mandag den 30. juli 2012

Lynild

Lynet slog ned på Oxholm Gods

En brandmand kom rigeligt i stødet og måtte en tur
på skadestuen, da lynet mandag aften slog ned på Oxholm.
Beredskabet i Jammerbugt kommune tog ingen chancer, da et lyn mandag ved 19-tiden slog ned i en eltavle på godset Oxholm på Øland.

Halvdelen af Jammerbugt kommunes brandkøretøjer blev dirigeret til godset, da en eventuel brand på godset kunne medføre tab af store kulturhistoriske værdier. Øland kirke er sammenbygget med godset og kirken rummer blandt andet et uvurderligt epitafium over Lewetzau-familien, der residerede på godset i 1600- og 1700-tallet.

Branden var hurtigt slukket.
Heldigvis var branden ikke så voldsom og gav mest lidt røg, da lynet slog ned i godsets hovedtavle. Uheldigvis kom en brandmand lidt rigeligt i stødet, da man havde glemt at slukke for tavlen, inden man begyndte at sprøjte vand på arnestedet. Den uheldige brandmand måtte en tur på skadestuen til observation - men umiddelbart regnede indsatslederen ikke med, at han var kommet voldsomt til skade.

Efter branden trængte godsets stuer til en udluftning.
Lynnedslaget forårsagede en voldsom røgudvikling i godset stuer - og brandfolkenes væsentligste indsats bestod i at åbne godsets mange vinduer i den i øvrigt stille sommeraften.

Tordenvejret var hurtigt overstået - og gav kun godt en millimeter regn i Østerby.

Her ankommer en af de mange tilkaldte brandbiler til Oxholms flotte alle.
Efter branden slukkede politi og brandfolk efter med en flaske kildevand.

søndag den 29. juli 2012

Farvel

Spejdernes Lejr forbi

Omkring 100 politi- og hjemmeværnsfolk samt lejrens
 egen sikkerhedstjeneste sørgede for, at trafikken gik og
kørte gnidningsløst.
Så er sommerens store spejderbegivenhed forbi.I løbet af dagen fra klokken seks i morges er spejderne strømmet hjemefter i en lind strøm.

Kloge hoveder har regnet ud, at der i løbet af morgenen og formiddagen er kørt en bus i minuttet ud fra den store lejrplads i Holstebros udkant.

Trafik var der i hvert fald nok af - og man må nøjes med et par billeder taget i bilen med mobilkameraet, for trafikken og politiet tillod ikke ligefrem, at jeg stoppede op og tog nogle ordentlige billeder.

I løbet af et par dage vil man ikke kunne se, at denne mark
var 35.000 spejderes hjem i en god uges tid.
Jeg forlod lejren ved middagstid. Egentlig var det først planen, at jeg skulle have været afsted i morgen, men nedtagningen af Cafe Kløveren og Liljen gik noget hurtigere en planlagt. Vi havde en del franske hotdogs i overskud - og så kan man jo udrette mirakler på en lejr fyldt med sultne spejdere. Vi fik en hjælpende hånd og i løbet af et par timer, var det store telt ryddet og klar til at blive taget ned af udlejningsfirmaets folk.

Teltet går videre til endnu en fest i det danske sommerland - og en flok mogede og trætte spejdere vendte næsen hjemefter til en lur og et bad.

Det bliver lidt af en kold tyrker at skulle vænne sig til livet indendørs - faktisk har jeg haft det lidt svært ved at gå ind her til aften. Men hverdagen kalder - og ærlig talt trænger jeg til en god nats søvn. For der er ikke noget, man bliver så træt af som frisk luft - og det har jeg jo fået i rigelige mængder de seneste ti dage. Så farvel til Spejdernes Lejr - og godnat.


lørdag den 28. juli 2012

Shiiit...

