søndag den 30. september 2012

Fremtidens jordbær

Endelig tid og vejr til haven...

Fine nye jordbærplanter.
Søndagen bød på hæderligt vejr og næsten ingen regn. Og for en gangs skyld var der også tid til at få gjort lidt ved haven.

Det har det ellers knebet gevaldigt med denne sommer - altså både tid og godt vejr, så jeg må nok erkende, at haven ligner Søren Ryges skægtotter mere, end godt er netop nu. Efteråret er godt på vej - så ukrudtet får en chance mere, men der er ting, der bare skal gøres inden vinter.

For eksempel skal der plantes nye jordbær. Jeg skifter en tredjedel af mine jordbærplanter hvert år, og jordbær skal helst plantes om efteråret. Når man planter dem nu, kan man regne med et hæderligt udbytte allerede til næste sommer.

Som sagt så gjort. Jeg hev de tre ældste rækker op og gravede beddet godt igennem. Allerede for en måned siden plantede jeg 50 små stiklinger i drivhuset. De har nu slået rod - og det var derfor med at få dem i jorden allerede i dag, selv om jorden godtnok var lige fugtig nok til at arbejde med. Planterne blev plantet ud i to rækker - i stedet for de tre, som jeg havde tidligere. Jeg er jo efterhånden blevet lidt mere dreven i gartnerfaget - og jeg har fundet ud af, at det er smart med godt med plads mellem rækkerne. Det gør det lettere at høste - og jeg tror såmænd ikke, at det går særlig meget ud over udbyttet, når planterne får lidt ekstra plads.

Planterne kan nu bruge vinteren til at samle kræfter - og så er der jo udsigt til forhåbentlig mange lækre jordbær næste sommer. 

lørdag den 29. september 2012

Spætmejsen

Endnu en fugl i bogen...

Så fik vi også spætmejsen i bogen...
Efter en sommerpause er vi nu begyndt at dække op for fuglene på foderbrættet, så de får lært, hvor de skal holde til, når vinteren rinder i grøft og i grav.

Det gav pote fredag aften i skumringstimen. Mens jeg stod og hyggede mig i fredagsbaren, dukkede der lige pludselig et par spætmejser op mellem alle musvitterne og skovspurvene.

Jeg noterer det som en succes, fordi jeg aldrig før har spottet spætmejser på parcellen. Det er ikke, fordi spætmejsen er specielt sjælden i Danmark, men den er et farverigt og sjovt bekendtskab, der nok kan skabe liv på foderpladsen.

I fuglebøgerne er spætmejsen noteret som den eneste danske fugl, der er i stand til at løbe ned ad en træstamme - og det er netop akrobatiske udfoldelser i den stil, der gør, at man aldrig bliver træt af at se på den. Der var to spætmejser - og nu håber jeg bare, at de ikke var et par strejfere. Med masser af løvtræer i området er der faktisk gode chancer for også at have ynglende spætmejser i nærheden.

Men i det hele taget går det godt med fuglene på parcellen. Vi har i sommerens løb haft ynglende vipstjert, skovspurv, musvit, blåmejse, sortmejse, sumpmejse, tyrkerdue, dompap, stillits, bogfinke, stær og skovdue i haven - og så skal der såmænd nok også have været et par arter mere, som jeg bare ikke har opdaget. 

Gobelinerne

Grønlands historie fortalt på 80 m2 uld

Mødesalen på rådhuset i Nuuk er udsmykket med 13
store gobeliner. Foto: Ole Bidstrup
Fredag havde jeg premiere på et nyt foredrag om gobelinerne på rådhuset i Nuuk. Det skete - efterhånden næsten traditionen tro - i Farsø Sognegård, hvor jeg tog 50 tilhørere med på en rejse i Grønlands indre liv.

Grønlands indre liv er titlen på den grønlandske kunstner Hans Lynges erindringer - og det er i disse erindringer, at kunstneren hentede en del af inspirationen til sit livs største kunstværk. Det er træk af Grønlands historie fortalt på 13 godt seks en halv kvadratmeter store gobeliner, som smykker mødesalen på rådhuset i Nuuk -Grønlands historie fortalt på 80 m2 grønlandsk uld.

