søndag den 31. august 2014

Espalier-æbler

Forsmag på glæderne

Flotte æbler - lige til at plukke i slutningen
af august. Det passer på Discovery.
Æbleespalieret ude ved vejen gror fornuftigt og planmæssigt, efter at jeg i vinterens mulm og mørke plantede det om - fordi jeg var kommet til at plante træerne lidt for tæt.

Faktisk går det så godt, at jeg nu kan høste de allerførste æbler derude.

Æblettæerne gror fornuftigt og efter planen.
Det er værd at notere - for principielt var det slet ikke planen, at vi allerede skulle have æbler derfra i år. Det er nemlig sådan, at man under opvæksten fjerner alle blomsterne, så træerne kan bruge energien på at vokse - og ikke producere æbler.

Men to af træerne vokser helt efter bogen - og har den perfekte form, så jeg kunne altså ikke nænne at fjerne alle skuddene, så jeg har en lille håndfuld æbler i de to træer.

Det giver så en ny udfordring. For planteskolemanden på Bakken foreslog i sin tid, at jeg plantede fem forskellige sorter, så jeg fik lidt variation - og sådan at æblerne ikke bliver modne samtidigt. Det var jeg med på, men jeg fik desværre ikke noteret, hvilke sorter der er plantet. Så nu er spørgsmålet: Hvad er det.

Discovery er et flot og meget sødt æble.
Det ene træ er ret sikkert en sort, der hedder Discovery. Det passer med farverne - og med, at de allerede nu er modne.

Til gengæld aner jeg ikke, hvad det andet træ er for noget. Æblerne er fine røde og ligner en mellemting mellem discovery og Ingrid Marie. Sidstnævnte er det dog ikke - for Ingrid Marie har jeg andetsteds i haven, og jeg er helt sikker på, at de fem sorter alle er nogle, som jeg ikke havde i forvejen.

Gode bud modtages gerne.
Det ligner Ingrid Marie, men er det ikke. Så hvad er det så?

lørdag den 30. august 2014

Vandkants-Aalborg

Et festligt lag i Fjordbyen

Jens Morten har fotograferet mig så
 ofte - men onsdag tog jeg så revanche.
Onsdag var det så min gamle ven Jens Mortens tur til at blive 65.

Jens Morten er jo en festlig mand - og det ville have lignet ham dårligt, hvis ikke han benyttede lejligheden til at gøre dagen til en rigtig fest.

Så han havde indbudt en udsøgt skare af mænner til frokost på Sørensens Badehotel - hans dejlige hus i Fjordbyen helt nede i vandkanten.

Vi var tilsagt til kl. 12.59. Så var der rundvisning i huset - det tog et minut - og på slaget 13 satte vi os til bords. Det blev en hyggelig dag. Mange af folkene havde jeg ikke set i næsten 25 år, så der gik lidt tid med at sætte folk på plads i hukommelsen, men snart gik snakken.

Udsigten i Fjordbyen er der ikke noget i vejen med.
Som sædvanlig bød dagen også på et af Jens Mortens skæve påfund. Det omdelte sanghæfte bød på Internationale og Snart dages det, brødre. Fejende flotte sange fra arbejdersangbogen - men ikke lige kendt repertoire for denne udsøgte skare, så det var en udfordring.

For mit eget vedkommende var det mit første besøg i Fjordbyen - dette Aalborgs svar på Christiania - og det var bestemt positivt. Udsigten fejler ikke noget - og vi sluttede da også festen på Fjordbyens Kulturcenter, som det lokale værtshus så ubeskedent hedder.

Hvad der skete, kommer i øvrigt ikke offentligheden ved - men en god dag var det. Tak til Jens Morten for det fine initiativ.

fredag den 29. august 2014

Mariehønens død

Edderkopperne har gyldne tider

En effektiv fluefanger i stuen.
Netop nu er det højsæson for edderkopper.

Vi har dem overalt - inde som ude. Og i hvert fald her i huset passer jeg på trods af Dinas skepsis temmelig godt på edderkopperne.

