fredag den 31. januar 2014

Danmarks Titanic

Også synkefri skibe synker

M/S Hans Hedtoft blev betegnet som synkefri - men sank
på jomfrurejsen. Foto: Arktisk Kommando uoff.
I går var det 55 år siden, KGH-skibet Hans Hedtoft forsvandt i en storm ved Sydgrønland. Ulykken er blevet betegnet som Danmarks Titanic - og har været omgærdet af mange spørgsmålstegn og konspirationsteorier.

Her er historien kort fortalt:

M/S Hans Hedtoft var på sin jomfrurejse til Grønland, da det ramte et isbjerg og og sank. Det var opkaldt efter den tidligere statsminister Hans Hedtoft.

M/S Hans Hedtoft var i 1959 den Kongelige Grønlandske Handels (KGH) største og nyeste skib på 2.800 bruttoregisterton. Det blev bygget på Frederikshavns Værft i Frederikshavn plads nummer 226, påbegyndt den 13. august 1958 og færdiggjort den 17. december. Skibet var specielt konstrueret til sejlads i isfyldt farvand med blandt andet forstærket stævn og dobbelt bund, men ikke dobbelt skrog. Endvidere var det inddelt i syv vandtætte rum, hvorfor det ifølge beregningerne skulle kunne holde sig flydende, selv om det ene rum blev fyldt med vand.

Katastrofen blev et nationalt traume.
 Foto: Arktisk Kommando uoff
.
M/S Hans Hedtoft indledte sin jomfrurejse med afsejling fra København den 7. januar 1959, og det gennemførte rejsen til Julianehåb i Grønland på rekordtid. I Grønland anløb skibet flere havne, inden returrejsen fra Julianehåb mod København blev påbegyndt den 19. januar.

Den 30. januar 1959 kl. 13:56 blev der modtaget et nødsignal på vejrstationen i Prins Christians Sund fra skibet om, at det var kollideret med et isbjerg 20 sømil syd for Kap Farvel. Den tyske trawler Johannes Krüss befandt sig ca. 25 sømil øst for M/S Hans Hedtoft og sejlede på trods af meget dårligt vejr mod positionen.

Kl. 17:41 meddelte M/S Hans Hedtoft "Vi synker langsomt...". Det var det sidste, man hørte til M/S Hans Hedtoft.

I de følgende dage ledte skibe og fly efter vraggods og eventuelle overlevende. Man fandt dog intet. Samtlige 95 ombordværende (40 besætningsmedlemmer og 55 passagerer) var omkommet.

Ni måneder senere drev en redningskrans i land i Island. Det er det eneste vraggods, der er fundet. Redningskransen kan i dag ses i Frelserens Kirke i Julianehåb.

Ulykken udløste en politisk krise - og grønlandsminister Johannes Kjærsbøl undgik kun med nød og næppe en rigsretssag. Dengang var det politiske miljø jo knap så aggressivt som i dag - og man kan jo fundere over, hvad udfaldet ville være blevet, hvis ulykken var sket i dag. Det ville sikkert være noget mere blodigt med DR og TV2-News som bødlerne - og Facebook som skafottet.

Ulykken fik følger. Den førte til, at flyvepladsen på Narsarsuaq, der ellers var blevet lukket efter Korea-krigen, blev genåbnet som dansk flyveplads og blev hovedkvarter for en Iscentralen, der fungerer den dag i dag. Ulykken førte også til, at søværnet fik de første helikopterbærende skibe af Hvidbjørnen-klassen. De er senere blevet afløst af Thetis-klassen - og er også for nylig blevet suppleret med Knud Rasmussen-klassen.

Historien med en detaljeret fortælling om redningsarbejdet kan findes på forsvarets hjemmeside.

torsdag den 30. januar 2014

Glimt fra kryosfæren

Morgenstund har sne i mund

Så smuk tog gården sig ud i morges...

onsdag den 29. januar 2014

Politisk korrekthed

Historien om en negerdukke

Bob Marley på stoffer - lavet af stoffer.
Ordet negerbolle er desværre ved at forsvinde ud af det danske sprog - og det er en skam.

I gamle dage var synd noget, man forbandt med underlivet - men sådan er det ikke mere. Nu synder man med munden - og bortset fra lystbetonet indtagelse af kalorieholdige fødevarer er den værste synd at kalde tingene ved deres rette navn.

Blandt andet er det meget diskuteret, om det er politisk korrekt at sige "neger" - og jeg husker fra min tid i Norge, at det blandt andet var ved at koste politimesteren i Tromsø jobbet, da han formastede sig til at bruge det åbenbart frygtelige ord, der meget præcist ellers beskriver en bestemt type mennesker.

De politisk korrekte ordnazister ville sikkert slå syv kors for sig, hvis de hørte, at jeg - før vi blev gift - kaldte Dina for min lille sorte Sambo. Sort fordi hun altså ikke er hvid, men det, som med et pænt ord hedder inuit (hun afskyr forresten det ord), og Sambo fordi hun jo netop var min sambo og ikke kone.

