mandag den 30. september 2013

Naturfotografen

Nyt fokus

Biolog-faget kan føre til alt. Det kan den grønlandske naturfotograf Carsten Egevang snakke med om. Karrieren begyndte nemlig med et ganske almindeligt forskerjob på Grønlands Naturinstitut, Pinngortitaleriffik.

Carsten Egevang er dybt fascineret
af den grønlandske natur.
Her var der brug for kameraet til almindelig dokumentation - men efterhånden tog fotointeressen over, og i dag kan Carsten Egevang skrive naturfotograf på visitkortet.

- Mit arbejde fordeler sig i dag med 70 procent til fotoet og 30 procent til biologien, siger Carsten Egevang. - Men det er desværre ikke ensbetydende med, at jeg også tjener 70 procent af min indtægt på billederne.

Det er ellers gået stærkt, siden Carsten Egevang stiftede billed-bureauet Arc-Pic for en halv snes år siden. Foruden et omfattende salg af fotos fra den grønlandske natur har Carsten Egevang udgivet flere bøger i det kostbare coffee-table-formet, ligesom det er blevet til adskillige priser i internationale fotokonkurrencer.

Hellere sidde i fjeldet og tænke på kirken end
sidde i kirken og tænke på fjeldet." Carsten Egevang har
gjort Roald Amundsens berømte citat til sit motto.
Det meste af overskuddet er investeret i fotogrej. - For når man sidder ude i den grønlandske natur fjernt fra alting, skal grejet bare virke. Så må jeg acceptere, at jeg ikke kan flyve med Grønlandsfly uden at betale overvægt, fortæller Egevang.

Fra bare at tage billeder af en fugl er fokus ændret for Carsten Egevang.

- Grønland er noget helt særligt - anderledes end for eksempel Svalbard, hvor man nemt kan komme tættere på dyrene - og derfor er det vigtigt for mig, at mine billeder viser dyrene i en grønlandsk sammenhæng - både i forhold til natur og mennesker, siger Carsten Egevang.

Jeg mødte Carsten Egevang første gang, mens jeg boede i Nuuk. Carsten fortalte om havternerne på Hunde Ejland - og ikke mindst havternens fascinerende trækmønster mellem Grønland og Antarktis, der sandsynligvis gør den lille, men i øvrigt også ganske arrige fugl til lidt af en rekordholder i langdistance-flyvning.

Carsten er en dygtig fotograf - så derfor synes jeg, at det kunne være ekstra morsomt at have et par fotos af fotografen. Jeg tog derfor kameraet med, da Carsten Egevang torsdag aften holdt foredrag i Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Det skulle jeg måske ikke have gjort. For efter foredraget blev jeg overfaldet af en grå hjelm, der mente, at jeg havde ødelagt hendes intense og følelsesladede oplevelse af foredraget.

Her må man altså have mig undskyldt. Det var altså et foredrag og ikke et bønnemøde eller en Mozart-koncert. Hvis ikke man kan fotografere til et foredrag om foto, hvor kan man så fotografere?

lørdag den 28. september 2013

Prikker og portrætter

Ny udstilling på Det Grønlandske Hus

Malene foran kulslæberne fra kolonihavnen.
Fredag var der fernisering på Malene Guldagers udstilling "Prikker og portrætter" i Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Huset har en tradition med at give plads til skiftende kunstnere i huset aula, Pyramiden. Og nu er turen altså så kommet til Malene.

Jeg har arbejdet en del sammen med Malene i Nuuk, hvor hun arbejdede som grafiker og layouter. Siden er hun flyttet til Danmark, har studeret på Aarhus Kunstakademi og er nu kommet så langt med sin kunstneriske udvikling, at tilværelsen også byder på udstillinger.

Maskebillede fra udstillingen i Aalborg.
Malenes foretrukne motiver er grønlanske ikoner som kvindekniven, uloen, og østgrønlandske masker. For et års tid siden købte jeg et par af hendes maskebilleder, som jeg er ret pjattet med - farvestrålende og festlige som de er - og så alligevel med kant.

Udstillingen i Aalborg er ikke stor - en god håndfuld billeder, men til gengæld spændende og flot. Malene arbejder med prikker - nærmest pointillistisk omend med et lidt andet udgangspunkt end de franske impressionister.

Selv siger hun, at inspirationen kommer fra barndommen, hvor fjernsynsbilledet i Nuuk ikke altid var lige godt - ofte kun skygger og prikker på skærmen.

Det kommer stærkt til udtryk i blandt andet billedet med kulslæberne fra den gamle kolonihavn i Nuuk, som jeg vil bedømme som udstillingens bedste og mest stilrene billede.

Udstillingen i Det Grønlanske Hus er åben til den 20. november. Der er selvfølgelig gratis adgang.

torsdag den 26. september 2013

Selvtilliden rystet

Store huller i paratvidenen

Aalborgs havnefront med Budolfis tårn til venstre.
Torsdag aften var jeg på byløb i Aalborg med de voksne spejdere. En rystende oplevelse, der afslørede dybe huller i min og kammeraternes paratviden - og efterlod os nærmest som pelsede får.

Overskriften var Aalborg på nethinden - og opgaverne var spørgsmål om byen og dens historie. Og selv om jeg har boet 14 år i den nordjyske hovedstad og endda har været medforfatter på byens 1300-års jubilæumsskrift i 1992, må jeg beskæmmet erkende, at jeg ikke sådan på stående fod og uden hjælp fra Google kunne huske, at Budolfis tårn er 63,5 meter højt, at Aalborg Slot er grundlagt af Margrethe I, at gennemsejlingen i den berygtede jernbanebro er 30 meter bred og megen anden trivia om byen.

Det var ikke tilladt at google, så det var en stor tabersag - ikke bare for undertegnede og min gruppe, men for alle. Simpelthen for ringe. Bedre gik det med at tegne blandt andet Budolfi, jernbanebroen og slottet efter hukommelsen. Dog gik det lidt galt med slottet, da jeg tegnede det med en række træer foran. Træerne stod der i 1993, da jeg flyttede fra Aalborg - men de findes altså ikke længere.

De bedste resultater fik vi i min gruppe i en opgave, hvor man skulle estimere afstanden mellem Aalborg-tårnet og en række centrale bygningsværker i Aalborgs centrum - men alligevel ikke et tilfredsstillende resultat.

