mandag den 28. maj 2012

Middag i det fri II

Pinse i det sønderjyske

Den lille familie på terrassen.
Pinselørdag var jeg til familiefest i Haderslev for at fejre, at fætter Niels er gået på efterløn. Også denne begivenhed var begunstiget af et ualmindelig flot senmaj-vejr.

Vi lod vandcyklerne stå.
Frokosten stod på en platte med blandt andet sønderjysk spegepølse på Haderslevs fine Hotel Harmonien. Bagefter blev der tid til en slentretur i den smukke, gamle by, der stammer fra 1200-tallet. Haderslev byder på mange fine middelalderhuse, der er mere eller mindre nænsomt restaureret - og akkurat som andre større byer et utal af cafeer med fortovsservering.

Vi dvælede lidt ved statuen med Peter Hjort Lorenzen, der i 1800-tallet var en stædig fortaler for de dansksprogedes rettigheder. Sådan en mand kunne vi godt bruge i dag, hvor det danske sprog er voldsomt angloficeret - og de færreste danskere evner elementær dansk grammatik. Der blev også tid til et kig ind i Haderslev domkirke, men vejret taget i betragtning var det nu nok en hurtig travetur rundt om søen i Haderslev Dampark, der var eftermiddagens højdepunkt.

Her kan man blandt andet leje vandcykler - men det afstod vi nu fra. Da vi i familien alle er umådeligt haveinteresserede, blev det til mange diskussioner om damparkens mange planter - og især de store rhododendron-planter aftvang megen respekt netop nu, hvor de blomstrer.

Havetosser eller turister?
Efter en kold øl og eftermiddags-kaffe hos fætteren gik turen videre til den camping-hytte, som min søster og jeg havde lejet ved Haderslev Dam. Vi har boet der før, så det var et gensyn. Vi vidste også, at hytten har en fin balkon-terrasse, som egnede sig til en gang aftensmad i det fri.

Her stod menuen på mexicanske frikadeller med mexicansk rødvin samt svalende Riesling og afgiftsfrit øl fra min tur over "æ græns" om morgenen. Det blev sent, inden vi gik i seng. Desværre ikke sent nok til at se pinsesolen danse over Haderslev Dam, hvad der ellers skulle være et lokalt tilløbsstykke. Lige inden jeg tørnede ind - som sidste mand - nåede jeg til gengæld lige at høre en enkelt nattergal-trille i det fjerne. Så er det sommer...

søndag den 27. maj 2012

Middag i det fri I

Sildelauget rykkede udendørs

Sildelauget rykkede udendørs.
De seneste dages varme har vendt op og ned på dagligdagen for mange af os. For eksempel undertegnede blogger, der har haft svært ved at gå tidligt i seng, fordi vejret har indbudt til at sidde ude den halve nat.

Også Øland Sildelaug har overgivet sig til vejrguderne. På fredagens møde blev middagen således serveret i det grønne. Det var bestemt ikke planlagt, men blev lynhurtigt improviseret fordi skolekøkkenets enorme vestvendte tresservinduer simpelthen gjorde det til en temmelig svedig affære at sidde indendørs.

Tomatsuppe.
Heldigvis er der borde og bænke udenfor - og laugsbrødrene rykkede ud. Aftenen blev ekstra festlig, fordi laugsbroder Jørn jo er nygift - og i den anledning skulle der råbes hurra. Det lød flot, da hurraråbene gjaldede ud over idrætspladsen - og ekkoet svarede oppe fra Oxholm-skoven.

Faktisk var den udendørs middag så stor en succes, at lauget har besluttet, at en væsentlig sommeraktivitet må være en udforskning af samspillet mellem sildelauget og havegrillen.

Kalvekoteletter i fad med gorgonzola-sauce.
Aftenens menu var en ganske enkel og alligevel anderledes menu komponeret af Michael: Tomatsuppe og kalvekoteletter i fad med gorgonzola-sauce. Det er vel overflødigt at tilføje, at det smagte herligt. 

Billederne er taget med mobilen - og derfor lidt tvivlsomme...

fredag den 25. maj 2012

Dagens fugle

Også fuglene nyder det gode vejr

Ikke ligefrem gåsegang...
For en gangs skyld havde jeg husket at tage kameraet med, da jeg i dag skulle til Svenstrup.
Det var heldigt nok, for allerede da jeg kørte over Ølands-dæmningen mødte jeg i Ulvedybet denne gåsemor, som var ude og præsentere sine gæslinger for naboerne - sikkert for første gang.

Ungerne følger moderen i tykt og tyndt - og er da også med på en vandgang, men til gengæld ikke en gåsegang.
Fremmarchen foregår i spredt geled - og viser forresten tydeligt, at selv om man endnu ikke mestrer gåsegangen, så har gæslingerne i hvert fald fået lært, hvordan man vralter som en gås.