Uheldet der ikke må ske

Torsdag skete det uheld, som med en klassisk journalistisk floskel ikke må
ske. Det grønlandske flag var vendt forkert.  I almindelig ungdommelig
søvnighed havde vores lille lejrs Benjamin vendt op og ned på
det grønlandske flag, mens vi andre mere erfarne grønlandsfarere passede
morgentjansen med at producere brunch i hjælperlejren.
Flaget blev naturligvis vendt - og straffen, en gang buksevand, venter ved
først givne lejlighed. Så kan han lære det..!

Pionerarbejde

Praktisk spejderi

Et stolt øjeblik for de grønlandske spejdere.
Udover de 25 grønlandske spejdere deltager også Sct. Georgs Gildet fra Nuuk i Spejdernes Lejr 2012. Den store lejr med 35.000 deltagere fra alle danske spejderkorps foregår i disse dage ved Holstebro.

Mandag gav gildebrødrene fra Nuuk en hånd med, da de grønlandske spejdere skulle bygge spisebord og andet inventar til lejrpladsen. Materialet er granrafter - og det er ikke helt ligetil.

Spisebordet endte som et kæmpemæssigt solsejl.
De fleste af gildebrødrene har en fortid som spejdere i Danmark - og de gav derfor deres viden om pionerarbejde i granrafter videre til de grønlanske spejdere. Det blev en spændende eftermiddag både for spejdere og gildebrødre - og det var et stort øjeblik, da spisebordet kunne rejses. Efter rejsegildet gik de grønlandske spejdere videre med arbejdet på egen hånd - og arbejdet tog en anden, mere kreativ og alternativ retning. Under alle omstændigheder tjener det, der skulle have været et spisebord, nu som et kæmpe-solsejl i den grønlandske lejr - og beskytter dermed de kuldevante grønlændere mod den bidende danske sommersol.

Ingver, Pia og Harry fra Nuuk-gildet
 er beredt ved fadølshanen.
Sct. Georgs-gruppen fra Nuuk er på ni personer inklusive undertegnede blogger - og når de ikke hjælper de grønlandske spejdere, serverer de hyggelige gildebrødre fadøl i en cafe for lejrens hjælpere.

Samtidig suger gildebrødrene indtryk til sig, som skal bruges, når gildet næste år skal hjælpe de grønlandske spejdere med deres landslejr i Narsarsuaq.



tirsdag den 24. juli 2012

Popcorn

Underholdning med paella-panden

Paellapande med popcorn.
Jeg har for nylig købt en kæmpe-paella-pande - og derfor besøgte jeg min spejderskolen og min søster, som optræder på Spejdernes Lejr med deres 200 personers pande.
Jeg regnede med at få et par staldtip - og ganske rigtigt. For spejderne fra Spejderskolen brugte nemlig den store pande til at lave popcorn. Et ganske underholdende, men helt i gennem useriøst indslag. Søster kunne fortælle, at specielt de mindste spejdere er ret vilde med at fange de springende popcorn med spejderkruset.
Jeg har nu studeret Spejderskolens tilbehør til paella-panden - og efter lejren går turen til smeden, så jeg også kan komme i gang med at lave paella over bål. Allerede den 16. august har jeg lovet at lave paella til Sct. Georgs Gildet i Aalborg.

mandag den 23. juli 2012

Det første lejrbål?

Spejderlejren officielt åbnet

Søndag aften åbnede Spejdernes Lejr officielt. Normalt foregår den slags ved et stort fælles lejrbål - men uvist af hvilke årsager havde man solgt ud af principperne og tilrettelagt det som et TV-show, der forresten også blev sendt direkte på en eller anden inferiør kanal.

Med denne leflen for de berømte fem minutters berømmelse var det, som normalt er en smuk, fælles oplevelse blevet forvandlet til almindeligt konsum. Ikke noget med bålsange, men barnagtig pop og pladder - altsammen formidlet af Anders Lund Madsen, der som bekendt er både dum, arrogant og træls at høre på. Børnene kunne ikke gøre andet end at kigge på - akkurat som når de ser fjernsyn derhjemme. Det er skammeligt og for dårligt af arrangørerne - og kan vel kun undskyldes med, at kulturforskellene mellem de danske spejderkorps åbenbart er så store, at man kun kan blive enig om den laveste fællesnævner.