Hans Lynge (1906-1988) blev i 1981 bedt om at udsmykke mødesalen i Nuuks nye rådhus. Det tog 17 år og fem borgmestre, inden kunstværket blev endeligt færdigt i 1998 – ti år efter kunstnerens død.

Jeg var informationschef i Nuup Kommunea fra 1995-2007 og fulgte færdiggørelsen tæt – og redigerede i 2001 bogen ”Den røde tråd” om gobelinerne.I foredraget fortæller jeg om de enkelte gobeliner og anekdoter fra både byens og kunstnerens liv.

Egentlig er der ikke tale om et nyt foredrag. Mens jeg arbejdede i Nuuk, har jeg holdt det cirka 300 gange. Men det foregik altid i mødesalen med de originale kunstværker på væggene.

Trommedanseren af Hans Lynge.
Foto: Infodesign/Kommuneqarfik Sermersooq
Jeg har nu fået lavet et slideshow med fotos af gobelinerne, deres forlæg og ikke mindst fotos fra Nuuk, der sætter tingene ind i en større sammenhæng. Slideshowet gør det muligt at fortælle historien i Danmark - langt fra de grønlandske originaler.

Publikum i Farsø tog godt imod foredraget. Flere af tilhørerne havde endda selv set de originale gobeliner på ferieture til Nuuk. 

Hvis du er interesseret i foredraget, er du velkommen til at kontakte mig for en aftale. Man kan læse mere om mine foredrag på www.dovregubben.dk.

onsdag den 26. september 2012

Lakserøget sol over Gudhjem

Masser af gode sild på bordet

Sådan ser en lakserøget sild
ud i "Sol over Gudhjem-forklædning".
Jeg er lige hjemkommet fra månedens møde i Øland Sildelaug. For en gangs skyld havde jeg ikke kameraet med - for traditionen byder, at septembermødet handler om sild i mange afskygninger. Det plejer der ikke at være de store nyheder i - sådan rent billedmæssigt.

Således også denne regnfulde septemberaften, hvor oldermanden trakterede lauget med traditionelle marinerede sild med krydderfedt og karrysalat samt de elskede bornholmske saltsild.

Aftenens spændende nyskabelse var lakserøget sild - i følge oldermanden. Han havde været i byen og havde fundet en spand med lakserøget sild - og han præsenterede så sin ide om at servere dem akkurat som den klassiske bornholmske røgede sild; Sol over Gudhjem.

Som sagt, så gjort og stor anerkendelse herfor. Men jeg tillader mig alligevel i al beskedenhed at gøre opmærksom på, at denne sildevariant faktisk blev præsenteret her på bloggen allerede i 2010 under overskriften Sol over Lofoten. Derfor kan jeg også her i dagens blog præsentere et billede af anretningen - selv om jeg ikke lige havde kameraet ved hånden.

Og som skrevet står: Kold- eller lakserøget sild har en herlig konsistens og en dejlig smag. Det kan kun anbefales, hvis du kommer i nærheden af det. De er svære at finde i dagens Danmark, men kan i øjeblikket fås i Metro i store spande.


tirsdag den 25. september 2012

Bærlingske...

Nyt fra bærhøsten

Søndagens høst af brombær og hindbær.
Det er lykkedes os i år at blive selvforsynende med jordbær. Faktisk havde vi i år så mange jordbær, at der både kunne blive til naboens unger og havens snegle, ja, de sidste bær fik lov til at rådne på planterne, fordi der ikke var mere plads i fryserne.

Så langt er vi endnu ikke kommet med hverken brombær eller hindbær - men det går fremad. For en måneds tid siden toppede brombærrene, men desværre har der helt generelt - og ikke bare her på parcellen - været problemer med dette dejlige, friske og sorte bær. Der har simpelthen været for lidt sol, så selv om bærrene modner fint, så har de altså været temmeligt sure - og kan bedst bruges til marmelade og lignende. Friske er der i hvert fald ikke så meget ved dem i år.

Anderledes med hindbærrene. Mine planter vokser godt - og breder sig også, så nu er der fint med søde, velsmagende hindhær. De bliver ikke til marmelade. Dertil er de alt for velsmagende i frisk stand.