På min hylde med ting og sager står en dukke, der forestiller en neger med en (marihuana-)cigaret i munden. Den er et minde fra Tivoli i Nuuk - den årlige byfest, som Sct. Georgs Gildet arrangerede.

Jeg var i en årrække gildemester - og derfor den person, som måtte stå for skud, hvis der var noget, folk var utilfreds med.

I 2005 blev jeg midt under festen opsøgt af en meget ophidset overlægefrue - navnet har jeg heldigvis glemt. Hun var mildest talt rasende, fordi vi i en af tombolaerne udloddede eksemplarer af negerdukken. For det første mente hun, at det var skadeligt for børn at se dukken, når den havde en cigaret i munden - og for det andet mente hun, at dukken gjorde nar ad negrene...

Jeg var målløs, vidste ikke hvad jeg skulle svare - et kort øjeblik, for jeg havde simpelthen ikke ventet angrebet. Ærlig talt fandt jeg dukken temmelig uskyldig i forhold til de lettere pornografiske postkort, man kunne vinde i skydeteltet.

En rigtig gipsneger.
Men så eksploderede jeg simpelthen. Fortalte konen, hvad jeg mente om hendes slags - meddelte hende, at hun ikke længere havde adgang til Tivoli, fordi jeg mente, at hun skræmte børnene, og jeg i øvrigt fandt, at hun var ganske og aldeles kulturløs, når hun ikke kunne se, at denne dukke lige nøjagtig er en stor hyldest til den forlængst afdøde Bob Marley, tidernes største reggae-musiker.

Efter den svada fortrak overlægekonen - med besked om, at hun ville gå til pressen. Den trussel så jeg frem til med stor forventning. Jeg var på daværende tidspunkt formand for de grønlandske journalister - og glædede mig til at hjælpe kollegerne til en underholdende bagsidehistorie. Desværre gjorde hun aldrig alvor af truslen.

Dukken, som konen havde med, da hun klagede, beholdt jeg - og det er den, der nu står på tingeltangel-hylden i herreværelset.

Der står også en gipsafstøbning af en lignende rastafari-neger. Den købte jeg for nogle år siden i Puerto Rico - en af de caribiske øer, hvor flertallet af befolkningen forresten er af negroid afstamning.

tirsdag den 28. januar 2014

Slap af

Tanker fra en udkant...

Ilulissat Isfjord - et stykke verdensarv.
Som den opmærksomme læser sikkert har bemærket, hedder klummen her ”På Kanten” 1) – og det giver mulighed for mange åndrige fortolkninger.

Jeg har tit været på kanten – på kanten af sandheden akkurat som pressen, på kanten af det anstændige akkurat som vore politikere, på kanten af loven akkurat som det store flertal af danskere, der skal overleve i et gennemreguleret samfund – og jeg elsker at være på kant med det etablerede.  Ene er man stærk. Kun viljesløse skrog går i flok.

Men jeg har også været på kanten af verden – i bogstaveligste forstand. Jeg har gennem mange år boet i henholdsvis Grønland og Nordnorge. Det er ikke bare kant – det er udkant i en hel anden meningsfyldt betydning, end når man taler om Udkantsdanmark.

Her har jeg indset, at lykken hverken er gode internet-forbindelser, I-pads, fine kulturhuse, et flot eksamensbevis, mange penge – for hvad skal man bruge det til i ødemarken?

Jeg har stået på kanten af verdens største gletchere og tænkt ”Vauuuv” – og ikke andet. Det har heller ikke været nødvendigt – for hvad skal jeg mene om en gletcher og det store øde islandskab?

Det lever jo sit eget liv – uanset hvad jeg måtte mene.

Det kan være farligt, når en gletcher kælver og spytter isfjelde mange gange større end et gennemsnitligt dansk musikhus ud i fjorden – men hvad kan jeg gøre ved det? Altså bortset fra ikke at stå i vejen.

Så er det, at nogle mennesker føler sig magtesløse. Men ikke jeg – jeg føler mig fri. For når jeg alligevel ikke kan gøre noget, er der jo heller ingen grund til at gøre noget.

Prøv at gå ned til vandet. Kig ud over havet. Se bølgerne. De kommer og går – uanset hvad du gør. Men tager du bestik af bølgerne og vejret, så kan du flytte dig og undgå en våd sok.

Derfor har jeg sådan set heller ikke andet end et hånligt skuldertræk til overs for det moderne, urbane menneske, der har en tyrkertro på, at udvikling kan styres – at man kan gøre noget. Det kan vi ikke – men den kloge tager selvfølgelig bestik af situationen.

Vi har et – efter omstændighederne – godt og velfungerende samfund. Det virker – og når noget virker, er der som bekendt ingen grund til at reparere det. For resten har mange problemer det med at løse sig selv – bare vi venter længe nok. Så hvorfor have så travlt?

Af en eller anden grund er der mange politikere, der mener, at Danmark skal være bedst i verden – på levealder, uddannelse, på socialforsorg, på vindmøller, på futtog, og hvad ved jeg? Hvorfor? Bare det virker, så er det godt nok.

Alle disse ambitioner på andres vegne er kun med til at gøre livet besværligt. Det skaber stress, depressioner og selvmord. Men vi kan ikke nå stjernerne – uanset hvor meget vi strækker os.

Så hvad med at slappe lidt af og nyde tilværelsen i stedet? Mens vi har den. For en ting er givet. Lige fra den dag, vi fødes, står vi på kanten – til graven…


1) Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 24. januar 2014 i klummen "På kanten".

lørdag den 25. januar 2014

Rødhoved

Fredagens fugl

En arktisk gæst - og i baggrunden en blåmejse.
Så er vinteren kommet. Det fryser - og sneen ligger tommetyk derude.

Det giver liv på foderbrættet - og vi er jo også kommet os over det værste vintermørke. Så kameraet er også kommet frem og har fundet sin plads på stativet.

Endnu er fuglene ikke presset af vejret, så det er så som så med sjældenhederne. Fredagen bød på nogle af stamgæsterne; Rødhals, blåmejse, musvit, solsort, tyrkerdue, grønirisk, kvæker- og bogfine - og så en enkelt af de ikke helt almindelige.

Det er gråsisken, jeg tænker på. Den yngler spredt i Danmark, men dem, som vi ser i øjeblikket, er vintergæster fra det nordlige skandinavien. Gråsisken er en ganske almindelig fugl i Grønland - og på den måde er den en kær gæst her i huset. Og derfor skal den selvfølgelig på bloggen på denne vinterlørdag, hvor dagen er tiltaget med en time og 19 minutter siden vintersolhverv.

Det går fremad...

torsdag den 23. januar 2014

Husflittig

Kagekniven fik nyt liv

Det gamle skæfte smuldrede mellem hænderne.
De seneste dage har jeg siddet på værkstedet om aftenen og nørklet som en anden Emil fra Lønneberg.

Ganske vist har jeg ikke skåret træmænd og ganske vist har det været frivilligt - men alligevel sender jeg altid en tanke til min svenske åndsfælle, når træskoene sætter kursen mod huggehuset.

Årsagen til min flid - husflid - findes i efterladenskaberne fra mine forældre. Her var der blandt andet en kagekniv. Ikke noget særligt - kun sølvplet - men dog en kagekniv, og en sådan fandtes ikke i min ringe husholdning. Derfor faldt den fædrene og mødrene kagekniv på et tørt sted - så at sige.

Kagekniven har fået nyt liv.
Desværre var kniven udstyret med et skæfte af ben - og det var mildest talt porøst, forvitret og indtørret. Så da jeg brugte kniven første gang, smuldrede håndtaget simpelthen mellem fingrene på mig.

Den slags er der heldigvis råd for - for er der noget, jeg kan, så er det at skæfte knive. Så derfor gik jeg i værkstedet forleden.

Olieret kirsebærtræ har en fin kontrast - og forvandler
små knaster til dekorative elementer.
Jeg fandt et stykke kirsebærtræ af egen avl - gemt på værkstedet til formålet - og et stykke rensdyrgevir. Det blev limet sammen med araldit - og så gik jeg ellers i gang med formgivningen, der i mit hoved skulle være ganske enkel.

Så kom turen til sandpapir i stadig finere grader, et oliebad i et døgns tid i koldpresset linolie og så yderligere et døgns hærdning. Som prikken over i'et tog jeg i aften skruemaskinen og polerede hele herligheden med bonevoks - og nu har den gamle, slidte kagekniv fået nyt liv.

Træet stammer fra en beskæring af havens
 kirsebær - og har tørret et par år.
Sådan en gang højpoleret træ er noget af det mest lækre at røre ved - og når man så ved, at kniven skal bruges til kage, kan det næsten ikke blive mere lækkert. Så mon ikke, der skal bages i weekenden?

onsdag den 22. januar 2014

Bøfsandwich

Klassiker på menukortet

Når fruen og jeg er i byen, spiser vi gerne på Kystens Perle.
Når konen og jeg en gang i mellem tager til byen - Aalborg - for at handle, plejer vi gerne at slutte af med en bid brød på Kystens Perle - Strandpavillonen i Lystbådehavnen.

Som oftest er det om dagen, hvor frokostkortet byder på mange af perlerne inden for dansk smørrebrødskunst - lun leverpostej, Sol over Gudhjem, gammelost med sky og rom og så videre.

Tirsdag var det imidlertid blevet sent - og det var aftenkortet, det gjaldt. Det er såmænd ikke mindre udsøgt - pariserbøf, stjerneskud, stegt flæsk med persillesovs, tarteletter og så videre. Bare lækkert, lækkert, tartelækkert...

En rigtig herreret: Bøfsandwich med brun sovs...
Men Kysten byder også på en dansk specialitet, som man ikke ser så ofte på spisekortet på restauranter - og det er den klassiske danske bøfsandwich med brun sovs og hele svineriet. Den kan jeg bare ikke stå for.