Trekandsdrama.
Vralten var der til gengæld ikke så meget af i Guldbækken ved Svenstrup. Her mødte vi andemor - og hun hyggede sig da med hele to hanner, men ællinger var der nu ikke nogen af.

Guldbækken har i øvrigt været genstand for et stort stykke naturgenopretning, hvor den er ført tilbage til sit oprindelige løb mellem Svenstrup og Godthåb. Efter frokosten benyttede vi lejligheden til en tur langs Guldbækken - og det var en oplevelse at se, hvordan bækken er fuld af ørreder, som med tiden vil gøre den til et værdifuldt fiskevand.

Guldbækken er ført tilbage til sit oprindelige løb.
Der kommer nok til at gå et par år, inden gydepladserne finder deres rette leje - men ingen tvivl om, at det bliver et rigtigt lystfiskerparadis med tiden. Indtil da kan man så fantasere over, hvordan området så ud i middelalderen. For det var jo her på engen midt i Svenstrup, at Skipper Clements bondehær under grevens fejde i 1534 slog adelshæren, der var sendt ud for at knuse oprøret. Senere blev Skpper Clement dog besejret af Johan Rantzaus tropper - og den gode Clement endte sine dage på hjul og stejle i Viborg.

torsdag den 24. maj 2012

Samarbejde

Græsset skal slås, skal det...

Genboen spilder ikke tiden.
Ikke fordi jeg på nogen måde har planer om at hoppe med på havetraktor-bølgen, men jeg kan alligevel ikke sige mig fri for at være en lille smule imponeret, når de slår græs over på den anden side af vejen.

Hele to havetraktorer er i brug - og med mejetærskerne på kornmarkerne som forbillede klarer de hurtigt, nemt og smertefrit adskillige kvadratmeter græsplæne.

Men det skal nu også med, at de ligger, som de har redt - eller sået, om man så må sige. For det er altså en enorm græsplæne. Da jeg i sin tid flyttede ind på Nørremarksvej, var der et lille savværk, der lavede brænde og lignende - men den virksomhed blev solgt sidste år, pladsen blev ryddet og ejeren overtog selv jorden.

Sidste år var der da også planer om at lave en hel lille skov på pladsen, hvilket jo kunne være hyggeligt nok - men det blev ikke rigtig til noget. Så nu er pladsen omdannet til en stor plæne - omkranset af en hæk af paradisæbler. De er ikke så store endnu - men jeg glæder mig da til de kommende år, for det bliver helt sikkert et flot syn, når paradisæble-træerne blomstrer. Indtil da kan jeg så glæde mig over, at der bliver gået til stålet, når de slår græs derovre.

tirsdag den 22. maj 2012

Sommersol

Solen gik ned i en sæk

Aftensol på Blokhus Strand.
Mandag bød på årets første rigtige sommerdag.

De korte bukser er fundet frem - og nu håber vi selvfølgelig på, at sommerdagen vil blive fulgt af mange flere. I følge meteorologerne skulle chancen være ganske god de kommende dage, men umiddelbart er der ellers ikke mange løfter i mandagens solnedgang over Blokhus strand.

For siger det gamle ord ikke, at når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk? Jo, og det gælder da også de fleste af årets dage. For her i landet kommer vejret som oftest fra vest - og når solen går ned i en sæk, betyder det jo, er der jo skyer vestpå med regn på vej ind over landet.

Men netop mandag havde vi østenvind - og så er der altså fred og ingen fare. Skyerne skal nok blive derude over den store Nordsø og det endnu større Atlanterhav, så længe vinden ikke går i vest. Så mon ikke, at også tirsdag bliver en dag med korte bukser?

mandag den 21. maj 2012

Groenlandia

Tulipaner med grønlandsk islæt
















Tulipaner har altid fascineret menneskene - og rundt omkring bliver der eksperimenteret på livet løs for at frembringe nye typer og nye farvekombinationer. lidt mode er der også i det - det er mit indtryk at blå, lilla og bordeaux nuancer er meget moderne i øjeblikket. Det kan man tjekke, når supermarkederne sælger tulipanløg.

Sidste efterår gik jeg og rodede lidt i poserne med blomsterløg på tilbud ude i Bilka. Mellem de mange forskellige løg var der også en tulipan, som blev kaldt Groenlandia - og den slags kan jeg selvfølgelig ikke stå for.

Tulipanløgene blev plantet ude i haven, og vi har hele foråret spændt ventet på at se, hvad det nu var for noget - sådan nogle løg som har med Grønland at gøre.

