig med gru husker turen ned ad fjeldet med Anton på ryggen.

- Hovedet vejede 90 kilo, og der måtte to mand til at løfte hovedet op på ryggen af mig. Her blev det bundet fast, så jeg ikke kunne sætte mig ned - og så var det ellers bare med at vandre derudaf. Turen ned fra fjeldet tog 14 timer - og jeg var så udmattet, at jeg ikke en gang havde lyst til den whisky, som jagtkammeraterne ellers bød på efter den lange vandretur.

Heldigvis er cowboyen ikke blevet afholdsmand af oplevelsen - og han har såmænd nok fået sin part af verdens whisky-produktion, men det er en helt anden historie. Under alle omstændigheder er det en smuk gestus over for Grønland, at han nu har foræret hovedet til Det Grønlandske Hus. På den måde er hovedet jo næsten kommet hjem igen.

lørdag den 13. september 2014

Nordlys over Øland

Et glimt af Arktis

Mit allerførste nordlysfoto fra Danmark.
Fredag aften var en af de sjældne...

En helt enestående kombination af mange faktorer gjorde det nemlig muligt at se nordlys - og det endda inden sengetid.

Alt var på plads. Et solpletudbrud skulle nå jorden ved 22-tiden - og det er den første forudsætning for, at det magiske lys overhovedet kan ses på vore breddegrader.

En anden forudsætning er naturligvis, at det er mørkt - og med en solnedgang 19.46 og måneopgang 21.05 var de teoretiske forudsætninger til stede.

Så var der lige vejret - for det skulle helst være skyfrit. Det kneb lidt, men ved 21-tiden drog jeg alligevel ned mod dæmningen bevæbnet med kamera, et lysstærkt objektiv, stativ og pandelampe.

Der var en del skyer, men det magede sig så heldigt, at skyerne lige så stillede lettede i nordlig retning, mens de sydlige skyer dækkede månelyset.

Og kl. 21.40 gik showet i gang. Det er første gang, jeg fotograferer nordlys i Danmark - og der var ikke meget at se. Kun nogle svage lysstriber, der for den uvidende lige så godt kunne være lidt tynde gardinskyer.

Men kameraet og en eksponering på 13 sekunder, f:2,8 og iso på 800 afslørede, at den var god nok.

Jeg eksperimenterede med eksponeringstiderne mellem 6 og 15 sekunder og fik en hel stribe mere eller mindre fine billeder - omend det var svært at variere motivet på en flad mark og med et nordlys i en fjern nordlig retning.

Fra gamle dage er jeg jo vant til at have et væsentligt kraftigere nordlys lige over hovedet - i zenit - men sådan er det jo ikke her i de varme lande. I følge nordlysvarslet på storm.no var aftenens nordlys i zenit mellem Bergen og Bodø - og det skulle angiveligt kunne ses så langt mod syd som København.

Ved 22.30 tiden gik skyerne fra månen - og himlen blev lys som en sommeraften. Det var dermed slut - og jeg kunne vandre hjemad. Godt tilfreds med noget så sjældent som danske nordlysfotos i kameraet - og et enkelt bonusbillede...

Billederne er klikbare.



Aftenens bonusbillede: Mens jeg var ved at stille grejet op og
 finjustere fokus mod månen, kom en bil fordi på vejen mod dæmningen.
 Det gav dette flotte billede af naboens spirende ager.

fredag den 12. september 2014

En spindende morgen

Morgenstund har spind i mund...


Magi og trolddom i dagningen.
Efteråret er så småt ved at være over os.

Stadig er dagene varme og de sidste  par dage også ganske solrige. Men om natten dykker temperaturen mere og mere.

På vindstille dage skaber det i den årle morgen tåge - og forresten falder duggen også ganske hårdt.

Det skaber magi og trolddom, når solen stiger af havets skød. Især fordi spindlerne er aktive i aften- og nattetimerne. Og når morgenen så kommer, er de dødbringende spind tunge af dug - og synlige for alle og enhver.

Det er sikkert ikke meningen - for som ægte spindoktorer lever spindlerne jo bedst i skjulte. Men smukt er det - og jeg kan slet ikke lade være med at gå rundt med kameraet om morgenen. Her er et par fotos fra i dag.


torsdag den 11. september 2014

Alt godt fra haven

Sæson for rodfrugter

Aftensmad af egen avl. Kartofler, gulerødder, pastinak og selleri.
Dagens menu stod på lammekoteletter - og til lam er rodfrugt-gratin et godt tilbehør.

Rodfrugterne er også helt klar sæsonens grøntsager, så det var bare at fatte greben og ud i haven for at høste af jordens frugt.

Først og fremmest jordæblerne - kartoflerne, der i en måneds tid har stået uden toppe og nu ligger i jorden og venter på kartoffelferien. Så længe får de dog ikke alle lov at vente, fot jeg hentede, hvad der svarer til en top, en god halv snes kartofler, hvoraf et par stykker var store som knytnæver.

Gulerødderne har også nået en anseelig størrelse, så en lille håndfuld er nok til dagens ret - der i øvrigt gerne skulle række til to dage.

For smagens skyld tog jeg også en selleri og en pastinak - så retten er baseret på næsten 100 % selvforsyning.

Toppen af sellerien og pastinakken samt et par løg - ligeledes af egen avl - røg i en gryde med vand og blev kogt i smadder, mens jeg ordnede de øvrige ingredienser.

Det hele blev snittet i skiver på køkkenmaskinen og lagt i et smurt ildfast fad sammen med et par fed snittet hvidløg samt salt og peber. Bouillonen fra toppene blev kogt ind til en kvart liter og tilsat sammen med en halv liter fløde - den fedtfattige 18 procents husholdningsfløde. Til sidst fordelte jeg nogle klatter smør på toppen af det hele - og fadet kom i ovnen ved 180 grader i en times tid.

Det smagte herligt - omend jeg er helt sikker på, at retten sagtens kunne have tålt rigtig fløde i stedet for futfløden. Men det er jo bare torsdag...

onsdag den 10. september 2014

Alexanders sild

Sild er godt...

Den stolte fisker.
Tirsdag eftermiddag var gang i røgeriet.

Alexander - naboens knægt - var ude at fiske før sommerferien. Ved Aggersund hev han en god håndfuld dejlige sild op af Limfjordens vande.

Og da Alexander er glad for røgmad, var der heller ingen tvivl i hans sind. Sildene skulle røges - og det havde jeg forlængst lovet at hjælpe ham med.

Men hen over sommeren kneb lidt med ordholdenheden fra min side. Almindelig travlhed med alskens gøremål gjorde, at jeg troløse voksensjæl ikke rigtig fik gjort noget ved sagen. Men nu er det sensommer - og der er ikke så meget at lave i haven, så forleden fik vi gjort noget ved sildene.

I weekenden blev de saltet - og de har stået og tørret et par dage i køleskabet. Tirsdag eftermiddag tændte vi op i Kasper Røghatten - og sildene fik en ordentlig gang røg.

Sildene så altså også lækre ud!
Det var en tilfreds Alexander, der kunne konstatere, at de at røgningen var vellykket og i orden- og han kunne stolt hjembringe et fad fyldt med gyldne og nyrøgede sild til familiens frokostbord.

Hvor er det dejligt, når vi kan hjælpe hinanden...