Flovt, meget flovt...

onsdag den 25. september 2013

Hvasse hvepse

Arrige gæster

Boet var godt skjult i hækken.
Forleden klippede jeg hækken ind mod Lotte og Søren.

Pludselig følte jeg mig temmelig omsværmet - og til min store skræk opdagede jeg, at det kun var centimeter fra, at hækklipperen havde taget et hvepsebo, der sad godt skjult inde i hækken.

Det kunne nok være, at jeg fik benene på nakken. Cirka to skridt - og jeg var i sikkerhed ti meter væk...

Sådan et hvepsebo er ren natur - men noget træls noget i en have, hvor man færdes dagligt. Faktisk uacceptabelt, som det var placeret i hækken ind til naboen - lige ved siden af ungernes trampolin. Der skal i hvert fald ikke gå meget galt, før vi har gråd og tænders gnidsel - så boet skulle væk.

Almindelig gedehams.
Foto: WikiPedia.
Derfor iførte jeg mig pandelampe og tætsiddende tøj, da det blev mørkt. Jeg nærmede mig boet, hvor alt åndede fred og ro - og som en anden Bashar al-Assad sprøjtede jeg fluegift direkte ind i åbningen. Det var hvepsene helt klart ikke tilfreds med, så jeg fortrak skyndsomt.

Men det var effektivt - og den næste morgen kunne jeg fjerne boet i nogenlunde fred og fordragelighed.

Sådan et bo er et imponerende bygningsværk. Det er fremstillet af en papirlignende substans, som hvepsene laver ved at raspe i træværk og blande det med spyt.

Sådan bor hvepsen...
Boet var på størrelse med en fodbold, så der var blevet raspet længe og ivrigt over sommeren - og det var helt sikkert flere generationers hårdt hvepsearbejde, der lå bag. En arbejderhveps bliver lever cirka en måned efter udklækningen - hvis den altså ikke bliver ramt af fluesmækkeren forinden.

Alle hvepse - bortset fra dronningen - dør til efteråret. Næste forår går hun så i gang med at bygge et nyt bo, som inden sæsonen er omme, kan tælle op mod 6.000 individer.

Æggene sidder sirligt i sekskantede kuber...
Hveps er det almindelige udtryk, men ellers hedder dyret også gedehams. Udtrykket kommer af hvepsens antenner, der godt kan minde om gedens horn. Hams har ligesom hveps sin oprindelse i ordet hvæsse - en hentydning til hvepsens modbydelige stik - og har også givet hvepsen det latinske navn vespa. Forresten hed hveps på gammelt dansk også hvesp...

tirsdag den 24. september 2013

Månefestival

Kinasnak

Kinesiske elskende skal se på månen på samme tid,
hvis de ikke har mulighed for at være sammen til
månefestivalen.
Så passerede vi efterårsjævndøgn - og om mindre end tre måneder vender det hele igen mod lysere tider.

Men i slutningen af sidste uge havde vi alligevel noget, der kunne minde om de lyse sommernætter - her i slutningen af september. For ikke alene var vi begunstiget med dejligt, stille vejr. Aftenerne var også månelyse i fuldmånens skær.

Og det var ikke en hvilkensomhelst fuldmåne - nej, det var festival-fuldmåne.

Den kinesiske månefestival - Riget i midtens svar på vores høstfest - finder altid sted på den 15. dag i den ottende måne efter kinesisk kalender, hvilket altså i år var den 19. september, hvor der jo var fuldmåne.

Månefestivalen i år var noget ganske særligt, da månen følger en eliptisk bane. Afstanden mellem jord og måne svinger derfor en lille smule - og hvert 21. år er månen særlig tæt på jorden. Det skete i år, og der vil altså gå 21 år, til det sker igen. Derfor var der lidt ekstra knald på de kinesiske festligheder i år.

Den kinesiske månefestival er primært en familiefest, hvor man samles om et godt måltid og månekager, men der er også stærke romantiske traditioner forbundet med månefesten. På en sådan aften bør de unge elskende være sammen, drikke vin, spise månekage og gå ture i måneskinnet.

Selv hvis et par ikke har mulighed for at være sammen fysisk, kan de alligevel være sammen på det mentale plan ved at se på månen på samme tid. Det skulle angiveligt være et ofte brugt tema i kinesisk poesi - og det er i hvert fald en meget smuk tanke.

søndag den 22. september 2013

25 år med høstfest

Tak for gode som for onde år...

Det er 25 år siden, at Bodil og John første gang
åbnede garagen for høstfesten - og det blev fejret...
Beboerlauget bød velkommen
med en flot æresport.
Der var sølvbryllupsstemning på Nørremarksvej, da Bodil og John lørdag aften åbnede garagen for øboernes årlige høstfest.

Det er nemlig 25 år siden, at det muntre ægtepar første gang var vært for festen. Beboerlauget, der står for det rent praktiske ved arrangementet, havde skabt ren sølvbryllupsstemning til lejligheden.

Ved ankomsten til garagen var der lavet æresport - og blandt aftenens mange festlige indslag saluterede et par af ungerne med 25 skud - fra hundeproppistoler, forståes. Det var naturligvis også en sang, der opsummerede højdepunkterne fra de 25 år - selvfølgelig til melodien fra "Tak for gode som for onde år", og så kan sølvbryllupsstemningen næppe blive tykkere.

Aftenens uundgåelige: Dans på stolene. Heldigvis er
 vi et par stykker, der kender stolenes vægtbegrænsning.
Et fast indslag under høstfesterne er Nordens største amerikanske lotteri, som Svend-Åage kalder det. Masser af præmier og selvfølgelig totalt udsolgt af lodder.

Det skyldes ikke mindst fruen og undertegnede. For der er nemlig gået ægteskabelig sport i det amerikanske lotteri. Jeg gik hjem med en bog og en køletaske - og Dina kunne hjembringe en trøje, en taske, noget hundemad og et par drikkeflasker, så noget beskæmmet må jeg indrømme, at det var fruen, der vandt konkurrencen.

Peter Grønlænder stod for musikken, blandt
andet Boogie-Woogie.
Traditionen tro var det Peter Grønlænder, der stod for musikken - og han var næsten ikke til at stoppe. Så det blev ud på de små timer, inden vi småsyngende (og sikkert også småslingrende) kunne vandre de få hundrede meter ned ad Nørremarksvej til nogle få timers tiltrængt søvn.

Tak til Bodil og John for den store gæstfrihed...

lørdag den 21. september 2013

Aal Boys

Man må sno sig...

Man må sno sig...
Meget kan man sige om laugsbrødrene i Øland Sildelaug - men fanatikere er de bestemt ikke.

Derfor lød der heller ikke nogen protester, men et bifaldende "ål right", da oldermanden befalede, at fredagens menu stod på stegte ål. Muligvis var der en enkelt, der savnede sine sure sild, men vedkommende havde i hvert fald pli nok til i lighed med de øvrige at bifalde oldermandens beslutning.

Så har ålen smidt overtøjet...
Men er laugsbrødrene ikke fanatikere, så er de i hvert fald perfektionister. Og til et ålegilde her på kanten af Limfjordens bredder dur det jo ikke med kinesiske eller norske fryseål. Her skulle der den ægte vare på bordet - og den ægte vare er naturligvis friskfangede ål fra Limfjordens vande.

Så festen begyndte med at slagte ålene - et passende antal pr. næse - og flå dem med hjælp af oldermandens knibske tænger. Skindet blev taget med tang, og den slags arbejde er jo altid underholdende - ikke mindst at se på. For ålen giver sig ikke frivilligt. Selv døde ål kan opføre sig særdeles levende, når man først begynder at makke med dem - og så gælder de jo om at sno sig...

Stegte ål i meterm(ål).
Et andet hold gik i gang med de dild og flødestuvede kartofler, der er den eneste acceptable følgesvend til stegte ål - og selvfølgelig lidt surt i form af frisklavet og økologisk agurkesalat.

Til desserten havde SEP valgt en let og forfriskende frugtsalat med youghurt og serveret i rigtige børnefødselsdagsglas af plastik.

Så skal der spises. Og drikkes...
Et par timer senere kunne mætte og tilfredse laugsbrødre lette bagdelen med god samvittighed. For de havde gjort deres til den gode vejrudsigt for lørdagens høstfest på Øland. For som bekendt bliver det jo godt vejr, når man spiser op...

fredag den 20. september 2013

Electric Guitars

A Hero of Mine

I forgrunden Franz Beckerlee i velmagtsdagene.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg afskyr moderne musik - overproduceret, spekulativt, digitalt og tæppebankende som det er - og der er dæl'me godtnok langt mellem snapsene.

Men forleden aften var den der bare. Bang, sagde det - og jeg var fuldstændig solgt på stedet, da jeg første gang hørte "A Hero of Mine" med Electric Guitars i radioen.

Melodien er muligvis lidt spekulativ - stjernespækket som den er - men det lyder altså fedt, der er energi og nerve - og så er det rigtige guitarer og ikke computere, der leverer musikken.

Det er Søren Andersen og Mika Vandborg, der har lavet bandet med det sigende navn Electric Guitars. På bandets første plade har de inviteret deres danske yndlingsguitarister med på et af numrene - og det er så blevet til den 10 minutter lange A Hero of Mine. Her er der god, gammeldags guitarrock med Tim Christensen. Mikkel Nordsø, Jacob Binzer, Per Møller, Poul Halberg, Uffe Steen, Billy Cross, Jens Runge, Aske Jacoby og så også lige en herre ved navn Franz Beckerlee.

Søren Andersen og Mika Vandborg har støvet den gamle gasser af, og det er da lidt af en bedrift, der bør omtales - og det er jo dybest set det, jeg er i gang med...

Alene de 10 minutter sætter en grænse for musikkens kommercielle udbredelse. Det er jo de færreste radiojournalister, der evner at holde kæft i 10 minutter og bare lade lytterne nyde musikken.

A Hero of Mine er endnu ikke tilgængelig på YouTube, men den kan høres via dette link i forbindelse med Madsens omtale forleden. Og husk - den skal spilles højt, meget højt...

Og nu, hvor vi er i gang, kan vi jo lige genopfriske en manisk Franz Beckerlee fra de glade Gasolin-dage i Smukke Charlie....

torsdag den 19. september 2013

Dinas mosteri

Æblehøsten under pres

Dina renser æbler. Til venstre ses
min stavblender størrelse XL.
Min entreprenante frue, Dina, har investeret en del af pensionsmidlerne i en mostpresse.

Onsdag skulle pressen indvis - og vi gik i gang over middag. Det vil sige, Dina har nu været i gang i nogle dage. For hver eftermiddag tager hun cyklen og kører rundt på Øland. Rundt omkring står der i skoven og grøfterne et æbletræ eller to - og Dina høster flittigt af naturens gaver.

Til dagens most havde hun et par spande æbler - cirka otte kilo. Æblerne blev vasket, delt og renset. Det skete selvfølgelig uden for i det dejlige sensommer-vejr.

Dina lægger pres på æblehøsten.
Som næste step i produktionen skal æblerne kværnes. Her havde fedterøven (bloggeren, dovregubben, undertegnede) imidlertid besluttet, at der ikke var nogen grund til at ofre penge på en kværn til formålet. Så inspireret af nettet omdannede han en skruemaskine, et plastikrør og et malerpiskeris til en stavblender størrelse XL.

Den virkede, men så heller ikke mere. Det tog lang tid, og det var hårdt arbejde - og æblerne kunne sagtens have været meget bedre kværnet, så da jeg torsdag så, at Bilka har tilbud på en æblekværn i denne uge, skal der nok blive indkøbt sådan et apparat. Så får jeg jo også aktier i mosteriet...

Manden smager på sagerne...
Men de otte kilo æbler røg i pressen - og vi drejede på håndtaget. Straks begyndte det at pible frem med friskpresset æblemost - og vi tog en pause i arbejdet. Det smagte forbløffende godt og gav mod til at fortsætte.

En halv times tid senere kunne vi gøre resultatet op. Knap tre liter frisk æblemost - og nogle kilo æblekød til komposten.

Jeg er i øvrigt overbevist om, at vi sagtens kan få et endnu bedre udbytte, når først vi får købt kværnen. For den gode smag har i hvert fald givet os blod på tanden - om man ellers kan bruge dette udtryk.

Æblerne hober sig op i boudoiret.
Dina fortsætter i den kommende tid på cyklen - og imens hober æblerne sig op i boudoiret. Ikke fordi jeg på nogen måde vil tale nedsættende om dameværelset, og det er slet ikke ondt ment, men der dufter altså mere af frugthandel end roser derinde i øjeblikket.

Og Dinas øjne tindrer stolt, mens hun funderer over, at en tilværelse som mosteriejer vistnok ikke lige lå i kortene, da hun i sin tid så dagens lys i kulminebyen Qullissat i Nordgrønland.

onsdag den 18. september 2013

Moskus ved Nuuk

Hverken får eller ko

Det er altså ikke bare hår. En voksen han vejer over 300 kg.
Nuuk Ugeavis kunne i sidste uge bringe en lille zoologisk sensation. Der er set moskusokser ved Ameralik.

Nu er sensationen nok til at overse for biologer, jægere og lignende folk, der færdes dagligt i omegnen af Nuuk - men kendsgerningen fra mit perspektiv er, at da jeg forlod den grønlandske hovedstad i 2007 var den nærmeste moskusokse set i Akia cirka 80 km nord for Nuuk - og nu er hippiekøerne at finde syd for byen.

Det er lidt af en bedrift, for moskusokserne må nødvendigvis ind over indlandsisen for at komme til Ameralik - og Nuuk Ugeavis kan da også berette, at der tidligere er set moskus ved nunatakkerne - fjeldtoppe omgivet af is - på kanten af indlandsisen.

De vestgrønlandske moskusokser stammer fra en
udsætning i Kangerlussuaq i slutningen af 60'erne.
Moskusokserne i Vestgrønland er efterkommere af 27 dyr, der blev udsat i Kangerlussuaq - 400 km nord for Nuuk - i slutningen af 60'erne. Dyrene kom oprindeligt fra Nordøstgrønland - og udsætningen har været en succes.

Man regner med, at der er over 25.000 dyr i dag, og Grønlands Naturinstitut betegner det som verdens hurtigst voksende bestand. Det er naturligvis den voldsomme vækst i antallet af dyr, der tvinger dyrene på vandring ind over golde gletchere og tilfrosne fjorde.

For jægerne er det godt nyt. Moskusoksen er et eftertragtet trofæ - og rigtigt tilberedt også en kulinarisk delikatesse. Men sådan har det ikke altid været.

I slutningen af 90'erne var rensdyrbestanden på et meget lavt niveau - og kommunalbestyrelsen i Nuuk diskuterede derfor muligheden af at udsætte moskusokser i området ved Kapisillit.

Nuuk og nærmeste omegn. Kortudsnittet
 dækker godt 100 x 150 km.
Den debat kan stadig den dag i dag få mig til at tvivle på demokratiet. Der var nemlig opstået et rygte om, at rensdyr og moskusokser ikke kunne leve side om side. Moskus fælder voldsomt om sommeren - og rensdyrene skulle angiveligt spise ulden, få forstoppelse og lide en frygtelig sultedød. Vi havde fat i et utal af biologer og alskens eksperter - og ingen af disse kloge mennesker kunne bekræfte historien. Men ammestuehistorien havde fat i kommunalbestyrelsen - og det endte naturligvis med, at udsætningsplanerne blev nedstemt.

Sandheden er, at moskus og rener går efter forskellige fødeemner - og de lever fint side om side. Det er moskussernes succes beviset på, for i samme periode er rensdyrbestanden kommet på fode igen. Og da der nu er moskus syd for Nuuk, må man sige, at naturen har taget sagen i egen hånd. Måske det er et tegn om, at politik og natur går dårligt hånd i hånd?

Billedet er taget på sydsiden af
Watson River ved Kangerlussuaq (SFJ).
Moskusoksens latinske navn er Ovibos Moschatus. Ovibos er en sammentrækning af ovis - får og bos - køer, for i mange år troede man, at moskussen var en blanding af disse to dyreracer. Genetisk forskning har imidlertid fastslået, at moskus er beslægtet med visse gedearter - og det er det, man skal tage hensyn til, når man tilbereder moskuskød. Det bliver ikke godt, hvis man udelukkende behandler det som oksekød.

Jeg har i øvrigt en anden sjov historie om hippiekøerne, som de også kaldes, fra mit arbejde i Nuup Kommunea. Det var i 2006, hvor man diskuterede den grønlandske kommunalreform. Bygden Atammik havde i den forbindelse ytret ønske om at komme sammen med Nuuk i stedet for Maniitsoq. Det skete et par dage før, at Nuup Kommunea havde modtaget brev fra Naturinstituttet om, at de første moskus var observeret i Akia - Nordlandet. Borgmester Agnethe Davidsens kommentar: - Der kan I se. Alle vil til Nuuk!

Hertil - og ikke længere...
I 90'erne var jeg ret ofte i Kangerlussuaq - og der har jeg set moskusokser mange gange. Billederne til historien her stammer fra 1996 - den eneste gang, hvor jeg har været rigtig tæt på de store dyr.

Det var lidt med hjertet i halsen, men jeg ville altså have billederne - og jeg var hele tiden klar til at løbe, for det er bestemt ikke ufarligt. Normalt er de fredelige, men de kan pludselig blive meget sure - og så er det med at komme væk, for de kan løbe meget stærkt - og stopper ikke, fordi der tilfældigvis står en fotograf.

Jeg betragter det som ungdommeligt vovemod - og ville nok ikke gøre det i dag. Men dengang havde jeg heller ikke telelinser og moderne teknologi. Så det er ægte håndholdt dogme-naturfoto. Billederne er scannede papirbilleder, så det kniber desværre lidt med kvaliteten.

mandag den 16. september 2013

Holgers jordbær

Til minde om Holger

Rækken til venstre er Holgers jordbær.
I lørdags blev Holger bisat i Farsøs smukke kirke.

Et hjerte af guld holdt op med at slå - to flittige hænder gik i stå...

Holger var det mest elskelige menneske, man kunne tænke sig. Den tidligere landpost i Farsø kom ofte med blomster til min mor, da hun levede - og fik sig en øl og en brændevin med far.