Selvfølgelig er det irriterende og grimt med alle deres spind - men her sidst på sommeren er der altså et voldsomt insektmylder overalt - og så er det godt, at edderkopperne tolder lidt af bestanden.

Edderkopperne gør, hvad de kan - for den lille spindler et ægte rovdyr. Ud af 39.000 beskrevne arter er der kun fundet en enkelt planteæder - resten er rovdyr.

I dag fandt jeg et spind, hvor edderkoppen havde fanget en mariehøne. Byttet bliver vævet ind i en lille kokon, så det ikke kan stikke af og bragt til reden, hvor edderkoppen suger næringen ud af byttet. Ganske uhyggeligt - man naturens orden.

Den store korsedderkop holder til i stuen, hvor den har sat sit spind op foran vinduet. Fluerne tror, at vinduet er vejen til friheden og flyver mere eller mindre direkte i edderkoppens gab. Faktisk ret smart, når jeg nu skal sige det - og fluerne har vi jo mere end rigeligt af her på landet.
Mariehønen bliver bastet og bundet.

torsdag den 28. august 2014

Fødselsdag i Quizsund

Hvornår var det nu, det var?

Fødselaren fortæller om en svunden
tid, da fotos var sorthvide.
Vildsund blev for en kort stund forvandlet til et veritabelt Quizsund, da min kusine Annes mand Henrik i weekenden fejrede sin 60 års fødselsdag på færgekroen i den lille Limfjordsby.

For de to bibliotekarer er vilde med quizzer og gættekonkurrencer - og det prægede festen.

Der er gået en Leisner tabt i min kusine.
Anne og Henrik havde været en tur i arkivet og havde udsmykket bordkortene med gamle fotos af festdeltagerne. Og da den værste sult var blevet stillet, måtte hver festdeltager stille op til en afhøring for lige at tjekke, om man kunne huske, hvornår det pågældende billede var taget.

Det var sjovt - og det bragte mange mindeværdige stunder frem, samtidig med at det store selskab, hvor ikke alle kendte hinanden, blev rystet sammen.

Bloggeren deltog med et billede fra 92 iklædt Nike løbesko, svenskerhår, cowbybukser fra Buksesnedkeren, gul T-shirt og en blå habitjakke fra Matinique. Det var vist nok ret tjekket dengang, men ærlig talt et rystende syn i dag.

Dina fortæller om de glade dage i Tromsø.
Dina deltog med et billede fra Fjellheisen i Tromsø. Det er et godt billede taget af Henrik i 2007 - og vi har det faktisk hængende den dag i dag i spisestuen.

Under kaffen fortsatte quizzeriet med en litterær quiz. Resultatet var ikke imponerende fra undertegnedes side - men ganske forventeligt i selskab med adskillige bibliotekarer.

Quizzerne blev ledet med myndig hånd af min kusine. Det kan hun bare - og der er slet ikke så lidt Leisner i hende. Så Danmarks Radio bør henvende sig snarest...

Men ikke desto mindre en god fest. Tak for det. Og da vi overnattede hos Birgitte og Leo i Doverodde, slap jeg for at køre hjem. Dejligt for en gangs skyld at slippe for at tænke på kørekortet, så også en tak til dem.

tirsdag den 26. august 2014

Egholm betyder Ægholm

Spejderledere til træf på Egholm

Per Thomassen fortæller.
Egholm betyder i virkeligheden Ægholm - og der gror blandt andet vild mynte på Limfjordsøen.

Det var blot noget af alt det, en flok spejderledere fra Aalborg lærte mandag aften, da Sct. Georgsgilderne havde inviteret til ledertræf på Egholm.

Gilderne havde allieret sig med naturvejleder Per Thomassen, der viste rundt på øen og gav gode ideer til, hvordan spejderlederne kan bruge Egholm i det daglige arbejde. Han fortalte om øsens fauna og flora - og bød blandt andet på mange snuseprøver fra planterne.