Lad mig slå fast, at underholdningen ved et lejrbål skal inddrage deltagerne - og at det bedste resultat opnås, hvis deltagerne selv bidrager. Professionelle studieværter og popstjerner har intet at gøre på en spejderlejr.
Den grønlandske fane blev båret ind af
 Palleq og Nasunnguaq fra Qaqortoq.

Åbningen  blev overværet af de 35.000 lejrdeltagere samt
15.000 nysgerrige Holstebrofolk.

Blandt deltagerne var denne nisseflok fra Norge.

Anders Lund Madsen er helt uden situationsfornemmelse - og slet
 ikke spor morsom.

Midt under åbningsceremonien blev lejrcheferne interviwet til TV2.

Det tog næsten to timer at få de 35.000 deltager på plads.

lørdag den 21. juli 2012

Indflytning

Flere end 30.000 spejdere flyttede ind på en mark ved Holstebro

Indflytningsdagen på en stor spejderlejr er altid en særlig oplevelse. Nu er det nu, hvor de,t man længe har arbejdet med, går i luften. Vil det briste eller bære? Som regel bærer det - for spejdere er omgængelige mennesker, der ved, at al begyndelse er svær.

Det har været en travl dag, hvor vi har startet køkkenet i Cafe Kløveren og Liljen, men sidst på eftermiddagen blev der tid til en tur rundt kameraet.
I løbet af natten fik jeg organiseret en
 flagstang til det grønlandske flag på den store dag. 

Der skal slæbes rafter til de store pionerarbejder.


Lejren har sin egen lokalradio - og ligesom de landsdækkende
 forbilleder skal der selvføklgelig sendes live fra en af de mange scener.

Et Aalborgtårn i rafter er en gammel klassiker på alle store spejderlejre.
Hardeknud-gruppen fra Aalborg er som sædvanlig ophavsmænd.
Rundetårn bygget i rafter som en københavnsk pendant til
Aalborgtårnet. Man fristes næsten til at sige giganternes kamp
om det største og flotteste stykker pionerarbejde.
Spejderarbejdet appellerer både til store og små.
I et område af lejren vajer de norske flag næsten lige
 så tæt som Dannebrog i en dansk havekoloni.

Lejrens vartegn - en gigantisk spejdersangbog - er et
pinligt stykke skrivebordsarbejde - åbenbart lavet i København af folk,
 som ikke kender den jyske vind. Under alle omstændigheder har man
opgivet at beklæde stilladserne med Fibertex, fordi vindbelastningen
simpelthen er for stor.

Frisk luft giver en sund og naturlig træthed.


De nordjyske spejdere er samlet i Teltrup, hvor denne søde
spejderpige byder velkommen.


fredag den 20. juli 2012

Hul igennem

Trådløs internet er en nødvendighed i dagens spejderarbejde
Onsdag eftermiddag ankom jeg til Spejdernes Lejr i Holstebro - og det er godtnok stort. Måske også for stort - for jeg har blandt andet fundet ud, at der er cirka 25 minutters mellem min arbejdsplads og kantinen. Det er voldsomt spild af tid, men selvfølgelig ganske befordrende for appetitten. 


Don tjekker e-mails...
Men ellers er lejren i fuld gang med at blive bygget op - og vi er blevet lovet et internt bussystem, der skal løse problemet med transporten til kantinen. 
Det er opbygningens tid - og der er mange ting, der ikke virker endnu. Men det kommer hen ad vejen. Netop for et par timer siden åbnede lejrens trådløse net - og jeg er altså nu på nettet.

Det betyder flere blog-artikler i den kommende tid - blandt andet om alle vennerne fra Nuuk, som ankommer i nat. Jeg har brugt formiddagen på at købe ind til en gang natmad, når de ankommer i bil fra København, hvor GL 782 har foirventet ankomst ved 21-tiden.

tirsdag den 17. juli 2012

Grejkassen

Når vægten ikke er afgørende

Torsdag morgen tager jeg afsted til Spejdernes Lejr, så jeg er godt i gang med forberedelserne.