Jeg har selvfølgelig også været på nettet og googlet mig frem til lidt oplysninger. Lidt skuffende er det måske, at sådan rent geografisk er tulipanens eneste tilknytning til Grønland navnet, som den har fået, fordi kronbladene har en lille lysegrøn blis mellem det lyserøde.

Det er en sen, høj tulipan - blandt de sidste blomstrende tulipaner i haven i år, og den står faktisk lidt i vejen, efterhånden som vi gerne vil have sommerblomster plantet i bedene. Men det er vigtigt for tulipanerne  - hvis de skal blomstre igen til næste - at de får lejlighed til at suge næring til sig, og derfor får de lov at stå en uges tid mere. Men så er det også slut med løgvækster i denne forårssæson.

I Grønland er det naturligvis anderledes. Ikke fordi jeg har set så mange tulipaner deroppe - men påskeliljer er der en del af i byerne, og de blomstrer først her til juni. Så nåede du ikke at blive træt af påskeliljerne i år, kan jeg bestemt anbefale en tur til for eksempel Narsaq og Qaqortoq i Sydgrønland, hvor man har mange års tradition for smukke haver.

Giftelystne øboere

Travlhed foran alteret

Bryllupskagen skæres for.
Her i Østerby er vi cirka 125 indbyggere ifølge Jammerbugt kommunes statistikker. Og rent statistisk burde der ikke forekomme to bryllupper på samme dag inden for en radius på få hundrede meter i sådan en lille landsby. Men det var ikke desto mindre tilfældet lørdag. 

Vejret kunne godt have været bedre, mens den lokale præst nærmest på samlebånd smedede øboere sammen i den idylliske Oxholm kirke - men ellers var det en dag fuld af landsbyidyl, nyudsprungne bøgetræer, blafrende Dannebrogs-flag, karetkørsel og hvad der ellers hører til sådan en dag på landet.

Det ene af bryllupperne var hos landsbysmeden - og da han er medlem af Øland Sildelaug, havde lauget selvfølgelig velvilligt sagt ja til at stå for cateringen. Desværre var der lidt mandefald på grund af sygdom, så dagen blev lidt mere travl, end jeg havde regnet med, da jeg sagde ja til at give en hjælpende hånd.

Heldigvis har vi en vis rutine i køkkenarbejdet, så de 70  gæster mærkede intet - men der skulle da knokles. Menuen bød på lidt portionsanrettet kyllingesalat, en buffet med oksefilet, flæskesteg og fyldt kalkun samt is og frugtsalat til dessert. På toppen af det hele selvfølgelig den traditionelle bryllupskage i fem etager.

Især hovedretten bød på store udfordringer for Deres ydmyge blogger. Det kræver en lille smule snilde at tilberede fire kalkuner, to store flæskestege og to endnu større oksefiletter på fire timer i kun to ovne. Oven i købet var der lidt problemer med strømmen, selv om vi havde trukket kabler til naboen - men alt gik stort set efter planen.

Bryllupskagen havde brudgommen selv lavet. Smeden hedder nemlig Bager til efternavn - og han lever godt op til det navn. Efter middagen var der dans til de lyse timer - og jeg tog en tjans som bartender, så ærlig talt var jeg godt brugt, da jeg i den gryende morgensol vendte hjem til det lille hus på Øland.

Men sådan skal det være. Vi skal hjælpe hinanden - det er derfor vi har fået to hænder.

torsdag den 17. maj 2012

Røget ål

En delikatesse af det helt store

Ålefråds i verdensklasse.
Tirsdag havde jeg fuldt blus på røgeovnen og lavede røget ål. Det er en delikatesse i verdensklasse og har hørt til mine favoritspiser, siden jeg var en lille dreng. Hvis man skal købe røget ål hos fiskehandleren, er det også dyr mad - og det kan være en temmelig dekadent at frådse med røget ål.

Men nu fik jeg for nogle måneder siden fat i nogle store ål til en fornuftig pris - og med egen røgeovn kan man så alligevel godt tillade sig at gå til den.

Ålene er som sagt meget store og fede. Det skal de nemlig helst være, når de skal røges. Aktuelt taler vi om ål på godt et halv kilo og næsten fem centimeter tykke bag hovedet. De er alt for store til at stege og perfekte til røgning.

Ålen inden efterrøgningen.
Ålen saltes i 10 procents saltopløsning i en halv snes timer og hænges derefter til tørre et par timer i frisk luft. Jeg tænder op i røgeovnen med fint bøgebrænde - og når tempeturen i røgkammeret er på 90 grader ryger ålen ind. Bålet holdes ved lige en times tid, hvorefter det får lov at brænde ud - hvorpå jeg efterrøger med almindeligt røgesmuld i fire timer. Efterrøgningen giver en god røgsmag, der er kraftigere end fiskehandlerens. Sådan kan jeg bedst lide maden - den skal smage af noget. Så er det ellers bare med at få skindet af ålen. Det er let, for skindet er tykt og sidder ganske løst på den fede ål.