Ledertræffet samlede 30 deltagere. Sct. Georgsgilderne
er en organisation for voksne med tilknytning
 til spejderbevægelsen.
Det blev også til et besøg på Egholms lejrplads, hvor der er shelters, som alle - også spejderne - kan bruge.

Ledertræffet er en årlig tradition, hvor Sct. Georgsgilderne benytter lejligheden til at takke spejderlederne for deres store arbejde.

Et stykke med sky

Flot dramatik i himlen

Mandag eftermiddag drog en bygefront over Limfjorden - og måske varslede det enden på en periode med ustadigt vejr. På bagsiden var der de mest fantastiske skyformationer.

Jeg var en tur på Egholm - til ledertræf med spejderlederne fra Aalborg - og det var en fin anledning til at fotografere skyerne i solnedgangen med udsigt til den store by. Klik på billederne - så bliver skyerne endnu mere imponerende.


mandag den 25. august 2014

Øboernes vagtelparade

Fest med udfordringer

Udbenede,marinerede og grillede vagtelstykker
med grillede grøntsager og beurre rouge.
Traditioner er en god ting - og den slags skal man holde fast i. Specielt i vore dage, hvor alting er af lave, og landet er besat af en fornyelseskultur, hvor det er nærmest er forbundet med skam at sige plejer.

Men plejer er godt og sundt - for det giver tryghed og faste holdepunkter i tilværelsen. Og ser man på naturen, er det netop den uforanderlige forandring, der er normen. Året går. Sommer, vinter - hele tiden under forandring, men dog så uforanderligt, fordi det gentager sig år efter år.

Fruerne havde det hyggeligt.
En af vore dejlige traditioner er Sildelaugets årlige grillfest for damerne, som vi holdt fredag aften. Traditionen tro foregik det hos smeden, der har en dejlig stor have med en vidunderlig udsigt over fjorden. Men det var unægtelig en aften med udfordringer. Et heftigt efterårsvejr den seneste uges tid gjorde, at vi skruede lidt ned for ambitionerne og holdt festen indendørs. Rent grillmæssigt indskrænkede ambitionerne sig også til forretten - og det gav os så nogle helt andre udfordringer. Men herom senere.

Udbening af vagtler er et pillearbejde.
Aftenens tema var vagtler - og denne lille pipfugl indgik i både forretten og hovedretten.

Vi lagde ud med grillede, udbenede og marinerede vagtelstykker. Jeg har i sin tid for cirka 25 år siden lært at udbene vagtler på Kjellerupsgades skole i Aalborg, hvor en udsøgt gruppe gourmeter (og gourmander) blev indført i den højere kogekunst af Ole Andersen. Min første vagtel dengang lignede en gråspurv, der havde været gennem kølergrillen på en tunet BMW - og det blev kun lidt bedre med rutinen. Holdets bedste udbener var tankevækkende nok gynækolog i det civile liv.

Heldigvis var der også tid til lidt mandfolkesnak.
Fredag morgen skulle udbeningskunsten så genopfriskes. Jeg stod op klokken fire og gik i gang med 10 vagtler. Igen gik det ikke så godt med den første, men efterhånden kom der gang i håndelaget.

Vagtlerne blev delt i fire og røg i en marinade bestående af blandt andet hindbær og en flaske rødvin. Skrogene røg i en gryde og blev kogt til fond.

Jesper og Palle har styr på grillen.
Om aftenen blev de afdryppede vagtler grillet sammen med lidt grøntsager. Marinade blev siet og sammen med fonden kogt ned til en kraftig sauce, der blev monteret med smør. Beurre rouge er den tekniske betegnelse - og det er heftige sager, som man bestemt ikke får hvert år.

Smeden kæmper med komfuret...
Hovedretten var hele vagtler a la mormor - altså vagtler tilberedt som mormor-kylling. Og her indtraf udfordringerne i alvorlig grad, da komfuret begyndte at slå sikringerne. Vi fik aldrig liv i komfuret igen - og gode råd var dyre. Det endte med, at vagtlerne blev sat på svag varme i ovnen hjemme hos bloggeren - og selv om varmen var svag, endte det alligevel med, at vagtlerne nok lige var i overkanten af welldone.

