torsdag den 31. oktober 2013

Den grønlandske dør

Minder fra  Grønland

En grønlandsk maske.
Jeg fortalte forleden om Melinas grav - et lille stykke Grønland på kirkegården i Farsø. Men graven er nu ikke den eneste påmindelse om Farsø-malermesterens store kærlighed til Melina og Grønland.

Malermester Alfred Rasmussen har i mange år holdt til på Søndergade i Farsø i en lille etageejendom, der ligger på stedet, hvor forfatteren Thit Jensen - søster til byens store søn, nobelpristageren Johannes V. Jensen - i sin tid fødtes. Huset bærer tydeligt præg af, at her bor en maler, der kan lidt mere end bare vedligeholde vægge.

Den grønlandske dør.
Porten til baggården prydes af et stort vægmaleri fra byen i gamle dage - og inde i selve baggården er der talrige eksempler på Alfred Rasmussens kreativitet, blandt andet en typisk grønlandsk dansemaske.

Men det mest sjove er nu nok døren, der er holdt i ægte rødt med små vignetter med grønlandske motiver.
Far og mor - med gammel grønlandsk retsskrivning.
Påskriften er ABD - og det viser, at malermesteren kan sin grønlandske ABC. For bogstavet C findes ikke på grønlansk - og de grønlandske børns første læsebog hedder derfor selvfølgelig ABD.


På døren står der også Atâta og Anâna - grønlandsk for far og mor. Det var jo i halvtredserne, at Alfred Rasmussen arbejdede i Grønland. Det var mens Kleinschmidts retsskrivning stadig var god latin i det grønlandske - og derfor er den lange A-lyd udtrykt ved circomflex. I 1972 vedtog det daværende landsråd en retsskrivningsreform - og far og mor skrives derfor Ataata og Anaana i vore dage.

Nederst til venstre ses kirken i Narsaq
 og svigermors hus i Sagdlit.
Ud mod Søndergade havde Alfred Rasmussen en lille butik - og udstillingsvinduet er fortsat bevaret. I dag bruger Alfred Rasmussen vinduet til at udstille nogle af sine husmodeller. De fleste forestiller kendte bygninger i Farsø - men mellem den gamle jernbanestation, spejderhuset og sparekassen finder man sandelig også en model af kirken i Narsaq og svigermors hus i Sagdlit.

Det var i Narsaq kirke, at Alfred i 1956 fik sin Melina - og prægede ham i en sådan grad, at der i dag findes et lille stykke Grønland i den vesthimmerlandske stationsby.

mandag den 28. oktober 2013

Kommunal pasgang

Her lades alt håb ude


I de gode gamle dage – for mindre end 10 år siden – gik man ned til landbetjenten og hentede et nyt, når man havde brug for det. Det var enkelt, ubureaukratisk og ukompliceret.

Sådan er det ikke længere, for nu er pas blevet et kommunalt anliggende – og i den verden er der ikke noget som helst, der er nemt.

Jeg har tidligere her i avisen fortalt om, hvordan Jammerbugt kommune fik lavet et helt projekt ud af, at kommunens fotoautomat ikke kunne fotografere personer under 115 cm – en klar, men i øvrigt ganske velbegrundet diskriminering af dværge.

Forleden skulle konen så have et nyt pas. Jeg havde lavet et smukt foto af konen – efter udførlige instrukser fra politiets hjemmeside – i højeste opløsning, velbelyst uden synlige skygger og reflekser og med en ensartet baggrund.

På rådhuset herskede der vild forvirring. For hvem var det nu lige, der havde forstand på at bruge det særlige udstyr til at lave pas?

En dame gik i gang – men måtte stå af, fordi min kone åbenbart hedder en ting på Regionens sygesikringsbevis og noget helt andet i CPR-registret. Men efter lidt konfereren medarbejderne imellem, løste den åbenbart pasansvarlige mandlige medarbejder denne administative bagatel.

Så kom turen til billedet af konen. Det kunne ikke bruges, for der var støj i billedet, meddelte den pasansvarlige mig – men vi var velkomne til at bruge den berømte fotoautomat.

Nu skal man ikke sige sådan til en glad fotoamatør, der har kameraer, objektiver, printere og så videre – sagt uden at prale – for flere penge end en kommunal medarbejder tjener om måneden, så jeg spurgte selvfølgelig, hvad han mente med støj i billedet.

Ja, det var, hvad computeren fortalte ham. Den ville ikke godtage billedet.

At computeren ikke vil godtage et billede er jo ikke et særligt præcist svar. Jeg foreholdt derfor skrankepaven, at svaret næppe levede op til sagsbehandlingslovens kvalitative krav til et begrundet afslag fra en offentlig myndighed – og at han nok burde være lidt mere præcis i svaret.

Jeg var sådan set indstillet på at ændre billedet – hvis bare jeg kunne få de præcise specifikationer til opløsningen og så videre, så jeg vidste, hvad jeg skulle arbejde med. Men nej – den slags kunne han ikke oplyse. Kun at maskinen ikke ville godtage billedet.

Jamen, Herre Jemini – og han skulle forestille at være kommunens ekspert på området!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på dette tidspunkt hævede stemmen og forklarede manden, hvad jeg mente om hans intelligens og evne til at passe et job på et beskyttet værksted som rådhuset. Denne højlydte meningsudveksling gjorde paskontoret til dagens tilløbsstykke på rådhuset i Aabybro – og vores allesammens borgmester Gade dukkede da også op.

Gade er en praktisk mand med begge ben på jorden, så han foreslog, at jeg bare sendte billedet på e-mail, så man ikke skulle scanne det. Men nej, det kan man heller ikke, oplyste paven sin chef.