Under normale omstændigheder vil man så lægge et stykke ål på et stykke rugbrød med en skive æggestand - men jeg tillod mig denne tirsdag at frådse helt guddommeligt, så jeg droppede æggestanden og tog et ekstra stykke ål. 

Så kan det heller ikke blive mere dekadent - herligt. Mums.

onsdag den 16. maj 2012

Stegt sild med løgsovs

Limfjorden er fyldt med de dejligste vårsild

Stegt sild med løgsovs.
Netop i disse dage trækker silden ind i Limfjorden for at gyde. Det er chancen for friske sild til aftensmad.

Søndag morgen stod jeg op kl. 4 og kørte ned til Aggersund-broen, hvor det er forholdsvis nemt at fange sild. Netop ved Aggersund er fjorden ganske smal - og derfor flokkes silden på dette sted for at komme videre mod de lavvandede områder mellem Aggersund og Aalborg.

Jeg var bestemt ikke den eneste, der var tidligt oppe. Somme tider står fiskerne mere tæt end sild i en tønde på den lille kaj ved muslingefabrikken, men her - før Fanden fik sko på - var der plads til alle.

Trængsel på kajen.
Og selv om fiskeriet ikke var overdådigt, var der sild nok til. Sildene kom lidt i bølger. Der kunne godt gå et kvarters tid mellem hver bid, men når der så var bid var det gerne med to til tre sild på krogene. Sild fanges traditionelt med et såkaldt sildeforfang med mindst fire kroge. Det var god motion - for sildene gik næsten helt ude i sejlrenden, så der skulle kastes til - og var teknikken ikke i orden, blev der heller ingen sild, hvad flere af børnene på kajen desværre måtte sande.

På en god dag kan man snildt og hurtigt fange en spand sild, men jeg måtte altså nøjes med et dusin af den velsmagende forårsspise. Sildene blev nemlig fortæret allerede søndag aften - mens de endnu var friske og duftede dejligt af hav - i en herlig gang stegt sild med løgsovs og nye (importerede) kartofler. Det er herlig traditionel almuemad i Limfjordslandet.

Silden renses, ved at hoved, finner og hale klippes af, indvoldene fjernes og skindet skrabes frit for skæl. De vendes i en gang rugmel med salt og peber og steges på en varm pande - et par minutter på hver side. 

Blanke vårsild.
Herefter brunes et par løg i skiver. De får lov at simre indtil de er bløde. Kog panden af med en til to deciliter kartoffelvand og lad hele herligheden snurre fem minutter. Herefter jævnes sovsen med lidt maizena og smages til med salt og peber. Endelig skal den lige soigneres med et par dråber kulør.

Det er nemt og hurtigt - og med nye kartofler en rigtig forårsspise for voksne mennesker - og for børn med for den sags skyld. For de små vårsild er næsten benfri, så man undgår de "hårben", som mange børn ellers har det lidt svært med.

Der blev et par sild til overs. De kom i en gang marinade til marineret stegt sild - og det er også en delikatesse.

mandag den 14. maj 2012

Ny beboer

Stillits er blandt sommerens ynglefugle i den lille have på Øland

Her ses det stillitsens røde ansigt tydeligt.
Det var ikke uden stolthed, at jeg i dag konstaterede, at haven rummer et ynglende stillitspar. Jeg har ganske vist endnu ikke fundet reden - men den er helt sikker. Et sted i rødtjørnene ud mod vejen holder de til.

Stillitsen er en meget farvestrålende fugl - med et karakteristisk rødt ansigt og flotte gule tegninger på vingerne. Den er nem at genkende, for den ligner simpelthen ikke nogen anden fugl i den danske fauna. Det røde ansigt er ganske vist ikke så tydeligt på billederne på grund af en lidt ujævn belysning - men den er der da. Men jeg kunne altså ikke få kræet til at vende siden til, så man kan se de gule tegninger på vingerne.

Stillitsen hører egentlig til det åbne land, 
 men har slået sig ned i havens rødtjørne.
Allerede sidste sommer begyndte stillitserne at optræde i haven. Jeg havde ikke set dem før i selve haven, men pludselig sidste år var der en flok, der begyndte at holde til i mit store lærketræ om morgenen. Egentlig foretrækker de det åbne land og grøftekanter med buske. Føden er fortrinsvis frø - men jeg går ud fra, at det er vores mere eller mindre permanente fodring, der har gjort haven interessant for den farvestrålende lille fugl.