Citronfromage er en dansk dessertklassiker, som
man aldrig går galt i byen med. Og så smukt pyntet af
 smedens sikre hånd.
Til gengæld var der ingen slinger i valsen, da vi kom til desserten. Det var citronfromage - sikkert pyntet op af smedens sikre hånd med sprøjteposen.


Og som prikken over i'et var der kaffe bagefter med Dinas hjemmebagte gulerodskage i anledning af vores bryllupsdag.

Det endte som i eventyrene: Lykkeligt - men det var i hvert fald ikke smedens komfurs skyld!

fredag den 22. august 2014

Tillykke

"Det er vores bryllupsdag i dag..."


I dag er det nøjagtig fem år siden, at Dina og jeg brugte det meste af en ellers lovende dag i cafeteriet i Aalborg Lufthavn, fordi et fly var gået i stykker...

Ja, det er ganske enkelt vores femårs-bryllupsdag. Og den slags skal selvfølgelig fejres.

Men kald mig bare fedterøv. Jeg synes bare ikke, at der er nogen grundt til at købe blomster, når haven er fyldt af dem. Så Dina må altså nøjes med billederne her.

Flaget - det grønlandske - er i øvrigt hejst, selv om det ikke kan ses på billederne. Men det er til ære for Rasmine, der deler fødselsdag med vores bryllupsdag - så også et tillykke til hende.

Forresten skal vi til grillfest i sildelauget hos smedens i aften. Temaet er vagtler, og jeg har brugt morgenstunden på at udbene 10 af slagsen - rigtigt kirurgarbejde af det fine. Men mere om det senere...


onsdag den 20. august 2014

Clara Friis

Høstepærer i haven

Så er de første Clara Friis-pærer klar til høst.
Jeg har spist pærer til morgenmad i dag. De mest fantastiske søde, saftige og friske pærer - plukket direkte fra træet.

Træet har desværre fået en knæk under efterårsstormene
 sidste år - og kan ikke holde sig oprejst ved egen hjælp.
For fem år siden begyndte jeg at sætte frugttræer på parcellen. Blandt andet to pæretræer - et Clara Friis og et Conference - og sidstnævnte bar en enkelt pære sidste år.

I år var der kun få blomster og frugter har der slet ikke været nogen af i Conference-træet. Til gengæld har Clara Friis så givet den fuld gas - og jeg har været nødt til at tynde i bestanden for at undgå, at grenene knækker.

Desværre har træet fået et knæk under jorden under en af efterårsstormene sidste år - og jeg har derfor været nødt til at binde det op. Problemet er ikke blevet bedre af den voldsomme frugtsætning i år. Vægten af pærerne har tynget træet til siden - og jeg bliver nok nødt til at binde det yderligere op.

Dugfriske pærer i morgensolen.
Desværre tror jeg, at det aldrig nogensinde bliver et sundt træ - og jeg har derfor besluttet, at der skal plantes et nyt til efteråret. Indtil det så bliver stort nok, må jeg prøve at holde liv i det første træ - for Clara Friis er ikke alene en tidlig sort. Det er altså også en ualmindelig velsmagende sort.

Forresten er der også problemer med vekselbæring på pæretræer, så de kun bærer frugt hvert andet år. Det kan til en vis grad forebygges med klipning og udtynding umiddelbart efter blomstringen - men det er jeg først blevet opmærksom på i år.

Det må vi så se nærmere på til foråret. Indtil videre glæder jeg mig over min første høst af pærer af egen avl - og det er jo en af livets helt store glæder, skulle jeg hilse at sige.

Clara Friis er i øvrigt en årgang 58 akkurat som manden i huset. Dog en årgang 1858, for det er 156 år siden, at sorten blev opdaget i stationsbyen Skensved i nærheden af Roskilde.

tirsdag den 19. august 2014

Hjelm

Et ægte ikon

Ikon er i vore dage blevet et temmelig slidt ord.