Endnu er vi ikke helt selvforsynende med hverken brombær eller hindbær, men det går den rigtige vej - og mon ikke vi kommer i mål til næste år? Forresten har både de små rønnetræer og hyldebærbuske i år båret deres første frugter, så også her ser vi med spænding frem til de kommende år.

mandag den 24. september 2012

I lo og i lade...

Høstfest med traditioner

Årets høstfest på Øland var festlig, folkelig
og fornøjelig - helt efter bogen.
Lørdag aften lagde John og Bodils lade lidt længere nede ad Nørremarksvej for 24. gang cementgulv til den årlige høstfest på Øland.

Ganske vist mangler stadig kartoffelhøsten i efterårsferien og andre småting, men nu er kornet i hus, og det er derfor det naturlige tidspunkt til årets høstfest. Her på Øland foregår den i en lade - og derfor er det en god ide at holde festen, inden det bliver alt for koldt om natten.

Ingen høstfest uden "Nordeuropas største
amerikanske lotteri nord for alperne".
For 24. år i træk foregik høstfesten på Øland i Johns og Bodils lade - og det var i øvrigt trettende gang, at musikken blev leveret af Grønlænder Peter. Tilslutningen var ikke overvældende, men udsøgt - og vi havde en prægtig aften i laden - ikke mindst i baren siddende på træhesten.

Traditioner er til for at blive holdt - og derfor lagde vi ud med at tømme madkurvene. Dina og jeg havde medbragt en rejecocktail, mørbradbøffer med rødebedesalat og mormordressing og til dessert æbletærte med flødeskum og årets første vindruer fra drivhuset.

Grønlænder Peter brugte det meste af hyren
på amerikansk lotteri - uden at vinde. Men det gik nu ikke
ud over hans sædvanlige gode humør.
Efter maden spiller man amerikansk lotteri. Af toastmaster Svend-Aage udråbt som Nordeuropas største amerikanske lotteri nord for alperne - og den slags er det jo svært at argumentere imod. Præmierne faldt også i byger - men desværre ikke lige ved vores bord.

Bagefter var der almindelig fest med dans og fællessang - selvfølgelig stående på bænkene. Mindre kan jo ikke gøre det.

Ud på de små timer var det forbi - og en syngende flok øboere kunne gå hjem i den stjerneklare og kolde sensommernat, hvor det var mørkt som i en brøndgravers baglomme. Men da høstfesten jo faldt næsten faldt sammen med efterårsjævndøgn, er det jo kun, hvad man kan forvente - og nu venter efteråret og vinteren forude.

Dagens ord LIV

Øst-vest - hjemme bedst

Der er sikkert blevet drukket kvajebajere i weekenden på Nordjyske Stiftstidende - og givetvis kvajebajere i elefant-styrke.

Redaktionen på det lokale dagblad var nemlig ikke særlig heldig med den store rubrik på forsiden af lørdagsavisen. Artiklen handlede om, at nordjyske læger kan lære af deres københavnske kolleger, og rubrikken hed derfor "Læger må se mod vest". 

Det giver ikke meget mening, da København som bekendt ligger øst for Nordjylland, og fordi der vest for vores smukke landsdel ikke er meget andet end hav, hav og atter hav.

Ondskabsfuld som jeg er, kunne jeg ikke lade være med i al godmodighed at drille en af mine bekendte på redaktionen. Svaret var et kortfattet "Ak - en kæmpe tanketorsk som forhåbentlig går i glemmebogen hurtigst muligt". Jeg har hermed gjort mit til, at den torsk går i glemmebogen - hurtigst muligt, hehe...

fredag den 21. september 2012

Grønlandsk kaffe - sådan

Øvelser med kaffe og video

Grønlandsk kaffe er rigtig showkaffe og egentlig en af mine signaturretter, men sjovt nok har min familie aldrig været udsat for denne udsøgte... Skal vi kalde det dessert-specialitet?

Grønlandsk show-kaffe.
Det skyldes nok især noget med, at vi som regel er i bil og sådan, når vi er sammen - men i weekenden var vi på besøg hos min søster med indbygget overnatning. Det var chancen for at demonstrere den grønlandske kaffe i al sin magt og vælde.

