mandag den 9. september 2013

Fandens overmand

Dansk afgiftsvanvid overgår helvedes pinsler

Da Fanden mødte det danske afgiftsvanvid,
kastede han pumpestokken i ringen.
Fanden har mødt sin overmand. I hvert fald forlyder det fra sædvanligvis velunderrettet kilde, at Lucifer alvorligt overvejer at skrue ned for blusset, nu hvor Danmark er ved at indføre skat på såkaldt biomasse til brændselsformål.

Det betyder med ganske almindelige ord, at vi nu skal til at betale skat af hvert eneste stykke træ, vi propper i brændeovnen eller på lejrbålet.

Lad mig skære det ud i pap. Afgiften på brænde er noget af de mest nederdrægtige, danske politikere har fundet på. I forvejen er 80 procent af elregningen afgifter – og uanset hvordan vi varmer hjemmet op, er størstedelen af prisen afgifter og moms.

Alle disse afgifter er asociale – for de rammer hårdest blandt de dårligst stillede. Sådan som vort samfund er indrettet, er der jo ingen, der kan klare sig uden strøm og varme.

Nordjyllands Radio har i den seneste tid slået et slag for bæredygtighed - og opfordret lytterne til at komme med gode ideer. Jeg skal nok vare mig for at komme med gode ideer – for straks er der en politiker klar til at belægge ideen med en afgift eller to. Så hellere holde den gode ide for mig selv.

Vi har i årtusinder opvarmet vore hjem med brænde fra skoven. Det er noget af det mest naturlige, der findes – og afgiften på brænde er derfor også en skat på vores fælles fortid og historie. Den slags kan naturligvis kun udtænkes af historieløse unge politikere, for hvem oprindelighed og danskhed er en vederstyggelighed – og hvor lykke er ensbetydende med et fint eksamensbevis og en Twitter-konto.

Brændeafgiften rammer også skævt – for den går ud over det Udkantsdanmark, som politikerne ellers prioriterer så højt i skåltalerne. For det er herude – hvor vi lever i pagt med naturen – at der bruges mest brænde.

For resten er afgiften på brænde også en skat på spejderarbejde. For spejderarbejde uden lejrbål er fuldstændig utænkeligt. Hvis den såkaldt forsyningssikkerhedsafgift på biomasse var indført sidste år, ville den alene have kostet Spejdernes Lejr i Holstebro 600.000 kroner. Det kan ikke være rigtigt, at sundt og dannende ungdomsarbejde i en sådan grad lægges hindringer i vejen.

Men tilbage til krisesituationen i Helvede: Nu er spindoktorer jo Fandens værk – og jeg har derfor forelagt forlydendet for Djævelens spindoktor, en venlig dame ved navn Signe Pecunia. Hun bekræfter, at der i den kommende tid bliver skruet ned for varmen dernede.

- Vi har ganske enkelt ikke råd. Det er jo ikke paradis, det her – selv om vi har det sjovere. Og så længe folk opfører sig så frelst, som de gør, efter at stort set alt – inklusive lakridsbrændsel - er blevet forbudt i Danmark, kniber det også med kundetilgangen.

- Der er ingen tvivl om, at Vorherre har konjunkturerne med sig i øjeblikket. Takket være effektiv markedsføring har han jo gjort forebyggelse, politisk korrekthed og især offentlig bekendelse af synder til et modefænomen. Farisæerne har medvind – og det skader naturligvis forretningen.

- Men vi er i gang med at gennemføre en kriseplan. Næste gang transfervinduet er åbent, har vi kig på en hel række tidligere skatteministre fra Venstre. Dem kan man jo få til at sige ja til hvad som helst, bare de får en taburet, siger djævelens talskvinde fortrøstningsfuldt.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 6. september 2013.

2 kommentarer:

disko13 sagde ...

Godt jeg bor forholdsvis tæt ved den dansk/ tyske grænse.Koks,olie,træpiller, alt bliver hentet der.Synd for de der bor langt derfra!!

Jesper Hansen sagde ...

Hvor har du ret, disko13. Det er synd...