Enhver betydende stjerne inde for sit felt bliver betegnet som ikon - rockikon, sportsikon og så videre. Men i virkeligheden er et ikon en afbildning af for eksempel Jesus eller Jomfru Maria på træ - og brugt især i den russiske ortodokse kirke.

Herfra har ordet så bredt sig til blandt andet ikonografien, der er læren om brug af billedlige symboler i kunst og kommunikation. I den kommercielle kommunikation bliver betydningen endnu bredere og kan blandt andet betegne små betydningsbærende tegn, som for eksempel symbolerne på de virtuelle trykknapper, der også findes her på siden.

Et af de mest brugte ikoner i dagligdagen er hornene på en vikingehjelm. For ser vi en hjelm med horn, er vi ikke i tvivl om, at det er en vikingehjelm - og det på trods af at vikingerne slet ikke bar hornede hjelme. Arkæologerne har i hvert fald kun fundet en hornhjelm fra vikingetiden, hvorimod man har fundet en del hjelme af typen fra jernalderen.

Sandsynligvis brugte vikingerne slet ikke hjelme - og i det omfang de gjorde det, var det upraktisk med horn, der kun kunne gøre en kriger mere sårbar. Ikke desto mindre er en rigtig vikingehjelm en hjelm med horn.

Det så vi tydeligt, da jeg for nogen tid siden var på spejderlejren "The vikings strike back" på Stevninghus. Her var der masser af hornede hjelme - hvoraf de flestes proviniens slet og ret er en legetøjsbutik.
Men skidt være med det. Det er jo bare noget, vi leger - ikke en forelæsning.

Her har jeg samlet en stribe fotos af vikingehjelme, som så dem på Stevninghus denne sommer ...




Sortfod

Sommerens fodspor

Nu er det jo ikke fordi, min korte, brede andefod er en speciel skønhedsåbenbaring, men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at dele dette billede med bloggens læsere.

Det har jo været en dejlig lang sommer - og vi kan stadig nå masser af sommervejr og måske en indian summer til efteråret. Men de seneste dages regn, blæst og kulde har nu alligevel gjort, at sandalerne er blevet sat til side.

Og efter sådan en lang sommer med korte bukser og sandaler er kroppen jo sund og solbrun at se til. Altså lige bortset fra der, hvor sandalernes remme har siddet. Pudsigt ser det ud - og får mig til at tænke på manden i arresten, der bliver solbrændt i striber.

Heldigvis har jeg min frihed - og kan rende rundt i solen dagen lang. Og så er det altså, at foden kommer til at se lidt broget ud.

søndag den 17. august 2014

Blomkålssuppe

Guf i sensommeren

Blomkålssuppe er bare så lækkert...
Sommeren går så småt på hæld - og det har nu ikke været så ringe en sommer, selv om vi har døjet med tørke, og jeg godt kan grue lidt for årets vandregning.

Blandt andet er blomkålene virkelig blevet en succes i år - faktisk lidt for stor, for de er ved at vokse fra mig. De seneste to uger har den derfor stået på blomkål på 1.000 måder her i huset - ligesom jeg også har haft gang i blancheringen til fryseren.

Lørdag var det småkoldt og blæsende - og jeg fandt derfor på at lave blomkålssuppe. Suppe er egentlig efterårsmad, men netop blomkålssuppen går fint allerede her i august.

Jeg lagde ud med at riste en pakke finhakket bacon i bunden af en stor gryde. Da baconen var færdig, tog jeg det fra og gemte det til pynt. Så klarede jeg et par skivede løg i fedtstoffet og tilsatte et renset og skilt blomkålshoved samt tre kartofler i tern, hældte et par liter vand ved og krydrede med peber samt et par skeer bouillonpasta fra Knorr.

Bouillonpasta er ren snyd, for i virkeligheden bør man selv lave sine supper og fonds - men det er svært i en lille familiehusholdning som vores. Derfor er jeg begyndt at bruge dette cateringprodukt, som jeg har fundet i Metro, og som smager hæderligt og er til at opbevare ved stuetemperatur.