Et af problemerne med grønlandsk kaffe er, at tilberedningen kan være ganske svær at forevige. Det foregår i mørke ved spritflammens skær, og det er faktisk ikke meget lys. Men for min kusines mand, Henrik, der elsker gadgets og små fuldautomatiske kameraer, var det en gave fra himmelen - for her havde han chancen for at demonstrere den ny tekniks totale overlegenhed.

Billederne er da også acceptable - slet ikke så ringe endda - men jeg er nu sikker på, at hvis jeg engang får lejlighed til det, kan jeg gøre det bedre med spejlrefleksen og et stativ. Det er bare svært at lave grønlandsk kaffe og fotografere samtidig, så den har jeg stadig til gode.

For nye læsere tager vi lige opskriften en gang til. Man tager en spritflamme og et stilkglas. Hælder en sjat whisky i glasset og antænder det over flammen. Når det er ved at brænde ud, spæder man til med en sjat kahlua - og så skal det gerne brænde lidt videre. Så heller man kaffe ved og en klat flødeskum oveni. Så tager man en sovseske med Grand Marnier, antænder det ved spritflammen og hælder det over flødeskummet i en lang bevægelse, der gerne skal illudere det berømte grønlandske nordlys. På Henriks video ser man hvordan - ovenikøbet akkompagneret af lidt spændingsskabende altmodisch gysermusik af den danske komponist Knudaage Riisager, der ellers mest er kendt for fejende flotte melodi til den danske frihedssang.
video
Tak til Henrik for foto og video.

P.s. Normalt bruger jeg sådan et lille spritblus, som man bruger til at flambere crepes suzettes med ved bordet, men her er vi på besøg hos lillesøster, og hun er jo spejder, så det blev trangiaen, der måtte holde for.

Gods-crawl

Rundt i den fynske idyl og en enkelt rædsel

Den lille familie studerer fynsk gods-arkitektur.
Forrige weekend blev brugt til en turisttur rundt i den fynske idyl og trekantområdet. 

Anledningen var min søsters fødselsdagsfest i lørdags. Som traditionen i familien efterhånden byder, startede vi med en let frokost, hvorefter vi tog på udflugt - og endelig sluttede vi så med en oppulent middag.

Avlsbygningerne på Sandholdt er så store, at 
landevejen går gennem dem. Det gør ikke den store
forskel - fynske veje er ikke for fartbøller.
Søster bor på Fyn - nærmere bestemt i nærheden af Ringe - og her er der ikke langt mellem husene. Faktisk er området tæt befolket og forsynet med små, krogede veje, så bilens femte gear aldrig bliver rigtigt aktuelt. 

Sandholdts hovedbygning ligger ganske frit -
så den strengt geometriske arkitektur kommer til sin ret.
Temaet for eftermiddagens udflugt var de fynske godser. Dem er der mange af - og jeg har ikke tal på, hvor mange vi nåede at se - men mange blev det til.

På Gelskov driver ejerne marskandiserforretning.
Det ses blandt andet på gårdspladsen,
der prydes af en formodentlig neo-etellerandet
rædsel, der er mere særpræget end køn. Fint skal
det være.
Generelt er godserne velholdte og smukke at se på, men også blandt den danske landadel trives den dårlige smag, og godset Gelskov bød på en række haveskulpturer, der nok var pompøse, men også helt sikkert mere særprægede end smukke.

Efter lørdagens gods-crawl var bunden lagt til en bedre middag - men den tager vi mere om i næste indlæg.

fredag den 14. september 2012

Gourmetmad på bål

Høj kogekunst på spejdermaner

Snobrød er en klassiker over bålet - men det er ikke
hver dag, at dejen er tilsat hummerbisque.
Spejdermad er meget andet end væltet lokum og brændte pølser, mener seniorerne i KFUM-gruppen Knuden i Aalborg. Derfor havde de torsdag aften inviteret gildebrødrene fra 8. Sct. Georgs Gilde på et minikursus i gourmetmad over bål.

Det blev en aften med store udfordringer. Det kulinariske niveau var højt og udstyret nøjagtig så primitivt som på en spejderlejr, men for en spejder er intet umuligt - så selvfølgelig gik vi til bords til tiden og fortærede et lukullisk måltid, som hverken bød på råt kød eller forkullede grøntsager, men måske nok lidt græs. Pyt, vi skal jo have vores syv kilo skidt om året, så vi bevarer modstandskraften mod alskens baciller og dårligdomme.