Bøfsandwich er jo en af de få retter, der kan laves helt uden friske råvarer - og det kan jo i disse overdrevne gourmet-snobbetider være et mål i sig selv - men på Kystens Perle har man nu gjort sig den ulejlighed at lave den fra bunden af med frisk bøfkød og kraftsovs, der ikke smager af Maggie.

Når det nu skal være, tager bøfsandwichen bestemt ikke skade af den form for omhu...

Og når den så bliver serveret med lækre, sprøde pommes frites og en ekstra skål remoulade, så er der serveret en rigtig kaloriebombe, som jeg i hvert fald slet ikke kan modstå.

Det er kraftig mad - usundt er der nok dem, der mener - men en gang i mellem skal man jo synde. Og så er en tirsdag aften på Kystens Perle bestemt det helt rigtige tidspunkt...

tirsdag den 21. januar 2014

Brrr...

Rigtig vinter

Verkhoyensk skraber bunden.
Det er fint, at vi har fået sne - og det er fint, at vi nu får lidt frost. Det er naturens gang - og sådan skal det være.

Desværre er der mange mennesker, der ikke lever i pagt med naturen - og i disse dage bruger megen tid på at beklage sig over vejret.

Herrregud, bliver de ikke klogere? For det første ændrer det ikke så meget som en tøddel, at de brokker sig, for det andet er der aldrig nogen, der har taget skade af at rydde sne, for det tredje har naturen godt af lidt frost, som tager toppen af sygdomme og utøj i planteverdenen - og skærper faunaens daglige kamp for livet til gavn for artens genpulje og overlevelse.

Så det er svært at se logikken i dette brokkeri - og forresten er der jo nogen, der har det værre. Tag nu beboerne i Verkhoyansk i Sibirien, sådan cirka midtvejs mellem Murmansk og Beringsstrædet. Der har de rigtig mandfolkevejr - 57 graders frost i går.

Så begynder tilværelsen altså at blive besværlig, skulle jeg hilse og sige. Jeg har aldrig oplevet så voldsomme kuldegrader - men i mine år i Sisimiut var vi da nede på 35 graders frost, og det er koldt nok.

Blandt andet erindrer jeg en gang i vinteren 93/94, hvor min far var på besøg midt i den værste kulde. Der var is på indersiden af termoruderne, der vel at mærke var af trelags-typen. Far mente helt bestemt, at jeg burde klage til boligsselskabet over, at ruderne var utætte. Heldigvis gjorde jeg det ikke - for ruderne fejlede absolut ikke noget. Det var bare koldt udenfor...

mandag den 20. januar 2014

Lir

Popsmarte effekter


Nøj, hvor er de altså sjove hos Google.

Bloggen her er hostet hos Google - og de gør en masse for at holde på kunderne. Så da jeg for et par timer siden lavede et indlæg om weekendens sne, gik der ikke lang tid, før Google kvitterede med et af historiens billeder - forsynet med hvad firmaet kalder smarte effekter.

Pop og lir, kalder jeg det - og finder det ganske smagløst, men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at dele det med læserne.

Himmelbetændt rendfog

Et par dage med sne

Tøvejret natten til søndag var desværre hårdt ved sneen.
Egentlig havde vi opgivet håbet og stillet kompasset på forår.

Men weekenden bød altså på sne i store mængder og en strid østenvind. Her begyndte snevejret så småt torsdag aften og fortsatte i større eller mindre grad de næste to døgn.

Det hører til sjældenhederne, at vi får så koncentreret et snevejr her på vore breddegrader. Faktisk gav vejret mindelser til de skønne år i Grønland - og det var ganske passende netop i weekenden.

Lørdag eftermiddag begravede vi Villy, der havde arbejdet i Grønland hele sit liv. Vemodigt, men der var bred enighed om, at vejret lige var i Villys ånd - og at han kom afsted, som han havde levet, med lige dele Danmark og Grønland.

Et af fremtidens juletræer befandt sig godt
i de hvide omgivelser.
Ved sengetid lørdag stilnede det af - og efterlod haven som en sand julekulisse. Desværre havde vi tøvejr om natten, så sneen havde sat sig, da det endelig blev lyst nok til at fotografere.

Og stadig peb østenvinden. og det var ikke vejr for menneske eller bæst. Egentlig havde jeg en ide om, at jeg rigtigt skulle fotografere sne og eksperimentere med makrofoto - men det var altså for koldt i vinden, der kommer fra øst og går på langs af huset.

Først frost, så tø og så frost igen gav
sneen is på overfladen.
Det blev lige til et par billeder - og så var det ellers ind og hælde brænde på ovnen igen.

Heldigvis ser det ud til, at det bliver frost den næste uges tid, så mon ikke, der bliver lejlighed til lidt flere billeder? For flot ser det ud, når man kommer tæt på sne og is.

lørdag den 18. januar 2014

Kunsthistorie

Barndomserindringer

Tegningen forestiller altså en hest, hvis nogen skulle være i tvivl.
Forleden kom kusinen med en håndfuld tegninger, hun havde fundet i gemmerne.

Det var mine tegninger - begået med en sikkert både fedtet og moget barnehånd, mens jeg i tilværelsens vår stadig var nysgerrig og åben over for omverdenen.

Hvorfor jeg har tegnet en 65-billet
 gældende mellem Århus Havn og
 Kgs. Lyngby får stå hen i det uvisse
 - men sandsynligvis er det en billet, jeg har
 fundet hos mormor og morfar - for min moster
 boede i Lyngby.
For tegningerne viser jo en nysgerrig sjæl, der observerer - men også registrerer tilværelsens små besynderligheder i et overordentligt alsidigt motivvalg.

Tag nu togbilletten, som jeg møjsommeligt har tegnet af - og forsynet med en behørig påtegning i rigtigt DSB-sprog. Når jeg nu skal sige det i dag, afspejler det altså et sært barn.

Skibet har jeg det nemmere med. Jeg tilbragte nogle dejlige lange ferier i barndommen hos min farmor i Vordingborg - og der var noget at se hele tiden for en rask knægt. Jeg var dybt fascineret af både havnen og jernbanen. Og når man så i øvrigt tilbragte hverdagen i Farsø, har det selvfølgelig også været naturligt at tegne en hest.

For dengang i midten af 60'erne fik vi stadig bragt mælken til døren hver morgen. Og det skete med en hestetrukket mælkevogn. Forresten boede vi dengang på Vestervang i Farsø - lige over for smeden - og der kom dagligt heste forbi for at blive skoet.

Da min kusine afleverede tegningerne, diskuterede vi, hvorfor min far med sin karakteristiske håndskrift havde skrevet hest på en tegning, der faktisk ligner en hest. Jeg har tænkt meget over det - for egentlig er det ret fornærmende, for alle kan da se, at tegningen ligner en hest, så hvad er problemet?

Men det er selvfølgelig noget, jeg har bedt om. Jeg kunne nogenlunde læse og skrive, allerede da jeg begyndte i skolen - hvilket jeg gjorde i 1965 jævnfør dateringen af billetten - og jeg har selvfølgelig bedt min far om at skrive ordene, så jeg kunne lære at stave dem.

Min dansklærer var i øvrigt - og med god grund - temmelig fortvivlet over, at jeg havde lært at skrive, inden jeg kom i skole. For det voldte hende usigelige kvaler at få mig til at skrive skønskrift. Tegningen med billetten er et af de få eksempler.

Men allerede dengang gik jeg helst mine egne veje - og resultatet er jo en nærmest ulæselig håndskrift, som er min helt egen.
Den syvårige bolværksmatros' drøm om et skib.

fredag den 17. januar 2014

Dagens ord LXIII

Kameratelefon

En kameratelefon fra skrivebordsskuffen.
Årene kommer og går - og det samme gør ordene.

Tag nu for eksempel selfie, der var en af nyskabelserne i 2013 - og som sandelig også kandiderede til titlen som "Årets ord". Nu endte det med, at det blev "Undskyld" - og det er da et godt, gammelt ord, som helt bestemt fortjente titlen.

Man apropos selfie... Jeg var i gang med lidt research til en artikel - og i den forbindelse faldt jeg over en liste over nye ord på dansk, som var publiceret i "Nyt fra sprognævnet 2004/1". Her kan man blandt andet finde ordet kameratelefon fra 2001, der er forklaret som "mobiltelefon med indbygget kamera".

Kameratelefon? Hmmm - det ord blev aldrig årets ord - og i dag godt ti år senere lyder det faktisk alvorligt altmodisch. Det var vist et af de ord, der kom, så og blev glemt...

onsdag den 15. januar 2014

Buuarsikkut

Grønlandsk tegneserie på Facebook

Buuarsikkut - Boas og de andre - er nok Grønlands populæreste tegneserie - tegnet af Robert Holmene med et skarpt blik for de små pudsigheder i det grønlandske samfund.

Serien er så populær, at da jeg sidst skrev om den her på bloggen, er artiklen blandt bloggens ti mest læste historier.

Dengang kunne jeg fortælle, at Buuarsikkut holdt til i den grønlandske avis Sermitsiaq, hvor den optræder med jævne mellemrum. Men nu er Buuarsikkut også tilgængelig på Facebook - kvit og frit.

Robert Holmene har flere gange hjulpet mig i forskellige anledninger, og jeg er glad for nu at kunne gøre gengæld ved at publicere linket til Facebook - noget jeg ellers kun sjældent gør.

Men ellers er her en forsmag på, hvad du kan se på Facebook:



mandag den 13. januar 2014

Endelig...

Sæsonens første sne

Skoven er altid smuk i snevejr.
Endelig - med næsten to måneders forsinkelse - fik vi vinterens første sne.

Jeg er en god, gammeldags snetosse og elsker sne, så det var svært at sidde stille i almindelig begejstring.
Nede ved fjorden piskede sneen ind over land i en strid østenvind.
Snefaldet begyndte ved to-tiden, og i skrivende stund er alt hvidt derude. Men det tør - og meteorologerne har da også lovet fortsat tø de kommende dage - så kort før solnedgang ved firetiden tog jeg en tur rundt i distriktet for at få lidt billeder af det, der måske bliver vinterens eneste sne.
Vi advarer selvfølgelig mod al udkørsel - hvis man da ikke kender vejen...
Inden nattefrosten begyndte søndag aften tog vi en buket franske
anemoner, der var forvirrede over den milde vinter og blomstrede i utide.

Vild med dans

Mavedanserkursus

Lidt rural mavedanserelite i det tyrkiske. Foto: Tina Laursen. 
Dybest set er det vel ikke særlig interessant og kommer næppe den brede offentlighed ved, når danske turister blamerer sig under sydens sol.

Det er nærmest pinligt...

Alligevel vover jeg et øje, for det er trods alt ikke hver dag, man ser bloggeren på et dansegulv - og så har jeg lige fået billederne til historien her tilsendt fra Tina Laursen.

Det var ude på landet - i det sydlige Tyrkiet. Vi boede på Hotel Tripolis nær Pamukkale-kilderne - og det havde åbenbart inspireret driftige investorer til at bygge et såkaldt spa-hotel fjernt fra bymæssig bebyggelse og pulserende natteliv.

En, to, tre og rundt... Foto: Tina Laursen
Vi benyttede os af lejligheden til et rigtigt tyrkisk bad og blev skrubbet, skurret og masseret efter alle kunstens regler. Bagefter var der tid til en GT i baren inden sengetid.

Her dukkede den lokale mavedanser op. Efter en kort opvisning i den ædle kunst, begyndte hun at udpege mere eller mindre tilfældige bargæster, som så blev beordret til at danse med hende. Situationen kan vel bedst sammenlignes med den gamle børneleg, hvor man skal gøre som lederen...

Og hvad pokker... Ude på landet har vi jo ikke andet morskab, end den vi selv laver, så jeg gik med på spøgen. Og når det kommer til mavedans, mener jeg i al beskedenhed, at jeg har udstyret i orden. Derfor tøver jeg heller ikke med at dele billederne med bloggens læsere.

Dina slap heller ikke for en tur på gulvet - men hun 
havde jo også de elegante dansesko på. Foto: Tina Laursen
Nu er der jo intet i Tyrkiet, der er gratis - og det var helt sikkert, at mavedanserens show var tilrettelagt, så flest mulige af gæsterne fik en andel i det. For helt ærligt tror jeg, at drikkepengene var hendes eneste aflønning. Så er det jo med at få folk til at more sig. Men det skadede næppe heller forretningen, at drikkepengene alle blev behørigt anbragt i brystholderen.

Så var der jo også lidt til husarerne, hvor de mest puerile endda selv fik lov til at placere pengesedlen.

søndag den 12. januar 2014

Fjordudsigt

Motorsavsmassakren

Nu er det for sent at fortryde.
"A Room With a View" er titlen på en engelsk kunstfilm fra 1986 med en herostratisk berømmelse for sin langtrukne kedsomhed.

Ikke desto mindre er et værelse med udsigt da noget, som de fleste af os stræber efter. Derfor satte jeg her i weekendens gode vejr motorsaven i morellen foran altanen ved herreværelset.

Egentlig smerter det mig dybt at fælde et flot, gammelt træ - og oven i købet et træ, som sætter de mest fantastisk velsmagende søde moreller.

Så er jeg næsten færdig med oprydningen.
Men tiden var altså kommet, hvor vore veje måtte skilles. Træet var simpelthen blevet for stort - og jeg så ingen muligheder for at beskære det - regulært som det var med en høj lige stamme.

Sidste sommer bar det masser af moreller - men de sad så højt og utilnærmeligt, at det var forbundet med største livsfare at plukke dem. Og når træet så oven i købet tager både lys og udsigt fra arbejdsværelset, så måtte motorsaven frem.

Nu skal bøgen bare lige beskæres...
Jeg tog allerede beslutningen i efteråret - men fordi det nu en gang gør ondt på mig, havde jeg udskudt eksekveringen.

Men da det lørdag eftermiddag var fint vejr til en tur i haven - og motorsaven alligevel skulle frem i anden anledning, var morellens skæbne beseglet. Og nu hvor træet er væk, glæder jeg mig allerede over både lyset og udsigten.

Nu kan jeg tydeligt se ned til fjorden og over til Gjøl fra altanen. Der mangler bare lige lidt beskæring af det store bøgetræ nede ved havepejsen og røgeriet - så kan jeg også få glæde af udsigten, når der om føje tid kommer blade på træerne.

Det er fuldbragt, som en kendt person sagde i en lige så kendt, ældre bog... Consummatum est!

onsdag den 8. januar 2014

Vågn op!

Så er op og ud af fjerene...