Til stede var også en kvindelig medarbejder, som i gamle dage var på rådhuset i Brovst, og som jeg kender som en praktisk dame med en betydelig fornemmelse for konduite. Hun kunne tilføje, at det er et tilbagevendende problem med pasmaskineriet, for også billeder taget af professionelle fotografer bliver ofte afvist.

Historien endte med, at min kone betalte 145 til den kommunale fotoautomat – for et pas kan man jo ikke undvære.

Men nu spørger jeg mig selv. Hvordan kan det gå til, at kommunerne har investeret i udstyr til pas, som ikke kan modtage en digital billedfil – og det i en tid, hvor digitalisering af offentlige ydelser er det gældende mantra på området? Hvorfor skal billedet scannes – for det er da at gå over åen efter vand (hvilket for resten er en kommunal specialitet).

Hvordan kan det gå til, at udstyret ikke kan scanne professionelle fotos? Hvorfor kan vi ikke få oplyst de præcise specifikationer på et billede til pasbrug?

For mig at se er der kun to svarmuligheder – enten ønsker man at ødelægge fotograferhvervet og tjene penge på den kommunale fotoautomat – eller også har man kastet sig ud i noget, man slet ikke har forstand på. Og det er såmænd nok det sidste svar, der er det rigtige – for det er jo åh så kommunalt.

Offentliggjort første gang i klummen "På kanten" i Nordjyske Stiftstidende 28. oktober 2013. Dagen efter bragte avisen denne tilføjelse:

Hvor svært kan det være?

Jeg fortalte i gårsdagens avis om vore genvordigheder, da min kone på det lokale rådhus skulle have lavet nyt pas. Historien ender desværre ikke her.

Vi har nu modtaget det nye pas fra Rigspolitiet – og sandelig om ikke det er lykkedes myndighederne at stave konens navn forkert.

Jeg ved efterhånden ikke, om jeg skal græde eller le – men det gør ondt at se så meget slendrian. Man ihukommer talemåden om manden, der var så dum, at han ikke kunne stikke en ske i sin grød uden at splitte begge dele ad.

Hvad pas angår, føler jeg mig overbevist om, at den sag vil ligge mere trygt i fotohandlernes faste hænder end i kommunernes fumlende fingre.


Efterårets farver

Før stormen

I weekenden gik vi over til normal tid - og alt er ganske normalt.

Årets første efterårsstorm blæser friskt over landet i skrivende stund. Alle TV-avisens praktikanter er sendt ud i det virkelige liv for at rapportere om et forholdsvis normalt vejrfænomen, som rammer landet næsten hvert år, men som selvfølgelig er nyt og spændende, når man mangler livserfaring.

De gamle og garvede journalister hygger sig imens indendøre og fraråder i øvrigt befolkningen - når bortses journalistpraktikanter - at færdes udendørs. Det er medieverdenens version af røgvenderen og stakitfrøene...

Når blæsten har lagt sig, er træerne sikkert næsten ribbet for blade - og vi er på godt på vej ind i vinterens periode med nøgne træer. Men i den forløbne uge har træerne været et prægtigt skue - røde, gule og brune i alle efterårets farver.

Vejret har været en blandet fornøjelse den seneste uge - og netop sådan en gang lidt af hvert er det helt rigtige vejr for regnbuer. Og det er jo også en del af efterårets farver. Her er et par fotos at fornøje sig med - mens vi venter på frosten og sneen...

søndag den 27. oktober 2013

Afsked til tiden

Landet rundt med Blenda Viking

Blenda Viking fik en velfortjent afskedskrammer.
SAS levede op til sit ry som verdens mest præcise luftfartsselskab, da man lørdag sagde farvel til selskabets MD-80'ere.

Denne smukke snude bliver
 fremover et sjældent syn i Danmark.
Præcis kl. 10.30 kørte Blenda Viking ud fra den smukke Vilhelm Lauritzen-terminal i CPH. På startbanen holdt vi stille nogle få sekunder, mens piloterne skruede helt op for de to Pratt & Whitney-motorer. Så blev bremserne sluppet, og vi skød fremad - og opad...

På denne særlige flight fik vi en start som var det sovjettiske militærpiloter, der sad i cockpittet. Opad det gik - og snart var vi over skyerne.

Det er sådan en stund, der giver store og ellers ufølsomme mandfolk gåsehud og en klump i halsen ved tanken om, at det var sidste gang. Trykket, accellerationen - og ikke mindst lyden, den fede lyd.

Dåbsattesten.
Og så var vi ellers på vej rundt i fædrelandet. Med laksesandwich på tallerkenen og champagne i glasset. For det var en ganske særlig flyvning - og selvfølgelig var serveringen ombord også lidt ud over den kop kaffe, der ellers gør SAS til noget helt særligt i dansk luftfart anno 2013.

Kabinepersonalet var stadset op til fest og bar uniformer fra forskellige perioder i SAS glorværdige fortid. De gjorde deres bedste for at få de 150 flyveentusiastiske passagerer med trafikministeren i spidsen til at føle sig godt tilpas - og opgaven blev løst til UG med kryds og slange.

Lowpass over Aalborg - udsigt mod
flyvestationen og Vendsyssel.
Først gik turen mod Aalborg - hvorfra jeg var lettet få timer forinden - og et flot lowpass i 100 meters højde hen over bane 28/08. Passagerne i styrbords side havde en flot udsigt til flyvestationen og senere Gjøl og Øland - og jeg vinkede forsigtigt til fruen på Nørremarksvej.

Så gik turen til Billund og endnu et lowpass, op over Fyn til Storebæltsbroen. Her skulle vi have haft selskab af et par F-16 fra RDAF - men dette luftige møde måtte aflyses på grund heftig vind og turbulens. Til gengæld fik vi endnu et lowpass langs en af verdens længste broer - og mon ikke der har været et par bilister, som har haft svært ved at holde øjnene på vejen?