Især de sidste år, hvor min far ikke var så mobil, som han gerne ville være, var Holger en stor hjælp - og selv i de allersidste dage, hvor far lå på den palliative afdeling, kom Holger forbi hver dag. Af gammel vane sikkert - for han havde altid posten med fra postkassen på Gråbølle.

Men også jeg har nydt godt af Holgers hjælpsomhed. Da jeg købte huset på Øland og gik i gang med det store projekt, kom Holger og far forbi med gode råd til haven. For var der noget, Holger havde forstand på, så var det nemlig havebrug.

I 2010 fik jeg en kasse jordbærplanter af Holger. Det passede lige med tre rækker, som alle har givet de dejligste, store og lækre jordbær midt i sæsonen. Men nu er det sådan, at jordbærplanter helst skal fornyes hvert tredje år, så de to af rækkerne røg op tidligere på sommeren. På grund af den tørre sommer havde jeg desværre ikke nye planter til tre rækker, så den sidste række af Holgers jordbær har fået lov til at få et ekstra år i tjenesten.

Og nu står der altså en række jordbær i min have, som kan minde mig om Holger det næste års tid. Jeg vil tænke på ham en ekstra gang, når jordbærhøsten går i gang næste år. Med taknemmelighed for alt det gode, han gjorde for mine forældre.

Æret være Holgers minde.

søndag den 15. september 2013

Berlevåg Mannssangforening

Fra Nordkap til Nordjylland

Berlevåg Mannssangforening på scenen i Gryden.
Folk i Rebild, der ellers er vant til lidt af hvert, var enig om, at landsbyens berømte bakker aldrig før havde oplevet noget lignende.

Normalt er det svulstige taler, opera eller amerikansk marchmusik, man kan høre i Rebild Bakker, men lørdag var turen kommet til Berlevåg Mannssangforening og norsk korsang - og det er jo anderledes nede på jorden.

Heftig og Begeistret!
Koret havde taget turen fra Nordkap til det danske land - med en dansk boende berlevåging som guide og konferencier. Lørdag eftermiddag optrådte de i Gryden mellem lyng og himmel i en totimers friluftskoncert - i godt vejr, mens vi med paraply i hånd ventede på efterårets snarlige komme.

Mandskoret fra tettstedet eller fiskeværet Berlevåg blev verdensberømt over en nat i 2001, da instruktøren Knut Erik Jensen lavede filmen Heftig og Begeistret. Det skete, mens jeg opholdt mig på Lofoten - og jeg havde nærmest første parket til begivenheden. Jeg så filmen i Kinografen i Svolvær, da den havde landsdækkende norsk premiere - og betragtede den som et stykke norsk folklore uden den helt store betydning.

Folk hyggede sig i bakkerne.
Jeg skulle blive klogere, skulle jeg. Filmens dramaturgi er i virkeligheden prototypen på et stykke reality-TV, og det ramte tidsånden i en periode, hvor Robinson-ekspeditionen først var ved at finde formatet. Flere end 500.000 solgte billetter alene i Norge slog successen fast - og siden skulle Berlevåg Mannssangforening tage verden med storm. Ikke mindst i toeren, hvor de blandt andet sang på Ground Zero kort tid efter massakren på Twin Towers.

Filmene er - eller rettere var - magisk fascinerende i sin tid - og lad det være sagt med det samme: Magien fulgte ikke med i Rebild Bakker. Koret har været gennem et generationsskifte - og jeg er heller ikke helt sikker på, at bakkerne er den rigtige kulisse. Men ideen var god - og vi hyggede os da i den lune eftermiddag, så fred være med det. Det blev en god og hyggelig eftermiddag.

De grå hjelme dominerede publikum.
Samtidig var det et fascinerende møde med de grå hjelme, som journalisten Torben Steno har døbt den gruppe af godt og vel midaldrende, gråhårede, pageklippede kvinder, der i vore dage udgør kulturindustriens altædende heavy users.

Disse kvinder har travlt. Jeg kunne forstå, at det i høj grad giver street respect, hvis man når så meget kultur som muligt i løbet af en dag - og flere af de omkringsiddende havde da også som japanske krydstogtturister inden koncerten nået flere kunstudstillinger i Rebild kommune, der åbenbart er en slags kulturelt Disneyland, inden at de efter koncerten med mandskoret skulle i biografen i Skørping for at se Heftig og Begeistret.

Godt og vel midaldrende kvinder er
kulturindustriens heavy users - her et
lille udvalg fra koncerten i Rebild Bakker.
Det er et kulturelt miljø, der giver plads til masser af attitude og namedropping - også selv om det netop er fordybelsen, der er gruppens dannelsesideal. En af kvinderne fik grundigt blandet film og egne erfaringer sammen og mente således at erindre, at filmen var dansk og handlede om et rejseselskab i bus til Nordkap.

En anden grå hjelm havde travlt med at overbevise mig om, at hun havde set filmen - og gentog henført flere gange, at det netop var sådan en film, man ikke var færdig med, når man gik ud af biografen. Her må man altså have mig undskyldt - det er da en god film, en smuk film, en gribende film, men det er sågu ikke en film, der forfølger en resten af livet...

Koncerten i Rebild Bakker var arrangeret af Kulturelt Samråd i Rebild Kommune, og der var gratis adgang. Det fik også de grå hjelme i begejstring, for det er da fantastisk, at kommunen sådan giver gratis adgang til kultur i verdensklasse.

Det undrer mig meget, at kvinder, der ellers opfatter sig som hørende til den intellektuelle elite, kan tro, at noget som helst er gratis. Gratis betyder som bekendt bare, at der er en anden, der betaler for dig - i dette tilfælde altså de i forvejen hårdt trængte skatteydere i Rebild Kommune.

Men som der står i Biblen. - Til dem, der har, skal der gives... og jeg nød trods alt denne dejlige eftermiddag i Rebild Bakker.

Her er en smagsprøve på Heftig og Begeistret:

fredag den 13. september 2013

Humle

Et festligt topskud

Humle sætter blomster i seks til otte meters højde.
Humle er noget ukrudt, som bør udryddes, siger mange haveejere - og tager sig en forsvarlig tår øl...

For humle er ganske rigtigt en ret ukontrollabel, vildtvoksende plante i grænselandet mellem krudt og ukrudt - men det er altså også en nytteplante, der er tæt forbundet med øl.