Vågn op, slå på dine strenge...
Foto: Beredskabsstyrelsen
Klokken er ikke lige det, man går allermest op i, når man bor i en bygd. Det ved jeg af erfaring fra både Grønland, Canada, Norge og såmænd også Danmark med - og egentlig finder jeg det ganske sympatisk.

Men der må selvfølgelig også være en grænse - og den har de tilsyneladende nået i bygden Qorlortoq i Nunavut. Her betyder vintermørket, at mange af bygdens 95 elever kommer for sent i skole hver dag, og at der kun er få til stede, når skolen begynder klokken ni om morgenen, fortæller den grønlandske radioavis på KNR.

I Qorlortoq mente man, at noget måtte der gøres ved dette slendrian - og det var faktisk en af bygdeskolens elever, der fandt på løsningen. Den går ud på at bruge bygdens katastrofesirene som fælles vækkeur. Og det betyder nu, at sirenen hyler hver morgen klokken otte for at få bygdeboerne ud af fjerene.

Samtidig er sirenen også taget i brug om aftenen. Her hyler den hver dag klokken 22:30, som signal til, at alle bygdens unge under 18 år skal være hjemme. For det med sengetiderne kan også være svært - både om vinteren, når det er mørkt det meste af døgnet - og om sommeren, når det er lyst hele døgnet.

mandag den 6. januar 2014

Tæt på

Lidt leg med makro

Støvdrageren i en aurikel ligner et helt
himmellegeme, når man kommer tæt nok på den.
Da jeg for mange år siden lærte at fotografere, syntes jeg, at det var enormt sjovt at lege med makrofoto - altså billeder taget ekstremt tæt på motivet.

Det ligner noget tovværksarbejde - men i virkeligheden
er det en velourdug ganske tæt på.
Sidenhen er jeg blevet lidt mere rå i det - og har i mange år dyrket det simple reportagefoto. Makrofoto kan nemlig nemt blive til æstetik for æstetikkens skyld. Men her til aften kom ånden alligevel over mig - og jeg kastede mig blandt andet over nogle af Dinas blomster.

Teknikken er egentlig rørende enkel og lavteknologisk. Man sætter en mellemring ind mellem kamera og objektiv - og flytter dermed fokuspunktet tættere på objektivet. Egentlig kan man gøre det bare med et paprør og lidt gaffa, men de såkaldte mellemringe er billigt tilbehør, som er inden for de flestes økonomiske rækkevidde. Til Canon EOS koster et sæt fra omkring 500 kroner.

Billederne til dagens historie er taget med min 50 mm optik - men havde det været udendørs ville jeg nok have brugt et af mine zoom-objektiver.
Det er karakteristisk for makro-foto, at
der næsten ingen dybdeskarphed er.

søndag den 5. januar 2014

Hjemmefødinge

Måger fra stambordet

Svartbagen holde et vågent øje med de uvedkommende.
Da jeg var i Hanstholm for at fotografere ismågen, var der naturligvis noget ventetid, inden dagens hovedrolleindehaver dukkede op.

Tiden blev brugt til at fotografere nogle af de lokale måger - og da de bogstaveligt talt er standfugle og havde taget opstilling på kajen, var det forholdsvist nemt at have med at gøre.

Ung sølvmåge eller svartbag - lige til at spise.
Især de stoute svartbager og de næsten lige så store sølvmåger var der nok af. Som udvoksede er de nemme at kende fra hverandre. Sølvmågerne har grå overside og svartbagerne har - som navnet klart siger - sorte bagdele og rygstykker med for den sags skyld.

Min kusine påpegede venligt, at det også kan lade sig gøre at forveksle en svartbag med en sildemåge. Deri har hun ganske ret, men da sildemågen er trækfugl og har gule ben, betragter jeg nu denne mulighed som rent akademisk på denne januar-dag.

Det er straks værre med ungfuglene. Her skal man være kender, for de er nærmest ens i deres brunspættede fjerdragter. Her ser man især på næbbygningen, for svartbagens næb er lidt kraftigere end sølvmågens - men den sondring er altså for folk, der har mere forstand på de dele, end jeg har.

Den lokale havnefoged.
Turen til Hanstholm bød i øvrigt på en anden spændende mågeart. For der var en del dværgmåger i havnen. Det er som navnet siger, en mindre måge - på størrelse med hættemågen og ligner da også en hættemåge i sommerdragten. Dværgmågen holder især til i den baltiske region, men ses hver vinter ved vestkysten.

Ligesom ismågen var de nemmest at fotografere i luften, for de hjemmehørende måger giver altså ikke meget plads til de fremmede. Jeg tog en hel stribe billeder, lige da jeg kom til Hanstholm. Hele striben var desværre mere eller mindre underbelyst, fordi jeg lod øjeblikkets begejstring løbe af med mig. Sådan er det jo desværre med fugle. Der er ikke lang tid til at reagere - og så går det desværre galt ind i mellem.
Dværgmågen kendes nemt på vingernes mørke underside.

Tæt på ismågen

Opvisningsflyvning i Hanstholm

Ornitologer fra hele Nordeuropa valfarter i disse dage til Hanstholm havn på den yderste kant af Thy - og med udsigt mod det store hav.

