torsdag den 17. april 2014

Påskens farve

Den gule far(v)e

Vildtvoksende påskeliljer under æbleespalieret.
Gul er påskens farve - i hvert fald rent botanisk - og overalt står påskeliljerne i flor.

Det har været et helt fantastisk påskeliljeår. Nogle af dem har blomstret i over en måned og er faktisk på finalen her lige inden højtiden - mens andre først lige er begyndt.

Den orange trompet er bare så flot.
Jeg har en masse påskeliljer ude ved æbleespalieret. De har stået der i flere år, men det er egentlig først i år, at det er gået op for mig, at det er en særlig variant med orange trompeter - og de er godt nok flotte, tør jeg sige uden overdrivelse.

Jeg er også lidt stolt af forsytiaen ud mod vejen. For det er egen avl. Ikke andet en buket forsytia, som efter blomstringen blev stående i vandet og slog rødder. Det gav tre buske, som nu er blevet voksne og blomstrende.

Disse klassiske og gammeldags påskeliljer har nu blomstret i en måned.
Forsytia af egen avl.
Lidt svensk må man da have lov at være, så vi slutter
lige med en håndfuld blå og velduftene hyacinter.

Ingen kommentarer: