mandag den 18. november 2013

Stem blankt

Regionsrådene er en ren skueproces

Feje hundehoveder, bovlamme grødhoveder,
elendige socialdemokrater, skidesprællere
 og klamphuggere... (Citat: Egon Olsen)
Kommunalreformen i 2005 er vel nok det værste anslag mod det danske demokrati efter Grundlovens indførelse, når vi ser bort fra den tyske besættelse i 1940 og indlemmelsen i EF i 1973.

Reformen vil i al fremtid stå som en skamstøtte over en impotent borgerlig regering, som havde alle mulighederne for at skabe et frit samfund – og smed det hele væk i bureaukrati, øget skattetryk og helt nye standarder for offentlig indblanding i borgernes liv.

Kommunalreformen gjorde det danske folkestyre til en parodi og en skueproces – blandt andet fordi det slet gennemførte reformarbejde gav os de totalt overflødige regioner. Regeringen og forligspartnerne i det politiske establishment havde hverken viljen eller evnerne til at skære igennem og fjerne det overflødige flæsk – vel sagtens fordi mange trofaste partisoldater i regionsrådene kunne belønnes med et fedt ben og honorar uden at udgøre en reel politisk magt eller trussel.

Miseren skyldes især, at man fjernede den traditionelle sammenhæng mellem politisk ansvar og skatteudskrivning, så regionerne nu lever på den til enhver tid siddende regerings nåde og finansministerens velvilje.

Et andet problem er kommet til. I al det politiske reformmageri er nationale strategier og planer blevet et sandt mantra. Alt skal leve op til en landsdækkende standard – og dermed svækker man lokaldemokratiet.

Som prikken over i’et besluttede man, at der skulle bygges de såkaldte supersygehuse - en stribe mini-rigshospitaler fyldt med isenkram og dyre behandlingsmetoder, men uden menneskeligt nærvær og med en blind, ukristelig tro på det evige liv, hvis bare behandlingen er dyr nok.

Supersygehusene er blevet en gøgeunge – en kræftbyld der suger alle ressourcer ud af en række ellers velfungerende lokale sygehuse. Og det er slet ikke slut endnu. For når budgetoverskridelserne først begynder at melde sig i de flotte prestigebyggerier, er der jo kun den de lokale sygehuse til at betale.

Folketinget kan glæde sig – for aben er sendt videre til regionerne, der får lov til at føre kniven – oven i købet med det overbevisende mandat, at de er folkevalgte.
Politikerne er ligeglade – for når bare de får en post og et honorar, har de jo deres på tørre. Og sammenlagt koster de overflødige regioner så mange millioner i administration og politikerhonorarer, at Lars Løkkes førsteklasses udskejelser er en bagatel ved siden af.

Bureaukrati, djøffere der lægger tal sammen for øvelsens skyld og politikere, der sidder i bestyrelser for honorarets skyld er ikke sådan lige at afskaffe. Men som befolkning kan vi i hvert fald svække deres folkelige mandat.

Det kan vi gøre – ikke ved at blive væk fra tirsdagens valg, men ved at aflevere en blank stemmeseddel. Hvis vi bare bliver hjemme, er det et signal til politikerne om, at vi er ligeglade, men hvis vi stemmer blankt, er det et signal om, at vi gerne vil høres – men ikke ser et potentiale og en fremtid i det nuværende udvalg af Mickey Mouse-politikere til regionsrådet.

Derfor vil jeg opfordre alle til at stemme blankt til regionsrådene på tirsdag.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 18. november 2013,


4 kommentarer:

Ole sagde ...

Jeg er fuldstændig enig i, at jagten på et evigt liv, er tåbelig. Det er efterhånden langt hen ad vejen, det vores sundhedssystem bygger på.
Dog vil jeg sige, at jeg foretrækker klart få store sygehuse frem for alle disse sygehuse, der kun ligger hvor de gør af geografiske og historiske årsager.
I praksis er jeg desværre tvunget til at "tilhøre" et af disse små regionale sygehuse. Stort set hver gang jeg har været indlagt, laver de graverende fejl.
Jeg kunne fortælle meget om det, men summen er, at for min skyld må politikerne meget gerne centralisere og nedlægge yderligere.
Jeg kan bemærke, at en af de ting jeg har oplevet er f.eks. et uopdaget hoftebrud - et problem som min gamle far på 85 kunne diagnostisere over telefonen, hvor vores lokale sygehus på trods af både røntgnebilleder og scanninger ikke opdagede en s... . Så små sygehuse - Nej tak!.
Stemme blankt? Det er at fralægge sig ansvar. Netop kommunalvalget giver enestående demokratiske muligheder for både at stemme på alternative kandidater, eller evt stille op - det kræver meget få stillere.
Jeg har en kandidat til begge valg og jeg glæder mig meget til at bruge min demokratiske ret i morgen.

Jesper Hansen sagde ...

I vore dage kommer man primært på sygehuset for at dø - og det er efter min mening en forbrydelse at lade gamle mennesker dø afsondret fra deres kære i en storby - fjernt fra hjemmet. Min gamle mor afslog behandling det sidste år simpelthen fordi hun ikke ville fragtes rundt som en sæk kartofler, som hun sagde...
Jeg gruer selv for den tid, når den kommer - min kone har ikke kørekort, så hun har ikke en chance for at besøge mig. Centraliseringen af sygehusvæsenet er en forbrydelse mod menneskeheden - for som du siger: Man behøver altså ikke et røntgenapparat for at dianogsticere et hoftebrud - dårligt nok en lægeuddannelse.
Du har helt ret i, at det at stemme blankt er at fralægge sig ansvaret - og forholdene i Danmark er sådan, at jeg ikke længere kan tage ansvaret.

Ole sagde ...

Jeg er ikke helt med? Du skriver; "I vore dage kommer man primært på sygehuset for at dø"?
Jeg har været på sygehuset nogle gange i mit liv og er trods alt i live - endnu. :)
Umiddelbart vil jeg også mene, at døende mennesker ikke hører til på et sygehus - altså mennesker der er så syge, at der ikke længere er håb.
Taler vi om døende mennesker er hjemmet, et plejecenter, eller et hospice i nærområdet vel en løsning?
Jeg tror også uanset hvad, så vil det være svært at komme rundt i regionerne i dag, alene med offentlige transportmidler. Eksempelvis bor vi 12 km. fra randers. Vi er heldige, fordi der går faktisk en bus fra en lille by i nærheden - også i weekenderne. Tager vi f.eks. til Voldum, som er en "stor" by i den sammenhæng, kan man slet ikke komme rundt i weekenderne med offentlig transport - heller ikke til det lille regionale sygehus i Randers.

Jesper Hansen sagde ...

Det drejer sig om indlæggelser. Langt de fleste undersøgelser og operationer foregår jo i dag ambulant, så hvis man bliver indlagt, er der virkelig fare på færde. Ikke mindst fordi at man nemt risikerer en livstruende infektion, hvis man i øvrigt overlever operationen - for jo mere man centraliserer sygehusene, jo større er risikoen for infektioner. Den slags trives jo bedst i store enheder...
mht til hospice er jeg enig - og jeg så gerne, at man brugte flere midler hertil og gerne på bekostning af håbløs, livsforringende, højteknologisk behandling. Jeg drømmer faktisk om at genoplive alle de gamle hospitaler som indlæggelsessteder - og så kan lave operationerne centralt. En anden af mine ideer til at gøre sundhedsvæsenet mere borgervenligt er at flytte blodprøvetagningen fra hospitalerne til Falck-stationerne, der findes i de fleste byer - i stedet for som her, hvor vi skal køre 70 km til Thisted bare for at få taget en enkelt blodprøve.
Her, hvor vi bor, har vi forresten kun skolebussen til Brovst - og den er ikke meget værd, hvis man skal på sygehuset.
I øvrigt har jeg ingen planer om at stemme blankt til kommunevalget. Oppositionen her i kommunen ledes jo af Ole Nidkær Stavad - og han skal holdes fra fadet med alle tilgængelige midler. Som skatteminister har han tydeligt demonstreret, hvor mange ulykker han kan lave på skatteydernes regning. I øvrigt finder jeg det afskyeligt og væmmeligt at en gammel politiker med sin pension på det tørre, overhovedet kan finde på at bejle til en vellønnet borgmesterpost. Han skulle skamme sig - men det ord kender man sikkert ikke i den kommunistisk-socialistiske lejr.