Et minde fra en svunden tid. MD-80 er fra den tid,
hvor det stadig var tilladt at ryge om bord.
Herefter slog vi et smut op i solen over skyerne, inden vi nærmede os CPH igen. Men ikke den helt normale landingsprocedure. Først et ordentlig slag ud over Øresund langs broen og så tilbage igen på den anden side af broen, et lowpass over bane 30 - en særlig hilsen til flyspotterne nede ved Flyvergrillen - og et endelig et ordentligt herresving i lav højde ind over Kongens København og Slotsholmen.

Trafikministeren forudså, at der mandag vil ligge bunker af klager fra de støjforskrækkede og følsomme københavnere på hendes skrivebord - men glædede sig så også over, at de nye Airbus A320'ere, der afløser MD-80, er væsentligt mere støjsvage.

På vej ind mod Vilhelm Lauritzen-terminalen blev vi mødt at CPH's velvoksne brandbiler, som sendte kaskader af vand op mod Blenda Viking. Det er branchens normale måde at sige farvel på - man bruger det vand, som der heldigvis aldrig blev brug for.

Klokken 12.30 var det fordi - akkurat som planlagt - og SAS havde givet MD-80 et værdigt farvel over det Danmark - hovedlandet og hovedstaden - som flyet har bundet sammen gennem 28 år.
Klar til departure foran Vilhelm Lauritzen-terminalen.
Kabinepersonalet var stadset op til afskedsfest i historiske uniformer.
MD-80 Farewell Flight var ikke lige stedet, hvis man ikke bryder
sig om at blive fotograferet. Bemærk i øvrigt 2 + 3 sædeopstillingen. Det
 har altid været en væsentlig årsag til MD-80's popularitet.
En sidste dag på kontoret. Det er ikke lige til at se det,
men billedet er lavet i luften mellem Aalborg og Billund.
Et lidt psykedelisk syn. Sådan ser det ud indefra,
når brandfolkene i CPH hædrer et fly eller en kaptajn, der går på pension.
Så er det forbi. MD-80's karakteristisk bagdel med
 T-profilen. I baggrunden står afløseren - Airbus A320neo - parat.

lørdag den 26. oktober 2013

Departure

Så er det slut

På vej mod nye eventyr. Foto: SAS
Så er det i dag, at vi skal sige farvel til MD-80'erne - dette fantastiske fly som har båret mig vidt og bredt, og som i lang årrække har været rygraden i SAS-flåden.

Jeg har jo været så heldig at blive inviteret med på den officielle afskedstur, som foregår lørdag mellem 10.30 og 12.30 og et efterfølgende arrangement i Vilhelm Lauritzen-terminalen i CPH.

Men det bliver nu ikke dagens eneste flyvning for mit vedkommende. Jeg skal jo både til og fra København, så det bliver tidligt op og afsted med SK1202 7.05 fra Aalborg og retur igen med SK1215 om eftermiddagen. Så der bliver også lige lejlighed til at se nærmere på Airbus A319 og CRJ 900, der er to af de fly, som afløser MD-80.

Afskedsturen, der hedder SK7080, foregår med LN-RMM, Blenda Viking. Turen går populært sagt landet rundt - og SAS oplyser, at vi vil flyve over Aalborg mellem 11 og 12 - og at turen i øvrigt vil byde på overflyvninger af Storebæltsbroen og Billund. Skulle der være nogle blog-læsere, der får et foto af Aalborg-overflyvningen, hører jeg gerne nærmere.

Jeg har forsøgt at regne ud, hvor mange gange jeg har fløjet DC9/MD-80, men har opgivet. Men det er helt sikkert langt over 500 ture - og under 1.000. Og så har det forresten ikke bare været med SAS. Jeg har også fløjet MD-80 så langt væk som i Kina og i Alaska.

MD-80 er et godt fly - og det er langt fra alle SAS-flyene, der går på museum eller bliver skrottet:

- Størstedelen af vore MD80 er blevet solgt til Allegiant Air og Delta Airlines i USA. Det sker også for to af de sidste, OY-KHE og LN-RMM. Den sidste, SE-DIR, ender på SAS Museet i Oslo, hvor vi kan nyde synet af dette klassiske fly fremover, oplyser SAS på sin Facebook-profil og fortsætter:

- Vi glæder os til at sige farvel, men er samtidigt også triste. Vi tager afsked med MD80 fordi de ikke længere er tidssvarende. Vi vil i starten af 2014 kun have såkaldte 'Next Generation' fly i vores flåde, hvilket vil sige bedre brændstoføkonomi og mindre miljøpåvirkning.

tirsdag den 22. oktober 2013

Melinas grav

En grønlænder i Danmark

Her ligger Melina.
Jeg ved egentlig ikke, hvornår jeg hørte om Grønland første gang - og det kan godt ærgre mig i dag, hvor jeg må erkende, at Grønland er kommet til at fylde en meget stor del af mit liv.

Men det er i hvert fald helt sikkert, at den første grønlænder, jeg mødte, var Melina. Hun var gift med en af Farsøs malermestre, Alfred Rasmussen, og var kommet til Farsø allerede i 1957 - før jeg blev født altså.

Jeg husker hende mest af alt som en venlig, lille dame, som man altid kunne snakke med, hvis man stod i kø i en butik eller mødte hende på gaden - og jeg har da talt flere gange med hende senerehen, efter at jeg kom til Grønland, når jeg var på ferie i Farsø. Melina var fra Sydgrønland - og da jeg arbejdede for KNI var jeg mange gange dernede.

Jeg har i øvrigt også talt med Alfred Rasmussen om Grønland flere gange, så sent som i september hvor jeg holdt foredrag på sognegården i Farsø.

Forleden var vi på kirkegården i Farsø - og der kom vi forbi Melinas grav. Og jeg må indrømme, at det er et ualmindeligt smukt minde om Melina, som Alfred Rasmussen her har skabt.

