Foråret hilser de døde

Nekrohortofili...

De ukendtes grav.

På kirkegården i Farsø er der nederst nede en fredfyldt plads med urnegrave og en sten for de ukendte. Her kan de efterladte gå rundt og få sig en sludder med forfædrene - uden fordømmende, himmelvendte og bebrejdende blikke, der antyder, at nu er man da ramt af fremskreden mental senescens.

Her er også hensat urner med asken fra mine forældre. Efter ønske fra min mor står de i afsnittet for de ukendte.

Så nemt synes vi bare ikke, at hun skal slippe - så sidste efterår begik vi hærværk på kirkegården. Vi havde noteret placeringerne af urnerne - og på en hyggelig, lidt løssluppen eftermiddag plantede vi en håndfuld krokusløg på positionerne.

Livet går videre...

Netop nu blomstrer denne lille og utroligt smukke forårsbebuder - og tiden var inde til et besøg på kirkegården for at se resultatet af vores insubordination. Det er fuldbragt - og uanset mors ønske har vi nu sat forældrene et lille minde.

Det er såmænd også praktisk nok. Vi mødte nemlig min gamle tropsfører Børge på kirkegården - og den venlige mand på 92 spurgte nysgerrigt efter, hvor far og mor var begravet. Det var nemt at svare på: Der hvor krokusserne blomstrer!