onsdag den 31. juli 2013

Tørlagt

Tørreste sommer i mands minde

Hele den vestlige del af Ulvedybet er tørlagt.
Det sidste døgn i juli bød på spredt regn på Øland. Faktisk blev det til hele to mm - og det er halvdelen af den regn, som vi har fået i løbet af sommermåneden.

Den danske klimanormal for juli er på 66 mm - og med kun fire millimeter er vi altså langt under normalen. Det er faktisk lidt af en katastrofe - og hvis ikke det er fordi, vi vander lidt i haven hver aften, ville jeg være helt sikker på, at grøntsagshøsten for længst var gået til.

Landmændene ser ud til at klare sig. I følge naboen står kornet faktisk helt fint, men meget af det er også vinterbyg, der jo er ovre den værste vækst. Desuden er vi jo her på Øland begunstiget af lavtliggende marker, hvor det ofte er for meget vand, der er det store problem.

Også strandengenes små søer er forsvundet.
Men tørt er det altså. Hele den vestlige del af Ulvedybet er tørlagt - og strandengenes små søer er også forsvundet. I følge de gamle øboere har man aldrig oplevet noget lignende.

Nu er den menneskelige hukommelse som oftest ganske kort - men mon ikke vi alligevel er kommet så langt med tørken, at vi med rimelighed kan tale om den tørreste juli på Øland i mands minde. Med dette luftige begreb har vi i hvert fald ikke taget munden for fuld - og så er der også plads til de mere akademiske diskurser om millimetrene og tørkerekorder.

Lidt træls er situationen. Ikke alene på grund af haven, men tørken har altså fået mange af vadefuglene til at forføje sig langt ind i Ulvedybets rørskove - og vi ser altså ikke så mange fugle som normalt.

Men vi må også se i øjnene, at sommeren kører på sidste vers. Det betyder, at det er snart er træktid - og de seneste dage har der i hvert fald være betydeligt flere gæs i luften end normalt. For med tørken er det mest i luften det foregår. Blandt andet så jeg denne morgen hele seks storspover og et par dobbeltbekkasiner passere parcellen.

Men det vil nu være rart, hvis vi snart kunne få et par ordentlige byger til kålen og gulerødderne.

tirsdag den 30. juli 2013

Kirsebærkiks

Fluen blev linselus

Hovsa, hvor kom den flue fra?
Naturen er en svær en - når den skal fotograferes. For sjældent går det, som fotografen ønsker og planlægger.

Da jeg i går skulle lave billederne til historien om kirsebærhøsten, lavede jeg en hel stribe fotos af kirsebær på træet. Sådan rigtigt dejlige røde kirsebær i grønne omgivelser - som en rigtig appetitvækker.

Det var først, da jeg sad ved pc'en og gennemgik billederne, at jeg opdagede denne lille flue, som var kommet med på et par af billederne. Ikke særlig appetitvækkende.

Normalt bruger man udtrykket linselus om kendisser af den særlige slags, der altid dukker op, når der er en fotograf i nærheden - men udtrykket giver da også god mening om denne flue, der faktisk er en rigtig linseflue.

mandag den 29. juli 2013

Kirsebær

Må jeg nyde Dem et...

Kirsebær betyder egentlig kyssebær...
Så er kirsebærhøsten i gang.

Lige midt i den værste middagshede med 37 grader i solen på terrassen, kunne Dina ikke længere holde fingrene fra kirsebærtræet. På mindre end en halv time blev det til fire kilo - og det var bare dem, hun kunne nå fra jorden.

Når aftenkøligheden sætter ind, forventer hun, at jeg fortsætter på stigen og rundbarberer toppen af kirsebærtræet. Det gør jeg gerne - selv om kirsebærrene faktisk er lidt sure.

Kirsebær til dejlig saft...
Det er der jo en løsning på. I morgen ryger kirsebærrene i saftkogeren og tilsat lidt sødemiddel, giver det den herligste saft - med en mild mandelsmag. Så det er nok værd at plukke for i aftenstunden.

Og hvorfor er det så, at de dejlige bær hedder kirsebær? I følge ODS er oprindelsen til "kirse" den samme som "kysse" - og det er jo dejligt her midt i den varme sommer sådan at hente kyssebær ned fra træerne.

Spisetid

Svalegang i bøgetræet

Svalefar fodrer ungerne.
Landsvalens første kuld unger har netop forladt den trygge tilværelse i rederne oppe under kostaldens tag.

Men endnu nogen tid får de et hjælpende næb fra far og mor, stoppet med gode, sunde og nærende insekter. En madpakke, der hjælper dem godt i vej, når den store verden skal erobres.

For de danske landsvaler er mere berejst end danskere i almindelighed. Vinterkvarteret ligger nemlig i det sydlige Afrika. Endnu er der god tid inden turen går derned - men ungerne må også til at vænne sig til at klare sig selv.

For også netop nu får mange af svaleparrene andet kuld unger. Og så har far og mor ikke længere tid til at tage sig af teenagerne.

Ungerne venter på mad.
Fodringen af de voksne unger foregår i relativ god orden. Ungerne sætter sig på en telefontråd eller en gren på rad og række og venter, mens forældrene flyver rundt og fanger insekter. Et kort sekund dukker far eller mor op, alle ungerne åbner næbbet og den heldige får en mundfuld insekter. Og straks flyver den gamle videre. Der er nemlig ikke tid til snak i landssvalens hårde verden som insektjæger.

 Her på parcellen ynder ungerne at sidde på en af bøgetræets yderste grene. Jeg kalder det svalegangen - selv om det egentlig er noget helt andet. Skulle man drage en parallel til menneskeverdenen, er denne svalegang vel i virkeligheden noget af det nærmeste, man i svalens liv kommer en kavalergang.

Det går stærkt, når ungerne fodres af. Det er faktisk lidt af en fotografisk udfordring - også fordi et billede af "spisesituationen", som det hedder i pædagogsprog, nødvendigvis må tages i modlys op mod den lyse himmel.

Her har jeg gjort en dyd ud af nødvendigheden. Svalefar har netop afleveret madpakken, men endnu sidder alle ungerne med åben mund. Selv om billedet ikke er perfekt belyst, er situationen klar i al sin grafiske enkelthed. Vi ser tydeligt ungernes åbne næb - og det er faktisk nok til at fortælle historien. Rent æstetisk synes jeg forresten også, at billedet holder vand - selv om det ofte er fjerdragtens mere eller mindre farvestrålende enkeltheder, der er i fokus, når man fotograferer fugle.

lørdag den 27. juli 2013

Det tavse flertal

En opvisning i retorik

Talerstolen i Inatsisartut.
 Foto: WikiPedia.
Somme tider støder jeg på udtalelser, der er så himmelråbende intetsigende, at jeg nødvendigvis må dele det med andre.

Baggrunden er valget til det Grønlandske Landsting Inatsisartut i foråret, hvor Aleqa Hammond blev ny formand for Naalakkersuitut - Landsstyret.

Jeg kender Aleqa som en gæv og i øvrigt meget sprogdygtig pige, der bestemt har evnerne til den post. Imidlertid er hun kommet lidt skidt fra land med en dum ansættelse af en partikammerat som presserådgiver - og det har berettiget vakt en del opmærksomhed.

Pressen har været langt fremme i kritikken - og ikke særlig professionelt har Aleqa Hammond valgt ikke at imødegå dette og andre kritiske spørgsmål. Det har givet det ny landsstyre, der har et flertal bag sig, øgenavnet "Det tavse flertal".

Sandsynligvis er situationen opstået, fordi Aleqa Hammond ikke har haft professionelle rådgivere omkring sig. Men med ansættelsen af en ny departementschef i formandssekretariatet, kunne man håbe, at der var en løsning på vej.

Den ny departementschef, Svend Hardenberg, er også en gæv fyr - og flink. Og måske er han bragt i en lidt umulig situation, når han skal kommentere situationen. For det er nemlig Svend Hardenberg, der er manden bag noget af det mest intetsigende tomgangssnak, jeg længe har set. Til Sermitsiaq udtalte han forleden:

- Derfor vil jeg nu drøfte med departementscheferne på vores førstkommende møde, hvordan vi håndterer informationer til offentligheden fremadrettet. Men jeg kan ikke garantere, at vi ændrer på principperne derefter, men det er mig magtpåliggende, at vi i øverste administrative ledelse får drøftet det igennem så hurtigt som muligt, skriver Svend Hardenberg videre i en pressemeddelelse, hvori han ’først og fremmest skal jeg være den første til at beklage den negative omtale’ i pressen, der er om interne forhold i selvstyret, hvor han er ansat som den øverst ansvarlige for.

- De enkelte Naalakkersuisut-medlemmer vil naturligt afholde sig fra at udtale sig om forhold af administrativ art, ligesom vi i departementerne vil afholde os fra at udtale os om politiske forhold. At en chef eller medarbejder stadig ikke vil udtale sig, betyder derfor ikke, at der er tale om noget unormalt, men vi vil nu drøfte mulighederne igennem for at se, om vi kan blive bedre på det punkt.

Man må lade den nye departementschef, at han i hvert fald ikke tager munden for fuld - og pressens ideer om åbenhed i administrationen ligger nok ikke lige om hjørnet, selv om Svend Hardenberg er en flink mand.

torsdag den 25. juli 2013

Kanonfotografen

En foto-tegneserie

Ignition...
Mit nye kamera kan tage otte billeder i sekundet.

Det er temmelig meget for et spejlrefleks - og det er en egenskab, der især efterspørges af sports- og dyrefotografer. Jeg har selv flere gange haft stor glæde af det, når jeg fotograferer fugle.

Torsdag aften var vi i Blokhus for at høre solen blive skudt ned. Det er en gammel tradition, som her i højsæsonen finder sted hver aften klokken 21 - og jeg har da også tidligere berettet om den her på bloggen.

Alligevel skulle jeg da have et billede. Der er jo lidt sport i at ramme den brøkdel af et sekund, hvor skuddet går af. Og her kommer kameraets hurtighed rigtigt til sin ret.

Det kan ses i de fire fotos, som følger denne historie. De er altså taget med en ottendedels sekunds mellemrum. Vi ser tydeligt tændingsrøgen, der udvikler sig - skuddet der går af - og endelig kardusen, der flagrer i luften umiddelbart efter skuddet.
...and...

...lift-...

...-off.....
P.s. Billedteksterne er skrevet af en mand, der har set for mange raketopsendelser...

Klæg

Sommerens plager

Regnklægen er en rigtig landeplage.
Nu skal man selvfølgelig ikke brokke sig, nu hvor det endelig er blevet ordentligt vejr - men på den anden side set er brok jo en af vores mest naturlige livsytringer.

Og når talen falder på klæg, kan vi vist allesammen blive enig om, at det er tilladt at brokke sig. For klægen er en af sommervarmens mest irriterende følgesvende. Den angriber alle varmblodede væsener - inklusive kolde nordboer - uden varsel og bagfra. Altid fejt og bagfra - og pludselig, bedst som man går i egne tanker, kommer der et sviende stik fra læggen eller foden - eller hvor kræet nu har sat sig.

Skaden er sket, selv om man klasker den øjeblikkeligt. For samtidig med at den bider hul på huden for at labbe blod i sig, spytter den nemlig blodfortyndende stof ind i såret. Det er det stort set det samme, som sker, når myggen stikker - men klægens spyt er altså stærkere og menneskekroppen reagerer for de flestes vedkommende temmelig voldsomt på indsprøjtningen.

Stedet hæver og klør - som bare pokker - og man er vanviddet nær. Især når man som jeg samler små halvtreds stik i løbet af et par dage. Jeg er ikke meget for at indrømme det - men jeg snød altså og snuppede en håndkøbs-antihistamin for at blive kløen kvit. Jeg er ellers ikke så meget for moderne teknologi - men her kommer videnskaben os for en gangs skyld til hjælp.

Det er regnklæg, som vi døjer med her på parcellen - og den er ganske almindelig overalt i det åbne land i Danmark. Det er kun hunnen, der stikker. Hanner er selvfølgelig anderledes fredsommelige og holder sig til blomsterstøv.

Klægen angriber altid bagfra og fra skyggesiden. Så et godt råd mod klæg er at gå ud med solen i ryggen. Så skulle man angiveligt få fred, påstod Hans Otto Bisgaard i Naturkalenderen forleden morgen i radioen.

Klæger ligner fluer til forveksling - og familien tegner sig da også for de største fluer i den danske fauna - blandt andet okseklæg og hesteklæg på hele 25 mm. Men ellers er det mest fascinerende ved klæg de store, flotte og farvestrålende facetøjne. Regnklæg er på størrelse med en almindelig husflue, men kan kendes på de marmorerede vinger.

Klæg omtales ofte som bremser - men det er en fejl. Bremsen er også et irriterende dyr. Men den irritererer ved at lægge æg på heste og kvæg. Det klør - og dyret slikker så æggene i sig, hvor de gennemgår larvestadiet i tarmene, forpupper sig under huden og kommer så frem gennem en byld i huden, når de er voksne. Meget ubehageligt - men har altså ikke noget at gøre med en ganske almindelig blodsugende og møgirriterende klæg.
Sikke nogle store øjne, du har...

onsdag den 24. juli 2013

Dagens billede

I eftermiddags mødte jeg dette rådyr i
 naboens vinterbyg. Kommentarer er vist overflødige.

Hul tale

Dansk politiks svar på Joakim von And

Fil:Stalin lg zlx1.jpg
Enhedslistens stifter. Foto: WikiPedia.
Enhedslisten minder om Joakim von And. Ligesom den gamle gnier har partiet en sygelig interesse for penge – men i modsætning til Onkel Joakim gider de gamle marxister ikke tjene pengene selv.

Derfor finder partiet det helt i orden, at danske partier finansierer driften med skattekroner. Efter Enhedslistens opfattelse er det derimod ganske suspekt at modtage hjælp til valgkampen fra enkeltpersoner, organisationer og virksomheder. Partiet har derfor stillet forslag om, at partiernes såkaldte hemmelige cigarkasser kommer frem i lyset.

Fy for den, siger jeg bare – og det forslag kommer fra et parti, der uden blusel modtager offentlig partistøtte.

Det er fuldstændigt uinteressant, hvem der støtter hvem. For almindelige, begavede vælgere kan godt se den store sammenhæng og drager selvfølgelig også de nødvendige konklusioner. Om sammenhængene skal lægges frem til offentlig beskuelse, må være op til det enkelte parti eller kandidat – og den enkelte vælger. Det er i hvert fald ikke noget, Enhedslisten skal blande sig i.

Sjovt nok holdt man sig da heller ikke tilbage, da sovjetmidlerne regnede gavmildt ned over den danske venstrefløj. Forslaget er udtryk for, at de gamle stalinister i Enhedslisten nærer en dyb mistillid til den almindelige mands sunde dømmekraft. Som om vi som vælgere ikke skulle kunne gennemskue, at et parti får tilskud fra en organisation. Det burde ellers være åbenlyst netop for marxister, at partierne varetager forskellige interesser i Folketinget (klassekamp kalder man det) – og de fleste vælgere finder det da helt i orden og OK, at man kvitterer for fornuftige politiske resultater med en kontant erkendtlighed.

Den ene tjeneste er da den anden værd – og hvis man ikke siger tak, er det mest af alt udtryk for dårlig opdragelse. Men nu har den gode opdragelse jo heller aldrig været enhedsfolkenes stærkeste side – snarere tværtimod.

Enhedslistens bureaukratiske og overflødige forslag tjener kun et formål – og det er at fratage almindelige og anstændige mennesker lysten til at stille op til Folketinget. For almindelige, flittige og normale danskere mener fortsat, at privatøkonomien er en privatsag – og der er ingen grund til at blotlægge den for at tilfredsstille nogle få kommunisters sygelige nyfigenhed. Så hellere lade være med at tage et ansvar for samfundsudviklingen – og overlade landet til de arbejdsskys forgodtbefindende.

Hvis enhedslistens forslag vedtages, må vi kræve, at det også offentliggøres, hvor meget Enhedslistens kandidater modtager som offentligt ansatte og modtagere af understøttelse, førtidspension og bistandshjælp – altså i det hele taget en oversigt over, i hvilket omfang enhedsfolkene har snabelen nede i de danske skatteyderes lommer. Det er da betydeligt mere interessant – end hvad folk tjener på flid og ærligt arbejde.

Hvis demokrati lå Enhedslisten på sinde, burde partiet i stedet arbejde for, at de offentlige tilskud til partierne fjernes. For det er da ikke demokratisk, at jeg via skattebilletten skal betale til et parti, der efter min overbevisning er befolket af snyltere, og som fylder mig med den dybeste afsky – især når partiet flirter med ikke-demokratiske metoder til at overtage magten i Danmark.

Enhedslistens omsorg for demokratiet er ikke andet end hul tale.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 23. juli 2013.


mandag den 22. juli 2013

Rejsegilde

Nyt halvtag titter frem

Så er der rejsegilde...
 Godt nok bestod kransen kun af lidt afklip fra lærketræet og godt nok indskrænkede traktementet sig til et par jordbær i stedet for de traditionelle pølser, men rejsegilde var det...

Weekenden er gået for skabs-entreprenøren med at fjerne et gammelt halvtag og bygge et nyt bag værkstedet.

Her bliver der plads til både cykler og til at slagte fisk.
For nogle år siden byggede jeg et lille halvtag af genbrugsmaterialer for at kunne opbevare tømmer og og lignende nogenlunde tørt. Det rev jeg ned, for jeg er kommet på, at det sagtens kan udvides og løbe i det meste af værkstedets længde. For så kan der også blive plads til en fiskeslagteplads, vores cykler, vinterdæk til bilen og ikke mindst den efterhånden omfattende affalds-separation, som jeg har kastet mig over.

Jeg bygger det nye halvtag efter alle kunstens regler - og af nye materialer. Så da jeg søndag eftermiddag havde stillet skelettet op, var jeg så ganske imponeret af det smukke resultat, at det selvfølgelig skulle fejres med et lille rejsegilde.

Som sagt, så gjort. En krans blev hurtigt flettet, flaget fundet frem, et par af sæsonens sidste jordbær plukket - og en øl trukket op, så jeg inden aftensmaden kunne sidde og klappe mig selv på skuldrene.

Mandag går jeg i gang med at male skelettet - og så skal der tagplader på, monteres sternbrædder og nedløbsrør. Det er ikke så voldsomt - så mon ikke mandens nyeste entreprenør-værk står færdigt i løbet af en uges tid?

lørdag den 20. juli 2013

Støvbad

Af jord er du kommet...

Gråspurven tager en dukkert.
Meget tyder på, at vi får den hårdeste sommer i mands minde. To millimeter regn er det blevet til i juli - og der er ikke tegn på regn i den nærmeste fremtid.

Men derfor er der jo ikke nogen grund til at slække på hygiejnen. Sådan synes i hvert fald grå- og skovspurvene at tænke i disse dage. For overalt, hvor der er bar jord, ser man grossenollikerne bade i støvet.

Sand og jord sprøjter til alle sider.
Fuglene er plaget af lus, lopper og andet utøj inde under de lune fjer. Det klør nederdrægtigt - men de små fugle har fundet ud af, at utøjet ikke bryder sig om støv og sand. Så de tager et bad i sand i stedet for vand - og slipper på den måde af med de irritrende kropsgæster.

Under mere normale vejrforhold ville de opnå det samme med en tur i fuglebadet, men nu er vandet sparsomt - og så skal det i hvert fald ikke spildes på et bad.

Forrestene er vand og støvbad også to uforenelige størrelser. For fuglenes fine fjerdragt vil blive fuldstændigt ødelagt af mudder, hvis fuglene bader i støvet med våde fjer. Så der er altså en god grund til, at det kun er i tørre somre som i år, at man kan se det sælsomme syn.

Her på parcellen har spurvene kastet sig over kartoffelbeddet. Her - hvor de første kartofler er gravet op - er der masser af tør, sandet jord, som er det allerbedste til et rigtigt støvbad.

Fuglene er desværre blufærdige, når de bader. Så de vil helst ikke have tilskuere. Som en anden voyeur måtte jeg derfor lægge mig på lur for at få et par billeder af badeseancen. Desværre - for jeg kunne ikke undgå at få en lidt irriterende tagetes med i billedet. Men så tørt som det er, bør vi vel glæde os over, at der i det hele taget er noget, der blomstrer i haven...
Grossenolliken basker, så det vasker...

fredag den 19. juli 2013

Solbær

Minder fra farmors have

Nu er solbærrene modne.
Det var med stor tilfredshed, at jeg i dag kunne plukke mine første solbær af egen avl.

Planterne blev sat for tre år siden - og efter et par år med beskeden vækst er de nu nået en størrelse, hvor de begynder at give bær. Det er de mest vidunderlige, duftende og aromatiske bær, der kan blive til solbærsyltetøj til den fritterede camenbert, som igen er kommet på mode - i hvert fald her i det lille hus på Øland.

Halvandet kilo af lifligt duftende solbær.
Det blev til beskedne halvandet kilo, men det er da også kun en begyndelse. De kommende år skulle det gerne stige gradvist - også fordi jeg plantede yderligere to planter sidste år og i øvrigt har taget stiklinger til endnu et par planter i år.

Det er en behagelig syssel at plukke solbær. Ikke krumbøjet som ved jordbær - og ikke himmelstræbende som med kirsebær. Nej, ganske enkelt siddende på en taburet, mens man stille og roligt plukker bærrene og nyder havens stilhed.

Mens jeg plukkede, sendte jeg en tanke til farmor, som jeg i min barndom ofte har set plukke solbær og ribs på denne måde - med skålen stående i kjolens bue mellem knæene. Nu bruger jeg ikke kjole, men knæene er også glimrende til formålet.

Forresten kunne jeg godt have undt min gamle far at opleve mine første solbær. Jeg er sikker på, at han også ville have hygget sig med at plukke dem - men sådan skulle det altså ikke gå.

I løbet af weekenden kommer turene til ribsene.

torsdag den 18. juli 2013

Trøfler

Rigtig teenager-føde

En romkugle til 12 kroner fra Simonsens
Have i Den Gamle By i Aarhus.
Onsdagens besøg i Den Gamle by i Aarhus var jo en lang tur nedad barndommens gade takket være den fine udstilling om 1974.

Derfor var der heller ingen tvivl i mit hjerte, da vi i løbet af eftermiddagen frekventerede Simonsens Have for en kop eftermiddagskaffe.

I stedet for at gøre som 1800-tallets borgerskab og nyde en portion æblekage eller lignende stod mit valg på en trøffel - eller romkugle som det også hedder.

For dengang i 1974 stod trøflerne og studenterbrødene jo for en væsentlig del af den hurtigt voksende teenagerkrops enorme kalorieindtag. Sikkert ikke sundt - men det smager nu meget godt også den dag i dag, selv om trøfler jo stort set ikke laves af andet end bagerens affald tilsat lidt sukker, smør og romessens.

Vi spiste dem på vej hjem fra skole - og somme tider i skoletiden, når vi plankede den til bageren. Det var risikoadfærd - for man risikerede jo at møde en lærer "i civil" - og så vankede der en sveder.

En ægte trøffel af dem til 10.000 kroner kiloet.
Foto: WikiPedia.
Simonsens romkugler er i øvrigt ikke rigtige trøfler. For skal det være som dengang, skal trøflen rulles i krymmel og ikke kokos - men det bærer vi over med.

Når man ser på et foto af rigtige trøfler til 10.000 kroner kiloet, er der forresten ikke noget at sige til, at man kalder romkuglerne for trøfler - for ligheden er da slående, når der ikke er krymmel på.

Studenterbrødet er luksusudgaven af trøflen. Her er romkuglemassen lagt mellem en sød mørdejsbund og et heftigt lag glasur. Desværre har jeg ikke lige fundet et foto af et studenterbrød.

1974

Oldsag og museumsgenstand

En gade i Tårnborg anno 1974.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det - men min generation er nu blevet museumsgenstand.

Det er Den Gamle By i Aarhus, der har søsat et fantastisk projekt, hvor man vil bygge en hel by, som byer så ud i 1974.

Den gang var jeg 16 - og verden lå åben for vores fødder. Nu er vi betydeligt ældre - og det eneste, der stadig ligger åbent for os, er graven...

70'er-stemning i radioforretningen.
Det store projekt i Den Gamle By hedder Tårnborg og er først færdig til næste år - men allerede nu kan få et godt kig ind i den verden, som var vores i 1974. Blandt seværdighederne er en radiobutik, som den så ud dengang.

Det er Pouls Radio, der er blevet gendannet med masser af 70'er-varer på hylderne. Her er der lejlighed til et gensyn med navnkundige og nu hedengangne mærker inden for hjemmeelektronikken som for eksempel Grundig, Eltra, Arena og ikke mindst Tandberg,

En solid sag af en spolebåndoptager. Den kan spille rock!
I baglokalet mødte jeg min første båndoptager - en Tandberg 14-21. Ganske vist var den udstillede båndoptager model 14-41, men i design ligner den til forveksling. Forskellen er primært, at 14-21 er en tospors mono-båndoptager, mens den større og lidt nyere model har fire spor og stereo - hvilket blev standard i begyndelsen af halvfjerserne, da Danmarks Radio gradvist begyndte at sende i stereo.(1)

Min egen første båndoptager fik jeg i 1970, og den blev allerede et par år senere - efter min konfirmation - udskiftet med den flotte og megadyre Beocord 1600 fra danske Bang og Olufsen, men det er en hel anden historie. I forbindelse med at jeg fik min første båndoptager, erhvervede jeg også bogen "Jeg er båndamatør" med gode råd om båndoptagerens pasning og pleje - og ikke mindst, hvordan man laver lydeffekter.

Under alle omstændigheder var denne Tandberg-båndoptager et efter tiden mega-solidt apparat - og i øvrigt standardmodel på Farsø Skole i en årrække. På Tandbergen optog jeg mine første Top Ti programmer med Jørgen Mylle - og musikken fra dengang er stadig blandt mine favoritter. Det var orkestre som Credence Clearwater Revival, Who, Black Sabbath og Beach Boys, der dominerede - og det var, mens Jimi Hendrix stadig var aktiv. (Se mere her)

Skibsbriksen med brun jernbanefløjl
 er en sikker 70er-kending. Jeg skilte mig først af med
 min i 2007.
Den Gamle By kan også byde på et teenagerværelse, som det så ud i 1974 - og det er næsten til at græde snot over gensynet. Brun jernbanefløjl, orange ølkasser, plakater fra Go og Vi unge - og , oh rædsel, den evige tekande på bordet. Og på grammofonen naturligvis den nyeste LP med Gasolin...

Dingdong-føleren i butikken er et klokkeklart
 tidsbillede og ren nostalgi. Men det generer mig,
at den er opsat med en maskinskrue. Det brugte man
ikke i 1974
Tjaaah, man er åbenbart blevet til en museumsgenstand - men alligevel er jeg begejstret for Den Gamle Bys initiativ. Det er bare så fedt, som man jo sagde dengang. Og det fedeste er, når man åbner døren til Pouls Radio. Så siger det dingdong. Det er lyd, der er forsvundet fuldstændigt fra lydbilledet i vore dage - aktiveret af føler over indgangsdøren. Det er sand nostalgi - og den lyd er alene en god grund til at ofre en tur og en ikke helt billig billet til Den Gamle By.

Onsdagens tur var en eftermiddagstur. Vi var i Den Gamle By i cirka tre timer. Det er alt for lidt. Næste gang sætter jeg en hel dag af til det - når 1974 projektet er helt færdigt næste sommer.

(1) Stereo var en luksus, som i DR-sammenhæng i begyndelsen var forbeholdt klassisk musik. Det første program med populærmusik i stereo var LP-Top Ti, der blev sendt lørdag aften mellem 23 og 24. Så da jeg fik min beocord 1600 i 1972, var jeg nødt til at sidde oppe lørdag aften - for overhovedet at få musik i stereo på båndet.

mandag den 15. juli 2013

Angelica archangelica

Grønlandske rabarber

Vild kvan ved Ølands-dæmningen.
Af en eller anden grund omtales kvan ofte i bøger som grønlandske rabarber. Det er sikkert velment, men også temmelig dumt.

For kvan er i virkeligheden sin helt egen. Men stænglen kan med lidt god vilje godt ligne en rabarber - og når så man ser, at grønlandske børn gnasker kvanstængler i sig, er det selvfølgelig nærliggende at bruge rabarber som reference.

Den lille kvanplante i havens krydderurtebed.
Men i virkeligheden vil bladselleri nok komme tættere på. For kvanen er en ganske kraftigt smagende fætter - og i hver fald en tand for stærk til min smag. Den minder slet ikke om rabarber - og i øvrigt kan kvan også bruges til at neutralisere oxalsyren i rabarber, så sammenligningen er altså ikke særlig seriøs.

Den kraftige kvansmag giver mest af alt mindelser til barbersprit - og er jo under alle omstændigheder en af råvarerne i god, gammeldags gin. Jeg har - som tidligere omtalt - eksperimenteret med kvan til bjesk. Erfaringerne viser, at den friske bjesk er nærmest udrikkelig på grund af den kraftige smag - men den mildnes og vinder betydeligt ved lang tids lagring.

Kvan findes i hele Norden - og også her på Øland er vi heldige og kan blandt andet finde den nede ved dæmningen. Men som regel opdager vi dem først, når de blomstrer - og så er det faktisk for sent at bruge planten til noget fornuftigt. Meget af aromaen går tabt - og stænglerne bliver træde, når først blomstringen begynder.

Netop nu blomstrer min egen kvan.
Derfor har jeg i år - som noget nyt - plantet en kvan i haven. Den er godtnok ikke blevet særlig stor, men blomstrer netop nu. Det er en flerårigt plante - og jeg regner med, at den bliver større med årene.

Kvan kan ved et hurtigt kig minde om bjørneklo - men man kan hæfte sig ved blomsterne, der på bjørnekloen er skærmformede, mens de nærmest er kugleformet på kvan.

Forresten er kvan en oprindelig plante i den danske natur. Naturstyrelsen anbefaler derfor, at bjørneklo udryddes som den invasive plante, den er - og foreslår, at man eventuelt erstatter bjørneklo med kvan, hvis man ønsker en bevoksning, der ligner - hvilket blandt andet er nærliggende på strandenge.

Nu har jeg taget springet - og glæder mit til at se, hvad der kommer ud af kvanen i de kommende år.

Ååh, Vesterhav...

Rul små bølger, rul...

Motionisterne var tidligt ude - mens
festfolket holdt sig indendørs.
Mandagen er gået med blandt andet at vaske bil.

Det skyldes, at jeg søndag som sædvanlig var til Vesterhavsmarch i Blokhus. Det er jo Sct. Georgs Gilderne i Aalborg, der arrangerer marchen - og der er jo en tradition for, at vi fra 8. gilde bemander midtvejs-bodegaen mellem Blokhus og Grønhøj, så de vandrende sjæle kan få en lille en til halsen.

Bølgerne var i bedste Michael Ancher-stil.
Således også søndag. Men der var nu ikke meget fest over den march. En kold nordenvind af betydelig styrke gjorde marchen til en begivenhed for dem, som tager marchbegrebet meget alvorligt - og til lidt af en udfordring for dem, som hellere vil have en fest ud af dagen.

I ren fremmedlegion-stil gravede vi teltet ned i sandet.
For nu at sige det ligeud. Vi havde temmelig travlt i bodegaen fra morgenstunden - med kontrol af klippekort og udlevering af vederkvægende saftevand. Mens salget af øl og pølser, der normalt ligger i tiden omkring frokost og derefter, var til at overskue.

Så måske blev der ikke så mange penge til velgørenhed, men hvad gør det? For vi havde faktisk en hyggelig dag ud af det.

Vi startede allerede klokken syv på stranden med at stille teltet op. På grund af den hårde vind opgav vi at sætte teltet normalt op, men gravede i stedet den ene side ned i sandet, så det mere blev en vindskærm end et egentligt telt. Det fungerede godt - og gav en livgivende ro på en strand, der ellers var præget af bølgesprøjt, flyvesand og havskum.

Stationsforstanderen havde god tid
til at pleje overskægget.
Det kan være en hård tørn - både med travlhed og på grund af den bagende sol i det hvide sand, men vi havde ærlig talt ikke særlig travlt og solcrem havde vi i hvert fald ikke brug for.

Og bilen - ja, den så herrens ud efter sådan en dag på stranden. Lakken var dækket af et tykt lag salt, som kun de færreste biler vil overleve ret lang tid. Så det blev altså også til en efterfølgende mandag i bilvaskens tegn.

søndag den 14. juli 2013

A Day at the Races...

Mellem heste og spillefugle

Her går starten...
Lørdag var jeg på travbanen. Det er der sådan set ikke noget nyt i - for det er jeg en tre-fire gange om året.

Men det er nu ikke, fordi jeg er forfalden til spil. Og det er faktisk lykkedes mig at være på travbanen flere gange - uden at se så meget som en hest.

Det skyldes mit medlemsskab af Sct. Georgs Gildet. For at tjene penge til ungdomsarbejdet i spejderbevægelsen har vi nemlig en tjans som billetkontrollører på travbanen. Det er sat fint i system og organiseret, så vi alle har en vagt cirka her tredje måned. Og det er altså grunden til, at jeg kommer på travbanen.

Feltet er tæt efter første omgang.
Jeg har ellers boet i Aalborg i mange år - uden nogensinde at sætte min ben på denne agtværdige arena. Faktisk må jeg indrømme, at intet interesserer mig mindre end hestevæddeløb. Det skulle da lige være fodbold...

Men det er nu alligevel en sjov subkultur, man møder på travbanen. En mærkelig, men temmelig hyggelig blanding af krejlere, hestepiger, bumser og spillefugle - og så ganske almindelige mennesker, der lige skal i byen en aften og vælger travbanens restaurant til formålet.

Vi begynder to timer før start - og vagten slutter altid efter første løb. De fleste gange er det om aftenen, og som regel har jeg travlt med at komme hjem bagefter.

På vej mod målstregen. De sidste meter inden afgørelsen.
Men lørdag var det altså først på eftermiddagen - og jeg gik et smut ind i dag for at se på og tage et par billeder. Det gør jeg nok igen en anden gang, men der vil jeg nok bruge mit pressekort for at få adgang til inderringen. For som det ses på billederne er tribunen et temmelig dumt sted at fotografere fra på grund af rækværket rundt om banen.

Men her er altså et par billeder fra min debut som travfotograf...

Løbet er forbi. Han vandt ikke.
A Day at the Races er titlen på en af Marx-brothers sjoveste film - og jeg kan næsten ikke dy mig for at kalde den en gammel traver. Det er den med tutsi-frutsi icecream... Egentlig ville jeg helst have brugt filmens danske titel som rubrik - men på dansk hedder den altså "En dag på galopbanen" - og det er jeg sikker på, at travfolket ikke vil bryde sig om.

lørdag den 13. juli 2013

Og svaret er...

Gåden løst

En ung hættemåge.
I forrige indlæg var jeg lidt usikker på et par af fuglene.

Heldigvis er hjælpen nær, når nøden er stor. For min kusine har nemlig knækket nøden for mig...
Hun kan fortælle, at den rødben, som jeg ikke mente var en en rødben, er en brushane. Og med den viden in mente stemmer fjerdragt og næbfarve lige pludselig - måske ikke som fod i hose, men så som buk i bruse...

Min kusine kunne også fortælle, at den nederste fugl, som jeg først antog for at være en odinshane, er en ganske almindelig ung hættemåge. Den havde jeg godtnok selv fundet ud af - men da jeg ikke havde fået skrevet historien, går credits til min kusine.

Og således oplyst kan vi gå til næste historie...

torsdag den 11. juli 2013

Hvad er det?

Når tvivlen nager...

Som så mange gange før gik aftenturen ned til dæmningen sammen med kameraet.

Onsdag havde ellers været en træls og blæsende dag - skønt solen skinnede og temperaturen var på den rigtige side af de tyve grader. Men jeg bliver stresset af blæsevejr - eller i hvert fald irriteret. Det kan regne, det kan sne, det kan være mørkt, det generer mig ikke - men blæst, det irriterer.

Heldigvis lagde vinden sig henunder aften - og det blev alligevel en god dag. Tid til at kigge fugle.

Viben tager et herresving, så vi rigtig kan nyde
den flotte bronzefarvede overside.
Allerede på vej ned mod fjorden blev jeg budt velkommen af viberne. Det er fantastiske flyvere - og jeg tror ærlig talt, at det bare var for sjov, at de fløj rundt. Temmelig planløst, men ret imponerende.

Jeg var også heldig at "skyde" en skestork netop i det sekund, den landede på vandet. Det store og flotte vingefang tager opmærksomheden, men bemærk lige plasket ved fødderne.

Rødben - ingen tvivl om det...
Skestorken er en gammel kending. Det samme med rødbenet, som der er mange af i området ved Ulvedybet. En vadefugl, der er nem at kende - simpelthen fordi den har navn efter sit væsentligste kendetegn.

Det blev til flere billeder - og først da jeg sad ved computeren kom tvivlen. For vadefugle er en vanskelig sag - og jeg er bestemt ikke nogen ekspert på området.

Men er det her også en rødben?
Spørgsmålet er, om det også er en rødben, som vi ser på billedet her. Umiddelbart er benene røde, ja - men næbbet burde altså også være delvist rødt. Og fjerdragten er altså også mere rød i det, end jeg normalt opfatter det hos rødben. Den har et flot storbroget mønster, som ikke rigtig ligner den mere ydmyge camouflage, som vi ser på første af rødbenbillederne. Også det ensfarvede, lyse hageparti passer ikke rigtig ind i billedet. Så jeg er i tvivl - og er der nogen af bloggens læsere, der kan hjælpe mig af med tvivlen, vil jeg blive glad.

Hvad er det?
Jeg har også brug for en hjælpende hånd med det sidste foto. Det er ikke helt skarpt - og jeg er da heller ikke helt sikker på, hvad det forestiller. Umiddelbart da jeg tog billedet, mente jeg, at det var en ung odinshane - men den hvide nakke og de meget sorte halefjer forvirrer. Også her vil jeg gerne have en hjælpende hånd...