Så er der serveret snobrød.
Nu kan man jo ikke komme uden om snobrød, når talen falder på bålmad. Rigtige gourmeter spiser flutes, men spejdere spiser snobrød. Så første ret var snobrød - men med den lille tvist, at dejen var tilsat lidt hummerbisque, og snobrøddet var tilbehør til en herlig salat af jomfruhummer og rejer.

Der pludres hyggeligt omkring bålet, mens arbejdet står på.
Næste ret var en salat med varmrøget makrel. Spejderne havde tømret en primitiv røgeovn af nogle planker til røgningen, men her ville jeg nu nok have brugt et kogekar eller Kaspar Røghatten. Under alle omstændigheder var det den eneste ret, der kiksede lidt - og efter røgningen var vi nødt til lige at grille makrellerne lidt, så fisken ikke var helt rå.

Den store hovedret var grillet kamsteg med brasede kartofler og rodfrugtepure med æbler. Kamstegen er en klassisk grillsag, som de fleste spejdere vel kan finde ud af uden de helt store problemer. Men de brasede kartofler til 30 mennesker er lidt mere udfordrende. Et par bradepander gjorde det ud for panden, og så var den sag i vinkel. Råvarerne til pureen skulle jo bare renses og koges, så det var nu heller ikke det store problem - og der blev så snydt lidt med en stavblender, men ellers kan det nu også klares med et almindeligt piskeris.

Tærten blev vellykket over alle forventninger.
Her mangler den lige et par minutters bagning.
Til gengæld var desserten, som var tærte med brombærcoulis og råcreme lidt af en udfordring - ikke mindst for undertegnede, da det var min gruppes opgave. Men det lykkedes nu over al forventning. Mørdejen trykkes ud på en pande, og der lægges låg på. Bagningen foregik i to tempi. Først røg panden over bålet, til dejen begyndte at blive fast i konsistensen. Herefter blev der lagt gløder på grydelåget, og efter et kvarters tid var tærten færdig. Råcremen kunne vi sådan set godt have lavet direkte på bålet, men det er nu lidt risikabelt, da temperaturen skal ligge omkring 85 grader, hvis ikke den skal skille - så den blev lavet på en trangia.

Tage tager for sig af salaten, mens
Mogens og Jens Wilfred sultent ser på.
Mætte og tilfredse kunne vi gå fra borde - og direkte i gang med opvasken, som for et par stykkers vedkommende blev lidt træls. For et par af gildebrødrene havde glemt det gamle trick med at smøre gryderne ind i brun sæbe, inden de kommer på bålet - men det er en helt anden (og temmelig pinlig) sag, som ikke hører hjemme her på bloggen.

torsdag den 13. september 2012

Limfjordens perle

Danmarks svar på Alcatraz

Miniline sejler flere gange om dagen mellem
Rønbjerg og Livø. Turen tager cirka 20 minutter.
Mandag var vi på Livø. Det var en tur, som blev planlagt allerede sidste år sammen med Karen og Harry, der ikke tidligere har været på den dejlige ø.

Men mandag skulle det altså være - og vejrguderne var helt enig med os. Vejret smilede om kap med Livøs dejligt smukke og unikke natur - og det blev en af sommerens bedste dage.

Vejen mellem havnen og "byen" er helt klart
Livø's mest trafikerede vej.
Det er et par år siden, at jeg var på Livø sidst, men jeg kunne glæde mig over, at den lille by fortsat står lige så uberørt og autentisk hen, som da jeg første gang besøgte stedet i slutningen af tresserne. I virkeligheden er det ikke en by, men en anstalt - for frem til 1961 husede øen en afdeling af De Kellerske Anstalter. Det var Danmarks svar på Alcatraz. for her kunne man ikke bare sådan stikke af. På Livø anbragte man kriminelle åndsvage mænd, der på øen kunne gå forholdsvis frit rundt uden at være til fare for resten af samfundet og samtidig på Livøs marker lære glæden ved hårdt arbejde. 

Tiden er tilsyneladende løbet fra den slags institutioner, og i dag er Livø et ganske enestående naturreservat. De tidligere institutionsbygninger bruges nu som lejrskole og feriecenter. Blandt andet holder SF hvert år sommerlejr på stedet - og fører således tråden fra åndsvageanstalten fint videre.