Stillits er en almindelig ynglefugl i Danmark. Bestanden er svagt stigende, omend med store svingninger fra år til år. Det anslås, at der er mellem 30.000 og 50.000 ynglepar i landet.

søndag den 13. maj 2012

Fuldt flor

En dejlig forårsdag på Øland

Så dejligt så der ud i haven på denne anden søndag i maj.














Netop nu står forårshaven i sit fuldeste flor. Bøgen er for længst sprunget ud, løjtnantshjerte er begyndt at blomstre, tulipanerne er der fuld knald på sammen med stedmoderblomsterne - og i baggrunden kan man, hvis man ser godt efter, ane rhododendronenerne, der også springer netop i disse dage.

Det ser pragtfuldt ud, når solen skinner - og på billedet kan man jo ikke se, at det blæser en halv pelikan...

lørdag den 12. maj 2012

Førstehjælp på Øland

De første minutter er afgørende

Hjertemassage er hårdt arbejde.
Alle bør kende til førstehjælp. I tilfælde af for eksempel hjertestop kan øjeblikkelig hjælp gøre forskellen på liv og død. Derfor er det for mig indlysende, at man har en moralsk pligt til at lære førstehjælp - og det undrer mig såre, at det kun er en fjerdedel af befolkningen, som er i stand til at give hjertemassage og kunstigt åndedræt. Det er vigtigt at stole på egne kræfter - for i nødens stund kan man aldrig regne med andre.

Øboerne gik til sagen med krum hals.
Derfor har jeg i den forløbne uge været på skolebænken igen for at lære førstehjælp. Det er Øland Beboerlaug og Netværk Øland, der i samarbejde med TrygFonden har inviteret øboerne til kursus.Når man bor på landet, er det vigtigt at kunne førstehjælp - for hvis uheldet er ude, kan der gå ganske lang tid, før ambulancer, læger og så videre kan komme til hjælp.

Selv om jeg mener, at jeg er forholdsvis velbevandret i førstehjælpens verden, er det fornuftigt nok at bruge nogle timer på formålet. For der er løbet meget vand i åen, siden jeg tog mit første førstehjælpsbevis i 1971. Dengang var indboldet meget håndværksorienteret med vægt på forskellige forbindinger, husker jeg. Jeg har siden med mellemrum været på kursus - senest i 2007 - og må konstatere, at også førstehjælp er et fag i rivende udvikling. Fokus i dag er flyttet til den livreddende førstehjælp - at holde en person i live og i øvrigt bevare overblikket og roen, til professionel hjælp når frem.

Førstehjælps-instruktør Tage Kjærsgaard
 fra Beredskab Jammerbugt viste aflåst sideleje.
I tirsdags havde jeg også en sjov, lille aha-oplevelse med teknikken bag det aflåste sideleje - det som man i mine unge dage kaldte NATO-stilling - hvor man tidligere lagde offerets ene arm ned langs kroppen. Nu trækker man den op ved siden af hovedet - og på den måde er det faktisk muligt selv for et lille barn at lægge en grandvoksen mand i sideleje.

Førstehjælp er meget mere end bare at sætte et plaster på et sår. Det er en tankegang, som bør sidde i rygraden, så man reagerer fornuftigt, når ulykken sker. Derfor anbefales det også, at man genopfrisker et førstehjælpskursus hvert tredje år.

Jeg har i mit efterhånden forholdsvis lange liv haft seriøst brug for min førstehjælpsviden to gange. Den ene gang  i forbindelse med en voldsepisode i Grønland - og anden gang for få måneder siden i forbindelse med en trafikulykke. Det kan for mange mennesker måske virke lidt uoverskueligt at bruge tid på noget, som man heldigvis kun sjældent har brug for, men jeg mener som sagt, at det nærmest er en borgerpligt. Så jeg sætter mig gerne på skolebænken en aften om ugen her i foråret - og jeg gentager det gerne om et par år eller tre.

fredag den 11. maj 2012

Undskyld!!!

Google driller...
Faste læsere her på Dovregubben vil muligvis have bemærket, at bloggen de seneste uger har fremtrådt usikkert og rodet i typografien. Det skyldes, at Google har indført en ny blog-editor, som er det program, man bruger til at producere bloggen.

Det er vanvittigt irriterende, at kendte og store IT-firmaer hele tiden laver om i deres programmer - og det er som om, de overhovedet ikke respekterer kundernes ret og rimelige ønsker om forudsigelighed og tryghed i kundeforholdet.

Helt konkret udfordrer den nye editor mig på linieskydningen - altså afstanden mellem linierne - og på, at bloggen i øjeblikket ikke fremtræder ens i forskellige browserprogrammer. Jeg arbejder seriøst på at løse problemerne - blandt andet ved at redigere i HTML-koden, hvad der ellers burde være fuldstændigt overflødigt i vore dage, men indtil videre vil bloggen kun blive vist i overensstemmelse med mine intentioner i Explorer. 

Nu er det imidlertid ikke alt nyt, der er dårligt nyt. Den nye editor giver mulighed for underrubrikker og billedtekster. Og da jeg længe har ønsket at give læserne flere indgange til mine historier, vil jeg naturligvis benytte mig af det. Jeg håber, at du - kære læser - vil bære over med overgangsproblemerne.

Mvh
Jesper

tirsdag den 8. maj 2012

Bøgens vennekreds

I maj går naturen sin grønne gang

Bøgens dunede bladspirer.
Det er et årligt tilbagevendende fænomen - så sikkert som Amen i kirken og egentlig bare udtryk for årets gang - men alligevel kan jeg ikke lade være med at forbløffes over bøgens spring her i maj.

Et studie i grønt.
Det er et sikkert element hvert år her på vore breddegrader - på bøgens vendekreds - og det gør alle danskere til en del af bøgens vennekreds.
Lige så grønt som en solnedgang er rød.
Det er banalt som en rødmende solnedgang og alligevel betagende som et krøyer-billede fra Skagen, når bøgen folder sit bløde løv ud over den danske skov. Her på egnen især i Oxholm-skoven, hvor de små skovveje forvandles til grønne tunneller gennem den for få dage siden så åbne skov.

Akkurat som solnedgangene kan jeg ikke lade være med at fotografere det - og i lighed med så mange gange før vil jeg også benytte lejligheden til at dele det med bloggens læsere. Måske er der ikke nogen særlig fotografisk værdi i billederne - men de er et sikkert tegn på, at nu er sommeren forestående.

Det kan godt være, at maj byder på både kulde og regn - men nu er den altså helt sikker. Hvis vi altså nogen sinde har tvivlet - her i bøgens vennekreds på bøgens vendekreds.

søndag den 6. maj 2012

Gåsetårnet

Vordingborgs vartegn blev skabt for at håne Danmarks fjender mod syd

Gåsetårnet set fra sydøst.
En gang - for godt 600 år siden - døjede man ikke med politisk korrekthed og pæne manerer. Dengang var der kontant afregning ved kasse 1 - og tingene blev sagt uden omsvøb. Det blev begyndelsen til Gåsetårnet.

Valdemar Atterdag, der var konge fra 1340 til 1375, havde som sit projekt at samle Danmark, og det gjorde ham naturligvis upopulær i store dele af de omliggende lande - blandt andet blandt Hansestæderne, der var den tids svar på EU. 

Men den gode Valdemar var ikke typen, der rystede på hænderne af den grund - og han sagde om Hansestæderne, at de var en flok skræppende, men ufarlige gæs. Hårde ord når man ved, at gåsen nok er et af de mest ubegavede og larmende fugle, der findes. For at lægge vægt bag ordene satte Valdemar en vindfløj, som forestillede en gås, på et tårn på Vordingborg slot - og Gåsetårnet var skabt.

Den skræppende gås håner Hansestæderne.
Den originale gås var af rent guld - og for at føje spot til skade var guldet løsepenge fra Hansestæderne, som man havde betalt for at få frigivet krigsfanger efter en mislykket belejring af Helsingborg. Den nuværende gås er imidlertid kun forgyldt og sat op i 1871.

Borgruinen dominerer bybilledet i Vordingborg.
Truslerne mod riget er traditionelt altid kommet fra syd - og af samme grund var der selvfølgelig en stor borg i Sjællands sydligste by. Borgen ligger bogstavelig talt i Vordingborgs centrum højt hævet over byen - og med udsigt mod Storstrømmen og Falster.

Gåsetårnet er Vordingborgs vartegn - og jeg har ofte været oppe i det, når jeg som barn holdt sommerferie i Vordingborg. Derfor måtte der selvfølgelig også et besøg til, da jeg forleden var i Sydsjælland. Det meste af ruinområdet er imidlertid afspærret i øjeblikket, da man er ved restaurere modernisere området. I tidens ånd selvfølgelig med udstillingsfaciliteter og andet godt, der skal rumme Danmarks Borgcenter. Hele herligheden kommer til at koste 130 millioner kroner, og der er store planer for området med blandt andet levendegørelse og middelalderdage. Jeg håber, at det vil være med til at udbrede kendskabet til den spændende borg - for til min store forbløffelse har jeg været ude for folk, som ikke engang ved, hvad Gåsetårnet er.

I dag er der idyl under kastanien - men i gamle dage var
borgen i Vordingborg et bolværk mod truslen fra syd.
Selve Gåsetårnet er 26 meter højt og rørformet udvendigt. For at bære konstruktionen er tårnet indvendige form som en omvendt kegle, hvor væggen ved jorden er cirka 375 cm tyk, hvorimod væggen for oven kun er 75 cm tyk. Konstruktionen skal modvirke en fuldtræffer med sten fra datidens kastemaskiner - for det var jo før krudt og kanoner var opfundet i Europa.