Når kålen har kogt en god halv times tid, blender jeg hele herligheden med stavblenderen og tilsætter en pose kødboller. Igen snyder jeg på vægten og bruger en pose kødboller fra Mou, men det var altså ren dovenskab. Med en gammeldags bollesprøjte er det faktisk ikke så svært selv at lave kødboller, når først man får "tawet".

Til sidst giver jeg suppen et opkog med en kvart liter fløde - og voila, den herligste blomkålssuppe er klar til servering. Pyntes med bacon og friskhakket persille.

Blomkålssuppe er en lidt overset ret i det moderne, danske køkken. Jeg tror, at de fleste udelukkende stifter bekendtskab med den som skrubhjem-servering ved store fester og på restauranter. Det er synd, for det er faktisk nemt at lave, hvis man snyder lidt, så opskriften er hermed givet videre.

fredag den 15. august 2014

Diner transportable

Helt ude i skoven med paella-panden

Gamle spejdere elsker bål...
Torsdag aften forlagde 8. Sct. Georgs Gilde residensen fra Gildeborgen i Hasseris til den flotte, kuperede og skovrige natur sydøst for Aalborg.

Nærmere bestemt til KFUM's Flamsted-center, hvor freden denne aften blev brudt af mandelatter og festlig fællessang.

Aftenenes traktement stod jeg for - og når vi nu var i skoven, var det en kærkommen lejlighed til at støve paella-panden af og sætte den over bålet.

Og rigtig mad laves naturligvis også over bål.
Jeg fik hjælp af Niels-Erik - og paellaen sad bare i skabet. Lidt levninger blev der desværre også - og de sidder også i skabet. Køleskabet, forstås, så nu står den på paella i det lille hus på Øland den kommende uges tid...

Vi havde meget at snakke om og meget at fejre på dette første møde efter sommerferien - så mørket havde forlængst sænket sig over skoven, da vi sluttede helt i traditionen med "Nu er er jord og himmel stille".

Billederne er taget af Helge Hoff.
Så er der serveret.

Mere F-16

Jagerfly dumpet

F-16 testes i Grønland. Foto: Arktisk Kommando
Forleden fortalte jeg om militærets forsøgsflyvninger med F-16 jagere i Grønland.

Ideen var at bruge de meget hurtige fly til at afdække store områder for eksempel i forbindelse med SAR-opgaver som eftersøgninger.

De foreløbige resultater peger på, at F-16 ikke er velegnet til opgaverne i Grønland. Flyene er simpelthen ikke store nok til både at bære de store mængder brændstof, som afstandene kræver - og så samtidigt bære de forskellige sensorsystemer, der bruges i forbindelse med eftersøgninger.

Jagerfly over højhusene i Nuuk. Foto: Erla Winther
Men det ændrer ikke ved, at piloterne har haft en god tur - og der er kommet mange flotte fotos ud af turen. Fighter Wing Skrydstrup har efter turen blandt andet produceret en fed video, hvor man følger et fly fra Kangerlussuaq og op til Ilulissat isfjord. Et enkelt glimt af Nuuk set fra luften bliver det også til. Videoen har nogle helt fantastiske billeder fra tundralandskabet ved Kangerlussuaq og fra indlandsisen med blandt andet DYE-2. Lad nu være med at tro, at det er klimaændringerne, der har fået indlandsisen til at sprække. Sådan ser den altid ud sidst på sommeren.

Husk i øvrigt at vælge HD og fuld skærm, når det ser videoen.

For befolkningen i Grønland har det også været en oplevelse at møde det danske forsvars skarpeste våben. Blandt andet min gamle ven Erla Winther, der tog billedet af flyene, mens de passerer nogle af højhusene i Nuuk. Hun skriver på facebook, at hun væltede over møbler og legetøj for at tage billedet med sin I-pad. Jeg forstår hende - for det er bestemt ikke hver dag, man ser jagerfly på de kanter.


tirsdag den 12. august 2014

Parakittens død

Frihedens pris

Smedens undvegne sangparakitter  hygger sig med kornet på vejen.
Høsten er i fuld gang - og uden for stuevinduet har en af bønderne tabt lidt korn.

Det har skov- og gråspurvene hygget sig med hele morgenen. Men pludselig opdagede jeg også et par lidt mere eksotiske spurve - så at sige. Det var et par sangparakitter, der stod mellem grossenollikerne og pikkede korn.

Det var da ærlig talt et sjovt motiv, som jeg lige ville have et foto af. Som sagt, så gjort. Frem med kameraet.

Det var åbenbart lidt for skræmmende - for mens jeg stod og målte lys, lettede spurvene. Tilbage var kun de to sangparakitter.

Så kom der en bil...
Så kom der en bil kørende, mens jeg stadig målte lys. Føreren var åbenbart stæreblind og havde glemt sin førerhund. For bang - så var der kun en sangparakit tilbage.

Det hele gik så stærkt - og jeg var så optaget af at fotografere - at jeg ikke en gang fik set, hvilken bil det var eller hvem der kørte. Men jeg forstår ikke helt, at vedkommende ikke forsøgte at bremse eller køre uden om, for sangparakitterne er da så farvestrålende, at man ikke kan overse dem - med mindre man er stangberuset og forveksler dem med lyserøde mus eller måske snakker i mobil.

De to sangparakitter er fra en flok på syv fugle, der undslap smedens volierer her i foråret. De har fløjet rundt i kvarteret - og et enkelt par har sågar forsøgt at yngle i en stærekasse. De fleste er tilbage i volieren - men smeden mangler stadig at fange de sidste tre. Og nu er der altså kun to tilbage...
Så er der en sangparakit mindre på fri fod.

Den grønlandske nationaldragt - sådan!

Kronprinsesse Marys nationaldragt


Mary og Frederik på rådhuset i Nuuk 2004.
Da kronprins-familien i sidste uge besøgte Grønland, var det lidt af en opvisning af grønlandske nationaldragter i forskellige afskygninger. De grønlandske kommuner havde i fællesskab sørget for nationaldragter til alle børnene - og dragterne afspejlede tydeligt forskellene i traditioner og metoder i det store land.

Imidlertid havde jeg mest øje for Kronprinsesse Marys nationaldragt - for den har jeg et helt personligt forhold til. For den var i sin tid Nuup Kommuneas bryllupsgave til Mary - og på det tidspunkt var jeg som bekendt informationschef i den grønlandske hovedstadskommune.

Hele kronprinsfamilien i Nuuk i sidste uge. Foto: Arktisk
Kommando/Britta Hjortshøj Vissing
Da kronprins-parret blev forlovet i 2003, var borgmesteren lynhurtig til at tilbyde gaven til kongehuset - og da man accepterede tilbuddet, måtte vi i al hast finde ud af, hvordan det skulle organiseres.

Kommunen havde en systue, Kittat, som beskæftigelsesprojekt - og en række kvinder herfra samt kvindeforeningen i Nuuk blev bedt om at medvirke. Der blev lavet en bevilling - og som det ofte skete med sager, der ikke var kommunal rutine, havnede budgetansvaret på mit skrivebord, der åbenbart var sådan en slags forvaltningsmæssig skraldespand.

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har forstand på at lave kvindenationaldragter - og i dag vil jeg bestemt ikke udelukke, at jeg i den forbindelse har attesteret regninger på skind og glasperler, som jeg reelt ikke kunne vurdere nødvendigheden af - for nu at sige det pænt.

Her er Mary uden nationaldragt, da hun i sidste
 uge besøgte Arktisk Kommando - og måtte lytte til
gemalens røverhistorier fra den store 

 slæderejse i Nordøstgrønland.
Foto: Arktisk Kommando/Britta Hjortshøj Vissing
En eller anden havde også fået den ide, at da den ædle nationaldragtkunst er et uddøende håndværk, ville det være en god ide at dokumentere arbejdet med video. Nu var TV-produktion den gang lidt mere omstændeligt end i dag - men vi fulgte processen løbende med forskellige medarbejdere på opgaven.