Så er kassen klar til at blive pakket - blandt andet 
med kamera og pc, for jeg vil selvfølgelig blogge fra 
Spejdernes Lejr 2012.
Normalt, når man skal på lejr, pakker man en rygsæk og et lille bivuaktelt, for det gælder om at have så lidt grej og så let grej som muligt. Det skyldes, at oppakningen tit skal transporteres temmelig langt til fods - og på mange lejre skifter man også overnatningssted hver dag. Så det skal være let og nemt at transportere oppakningen.

I Spejdernes Lejr er det anderledes. Der er mulighed for at køre direkte til lejrpladsen - og i øvrigt skal jeg ligge fast det samme sted alle 11 nætter. Så det bliver det rene luksus med stort toværelses-telt, som man oven i købet kan stå op i - ikke noget med at kravle rundt på jorden, når man skal have bukser og støvler på, men derimod gedigen campinghygge. Det som vi noget nedsættende i mine unge dage betegnede som luksusspejd.

Da vægten ikke længere er en afgørende parameter, har jeg valgt helt at droppe rygsækken - og har de seneste dage hygget mig på værkstedet med at bygge en grejkasse. 75 x 50 x 50 cm med låg på, så kassen under opholdet kan bruges som bord i teltet.

Låget er lidt tungt, så for at forhindre, at det vrider hængslerne af, har jeg haft gang i det gamle tovværks-håndværk og lavet en rebende med to øjesplejsninger i øskner, som forhindrer låget i at ryge bagover.

Som altid, når jeg kaster mig over den slags projekter, er det uden forudgående plan. Tingene opstår ligesom af de forhåndenværende materialer. Helt konkret var tanken, at kassen ikke skulle males, men bare have en gang transparent eller let-tonet træbeskyttelse for lige at dække over, at noget af træet var tydeligt genbrugstræ.

Men da jeg rodede rundt på værkstedet efter træbeskyttelsen, fandt jeg tilfældigvis en spand med næsten fem liter armygrøn maling, som den foregående ejer af huset havde efterladt. Det er sådan set en fin farve til grej, som skal anvendes i naturen - og pludselig var jeg i gang med at male kassen efter alle kunstens regler.

Stencil-skriften er, så vidt jeg kan
læse mig til, opstået under første verdenskrig.
Undervejs opstod så en ide til at mærke kassen med mine initialer. Og som følge af den armygrønne farve var det nærliggende at fortsætte armystilen med stenciltyper af den slags, militæret bruger. Jeg skar en skabelon i pap og duppede farven på med en svamp - og jeg synes da, at det ser temmelig autentisk ud, når jeg selv skal sige det.

mandag den 16. juli 2012

Sommeraftener

Tanker på en stille sommeraften

Ild i den lille, buttede havepejs.
Du danske sommer, jeg elsker dig - skønt du så ofte har svigtet mig, synger vi i den gamle sang. Og uanset om vi vil det eller ej, så er sommeren er over os - og vanen tro svigter den os også, den gamle lurendrejer.

Sådan føler vi det i hvert fald. Men i virkeligheden er det vel sådan, at hverken juni eller juli er særligt gode vejrmåneder i Danmark overhovedet. Ofte skal vi helt hen til slutningen af august og september, før vi får den stabile rolige varme, som er det, vi forstår ved sommervejr. 

I virkeligheden er sommer, noget vi definerer ud fra en kalender og ikke fra almindelig empirisk erfaring. Måske vi burde lægge den danske sommerferie en måned eller to senere. Det vil i det mindste sikre en bedre udnyttelse af sommerlandet - for det er jo tåbeligt, at danskere, nordmænd, svenskere og tyskere holder ferie på samme tid. Lad os overlade det dårlige vejr til de andre - og så gemme det gode sensommervejr til os selv...