Gåsetårnet er det eneste bevarede af de i alt ni tårne, der udgjorde  borganlæggets forsvar sammen med massive mure. Oprindeligt var anlægget omgivet af en voldgrav. Der er stadig stykker af voldgraven bevaret, men det er planen, at hele voldgraven skal genskabes i forbindelse med moderniseringen.

lørdag den 5. maj 2012

Min farmors hus

Glimt fra en sorgløs barndom

Min farmors hus ligner sig selv - selv om det
 er 30 år siden, at jeg har været der sidst.
Jeg har i den forløbne uge været en tur på Sydsjælland. Det blev blandt andet til et gensyn med min farmors hus på Heibergsvej i Vordingborg. Her tilbragte jeg i mange år som barn mine sommerferier i 60'erne og 70'erne - og forresten også mange andre ferier.

Min farfar døde allerede da jeg kun var et par år gammel - og jeg har ikke rigtig nogen erindring om ham. Farmor blev som enkefrue boende i deres lille hus og ernærede sig ved et lille pensionat, hvor de lærerstuderende - seminaristerne - fra Vordingborg Seminarium kunne spise middagsmad. Desuden lejede hun et af husets værelser ud til en studerende. Middagsstunderne var et vældigt tabernakel, hvor der blev dækket op ved flere borde sat i forlængelse af hinanden i den forholdsvis lille stue - men der var ikke nogen tvivl om, at seminaristerne levede godt der. Min farmor var en ørn i et køkken - og hun fik ofte fik besøg af de tidligere pensionærer i årene efter, at hun havde lagt forretningen på hylden.

I midten af billedet kan man skimte min farfars værksted.
Bag ved huset var en gårdsplads med et vaskehus og min farfars værksted og derefter en langstrakt have - fyldt med jordbær, hindbær, blommer og andre gode sager, som jeg husker det. I vaskehuset var der også hylder nærmest fra gulv til loft med syltetøj, syltede rødbeder og andet hjemmegjort godt fra haven.
Især værkstedet var en oplevelse. Min farfar var snedker, og han havde selv bygget værkstedet af jernbanesveller, der var kalfatret med kapok og tjære. Værkstedet var svenskrødt - akkurat som mit eget værksted. Det er næppe tilfældigt, for værkstedet var en uendelig kilde til beskæftigelse for en lille knejt som undertegnede. Her var der alt muligt værktøj og en høvlbænk, så hvis der var noget, der lige skulle opfindes, var der som regel ikke langt fra tanke til handling. Specielt var en af farmors lærerstuderende - Per hed han - altid med på at hjælpe - og i mange år stod der i haven en miniature-kopi af en af Påskeøens gudefigurer, som jeg havde lavet i gasbeton.

Huset blev solgt, da min farmor døde i 1982. Det har siden skiftet ejer nogle gange, men fremstår den dag i dag nogenlunde som dengang - selv om der blandt andet er kommet nyt tag på huset. Der er lavet en del om i haven - og sandsynligvis er værkstedet blevet bygget helt om. Det skimtes midt i billedet med fladt tag, men så vidt jeg husker, var der højt tag på værkstedet oprindeligt.

Heibergsvej er en hyggelig gade med små, gamle huse.
Heibergsvej var i tresserne en hyggelig lille gade i et typisk arbejderkvarter domineret af en kæmpemæssig trælasthandel, hvor blandt andet min farfar havde arbejdet. Hver dag blev der blæst til frokostpause i trælasten med en sirene, der kunne høres i hele kvarteret.Trælasthandelen er væk i dag og erstattet af et moderne boligselskab.

Her så jeg Rasmus Tagmus.
Farmors hus lå for enden af et lille T-kryds. På den modsatte side af gaden - på hjørnet - boede familien Henriksen. I 60'erne havde min farmor ikke TV - og hvis vi skulle se fjernsyn foregik det så hos Henriksens. Jeg har blandt andet set DR's navnkundige julekalender med Rasmus Tagmus derovre. Bag ved Henriksens hus ligger der et andet lille gråt hus, hvor min far i sin tid er født. For enden af den lille gade, der hedder Ewaldsvej, lå der i tresserne et fagforeningskontor, hvor jeg husker, at de arbejdsløse med mellemrum gik til kontrol, som det hed.

onsdag den 2. maj 2012

De lyse nætter

Lyse nætter og løvspring hører til maj

Morellen sprang ud den 1. maj.



















Nu siger kalenderen maj - og på vore breddegrader vil det sige, at naturen blandt andet byder på løvspring, blomstrende kirsebær og lyse nætter.