Ismågen er en sjældenhed på vore breddegrader.
Årsagen er en lille, lettere dalmatiner-plettet og charmerende ismåge, der nu har holdt hof i havnen siden juledagene.

Ismågen er en sjældenhed på vore breddegrader. Det er først ottende gang nogensinde, at den er observeret i Danmark siden 1835. Normalt holder ismågen til i de isfyldte farvande mellem Grønland og Svalbard, hvor den blandt andet lever af resterne fra isbjørnenes måltider, når den arktiske kæmpe sætter sæl til livs.

Ismågen i Hanstholm er en ung fugl - udklækket i 2013 enten på Svalbard eller Østgrønland. Den er ganske tillidsfuld og kommer gerne tæt på horderne af fotograferende ornitologer. Desværre er det en fremmed i det barske havnemiljø - og den får kun sjældent fred til at sidde mellem stamgæsterne ved havnebordet, så skal den fotograferes er det i luften.

Den sjældne gæst tiltrækker
ornitologer fra hele Nordeuropa.
Sådan er det jo - på de kanter skal man ikke bare begynde at mænge sig. Og slet ikke når man er en lille ismåge mellem de store, indfødte sølvmåger og svartbager.

Egentlig kan jeg godt mene, at det er lidt manisk, at folk helt fra Østrig kører til Hanstholm for at fotografere en måge, men ikke desto mindre satte jeg mig også i bilen lørdag formiddag for at få et billede af den flotte fugl.

Da vi ankom til havnen, sad den på den yderste mole - alt for langt væk til billeder, men nem at kende. For den er hvid, er den - meget hvid.

Men det var bare at vente. Normalt er Hanstholm havn lukket land for uvedkommende, men de lokale ornitologer har fået udvirket, at der i disse dage er fri adgang til ismågens yndlingsmole.

Og det skulle ikke vare længe, før den polare gæst lettede og fløj nogle ture frem og tilbage til ære for de mange fotografer. Et par gange var den nede i vandet og nuppe en godbid. Den forsøgte også at sætte sig på en pullert, men blev straks jaget væk af de uvorne hjemmefødinge. Og efter godt et kvarters opvisning forlagde den residensen til nordlige ende af havnen.

Der var billeder i kameraet - og vi kunne vende næsen mod Thisted til den ventende frokost hos kusinen.

Vi er stadig i den mørke vintertid, selv om dagen nu er tiltaget med et kvarter - og solen faktisk skinnede i Hanstholm ved frokosttid lørdag. Derfor måtte jeg også give køb på min normale praksis med at fotografere fugle ved 100 iso - og billederne er derfor lidt kornede. Men når man tænker på, hvor sjælden ismågen er på vore breddegrader, er det nu til at leve med.

lørdag den 4. januar 2014

Raketvidenskab

Merchandise

Så er der afgang til månen...
Det siges, at forskellen på drenge og mænd ligger i prisen på deres legetøj.

Noget er der nok om snakken, men jeg skal da også være den første til at indrømme, at prisen på Tintin-merchandise hidtil har afholdt mig fra den form for legetøj. Min søde kone synes, at jeg er lidt af fedterøv - og hun har derfor givet mig en model af raketten fra Tintin-historien Månen Tur-Retur.

Jeg er naturligvis glad for gaven, som jeg forresten selv var med til at købe. Og forhandleren - en lille butik i Aalborg, der er specialiseret i den slags ting - sang da også en voldsom sang fra varme lande for at retfærdiggøre prisen.

Raketten er kun lavet i et begrænset antal - selvfølgelig leveret i en eksklusiv emballage, der vil ikke blive lavet flere, der følger et ægthedsbevis med - og så videre og så videre.

Raketten får sin faste plads i herreværelset - og så må jeg
 nok hellere gemme emballagen. For i følge forhandleren
er den eksklusive emballage med til at retfærdiggøre prisen.
Så nu er jeg altså den lykkelige ejer af en knap 20 cm høj raketmodel, der er produceret som nummer 205 ud af en serie på 4.000. Den har kostet det samme som to flasker god rødvin sådan cirka - men hvor rødvinen allerhøjst smykker mit sind, kan raketten smykke mit kontor, hvor jeg i øvrigt har masser af merchandise fra flyselskaber og andre souvenirs fra den halve verden.

Månen Tur-Retur - som vi kender den.
Den medfølgende pamflet kan i øvrigt oplyse, at den lille raket er fremstillet af et materiale, der hedder resin. Jeg har aldrig hørt om det før, men en tur på Google afslører, at det er en to-komponent plastmasse med en overflade, der minder om glas - og som er velegnet til støbning.

Det viser sig, at det er til at købe i hobbyforretninger - og tilsyneladende ganske nemt at arbejde med. Det skriver jeg mig nu bag øret - for jeg kan da godt forestille mig en masse ting, det kan bruges til. Så måske var Dinas investering i en lille Tintin-raket slet ikke så tosset endda.