På gravstedet ligger en marmorplade udskåret som Grønland - og det helt geniale er, at der uden om med mild hånd er strøet små marmorbidder, der smukt illuderer storisen syd om Grønland ved sommertide.

På marmorpladen findes desuden en stiliseret ulo - den grønlandske kvindekniv, som er symbolet på kvindernes store betydning for den grønlandske husholdning, og som enhver ordentlig kvinde tidligere kunne håndtere flittigt.

I sidste uge blev jeg i øvrigt også opmærksom på, at Melina har en hjemmeside, selv om hun døde i 2008. Her kan vi i billeder følge Melinas liv, fra hun bliver født i Sagdlit i 1919 og frem til gravstedet i Farsø i 2008 - og i øvrigt er der også nogle fine billeder af hendes forældre. Et fint dokument om Grønland i begyndelsen af 1900-tallet og nogle herlige billeder.

Jeg kan kun anbefale hjemmesiden til alle, der interesserer sig for Grønland - og ikke mindst forholdet mellem Danmark og Grønland. I vore dage vinkler pressen ofte forholdet skarpt og sætter fokus på forskellighederne, men virkeligheden er ofte lidt mere nuanceret - og det viser Melinas hjemmeside på smukkeste vis.

Nyt bord

En dag på værkstedet

Bordet er et arbejdsbord - så det er rigeligt
 højt til at drikke ved...
Mandag bød på gråvejr og spredte byger - lige det perfekte vejr til en dag på værkstedet.

Jeg har i nogle år haft et gammelt spisebord stående på værkstedet. Desværre tager det for meget plads - især efter at jeg tidligere på året fik en høvlbænk, så tiden var kommet til at lave et nyt.

Det var ikke noget stort projekt. Jeg tog en lamineret spånplade skåret til i den rigtige størrelse i tømmerhandelen. Så skruede jeg et par reglar på væggen, som pladen kunne hvile på og endelig skar jeg en til, så den kunne bruges som bordben. Så var der bare det svære tilbage.

For en spånplade tåler dårligt vand - og derfor skal kanten forsegles med plastik. Man svejser det på og skærer det derefter til. Det havde jeg aldrig prøvet før, men så fik man også lært det. Det ser i hvert fald særdeles prof ud.

Og så passede det med, at bordet var færdigt ved fyraftenstid - og jeg kunne byde fruen på en øl i værkstedet.

Bemærk i øvrigt mine Lars Løkke-tendenser... Mindre end et Per Lütken-askebæger fra Holmegaard kan naturligvis ikke gøre det på værkstedet. Det er ren første klasse...

søndag den 20. oktober 2013

Kongens skal

Johannes V. Jensen-museet i Farsø

Kongens skal - skal ikke?
Forfatteren og nobelpristageren Johannes V. Jensen er mildest talt ikke for tøsedrenge - for som debattør var han nådesløs. Der var smæk for skillingen, når skallesmækkeren Johannes V. drog i leding.

Johannes V. Jensen-museet i Farsø.
Men også som forfatter var der ramsaltet saft og kraft i sproget. Så meget at romanen Kongens fald blev udnævnt til århundredets danske roman, da 1900-tallet lakkede mod enden. Og den roman er så rå, blodig, voldelig og eftertænksom, at der er mange gode grunde til, at folkene bag Johannes V. Jensen-museet i Farsø har valgt at udstille bogen sammen med et kranium.

Forfatteren i centrum.
Når man som undertegnede er opvokset i Farsø - og forresten lever af at skrive og fortælle - kan man ikke undgå at forholde sig til Johannes V. Jensen. Derfor er det ærlig talt lidt af en flovmand, at jeg aldrig har besøgt museet for nobelpristageren, der blev indviet i hans fødehjem på Søndergade i Farsø i 1991 - og senere udvidet med en flot tilbygning, som blev indviet i 2011.

Denne katastrofale mangel på dannelse rådede jeg bod på i fredags, hvor vi havde familiekomsammen i Farsø og blandt andet besøgte museet for byens store søn.

Omend der ikke var tid til fordybelse, så var besøget på en times tid i hvert fald en glimrende anledning til at få repeteret forfatterens karriere i hovedtræk. Udstillingen kommer fint omkring Johannes V.'s liv og levned, forfatterskabet og rejserne. Blandt andet havde jeg fuldstændig svedt ud, at Johannes V. Jensen besøgte Tromsø kort før krigen. Den historie kunne jeg sikkert have fået meget ud af, da jeg selv boede i Nordens Paris.

Det er ikke hvem som helst, der kan få nobelprisen.
Som sagt; en flot udstilling, der kommer godt rundt - men jeg kunne nu godt tænke mig, at udstillingen var lidt skarpere vinklet. Jeg savner paradoksalt nok den gode historie, som Johannes V. Jensen netop mestrede til fuldkommenhed.

Helt konkret synes jeg også, at der manglede noget om forfatterens mange fejder. For Johannes V. Jensen var en gnavpot og en hidsigprop - og noget af det flotteste, han har skrevet, er ren polemik.
Det er også relevant, når min kusines mand - bibliotekaren fra Thisted - efterlyser bøger på udstillingen. Det kunne bestemt være berigende med nogle førsteudgaver og ikke mindst nogle af Johannes V. Jensens dedikationer.

Men lad os kaste bort kritikken. Museet er blevet til med utrættelige ildsjæles hjælp - og de har gjort et flot arbejde for at bevare mindet om denne store forfatter for eftertiden.

lørdag den 19. oktober 2013

Plante smil...

Liv blandt de døde

Bevæbnet med en priklepind planter min
kusine og min søster krokus på de ukendtes grav.
Da mine forældre døde sidste år, blev deres urner nedsat på de ukendtes grav på kirkegården i Farsø. Det skete efter ønske fra min mor.