Men uanset hvor dårlig medierne vil gøre den danske julisommer, så har den nu sine lyspunkter. For så dårligt er vejret altså heller ikke. Bevares, det regner da lidt - men ofte er aftenerne ganske vidunderlige.
Jeg har ikke haft så meget tid til at nyde det. Men fredag aften (og lørdag aften med) bød på herligt stille sommervejr. Så er det med at få trukket den kolde Riesling op og tændt op i udepejsen.

Det gjorde jeg fredag aften - og oven i købet - da det var blevet næsten helt mørkt -hørte jeg en natravn et sted derude. Det er såmænd ikke så ringe endda.

Forresten havde myggene også en god aften, skulle jeg lige hilse og sige.

søndag den 15. juli 2012

Vær beredt

Sommerens store spejderoplevelse

I 2007 var jeg vabelprikker og flåtfjerner, altså samaritter
på en jamborette i Rold skov. På Spejdernes Lejr 2012
skal jeg arbejde i hjælperlejrens cafe sammen 

med gildebrødrene fra Nuuk.
Jeg glæder mig i denne tid. Som en gammel cirkushest, der lugter savsmuld, har jeg allerede duften af røg i næseborene. Om en uge skal jeg på spejderlejr – sammen med 35.000 andre spejdere i det, som bliver Danmarks største spejderlejr nogensinde.

Spejdernes Lejr 2012 i Holstebro er lidt af et eksperiment. For første gang nogensinde er fem danske spejderkorps gået sammen om at lave en lejr – oven i købet en åben lejr, hvor alle kan deltage og få en smagsprøve på spejdernes verdensomspændende fællesskab.

Lejren er et bevis på, at intet er umuligt for en spejder – heller ikke på et par dage at bygge en by på størrelse med en dansk normalkommune. Det er nemlig ikke så svært – for rigtige spejdere.
Dybest set er sådan en lejr bare et spørgsmål om, at hver mand kommer med sin sovepose, slår sig ned på en mark og hygger sig. En uge senere rydder man godt og grundigt op efter sig selv – og tager hjem igen efterladende marken renere, end da man ankom.

Egentlig er spejderbevægelsen en anakronisme fra det forrige århundrede – formet i det senkoloniale England med gode gammeldags dyder som ridderlighed og ansvarsfølelse i bagagen. Men spejderbevægelsen har stadig appel og budskab til vore dages unge. Faktisk er behovet for spejderbevægelsen større end nogensinde.

For hvor ellers i samfundet får børn lov til at være børn – uden velmenende, vellønnede pædagogers indblanding? Hos spejderne er lederne ulønnet, og det er børnene selv, der har ansvaret. Evnerne forpligter, og når man som 10-årig har lært en god halv snes knob og stik, så har man også både pligt og lyst til at lære andre de samme færdigheder.  

Vore dages børn bliver det meste af tiden overbeskyttet. Af curlingforældre og et samfund, der har en tyrkertro på, at uheld kan forebygges – bare man forholder sig i ro. En spejder er aldrig i ro – en spejder kan beskæftige sig selv og sætter sig hele tiden nye mål. Baden-Powell – spejderbevægelsens grundlægger – sagde, at børn kan dobbelt så meget, som de selv tror – og ti gange så meget, som deres mor tror.
I spejderbevægelsen kan børnene få lov til alt det, som mor, børnehaven og SFO’en ikke kan tilbyde. De kan være sammen med voksne, der ligesom dem selv elsker at tænde bål, hugge med økse, klatre i træer og bygge store raftekonstruktioner og huler. Og det er ikke slut, fordi det bliver aften. For spejder er ikke noget, man går til – det er noget, man er.

Børnene lærer, at det er dem selv – og ikke pædagogen eller samfundet, der har skylden, hvis man slår sig. Man lærer også, at problemerne ikke kan tørres af på samfundet – og man derfor har et særligt ansvar over for børn og unge, der er udfordret af handicap eller manglende åndsevner.