På forhånd tak. Billederne er klikbare, hvis du vil se nærmere på detaljerne.

onsdag den 10. juli 2013

Sniffende skurebørste

Pindgrisen kom forbi

Et flot eksemplar af Erinaceus europaeus - det europæiske pindsvin - trykker sig i skovbunden.
Der var en mærkelig lyd i det visne løv under bøgetræet.

Det er der såmænd så tit, for her er haven mere natur end kultur - og den tætte underskov med en skøn blanding af liljekonval, primula, hosta, ramsløg, skvalderkål, vorterod og andet godt fra Vorherres store herbarium er hjemsted for både mus, frøer og tudser. Og så er stedet meget brugt af solsorter på ormejagt.

Men denne stille sommeraften var der altså mere liv end normalt derhenne.

Så jeg ville da lige tjekke, hvad der var på færde. Jeg havde nok en mistanke - sniffen og snøften er sikre tegn på Erinaceus europaeus, men alligevel slog hjertet lidt hurtigere, da jeg så, at det var et pindsvin. Faktisk ved jeg ikke, hvem der blev mest forskrækket - pindgrisen eller mig.

Pindsvinet gjorde, som den slags har for vane. Den rullede sig sammen og trykkede sig mod skovbunden. Heldigvis - for det gav mig tid til at hente kameraet.

På den anden side ville jeg gerne have haft et billede med hele pindsvinet - men det lod sig ikke gøre. Så længe pindsvinet kunne mærke mig, rørte det sig ikke ud af flækken. Så desværre kunne det ikke blive til andet end en pindsvineryg.

Vi har altid haft pindsvin i nabolaget. Ofte finder jeg deres efterladenskaber - og glæder mig, for pindsvinet er med til at holde bestanden af snegle og insekter nede.

Men selv om jeg om sommeren bruger det meste af min tid udendørs, var det nu første gang, jeg fik et glimt af et pindsvin her i haven. Det skal selvfølgelig deles med bloggens læsere - og jeg lover at bringe mere, hvis jeg igen er heldig og falder over den pikkede haveven.

For jeg skal i hvert fald nok høre det, hvis Dina finder et pindsvin. Med sin grønlandske baggrund er hun ikke helt fortrolig med den danske fauna - og hun mente nok, at vores pindsvin var betydeligt større end pindsvin sådan i al almindelighed. Deri er jeg nu ikke enig - men det kan jo være svært at bedømme proportionerne, når man kun har TV-billeder som referencer. Det har jeg oplevet før - blandt andet når skrubtudserne dukker op i jordbærbeddet. Den reaktion vil jeg til gengæld skåne læserne for...

mandag den 8. juli 2013

Luft under vingerne XIX

Weekendens ulykke med en Boeing 777 fra Asiana i San Fransisco Airport har inspireret mig til at skrive endnu et afsnit i serien om fly, jeg har fløjet med.

Og den her gang er den tæt på. For jeg har faktisk fløjet med et Boeing 777 fra Asiana. Det var i 2004 på den to timer korte tur mellem Seoul og Beijing.

Selve flytypen gjorde egentlig ikke det store indtryk på mig. Jo, flyet var stort - meget stort - og det var på økonomiklasse fyldt med koreanere på vej til badeferie på Sanya i Sydkina. Det var faktisk første gang, jeg hørte om Sanya - og sikkert inspirationskilden til, at vi fire år senere holdt juleferie på dette kinesiske ferieparadis.

Boeing 777 i Asianas gamle bemaling. En efter min
mening meget smuk og enkel bemaling - men sidenhen
er flyene fra Asiana blevet noget mere
spraglede. Foto: WikiPedia Commons.
Ellers hæftede jeg mig mest ved to ting. Dels at servicen - økonomiklasse til trods - var fantastisk, og at maden omend koreansk faktisk var særdeles velsmagende og rigelig. Dels at koreanerne var utroligt effektive til at boarde.

Boeing 777 er som sagt et stort fly med plads til omkring 300 passagerer - og koreanerne skulle kun bruge 20 minutter til boardingen. Det er effektivt - meget effektivt - og måske en del af hemmeligheden bag, at det lykkedes at få næsten alle passagerne ud af flight 214, inden den brød i brand i San Fransisco.

Boeing 777 fra Air Canada. Foto: Air Canada.
Jeg har sidenhen fløjet Boeing 777 en gang til. Det var i 2008 med Air Canada på en tur fra Toronto til London.

Turen foregik på Business Class - men var faktisk ikke særlig sjov.

For Air Canadas Boeing 777 er nemlig på den klasse udstyret med den der særlige slags sæder, der kan omdannes til en seng - hvilket selvfølgelig er ganske praktisk på en natflyvning, men som også betyder, at man sidder alene i en lille bås og altså ikke har nogen sidemand at snakke med. Så er der altså ikke meget sjov ved at få noget god mad og gode vine under flyveturen.

Business Class på Boeing 777 fra Air
Canada. Foto: Air Canada.
Jeg oplever altså Boeing 777 som et lidt anonymt fly, men det er ganske populært. Siden introduktionen i 1994 solgt i flere end 1.000 eksemplarer.

Det har også vist sig som et ganske sikkert fly. Lørdagens ulykke var den første ulykke med dødsfald - og i alt er der kun gået tre 777'ere til i flyets efterhånden lange karriere. Flyet er stadig i produktion.

P.s.: "Luft under vingerne"-serien kommer og går i min daglige planer. Jeg mangler stadig at skrive om en del flytyper. Hidtil har jeg gået frem strengt kronologisk, men på grund af ulykken i San Fransisco har jeg valgt at bryde dette princip.