Humlens hun-blomster har et stort indhold af lupulin, der er det stof, som giver øllet dets karakteristiske smag - og i øvrigt også har betydning for klaringen af øllet efter gæringen.

Netop nu sidst på sommeren blomstrer humle. Hun-blomsterne er store, grønne og kogleformede, han-blomster små og ubetydelige og tjener intet andet formål end netop at være han-blomster. Hun-blomsten derimod indeholder foruden lupulin også østrogen. Heraf har vi formodentlig en væsentlig årsag til, at de færreste er i stand til at føre bil på betryggende vis efter et par bajere.

Humlens hun-blomster har et højt indhold af østrogen.
Spøg til side. Under alle omstændigheder er indholdet af østrogen så højt, at det forstyrrede ægløsningen hos de unge piger, der i gamle dage høstede humlen i humlegårdene - og det gjorde pigerne ekstra populære. For til høstfesterne var der nærmest frit valg på alle hylder, i alkoverne og høstakkene - og det havde altså ikke de store konsekvenser for humlepigernes vedkommende.

Humle er en lian, der nemt bliver seks til otte meter høj. Den visner ned hver vinter og starter så forfra med en imponerende vækst om foråret - op til 10 cm om dagen. Blomsterne sidder i toppen og kan være bøvlede at høste - men ikke i det lille hus på Øland. For min humle gror op ad altanen uden for herreværelset, så det er bare at gå ud og snuppe blomsterne.

Så er humlen hældt på vodka. Om et par
 måneder skal der prøvesmages.
Det gjorde jeg torsdag aften - hvor det i øvrigt var et herligt vejr. Jeg plukkede et par håndfulde blomster. De er nu anbragt i et syltetøjsglas med en halv liter vodka - og skal nu trække et par uger. Efter et par måneders yderliger lagring skulle det gerne give en herlig humlebrændevin, der angiveligt skal være god mod blandt andet søvnløshed.

Vi får se...

tirsdag den 10. september 2013

Lidt eftertanke

Hvad ved vi egentlig om Norge?

Vidste du, at Skagen ikke alene er Danmarks
nordligste by, men også navnet på lufthavnen
i Stokmarknes på Vesterålen?
Mandag var der valg til det norske Storting - og det ser i skrivende stund ud til, at Stoltenbergs uforståelige, men magiske tag om nordmændene er forsvundet.

Men som tidligere indvandrer i Norge og ansat på Norsk Polarinstitutt - med ret til en beskeden pension fra den norske stat, når den tid kommer - interesserer jeg mig selvfølgelig for valget og har fulgt med i løbet af aftenen på den norske avisers hjemmesider.

Her faldt jeg tilfældigvis over en quiz: "Hvor meget ved du om Danmark?". 10 enkle spørgsmål om vort fædreland, der åbenbart volder problemer i broderlandet - for i gennemsnit svarer deltagerne rigtigt på 3,2 spørgsmål.

Det er ikke meget - men hvor meget ved vi om Norge? Resultatet ville efter al sandsynlighed falde ud på samme måde, hvis det store flertal af danskere skulle svare på 10 enkle spørgsmål om Norge.

Men det giver da stof til eftertanke...

mandag den 9. september 2013

Æble-æstetik

Æblerne har røde kinder

Æblerne strutter kernerødt af sundhed.
2013 er et fantastisk æbleår.

Sommervarmen og ikke mindst solen kom i år på det helt rigtige tidspunkt for æblerne. Det betyder, at æblerne er rødere end nogensinde - og det giver rigtig mening til det gamle udtryk om æblekinder, der som bekendt er kernesunde, runde kinder...

For æblerne - og især de røde arter - som for eksempel mine ananas-æbler hænger virkelig med æblekinder på træerne netop nu.

Høsten er begyndt - og ananas-æblerne står først for. Det er egentlig ikke noget stort æble - sådan rent smagsmæssigt - men i år har det en imponerende sødme, som gør det til en ren fornøjelse at spise. Og så er det forresten første gang, at vi virkelig kan høste æbler i et større antal fra det fem år gamle træ. I træernes verden er fem år jo nærmest ingen alder...
Dagen kan ikke andet end se lys ud, når
man møder dette syn i haven om morgenen
.

Fandens overmand

Dansk afgiftsvanvid overgår helvedes pinsler

Da Fanden mødte det danske afgiftsvanvid,
kastede han pumpestokken i ringen.
Fanden har mødt sin overmand. I hvert fald forlyder det fra sædvanligvis velunderrettet kilde, at Lucifer alvorligt overvejer at skrue ned for blusset, nu hvor Danmark er ved at indføre skat på såkaldt biomasse til brændselsformål.

Det betyder med ganske almindelige ord, at vi nu skal til at betale skat af hvert eneste stykke træ, vi propper i brændeovnen eller på lejrbålet.

Lad mig skære det ud i pap. Afgiften på brænde er noget af de mest nederdrægtige, danske politikere har fundet på. I forvejen er 80 procent af elregningen afgifter – og uanset hvordan vi varmer hjemmet op, er størstedelen af prisen afgifter og moms.

Alle disse afgifter er asociale – for de rammer hårdest blandt de dårligst stillede. Sådan som vort samfund er indrettet, er der jo ingen, der kan klare sig uden strøm og varme.

Nordjyllands Radio har i den seneste tid slået et slag for bæredygtighed - og opfordret lytterne til at komme med gode ideer. Jeg skal nok vare mig for at komme med gode ideer – for straks er der en politiker klar til at belægge ideen med en afgift eller to. Så hellere holde den gode ide for mig selv.

Vi har i årtusinder opvarmet vore hjem med brænde fra skoven. Det er noget af det mest naturlige, der findes – og afgiften på brænde er derfor også en skat på vores fælles fortid og historie. Den slags kan naturligvis kun udtænkes af historieløse unge politikere, for hvem oprindelighed og danskhed er en vederstyggelighed – og hvor lykke er ensbetydende med et fint eksamensbevis og en Twitter-konto.

Brændeafgiften rammer også skævt – for den går ud over det Udkantsdanmark, som politikerne ellers prioriterer så højt i skåltalerne. For det er herude – hvor vi lever i pagt med naturen – at der bruges mest brænde.