I vore dage dyrker man specialisterne og vinderne, ikke mindst i en totalt professionaliseret elite-idrætsverden hvor vindermentalitet og egoisme betragtes som noget positivt. Sådan er det ikke hos spejderne. Her kommer alle begavelser til udfoldelse, fordi fællesskabet har brug for alles hænder – og det uanset om man er fingersnild, god til at synge, kan løbe hurtigt eller bare kan lidt af det hele. For spejderne skaber hele mennesker, der kan tænke i helheder og forstår at klare sig selv.

Det er nemt at gøre grin af spejderne – en flok nørder, der gerne render rundt i skoven med korte bukser, laver mad over bål, går med kniv og hjælper gamle damer over vejen. Alene det der med kniven er jo nærmest kriminelt i vore dage – men jeg har aldrig nogensinde oplevet en spejder, der har brugt kniven mod et andet menneske. Det viser, at knivloven er en total misforståelse – for det er ikke knive, der slår ihjel, det er mennesker.

Noget af det bedste ved at være spejder er, at man får selvtillid. Når folk hører, at jeg stadig i en alder over 50 skal på spejderlejr, spørger de gerne med et smøret grin, om jeg så kan tænde bål med to tændstikker. Selvfølgelig kan jeg det - men hvad skal jeg bruge den anden tændstik til?

Det er nu 46 år siden, at jeg deltog i min første spejderlejr som otte-årig ulveunge. Det var min far, som syntes, at det var en god ide, at jeg blev spejder som ham selv – og fulgte mig til mit første spejdermøde. Han har aldrig hentet mig - og det er jeg ham dybt taknemmelig for. For jeg blev hos spejderne. Boys will be boys, som Baden Powell sagde. 

God sommer, god lejr og husk: Vær beredt. 

Artiklen er offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 14. juli 2012.

torsdag den 12. juli 2012

Dagens ord LIII

Dagens ord er hø og halm.

Det skyldes flere medias omtale af dagens ulykke i Vestjylland, hvor en pige blev dræbt og to andre kvæstet under nogle baller hø eller halm. I dagens løb har både radio, TV og flere internetaviser brugt ordene hø og halm i flæng, så vi tager lige en gang journalistisk efteruddannelse:

Hø er tørrede urter og græs, som bruges til foder. Halm er restproduktet, når korn bliver tærsket og bruges primært til enten strøelse eller jordforbedring.

Det er derfor noget sludder, når medierne bruger disse to fine, danske ord i flæng - og som det blandt andet skete hos Nordjyske.dk oven i købet i samme artikel.

Og nu vi er gang med den journalistiske efteruddannelse. Politiet er ental - det hedder derfor det og ikke de, når man fortæller om, at politiet efterforsker sagen og det derfor ikke kan sige noget om årsagen til ulykken - lige som det naturligvis hedder, at politiet fortsætter sin efterforskning, og ikke at politiet fortsætter deres efterforskning.

tirsdag den 10. juli 2012

Lidt forsinket revystof

Glimt fra årets revy på Øland

Forrige lørdag løb året Øland-revy over de skrå brædder i teltet foran medborgerhuset. Det var en festlig aften i et dejligt lokalsamfund - og jeg havde egentlig glædet mig til at skrive lidt om det om søndagen. Men desværre kom min mors død i vejen. Men her er lidt billeder fra aftenen...

Det traditionelle åbningsnummer med bussen er et godt
påskud for at levere stikpiller til egnens store og små personligheder.

Mange følte sig tydeligvis ramt af satiren fra scenen.

Også på Øland ser man "Vild med dans" - og det går vildt til.



De nådesløse dommere i "Vild med Dans".

Med øjne så store som tekopper - mindst!
Revyen samlede et par hundrede øboere til en festlig aften.

Hardy Lauridsen løb med prisen som årets øbo.