Det var også temaet for en lille fotografisk udfordring, som jeg gav mig selv natten til onsdag. For dybest set er et foto af en lys himmel ikke særlig spændende i sig selv - og i øvrigt kan den lyse himmel jo hjælpes godt på vej ad teknisk vej. Moderne kameraer har høje iso-værdier, man kan bruge lange eksponeringer, og skulle det fejle, er der jo PhotoShop. Derfor lå udfordringen i at kombinere løvspringet og de lyse nætter.

Motivet lå lige for. Faktisk lige uden for kontoret, hvor morellen sprang ud i fuldt flor på den første dag i maj. Morellen står i en svag belysning fra gårdspladsens projektør - og det gav så dette foto. Bortset fra beskæringen er det ikke behandlet i PhotoShop. Billedet er taget kl. 2.30, iso er sat til 500, eksponeringen 10 sekunder.

De lyse nætter er et særkende for netop de områder, der som Danmark ligger lige syd for Arktis, hvor man jo om sommeren har midnatssol. Her - altså i Danmark - bliver det ikke helt mørkt om sommeren. Det skyldes, at i en lang periode fra nu og frem til august vil solen om natten aldrig være længere nede end 18 grader under horisonten. På vores position (Øland vest for Aalborg) er dagens længde 15 timer og 38 minutter og tiltaget 8 timer og 56 minutter siden vintersolhverv.

tirsdag den 1. maj 2012

Økologi

Fiberdug og el-rør holder insekterne fra grøntsagerne

Et stativ af el-rør bærer fiberdugen.
Jeg er ikke økolog - bestemt ikke.
Jeg synes, at økologi er sådan noget småreligiøst bavl, der kun har til formål at tage røven på forbrugere med for mange penge - og så har jeg det i øvrigt altid skidt med tilfældige modetendenser. Så derfor bruger jeg både kunstgødning, ukrudtsmidler og insektgifte, når jeg finder det nødvendigt.

Men når det så er sagt, er der ikke nogen grund til at overhælde fødevarer med dyre kemikalier. Så jeg bruger primært gratis hestemøg som gødning og forskellige gode, gamle husråd til at holde skadedyrene fra grøntsagerne - blandt andet ved at plante hvidløg og tagetes mellem rækkerne.

Det har imidlertid vist sig ikke at være tilstrækkeligt - og sidste år begyndte jeg så med at dække gulerødderne med plastik og fiberdug. Jeg begyndte sådan lidt primitivt med nogle trærammer til at holde overdækningen - og det har vist sig temmelig effektivt. Men særlig pænt så det ikke ud, ligesom det var lidt bøvlet - og jeg har derfor brugt vinteren på lidt research for at finde en permanent og fleksibel løsning.

Beslaget følger rørets bue, så
man undgår skarpe kanter.
Løsningen fandt jeg i Sverige. Det hedder Rättvik-knutar og er nogle plastikbeslag, der kan bruges til at koble 16 mm elektrikerrør sammen til alle mulige og umulige konstruktioner, der kan dækkes med fiberdug. Jeg vil faktisk vove den påstand, at systemet er genialt.

Firmaet bag Rättvik-knutar foreslår også, at systemet bruges til for eksempel espalierer og lignende - men der er nu grænser for, hvor meget plastik jeg vil have i prydhaven.

Men i nyttehaven er det en anden snak. Her fungerer det fint. Med et stativ af el-rør får man en tunnel, hvor gulerødderne kan stå i fred for fluer - og kål i fred for larver. Tunnelerne kan laves i alle størrelser efter behov og er nemme at flytte rundt med. Og det bedste af det hele er næsten, at det ikke fylder noget særligt, når det skal opbevares om vinteren.

Nu står gulerødderne i fred for fluerne
I weekenden såede jeg gulerødder og majroer - og de har fået deres helt egen lille væksthus på denne måde. For ikke alene holder fiberdugen utøjet væk. Dugen holder også på fugt og varme, men er alligevel vandgennemtrængelig, så den ikke skal fjernes, når grøntsagerne skal have vand.

Desværre er fiberdug lidt skøbeligt - og her har Rättvik-knutar den store fordel, at den holder alle skarpe kanter væk fra dugen. Knudepunkterne er i øvrigt let bøjelige og følger el-rørenes bue-form, så der heller ikke bliver skarpe hjørner i samlingerne.

Jeg har prøvet mig lidt frem med længderne - og det ser ud til, at man kan lave en stabil konstruktion med noget, der ligner op imod halvanden meter mellem buerne. Det er ganske vist en dum længde, da el-rør fra Biltema kun findes i to meters længder, men da rørene er meget billige i forhold til knudepunkterne, giver det alligevel fornuft.