Men så nemt skal hun nu ikke slippe, var vi blevet enig om i familien. Så i går fredag - i strålende sol - holdt vi en lille familiesammenkomst på Hotel Farsø, hvor vi - som vi har gjort så mange gange før sammen med vore forældre - fortærede hotellets udmærkede stjerneskud.

Bagefter gik turen til kirkegården. Vi havde sidste år temmelig nøjagtigt noteret placeringen af urnerne - og på de to steder i den anonyme græsplæne begik vi åbenlyst hærværk. Bevæbnet med en priklepind plantede vi krokusløg på positionerne - og det er nu vort håb, at krokusserne vil spire og sprede glæde blandt de ukendte døde, når foråret kommer.

Det er måske lidt imod mors ønske, men vi er nu også helt sikker på, at hun på sin plads i evigheden vil glædes over krokusserne - akkurat som hun gjorde, da hun levede.

fredag den 18. oktober 2013

Topmøde

Præsident møder konge

Kong Harald, kronprins Haakon og den svenske sametingspræsident
Stefan Mikaelsson. Foto: kennethhaetta.com
Da jeg i foråret var i Nordsverige for at blive lidt klogere på livet blandt de svenske skovsamer, fik jeg stor hjælp af præsidenten for det svenske sameting, Stefan Mikaelsson, som jeg i sin tid lærte at kende, mens jeg arbejdede i Arktisk Råd.

Stefan kender jo Gud og Hvermand på de kanter, så han vidste lige, hvem der kunne hjælpe mig med de helt rigtige billeder til mit nye foredrag, "Mellem ulve og rensdyr", som jeg netop har haft premiere på.

Men sjovt nok - og sådan går det desværre ofte, når jeg er fokuseret på en opgave - fik jeg ikke et eneste foto af Stefan Mikaelsson. Han er ellers et spændende menneske, der ikke går af vejen for at provokere borgerskabet med lidt neglelak - og i øvrigt ved han stort set alt, hvad der er værd at vide om både samisk kultur og rensdyrhold.

Nu har jeg imidlertid skaffet et fint billede af Stefan. Det blev taget tirsdag under åbningen af det norske sameting i Karasjok. Traditionelt overværes denne begivenhed af det norske kongehus - og lige så tradtionelt bringes der hilsener fra sametingene i Sverige og Finland. På billedet hilser den svenske samepræsident på den norske kong Harald og kronprins Haakon.

Da jeg var i Sverige i foråret var valgkampen i fuld gang til det svenske sameting - og det var derfor usikkert, om Stefan fik mulighed for at fortsætte som præsident. Men nu er valget overstået, og Stefan sidder sikkert i sadlen.

det svenske sametings hjemmeside er der en kort biografi om Stefan Mikaelsson. Heri kan man blandt andet læse, at han aldrig siger nej til rensdyrkød tilberedt over åben ild i skoven - og at hans yndlingstøj er den traditionelle vadmelskofte, som han også bærer på billedet fra det norske sameting i Karasjok.

tirsdag den 15. oktober 2013

Stegt ål

Limfjords-guf

Limfjordsål tilberedt af Dina.
Tirsdag aften fik vi stegt ål.

Det er sådan set ikke nogen nyhed - for vi holder begge umådeligt meget af denne traditionelle Limfjordsspise.

Nyheden bestod bare i, at det denne gang var Dina, der havde stegt ålene og lavet de stuvede kartofler. Det krævede et billede af lækkerierne, mente fruen i huset. Jeg gav hende ret - og iler med et stort tillykke med debutten.

Det hårde arbejde med at slagte ålene overlod Dina galant nok til bloggeren. Og det arbejde tager jeg gerne på mig - for i modsætning til de fleste, foretrækker jeg at lade skindet blive på ålene. Det gør dem mere sprøde og holder godt på ålens naturlige fedme. Det kan kun anbefales - og så gør det altså det hårde arbejde lidt nemmere.

Tuapannguanut

Her har jeg boet...

Tuapannguanut i Sisimiut. Billedet er klikbart. Foto: INI A/S
Jeg var lige på nettet for at tjekke nogle tal, da jeg kom forbi hjemmesiden til det grønlandske boligselskab, INI A/S.

I bunden af hjemmesiden er et smukt panorama-foto af Sisimiut set fra sydvest. Højt på klippeknolden ligger Sisimiuts alderdomshjem omkranset af bebyggelsen på Tuapannguanut - og der har jeg boet i 1993 og 94.

Jeg boede i blokken yderst til venstre på anden sal i den røde afdeling. Det var en dengang nybygget, dejlig, stor og højtbeliggende to-værelses lejlighed med udsigt ned over havnen, Præstefjeldet og Davis-strædet.

Adgangen til lejligheden skete fra den anden side, hvor der var en svalegang af træ på første sal - og her var hoveddøren, som ledte ind i et trapperum til anden sal. Ikke så praktisk måske, men en ganske imponerende entre i to etager.

Havnen i Sisimiut set fra køkkenvinduet.
Entreen ledte op til en fordelingsgang med garderobe, adgang til bryggers, køkken, stue og soveværelse. Igen ikke så praktisk, men en ganske ødsel omgang med kvadratmeter.

Jeg flyttede fra lejligheden i slutningen af januar 1995. Det var koldt, meget koldt - og døren havde stået åben hele formiddagen, mens flyttefolkene hentede mit indbo. Bagefter skulle der gøres rent - og som prikken over i'et ville jeg lige vaske flisegulvet i entreen.

Jeg vred gulvkluden op og smed den på gulvet og satte gulvskrubben på. Kluden rørte sig ikke ud af flækken. Den var uhjælpeligt frosset fast til gulvet - for flisegulvet var selvfølgelig dybtfrossent, efter at døren havde stået åben i flere timer. Så var man den erfaring rigere - lige på falderebet inden turen gik med S-61 ud af Sisimiut mod Nuuk og Hansen på vej mod nye eventyr...