For resten er afgiften på brænde også en skat på spejderarbejde. For spejderarbejde uden lejrbål er fuldstændig utænkeligt. Hvis den såkaldt forsyningssikkerhedsafgift på biomasse var indført sidste år, ville den alene have kostet Spejdernes Lejr i Holstebro 600.000 kroner. Det kan ikke være rigtigt, at sundt og dannende ungdomsarbejde i en sådan grad lægges hindringer i vejen.

Men tilbage til krisesituationen i Helvede: Nu er spindoktorer jo Fandens værk – og jeg har derfor forelagt forlydendet for Djævelens spindoktor, en venlig dame ved navn Signe Pecunia. Hun bekræfter, at der i den kommende tid bliver skruet ned for varmen dernede.

- Vi har ganske enkelt ikke råd. Det er jo ikke paradis, det her – selv om vi har det sjovere. Og så længe folk opfører sig så frelst, som de gør, efter at stort set alt – inklusive lakridsbrændsel - er blevet forbudt i Danmark, kniber det også med kundetilgangen.

- Der er ingen tvivl om, at Vorherre har konjunkturerne med sig i øjeblikket. Takket være effektiv markedsføring har han jo gjort forebyggelse, politisk korrekthed og især offentlig bekendelse af synder til et modefænomen. Farisæerne har medvind – og det skader naturligvis forretningen.

- Men vi er i gang med at gennemføre en kriseplan. Næste gang transfervinduet er åbent, har vi kig på en hel række tidligere skatteministre fra Venstre. Dem kan man jo få til at sige ja til hvad som helst, bare de får en taburet, siger djævelens talskvinde fortrøstningsfuldt.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 6. september 2013.

søndag den 8. september 2013

Ild i pejsen

Så er havepejsen indviet

"Pejsegården" er ikke stor - men til gengæld hyggelig 
og tæt på den varme pejs. Foto: Jesper Svendsen.
Lørdag aften holdt vi en lille, beskeden fest for at indvie havepejsen. Det var kulminationen på flere års arbejde -og en gammel drøm, der dermed gik i opfyldelse.

Desværre var vi ramt af lidt forfald på grund af sygdom, så det var et lille, udsøgt selskab, der gik til bords - efter at vi højtideligt havde tændt op, drukket et par glas champagne og diskuteret aftenens vejrudsigt. Det havde smådryppet i løbet af dagen - men vi vovede et øje og fik sandsynligvis sommerens sidste udeaften ud af det.

Egentlig var der planen, at vi skulle have åbnet middagen med en varmrøget ørred - men jeg havde altså ikke rigtig heldet med mig i den forløbne uges kamp med egnens put-and-take-søer, så vi måtte nøjes med en traditionel hjemmerøget laks fra fryseren. Laksen var garneret med en lækker wakame-tangsalat, hjemmerørt mayonnaise blendet med dijonsennep og esdragon fra urtehaven samt vagtel-spejlæg. En festlig og farvestrålende tallerken, som jeg desværre glemte at fotografere.

Herefter indviede vi den grill, som er indbygget i havepejsen, med nogle solide stykker kalvemørbrad. Hertil kartoffelsalat og en rigtig efterårssalat med snittet rødkål og æbler - selvfølgelig af egen avl - vendt i en kaneldressing.

Desserten var den efterhånden næsten obligatoriske rabarberkompot med ganache og karamelliseret hvid chokolade.

Til forretten fik vi en herlig pinot blanc fra Alsace. Aftenens rødvin var en mig ubekendt chianti fra Melini 2008. Det var en rødvin, som jeg en gang har fået foræret - og bestemt en stor oplevelse. Ikke så kraftig som Barolo og andre populære italienske rødvin - men heller ikke så sølle, som mange billige chianti-vine ellers kan være. Alt i alt det, som jeg forstår ved en god sommer-rødvin. Desserten blev skyllet ned med Den Kongelige Livgardes portvin fra Warre's - og det er efterhånden en fast gæst på bordet her i huset.

Da mørket faldt på, fortrak vi til baren. Hvad der her skete, lader vi forblive under privatlivets fred - men jeg kan da afsløre, at der blev konsumeret et forunderligt udvalg af kaffe, cerutter, cognac, GT, Baileys og Oscar Davidsens sødmefyldte kirsebærrom...

fredag den 6. september 2013

Dyrlægens natmad

Klassisk smørrebrød

Dyrlægens natmad med sky og frisk agurkesalat.
Dyrlægens natmad er en af de dyrebareste specialiteter på den danske smørrebrødsseddel.

Vi er i København i de brølende tyvere. Verdenskrigen er slut. Danmark har fået Sønderjylland tilbage. Livet leves i hovedstaden. Konjunkturerne er gode. Fra de mondæne restauranter lyder tonerne af den nymodens jazz - og charleston er den helt store dansedille. Josephine Baker vækker sødmefyldt forargelse med sit bananskørt.

Hver aften går dyrlæge Sigurd Keilgaard, der blandt andet har tilsyn med de kongelige stalde, ud i byen. Han slutter gerne af på Oscar Davidsens smørrebrødsrestaurant, hvor han nyder et stykke rugbrød med leverpostej og saltkød pyntet med sky - og kommer derved uforvarende til at give navn til denne danske specialitet.

Jeg har netop kogt sky af 15 kilo okseben. Det gav en klage fra skraldemanden, der nok mente, at skraldesækken var lidt tung - men alting har jo sin pris.

Fonden fra knoglerne blev kogt ind, smagt til med lidt urtesuppe og klaret med æggehvide - og tilsat et par dråber kulør for syns skyld. Det blev til cirka fem liter, der nu står i foliebakker i fryseren - og venter på, at det bliver jul. Men skyen skulle selvfølgelig prøvesmages - så hvad var mere nærliggende end at runde fredagen af med dyrlægens natmad?

Og så rundede vi af med friturestegt camenbert.
Nutildags pyntes dyrlægens natmad ofte med løgringe, men netop nu har vi masser af frisk agurkesalat, så jeg skiftede løgene ud med agurk - og nød den herlige spise.