Informationsafdelingen kørte på det tidspunkt ret godt - men vi havde altså også nok at gøre - så opgaven blev løst af skiftende grønlandsk-talende medarbejdere og praktikanter.

Det var i det hele taget noget rod og kunne ikke rigtig bruges til noget som helst. Men da brylluppet og kronprinsparrets takkevisit var overstået, bad jeg Elisabeth Lyberth, der i mange år var min trofaste næstkommanderende og souschef i afdelingen, om at se båndene igennem - og se om ikke vi kunne få et TV-program ud af det.

Egentlig ville jeg gerne selv have lavet programmet - men dels havde jeg travlt og dels var der mange interviews på grønlandsk, som gik lidt ud over mine evner på sproget.

Det kom der et fint lille program på et kvarters tid ud af. Programmet blev sendt på Nuuk TV - og så var den potte ikke længere.

Og dog - for jeg kunne huske, at jeg et eller andet sted havde en kopi af programmet, der var lavet på store DV-cam-bånd, som var broadcast-standard på det tidspunkt.

Og da kronprinsfamilien i sidste uge rejste rundt i Grønland,, begyndte jeg at lede efter båndet. Jeg fandt det i bunden af en flyttekasse, men var mildest talt på den, for hvordan klarede jeg lige DV-cam-formatet?

Jeg sendte et nødråb ud på Facebook - og hjælpen var tættere på, end jeg lige havde forestillet mig. Genboen Jonas er uddannet FTP-tekniker - og han har en DV-cam-maskine stående på kontoret. Så med lidt hjælp fra Jonas, kan jeg nu præsentere programmet om Kronprinsesse Marys nationaldragt på YouTube.

P.s. Det er mange år siden - og jeg husker ikke alle detaljer. Historien er skrevet efter hukommelsen, men er der nogen, der føler sig forbigået, er man velkommen til at sige til...

mandag den 11. august 2014

Mumitrolde sluppet løs

Vesthimmerland i rødt og hvidt

Midt i rundkørslen stod en flok mumitrolde.
Forleden glemte de at låse dørene om aftenen på biblioteket i Vester Hornum - og en flok mumitrolde benyttede lejligheden til at stikke af.

Det var min første tanke, da jeg i dag kom kørende fra Nibe mod Farsø. I rundkørslen ved Hornumbro Mølle stod der i en flok uformelige tøjdyr midt i det hele.

Jeg ved ikke helt præcis, hvad meningen er - men det har nok noget at gøre med en golfturnering i den kommende uge. Golf er jo gået hen og blevet big business i Farsø og nærmeste omegn - og her har man benyttet anledningen til at støve de gamle "køb dansk"-kampagner af og svøbt byen i rødhvide gevandter.

Det ligner en tanke... Mumitroldene er syet af den
slags velour, man køber billigt i Jysk.
Sandsynligvis er man gået i samarbejde med den lokale håndarbejdsforening, for jeg bemærkede blandt andet en lygtepæl i byens centrum, der så ud som om, den var udsmykket med hæklede grydelapper.

Anledningen til turen til det vesthimmerlandske var, at det søndag var min fars fødselsdag - og så syntes jeg da lige, at jeg ville køre en tur på kirkegården med en buket.

Far ville søndag have fyldt 82 år.
Det passede med, at jeg i morges kørte Dina til Aalborg. Så var Farsø jo nærmeste omvej hjem - efter en tur i Metro efter blandt andet 10 kg kyllingelår, to et halvt kilo rejer og et pund gurkemeje til paella.

Dina skulle med Fjerritslev-bussen, der i vore dage hedder 888 og kører fra Aalborg. Hun er et par dage i København for at fejre, at lille Adamski begynder i skolen i morgen. Efter grønlandsk tradition skal den slags jo fejres med kaffemik - og kufferten var fyldt med hjemmebagt kage (og tys tys!!! en masse slik fra Fleggaard, der blev dygtigt frekventeret for 14 dage siden...).