Nedenfor Tuapannguanut og skjult på billedet lå i øvrigt to af byens dengang førende værtshuse - Pub Raaja og Kukkukooq (Rejen og Hønen). To værtshuse dør om dør gav området det folkelige navn Jomfru Ane Gade...

Luft under vingerne EXTRA

Slut med DC-9/MD-80

"Som sagt er flyene af DC9/MD-80-familien mit absolut foretrukne fly. De gode sæder og den gode plads på kortdistancerne kommer sikkert aldrig tilbage - og jeg vil græde en lille tåre, når jeg engang flyver min sidste tur i flyet. Men indtil da vil jeg nyde hver eneste kilometer."

Sådan skrev jeg i "Luft under vingerne V" her på bloggen for fire år siden. Og nu kan jeg godt begynde at finde lommetørklædet frem. For den 26. oktober er det slut. Forude venter pensionisttilværelsen for den legendariske flytype, der i adskillige år har været den store slider i SAS-flåden. Da det gik vildest til i midten af 90'erne, havde SAS 65 DC9/MD-80 i flåden - og var dermed også en af verdens største operatører af flytypen.

SE-DMG i Aalborg Lufthavn i november 2009. Det
er en MD-90/30, som blev leveret som ny til SAS
i 1996 - og flyver i dag for det schwetziske selskab Hello.
I skrivende stund er der tre eksemplarer tilbage - og det er simpelthen smertegrænsen for, at det kan betale sig overhovedet at bruge en bestemt flytype i et stort luftfartsselskab. Derfor slutter eventyret i udgangen af oktober.

Det blev for nogen tid siden annonceret på Facebook, hvor man samtidig fortalte, at udfasningen vil blive markeret med en særlig afskedstur i luftrummet over Danmark den 26. oktober - og forresten havde man fem billetter til turen, som skulle fordeles mellem Facebook-vennerne.

Jeg sendte et link til min blog-artikel fra 2009 til konkurrencen - og i søndags fik jeg så at vide, at jeg havde fået en af de fem billetter.

Så nu skal jeg have fundet det fine lommetørklæde frem og have det strøget - for ordentlige mennesker stryger jo deres lommetørklæder. Og selv om det bliver en lille smule vemodigt, er jeg også sikker på, at det bliver en stor begivenhed - der helt sikker vil få solid omtale her på bloggen.

mandag den 14. oktober 2013

Dagens ord LXII

Ertebølle flinte flækker
Flinteflener fra Ertebølle. Foto: DanDebat
Dagens ord er flen - og det skyldes Mathiesen henne på hjørnet.

Han skrev en kommentar på Facebook til bloghistorien om vagtelæg, hvor han anbefaler, at man perforerer æggehinden med en gaffel med tynde flener. Mathiesen skrev godtnok flæner, men det staves altså med e.

Jeg må indrømme, at det ikke lige er et ord, som jeg bruger hver dag. Normalt ville jeg nok sige tænder om gaflens flener - men det er godt gammelt, dansk ord.

Flen bruges om spidse grene på et redskab, for eksempel en greb eller en høtyv. Ordets oprindelse er helt igennem dansk og kommer fra pilespidsen, der jo i tidernes morgen og især her ved Limfjorden blev lavet af flint.

Det er i øvrigt også flen, der udgør den første stavelse i Flensborg - og det hentyder til byens beliggenhed ved den smalle og derfor spidse Flensborg Fjord.

mandag den 7. oktober 2013

Vagtelæg

Ikke mere pillearbejde

Vagtler er ikke større end daggamle kyllinger.
Vagtelavl er en af årets modediller her på Øland - og det giver masser af små æg.

Da Øland Sildelaug for nogen tid siden holdt sommergrillfest hos smeden og alle hans fugle, kom jeg på at pynte forretten - røget stenbiderrogn - med kogte vagtelæg delt i halve. Det så flot ud - men jeg indrømmer blankt, at det bestemt ikke var jordens bedste ide.

For æggene skulle pilles - og det er faktisk et pillearbejde. Det er svært at gøre pænt, fordi hinden på vagtelæg er ualmindelig tyk og sej - og et smilende vagtelæg går nemt i stykker.

Kogetiden på et smilende vagtelæg er cirka
et minut, men det er svært at pille.
Med den æggeviden og en skålfuld vagtelæg gik jeg søndag i køkkenet og legede lidt med alternativerne til kogte vagtelæg. Løsningen er naturligvis at tilberede æggene uden skal - for eksempel pocherede eller som spejlæg.

Vagtelæg er dekorative i sig selv.
Uanset om vagtelægget skal spejles eller pocheres, skal man bruge et lille glas til at slå ægget ud i. Igen kan den tykke hinde drille lidt - men skulle der smutte en stump skal med, er det ikke det store problem, når ægget slås ud i et glasset i stedet for direkte på panden eller i gryden.

Til pochering varmer man en liter vand tilsat en skefuld eddike i en kasserolle - sådan lige op til kogepunktet, men heller ikke mere. Med et piskeris bringes vandet i slyng, så det kører rundt i kasserollen - og man hælder det lille æg i. Det suser rundt et par gange og former sig pænt - og efter cirka et minut er ægget færdig. Det fiskes op med en hulske og er klar til brug.

Spejlæg får en pæn form, hvis man
 bruger en kageudstikker.
Når man spejler vagtelæg, kan man selvfølgelig bare hælde dem ud på panden som til almindelig spejlæg, men hvis de skal bruges til pynt, kan man også tage en kageudstikker af metal - de fås i mange former - og anbringe den på panden - og så hælde ægget ned i udstikkeren.