De gamle institutionsbygninger udgør byen på Livø -
og fremstår i dag akkurat som i tresserne. Men de er dog
mere velholdte i dag end dengang.
Jeg har besøgt øen adskillige gange, siden den blev åbnet for offentligheden i slutningen af tresserne. Blandt andet holdt vi sidste skoledag i realklassen der. Det var i 1975, hvor øen også blev brugt som flygtningelejr for Henning Beckers vietnameser-børn.

Mest mindeværdigt er nok en sommerlejr med 1. Farsø Trop på Livø i begyndelsen af 70'erne. Spejderlejren lå umiddelbart ved siden af en ø-lejr, hvor en flok hippier rendte nøgne rundt og realiserede sig selv med bajere og stærk tobak. Det var på mange måder to verdener, der her mødtes i fred og fordragelighed - men der skal ikke herske tvivl om, at jeg til enhver tid foretrækker den velorganiserede spejderlejr, hvor dagligdagens nødvendige arbejde ikke er genstand for så meget snak.

Gården på Livø er i dag et økologiske mønsterbrug, hvor
man blandt andet eksperimenterer med gode, gamle
danske kornsorter.
Naturen på Livø er ganske enestående. Her findes langt de fleste typiske danske biotoper samlet på få kvadratkilometer. Mandag eftermiddags vandretur Livø rundt blev derfor en sand tour de force i noget af det smukkeste skaberværk fra Vorherres side - lige fra de vidtstrakte strandenge, de middelhavsagtige maki-lignende skrænter mod vest, urskoven med de krogede ege og til den lille idylliske skovsø mellem de store bøge.

Hvis man endnu ikke har prøvet Livø, kan det stærkt anbefales. Færgen sejler hver dag, så det er bare med at komme afsted.
Livøs vestvendte skrænter byder i klart vejr på udsigt mod
Thisted - og giver mindelser om middelhavets maki.

Vildtet på Livø består af rå- og dådyr, så selvom der er
en skovsø, kan man ikke høre kronhjorten brøle ved skovsøen.
Men det gør nu ikke Livøs natur mindre idyllisk.






søndag den 9. september 2012

Vinyl-lørdag

Så er der rock...

Lørdag eftermiddag blev der ryddet op i pladesamlingen.
Min kone har desværre ikke den helt store forståelse for det særlige alfakronologiske system, som alle ordentlige drenge bruger, når de skal holde styr på pladesamlingen. Systemet var kollapset - og adskillige cd'er, lp'er og dvd'er lå i et syndigt rod.

Den slags er ikke så nemt at rydde op i - for det kræver omtanke og omhu. Ikke mindst fordi mange af de gamle plader giver gode minder - og der derfor skal dvæles lidt ved hver eneste, inden den sættes på plads.

Men lørdag eftermiddag skulle det være. Jeg trak en flaske god Alsace-riesling op, meddelte at manden ikke måtte forstyrres - og at man i øvrigt måtte regne med, at der ville blive spillet højt hele eftermiddagen.

Mens jeg sorterede det bedste, jeg har lært, tog jeg en tur rundt i LP-samlingen. Det er musik, som efter Dinas opfattelse med pæne ord bedst kan beskrives som underlig og sær. Jeg kan da også godt afsløre, at LP-samlingen har sin tyngde i 70'ernes symfoniske rock - og eftermiddagen blev da også en tur ned ad mindernes boulevard.

Stereoen har vel sådan cirka 10 gange så mange kræfter, som anlægget i drengeværelset på Postbakken i Farsø, så der blev spillet højt - meget højt. Havde Arbejdstilsynet været der, ville man på stedet have påbudt høreværn. Det skider vi rockere på. Kun højttalernes termosikring sætter grænsen!

Rare Bird er en sjælden perle.
Det blev blandt andet til et genhør med Jimi Hendrix,Who, Sky, Deep Purple, Led Zep, Uriah Heep, Jethro Tull og så Rare Birds "As Your Mind Flies By". Sidstnævnte er lidt af en perle inden for symfo-rocken og kører bare derudaf i godt tempo. Så den skal Dovregubbens mange læsere selvfølgelig også have en bid af:

Forresten fortsatte turen ned ad mindernes boulevard om aftenen, da Danmarks Radio igenigen tog hul på Matador - men det er en ganske anden snak...