Jazz i marchtakt

Årets Vesterhavsmarch gik godt

Søndag løb årets Vesterhavsmarch af stabelen. Vejret kunne næppe være meget bedre, selv om lidt havgus ud på eftermiddagen satte en stopper for løjerne før lukketid.

Marchen arrangeres af Sct. Georgs Gilderne i Aalborg - og som sædvanlig gav jeg en hånd med ved ølsalget på Midtvejs Bodega mellem Blokhus og Kettrup Bjerge. Det er det første vandhul og vendepunkt på ruten og et populært sted for de vandringsfolk, der primært vil have en fest ud af dagen. Advokatens jazzorkester spillede op til en svingom i verdens største balsal allerede før middag. Her er et par fotos fra dagen.
De bar stadig øl ind...

Efter tre en halv kilometers march langs stranden fra Blokhus
dukker Midtvejs Bodega op som en oase i ørkenen.

Højt humør? Ja! Badenymfer? Tjaah...

En lille kinddans - eller hvad man nu kalder den slags...

Tid til en svingom med lillemor.

Ved totiden satte en kold havgus fra
Skagerak lidt af en stopper for festlighederne.

mandag den 9. juli 2012

Mosefund

Dagen derpå

Leo fra Moselauget er bestemt
ikke en tørvetriller. Foto: Henrik Jespersen
Lørdag var det tid til familiens årlige grillfest på Nørremarksvej - også selv om vi havde været sammen dagen før til mors begravelse. Livet skal jo gå videre.

Dagen begyndte med en - for visses vedkommende - ganske oppulent frokost hos Klausen i Hune. Klausen byder jo på landsdelens største stjerneskud - men mindre kan også gøre det. Selv satte jeg tænderne i varmrøget laks med friskbagt brød og dressing - og garneret med en kogt krebs, der jo er Klausens varemærke.

Så er vi klar til at skære tørv. Foto: Henrik Jespersen
Maden var 100 % i orden - og blev bragt til bordet af kokken selv. Venligt, engageret og med smil på læben. Men alligevel var vi nu ikke helt tilfreds med frokosten. For hvad kokken havde i engagement, manglede totalt hos serveringspersonalet. Nok var der travlt ved frokosttide i sommerlandets bedste restaurant på sommerferiens første lørdag - men ventetiden på både drikkevarer og regningen var uacceptabel lang. Her er et klart potentiale for forbedring, hvis Klausen skal fastholde sit gode ry - også uden for de lokale fans rækker.

En gammel Aaså-dieselmotor er en
stor seværdighed i vores familie. Foto: Henrik Jespersen
Efter frokosten gik turen til Koldmosen, hvor vi havde sat moselauget stævne for at høre mere om de glade dage i midten af forrige århundrede, hvor 1200 mennesker havde deres gode udkomme af at fremstille tørv af mosens sphagnum. Det er en spændende historie - og når den så bliver fortalt på uforfalsket vendelbomål, er det slet ikke så ringe.

Jeg vil da også gerne gøre lidt reklame for moselauget, der de kommende tre onsdag aftener, holder åbent hus i Koldmosen med optræden og fortællinger. Dina og jeg besøgte arrangementet sidste år - og det er nok en køretur værd.

Gøgeurt i mosen. Foto: Henrik Jespersen
Til min botanisk interesserede kusines usigelige jubel skal det da også med, at de nordjyske moser byder på masser af gøgeurt. Denne smukke, danske orkide blomstrer netop nu - og selv om den generelt set er sjælden, var der nu mange af dem i mosen.

Efter således at i bogstaveligste forstand at have gravet lidt i egnens fortid, gik turen til Nørremarksvej, hvor der blev tændt op i grillen til en traditionel gang pølser og bøffer - garneret med kartofler og salat af egen avl. Desværre var vejret ikke det bedste, så vi rykkede først udendørs til desserten. 

Det gjorde ikke så meget. Vi havde jo i forvejen været sammen dagen i forvejen, så i år sluttede grilleriet ganske tidligt på aftenen - og freden kunne igen lægge sig over Nørremarksvej.