Jeg brugte en rund kageudstikker med en diameter på 60 mm - og det er lige i det største. Desværre har jeg ikke en på 50 mm, men det er min vurdering, at det er den bedste størrelse. Man kan selvfølgelig også bruge de mere fantasifulde udstikkere - og lave spejlægget stjerne- eller hjerteformet. Hvis man har en blinispande, er den forresten perfekt til at spejle vagtelæg i.

Vagtelæg i stedet for den traditionelle æggemasse
på røget laks. Til venstre pocheret og til højre spejlet.
Jeg brugte blandt andet vagtelæggene til at pynte et par laksemadder - så vi kan også lige benytte lejligheden til at lave en hurtig laksedressing. Man tager blommen fra et vagtelæg, rører det med et par skefulde olivenolie til det tykner, smager til først med lidt vineddike, salt, hvid peber og så lidt dijonsennep - og man har så en fin vagtelmayonnaise. Tricket her er så at tage en håndfuld esdragon-blade og blende dem med mayonnaisen. Det smager simpelthen mums. I virkeligheden er det nærmest en kold bearnaise - så det er en god ide at give den så meget dijon, at senneppen smager igennem.

Vagtelæg er smækfyldt med protein i forhold til kalorie-mængden - og betragtes derfor som et godt supplement til en slankekur. Angiveligt skulle der også være en masse vitaminer og sporstoffer i vagtelæg - og de små æg har derfor en særlig appel til mennesker, som går meget op i kosttilskud, helsekost og lignende. Blandt andet fandt jeg en artikel på nettet, der hævder, at vagtelæg kan dæmpe høfeber og allergi.

En lille vagtelægge-haps...
Det meste af den slags er med stor sandsynlighed noget småreligiøst nonsens - og det er i hvert fald ikke derfor, at jeg bruger vagtelæg. Men jeg synes, at et spejlet vagtelæg er et dekorativt alternativ til den traditionelle æggemasse på den røgede laks - og det er for mig grund nok til at bruge vagtelæg.

Smagsmæssigt er det jo sådan med æg, at de helst ikke skal smage af noget som helst - for gør de det, er de nok ikke helt friske...

Forresten kan det sikkert også se flot ud med et par æggeblommer fra vagtelæg oven på tatarmaden - i stedet for den traditionelle hønseæggeblomme. Det prøver jeg næste gang...

Det er i øvrigt ikke bare æggene, der byder på pillearbejde, når man har med vagtler at gøre. For mange år siden prøvede jeg på et gastronomi-kursus at lave udbenede vagtler. Det er pillearbejde, skulle jeg hilse at sige.

søndag den 6. oktober 2013

Solens varme

Dovregubben er med på den alternative bølge

Det lille hus spejler sig i solfangeren.
FN har sit klimapanel - og nu har jeg et energipanel.

Egentlig er et energipanel bare det, vi i de gode, gamle dage kaldte en solfanger - og som ethvert hippiekollektiv på landet engang havde installeret. Man smed et par gamle radiatorer op på taget, malede dem sorte og forbandt dem til varmtvandsbeholderen - og straks havde man glæde af solens varme.

I vore dage er tingene lidt mere strømlinet og højteknologisk, så solfangeren er blevet til et energipanel, der er en ventilator, som puster varm luft ind i huset. Derfor er det også forsynet med solceller, der driver ventilatoren og en termostat.

Der er stadig et par tomater tilbage - så jeg nøjedes
 med at klippe toppen af tomatplanterne for få plads
til energipanelet.
Jeg fandt det på tilbud i Bilka for nogle måneder siden - men dels har jeg ikke haft brug for det i den lune sommer, dels har mine udendørs tomater stået i vejen. Nu er sæsonen for udendørs tomater forbi, så lørdag morgen gik jeg i gang med at installere energipanelet - og det var faktisk ret nemt. Dog måtte naboen lige give en hånd med, da det skulle hænges op på væggen. Man har jo kun to hænder...

Energipanelet virker i princippet kun i solskin, men da vi har næsten 1800 solskinstimer om året her på egnen, er det fint nok.

Jeg holder mit værksted frostfrit - og der går en del strøm til det med de hårde vintre, som vi har haft på det seneste. Sidste år lavede jeg en ordentlig isolering - og nu har jeg så tilføjet energipanelet, der især på de kolde vinterdage, hvor solen ofte skinner, forhåbentlig kan bidrage til at nedsætte el-regningen.

Den varme luft kommer ind via diffuseren øverst
 i billedet. Med termostaten kan jeg styre temperaturen. Og
da jeg alligevel havde lavet en gennemførsel
 i væggen, blev der også plads til et
udendørs/indendørs termometer.
Da jeg isolerede værkstedet, lagde jeg stor vægt på at lave en såkaldt ventileret isolering for at undgå mug og fugtskader i værkstedet - og det har også fungeret fint. Luften på værkstedet har hele året været fin og frisk - og dufter dejligt af træ, som det skal på et rigtigt værksted.

Men da energipanelet også udtørrer luften på værkstedet, er det med til at nedsætte risikoen for mugskader.

Selv om værkstedet er isoleret, slipper der stadig en del varme ud gennem døren, der er gammel og utæt. En ny dør er derfor på listen over kommende projekter på parcellen...

Det er vistnok en smule altmodisch, når jeg i underrubrikken taler om den alternativ bølge - for når jeg ser mig om i nabolaget, er der efterhånden en Guds velsignelse af solceller, energipaneler og vindmøller, så det er vel ikke længere særlig alternativt..?

Pas på: De er tilbage...

Freden er forbi

En samling klaphatte.
Folketinget er tilbage. Politikere og journalister var enige om at betegne tirsdagens åbning af den lovgivende forsamling som intet mindre end en festdag for demokratiet og folkestyret.

Øh, hvilken planet sidder politikerne og journalisterne egentlig på?