Høsttid

Marken er mejet

Så har landmændene efterhånden fået kornet i hus - og stubmarkerne står klar til ploven.

I gamle dage hæstede man med le eller selvbinder, og kornet blev sat i hæs. Men med mejetærskernes fremmarch er disse tider forbi. Nutildags er det lige før, at såning, høst og pløjning kan foregå i en og samme arbejdsgang - men stadig kan man da finde de store halmballer, der i virkeligheden er ruller af halm, som står spredt ud over marken. Det er et fascinerende syn - og giver mig altid mindelser om Påskeøens store gudeskulpturer, der på samme måde står spredt ud over landskabet.

Et stort tillykke til bønderne med en høst der synes vellykket. I følge naboen er det gået udmærket - dog har nogle af markerne været lidt bløde på grund af den megen regn i sommerens løb - men problemerne har i hvert fald ikke været større, end de kunne løses.I vore randzone-dage er det ikke altid nemt at være bonde, så lad os alle glædes over, at høsten i hvert fald kom i hus uden de helt store problemer i år.
Så er høsten ved at være i hus.

torsdag den 6. september 2012

Wienerschnitzel

Historien om elefantøret

Elefantøre med brasede kartofler og ærter...
Wienerschnitzel er et sikkert hit her i huset. Både Dina og jeg elsker denne forholdsvis enkle, men alligevel temmeligt besynderlige ret - og igen i aften stod den på menuen.

Historisk set kommer Wienerschnitzlen slet ikke fra Wien - og retten findes da også i et utal af nationale varianter. I langt de fleste lande er man imidlertid enig om, at schnitzlen skal være fremstillet af tyndt, banket kalvekød. I Østrig er man da heller ikke blind for, at wienerschnitzlen er en del af landets identitet - og betegnelsen er beskyttet, så det ikke er tilladt at bruge den om andre kødtyper.

Retten er kendt så tidligt som i 1134, hvor den blev serveret i forbindelse med helgenkåringen af Milanos skytshelgen, Sankt Ambrosius. På denne egn er retten kendt som cotoletta milanese - og har forresten det meget passende kælenavn "elefantøre". Wienerschnitzlen er altså i sin oprindelse italiensk.

At retten senere nærmest er blevet Wiens signaturret, skyldes den østrigske feltmarskal Radetzky - ham med marchen fra Wienerkoncerterne. Han ledede i 1860 et felttog, hvor Østrig erobrede blandt andet Lombardiet, hvor Milano er hovedbyen. I et brev til kejser Franz Josef fortæller Radetzky i detaljer om en ret, han har opdaget i Milano - og på den måde kom wienerschnitzlen altså til Østrig.

I Østrig serveres wienerschnitzel oftest med en slags kartoffelsalat eller hvide kartofler drysset med persille. Schnitzlen pyntes med citron og saltede ansjoser.

I Danmark - de steder jeg plejer at spise - serveres wienerschnitzel typisk med brasede kartofler, ærter og så er schnitzlen pyntet med en såkaldt dreng - en citronskive med en gaffelbid rullet sammen om lidt kapers og drysset med peberrod. Hvorfor det lige kaldes en dreng står hen i det uvisse, men jeg kan da afsløre, at en pige er en citronskive med smør og krydret med paprika.

Nu fik vi dagens wienershcnitzel efter en lidt pludselig indskydelse - og jeg fulgte derfor ikke opskriften slavisk, da jeg hverken havde citroner eller gaffelbidder i køleskabet. I stedet pressede jeg en lime over det stegte og dobbeltpanerede (dobbeltpanering er en vigtig del af tilberedningen) kød. Som erstatning for gaffelbiden tog jeg et par appetitsild. Det gør bestemt ikke retten ringere, for en del af hittet for mig er faktisk den lidt mærkelige smag af fisk oven på kødet.

Retten bliver heller ikke ringere, hvis man overhælder de kogte ærter med stegeskyen, så det gjorde jeg også - men er man fanatisk fedthader, kan det selvfølgelig undlades.