Nu er et stykke smørrebrød lige i underkanten til aftensmad. Så vi rundede af med lidt friturestegt camenbert - og fik dermed også brugt lidt af årets solbærsyltetøj.

onsdag den 4. september 2013

Blålyn

En bombe under jordbærrene

Og det kan sige bumbum, bumbummelum...
Det er de underligste ting, jeg finder i jorden.

Tirsdag aften var jeg i gang med at fjerne nogle gamle jordbærplanter og gøre klar til de nye. Under gravearbejdet gik jeg lidt dybere, end dengang jeg anlagde jordbærbeddet - og havde derfor hevet en lille halv snes mursten op af jorden, da en lille plastikbeholder dukkede op.

Det var en slags patron eller granat - tydeligt mærket med HMAK, der som bekendt er en forkortelse for Hærens Materielkommando.

Jeg var ret overbevist om, at der sikkert var tale om et blålyn - et militært kanonslag, som ivrige Tintin-læsere kender under navnet Thunderflash. Det var sådan en tingest, kaptajn Haddock ved en fejl antænder i slutningen af Det hemmelige våben.

Men nu er jeg ikke meget for at omgås eksplosiver uden at have fuldstændigt tjek på situationen - og da jeg aldrig har været soldat, sagde mærkningen M66 mig ikke noget som helst. Jeg kontaktede derfor politiet, som imidlertid ikke turde sige noget - og jeg blev derfor viderestillet til Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, der åbenbart er døgnbemandet.

Her kunne man bekræfte, at M66 er et blålyn - og så burde sagen vel egentlig slutte her. Men jeg sagde desværre lidt for kækt tak for oplysningen og meddelte, at så smider jeg bare tingesten i skraldespanden.

Så blev manden i telefonen meget alvorlig og meddelte mig, at borgerne har pligt til at aflevere sprængstoffer og fyrværkeri på genbrugspladsen.

Så nu ligger mit blålyn i en plastikpose i værkstedet og venter pænt på næste gang, turen går til genbrugspladsen...

Det er i lidt besynderligt med alle de ting, som dukker op af jorden. Den forrige ejer af huset har tilsyneladende haft en mærkelig vane med at begrave alt muligt i baghaven. Utallige murbrokker er det blevet til. En god del af min nye havepejs er opført med brugte mursten, som jeg har gravet op af jorden. Det er efterhånden også blevet til en halvhundrede herregårdssten, som jeg blandt andet har brugt til at kante græsplænen.

Et blålyn er i øvrigt et ganske heftigt stykke fyrværkeri. Prøv at se denne video, hvor et blålyn sætter videokameraet ud af spillet:

tirsdag den 3. september 2013

Rødkål og spidskål

Jenne go'e sager...

Nu høster vi kål...
Da jeg mandag så til mine kål ude bagved, opdagede jeg, at der desværre havde sneget sig en dræbersnegl ind under insektnettet.

Denne slimede sag havde forlystet sig med det flotteste, flotte spidskål. Ærgerligt, men jeg tog nettet af og gjorde det af med sneglen. Og da jeg alligevel havde nettet af, kunne jeg jo lige så godt begynde at høste af kålen.

Så ud over det skadede spidskål, høstede jeg et par stykker mere - og så tog jeg også årets første rødkål. Det var imponerende flot - og står bestemt ikke tilbage for de rødkål, man finder i gode butikker.

Så mandag aften stod den på stuvet spidskål - og de kommende dage skal der rødkål i salaten. For det er vist endnu lidt tidligt at koge rødkål til juleanden.

Men på den anden side... Julen er jo en uomtvistelig kendsgerning. Så da jeg forleden fik tilbudt en sæk ben fra en ko, slog jeg til. Og ovre i røgeriet har den store gryde simret lystigt søndag og mandag med suppe til den dejligste hjemmelavede sky til julens hjemmelavede rullepølse og andre lækkerier.

Selvgjort er jo som bekendt velgjort.

mandag den 2. september 2013

Efterår

Entreprenøren pakker sammen

En lille detalje: Jeg har støbt en lille trappe
 ved hoveddøren - og fandt med lidt besvær nogle
granitfliser i en passende størrelse, som matcher
chaussestenenes farve.
Snart oprinder vinteren i grøft og i grav - og om føje tid kan vi stille hakken, skovlen og spaden i hi.

På papiret er det nu efterår - men september plejer da at byde på hæderligt vejr, så der er ingen grund til at fortvivle. Men sommeren går uomtvisteligt på hæld, og den seneste uge er gået med blandt andet at lukke nogle af sommeren mange projekter, så lad os lige tage en tur rundt på parcellen...

 For et par uger siden blev jeg færdig med at lægge chausse-sten på den nye indgang til huset. Det har taget lidt tid, fordi det har været svært at få stenene til at sætte sig rigtigt under sommerens tørke - men nu ligger de sådan nogenlunde fast, så søndag kunne jeg endelig feje den overskydende stenmel væk og nyde den flotte, regnvåde granitoverflade. Chaussestenene er kantet med en smal pigstensbelægning.

I dagene op til Dinas fødselsdag fik jeg renoveret sydfacaden, men fik aldrig givet sokkeltjære. Det nåede jeg lige torsdag - inden regnen begyndte.

Sidste weekend satte jeg et par trapezplader op under østaltanen, så vi nu kan sidde der i tørvejr - uanset om det regner, hagler eller sner. Når først caprifolierne bliver rigtigt tætte, bliver det en herlig plads, der kan bruges hele året - men jeg er da begyndt at overveje, om jeg måske skal lave en vinterhave langs østgavlen, nu jeg alligevel er begyndt med overdækningen...

Tilfældigvis havde den lokale tømmerhandel tilbud på flotte tagrender og nedløbsrør i stål fra Lindab, så halvtaget har fået lidt mere finish, end det først var planen.

I den forløbne uge blev vi også færdig med havepejsen, der nu har fået top på og er blevet vandskuret. Den blev selvfølgelig taget i brug med det samme - bare for lige at tjekke trækket. Og det virker! Stadig mangler der at blive monteret låge i pejsen, så jeg også kan bruge den som røggiver til røgeriet, men lågen er på vej og kommer forhåbentlig på plads i løbet af ugen.

Endelig er der blevet tid til at give røgeriet en gang maling, så det nu fremstår i svenskrødt - akkurat som de andre "avlsbygninger" på parcellen.