For ude blandt folket var der bestemt ikke noget at fejre. Vi ryster og bæver, hver gang politikerne åbner munden – for vi ved, at vi kommer til at betale for deres maniske forsøg på at vise deres eksistensberettigelse.

Enhver lille lovændring bliver pustet op til en såkaldt reform. Mindre kan ikke gøre det – men det er også slemt nok. For som skatteyder får man altså nervøse trækninger ved tanken om, hvad politikerne nu finder på.

Galopperende vanvid.
Efter at have sendt milliarder til de italienske vinbønder for nogle tog, der ikke kan køre, har politikerne i deres uudgrundelige visdom besluttet, at der skal ofres yderligere 24 milliarder på tog. Snak og planer alt sammen – og penge ud af landet. Kun en tåbe kan da finde på at købe tog syd for alperne, hvis de skal fungere i vort klima.

Politikerne – selv de mest liberale, der dog burde vide bedre – er fastlåst i dogmet om, at besparelser kun kan foregå på velfærden. Deres kyniske taburetklæberi går ud over os på landet, de fattige, de flittige, børnene og de gamle – for Fanden hytter som bekendt sine. Politikerne holder gang på gang hånden over en uduelig, ubrugelig og uproduktiv masse af papirnussere – sikkert fordi de har gået på universitetet sammen.

Hvis politikerne virkelig ville spare, satte de hårdt ind på at bekæmpe bureaukratiet og decimerede den offentlige administration. I stedet for at biologerne i den kommunale miljøforvaltning sidder og tæller græs, bør de slå græs for pensionisterne for eksempel. Mindre papirnusseri, mere velfærd – uden at det koster en øre.

Men sådan vil landets lovgivere det ikke.

Derfor...
For godt et års tid siden ville politikerne gøre noget for vort lille barmarksfjernvarmeværk her på Øland. Derfor fik vi fik lov til at fyre med træflis i stedet for naturgas – og straks faldt varmeprisen, selv om der var investeret millioner i omstillingen. Nu kan vi så se frem til, at varmen stiger igen, fordi de samme politikere vil lægge afgift på biomasse. Investeringen er tabt. Frem og tilbage er som bekendt lige langt – og vi er lige vidt.

Den samme afgift vil ramme spejderne, for rafter skal afgiftbelægges, da de kan bruges til brændsel. Ganske vist hedder det, at man kan få afgiften retur, hvis man kan bevise, at træet ikke er brugt til brændsel. Lad mig lige minde om, at spejderledere er frivillige ildsjæle – og det er fuldstændigt urimeligt, at man nu sætter dem til at lave revisorarbejde.

På Folketingets åbningsdag forsøgte Nordjyllands Radio at få en kommentar til brændeafgiftens urimeligheder fra Orla Hav. – Det kunne vi ikke gøre noget ved, for det var noget EU bestemte, betroede han lytterne og satte sig hermed på Scavenius-bænken i benovet behagesyge over for vore sydlige naboer.

Og hvis Folketingets politikere ikke kan afskaffe brændeafgiften, hvad skal vi så med Folketinget? Så er der ligesom ikke ret meget fest for hverken folkestyre eller demokrati ved den forsamling – og så kan de jo ligeså godt holde ferie hele året.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 4. oktober 2013.

torsdag den 3. oktober 2013

Tidens tand

Plænen viser tænder

Vildsvinetanden har ligget i jorden i mange år.
Jeg kan vist snart skrive arkæolog på visitkortet - for det er altså de mest underlige ting, jeg efterhånden har gravet ud af haven.

For en måneds tid siden fandt jeg et blålyn i jordbærbeddet - og i denne uge dukkede der så en stor tand op, da jeg var i gang med at fjerne et stykke græsplæne til fordel for en udvidelse af terrassen på sydsiden af det lille hus på Øland.

Hvad laver sådan en bisse i min have?
Tanden var umiskendeligt præget af tidens tand - og uden i øvrigt at være ekspert på området mener jeg, at det er en vildsvinetand. Sådan nogle vildgrise er udstyret med nogle ganske drabelige hjørnetænder - og jeg er ret sikker på, at det er sådan en kalorius, der dukkede op i plænen.

Den er som sagt præget af et længerevarende ophold i jorden - men nu har jeg renset den i vand. Så er det planen, at den skal have en tur i brintoverilte og sikkert også en tur med en tandbørste - så skal den nok blive pæn at se til.

Da jeg var ung spejder, var vildsvinetænder et meget brugt trofæ i forskellige konkurrencer - men jeg har endnu ikke besluttet, hvad jeg skal bruge denne tand til.

Men det pirrer unægtelig fantasien. Hvorfor ligger der en vildsvinetand i græsplænen? Svaret får jeg sikkert aldrig - men nu er jeg i hvert fald spændt på, hvad der bliver det næste, jeg finder?

tirsdag den 1. oktober 2013

Doverodde

Fem huse og fælles silo...

Doverodde ligger smukt - ved Limfjordens bredder...
Doverodde hovedgade: Fem huse med fælles - silo...
I dag, tirsdag, ville vores mor have fyldt 92. Vi markerede fødselsdagen med et kæmpekalas i weekenden.

Det foregik i lillesøsters spritnye sommerhus i Doverodde. Samtidig var det nemlig også housewarming, fejring af Birgittes fødselsdag og 25 års jubilæum som lærer på Spejderskolen, så det var et rigtigt Kinder-æg.

Familien holder ølpause.
Doverodde er et feriested for de få. Kun ganske få huse, men smukt beliggende i en af Limfjordens små kringelkroge. Stedet er vistnok mest kendt for sin gamle købmandsgård, men ellers er det nu også et ganske smukt sted - og ikke større end at man kan gøre byen på en sen eftermiddag.

Det gjorde vi så - med behørig ølpause indlagt - efter at have indtaget en prægtig frokost med sild, fiskefileter, fiskefrikadeller, vildsvineragout og gammelost.