Afslutningsvis kan vi jo så lige tage Radetzky March - her i en optagelse fra 1987 med en total overlegen Karajan i spidsen for Wienerfilharmonikerne og et begejstret publikum.

søndag den 2. september 2012

September-status

En lidt træls sommer

Der skal ikke herske tvivl om, at sommeren ikke er gået efter mit hoved. Mine forældres sygdom og død har trukket bisser, og jeg har bestemt ikke nået alt det, jeg gerne ville nå i haven. Specielt drivhuset og entreprenør-virksomheden har lidt under det, så agurker og tomater blandt andet ikke er blevet passet - og der er stadig et par store anlægsarbejder, der sikkert må vente til næste sommer.
For at bloggens læsere kan følge med i nogle af de ting, jeg tidligere har skrevet om, har jeg samlet nogle billeder, der viser den aktuelle status - her på tærsklen til efteråret.
Både spidskål og blomkål måtte gerne være større - men taget i
betragtning, at jeg ikke har fundet tid til at luge i kålbeddene,
er det her vistnok tilfredsstillende. På plussiden tæller også, at det er lykkedes
at holde kålen helt fri for kållarver, da alt er dyrket under net.
Rødkålen mistrives desværre - og jeg tror, at vi må finde os i
købe-rødkål til jul. Til gengæld står rosenkålen flottere end nogensinde.

Drivhus-tomaterne er ikke værd at skrive hjem om. Det er straffen
for ikke at passe dem. Til gengæld klarer frilandstomaterne sig
glimrende - og der er da dejlige, friske solmodne cherrytomater til et
par dage i disse planter.

Valnøddetræet, som jeg plantede sidste år, har desværre en frostskade og
deler sig i to stammer, så jeg må have fat i beskæresaksen her til efteråret.
Træet er af sorten Mountain View, der stammer fra Canada og ellers
tåler godt med frost. Sorten giver valnødder allerede i tidlig alder - og
 faktisk var der ansats til en enkelt nød i foråret. Desværre
tog frosten også den.
Tidligt på sommeren var georginerne meget plaget af snegle,
men nu står de da flot.

Høstblomsterne på kanten af det fremskudte dige kræver
 ikke megen pasning, så her går det godt.

Arbejdet med røgeovn, udepejs og fastgrill er noget forsinket
og ligner i øjeblikket mest af alt en Per Kirkeby-installation i en
af rundkørslerne ved Aars. Men røgesæsonen nærmer sig med hastige skridt,
 og murerarbejdet har første prioritet i den kommende måned. Realistisk må 

jeg nok regne med, at jordarbejdet først bliver færdigt til næste år.

En planlagt udvidelse af urtehaven og anlæggelse af et blomsterbed
ved parkeringspladsen kører nogenlunde efter planen. Blomsterbeddet
bliver færdigt i denne weekend, hvis ellers vejret arter sig.

Den planlagte nye og rollator-venlige indgang til huset er
slet ikke kommet i gang. Det kommer ukrudtet til gode.

lørdag den 1. september 2012

Bordets glæder

Efterårssæsonen begyndt

HC beundrer laksen, som var lavet efter
en opskrift fra et kendt  spisested i Lønstrup.
Så er sommerferien slut i sildelauget - altså undtaget dem, som holder sommerferie, når andre ikke holder sommerferie. Måske det var grunden til, at halvdelen af laugsbrødrene havde meldt forfald til efterårets første sammenkomst i sildelauget.

Laks og karrysauce giver en flot anretning.
Men den udsøgte halvdel, som mødte op fredag aften i Medborgerhuset, kunne til gengæld efter megen snak, parlamenteren og udenomsærinder sætte sig til bords til et velkomponeret måltid bestående af en forret med røget laks og karrysauce og en hovedret med indbagt mørbrad, hasselbach kartofler og en blid, cremet urtesauce.

Indbagt mørbrad med urtesauce og hasselbach kartofler.
Dagens middag var komponeret af HC og Hardy. Det er helt klart et stærkt team, for de to retter klæder hinanden ualmindeligt godt og har samtidig den lethed, som god sommermad skal have.

Nu er livet andet og mere end gourmetmad - så næste gang lauget mødes, skal der igen arbejdes med sild og  sandsynligvis klassisk smørrebrød til Ølands-messen.